Elsker elsker ikke

Kvinder forlader mænd de elsker. Sådan lød overskriften på en artikel i en underlødig avis - men alligevel... Dating-siden der opfordrer til utroskab og affærer er mere populær end nogensinde - og ditto udskældt... En stor procentdel af brugerne på Tinder, er i et forhold... Hele omdrejningspunktet, for mig at se, og også lidt for artiklen i den underlødige avis er opmærksomhed! Vi (inklusiv mig selv) er blevet afhængige af opmærksomhed. En flok af opmærksomhedsludere, der hungrer efter et "like", en sms og en pm på et socialt medie. Vi vil ikke bare ses og høres, vi vil vide at vi er blevet set og hørt! På en måde kan jeg godt forstå behovet for en elsker(inde). I elsker(inde) relationen handler KUN om at formidle og modtage nydelse. Vasketøj, afhentning af børn og madlavning eksisterer ikke! Der eksisterer KUN de deltagende parter, og deres lyster, behov og begær. Kvinder forlader mænd de elsker, fordi mændene tager kvinden for givet, fordi mændene er fraværende både fysisk og mentalt - står der i artiklen. Selv de gennemsnitlige 20 minutter en elskovsakt varer, er manden uopmærksom og fraværende - siger jeres undertegnede skribent - altså mig. Hvis man vel at mærke er i et fasttømret gennemetableret forhold. Er der rettet et fokus på noget, så er det at få en hurtig forløsning, så vi kan få sovet, for i morgen venter endnu en dag i trædemøllen. Men kunne det for fanden ikke være skide forfriskende at Birgitte på 52, der har været gift med Lasse i 15 år, kom på arbejde en tirsdag morgen og lignede PIS fordi hun og Lasse havde knaldet hele natten lige til alarmen gik og man havde brugt hele sin snooze-kvote? Derfor forlader kvinder mænd de elsker, og derfor får mænd affærer. Men hvordan kan man bryde den onde cirkel? Hvis jeg vidste det, så sad jeg på et bjerg draperet i pangfarvet silke og med monokel (bare for dekadencens skyld) og delte vise sten ud. Jeg blev skilt af samme grund som de kvinder der forlader mænd de elsker. Det var ikke det at forlade ham jeg elskede der var det værste. Det værste var at erkende jeg ikke kunne holde ud at elske én der ikke kunne se tog mig for givet. Han ER et godt menneske, men jeg tror bare han glemte det... Opmærksommen, som vi lige før blev enige om var ret essentiel, var der ikke i det omfang jeg ønskede, og når han prøvede, så blev jeg skide sur, for så var han - i min optik FULDSTÆNDIG UFORSTÅENDE overfor det faktum, at der var madpakker der skulle smøres, tøj der skulle vaskes og gymnastiktasker der skulle pakkes. Så det er heller ikke altid nemt st gøre det rigtige, og et dårligt forhold er ofte et projekt der involverer de to parter der er i forholdet. Men jeg ved han elskede og elsker mig dybt og inderligt. - og måske var jeg for dårlig til at anerkende hans kærlighed, og igen har den onde cirkel forstærket sig selv. Jeg kan godt forstå romantikken og endda det frække kan drukne i vasketøj og madpakker, men for pokker hvor er det dumt at det sker for så mange! Jeg kan blive helt irriteret, hvis jeg ikke får svar eller respons på en sms som jeg gerne vil have svar på. Men fraværet kan også bidrage til skærpet interesse. Jeg ved det, for jeg står og balancerer på den vippe pt. Jeg kan blive helt dårlig, hvis jeg har postet noget på et socialt medie, og der ingen respons er fra de øvrige brugere - og jeg hader virkelig at mit mentale fokus, i et omfang der er større end jeg selv mener godt er, har taget denne drejning. Heldigvis opvejes denne needy-hed lidt af mit distræte jeg. - og der er jo også væsentlig forskel på hvem man ønsker opmærksomheden fra. Kan nemlig også blive irriteret over overdreven opmærksomhed, så det er sgu heller ikke nemt. Min største frygt og et højt ønske er at jeg bliver forelsket igen engang, men efter tre år alene, hvor snuden er blevet brændt mere end en håndfuld gange, så bliver man sgu nok lidt kærlighedskynisk. Forelsket-følelsen er decideret berusende! Men frygten er de onde tømmermænd. Hvad er det for en frygt jeg mener? Frygten for ikke at få gengældt mine følelser? Frygten for at blive brændt (endnu en gang)? Nej nej nej slet slet ikke. Den værste frygt for mig, er den potentielle risiko for at miste interessen for pågældende. En lidet flatterende egenskab jeg desværre er den (u)heldige ejer af. Nogen vil sige at det er en forsvars eller beskyttelsesmeksnisme, jeg siger det er en lorte-del af min ellers så fabelagtige personlighed. Holder man ikke kadencen, så mister jeg interessen, holder man den for hårdt, så mister jeg også interessen, så jeg har alle gode odds for at dø alene, kan man roligt sige... Jeg har ellers formået at bevare troen på kærligheden, men troen på kærlighed er ved at fade i skyggen af troen på begær, og forventninger er ikke længere en del af sortimentet i den her butik. At være forelsket er en berusende følelse - som vi netop fastslog, men liderlighed kan være ligeså berusende, bare knap så kompliceret. Forelskelse er liderlighedens prætentiøse fætter. Det er lidt sad, men også befriende at nå den erkendelse. Og lige pludselig er det ikke så farligt at involvere sig. Slet ikke hvis opmærksomheden er der, og vasketøj ikke er en del af konceptet. Derfor kan jeg godt forstå man får elskere og elskerinder. For på en måde må det være den ultimative pakke! Og hvem har i det hele taget bestemt at monogami er the shit? Kynisk much? Realsisk? Nok nærmere det! Hvis konen for fanden ikke GIDER blive forført og bundet til sengestolpen med det nyindkøbte Hermés-tørklæde, som i øvrigt var alt for dyrt, og hvis manden ikke orker at klynge konen op af Grohe-amaturet i brusekabinen og vise hende hvor glad han er for at se hende, hvorfor må man så ikke søge det andetsteds? Kan det ikke være en del af kærlighedspakken at man giver hinanden det? Det er sgu bare svært at bevare det kølige romantiske overblik, hvis man ved man skal hakkes på så snart man kommer ind af døren. Man skal tage stilling til alt muligt og man kan aldrig gøre det godt nok. Kommer man hjem med blomster, er det sikkert fordi man har gjort noget dumt, og i øvrigt skal man ikke bruge af den fælles økonomi på blomster, når vi er ved at spare sammen til den tur til Gardasøen! - og slet ikke i kølvandet på Hermés-tørklædet... Og for kvindens vedkommende, så er det fandme også lidt en skam, at hun aften efter aften falder i søvn på sofaen arm i arm med en plade Marabou godtnok med nødder, men alligevel. Men jeg synes nutidens kvinder (uanset civilstatus) altid er trætte! Jeg tror træt er det nye ondt i ryggen... Der er bare ikke meget sexet vilddyr over en mand der sidder i underhylere med MacBooken i skødet og får brændt testiklerne af til ukendelighed, og der er ikke meget sexkilling over en kvinde der ligger på sofaen i joggingtøj og ser de Unge Mødre og udtamponerer sig med billig chokolade. Heller ikke selvom det er med nødder! Og egentlig heller ikke selvom chokoladen er dyr. Men dét er der alligevel ikke råd til, fordi "nogen" har brugt pengene på Hermés-tørklæder og blomster! Jeg fortryder faktisk at min sexkilling flyttede hjemmefra og efterlod en sur chokoladeædende tetrisspillende kvinde i sin bedste alder i joggingtøj på sofaen. Jeg fortryder jeg lod manden i underhylere og laptop-svitsede testikler indtage domænet, og lod ham der var engang gå til grunde. Men de afbrændte testikler og joggingtøjet med chokoladepletterne indgik en selvforstærkende malign parforholds-synergi, og når det er nået så langt ud, så er det sgu ligemeget om de ristede nødder er i chokoladen eller i underhylerne!

Turist i egen by

For kort tid siden agerede jeg turist i den by jeg bor i (en forstad til). Jeg får for sjældent oplevet andet end præcis de jeg har til formål at ordne, når jeg en sjælden gang begiver mig ind til selve Ålleren down town (og lidt up) Vi startede nemlig med at besøge byens varemærke, og nej, det var IKKE en bestigning af Cimbrer tyren, selvom det i sig selv ville have været mere spektakulært på alle måder. Jeg snakker om et visit i Aalborgtårnet!!!
Selve turen op føltes uendelig! Om det var fordi spændingen og forventningerne var uudholdelige, eller om det var fordi elevatoren (fra engang først i firserne) var uendlig langsom det vides ikke. Det eneste der gjorde turen særlig var gulvtæppet- som også var fra først i firserne, og elevatorførens (hvis frisure helt sikkert var fra først i firserne!) krampagtige forsøg på at informere casualt om stuff vedrørende den metalkonstruktion vi (meget langsomt) blev beamet op i.

Langt om længe blev vi lukket ind i det aller helligste!
Jeg havde seriøst ikke forestillet mig at der ville lugte som først i firserne - hvis man overhovedet kan forestille sig hvordan først i firserne lugter... (Det kan man måske godt, hvis man er hjemmehjælper, men så snakker vi en ganske anden først i firserne-lugt) Men på den anden side, så smækker man nok heller ikke lige et par vinduer op og laver gennemtræk sådan i tide og i det her tilfælde især i utide...

Ikke nok med vi begav os op (bogstaveligt talt) - hvad vi ikke var klar over var at vi også, for de fyrre kroner det kostede at besøge Aalborgtårnet, også fik en rejse tilbage i tiden til ca. først i firserne.
Interiøret var i sandhed en tidslomme! Jeg tror endda de småkager, der var blevet omplaceret fra Karen Volf plastikemballage til klassisk storkøkkenskål også var fra først i firserne.
Det eneste der havde fulgt med tiden, og endda også i den grad, var priserne på maden... To grillpølser med pommes kostede et sted... Taaah daaah: først i firserne - som i firs KRONER!
Ganske vist holder de sig en fremragende udsigt, men for at kunne retfærdiggøre de norske priser, så skulle tårnet have været "nåe kun høj'er" - som vi siger i Ålleren. Som minimum burde man kunne skimte Norge!
Kaffen var ikke decideret dyr, og efter tempereaturen at dømme, så var den brygget engang først i firserne...
Overvejer IKKE at købe et årskort til 200,- til Aalborgtårnet. Ikke engang den mindste overvejelse!

Frokosten skulle være let, da vi havde planlagt at lægge os ud med nogle af kagerne på Penny Lane til eftermiddagskaffen.
Vi blev enige om at dele en frokostpizza. Men en kombination af "delegebyr" og ægte Aalborgensisk nærighed, valgte vi at dele to ens pizzaer. Pizza nummer to kostede næsten det samme som det ville koste at dele én... That really makes sense -said no one ever.
Flasken med vand måtte vi gerne dele, og det uden det kostede os en øre...

Heldigvis kostede det ille ekstra at dele kagerne. Til gengæld kostede kagerne mere hvis man spiste dem inde i caféen, end hvis man tog dem med, hvilket på en måde er smart nok OG komplet idiotisk på samme tid!
Hvis man tager dem med. Så har man ikke alene fået dem billigere, men man sælger heller ikke mere end de købte kager, da kunden jo selvsagt har forladt butikken.
Hvis man vælger den dyre løsning, og spiser dem af caféens fine tallerkner og benytter det næsten rene service, så koster det mere. Det kan betyde der ikke er så meget mersalg. Men til gengæld tror jeg ikke man betalte ekstra for de madrester der i forvejen sad i på bestikket...

Selvom dagen startede lidt brat, ved at man blev vækket af to håndværkere, der var i færd med at fjerne ovenlysvinduet lige over sengen, mens støv og isolering dryssede ned i sengen, så var det en rigtig fin dag. Og jeg er personligt glad for jeg netop den morgen var tækkeligt draperet i et (vel)assortert udvalg af flonel.

Et land i krise

Så er den sgu gal igen i Danmark! Det land hvor vi alle engang levede side om side i fred, ro og fordragelighed er på randen af sammenbrud! Her er hverken fred eller ro, og vi kan absolut ikke fordrage nogen og slet ikke hinanden... Når krybben er tom, bides hestene og så regner det på degnen - eller hvordan er det nu lige det er? Én ting er sikkert! Nogle af os skal forlade denne verden med dybe ar på sjælen! Det der er roden til denne fortvivlelse er når en trend bliver til en besættelse! Man mister sin fornuft, eller man deponerer den i hvertfald et sted, hvor man er sikker på man kan finde den igen. Lidt som den der dims man finder, men som man ikke helt ved hvad skal bruges til. Den bliver lige lagt her, for her kan jeg huske den ligger. Jeg glemte det selvfølgelig umiddelbart efter. Det hele startede med vasen! - og så tror jeg nok alle er mere eller mindre med. De der er mindre med er heldige. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at der nu i Danmark findes en tid FØR og EFTER vasen! Hvor vi før opererede i før og efter Kristi fødsel, skal vi nu lære at navigere i tiden FØR vasen og tiden EFTER vasen! Og det er ikke småting vasen har bragt med sig af frustrationer og tragedier. I en tid, hvor der ihærdigt arbejdes på at klasseskellene ikke skal være alt for markante, er det tydeligt at vasen én gang for alle fik manifesteret hvem der sidder på bækkenstolen, og hvem der tømmer bækkenet! Men som alle andre katastrofer klinger det værste af og man glemmer det lidt. INDTIL næste krise melder sig! Jeg skal være den første til at indrømme, at en krise sjældent kommer alene. Se nu Afrika (ja, nu bliver Afrika-kortet smidt) hungersnød, krig og som toppen på elendighedens kransekage: EBOLA! (Der er stadig Ebola i Afrika, men nyhedsinteressen dalede støt i kraft med danskernes population dalede on location) Sådan gik det også for Danmark! Næste krise hersker ingen tvivl om var den hidtil værste, da den primært gik ud over BØRNENE!!! Det er selvfølgelig Frozen-pandemien jeg tænker på. Det forlyder at der rent faktisk var børn det græd! - den lader vi lige stå lidt... Jamen jamen jamen!!! Er der da slet ingen der tænker på børnene??? BØRNENE!!! Tydeligvis ikke! Som om Frozen-katastrofen ikke var nok, men som efterskælv til et gigantisk jordskælv (og hvis der forekommer noget der minder om intertekstuelle referencer til autentiske jordskælv, som for eksempel i Nepal, så er det helt tilfældigt, da man ikke kan lade sådanne bagateller overrule så vigtige begivenheder som danske børn der græder) - lancerer Dansk Supermarked de populære dyrekort! Nemlig! DYREKORTENE er ("heldigvis") tilbage, og gud-ske-tak-og-lov for dét -said no one EVER! De sociale medier har været plastret til med desperate mødtes opråb om hjælp til at få den forjættede samling gjort komplet! Kan næsten fornemme at LIVET ikke bliver komplet FØR samlealbummet er udtamponeret med de små eftertragtede kort. Jeg kan slet ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvilken følelse af succes en komplet samlebog vil bringe. Til gengæld kan jeg sagtens sætte mig ind i følelsen af tomhed og ligegyldighed, når jagten på de populære kort er forbi. Måske lidt som en soldat der kommer hjem fra krig? Adrenalinsuset, spændingen (i samlerens situation om det nu er lige netop den fisk der mangler i samlingen, der gemmer sig i den lille papirspose, og i soldatens situation om han nu overlever - jooo ligheden er slående) Jeg ved at soldater ofte erhverver sig en følelse af at alt er ligegyldigt, nør de vender hjem fra krig. Hvis man ikke lige får ordnet dit og/eller dat den ene dag, så kan man måske (eller helt sikkert ikke) den anden dag. Det drejer sig jo hverken om liv eller død, so what is the point? Til gengæld kan det gå hen at komme til at dreje sig om både liv og død når man samler dyrekort, da man tilsyneladende skal handle for groteske summer i Billeren, for at skrabe tilstrækkeligt sammen af dyrekort, og det ubamhjertige islet er at man IKKE ENGANG (eller ingengang - som de unge siger og skriver, fordi de har mere travlt med at købe Kählervaser end at få styr på lingvistikken og fonetikken i det sprog de dagligt benytter sig af) - sikker på at man så får de kort man mangler! Har man kendt mage?!?! Findes der overhovedet ingen retfærdighed i dette hidtil så harmoniske og LYKKELIGE land?!?! Ikke noget at sige til at Danskerne er støt decenderende i status som verdens lykkeligste folkefærd! Man burde klage til ombudsmanden! - nårh... Dét er allerede blevet gjort!

Når man censurerer i ytringsfrihedens navn

Jeg kan godt være kritisk, og endda krakilsk - påstår nogen, men det er sjældent jeg brokker mig, hvis der ikke er en reel grund til det, selvom "reel grund" KAN være relativt. Jeg synes dog i bund og grund jeg er ret medgørlig. Om det så mest er i bund eller grund, det ved jeg faktisk ikke helt?!?!

Med massakren i Frankrig og muhammedtegningerne i Danmark in mente har ytringsfriheden fået et hak i tuden. Ganske vist har det, i nogens øjne, været provokerende ja direkte fornærmende ytringer man har formidlet, og man kan også spørge sig selv om det virkelig var nødvendigt, og om det var manglende respekt for de der tog det ilde op.

 Mange af os besidder en ret bredspektret humoristisk sans som kan grænse over i en imødekommenhed for det satiriske og endda det sarkastiske. Men hvad med de der ikke gør? Skal vi ikke vise dem hensyn? - det er jo trods alt deres dag der bliver ødelagt, fordi de ikke formår at distancere sig eller opfange de ofte finurlige hentydninger, der i andres øjne er morsomme og til tider endda lattervækkende. Eller skal vi, der sidder højt på humorpiedestalen ignorere at der er nogle der er i minus på humorkontoen og bare klø på med vores intelligente humoristiske udbasuneringer?

 Jeg kan ikke med folk der ikke har humoristisk sans, som i overhovedet ikke. Eller jeg kan ikke med folk der ikke er skarpe nok til at følge MIN yderst intelligente og subtile form for humor. Jeg kan sagtens bevæge mig i forskellige aspekter af humor, og fanger også det meste, men ofte har jeg fejlagtigt overvurderet andres humoristiske intelligens, hvilket har resulteret i at den bold man kastede ikke gribes, men bare hopper hen af gulvet, for til sidst at trille til den af sig selv går i stå. En utrolig lang proces, hvis man selv synes man har draperet bolden i verdens bedste punchline.
Et eksempel: Vi sidder og taler om et søgesystem på mit arbejde, og snakken går over på andre søgemaskiner. Jeg meddeler, at hvis det ikke findes på Google, så eksisterer det ikke. (1. forsøg på at implementere humor i samtalen) (lidt på niveau med: hvis man ikke kan købe det på Ebay, så eksisterer det ikke - og er i øvrigt ikke værd at eje) "Man" kigger uforstående på mig, og jeg beslutter mig for at give et eksempel. Jeg nævner, at "nuttet nazist" ikke findes (hvilket det ikke gør, hverken på Google eller i virkeligheden, hvorfor postulatet faktisk er dobbelt så sjovt - og ja, jeg ved godt at I nu alle googler "nuttet nazist") "Man" begiver sig ud i en redegørelse om, at nu består min søgning jo også af TO ord, hvilket jo komplicerer søgningen... (Selvom det jo slet slet ikke var der vi skulle ud, men det blot var en "kæk" bold der blev kastet, som dog blev grebet, men kun for at blive skrællet for ethvert humoristisk islæt)
Nogen har måske bemærket at mine statusopdateringer og blogindlæg ikke altid er decideret anerkendende i henhold til aspekter i min hverdag... Det er slut nu! Jeg har implicit fået en venlig ment mundkurv på! Jeg skriver ikke længere hvis jeg synes jeg omgåes humorforladte typer, som i min verden i øvrigt heller ikke lever op til de forventninger jeg har til en person i pågældende funktion (Hvad kalder man forresten en person der ALDRIG har besiddet humoristisk sans? Jeg mener, hvis man er humorFORLADT, så må man jo have HAFT humor på et tidspunkt, ellers kan man jo ikke blive forladt? Uhumoristisk?) Der bliver snakket i krogene om det jeg skriver - har jeg hørt... Jeg ved også godt hvem det er der snakker, og de har så netop inkasseret sig en "begrænset profilvisning" på det forhadte sociale netværkssted Facebook. Jeg har simpelthen set mig nødsaget til at censurere for at kunne bevare min ytringsfrihed. Jeg håber ikke jeg bliver taget af dage, fordi jeg skriver fra hjertet (og ikke mindst hjernen), men jeg KAN komme i alvorlige problemer, fordi jeg åbenbart er så interessant, at min virksomhed ude i det der cyber bliver overvåget OG vidererapporteret til instanser der kan gøre livet surt for mig! Hej stalker, hav er hæslig dag! Ps. Når jeg så en sjælden gang ramler ind i én der kan holde min humorkadence, så er det ren optur!

Den store (lange) årsberetning anno 2014 - not that fucked at all

Dette herrens år 2014 startede i den rene elendighed! Eller næsten... Men tømmermænd kan altså godt sortere ind under elendighed, når det er mig der er værtsdyret. Tømmermænd der er etableret på baggrund af at have delt næsten halvanden flaske rødvin med min gode ven Fønss! Synes bestemt ikke målestokken mellem styrken af tømmermænd og mængden af konsumeret alkohol på nogen måde stemte overens. Men ikke desto mindre... (ej heller stemte tømmermænd og mængde alkohol heller ikke overens, da jeg i sommer var "på valsen" med ham den gamle morfar der, selvom jeg dog anerkender der blev indtaget en anelse mere, end nytårsaften, og hvis man ikke kan kaste op på én af sine bedste venners toilet OG stadig bevare sin værdighed og intregritet, ja så ved jeg snart ikke hvad!)

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid igen i januar, tror jeg... Jeg kan faktisk ikke huske om det var i januar. Kan bare med sikkerhed meddele, at min hukommelse, om muligt, er mere fucked up efter den omgang stress der bragte mig i knæ i efteråret 2013. Dårlig hukommelse KAN være en god ting, især for andre! Jeg kan for eksempel ikke i detaljer huske hvor elendigt og uværdigt mit sygdomsforløb blev håndteret. Jeg kan bare svagt erindre at en understimuleret nordkoreansk diktator muligvis ville have formået at håndtere det bedre, og sande at et nakkeskud nogle gange kan være forløsende... for alle parter (om ikke andet, så ville massakren blive inden for "egne rækker" -som man siger...) Heldigvis har jeg dejlige kollegaer der har været skyld i, at jeg ikke decideret hader at gå på arbejde, og at jeg i svage øjeblikke endda er helt glad for det!

2014 har i sandhed stået i træningens tegn. Jepsen! Jeg er blevet en fitnessPRINSESSE! Eller i hvertfald blevet sådan én der løfter tunge ting mens jeg græder og har natbukser på fra Billeren med skæve syninger... Troede ikke jeg skulle blive sådan en type der kom til at bruge SÅ mange timer et sted med SÅ mange spejle, men der kan man barsens se. Spejlene er gode foranstaltninger så man kan kan holde øje med om de andre løfter tungere end jeg (og det gør de fleste - kan jeg allerede afsløre nu) til gengæld er jeg langt mere elegant, said no one ever! Mine skader i forbindelse med min fitnesslivsstil (4 s'er i ét ord alligevel?) sorterer reelt ikke ind under ægte fitness-skader. Nævner i flæng: falde op af trappe med (12 kg) håndvægt i hver hånd, blive forkølet fordi man skal lufttørre efter bad pga glemt håndklæde og uppercut i forbindelse med hammercurl... Den umiddelbare fitness-begejstring har dog så småt lagt sig, og nu er det mest proteinshaken og badet der er hovedårsagen til mit fremmøde i Fitness World. Er stadig i beregningsfasen desangående de store summer jeg sparer i varmepenge ved at tilrettelægge størstedelen af mine varme bade i Fitness World, selvom jeg dog ikke er nået til det punkt, hvor jeg KUN tager derind for at bade, som visse andre gør UDEN at træne! - og så endda TO gange på en dag! Men sådan kan man jo også få en dobbelt whammy - som man siger...

2014 bød (selvfølgelig) også på vejr. Og hvis nogen skulle have glemt hvordan vejret artede sig, så kan jeg genopfriske, for jer, at sommeren startede pænt tidligt og sluttede pænt sent, til stor begejstring for alle, undtagen miljøaktivister og al vejrs fjende nummer ét, som nok mere hader folks lyst til at informere om vejret, end hun ægte hader vejret. Altså på nær når det er for varmt, når solen skinner, når det regner, når det blæser og ikke mindst når det SNER!

Mange af de vågne, og også knap så vågne timer i sommer-lidt over-halvåret blev brugt i morfars kolonihave. Der blev syltet og bagt. Nogle af de ting der blev bagt faldt mere heldigt ud end andre, men støbt sammen til en burger, så kunne det hele spises - næsten... Morfar er ikke ægte morfar, og slet ikke min morfar. Jeg har aldrig mødt min morfar, da han var død og begravet længe før jeg kom til verden. Men ham her er på nogle områder lige så gammel som min morfar ville være, eller i hvertfald i hovedet. Og så alligevel ikke. Min morfar ville i dag være over 100 år, og så gammel er ham her dog ikke. I hvertfald ikke på så mange områder igen, at det ligefrem er nævneværdigt. Men kolonihaven er ret skøn, og det er morfar også på de gode dage. Især fordi han er sådan én der godt gider at spise morgenmad i IKEA, gå på loppemarkeder, fælde juletræer og ikke mindst skyde (ikke mindre end) TRE roser ned til mig på Hjallerup marked.

Sommeren bød også på en tur til København, hvor jeg blev lidt betaget af én der hedder Birger Christensen, eller af ekspedienten, eller ihvertfald den måde hvorpå hun sirligt draperede en tanktop i Birger Christensen-vandmærket silkepapir med logoklistermærke og lod den forlade butikken i en eksklusiv pose, I ved den lækre slags i tykt blankt pap med håndtag af tyk blød snor. Så gør det ikke så meget at tanktoppen kostede 100,- mere, end den gjorde hjemme i Ålleren (prøver jeg på at bilde mig selv ind)... Kald mig prætentiøs, men det føles bare lidt federe at valse ned (eller op for den sags skyld) af strøget med en lækker pose... Jeg er stadig fuldstændig forelsket i København lækre poser eller ej! Det er altså verdens bedste by!

Jeg kan ikke præcist huske om det var før eller efter København jeg var på camping... Men camping har jeg været på! Også i dén grad! En hel overnatning! Men det var en god tur, og jeg er ret overrasket over HVOR MEGET man faktisk kan nå på lidt over et døgn. Men det kan vi jo takke de lyse aftener for, godt hjulpet på vej af (et sandt inferno af) solcelledrevet belysning! Aldrig har jeg været vidne til SÅ mange solcelledrevne belysningsapperater -samlet på ét sted vel at mærke! Jeg ikke udelukke et campingeventyr næste sommer også, om ikke andet, så for at se hvordan det står til ovre i solcellebelysningsdepartementet.

Ingen sommer uden nye venskaber (ved ikke om sommer og nye venskaber hører sammen, men kunne ikke finde på andre måder at starte afsnittet på) og øverst på listen over vigtige nye venskaber står dem der ovre fra det der 2b! Pigerne har fået den bedste lille ven, Theo og vice versa, og i kølvandet på den fine relation har jeg fået to dejlige venner, Theos mor og far. Hvem kan ikke elske én der ikke er for fin til at drikke portvin efter sengetid? Ja, det ved jeg sgu heller ikke!

Året 2014 betød også (som de fleste andre år) enden på noget og starten på noget andet. Karla stoppede, ved en højtidelig ceremoni, sin karriere i børnehaven. Er dog sikker på at børnehaven vil fortsætte sin vante gang, selvom det ikke helt vil være det samme uden Karla. Sådan føler i hvertfald Karlas absolutte yndlingspædagog. Ikke nok med at Karla er blevet forstøbt i verdens bedste børnehave, men finishen og de små detaljer har hun erhvervet sig via mangeårig samarbejde og alliance med verdens bedste pædagog! Hvis alle børnehaver havde en Karin, så ville verden på mange måder være et bedre sted, i hvertfald for børnene! Efter en velfortjent ferie efter aftrædelsen i børnehaven, startede Karla på et nyt kapitel, eller nærmere epoke, i sit hidtil korte liv. SKOLEN! Stoltheden ville ingen ende tage på den længe ventede FØRSTE SKOLEDAG! I selskab med x antal nypolerede vandkæmmede børn (som jeg stadig ikke aner hvad hedder, eller ser ud) i 5-6 års alderen blev første skoledag foranstaltet i al sin pomp og pragt!

Emma afsluttede sin karriere i DUS, og startede op som "selvstændig". Hun er selv (med tysk præcision) begyndt at gå til skolebussen. En udvikling i selvstændighedsfasen der betyder en halv time mere under dynen om morgnen, (og 20 minutter senere afsted for mit vedkommende). Ikke nok med hun selv skal få sig pakket (noget moren som regel HAR gjort) og komme afsted, lillesøster skal også med, og jeg har en svag fornemmelse af at denne eskortering af lillesøster foregår med lettere diktatoriske undertoner... En anden stemning er der, når Emma indtager køkkenet og producerer pandekager (med eller uden rugmel, baconsalt og grøn frugtfarve) - det er kun et spørgsmål om (ganske kort) tid, førend jeg aldrig mere skal tilberede et måltid mad! Kan ikke udelukke et triumferende udbrud når den dag indtræffer! Til gengæld har jeg så småt indfundet mig selv i "pinlig mor-segmentet" ifølge Emma. Det betyder jeg ikke så sjældent får (lettere truende) formaninger om hvordan jeg skal opføre mig og især IKKE opføre mig, når hun har venner og veninder med hjem.

Jeg har været i London. London baby!!! I november baby! Jeg har aldrig været i London før, så jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Forventninger? Mjah, svært at have forventninger til noget man ikke har den fjerneste idé om. Derfor tog jeg afsted med åbent sind, behageligt fodtøj og et spækket Master card! Alt logistik var planlagt og timet og tilrettelagt hjemmefra, så intet som i INTET kunne gå galt OVERHOVEDET! Bortset fra at alt kunne gå galt... Og dét gjorde det! Allerede i lufthavnen gik det lidt galt. Vores taxa kom en del for sent. Men det var ingenting i forhold til hvor lang tid det tog at komme hen til lejligheden. Hej massivt vejarbejde i HELE London! Chaufføren gjorde endda pitstop, så vi kunne proviantere. Selve opholdet var fabulous, og jeg blev langt om længe forenet med både George Clooney OG Edward! Vi fik set det vi skulle og shoppet det vi skulle. Især hvis håndkøbsmedicin stod øverst på dosmersedlen. Det er vel ikke for ingenting man er sygeplejerske og tilbringer mere tid på apotekerne end i Harrods... Den forsmag vi fik på en forsinket chauffør fra lufthavnen, fik vi så the full monty af, da vi skulle retur! Især hvis forsinkelse betyder at chaufføren slet ikke dukkede op! :indsæt panisk smiley der tilmed også har store mængder luft i maven forårsaget af foregående aftens indtag af indisk mad: <- det var altså ikke mig, men dem der var med ved godt hvem det var... Hehe! Efter telefonisk damagecontrol på en seriøst dårlig forbindelse kom der en bil og hentede os. Vi nåede flyet hjem og alt var godt!

November bød også på en anden stor begivenhed... Jeg blev 40!!! Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet, og da jeg langt om længe fik stablet en middagsaftale på benene med mor, så blev dagen faktisk decideret god og hyggelig. Jeg fik endda foranstaltet en fest for familie og nærmeste venner. Eller jeg inviterede og handlede. Maden stod mine to dejlige kollegaer for, og kagebagningen - der ville få ethvert sønderjysk kagebord til at gå i seng af ren og skær skam, stod et hav af vidunderlige veninder for! Der var i hvertfald mad nok... til tre gange så mange gæster... men rester er heller ikke en dårlig ting - det næste halve år! Jeg var (heldigvis) ikke den eneste der fyldte 40 i år, hvilket udløste min tilstedeværelse ved andres 40 års fødselsdag. Alene dét fungerede som et dejligt (morfin)plaster på såret. Og jeg kan sige så meget, at ingen af os er blevet grimmere, at at være blevet 40. Tværtimod vil jeg mene! Har næsten sluttet fred med af være 40 år. Primært fordi man så har styr på det hele. DET HELE - blev der sagt! Eller der er i hvertfald ikke så rodet som det plejer at være. Bliver af og til stadig overrasket over at træde ud i et køkken, hvor man både kan se bordplade OG køkkenvask, når den hidtil habituelle køkkenstatus har været "bombet lokum - eller køkken" Har heller ikke skulle sælge flasker for at kunne erhverve aftensmad og har næsten altid benzin på humørbussen (godt den kan køre adskillige kilometer på dampene).

Året 2014, der på mange måder har vist sig fra sin pæne side, blev afsluttet i den hemmelige hule (og lidt på Ulla T til kaffe og en krammer) - en fantastisk afslutning på et år der ikke decideret har været fucked up.

2015! Show me what You got!

Fyrre For Fanden!

Om en uge fylder jeg 40! - altså så vidt jeg ved. Det er jo ikke helt sikkert hvornår min fødselsdag ægte er.
Måske ER jeg allerede 40, måske er der OVER en uge til. Man ved det ikke med sikkerhed, hvilket jo bidrager til at bevare mystikken om min person og væsen! :mystisk smiley:

Nå, men det er vel mere reglen end undtagelsen, at man skal befinde sig i en grad af panik-tilstand, i forbindelse med man netop runder de 40 år, og det er vel ikke for ingenting Fyrre Fed og Færdig er blevet manifesteret i en sådan grad som det er! Så har man prøvet at bløde det op med Fyrre, Fabulous og Fantastisk, men alle kan jo se det tangerer over i "det gælder ikke om at vinde. Det er vigtigere at være med" come on! Måske er det den samme der har forfattet begge (forsøgte) "ordsprog"

Jeg har adskillige gange, her for nyligt, fået at vide at jeg ligner én på 30. Jeg ved jo godt det er noget man siger for at gøre mig glad. Men jeg labber det i mig som en redneck i en trailerpark i sydstaterne drikker hjemmebrændt snaps.

Men hvordan ser man egentlig ud når man er 40 nu om dage?

Altså jeg har set hvordan de unge piger i 20'erne ser ud - stilnæssigt, og SÅ langt er den ikke fra den stil mange jeg kender i 40'erne holder sig.
Men er ungdommen så blevet ældre og alderdommen blevet yngere? Og hvor mødes/kolliderer vi?

Jeg ved ikke om jeg ligner én der SNART er 40, eller om jeg ligner én der er 30, for jeg synes der er SÅ stor forskel på alle - uanset alder. Jeg vil heller ikke lyve, og påstå at jeg er ligeglad, med hvordan jeg ser ud for så ville jeg jo ikke svælge sådan i "du ligner én på 30"
Jeg synes rynker er charmerende, så længe de ikke sidder på mit ansigt, og jeg synes også grå hår er pænt, så længe de ikke sidder på mit hoved! Hurra for hyaluronsyre og L'oreal Exellence!

Jeg har planlagt at holde noget festivitas for de nærmeste. Der er som sædvanligt ikke styr på en skid, men det ved gæsterne godt, og primære tema for festen er casual... Den dag skal nok blive god. Om ikke andet fordi der kun vil være mennesker til stede som jeg elsker, og når man er omgivet af dem man elsker, så kan det ikke gå galt, nej det kan ej! - og hvis maden ikke fucker op, så kan det kun blive en succes!

Jeg synes faktisk man er gammel, når man er 40. Mine børn synes man er gammel, når man er 40. ALLE synes man er gammel, når man er 40, altså på nær dem der er 41 eller derover...
Men ja! ALLE synes 40 er gammelt! Ellers ville ALLE jo ikke udbryde: "hjarrrmen! Du ligner da slet ikke én på 40"
Og så er vi tilbage ved hvordan man mon ser ud når man er 40. Vi er så kommet lidt tættere på et svar: man ser gammel ud! Ellers ville "hjarrrmen! Du ligner slet ikke én på 40" eksistere! See my point?

Nu har vi fået på plads hvordan man ser ud, når man er 40, men hvordan føler man sig når man er 40?
Er man ægte voksen nu? Skal man have styr på alt muligt nu? Jeg aner intet om ratepension - findes det i øvrigt stadig? Jeg aner ikke hvor meget el jeg bruger om måneden og jeg aner ikke hvor mange feriedage jeg har tilbage i dette ferieår.
Jeg ved mine døtre skal have idræt i skolen henholdsvis tirsdag og onsdag, men hvem der skal hvilken dag, det kan jeg ikke (altid) huske...

Da jeg var barn - og det er mange tyvekronesedler siden! - dem med gråspurvene... Der syntes jeg at de andres forældre inkl. mine egne var MEGA voksne og havde styr på alt muligt!
De var på min alder dengang, men på alle måder virkede de bare så anderledes end jeg synes os på den alder er nu om stunder (bemærk det bevidste ordvalg "nu om stunder")

Jeg tror ikke jeg føler mig som én på 40. Men hvilke målestokke er bestemmende for hvordan man føler sig?
Jeg synes jeg føler mig ung med de unge! :forgroet teenage-smiley: men jeg kan da godt se de unge er faldet gevaldigt af på den med både valg af musik og tvunderholdning! :smiley med bedre smag:

Jeg har faktisk min egen "kur" - når jeg føler mig gammel. Når jeg gør det, så føler jeg mig sporenstrengs som én der ikke er en dag over 14. Ja det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det på ingen måde. Mor! Jeg ringer til mor! - og vupti (uden vapti af nogen art) er jeg 14 igen!
Ikke på den gode ungdommelige måde, men mere på kronisk akne-måden...

40 er bare et tal, ja bevares, og der er jo ingen grund til at gøre et stort nummer! ud af at fylde 40, for det er jo bare en alder som så mange andre aldre.
Og så alligevel ikke! Hvis 40 ikke var så skelsættende for os (alders)forfængelige mennesker, så ville der nok ikke være så stort et postyr omkring netop 40. Vi kan ikke komme udenom at 40 - som alder (desværre) er kommet for at blive! Det samme er Fyrre Fed og Færdig. Så kan man leve op til det eller ej. Jeg personligt har tænkt mig at ty til den nemme løsning: at lyve om min alder fraaa nuuu af!