Dette herrens år 2014 startede i den rene elendighed! Eller næsten... Men tømmermænd kan altså godt sortere ind under elendighed, når det er mig der er værtsdyret. Tømmermænd der er etableret på baggrund af at have delt næsten halvanden flaske rødvin med min gode ven Fønss!
Synes bestemt ikke målestokken mellem styrken af tømmermænd og mængden af konsumeret alkohol på nogen måde stemte overens. Men ikke desto mindre...
(ej heller stemte tømmermænd og mængde alkohol heller ikke overens, da jeg i sommer var "på valsen" med ham den gamle morfar der, selvom jeg dog anerkender der blev indtaget en anelse mere, end nytårsaften, og hvis man ikke kan kaste op på én af sine bedste venners toilet OG stadig bevare sin værdighed og intregritet, ja så ved jeg snart ikke hvad!)
Jeg begyndte at arbejde på fuld tid igen i januar, tror jeg... Jeg kan faktisk ikke huske om det var i januar. Kan bare med sikkerhed meddele, at min hukommelse, om muligt, er mere fucked up efter den omgang stress der bragte mig i knæ i efteråret 2013.
Dårlig hukommelse KAN være en god ting, især for andre! Jeg kan for eksempel ikke i detaljer huske hvor elendigt og uværdigt mit sygdomsforløb blev håndteret. Jeg kan bare svagt erindre at en understimuleret nordkoreansk diktator muligvis ville have formået at håndtere det bedre, og sande at et nakkeskud nogle gange kan være forløsende... for alle parter (om ikke andet, så ville massakren blive inden for "egne rækker" -som man siger...) Heldigvis har jeg dejlige kollegaer der har været skyld i, at jeg ikke decideret hader at gå på arbejde, og at jeg i svage øjeblikke endda er helt glad for det!
2014 har i sandhed stået i træningens tegn. Jepsen! Jeg er blevet en fitnessPRINSESSE! Eller i hvertfald blevet sådan én der løfter tunge ting mens jeg græder og har natbukser på fra Billeren med skæve syninger... Troede ikke jeg skulle blive sådan en type der kom til at bruge SÅ mange timer et sted med SÅ mange spejle, men der kan man barsens se. Spejlene er gode foranstaltninger så man kan kan holde øje med om de andre løfter tungere end jeg (og det gør de fleste - kan jeg allerede afsløre nu) til gengæld er jeg langt mere elegant, said no one ever!
Mine skader i forbindelse med min fitnesslivsstil (4 s'er i ét ord alligevel?) sorterer reelt ikke ind under ægte fitness-skader. Nævner i flæng: falde op af trappe med (12 kg) håndvægt i hver hånd, blive forkølet fordi man skal lufttørre efter bad pga glemt håndklæde og uppercut i forbindelse med hammercurl...
Den umiddelbare fitness-begejstring har dog så småt lagt sig, og nu er det mest proteinshaken og badet der er hovedårsagen til mit fremmøde i Fitness World. Er stadig i beregningsfasen desangående de store summer jeg sparer i varmepenge ved at tilrettelægge størstedelen af mine varme bade i Fitness World, selvom jeg dog ikke er nået til det punkt, hvor jeg KUN tager derind for at bade, som visse andre gør UDEN at træne! - og så endda TO gange på en dag! Men sådan kan man jo også få en dobbelt whammy - som man siger...
2014 bød (selvfølgelig) også på vejr. Og hvis nogen skulle have glemt hvordan vejret artede sig, så kan jeg genopfriske, for jer, at sommeren startede pænt tidligt og sluttede pænt sent, til stor begejstring for alle, undtagen miljøaktivister og al vejrs fjende nummer ét, som nok mere hader folks lyst til at informere om vejret, end hun ægte hader vejret. Altså på nær når det er for varmt, når solen skinner, når det regner, når det blæser og ikke mindst når det SNER!
Mange af de vågne, og også knap så vågne timer i sommer-lidt over-halvåret blev brugt i morfars kolonihave. Der blev syltet og bagt. Nogle af de ting der blev bagt faldt mere heldigt ud end andre, men støbt sammen til en burger, så kunne det hele spises - næsten...
Morfar er ikke ægte morfar, og slet ikke min morfar. Jeg har aldrig mødt min morfar, da han var død og begravet længe før jeg kom til verden. Men ham her er på nogle områder lige så gammel som min morfar ville være, eller i hvertfald i hovedet. Og så alligevel ikke. Min morfar ville i dag være over 100 år, og så gammel er ham her dog ikke. I hvertfald ikke på så mange områder igen, at det ligefrem er nævneværdigt.
Men kolonihaven er ret skøn, og det er morfar også på de gode dage. Især fordi han er sådan én der godt gider at spise morgenmad i IKEA, gå på loppemarkeder, fælde juletræer og ikke mindst skyde (ikke mindre end) TRE roser ned til mig på Hjallerup marked.
Sommeren bød også på en tur til København, hvor jeg blev lidt betaget af én der hedder Birger Christensen, eller af ekspedienten, eller ihvertfald den måde hvorpå hun sirligt draperede en tanktop i Birger Christensen-vandmærket silkepapir med logoklistermærke og lod den forlade butikken i en eksklusiv pose, I ved den lækre slags i tykt blankt pap med håndtag af tyk blød snor. Så gør det ikke så meget at tanktoppen kostede 100,- mere, end den gjorde hjemme i Ålleren (prøver jeg på at bilde mig selv ind)... Kald mig prætentiøs, men det føles bare lidt federe at valse ned (eller op for den sags skyld) af strøget med en lækker pose... Jeg er stadig fuldstændig forelsket i København lækre poser eller ej! Det er altså verdens bedste by!
Jeg kan ikke præcist huske om det var før eller efter København jeg var på camping... Men camping har jeg været på! Også i dén grad! En hel overnatning! Men det var en god tur, og jeg er ret overrasket over HVOR MEGET man faktisk kan nå på lidt over et døgn. Men det kan vi jo takke de lyse aftener for, godt hjulpet på vej af (et sandt inferno af) solcelledrevet belysning! Aldrig har jeg været vidne til SÅ mange solcelledrevne belysningsapperater -samlet på ét sted vel at mærke! Jeg ikke udelukke et campingeventyr næste sommer også, om ikke andet, så for at se hvordan det står til ovre i solcellebelysningsdepartementet.
Ingen sommer uden nye venskaber (ved ikke om sommer og nye venskaber hører sammen, men kunne ikke finde på andre måder at starte afsnittet på) og øverst på listen over vigtige nye venskaber står dem der ovre fra det der 2b! Pigerne har fået den bedste lille ven, Theo og vice versa, og i kølvandet på den fine relation har jeg fået to dejlige venner, Theos mor og far. Hvem kan ikke elske én der ikke er for fin til at drikke portvin efter sengetid? Ja, det ved jeg sgu heller ikke!
Året 2014 betød også (som de fleste andre år) enden på noget og starten på noget andet.
Karla stoppede, ved en højtidelig ceremoni, sin karriere i børnehaven. Er dog sikker på at børnehaven vil fortsætte sin vante gang, selvom det ikke helt vil være det samme uden Karla. Sådan føler i hvertfald Karlas absolutte yndlingspædagog. Ikke nok med at Karla er blevet forstøbt i verdens bedste børnehave, men finishen og de små detaljer har hun erhvervet sig via mangeårig samarbejde og alliance med verdens bedste pædagog! Hvis alle børnehaver havde en Karin, så ville verden på mange måder være et bedre sted, i hvertfald for børnene!
Efter en velfortjent ferie efter aftrædelsen i børnehaven, startede Karla på et nyt kapitel, eller nærmere epoke, i sit hidtil korte liv. SKOLEN!
Stoltheden ville ingen ende tage på den længe ventede FØRSTE SKOLEDAG! I selskab med x antal nypolerede vandkæmmede børn (som jeg stadig ikke aner hvad hedder, eller ser ud) i 5-6 års alderen blev første skoledag foranstaltet i al sin pomp og pragt!
Emma afsluttede sin karriere i DUS, og startede op som "selvstændig". Hun er selv (med tysk præcision) begyndt at gå til skolebussen. En udvikling i selvstændighedsfasen der betyder en halv time mere under dynen om morgnen, (og 20 minutter senere afsted for mit vedkommende). Ikke nok med hun selv skal få sig pakket (noget moren som regel HAR gjort) og komme afsted, lillesøster skal også med, og jeg har en svag fornemmelse af at denne eskortering af lillesøster foregår med lettere diktatoriske undertoner...
En anden stemning er der, når Emma indtager køkkenet og producerer pandekager (med eller uden rugmel, baconsalt og grøn frugtfarve) - det er kun et spørgsmål om (ganske kort) tid, førend jeg aldrig mere skal tilberede et måltid mad! Kan ikke udelukke et triumferende udbrud når den dag indtræffer! Til gengæld har jeg så småt indfundet mig selv i "pinlig mor-segmentet" ifølge Emma. Det betyder jeg ikke så sjældent får (lettere truende) formaninger om hvordan jeg skal opføre mig og især IKKE opføre mig, når hun har venner og veninder med hjem.
Jeg har været i London. London baby!!! I november baby!
Jeg har aldrig været i London før, så jeg anede ikke hvad jeg gik ind til.
Forventninger? Mjah, svært at have forventninger til noget man ikke har den fjerneste idé om.
Derfor tog jeg afsted med åbent sind, behageligt fodtøj og et spækket Master card!
Alt logistik var planlagt og timet og tilrettelagt hjemmefra, så intet som i INTET kunne gå galt OVERHOVEDET!
Bortset fra at alt kunne gå galt... Og dét gjorde det!
Allerede i lufthavnen gik det lidt galt. Vores taxa kom en del for sent. Men det var ingenting i forhold til hvor lang tid det tog at komme hen til lejligheden. Hej massivt vejarbejde i HELE London!
Chaufføren gjorde endda pitstop, så vi kunne proviantere.
Selve opholdet var fabulous, og jeg blev langt om længe forenet med både George Clooney OG Edward!
Vi fik set det vi skulle og shoppet det vi skulle. Især hvis håndkøbsmedicin stod øverst på dosmersedlen. Det er vel ikke for ingenting man er sygeplejerske og tilbringer mere tid på apotekerne end i Harrods...
Den forsmag vi fik på en forsinket chauffør fra lufthavnen, fik vi så the full monty af, da vi skulle retur! Især hvis forsinkelse betyder at chaufføren slet ikke dukkede op! :indsæt panisk smiley der tilmed også har store mængder luft i maven forårsaget af foregående aftens indtag af indisk mad: <- det var altså ikke mig, men dem der var med ved godt hvem det var... Hehe!
Efter telefonisk damagecontrol på en seriøst dårlig forbindelse kom der en bil og hentede os. Vi nåede flyet hjem og alt var godt!
November bød også på en anden stor begivenhed... Jeg blev 40!!!
Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet, og da jeg langt om længe fik stablet en middagsaftale på benene med mor, så blev dagen faktisk decideret god og hyggelig.
Jeg fik endda foranstaltet en fest for familie og nærmeste venner. Eller jeg inviterede og handlede. Maden stod mine to dejlige kollegaer for, og kagebagningen - der ville få ethvert sønderjysk kagebord til at gå i seng af ren og skær skam, stod et hav af vidunderlige veninder for! Der var i hvertfald mad nok... til tre gange så mange gæster... men rester er heller ikke en dårlig ting - det næste halve år!
Jeg var (heldigvis) ikke den eneste der fyldte 40 i år, hvilket udløste min tilstedeværelse ved andres 40 års fødselsdag. Alene dét fungerede som et dejligt (morfin)plaster på såret. Og jeg kan sige så meget, at ingen af os er blevet grimmere, at at være blevet 40. Tværtimod vil jeg mene!
Har næsten sluttet fred med af være 40 år. Primært fordi man så har styr på det hele. DET HELE - blev der sagt! Eller der er i hvertfald ikke så rodet som det plejer at være. Bliver af og til stadig overrasket over at træde ud i et køkken, hvor man både kan se bordplade OG køkkenvask, når den hidtil habituelle køkkenstatus har været "bombet lokum - eller køkken"
Har heller ikke skulle sælge flasker for at kunne erhverve aftensmad og har næsten altid benzin på humørbussen (godt den kan køre adskillige kilometer på dampene).
Året 2014, der på mange måder har vist sig fra sin pæne side, blev afsluttet i den hemmelige hule (og lidt på Ulla T til kaffe og en krammer) - en fantastisk afslutning på et år der ikke decideret har været fucked up.
2015! Show me what You got!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar