Aldrig har jeg været så hurtigt af et toilet, som jeg var i morges. Eller det har jeg måske nok, men ikke her for nylig - på nær forleden dag, hvor det bankede på døren hjemme. Forskellen er netop at det BANKEDE på døren, og at døren ikke bare blev låst op.
I to spring var jeg ude i entréen, hvor jeg kunne se døren åbne og lukke, som en dør kan med kæden på, og som jeg nærmede mig døren som en stormvind, lukkede døren - som i “nu kan du tage kæden af” og ikke som i “jeg går igen”...
Kæden af og åbne døren, for at se der står en tysk kvinde, der ser helt forvirret ud. Skarp som jeg især er på den tid af dagen opfatter jeg hurtigt som lynet at det må være hende der plejer at gøre rent i lejligheden.
Mest fordi hun kommer slæbende på en stor IKEApose (magen til den jeg havde dynen i i går - så ved I det) fyldt med noget der kunne ligne rent sengetøj.
Jeg undrede mig også i går over lejligheden så så rodet ud, da jeg kom, men tænkte ikke mere over det.
Hun kunne næsten ikke komme hurigt nok ud af døren, og jeg tror muligvis mit hår bidrog til den lettere akavede stemning.
Der er ikke ret meget hår der ligefrem bliver pænere af at komme i seng vådt.
Til gengæld havde jeg (heldigvis) pænt nattøj på - hvis jeg selv skal sige det.
Efter hun var gået, var jeg nødt til at drikke kaffe i sengen i tre timer, før jeg kunne samle mig om at komme ud af døren.
Jeg havde planlagt at spise morgenmad på en café i Prenzlauerberg som jeg havde stalket på Instagram, men kl 13:30 er lige lovligt sent til morgenmad - og til frokost for den sags skyld, så det blev til eftermiddagskaffe-sandwich på en anden café (som jeg OGSÅ havde stalket på Instagram)...
Nu kunne man foranlediges til at tro at Instagram er grundlaget for min eksistens, gøren og laden - det er den ikke... men det er er genialt medie til at opdage ting på steder man ellers aldrig ville ane eksisterede.
Instagram er skyld i at jeg ved der er andet i Berlin end Alexanderplatz og Brandenburger Tor.
Instagram er også ansvarlig for at jeg har fået venner i Berlin. Så uanset hvor overfladisk det måtte synes at være, så er det ikke alt skidt...
Allerede inden dagen begyndte for mig var det blevet sent, så jeg måtte kæmpe mig gennem utallige julemarkeder - der tilsyneladende forekommer i Berlin med samme intensitet som en influenzaepidemi i februar måned.
Der er (næsten) julemarkeder for enhver smag - især den dårlige, men så længe det er overbegjort i lyskæder og en massiv dunst af nelliker og kanel, så er alt i og for sig ok. Især hvis man selv er er helt andet sted... Fandt aldrig et goth-julemarked, men jeg er sikker på det findes.
Eftermiddagen gik med stormskridt, og det blev tid at bevæge mig mod Kreutzberg, hvor jeg havde en aftale med Frances og Marie - de to jeg lærte at kende i sommer (via Instagram...) Desuden skulle jeg (langt om længe) møde deres ven og én af mine inspirationskilder (fra Instagram), Flora.
Flora har opnået lidt kultstatus hjemme hos os. Emma og især Karla var lige ved at gå til over jeg skulle møde Flora!
Igen var centrum for vores møde “homeless veggie dinner”, som jeg muligvis har beskrevet tidligere - men det er en middag for ja, hjemløse... men ALLE er velkomne!
Det er (selvfølgelig) drevet på frivilligt basis, og én gang om måneden er der en masse der laver mad af de råvarer de får doneret fra butikker.
Der er altid tre retter: forret, hovedret og dessert.
I går var det linsesuppe til forret, og den var så lækker, at jeg tror selv mine børn ville kunne lide den! Der var to hovedretter: noget karry-noget med ris og pasta-bolognese. Desserten var 5 forskellige kager og chokolademousse. Alt er vegetarisk eller vegansk, og det hele er super lækkert.
Alle kan spise det uden at skulle frygte for hverken at få tofu-eksem eller få akutte tilfælde af hippie...
I går var en særlig aften. Det var nemlig julemiddagen! -og derfor var der også julelotteri, hvor man var blevet opfordret til at tage små pakker med - enten noget man havde hjemme, men som man ikke brugte, og som andre ville kunne få glæde af, eller man kunne købe noget (billigt).
Jeg vandt nogle fine hjemmestrikkede uldsokker og en plade chokolade.
Der var levende musik og et par stykker fik sig endda også en svingom!
Jeg kunne ikke forestille mig en bedte måde at bruge en lørdag aften.
På vej hjem slog jeg et smut om Trine. Smut og smut er nok så meget sagt. Aldrig har det været så bøvlet at transportere mig fra A til B, og jeg var slet ikke klar over at c,d,e,f,g og endda h kunne klemmes ind mellem A og B - men cirka 22 skift senere var jeg fremme.
Selvom det var noget sent inden jeg var hjemme igen, så SKULLE jeg død og pine i badekar! Jeg havde nemlig tidligere købt noget fint badesalt, som farvede vandet grønt, og som på ingen måder duftede som jeg havde forestillet mig - og håbet for den sags skyld... det smagte heller ikke særlig godt. Men alligevel var det et skønt karbad - mest fordi jeg lyttede til Robert (nej for en gangs skyld ikke DEN Robert) Wyatt. Robert Wyatt er blevet min nye musikalske besættelse. Eller den musik han laver. Nårh ja, jeg havde også en øl...
Det blev sent inden jeg stod op, det blev sent inden jeg kom igang og det blev sent inden jeg kom i seng, men der er bare nogle dage man ikke har lyst til skal slutte. Sådan en dag var lørdag d. 1. december 2018 - hvis vi lige ser bort fra hvordan dagen tog sin begyndelse... men alt kan heller ikke være idyl, for så ville jeg gå i opløsning af indestængt opkast og væmmelse...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar