I følge min venindes skønne (og eftertænksomme) datter, så burde den slags ikke (længere) finde sted. Jeg skriver længere, fordi hun simpelthen kom så ganske i tvivl, om der overhovedet fandtes kinesere længere.
Historien udspiller sig i en bybus, hvor lille V sidder på et sæde omgivet af somaliske unge mennesker der talte sammen på somalisk, eller hvilket sprog man nu taler, når man kommer fra et helt fremmed land, og skal bo i et ligeså fremmed land...
Lille V stirrer på de unge, formentlig mest pga. sproget, og spørger diskret sin mor, om det er kinesere, de der... Lille V's mor prøver at aflede lille V, men da busturen er slut, så vil lille V godt lige have en forklaring på de der kinesere der!
Lille V: "mor, var de kinesere eller hvad?"
Mor: "nej, de var somaliere"
Lille V: " jamen mor, findes der da slet ikke kinesere længere?"
Mor: jo da, det gør der da. Hmmm Helle (det er så mig...) kunne godt LIGNE en kineser...
Lille V: Helle?????!!???
Mor: "altså, ja, man kan godt sige, at Helle er kineser"
Lille V: "men mor, vil det så sige... -at Helle er kineser OG sygeplejerske?????"
Så hvis jeg nogensinde skal søge et nyt job, så vil jeg mene, at jeg med god samvittighed kan tilføje "kineser" på mit CV. Det forventer jeg så at kaste adskillige tillæg af sig...
Måske et tillæg for god assimileret etnisk?
Det underlige er, at jeg jo inderst inde godt altid har været klar over jeg var anderledes, eller i hvertfald så anderledes ud. Og jeg har altid haft et meget ambivalent forhold til mit udseende. Altså mit oprindelige udseende. Altså som jeg ser ud ægte... (under tatoveringerne)
I folkeskolen var problemet ved mit udseende, at jeg tilsyneladende var den ENESTE der kunne se det... Og uanset HVOR meget man prøvede at tie ting ihjel dengang i starten af 80'erne i en lille bitte by, hvor man gerne tiede alt ihjel, ja så var det ikke lige sin sag at tie meget sort hår og lettere skæve øjne ihjel...
Selvom jeg godt inderst inde vidste det, så var det faktisk først i gymnasiet det for alvor gik op for mig. I min klasse var der nemlig HELE TO af sådan nogle som mig!!! Vi tre var klar over det, men de andre i klassen kunne tydeligvis ikke se det. Og samlet på gymnasiet var vi faktisk fem i alt! Vi var jo nærmest en dominerende race...
Det var også i gymnasiet jeg blev rigtig træt af mit udseende. Primært fordi mit hår overhovedet ikke havde så meget som et rødligt skær efter 6 timer med ildelugtende hennafarve! -nå ja, og så fordi jeg ikke måtte få ring i næsen for min mor.
Så begyndte jeg at færdes en del i København, hvor det åbenbart var rigtig trendy og smart at have en kæreste der ikke så dansk ud... Og det var de lækreste fyre, der kom arm i arm med smukke smukke kvinder fra alle mulige spændende nationer. Jeg begyndte helt at holde af mit udseende, og med en masse piercinger, hvis formål vel i bund og grund var at aflede opmærksomheden fra den rest af asiatisk udseende der ikke blev tiet ihjel i min barndom, så følte jeg faktisk helt at også JEG havde det der skulle til, for at finde en lækker kæreste hjemme i Ålleren...
Desværre var den trend med at have kærester af anden etnisk herkomst ikke helt nået til Ålleren på det tidspunkt... -eller så var det fordi jeg ikke helt levede op til standarden for hvordan en smuk smuk kvinde skal se ud. T-shirts med the Cure og stooore militærbukser hører bare ikke ind under kategorien smuk smuk kvinde...
Og det var svært det der med kærester. Det var det altså!
Måske havde jeg en lille smule af skylden... det kan ikke afvises. Men faktum er, at enten var det på grund af udseendet, hvilket jo var totaaalt overfladisk, eller så var der på grund af mig, hvilket jo heller ikke kunne accepteres, for ingen skulle være sammen med mig af medlidenhed, og jeg gad i hvertfald ikke have en kæreste der ikke synes jeg var lækker!
Det var faktisk først de jeg mødte min nuværende mand, som udelukkende tog mig for pengenes skyld, hvilket jo er noget man reelt kan forholde sig til, at jeg begynder at tro på det.
Og nu tænker jeg (som regel) kun positive tanker om mit udseende, hennarødt hår og piercinger eller ej. Om det er fordi jeg har fået fred med at være adopteret, som i totaaalt ønskebarn! -købt og betalt kontant ved kasse #1, eller om det er fordi jeg skjuler mig bag et skjold af skarp frisure og massive tatoveringer (altså som i virkelig lækkert hår og über cool tatoveringer)-og på den måde gør mig usårlig, eller om det i virkeligheden er en kombination af de to ting, samt det faktum at jeg føler mig respekteret, værdsat, elsket og komplet qua den person jeg er blevet til bevidst som ubevidst er blevet til, det er jeg faktisk ikke helt klar over. Og kan man reelt være kineser OG sygeplejerske??? -er det tilladt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar