Barcelona - når man tager på ferie, mens man er på ferie...

DAG 1 Vi tog hjemmefra i ret så god tid, så vi kunne nå at købe noget at spise på vej til lufthavnen. Vores U-Bahn førte os så tæt på Schönefeld lufthavn som overhovedet muligt, og bussen transporterede os resten af vejen til en ualmindelig overfyldt og lille lufthavn Berlins størrelse og status som hovedstad taget i betragtning... Ventetiden for at komme gennem security var overraskende kort, og var præget af tysk effektivitet, så vi havde virkelig virkelig god tid i lufthavnen til at kede os. Ventetiden gik dog relativt hurtigt, og efter at have marineret vores ansigter i Ester Larsens ansigts creme med trøffel, som selvfølgelig er deres dyreste, OG prøvet nærmest alle Chanels make up produkter, forlod vi, glinsende af prætentiøs luksus, tax free shoppen. Kaffetid og indkøb af snacks inden flyvningen, endte i indkøb af et helt sort flûte, en soya latte og diverse... men ALTSÅ et HELT SORT(!) flûte, som vel at mærke IKKE var sort, fordi det var brændt på, men sort fordi det skulle se sådan ud! (Det smagte som almindelig flûte, men det her var SORT!) Fordi vi er sådan nogle vigtige typer med priority boarding, gik vi ombord på flyet som de første. Spændingen og begejstringen var høj, og nåede uanede dimensioner, da flyet tordnede lagde fra gate og ud af landingsbanen med den sædvanelige høje fart, der kræves for at dyret kunne komme i luften. Pigerne var ellevilde. Det var jo første gang de skulle flyve - eller Emma, Mikl og jeg fløj en tur til København, da hun var 3 år og Karla var inde i min mave, men det kan hun ikke som sådan huske - og jeg blev næsten helt rørt over deres henrykkelse! Vi var knap kommet ud af flyet, før jeg begyndte at skabe mig over HVOR PISSE FUCKING PISSE FUCKING PISSE VARMT der var! Jeg var seriøst ved at dø! Hvad fanden tænkte jeg dog på, da jeg besluttede, at en mimiferie til Barcelona iaugust var verdens bedste idé?!?! Heldigvis rejste vi kun med håndbagage, så vi kunne stryge direkte mod metroen med air condition, som skulle fragte os ind mod Barcelona down town, og hotel Barbara - et hotel der har fået blandede anmeldelser forskellige steder, men som var ualmindeligt billigt... Jeg må indrømme at jeg gang på gang bliver overrasket over hvor nemt logistik egentlig er, når det drejer sig om at transportere sig fra A til B. Vi (jeg) er jo nok typen, der vælger at onsighte mine feriedestinationer, eller freestyle om man vil. Jeg undersøger ikke det vilde omkring det sted jeg skal være, og planlægger heller ikke detaljerede programmer med ting vi skal se og opleve. Jeg synes ferie er lig med at man kan gå til venstre hvis man vil, men hvis noget ser spændende ud til højre, så kan man altså også vælge dén retning, og den “metode” bragte os vidt omkring til både lidt mere moderne boligkvarterer i beton, men mest blev vi (af)ledt rundt i de små ekstremt smalle gader, hvor bygningerne på hver side er så høje, at solen knap rammer brostenene. Vi havde dog to ting på agendaen: stranden med badning som primære formål og et besøg i New Rock butikken. DAG 2 Død af varme vil muligvis indtræffe snarest! Eftersom primære mission var stranden, købte vi til morgenmad en lun baguette, noget frugt og noget juice, der skulle forestille at være mulitfrugt, men som havde en sær eftersmag af kål og boullion - må lige i nærmeste fremtid nærstudere om kål er begyndt at sortere under (mulit)frugt... Det er helt klart alt for længe siden jeg har været på badeferie i sydeuropa, og det var lige dele overraskelse og lige dele “åhhh gud ja, det er sådan det foregår”, da vi arriverede på den grovkornede strand, hvor sandet var til at børste af både håndklæde og fødder (i modsætning til sandet på Blokhus strand, der er helt håbløst, og burde skiftes ud med asfalt eller grønt kunstgræs!). Et sandt inferno af mænd der vandrede rundt med plasticposer og solgte øl og vand, påtrængende damer, der ville sælge massage, mænd der ville sælge helt vildt grimme hippie-agtige strandtæpper (seriøst! Ligner JEG én der vil eje et tæppe med Bob Marley på?!?!) og mænd der solgte drinks. Alle, på nær dem der ville sælge temporary tattoos sværmede om os, som var de fluer om en frisklavet lort - og damerne der tilbød at flette hår, fik nærmest julelys i øjnene, når de så os! Men ikke desto mindre var strandturenen succes! Vandet var lækkert, og vi dykkede og så fisk. Karla dykkede efter sten, og fandt utallige skatte. Vi hverken druknede eller blev solskoldede, og efter det gik op for “de handlende”, at vi ikke var interesserede i deres ydelser, blev vi ladt i fred... -næsten... Jeg lå og slumrede, da en lille asiatisk dame blev ved med at tale til mig, formentlig desangående massage, og da jeg ikke reagerede, begyndte hun, uden at ane det fjerneste om hvilke konsekvenser det måtte medføre, at røre ved mig! MEN det er yderst effektivt at hvæse, som en arrig kat, af andre mennesker. Især hvis man har frotté-håndklædemærker og lidt savl i ansigtet, og i øvrigt efterfølgende brøle “VETE!”, alt imens man springer op, og ryster kroppen helt hysterisk som var der hoppet en edderkop op mellen skulderbladene på mig! Hun gik ikke hen til os mere den dag... eller næste dag... Strand og badning! TJEK! Sightseeing here we go! På må og få begav vi os op gennem de små gader, hvor den ene hippie-butik lå efter den anden, som bød sig selv til med ildelugtende røgelse, batik og en migræneprovokerende dunst af pachouli... MEN der var også små finurlige butikker, og dem brugte vi lang tid på - mest fordi der var air condition. New Rock butikken var lidt skuffende, så i affekt købte jeg et par New Rock støvler på Ebay, for at dulme skuffelsen - men man er sgu heller ikke helt i humør til at prøve tungt sort tøj og endnu tungere støvler i den fucking varme! Til gengæld var det én af de eneste butikker vi ikke blev stirret på. Eller det er mest de andre turister, der stirrer - men det er der jo ikke noget nyt i. De lokale spurgte os ivrigt om hvor vi var fra - måske fordi vi så så eksotiske ud og vores tale ikke stemte overens med den traditionelle version af sådan nogle typer med udseende som os. Nogle spaniere troede endda vi var fra Holland! -har man kendt mage?!?! Men alle vi har haft kontakt med har været ekstremt venlige, hjælpsomme og imødekommende. Når mørket begynder at falde på, starter et helt andet liv i byen, og det elsker jeg! Hvor massive mængder af pastelfarvede polo-beklædte turister dominerede gadebilledet i dagstid, så kommer de lokale børnefamilier ud og besætter de mange små legepladser, der er rundt omkring ved aftenstid. Sammen med dem dukker de mange gadesælgere op, som sælger næsten helt ægte designer-varer for en slik... Der blev ikke taget notits af store skilte der fortalte, at det var strengt forbudt at købe fra dem. Til gengæld sagde skiltet ikke noget om at det var forbudt at sælge tingene... lidt det samme princip som med alkohol efter kl 23 i de små “spätier... Spanien er de store portioners land! Og da det blev aften, og vi syntes vi var sultne, fandt vi en lille restaurant. Jeg valgte tilsyneladende at bestille tapas til 15 personer! Det var helt pinligt, at vi allerede var mætte efter de oliven og brød, der blev sat på bordet inden de ægte serveringer... og det er DERfor jeg ikke har tabt mig, selvom vi har gået omkring 15 km hver dag! -nårh ja, så støber de altså også nogle pænt ok is. Men som i Berlin, så er Barcelona, som sagt, tydeligvis byen med de store portioner! Sammenlagt med den fucking varme, så har jeg slet ikke konsumeret de mængder af mad, som jeg havde svoret jeg ville! Efter alt for meget mad vendte vi tilbage til stranden, som stadig emmede af liv, og nu også massive hashtåger. Pigerne har fået et foruroligende afslappet forhold til lugten af en godt tændt festcigaret - heldigvis tiltaler lugten dem dog ikke! Efter en hurtig badetur - hvor jeg, og alle mine plastre på fødderne, blev til lands, begav vi os retur til hotellet. Købte en ulovlig godnatøl på vejen hjem, og efter tiltrængte brusebade, nussede vi rundt til sen sengetid. DAG 3 HURRA! Skyer og en let til moderat brise! Død af varme nu udsat på ubestemt tid! Sov ualmindeligt længe, og da vi langt om længe fandt nænnet til at trække de vidunderlige mørklægningsgardiner til side og komme frem fra air conditionens kølige favntag, var det shopping IGEN der stod øverst på agendaen (i hvertfald på Emmas agenda - som også skulle tilgodeses...) Efter en evighedi Urban outfitters, forlod Emma etablissementet i vrede, fordi de bukser hun havde udset sig, var ALT for store i str. XS - hader selv, når XS er alt for stort, så kunne sagtens sætte mig indi hendes vrede... ahemm... MEN det var også nogle ret fede bukser, det må jeg (desværre) indrømme... Frokosten bestod af noget virkelig lækkert pasta, som blev indtaget i selskab af nogle lokale håndværkere. Det er vel altid et godt tegn, når der er lokale på stedet, ikk? Mere shopping, og retur til hotellet for at skifte til badetøj, så vi kunne få en særdeles tiltrængt forfriskende dukkert! Vi var ikke mere end lige ankommet til stranden, før en idiot prøvede at sælge mig et hvidt strandlagen med blåt batikmønster på. Han fandt dog ud af jeg ikke var intersseret, da jeg kiggede ham olmt i øjnene, og bredte mit sorte badelagen ud OVENPÅ hans afskyelige stykke hippie-tekstil - sådan en kløvning! Havet var ikke i sit venlige hjørne, men Karla havde alligevel også glemt sine badebukser, og nægtede at bade i underbukser... Til gengæld havde jeg medbragt undertøj til efter badning, og Emma var ved at grave sig ned i sandet af flovhed da jeg skiftede fra bikinitop til BH... -og så snakker vi ikke om skift fra bikinibukser til underbukser-situationen... hahaha Det var igen blevet aften, og vi ville have noget aftensmad. Vi fandt et sted med burgers OG air condition! Emma lovede i et anfald af forbigående sindssyge, at hun ville give is til dessert. Derfor var hun sur resten af aftenen, fordi hun havde brugt €12 på is! Nu var hun NÆSTEN RUINERET!!! (Men det var hun ikke) Ramblaen forsøgte vi behændigt at undgå, men eftersom Ramblaen lå for enden af den gade som vores hotel lå på, var vi nødsaget til at krydse den helt forfærdelige kroniske tilstand af Hjallerup Marked på spansk... Man kan købe lidt af hvert på Ramblaen. Primært skrammel og dårlig mad, men helt eksklusivt blev jeg (selvfølgelig) også tilbudt “smoke, weed, COCAINE!” -ja, jeg blev gud hjælpe mig tilbudt at købe kokain MIDT PÅ RAMBLAEN i mylderet af pastelfarvede turister - MENS JEG GIK MED EN LATTE I HÅNDEN, SAMMEN MED MINE BØRN!!! - hvad fanden?!?! KOKAIN!!! Jeg kiggede selvfølgelig forarget på ham - men det så han slet ikke, fordi han havde travlt med at glo på de barbiehoved jeg havde i en kæde om halsen... Jeg sætter ALDRIG mine ben på det sted igen! -med mindre et akut behov for kokain skulle opstå - selvfølgelig! Selvom gadenavnene var totalt håbløse, og GPSen til tider havde hedeslag og opførte sig helt utilregneligt, så formåede vi at finde de steder vil ville, at undgå mere end højest nødvendig færden på Ramblaen (og dens pushere) OG komme hjem til hotellet hver aften. Vi har fået et ret godt indtryk af Barcelona, og vi kan næsten abstrahere fra den til tider massive dunst af tis, kloak eller andre mærkelige lugte, som ihvertfald IKKE er roser. Varmen kan diskuteres, og jeg kan allerede nu afsløre, at varmen kan forvente en blandet anmeldelse på TripAdvisor! Barcelona! Du er dejlig! Vi kommer gerne igen - men nu glæder vi os også til at vende “hjem” til Berlin!

Sommerferie anno 2019 vol. 1 (plus det løse)...

Hovedsættet af min sommerferie lakker mod enden - og som alle ved, så er de ægte hits i encoresene...

Men dette års hovedsæt har også været en sand hitparade af både gode gamle travere, nye ørehængere og så de der numre man ikke helt ved hvad man skal synes om, men som man ender med at elske!

Ferien startede på aller aller bedste måde med et punkteret baghjul. Jeg kaldte den dag for fladt baghjuls ferie fredag...

Næste dag så mere lovende ud, med et hole in one på første bane på minigolfbanen i Fårup Sommerland. Jeg kunne lugte den søde bouquet af sejr - men heldet vendte, og jeg endte på en skamfuld 3. plads...

Første ægte feriedag blev afholdt med “damerne” - mine tidligere kollegaer fra øjenafdelingen. Jeg havde støbt brunch, og forfattet en rabarbercrumble, som siden skulle vise sig at blive til dette års sommerkagehit!

SÅ blev det Roskilde-tid, og ja! Jeg ER igang med at skrive om den tur! 

Jeg ER IGANG!!! Men altså, jeg kan godt lige sige jer, det var dælaneme en god date...🥰🖤

Hjemme igen legede vi turister i egen by. Vi havde en dejlig dag på Utzon Centret og cyklede i solnedgangen langs havnen med Helle A. 

Det er ikke til at beskrive den glæde jeg føler ved at lave sådanne ting med mine døtre og gode venner, som ikke koster en skid andet en tid, men som børnene refererer til som ét af MINDERNE!

Jeg elsker at mine børn ikke forlanger alverden, men at de formår at finde stor glæde i små tiltag.

Et skønt gensyn med tidligere gymnasie-veninde, hvor rabarber crumblen igen indtog en væsentlig plads (dog en ny rabarbercrumble) Flanering i Hjørring - som tilsyneladende har Danmarks bedste shoppingcenter?... det var altså også et godt center... eller noget... 😄- jeg kunne næsten finde rundt, uden at blive væk... -jeg blev allerhøjst lettere desorienteret!

Hvad man ikke gør for kærligheden... altså jeg kørte i hvertfald til Århus, for at (gen)se min! 

Cinemaxx viste 40 års jubilæumskoncerten med the Cure i Hyde Park fra sidste år, og det var næsten som at være der igen... 

Det eneste minus var at der måtte have været noget i luften, som fremkaldte en hidtil ukendt allergi - mine øjne løb i hvertfald i vand af og til, og det var bestemt ikke fordi jeg græd lidt, nej det var ej!!! (jo det var...)

Stine havde set samme koncertfilm på samme tid i København, og på vej ud fra filmen, og tværs gennem Århus hen til bilen, snakkede vi henrykte om det hele! DET HELE!!!

Det var vidunderligt!

Et sikkert sommerhit er vores tur til Skagen, hvor vores tidligere, ekstremt savnede, naboer er i eksil... vi besteg det grå fyr, og gav 37 danske kroner for en sodavand fordi vi hader vores penge... men det hele foregik i det aller aller bedste selskab, og det lindrer lidt på lommesmerterne🖤

Desuden blev jeg mega god til sådan et spil, hvor man skal samle stablede kopper på tid... altså som i MEGA GOD!

Mor blev skam også tilgodeset, og mens pigerne og jeg kravlede rundt på min fars gravsted, strengt superviseret af mor, og fjernede ukrudt (der var ca. 5-6 stykker ukrudt) så kværnede “Never Enough”, med det der band I ved nok, i mit baghoved... Det var dejligt at komme hjem igen den dag...🥵

På terrassen har jeg erklæret krig mod myrene, og i min (giftfri) kamp mod de små bæster, har jeg overgået mig selv i kreativitet - om det så er så genialt, som jeg troede, det vil tiden vise... men umiddelbart er beton i alliance med kaffegrums en effektiv og billig løsning.

Første del af sommerferien fløj afsted, og et par ugers arbejde truede i horisonten, med et vejr der kunne få alle til at gå op i limningen af varme!

Heldigvis har vi stranden indenfor overkommelig afstand, så vi pakkede damer, døtre og ualmindeligt meget mad i humørbussen, og drog til stranden i Blokhus, hvor vi badede, spiste sen frokost og lod os undeholde af unge badebuksebeklædte mænd, der steg i egne machograder for hver gang de skubbede én af utallige strand!ede biler fri.

Selv slap vi med nød og næppe strandens sandede favntag, eller det var ikke noget der krævede macho-assitsance fra andre end Karla...

Hen under aften vandrede vi op til Blokhus C.I.T.Y og købte (grotesk store) is til en, efter standarden i turistfælde-Blokhus, utrolig billig pris!

Hjalmar gik på scenen, men det kunne vi godt abstrahere fra, og formå at have en hyggelig aften alligevel...

Det gode ved at kunne nyde nuet (og i øvrigt ikke være i stand om at spå om fremtiden) er at jeg uvidende tog på arbejde næste dag. Uvidende om hvilken rædselsvagt der ventede mig!

I korte træk: 

være 2-3 steder på én gang

Akutte operationer på TO stuer med ét vagthold bestående af to læger og to sygeplejersker, og derfor blev der hidkaldt kærkommen forstærkning!

Aftensmad kl 22:45 inden omfattende oprydning af 3 operationsstuer plus “det løse”

Hjem PÅ CYKEL kl 00:10

Retur på afdelingen kl 1:10 - denne gang til automobils

Hjemme i seng igen kl 5!

Heldigvis der der langt mellem den slags vagter...

på nær for mit vedkommende SELVFØLGELIG!!!

Næsten samme scenarie udspillede sig nemlig ved min næste vagt, bortset fra jeg ikke nåede hjem på noget tidspunkt før kl 4:10 næste morgen.

Det var som om “man” havde besluttet sig for at jeg virkelig skulle kende forskellen på arbejde og ferie - og det skal jeg da også nok lige love for jeg kom til...

Heldigvis kunne jeg sove helt til kl. 9:30 næste dag - men så undgik jeg jo også at pådrage mig et decubitus...

Brunch hos kusinen, som var så hyggelig, at jeg glemte, at jeg egentlig kun skulle aflevere pigerne, og så ordne alt det inden ferien vol. 2, som jeg jo ikke nåede onsdag eftermiddag...

Men af erfaring fra sidste tur til Berlin, så havde jeg ikke decideret etableret en bagkant desangående estimeret ankomsttid - kunne dog på en måde godt have ønsket, at vi var ankommet bare lidt før kl 4 om morgnen... især fordi jeg blev vækket af en VVS-mand, som skulle skifte cisternen på toilettet kl 8:30 - og jeg havde først lukket mine øjner omkring kl 5, fordi humørbussen skulle tømmes, der skulle pakkes ud, og neurose-Bente (altså mig) også absolut skulle have et brusebad.

Til gengæld kørte vi turen i astadigt økonomisk tempo uden kø. Det kan altså godt lade sog gøre at køre fra Visse til Berlin på 40 liter benzin!

Når enden er nyklippet hår, nye brugte (Buffalo)støvler og godnat-øl...

I går kørte pigerne og jeg til Berlin, som vi jo har gjort så mange gange før.

I den forbindelse er der selvfølgelig en masse ritualer, der skal gøres.

Ét af dem er snack-shopping dagen inden turen, og denne gang skulle det ikke være anderledes - og så alligevel...

Jeg har nemlig været ekstremt højt aktiveret det sidste stykke tid - nogle (nok mest mig) ville endda mene jeg har haft travlt! Så jeg har været lidt bagefter med det hele (altså ikke at dét er noget nyt - men i forbindelse med midlertidig ekstrem travlhed lyder det bare mere legalt...)

Onsdag (altså dagen inden køreturen) var ikke anderledes på dén konto. Jeg havde vagt (som heldigvis var rolig), Emma skulle til hest og Karla skulle til træning (som selvfølgelig foregår på samme tid), men med kørselsassistence fra det barnefaderen gik det hele.

Det hele endte med at vi luskede rundt i Lidl kl 20:30 og fandt underlødigt bake off.

Kender I de der typer, der tager hunde og katte og den slags med hjem, hvis de finder sådanne på gaden, og undskylder sig med, at “de ikke havde noget sted at være”?

-ja, dem kender vi jo alle!

Det er utroligt hvad man ellers kan være “heldig” at finde i Lidl... 

Bortset fra snacks, så fandt vi er yderst perifær bekendt og hendes to små kloner.

De havde i protest (spontant) forladt deres hjem, fordi luften var tyk af støv fra en væg, som var ved at blive “rettet til” - og hvor søger man tryghed af alle steder? -i LIDL!!! hvor hun var i fuld gang med at skrabe de mest nødvendige ting sammen, så de kunne klare sig på en bænk natten over... 

Eller hun sagde (skingert) sammen med en masse andre mere eller mindre pæne ord, noget om hotel eller vandrehjem, men det med bænken lød mere dramatisk!

Von And (altså mig) fik helt ondt i lykkemønten ved tanken om at de skulle bruge penge på overnatning, så derfor insisterede jeg på de kom hjem og sov hos os - vi har jo alligevel så meget plads... men hvor der er hjer... eller nårh nej. Det var fordi JEG blev nærig på HENDES vegne!

Jeg havde jo selvfølgelig en del (en hysterisk masse) der “lige” skulle ordnes inden turen, men heldigvis er den familie en sådan, der ikke lader sig gå på af lidt kaos...

Alt blev ordnet, inkl. støvsugning kl 00:30 - det var også længe siden naboen var blevet beriget med en rask omgang midnatsstøvsugning! Jeg gør det jo i virkeligheden for hendes skyld, så hun endnu mere kan nyde det, når vi er væk - selv tak!

Allerede 01:30 kunne jeg krybe under dynen, og sove helt til kl. 6:30 - med mindre arbejdet kaldte, hvilket det ikke vovede...

På vejen en halv time før planlagt! Det hele så lyst ud!

Den halve time blev dog hurtigt brugt på at holde i morgentrafik-kø i Hasseris, hvor vi lige skulle ud og hæve euro...

Vi var under et pænt tidspres, fordi Emma skulle købe nogle støvler (Buffalo - og så snakker vi ikke mere om dét, bortset fra vi kommer til at snakke en del mere om dem!) af én der skulle rejse til England, og som skulle tage hjemmefra kl. 16 for at nå flyet. 

Hun bor i Neukölln - som næsten ikke kunne være mere i den anden retning af hvor vi bor...

Eftersom min vagt først sluttede kl 7:15, og jeg havde planlagt vi skulle køre kl 8, OG det tager mellem 7,5-8 timer at køre, så ville det kunne lade sig gøre. (Hurra for det fremragende U og S banesystem!!!)

På vej ned fik vi endda indhentet et kvarters tid, og selvom jeg havde stillet Emma udsigten til vi ikke kunne nå det, så så alt stadig lyst ud - indtil to lastbiler valgte at skubbe hinanden i grøften, og derved akkumulere en GIGANTISK kø!

“Tak” til bonderøvene fra Farsø MC (eller noget i den stil), som skulle spille smarte (så smart man nu kan spille, når man er en bonderøv i lædervest fra Farsø) med deres rygmærker og kaffe i latterlige stålkrus - ja, nemlig! camping-slagsen!

B1 og B2 (B som i Bonderøv!) valgte simpelthen at flanere rundt på Autobahn med deres kaffekopper, formentlig for at se om “der var nåwe”) uden at lukke døren på bilen, så den lille hidsige orange skilte-vogn ikke kunne komme forbi... fik jeg nævnt de var nogle bonderøve?

Jepsen! Ulykken var nemlig så frisk, at der ikke engang var sat skilte op endnu, og for første gang nogensinde prøvede jeg at befinde mig relativt forrest i en bilkø!

Ikke at det gavnede vores tid, hvor indhentede tid og forspring for længst var gået op i røg.

Det så nu ikke helt så lyst ud som tidligere...

Emma tog det dog ualmindeligt pænt, selvom udsigten til nye brugte (Buffalo)støvler forsvandt i horisonten, hvor det først kunne lade sig gøre at få dem, så kunne det ikke, så kunne det og nu kunne det ikke alligevel...

Jeg fik overbevist hende om at hun altså bare kunne købe dem i (Buffalo)butikken i Berlin - dobbelt så dyre end til den pris hun skulle give for de andre ganske vist, men stadig billigere end i Danmark. 

Især eftersom hun stadig har alle sine konfirmationspenge (på nær de 250,- hun brugte på blå mandag for ET ÅR SIDEN!) og hun også af og til tjener lidt penge OG fordi hun TILMED havde fået 100€ af sin far.

Men Von And jr. (Det er så Emma) slog sig noget i tøjret, inden hun accepterede...

Resten af turen gik overraskende gelinde. Muligvis fordi den tidsmæssig me presballe var forsvundet.

Kun få køer (ikke muh-slagsen, men bil-slagsen), men en bagende hede, og en Clio fra 2005 er desværre ikke udstyret med air condition...

Med “kun” en time forsinkelse parkerede vi lige nede foran døren til opgangen!

Mens vi holdt i kø, havde jeg kommunikeret med sælgeren af støvlerne, som var så sød at få sin kæreste til at varetage handlen, så Emma kunne få de forpulede (Buffalo)støvler på et tidspunkt i løbet af weekenden.

Udsigten til at flanere Berlin tyndt i nye brugte (Buffalo)støvler var falmet, men udsigten til trods alt at få nye brugte (Buffalo)støvler var blevet vækket til live igen!

Vi var på en 75% på win-skalaen - hvilket på ingen måde var en dårlig placering.

Efter en hurtig udpakning, og med udpakning mener jeg “kyle tingene ind i gangen i lejligheden”, smuttede vi afsted for at få noget at spise.

Emma og jeg havde bestemt, nej rettere befalet, at vi skulle have sushi!

Karla ville hellere have lasagne, så hun blev i den grad overrulet, og fik kylling og rejer fritteret i puffede ris - eller noget i den stil.

Alle var glade - og alle blev (helt vildt) mætte!

Til dessert fik vi alle en spontan klipning hos den frisør der var nabo til restauranten.

Det var “sæt dig ind og vent til det bliver din tur”-konceptet, og udfra devicen “hvor mange bliver lige klippet (OG farvet) kl. 19:30 en torsdag aften (hvilket så er en del, kan jeg godt fortælle), tog vi chancen, og stillede os i kø.

Vi kom dog hurtigt til, og nu var det jo heller ikke verdens mest avancerede klipninger vi skulle have, så vi var også hurtigt færdige - alle tre!

Emma og Karla havde deres debut hos ægte frisør, og jeg havde min debut hos frisør i dette årti - så vidt jeg husker...

Med nyklippet hår, der tydeligt bar præg af “vi stod på række, og frisøren klippede os, mens hun kørte forbi på rulleskøjter” drog vi til Alexander Pl.

Emma var jo NØDT til at komme i Primark - eftersom det jo også var næsten, med streg under næsten, en uge siden hun havde været der sidst...

Vi dimsede lidt rundt i butikkerne på Alexander Pl, blandt andet var vi i en prætentiøs dagligvareforretning, som muligvis kunne være tyskernes pendant til til Mad og Vin/Salling Super, hvor man kan købe dagligvarer til overpriser, fordi hylderne er lidt pænere end dem i Lidl - men også fordi sortimentet er lidt mere dekadent rent madsnobmæssigt... 

Når det så er sagt! Så fandt jeg de der helt tynde spaghettier, som jeg den seneste tid har været helt besat af at få, men som ikke har været muligt at rekvirere i Aalborg. 

Carlo fra La Locanda prøvede endda at lave customized tynde spaghettier på det gigantiske pastaudskæringsaggregat han har, men som trods en ualmindelig lækkerhed ikke var tynde nok.

Jeg tager muligvis ind senere, og tømmer butikken for fehårspaghetti - men på den anden side, så er det jo en (mere) ualmindelig god grund til at tage til Berlin, fordi man TYDELIGVIS KUN KAN FÅ DEM I BERLIN! 

Nårh ja, en lille detalje... Vi fik også klaret de “store” toiletbesøg under ordnede og sanitære acceptable forhold, eftersom toilettet i lejligheden var i stykker, og ville blive lavet tidligt til morgen i dag...

Er I klar over hvilket pres(!) det lægger på én? Tænk lige lidt over dét...

Klokken var ved at være mange, faktisk så mange, at vi i vores træthed valgte at stå på et forkert tog...

Det ville vise sig at være ret belejligt, dersom vi (næsten) endte på et forbindelsessted til Neukölln.

Sælgeren af (Buffalo)støvlerne skrev nemlig, at hendes kæreste kunne “handle” nu her, hvis det ikke var for sent for os.

Men altså hvis man kan få kollektiv spontan hårklipning kl 19:30 til dessert i Berlin, så kan man fandme også godt lige smutte ud (til den anden ende af byen) og shoppe (Buffalo)støvler... kein Problem!

Det skulle vise sig, at det var det hele værd. (Buffalo)støvlerne fremstod som næsten ubrugte.

Sælgeren havde haft dem på max en håndfuld gange, og brugen har primært været til the Cure koncerter - og tanken om at de (Buffalo)støvler har betrådt steder til the Cure koncerter, der ikke er tilgængelige for den almindelige koncertgænger (altså sådan én som mig), bidrager immervæk til en vis accept fra mig desangående det genopståede levn fra starten af 90’erne, hvor de (Buffalo)støvler var obligatoriske til technofester - faktisk tror jeg ikke det var lovligt at have dem på, hvis man ikke som minimum havde et massivt forbrug af extacy og de der hæslige Adidas træningsbukser med knapper ved benerne - som jeg til min store rædsel (OGSÅ) så småt er ved at genopstå!!!

Men noget kunne tyde på at Buffalo-segmentet har gennemgået et generationsskifte, og ingen af dem aner hvad en technofest er - og alene det, er jo unægteligt en formildende omstændighed desangående Buffalostøvler...

Jeg siger bare, at man nok (desværre) vil se flere Buffalostøvler i det almene bybillede end i 90’erne, og betragteligt flere Buffalostøvler til the Cure koncerter end i 90’erne, og det må vi andre jo så bare acceptere...

Nu skal jeg først og fremmest se om jeg kan forlige mig med at skulle bo sammen med sådan et par (Buffalo)støvler...

På trods af gennemgående (dog lettere kontrolleret) kaos i går, så endte dagen i Berlin, som den altid gør for vores vedkommende, når vi er her, nemlig med godnat-øl (dog kun til mig), bad (os alle - dog ikke samtidig) og iPad (dog kun til børnern’).

Ps. Blikkenslageren HAR (med en halv times forsinkelse - hvilket selvfølgelig bidrog til en overordentlig voldsom trang til at benytte toilettet) været og ordne toilettet her til morgen.

Jeg fik lært en masse tyske vvs-relaterede gloser, som jeg nu ihærdigt prøver på at glemme igen.

Og jeg skal da være den første til at indtømme, at jeg ventede med dagens første kop kaffe, til toilettet var blevet ordnet!

Den store og meget meget lange årsberetnining anno 2018 - what the FUCK?!?!

HAPPY NEW YEAR!

Efter en fredelig jul, hvor de største udfordringer var hvad vi skulle have til aften, skulle en ny hverdag til at tage sin begyndelse.

Tavlen blev visket ren, som man gør hvert år d. 31/12, og man træder varsomt på det helt nye og rene kapitel af ens liv.

Det katastrofale 2016 forsvandt længere og længere væk, og vi var alle endnu engang parate til at starte på en frisk, parate til at indtage 2017.

STANDING ON THE EDGE:

Aldrig var 2017 startet, før lavinen rullede.

Som den trofaste læser allerede ved, så blev Emma meget syg i starten af januar, og det blev til omkring to måneder, hvor hun faldt ind og ud af massive psykoser de første uger. 

Så var året lissom igang, og jeg forsøgte ihærdigt at træde vande. Set i bakspejlet, så kan jeg ikke på nogen måde forstå hvordan vi kom igennem et mareridt af sådanne eksorbitante dimensioner!

Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg skriver om det, hvilket på en måde er godt, fordi jeg troede jeg havde grædt for et helt liv dengang, og ikke formåede at vride flere tårer ud af min følelsesforladte gamle trætte krop.

Tiden stod stille for os i årets første kvartal, og selvom hele forløbet føles som en tung pløre og tåge, så husker jeg det så tydeligt som jeg aldrig har husket noget før!

Alt andet blev ligegyldigt, og mit liv foregik indenfor murene på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor et minut føltes uendeligt, og hvor alt kunne ske på et minut.

Jeg er ikke bange for noget! Jeg tør alt!

Men frygt er en anden sag.

Frygten for om vi nogensinde fik den Emma vi kendte tilbage omsluttede sig mig som et tungt stramt vattæppe, og jeg følte jeg var ved at blive kvalt i uvidenhed og afmagt.

Udenfor murene var familie og venner, der var ligeså magtesløse og uvidende.

Ingen fik lov at komme ind på Emmas sygestue i starten.

Jeg ville ikke have nogen skulle opleve Emma i den her tilstand, men som Emma mirakuløst blev mere og mere stabil efter lægerne havde fundet ud af hvad hun fejlede, så fik de aller nærmeste lov at komme på korte besøg, og jeg fik lidt “udgang”, så jeg kunne se dem jeg helst ville se.

Ikke at jeg havde været decideret isoleret. Bekymrede betænksomme familiemedlemmer, venner og kollegaer skrev og ringede. 

Uden at være bitter eller martyr-agtig, så fandt jeg ud af hvem der var mine venner. Det er ikke nødvendigvis nogle man hører fra i tide og utide - men det føles rart at vide, at de alligevel er der!

Så midt i hele tragedien følte jeg mig på en måde ualmindelig velsignet og privilligeret!

Efter en lille måneds tid kom vi hjem fra hospitalet, og hverdagen skulle så småt igang.

Jeg begyndte på arbejde igen på kraftig nedsat tid, og jeg vil aldrig glemme den fine måde afdelingen håndterede mit til- og fravær på. Jeg troede slet ikke den form for empati og fleksibilitet eksisterede indenfor det offentlige længere, men jeg vil være evigt taknemmelig!

Som vinteren gav slip, og foråret tog over blev vores hverdag også mere og mere normal - eller så normal som den kan blive i vores familie.

Året startede så forfærdeligt som det overhovedet kunne, men alligevel vil 2018 også stå som ét af de bedste år. Måske fordi man lærer, eller tvinges til, at sætte tingene i perspektiv, og fordi Emmas sygdom i hvertfald fik mig lært, at man ikke altid kan styre alt, og især ikke de ulykkelige ting der sker, men til gengæld kan man i et vist omfang styre de gode ting. Eller man er i hvertfald i stor grad selv ansvarlig, og styrende, i forhold til om man vil være glad, og det der med at få det bedste ud af ting, det er ikke et helt dumt koncept.

Desuden lærte jeg, at man ligeså godt kan få ting ordnet NU, fordi man ved ikke om man når det i morgen...

Derfor valgte jeg at blive ekskluderet fra mit elskede NORDvendte soveværelse med DOBBELTseng, og blive degraderet i real estate til det SYDvendte kosteskab med ENKELTseng, der om sommeren ville forvandle sig til noget der mindede om en svedekasse, bare meget mindre og meget varmere (hurra for mørklægningsgardiner).

Fraset at det blev en mere omfattende proces, sådan at lave værelsesrokade, end lige først antaget, så skulle alt det slåen sig i tøjeret fra min side vise sig at være ganske spild af tid!

Kosteskabet, som det kaldes i daglig tale, er blevet til et af mine absolutte yndlingsrum i mit gigantiske hus, og jeg har overvejet at leje stuen ud til større arrangementer!

LIFE GOES ON:

Et af de største højdepunkter for året var selvfølgelig Emmas konfirmation. Den dinglede jo i en ultra tynd tråd, og alene det at den blev holdt, var i sig selv et mirakel - at den så også var helt vidunderlig, må i høj grad være gæsternes fortjeneste, men også lidt vores, fordi vi havde valgt verdens bedste sted at holde festen. Et sted, der uden tøven, beroligede mig med, at Emma nok skulle få sin konfirmation - også selvom det først ville blive senere. Så ville vi bare holde en kæmpe sommerfest udenfor! 

Emma fik den dag hun havde drømt om, og så gjorde det ikke så meget, at blå mandag var ved at blive skyllet væk i massive kaskader af regn der ikke holdt én eneste pause.

Sommeren strammede så småt sit jerngreb, og det blev en sommer, der på alle måder vil blive husket som én af de bedste nogensinde!

Den startede dog med regn, men den ene dag jeg husker det regnede, var samtidig den dag jeg mødte ét af mine største idoler: Michael Kvium!

I mange år har jeg beundret hans kunst, rejst efter hans udstillinger og også plastret mit hjem til med plakater, der gengiver motiver, som jeg aldrig i min vildeste fantasi vil komme i nærheden af i originaludgaver.

Jeg opførte mig som en star struck teenager, da jeg manisk fnisende, kampsvedende og samtidig ualmindeligt bøvet bad ham om en autograf. Selv tog han ikke situationen så højtideligt som mig, hvilket på en måde var udemærket - og noget mere værdigt... altså for ham!

LONDON CALLING:

Kun to uger efter mødet med Michael Kvium skulle jeg møde mit ultimativt største idol og største kærlighed nogensinde: Robert (Smith fra the Cure - hvis nogen skulle være i tvivl)...

Robert og jeg havde planlagt en stille og rolig date i Hyde Park, hvor vi, på et picnictæppe, skulle fejre, at hans band havde 40 års jubilæum.

Vi havde ikke lige regnet med, at der ville komme 65000 og fejre det sammen med os, men nu alle de mennesker alligevel var dukket op, valgte Robert at kalde “drengene” sammen, og holde en lille intim-koncert på lidt over 2 timer. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at den eneste grund til jeg stadig er i live, er fordi jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle eksplodere eller implodere af lykke!

Jeg elsker ikke London-baby, men den nådesløse sol gjorde sit til at jeg ikke decideret hader

London, og med tiden kan det endda være jeg helt kan komme til at holde af den.

Det er i hvertfald svært at blive ægte vred over at sidde udenfor på en pub aftenen inden koncerten, og drikke øl med de søde the Cure-fans jeg lærte at kende.

London var over alle forventninger - hvilket man mildest talt ikke kan sige om turen hjem, eller på en måde var turen hjem alt andet, end jeg havde forventet.

Ingen forventer en massiv forsinkelse på mange timer, at lande i den totalt falske lufthavn og derefter en 6 timers bustur tværs gennem landet sammen med Jacob fra Emmas gamle klasses far... som faktisk var det eneste forsonende træk på den tur!

Man gider bare ikke helt at lande i sit, i forvejen mange timers forsinkede, fly i København, når man i virkeligheden skulle have landet i Aalborg.

Man gider heller ikke helt først at komme hjem klokken seks morgen, tolv timer senere end man ægte skulle have været hjemme, men i kølvandet på årets andet højdepunkt, så var jeg mere tilgivende, end jeg normalt ville have været - måske var jeg også for udmattet til at være ægte vred?...

...THEN WE TAKE BERLIN:

For vores families vedkommende er sommer ensbetydende med Berlin!

Igen i år skulle en del af sommerferien foregå i den by vi elsker mest.

I år skulle vi prøve at køre derned selv - i humørbussen!

Udover at vi, på grund af kronisk vejarbejde, kørte 60 km i timen nærmest hele vejen, så blev vi, trods den lave hastighed, knipset i en fotofælde, hvilket syntes helt uvirkeligt, når vi nærmest kun kørte 60 km i timen. Men det var absolut virkeligt, da den røde supernova af en blitz blæste op i mit ansigt! Farten blev, for vores vedkommende, sænket yderligere, og med adskillige timers forsinkelse, eller adskillige timer efter den estimerede ankomsttid, trillede vi langt om længe ind foran nummer 12.

Det var som at komme hjem! Bare som at komme hjem uden alle de sure pligter. 

Berlin tog, som altid, godt imod os, og ferien blev kun lidt bedre af at nogle af vores venner og familie tilfældigvis også var i Berlin på samme tidspunkt som os, og vi havde nogle skønne timer sammen.

SUMMERTIME:

Resten af sommeren blev brugt på visit i Skagen hos vores tidligere yndlingsnaboer, og så genoptog jeg desuden en interesse jeg levede og åndede for da jeg var ung: ridning.

Jeg nåede at få tilbragt en del timer på hesteryg, og som følge deraf også mange timer på landet, hvor luften er lidt friskere og der er lidt højere til himlen.

Heste er godt for helbredet, og det fik jeg at føle da jeg kom hjem fra Berlin med symptomer, der mindede om en cervikal prolaps - indtil den dag jeg stod ved siden af hesten, og havevanderen blev tændt.

Hesten gik i panik og tromlede mig ned, så jeg bankede hovedet baglæns ned i den tørkeramte stenhårde græsplæne.

Fraset en ordentlig én på sinkadusen, smerter i underekstremiteterne (der dog forsvandt gradvist i løbet af nogle uger), synet der rammer, når ens liv passerer revy og en overbevisende følelse af en mindre hjernerystelse og et eventuelt subduralt hæmatom, så blev prolaps-symptomerne banket ud af kroppen, og også i en grad, jeg ikke tror hverken fysioterapeut eller kiropraktor kan gøre så godt og grundigt som 600 kg pankikslagen dansk varmblod!

LIFE GOES ON:

Sommeren syntes uendelig selvom dagene blev kortere og aftenerne blev mørkere og køligere.

Sensommeren gik over i efterår, og selvom vi prøvede at klamre os til tanken om sommer, ved for eksempel at insistere på at bade i vesterhavet, så indikerede vandets temperatur, at en ny årstid havde gjort sit indtog, og at sommeren var gået i dvale for denne gang.

Efteråret, som er min absolutte yndlingsårstid, viste sig fra sin blide og milde side, hvor solen tilsyneladende ikke ville erkende, at sommeren var forbi.

Efteråret blev begivenhedsrigt, og bød blandt andet på endnu et naboskifte. Vi sagde farvel til en vidunderlig nabo, og goddag til en ny nabo. Igen vandt jeg i nabolotteriet, og jeg håber ikke der skal foretages udskiftninger i 2b lige foreløbigt.

Noget af efterårsferien blev brugt på en semispontan tur til Berlin, hvor efteråret i den grad havde fløjlshandskerne på.

Igen mødtes vi med venner. Denne gang venner vi ikke havde set i flere år, men vi var på mirakuløs vis ikke blevet det mindste ældre.

Regnen begyndte, da vi passerede byskiltet på vej ud af Berlin det efterår!

Knapt var jeg kommet hjem, før tasken skulle pakkes igen, og nu var destinationen var Schweiz.

Det kursus jeg havde ventet på i over et år skete nu!

Aldrig havde jeg drømt om (eller jo det har jeg, men det snakker vi ikke højt om, for så bliver jeg bare spærret inde) at jeg nogensinde skulle bore så meget i forskellige dyreknogler, som jeg gjorde de to dage kurset varede - og stod det til mig, så sad jeg stadig nede i den kælder, og borede og borede og borede (men det er heller ikke noget vi snakker højt om). Turen hjem var lige ved at blive en gentagelse fra London-baby, bare værre!

Igen et forsinket fly, men denne gang til København, hvorfra vi skulle med et andet fly til Aalborg - selvfølgelig dagens sidste fly!

Det var ualmindeligt hårdt at løbe fra udenrigs til indenrigs! Især når man er iført store tunge goth-“sneakers” - og i øvrigt en semitung rygsæk OG et net!

Mens jeg halsede afsted, så jeg London-baby scenariet for mig, og forberedte mig mentalt på en overnatning i Københavns lufthavn.

Så galt gik det heldigvis ikke, og hostende (efter løbeturen) blev vi fløjet tværs over landet, og kom hjem (næsten) i tide...

ICH BIN EIN BERLINER:

Efteråret overgav sig så småt til kong vinter - i hvert fald ifølge kalenderen.

Julen nærmede sig, og som jeg gjorde til en tradition sidste år, så ville jeg igen tage på alenetur til Berlin den første weekend i december.

Sidste år formåede jeg at begrænse min interaktion til dem jeg købte kaffe (og plante) af, og ellers tilbringe en weekend i ensomhed, tavshed og nogenlunde stilhed. Det ville have været balsam for sjælen - hvis man altså havde været i besiddelse af en sådan.

I år var det anderledes. Jeg havde nærmest ikke 2 minutter alene - ikke engang på toilettet i lejligheden, hvor jeg under den traditionelle morgenvægtoptimering forårsaget af kaffen, blev beriget med et besøg. Dog var det uventet, og affødte en bølge af panik (hvem panikker ikke bare en lille smule, ved at høre ganske uventede gøre indtog i ens privatsfære, MENS man siddet på toilettet?). Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en mere sårbar situation at befinde sig i, end siddende med bukserne nede om hælene, mens man skiller sig af med det overskydende af gårsdagens fødevareindtag...

December gik derefter sin gang med 7-mileskridt, og selvom jeg selv syntes at jeg var i god tid ned det hele, så piskede jeg rundt, som de fleste andre - på nær dem der selv blev helt færdige allerede i oktober, for at nå de obligatoriske “sidste ting”.

Men det blev også en december med tid til en masse hygge, blandt andet en anden tradition jeg satte til søs sidste år, hvor jeg åbner mit storslåede hjem for alle jeg kender, smider de billigste æbleskiver, jeg kan opdrive, i krematoriet og varmer noget man næsten ikke engang kan tillade sig at kalde gløgg.

Derfor skønner jeg, at det nødvendigvis MÅ være for det gode selskab, den gode stemning og én eller anden sygelig trang til at lege sild i en tønde, at folk dukker op, og ikke på grund af traktementet. Men jeg er ualmindelig glad for de gider, og jeg nyder at give, og få det lille afbræk, hvor der hersker en hel anden form for total kaos i juletravlheden...

2018 lakker mod enden (og JA, jeg kigger på kalenderen næsten hver eneste gang jeg skal skrive hvilket årstal vi er i, fordi jeg aldrig er HELT sikker på om det er 2017, 2018 eller 2019), og 2018 (denne gang kiggede jeg ikke!) har på mange måder været det værste år nogensinde, endda overgået 2017 med flere længder. MEN 2018 har også på mange måder været en ualmindeligt godt år!

Jeg har fremhævet de største ting der skete (som jeg husker), men der skete hele tiden små helt forfærdelige ting og små helt vidunderlige ting.

TO WISH IMPOSSIBLE THINGS:

Som alle andre, så ønsker jeg også, og på mange måder, så er det ønskerne og drømmene, der holder mig igang. 

Jeg plejer ikke at ønske mere eller anderledes, bare fordi vi starter et nyt kalenderår, men jeg ønsker og drømmer hele tiden.

Alligevel synes jeg på en måde, at det her år, som nærmer sig, giver anledning til et nyt forsøg på at starte på en frisk igen, og selvom jeg synes man hele tiden bør reflektere over sit liv, så tror jeg, at jeg vil reflektere en ekstra gang, når jeg sidder i efterdyndingerne fra bordbomber, fyrværkeri, champagne og kransekage.

Jeg vil tilstræbe mig på at forlade 2018 med nogenlunde fred i sindet, og håbe på at 2019 bliver året hvor the Cure virkelig udgiver et album for første gang i 11 år!