I går kørte pigerne og jeg til Berlin, som vi jo har gjort så mange gange før.
I den forbindelse er der selvfølgelig en masse ritualer, der skal gøres.
Ét af dem er snack-shopping dagen inden turen, og denne gang skulle det ikke være anderledes - og så alligevel...
Jeg har nemlig været ekstremt højt aktiveret det sidste stykke tid - nogle (nok mest mig) ville endda mene jeg har haft travlt! Så jeg har været lidt bagefter med det hele (altså ikke at dét er noget nyt - men i forbindelse med midlertidig ekstrem travlhed lyder det bare mere legalt...)
Onsdag (altså dagen inden køreturen) var ikke anderledes på dén konto. Jeg havde vagt (som heldigvis var rolig), Emma skulle til hest og Karla skulle til træning (som selvfølgelig foregår på samme tid), men med kørselsassistence fra det barnefaderen gik det hele.
Det hele endte med at vi luskede rundt i Lidl kl 20:30 og fandt underlødigt bake off.
Kender I de der typer, der tager hunde og katte og den slags med hjem, hvis de finder sådanne på gaden, og undskylder sig med, at “de ikke havde noget sted at være”?
-ja, dem kender vi jo alle!
Det er utroligt hvad man ellers kan være “heldig” at finde i Lidl...
Bortset fra snacks, så fandt vi er yderst perifær bekendt og hendes to små kloner.
De havde i protest (spontant) forladt deres hjem, fordi luften var tyk af støv fra en væg, som var ved at blive “rettet til” - og hvor søger man tryghed af alle steder? -i LIDL!!! hvor hun var i fuld gang med at skrabe de mest nødvendige ting sammen, så de kunne klare sig på en bænk natten over...
Eller hun sagde (skingert) sammen med en masse andre mere eller mindre pæne ord, noget om hotel eller vandrehjem, men det med bænken lød mere dramatisk!
Von And (altså mig) fik helt ondt i lykkemønten ved tanken om at de skulle bruge penge på overnatning, så derfor insisterede jeg på de kom hjem og sov hos os - vi har jo alligevel så meget plads... men hvor der er hjer... eller nårh nej. Det var fordi JEG blev nærig på HENDES vegne!
Jeg havde jo selvfølgelig en del (en hysterisk masse) der “lige” skulle ordnes inden turen, men heldigvis er den familie en sådan, der ikke lader sig gå på af lidt kaos...
Alt blev ordnet, inkl. støvsugning kl 00:30 - det var også længe siden naboen var blevet beriget med en rask omgang midnatsstøvsugning! Jeg gør det jo i virkeligheden for hendes skyld, så hun endnu mere kan nyde det, når vi er væk - selv tak!
Allerede 01:30 kunne jeg krybe under dynen, og sove helt til kl. 6:30 - med mindre arbejdet kaldte, hvilket det ikke vovede...
På vejen en halv time før planlagt! Det hele så lyst ud!
Den halve time blev dog hurtigt brugt på at holde i morgentrafik-kø i Hasseris, hvor vi lige skulle ud og hæve euro...
Vi var under et pænt tidspres, fordi Emma skulle købe nogle støvler (Buffalo - og så snakker vi ikke mere om dét, bortset fra vi kommer til at snakke en del mere om dem!) af én der skulle rejse til England, og som skulle tage hjemmefra kl. 16 for at nå flyet.
Hun bor i Neukölln - som næsten ikke kunne være mere i den anden retning af hvor vi bor...
Eftersom min vagt først sluttede kl 7:15, og jeg havde planlagt vi skulle køre kl 8, OG det tager mellem 7,5-8 timer at køre, så ville det kunne lade sig gøre. (Hurra for det fremragende U og S banesystem!!!)
På vej ned fik vi endda indhentet et kvarters tid, og selvom jeg havde stillet Emma udsigten til vi ikke kunne nå det, så så alt stadig lyst ud - indtil to lastbiler valgte at skubbe hinanden i grøften, og derved akkumulere en GIGANTISK kø!
“Tak” til bonderøvene fra Farsø MC (eller noget i den stil), som skulle spille smarte (så smart man nu kan spille, når man er en bonderøv i lædervest fra Farsø) med deres rygmærker og kaffe i latterlige stålkrus - ja, nemlig! camping-slagsen!
B1 og B2 (B som i Bonderøv!) valgte simpelthen at flanere rundt på Autobahn med deres kaffekopper, formentlig for at se om “der var nåwe”) uden at lukke døren på bilen, så den lille hidsige orange skilte-vogn ikke kunne komme forbi... fik jeg nævnt de var nogle bonderøve?
Jepsen! Ulykken var nemlig så frisk, at der ikke engang var sat skilte op endnu, og for første gang nogensinde prøvede jeg at befinde mig relativt forrest i en bilkø!
Ikke at det gavnede vores tid, hvor indhentede tid og forspring for længst var gået op i røg.
Det så nu ikke helt så lyst ud som tidligere...
Emma tog det dog ualmindeligt pænt, selvom udsigten til nye brugte (Buffalo)støvler forsvandt i horisonten, hvor det først kunne lade sig gøre at få dem, så kunne det ikke, så kunne det og nu kunne det ikke alligevel...
Jeg fik overbevist hende om at hun altså bare kunne købe dem i (Buffalo)butikken i Berlin - dobbelt så dyre end til den pris hun skulle give for de andre ganske vist, men stadig billigere end i Danmark.
Især eftersom hun stadig har alle sine konfirmationspenge (på nær de 250,- hun brugte på blå mandag for ET ÅR SIDEN!) og hun også af og til tjener lidt penge OG fordi hun TILMED havde fået 100€ af sin far.
Men Von And jr. (Det er så Emma) slog sig noget i tøjret, inden hun accepterede...
Resten af turen gik overraskende gelinde. Muligvis fordi den tidsmæssig me presballe var forsvundet.
Kun få køer (ikke muh-slagsen, men bil-slagsen), men en bagende hede, og en Clio fra 2005 er desværre ikke udstyret med air condition...
Med “kun” en time forsinkelse parkerede vi lige nede foran døren til opgangen!
Mens vi holdt i kø, havde jeg kommunikeret med sælgeren af støvlerne, som var så sød at få sin kæreste til at varetage handlen, så Emma kunne få de forpulede (Buffalo)støvler på et tidspunkt i løbet af weekenden.
Udsigten til at flanere Berlin tyndt i nye brugte (Buffalo)støvler var falmet, men udsigten til trods alt at få nye brugte (Buffalo)støvler var blevet vækket til live igen!
Vi var på en 75% på win-skalaen - hvilket på ingen måde var en dårlig placering.
Efter en hurtig udpakning, og med udpakning mener jeg “kyle tingene ind i gangen i lejligheden”, smuttede vi afsted for at få noget at spise.
Emma og jeg havde bestemt, nej rettere befalet, at vi skulle have sushi!
Karla ville hellere have lasagne, så hun blev i den grad overrulet, og fik kylling og rejer fritteret i puffede ris - eller noget i den stil.
Alle var glade - og alle blev (helt vildt) mætte!
Til dessert fik vi alle en spontan klipning hos den frisør der var nabo til restauranten.
Det var “sæt dig ind og vent til det bliver din tur”-konceptet, og udfra devicen “hvor mange bliver lige klippet (OG farvet) kl. 19:30 en torsdag aften (hvilket så er en del, kan jeg godt fortælle), tog vi chancen, og stillede os i kø.
Vi kom dog hurtigt til, og nu var det jo heller ikke verdens mest avancerede klipninger vi skulle have, så vi var også hurtigt færdige - alle tre!
Emma og Karla havde deres debut hos ægte frisør, og jeg havde min debut hos frisør i dette årti - så vidt jeg husker...
Med nyklippet hår, der tydeligt bar præg af “vi stod på række, og frisøren klippede os, mens hun kørte forbi på rulleskøjter” drog vi til Alexander Pl.
Emma var jo NØDT til at komme i Primark - eftersom det jo også var næsten, med streg under næsten, en uge siden hun havde været der sidst...
Vi dimsede lidt rundt i butikkerne på Alexander Pl, blandt andet var vi i en prætentiøs dagligvareforretning, som muligvis kunne være tyskernes pendant til til Mad og Vin/Salling Super, hvor man kan købe dagligvarer til overpriser, fordi hylderne er lidt pænere end dem i Lidl - men også fordi sortimentet er lidt mere dekadent rent madsnobmæssigt...
Når det så er sagt! Så fandt jeg de der helt tynde spaghettier, som jeg den seneste tid har været helt besat af at få, men som ikke har været muligt at rekvirere i Aalborg.
Carlo fra La Locanda prøvede endda at lave customized tynde spaghettier på det gigantiske pastaudskæringsaggregat han har, men som trods en ualmindelig lækkerhed ikke var tynde nok.
Jeg tager muligvis ind senere, og tømmer butikken for fehårspaghetti - men på den anden side, så er det jo en (mere) ualmindelig god grund til at tage til Berlin, fordi man TYDELIGVIS KUN KAN FÅ DEM I BERLIN!
Nårh ja, en lille detalje... Vi fik også klaret de “store” toiletbesøg under ordnede og sanitære acceptable forhold, eftersom toilettet i lejligheden var i stykker, og ville blive lavet tidligt til morgen i dag...
Er I klar over hvilket pres(!) det lægger på én? Tænk lige lidt over dét...
Klokken var ved at være mange, faktisk så mange, at vi i vores træthed valgte at stå på et forkert tog...
Det ville vise sig at være ret belejligt, dersom vi (næsten) endte på et forbindelsessted til Neukölln.
Sælgeren af (Buffalo)støvlerne skrev nemlig, at hendes kæreste kunne “handle” nu her, hvis det ikke var for sent for os.
Men altså hvis man kan få kollektiv spontan hårklipning kl 19:30 til dessert i Berlin, så kan man fandme også godt lige smutte ud (til den anden ende af byen) og shoppe (Buffalo)støvler... kein Problem!
Det skulle vise sig, at det var det hele værd. (Buffalo)støvlerne fremstod som næsten ubrugte.
Sælgeren havde haft dem på max en håndfuld gange, og brugen har primært været til the Cure koncerter - og tanken om at de (Buffalo)støvler har betrådt steder til the Cure koncerter, der ikke er tilgængelige for den almindelige koncertgænger (altså sådan én som mig), bidrager immervæk til en vis accept fra mig desangående det genopståede levn fra starten af 90’erne, hvor de (Buffalo)støvler var obligatoriske til technofester - faktisk tror jeg ikke det var lovligt at have dem på, hvis man ikke som minimum havde et massivt forbrug af extacy og de der hæslige Adidas træningsbukser med knapper ved benerne - som jeg til min store rædsel (OGSÅ) så småt er ved at genopstå!!!
Men noget kunne tyde på at Buffalo-segmentet har gennemgået et generationsskifte, og ingen af dem aner hvad en technofest er - og alene det, er jo unægteligt en formildende omstændighed desangående Buffalostøvler...
Jeg siger bare, at man nok (desværre) vil se flere Buffalostøvler i det almene bybillede end i 90’erne, og betragteligt flere Buffalostøvler til the Cure koncerter end i 90’erne, og det må vi andre jo så bare acceptere...
Nu skal jeg først og fremmest se om jeg kan forlige mig med at skulle bo sammen med sådan et par (Buffalo)støvler...
På trods af gennemgående (dog lettere kontrolleret) kaos i går, så endte dagen i Berlin, som den altid gør for vores vedkommende, når vi er her, nemlig med godnat-øl (dog kun til mig), bad (os alle - dog ikke samtidig) og iPad (dog kun til børnern’).
Ps. Blikkenslageren HAR (med en halv times forsinkelse - hvilket selvfølgelig bidrog til en overordentlig voldsom trang til at benytte toilettet) været og ordne toilettet her til morgen.
Jeg fik lært en masse tyske vvs-relaterede gloser, som jeg nu ihærdigt prøver på at glemme igen.
Og jeg skal da være den første til at indtømme, at jeg ventede med dagens første kop kaffe, til toilettet var blevet ordnet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar