I år skal det være anderledes!!!
Med alle de bedste intentioner om at dette års juletræ skulle holdes i mere afdæmpede formater end de forgående år, ville jeg drage mod nord, for at rekvirere juletræet anno 2018!
Jeg var godt forberedt - syntes jeg selv, fordi jeg havde fyldt humørbussen med adskillige stykker afdækningspapir, således træet kunne blive draperet, og derved kunne en tsunamilignende tilstand af grannåle forebygges!
Jeg burde jo have bibeholdt bare en snas af realisme!
Alene det faktum at det var blevet mørkt, da jeg skulle afsted, burde have været et rimeligt eksplicit vink med en vognstang - OG at det regnede MASSIVT!
Men nej-nej! Nu var jeg pænt meget opsat på at det skide juletræ absolut SKULLE købes, og så skal der lidt mere end et bette kun regn og mørke til at stoppe mig!
I mørket er alle katte grå, og alle juletræer er pæne... og anstændige i størrelsen (som man siger...) - kombinationen af nævnte og den uhellige forening af udmattethed og handlekraft medførte at jeg valgte et træ der lige netop, med møje og besvær kunne mosles ind i humørbussen
næsten!
Sæderne i humørbussen kunne ikke lægges ned, som jeg havde forestillet mig. Et gennemvådt juletræ og ditto chauffør forårsager massive mængder af dug på ruderne, så alt i alt blev turen hjem en blandet fornøjelse!
Turen hjem skulle vise sig at være det mindste problem den aften.
Hjemme blev det brutalt åbenbaret, at stammen var alt alt ALT for tyk til at kunne være i juletræsfoden!
Derfor måtte jeg (endnu engang) bede min nabo, Per om at komme mig til undsætning!
For år tilbage, da jeg var juletræsnovice, købte jeg noget der sorterede under verdens største juletræ med dertilhørende verdens tykkeste stamme!
Bevæbnet med en (ubrugelig) foldesav fra IKEA(!) stod jeg i flere timer og “savede” - indtil Per forbarmede sig, og fandt sådan en kniv, der minder om en brutal dogmeagtig version af en spånehøvl, og høvlede de cirka 25 cm af, som træstammen var for tyk.
Juletræet lå tværs gennem stuen, med Karla siddende overskrævs, så det ikke bevægede sig, når jeg snittede (træmænd) i stammen.
Tre timers ihærdig snitten og høvlen senere passede juletræsfoden på juletræet
næsten...
Jeg ved ikke hvad der er med mine juletræer og juletræsfødder, men i kombination bliver resultatet altid skævt!
Aftenen der nu var overgået til nat, blev brugt til “fod på træ, fod af træ, snitte, høvle, fod på træ, fod af træ, snitte, høvle, græde lidt og repeat...
Indtil der var så meget plads i juletræsfoden, at der kunne bankes en kile ned, så træet kom til at stå lige
næsten!
Næste forhindring er den mest kendte, og dog stadig den mest udfordrende: montering af lyskæde!
I år skulle det være anderledes, og det kan jeg love det blev!
Jeg plejer nemlig først at begynde at græde, når jeg gør 3. eller 4. forsøg på en systematisk montering af juletræskæde, men i år begyndte jeg allerede da jeg tog lyskæden frem!
Normalt bruger jeg de gode gammeldags julelys med store lys, hvor de sidder fast på grenene med klemmer, men jeg havde netop, af mor, fået sådan en moderne én med små lys. Den slags lyskæde man også kan bruge som hyggebelysning, og nu det sådan skulle være anderledes i år, så tænkte jeg den skulle tages i brug (også lidt fordi jeg så i første omgang slap for den halsbrækkende tur via rebstige, købt i Toys ‘r’ Us, på op hemsen efter “den store kasse med julepynt”...
Nu kunne jeg montere lys på træet i dag, og så kunne jeg hygge mig med resten i morgen.
Sagde ingen nogensinde...
Den nye lyskæde, der lignede et garnnøgle der var blevet voldtaget af en kat, var helt umulig at montere (systematisk) - og uanset hvad jeg gjorde, så lignede det pis!
Derfor var jeg jo NØDT til at begive mig på hemsen, så snart jeg kunne se noget for tårer (kl. 00:30), for at hente “daj stuuu’r kas’ mæ jul’pynt”...
Det gik overraskende godt med den ægte lyskæde, og da julekuglerne var blevet pakket ud, må jeg sige at humøret atter var Ole Henriksen!
Det var et glædeligt gensyn, og også et glædeligt velkommen til de nye!
Faktisk måtte juletræet ikke have været mindre - mængden af pynt taget i betragtning!
Nu står juletræet med sit (mit) pynt, der spænder vidt fra en julehotdog til en krokodille i kajak!
Alle udvalgt, købt eller hjemmelavet med største omhu og kærlighed!
Glædelig jul!!!
(min bare...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar