fredag den 8. april 2011

en rigtig heldig dag... eller spild af tid

Altså man kan godt sige, at dagen var heldig, taget i betragtning af HVOR crappy min dag reelt var, og senere KUNNE gå hen at blive. Den KUNNE ha været rigtig god, men som dagen skred frem, så var der bare flere, der formåede at trække dagen længere og længere ned mod de røde minustal på humørbarometeret. Tak for det røvhuller!

Det der satte prikken over det berømte I, var da bilen, 15 meter fra vores hus, pure nægtede at indtage første, andet og tredje gear! Altså rent fysisk kunne jeg ikke bevæge gearstangen hen på de respektive gear-pladser, og det er altså sin sag at starte sådan en Focus op i FJERDE gear... -hvilket mellem os sagt blev forsøgt, men igen afblæst, da en underlig brændt lugt begyndte at brede sig inde i bilen.

At jeg skulle gå resten af vejen var en detalje, og når det nu SKULLE ske, var det jo alligevel heldigt, at det trods alt skete så tæt på hjemme-matriklen. Ikke at det pyntede på mit dårlige humør, men det gjorde det ikke (så meget) værre. (det kunne næsten heller ikke blive værre...)

Jeg tænkte straks i ny gearkasse og ringede til den eneste mekaniker i verden der gider bestille noget så sent. Ja, for selvfølgelig gik bilen i stykker 17.15, -15 minutter efter lukketid..
Falck blev adviseret, og meddelte, at de kunne love at bilen senest ville være på værkstedet i morgen tidlig, altså i morges.

Lidt senere fik jeg en sms om at bilen ville blive hentet indenfor 20 minutter. Se det er satme en service man kan forstå! Hvad sker der for at håndværkere ike kan love den slags? "Vi kan være der onsdag mellem kl. 7.00 og kl. 16" -det er jo fordi de aldrig ved hvor længe en opgave varer javist, men så synes jeg bare det er underligt, at de ALTID formår at stemple ud til fyraften kl. 16 -nul dut!

Bilen blev sendt med Falck til indlæggelse og prøvede via internettet at finde ud af om man burde sende blomster til den, mens den var indlagt, men det gik jeg fra igen, da jeg slet ikke engang var klar over hvilke blomster sådan en Ford Focus kan lide, og hvilke farver osv...

Denne formiddag blev jeg genforenet med BILEN! Det var en sten på størrelse med en bagekartoffel, der på underligste vis havde sat sig, således at gearkassen i aller højeste grad var generet af dens tilstedeværelse... Arhmmen seriøst???...

Så det heldige i denne misere var: 1)jeg er medlem af Falck 2)det var tæt på hjemmet bilen gik i stykker 3)det var IKKE gearkassen der var i stykker 4)at jeg har en nevø, der er en dygtig mekaniker 5)jeg fik frokost og passive smøger hos mor...

Så man kan sige, at dagens strabadser ikke som sådan har kostet mig noget, men til gengæld har jeg været holdt aktiveret. Lidt som at holde en trædemølle igang. Man laver en masse, men får reelt ikke en skid ud af det. Spild af tid. Men der er jo så mange måder at spilde sin tid på. I dag valgte jeg så at spilde min tid på at hente en bil, der ikke ægte var i stykker, fra reparation...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar