HAPPY NEW YEAR!
Efter en fredelig jul, hvor de største udfordringer var hvad vi skulle have til aften, skulle en ny hverdag til at tage sin begyndelse.
Tavlen blev visket ren, som man gør hvert år d. 31/12, og man træder varsomt på det helt nye og rene kapitel af ens liv.
Det katastrofale 2016 forsvandt længere og længere væk, og vi var alle endnu engang parate til at starte på en frisk, parate til at indtage 2017.
STANDING ON THE EDGE:
Aldrig var 2017 startet, før lavinen rullede.
Som den trofaste læser allerede ved, så blev Emma meget syg i starten af januar, og det blev til omkring to måneder, hvor hun faldt ind og ud af massive psykoser de første uger.
Så var året lissom igang, og jeg forsøgte ihærdigt at træde vande. Set i bakspejlet, så kan jeg ikke på nogen måde forstå hvordan vi kom igennem et mareridt af sådanne eksorbitante dimensioner!
Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg skriver om det, hvilket på en måde er godt, fordi jeg troede jeg havde grædt for et helt liv dengang, og ikke formåede at vride flere tårer ud af min følelsesforladte gamle trætte krop.
Tiden stod stille for os i årets første kvartal, og selvom hele forløbet føles som en tung pløre og tåge, så husker jeg det så tydeligt som jeg aldrig har husket noget før!
Alt andet blev ligegyldigt, og mit liv foregik indenfor murene på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor et minut føltes uendeligt, og hvor alt kunne ske på et minut.
Jeg er ikke bange for noget! Jeg tør alt!
Men frygt er en anden sag.
Frygten for om vi nogensinde fik den Emma vi kendte tilbage omsluttede sig mig som et tungt stramt vattæppe, og jeg følte jeg var ved at blive kvalt i uvidenhed og afmagt.
Udenfor murene var familie og venner, der var ligeså magtesløse og uvidende.
Ingen fik lov at komme ind på Emmas sygestue i starten.
Jeg ville ikke have nogen skulle opleve Emma i den her tilstand, men som Emma mirakuløst blev mere og mere stabil efter lægerne havde fundet ud af hvad hun fejlede, så fik de aller nærmeste lov at komme på korte besøg, og jeg fik lidt “udgang”, så jeg kunne se dem jeg helst ville se.
Ikke at jeg havde været decideret isoleret. Bekymrede betænksomme familiemedlemmer, venner og kollegaer skrev og ringede.
Uden at være bitter eller martyr-agtig, så fandt jeg ud af hvem der var mine venner. Det er ikke nødvendigvis nogle man hører fra i tide og utide - men det føles rart at vide, at de alligevel er der!
Så midt i hele tragedien følte jeg mig på en måde ualmindelig velsignet og privilligeret!
Efter en lille måneds tid kom vi hjem fra hospitalet, og hverdagen skulle så småt igang.
Jeg begyndte på arbejde igen på kraftig nedsat tid, og jeg vil aldrig glemme den fine måde afdelingen håndterede mit til- og fravær på. Jeg troede slet ikke den form for empati og fleksibilitet eksisterede indenfor det offentlige længere, men jeg vil være evigt taknemmelig!
Som vinteren gav slip, og foråret tog over blev vores hverdag også mere og mere normal - eller så normal som den kan blive i vores familie.
Året startede så forfærdeligt som det overhovedet kunne, men alligevel vil 2018 også stå som ét af de bedste år. Måske fordi man lærer, eller tvinges til, at sætte tingene i perspektiv, og fordi Emmas sygdom i hvertfald fik mig lært, at man ikke altid kan styre alt, og især ikke de ulykkelige ting der sker, men til gengæld kan man i et vist omfang styre de gode ting. Eller man er i hvertfald i stor grad selv ansvarlig, og styrende, i forhold til om man vil være glad, og det der med at få det bedste ud af ting, det er ikke et helt dumt koncept.
Desuden lærte jeg, at man ligeså godt kan få ting ordnet NU, fordi man ved ikke om man når det i morgen...
Derfor valgte jeg at blive ekskluderet fra mit elskede NORDvendte soveværelse med DOBBELTseng, og blive degraderet i real estate til det SYDvendte kosteskab med ENKELTseng, der om sommeren ville forvandle sig til noget der mindede om en svedekasse, bare meget mindre og meget varmere (hurra for mørklægningsgardiner).
Fraset at det blev en mere omfattende proces, sådan at lave værelsesrokade, end lige først antaget, så skulle alt det slåen sig i tøjeret fra min side vise sig at være ganske spild af tid!
Kosteskabet, som det kaldes i daglig tale, er blevet til et af mine absolutte yndlingsrum i mit gigantiske hus, og jeg har overvejet at leje stuen ud til større arrangementer!
LIFE GOES ON:
Et af de største højdepunkter for året var selvfølgelig Emmas konfirmation. Den dinglede jo i en ultra tynd tråd, og alene det at den blev holdt, var i sig selv et mirakel - at den så også var helt vidunderlig, må i høj grad være gæsternes fortjeneste, men også lidt vores, fordi vi havde valgt verdens bedste sted at holde festen. Et sted, der uden tøven, beroligede mig med, at Emma nok skulle få sin konfirmation - også selvom det først ville blive senere. Så ville vi bare holde en kæmpe sommerfest udenfor!
Emma fik den dag hun havde drømt om, og så gjorde det ikke så meget, at blå mandag var ved at blive skyllet væk i massive kaskader af regn der ikke holdt én eneste pause.
Sommeren strammede så småt sit jerngreb, og det blev en sommer, der på alle måder vil blive husket som én af de bedste nogensinde!
Den startede dog med regn, men den ene dag jeg husker det regnede, var samtidig den dag jeg mødte ét af mine største idoler: Michael Kvium!
I mange år har jeg beundret hans kunst, rejst efter hans udstillinger og også plastret mit hjem til med plakater, der gengiver motiver, som jeg aldrig i min vildeste fantasi vil komme i nærheden af i originaludgaver.
Jeg opførte mig som en star struck teenager, da jeg manisk fnisende, kampsvedende og samtidig ualmindeligt bøvet bad ham om en autograf. Selv tog han ikke situationen så højtideligt som mig, hvilket på en måde var udemærket - og noget mere værdigt... altså for ham!
LONDON CALLING:
Kun to uger efter mødet med Michael Kvium skulle jeg møde mit ultimativt største idol og største kærlighed nogensinde: Robert (Smith fra the Cure - hvis nogen skulle være i tvivl)...
Robert og jeg havde planlagt en stille og rolig date i Hyde Park, hvor vi, på et picnictæppe, skulle fejre, at hans band havde 40 års jubilæum.
Vi havde ikke lige regnet med, at der ville komme 65000 og fejre det sammen med os, men nu alle de mennesker alligevel var dukket op, valgte Robert at kalde “drengene” sammen, og holde en lille intim-koncert på lidt over 2 timer. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at den eneste grund til jeg stadig er i live, er fordi jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle eksplodere eller implodere af lykke!
Jeg elsker ikke London-baby, men den nådesløse sol gjorde sit til at jeg ikke decideret hader
London, og med tiden kan det endda være jeg helt kan komme til at holde af den.
Det er i hvertfald svært at blive ægte vred over at sidde udenfor på en pub aftenen inden koncerten, og drikke øl med de søde the Cure-fans jeg lærte at kende.
London var over alle forventninger - hvilket man mildest talt ikke kan sige om turen hjem, eller på en måde var turen hjem alt andet, end jeg havde forventet.
Ingen forventer en massiv forsinkelse på mange timer, at lande i den totalt falske lufthavn og derefter en 6 timers bustur tværs gennem landet sammen med Jacob fra Emmas gamle klasses far... som faktisk var det eneste forsonende træk på den tur!
Man gider bare ikke helt at lande i sit, i forvejen mange timers forsinkede, fly i København, når man i virkeligheden skulle have landet i Aalborg.
Man gider heller ikke helt først at komme hjem klokken seks morgen, tolv timer senere end man ægte skulle have været hjemme, men i kølvandet på årets andet højdepunkt, så var jeg mere tilgivende, end jeg normalt ville have været - måske var jeg også for udmattet til at være ægte vred?...
...THEN WE TAKE BERLIN:
For vores families vedkommende er sommer ensbetydende med Berlin!
Igen i år skulle en del af sommerferien foregå i den by vi elsker mest.
I år skulle vi prøve at køre derned selv - i humørbussen!
Udover at vi, på grund af kronisk vejarbejde, kørte 60 km i timen nærmest hele vejen, så blev vi, trods den lave hastighed, knipset i en fotofælde, hvilket syntes helt uvirkeligt, når vi nærmest kun kørte 60 km i timen. Men det var absolut virkeligt, da den røde supernova af en blitz blæste op i mit ansigt! Farten blev, for vores vedkommende, sænket yderligere, og med adskillige timers forsinkelse, eller adskillige timer efter den estimerede ankomsttid, trillede vi langt om længe ind foran nummer 12.
Det var som at komme hjem! Bare som at komme hjem uden alle de sure pligter.
Berlin tog, som altid, godt imod os, og ferien blev kun lidt bedre af at nogle af vores venner og familie tilfældigvis også var i Berlin på samme tidspunkt som os, og vi havde nogle skønne timer sammen.
SUMMERTIME:
Resten af sommeren blev brugt på visit i Skagen hos vores tidligere yndlingsnaboer, og så genoptog jeg desuden en interesse jeg levede og åndede for da jeg var ung: ridning.
Jeg nåede at få tilbragt en del timer på hesteryg, og som følge deraf også mange timer på landet, hvor luften er lidt friskere og der er lidt højere til himlen.
Heste er godt for helbredet, og det fik jeg at føle da jeg kom hjem fra Berlin med symptomer, der mindede om en cervikal prolaps - indtil den dag jeg stod ved siden af hesten, og havevanderen blev tændt.
Hesten gik i panik og tromlede mig ned, så jeg bankede hovedet baglæns ned i den tørkeramte stenhårde græsplæne.
Fraset en ordentlig én på sinkadusen, smerter i underekstremiteterne (der dog forsvandt gradvist i løbet af nogle uger), synet der rammer, når ens liv passerer revy og en overbevisende følelse af en mindre hjernerystelse og et eventuelt subduralt hæmatom, så blev prolaps-symptomerne banket ud af kroppen, og også i en grad, jeg ikke tror hverken fysioterapeut eller kiropraktor kan gøre så godt og grundigt som 600 kg pankikslagen dansk varmblod!
LIFE GOES ON:
Sommeren syntes uendelig selvom dagene blev kortere og aftenerne blev mørkere og køligere.
Sensommeren gik over i efterår, og selvom vi prøvede at klamre os til tanken om sommer, ved for eksempel at insistere på at bade i vesterhavet, så indikerede vandets temperatur, at en ny årstid havde gjort sit indtog, og at sommeren var gået i dvale for denne gang.
Efteråret, som er min absolutte yndlingsårstid, viste sig fra sin blide og milde side, hvor solen tilsyneladende ikke ville erkende, at sommeren var forbi.
Efteråret blev begivenhedsrigt, og bød blandt andet på endnu et naboskifte. Vi sagde farvel til en vidunderlig nabo, og goddag til en ny nabo. Igen vandt jeg i nabolotteriet, og jeg håber ikke der skal foretages udskiftninger i 2b lige foreløbigt.
Noget af efterårsferien blev brugt på en semispontan tur til Berlin, hvor efteråret i den grad havde fløjlshandskerne på.
Igen mødtes vi med venner. Denne gang venner vi ikke havde set i flere år, men vi var på mirakuløs vis ikke blevet det mindste ældre.
Regnen begyndte, da vi passerede byskiltet på vej ud af Berlin det efterår!
Knapt var jeg kommet hjem, før tasken skulle pakkes igen, og nu var destinationen var Schweiz.
Det kursus jeg havde ventet på i over et år skete nu!
Aldrig havde jeg drømt om (eller jo det har jeg, men det snakker vi ikke højt om, for så bliver jeg bare spærret inde) at jeg nogensinde skulle bore så meget i forskellige dyreknogler, som jeg gjorde de to dage kurset varede - og stod det til mig, så sad jeg stadig nede i den kælder, og borede og borede og borede (men det er heller ikke noget vi snakker højt om). Turen hjem var lige ved at blive en gentagelse fra London-baby, bare værre!
Igen et forsinket fly, men denne gang til København, hvorfra vi skulle med et andet fly til Aalborg - selvfølgelig dagens sidste fly!
Det var ualmindeligt hårdt at løbe fra udenrigs til indenrigs! Især når man er iført store tunge goth-“sneakers” - og i øvrigt en semitung rygsæk OG et net!
Mens jeg halsede afsted, så jeg London-baby scenariet for mig, og forberedte mig mentalt på en overnatning i Københavns lufthavn.
Så galt gik det heldigvis ikke, og hostende (efter løbeturen) blev vi fløjet tværs over landet, og kom hjem (næsten) i tide...
ICH BIN EIN BERLINER:
Efteråret overgav sig så småt til kong vinter - i hvert fald ifølge kalenderen.
Julen nærmede sig, og som jeg gjorde til en tradition sidste år, så ville jeg igen tage på alenetur til Berlin den første weekend i december.
Sidste år formåede jeg at begrænse min interaktion til dem jeg købte kaffe (og plante) af, og ellers tilbringe en weekend i ensomhed, tavshed og nogenlunde stilhed. Det ville have været balsam for sjælen - hvis man altså havde været i besiddelse af en sådan.
I år var det anderledes. Jeg havde nærmest ikke 2 minutter alene - ikke engang på toilettet i lejligheden, hvor jeg under den traditionelle morgenvægtoptimering forårsaget af kaffen, blev beriget med et besøg. Dog var det uventet, og affødte en bølge af panik (hvem panikker ikke bare en lille smule, ved at høre ganske uventede gøre indtog i ens privatsfære, MENS man siddet på toilettet?). Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en mere sårbar situation at befinde sig i, end siddende med bukserne nede om hælene, mens man skiller sig af med det overskydende af gårsdagens fødevareindtag...
December gik derefter sin gang med 7-mileskridt, og selvom jeg selv syntes at jeg var i god tid ned det hele, så piskede jeg rundt, som de fleste andre - på nær dem der selv blev helt færdige allerede i oktober, for at nå de obligatoriske “sidste ting”.
Men det blev også en december med tid til en masse hygge, blandt andet en anden tradition jeg satte til søs sidste år, hvor jeg åbner mit storslåede hjem for alle jeg kender, smider de billigste æbleskiver, jeg kan opdrive, i krematoriet og varmer noget man næsten ikke engang kan tillade sig at kalde gløgg.
Derfor skønner jeg, at det nødvendigvis MÅ være for det gode selskab, den gode stemning og én eller anden sygelig trang til at lege sild i en tønde, at folk dukker op, og ikke på grund af traktementet. Men jeg er ualmindelig glad for de gider, og jeg nyder at give, og få det lille afbræk, hvor der hersker en hel anden form for total kaos i juletravlheden...
2018 lakker mod enden (og JA, jeg kigger på kalenderen næsten hver eneste gang jeg skal skrive hvilket årstal vi er i, fordi jeg aldrig er HELT sikker på om det er 2017, 2018 eller 2019), og 2018 (denne gang kiggede jeg ikke!) har på mange måder været det værste år nogensinde, endda overgået 2017 med flere længder. MEN 2018 har også på mange måder været en ualmindeligt godt år!
Jeg har fremhævet de største ting der skete (som jeg husker), men der skete hele tiden små helt forfærdelige ting og små helt vidunderlige ting.
TO WISH IMPOSSIBLE THINGS:
Som alle andre, så ønsker jeg også, og på mange måder, så er det ønskerne og drømmene, der holder mig igang.
Jeg plejer ikke at ønske mere eller anderledes, bare fordi vi starter et nyt kalenderår, men jeg ønsker og drømmer hele tiden.
Alligevel synes jeg på en måde, at det her år, som nærmer sig, giver anledning til et nyt forsøg på at starte på en frisk igen, og selvom jeg synes man hele tiden bør reflektere over sit liv, så tror jeg, at jeg vil reflektere en ekstra gang, når jeg sidder i efterdyndingerne fra bordbomber, fyrværkeri, champagne og kransekage.
Jeg vil tilstræbe mig på at forlade 2018 med nogenlunde fred i sindet, og håbe på at 2019 bliver året hvor the Cure virkelig udgiver et album for første gang i 11 år!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar