Et land i krise

Så er den sgu gal igen i Danmark! Det land hvor vi alle engang levede side om side i fred, ro og fordragelighed er på randen af sammenbrud! Her er hverken fred eller ro, og vi kan absolut ikke fordrage nogen og slet ikke hinanden... Når krybben er tom, bides hestene og så regner det på degnen - eller hvordan er det nu lige det er? Én ting er sikkert! Nogle af os skal forlade denne verden med dybe ar på sjælen! Det der er roden til denne fortvivlelse er når en trend bliver til en besættelse! Man mister sin fornuft, eller man deponerer den i hvertfald et sted, hvor man er sikker på man kan finde den igen. Lidt som den der dims man finder, men som man ikke helt ved hvad skal bruges til. Den bliver lige lagt her, for her kan jeg huske den ligger. Jeg glemte det selvfølgelig umiddelbart efter. Det hele startede med vasen! - og så tror jeg nok alle er mere eller mindre med. De der er mindre med er heldige. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at der nu i Danmark findes en tid FØR og EFTER vasen! Hvor vi før opererede i før og efter Kristi fødsel, skal vi nu lære at navigere i tiden FØR vasen og tiden EFTER vasen! Og det er ikke småting vasen har bragt med sig af frustrationer og tragedier. I en tid, hvor der ihærdigt arbejdes på at klasseskellene ikke skal være alt for markante, er det tydeligt at vasen én gang for alle fik manifesteret hvem der sidder på bækkenstolen, og hvem der tømmer bækkenet! Men som alle andre katastrofer klinger det værste af og man glemmer det lidt. INDTIL næste krise melder sig! Jeg skal være den første til at indrømme, at en krise sjældent kommer alene. Se nu Afrika (ja, nu bliver Afrika-kortet smidt) hungersnød, krig og som toppen på elendighedens kransekage: EBOLA! (Der er stadig Ebola i Afrika, men nyhedsinteressen dalede støt i kraft med danskernes population dalede on location) Sådan gik det også for Danmark! Næste krise hersker ingen tvivl om var den hidtil værste, da den primært gik ud over BØRNENE!!! Det er selvfølgelig Frozen-pandemien jeg tænker på. Det forlyder at der rent faktisk var børn det græd! - den lader vi lige stå lidt... Jamen jamen jamen!!! Er der da slet ingen der tænker på børnene??? BØRNENE!!! Tydeligvis ikke! Som om Frozen-katastrofen ikke var nok, men som efterskælv til et gigantisk jordskælv (og hvis der forekommer noget der minder om intertekstuelle referencer til autentiske jordskælv, som for eksempel i Nepal, så er det helt tilfældigt, da man ikke kan lade sådanne bagateller overrule så vigtige begivenheder som danske børn der græder) - lancerer Dansk Supermarked de populære dyrekort! Nemlig! DYREKORTENE er ("heldigvis") tilbage, og gud-ske-tak-og-lov for dét -said no one EVER! De sociale medier har været plastret til med desperate mødtes opråb om hjælp til at få den forjættede samling gjort komplet! Kan næsten fornemme at LIVET ikke bliver komplet FØR samlealbummet er udtamponeret med de små eftertragtede kort. Jeg kan slet ikke i min vildeste fantasi forestille mig hvilken følelse af succes en komplet samlebog vil bringe. Til gengæld kan jeg sagtens sætte mig ind i følelsen af tomhed og ligegyldighed, når jagten på de populære kort er forbi. Måske lidt som en soldat der kommer hjem fra krig? Adrenalinsuset, spændingen (i samlerens situation om det nu er lige netop den fisk der mangler i samlingen, der gemmer sig i den lille papirspose, og i soldatens situation om han nu overlever - jooo ligheden er slående) Jeg ved at soldater ofte erhverver sig en følelse af at alt er ligegyldigt, nør de vender hjem fra krig. Hvis man ikke lige får ordnet dit og/eller dat den ene dag, så kan man måske (eller helt sikkert ikke) den anden dag. Det drejer sig jo hverken om liv eller død, so what is the point? Til gengæld kan det gå hen at komme til at dreje sig om både liv og død når man samler dyrekort, da man tilsyneladende skal handle for groteske summer i Billeren, for at skrabe tilstrækkeligt sammen af dyrekort, og det ubamhjertige islet er at man IKKE ENGANG (eller ingengang - som de unge siger og skriver, fordi de har mere travlt med at købe Kählervaser end at få styr på lingvistikken og fonetikken i det sprog de dagligt benytter sig af) - sikker på at man så får de kort man mangler! Har man kendt mage?!?! Findes der overhovedet ingen retfærdighed i dette hidtil så harmoniske og LYKKELIGE land?!?! Ikke noget at sige til at Danskerne er støt decenderende i status som verdens lykkeligste folkefærd! Man burde klage til ombudsmanden! - nårh... Dét er allerede blevet gjort!

Når man censurerer i ytringsfrihedens navn

Jeg kan godt være kritisk, og endda krakilsk - påstår nogen, men det er sjældent jeg brokker mig, hvis der ikke er en reel grund til det, selvom "reel grund" KAN være relativt. Jeg synes dog i bund og grund jeg er ret medgørlig. Om det så mest er i bund eller grund, det ved jeg faktisk ikke helt?!?!

Med massakren i Frankrig og muhammedtegningerne i Danmark in mente har ytringsfriheden fået et hak i tuden. Ganske vist har det, i nogens øjne, været provokerende ja direkte fornærmende ytringer man har formidlet, og man kan også spørge sig selv om det virkelig var nødvendigt, og om det var manglende respekt for de der tog det ilde op.

 Mange af os besidder en ret bredspektret humoristisk sans som kan grænse over i en imødekommenhed for det satiriske og endda det sarkastiske. Men hvad med de der ikke gør? Skal vi ikke vise dem hensyn? - det er jo trods alt deres dag der bliver ødelagt, fordi de ikke formår at distancere sig eller opfange de ofte finurlige hentydninger, der i andres øjne er morsomme og til tider endda lattervækkende. Eller skal vi, der sidder højt på humorpiedestalen ignorere at der er nogle der er i minus på humorkontoen og bare klø på med vores intelligente humoristiske udbasuneringer?

 Jeg kan ikke med folk der ikke har humoristisk sans, som i overhovedet ikke. Eller jeg kan ikke med folk der ikke er skarpe nok til at følge MIN yderst intelligente og subtile form for humor. Jeg kan sagtens bevæge mig i forskellige aspekter af humor, og fanger også det meste, men ofte har jeg fejlagtigt overvurderet andres humoristiske intelligens, hvilket har resulteret i at den bold man kastede ikke gribes, men bare hopper hen af gulvet, for til sidst at trille til den af sig selv går i stå. En utrolig lang proces, hvis man selv synes man har draperet bolden i verdens bedste punchline.
Et eksempel: Vi sidder og taler om et søgesystem på mit arbejde, og snakken går over på andre søgemaskiner. Jeg meddeler, at hvis det ikke findes på Google, så eksisterer det ikke. (1. forsøg på at implementere humor i samtalen) (lidt på niveau med: hvis man ikke kan købe det på Ebay, så eksisterer det ikke - og er i øvrigt ikke værd at eje) "Man" kigger uforstående på mig, og jeg beslutter mig for at give et eksempel. Jeg nævner, at "nuttet nazist" ikke findes (hvilket det ikke gør, hverken på Google eller i virkeligheden, hvorfor postulatet faktisk er dobbelt så sjovt - og ja, jeg ved godt at I nu alle googler "nuttet nazist") "Man" begiver sig ud i en redegørelse om, at nu består min søgning jo også af TO ord, hvilket jo komplicerer søgningen... (Selvom det jo slet slet ikke var der vi skulle ud, men det blot var en "kæk" bold der blev kastet, som dog blev grebet, men kun for at blive skrællet for ethvert humoristisk islæt)
Nogen har måske bemærket at mine statusopdateringer og blogindlæg ikke altid er decideret anerkendende i henhold til aspekter i min hverdag... Det er slut nu! Jeg har implicit fået en venlig ment mundkurv på! Jeg skriver ikke længere hvis jeg synes jeg omgåes humorforladte typer, som i min verden i øvrigt heller ikke lever op til de forventninger jeg har til en person i pågældende funktion (Hvad kalder man forresten en person der ALDRIG har besiddet humoristisk sans? Jeg mener, hvis man er humorFORLADT, så må man jo have HAFT humor på et tidspunkt, ellers kan man jo ikke blive forladt? Uhumoristisk?) Der bliver snakket i krogene om det jeg skriver - har jeg hørt... Jeg ved også godt hvem det er der snakker, og de har så netop inkasseret sig en "begrænset profilvisning" på det forhadte sociale netværkssted Facebook. Jeg har simpelthen set mig nødsaget til at censurere for at kunne bevare min ytringsfrihed. Jeg håber ikke jeg bliver taget af dage, fordi jeg skriver fra hjertet (og ikke mindst hjernen), men jeg KAN komme i alvorlige problemer, fordi jeg åbenbart er så interessant, at min virksomhed ude i det der cyber bliver overvåget OG vidererapporteret til instanser der kan gøre livet surt for mig! Hej stalker, hav er hæslig dag! Ps. Når jeg så en sjælden gang ramler ind i én der kan holde min humorkadence, så er det ren optur!

Den store (lange) årsberetning anno 2014 - not that fucked at all

Dette herrens år 2014 startede i den rene elendighed! Eller næsten... Men tømmermænd kan altså godt sortere ind under elendighed, når det er mig der er værtsdyret. Tømmermænd der er etableret på baggrund af at have delt næsten halvanden flaske rødvin med min gode ven Fønss! Synes bestemt ikke målestokken mellem styrken af tømmermænd og mængden af konsumeret alkohol på nogen måde stemte overens. Men ikke desto mindre... (ej heller stemte tømmermænd og mængde alkohol heller ikke overens, da jeg i sommer var "på valsen" med ham den gamle morfar der, selvom jeg dog anerkender der blev indtaget en anelse mere, end nytårsaften, og hvis man ikke kan kaste op på én af sine bedste venners toilet OG stadig bevare sin værdighed og intregritet, ja så ved jeg snart ikke hvad!)

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid igen i januar, tror jeg... Jeg kan faktisk ikke huske om det var i januar. Kan bare med sikkerhed meddele, at min hukommelse, om muligt, er mere fucked up efter den omgang stress der bragte mig i knæ i efteråret 2013. Dårlig hukommelse KAN være en god ting, især for andre! Jeg kan for eksempel ikke i detaljer huske hvor elendigt og uværdigt mit sygdomsforløb blev håndteret. Jeg kan bare svagt erindre at en understimuleret nordkoreansk diktator muligvis ville have formået at håndtere det bedre, og sande at et nakkeskud nogle gange kan være forløsende... for alle parter (om ikke andet, så ville massakren blive inden for "egne rækker" -som man siger...) Heldigvis har jeg dejlige kollegaer der har været skyld i, at jeg ikke decideret hader at gå på arbejde, og at jeg i svage øjeblikke endda er helt glad for det!

2014 har i sandhed stået i træningens tegn. Jepsen! Jeg er blevet en fitnessPRINSESSE! Eller i hvertfald blevet sådan én der løfter tunge ting mens jeg græder og har natbukser på fra Billeren med skæve syninger... Troede ikke jeg skulle blive sådan en type der kom til at bruge SÅ mange timer et sted med SÅ mange spejle, men der kan man barsens se. Spejlene er gode foranstaltninger så man kan kan holde øje med om de andre løfter tungere end jeg (og det gør de fleste - kan jeg allerede afsløre nu) til gengæld er jeg langt mere elegant, said no one ever! Mine skader i forbindelse med min fitnesslivsstil (4 s'er i ét ord alligevel?) sorterer reelt ikke ind under ægte fitness-skader. Nævner i flæng: falde op af trappe med (12 kg) håndvægt i hver hånd, blive forkølet fordi man skal lufttørre efter bad pga glemt håndklæde og uppercut i forbindelse med hammercurl... Den umiddelbare fitness-begejstring har dog så småt lagt sig, og nu er det mest proteinshaken og badet der er hovedårsagen til mit fremmøde i Fitness World. Er stadig i beregningsfasen desangående de store summer jeg sparer i varmepenge ved at tilrettelægge størstedelen af mine varme bade i Fitness World, selvom jeg dog ikke er nået til det punkt, hvor jeg KUN tager derind for at bade, som visse andre gør UDEN at træne! - og så endda TO gange på en dag! Men sådan kan man jo også få en dobbelt whammy - som man siger...

2014 bød (selvfølgelig) også på vejr. Og hvis nogen skulle have glemt hvordan vejret artede sig, så kan jeg genopfriske, for jer, at sommeren startede pænt tidligt og sluttede pænt sent, til stor begejstring for alle, undtagen miljøaktivister og al vejrs fjende nummer ét, som nok mere hader folks lyst til at informere om vejret, end hun ægte hader vejret. Altså på nær når det er for varmt, når solen skinner, når det regner, når det blæser og ikke mindst når det SNER!

Mange af de vågne, og også knap så vågne timer i sommer-lidt over-halvåret blev brugt i morfars kolonihave. Der blev syltet og bagt. Nogle af de ting der blev bagt faldt mere heldigt ud end andre, men støbt sammen til en burger, så kunne det hele spises - næsten... Morfar er ikke ægte morfar, og slet ikke min morfar. Jeg har aldrig mødt min morfar, da han var død og begravet længe før jeg kom til verden. Men ham her er på nogle områder lige så gammel som min morfar ville være, eller i hvertfald i hovedet. Og så alligevel ikke. Min morfar ville i dag være over 100 år, og så gammel er ham her dog ikke. I hvertfald ikke på så mange områder igen, at det ligefrem er nævneværdigt. Men kolonihaven er ret skøn, og det er morfar også på de gode dage. Især fordi han er sådan én der godt gider at spise morgenmad i IKEA, gå på loppemarkeder, fælde juletræer og ikke mindst skyde (ikke mindre end) TRE roser ned til mig på Hjallerup marked.

Sommeren bød også på en tur til København, hvor jeg blev lidt betaget af én der hedder Birger Christensen, eller af ekspedienten, eller ihvertfald den måde hvorpå hun sirligt draperede en tanktop i Birger Christensen-vandmærket silkepapir med logoklistermærke og lod den forlade butikken i en eksklusiv pose, I ved den lækre slags i tykt blankt pap med håndtag af tyk blød snor. Så gør det ikke så meget at tanktoppen kostede 100,- mere, end den gjorde hjemme i Ålleren (prøver jeg på at bilde mig selv ind)... Kald mig prætentiøs, men det føles bare lidt federe at valse ned (eller op for den sags skyld) af strøget med en lækker pose... Jeg er stadig fuldstændig forelsket i København lækre poser eller ej! Det er altså verdens bedste by!

Jeg kan ikke præcist huske om det var før eller efter København jeg var på camping... Men camping har jeg været på! Også i dén grad! En hel overnatning! Men det var en god tur, og jeg er ret overrasket over HVOR MEGET man faktisk kan nå på lidt over et døgn. Men det kan vi jo takke de lyse aftener for, godt hjulpet på vej af (et sandt inferno af) solcelledrevet belysning! Aldrig har jeg været vidne til SÅ mange solcelledrevne belysningsapperater -samlet på ét sted vel at mærke! Jeg ikke udelukke et campingeventyr næste sommer også, om ikke andet, så for at se hvordan det står til ovre i solcellebelysningsdepartementet.

Ingen sommer uden nye venskaber (ved ikke om sommer og nye venskaber hører sammen, men kunne ikke finde på andre måder at starte afsnittet på) og øverst på listen over vigtige nye venskaber står dem der ovre fra det der 2b! Pigerne har fået den bedste lille ven, Theo og vice versa, og i kølvandet på den fine relation har jeg fået to dejlige venner, Theos mor og far. Hvem kan ikke elske én der ikke er for fin til at drikke portvin efter sengetid? Ja, det ved jeg sgu heller ikke!

Året 2014 betød også (som de fleste andre år) enden på noget og starten på noget andet. Karla stoppede, ved en højtidelig ceremoni, sin karriere i børnehaven. Er dog sikker på at børnehaven vil fortsætte sin vante gang, selvom det ikke helt vil være det samme uden Karla. Sådan føler i hvertfald Karlas absolutte yndlingspædagog. Ikke nok med at Karla er blevet forstøbt i verdens bedste børnehave, men finishen og de små detaljer har hun erhvervet sig via mangeårig samarbejde og alliance med verdens bedste pædagog! Hvis alle børnehaver havde en Karin, så ville verden på mange måder være et bedre sted, i hvertfald for børnene! Efter en velfortjent ferie efter aftrædelsen i børnehaven, startede Karla på et nyt kapitel, eller nærmere epoke, i sit hidtil korte liv. SKOLEN! Stoltheden ville ingen ende tage på den længe ventede FØRSTE SKOLEDAG! I selskab med x antal nypolerede vandkæmmede børn (som jeg stadig ikke aner hvad hedder, eller ser ud) i 5-6 års alderen blev første skoledag foranstaltet i al sin pomp og pragt!

Emma afsluttede sin karriere i DUS, og startede op som "selvstændig". Hun er selv (med tysk præcision) begyndt at gå til skolebussen. En udvikling i selvstændighedsfasen der betyder en halv time mere under dynen om morgnen, (og 20 minutter senere afsted for mit vedkommende). Ikke nok med hun selv skal få sig pakket (noget moren som regel HAR gjort) og komme afsted, lillesøster skal også med, og jeg har en svag fornemmelse af at denne eskortering af lillesøster foregår med lettere diktatoriske undertoner... En anden stemning er der, når Emma indtager køkkenet og producerer pandekager (med eller uden rugmel, baconsalt og grøn frugtfarve) - det er kun et spørgsmål om (ganske kort) tid, førend jeg aldrig mere skal tilberede et måltid mad! Kan ikke udelukke et triumferende udbrud når den dag indtræffer! Til gengæld har jeg så småt indfundet mig selv i "pinlig mor-segmentet" ifølge Emma. Det betyder jeg ikke så sjældent får (lettere truende) formaninger om hvordan jeg skal opføre mig og især IKKE opføre mig, når hun har venner og veninder med hjem.

Jeg har været i London. London baby!!! I november baby! Jeg har aldrig været i London før, så jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Forventninger? Mjah, svært at have forventninger til noget man ikke har den fjerneste idé om. Derfor tog jeg afsted med åbent sind, behageligt fodtøj og et spækket Master card! Alt logistik var planlagt og timet og tilrettelagt hjemmefra, så intet som i INTET kunne gå galt OVERHOVEDET! Bortset fra at alt kunne gå galt... Og dét gjorde det! Allerede i lufthavnen gik det lidt galt. Vores taxa kom en del for sent. Men det var ingenting i forhold til hvor lang tid det tog at komme hen til lejligheden. Hej massivt vejarbejde i HELE London! Chaufføren gjorde endda pitstop, så vi kunne proviantere. Selve opholdet var fabulous, og jeg blev langt om længe forenet med både George Clooney OG Edward! Vi fik set det vi skulle og shoppet det vi skulle. Især hvis håndkøbsmedicin stod øverst på dosmersedlen. Det er vel ikke for ingenting man er sygeplejerske og tilbringer mere tid på apotekerne end i Harrods... Den forsmag vi fik på en forsinket chauffør fra lufthavnen, fik vi så the full monty af, da vi skulle retur! Især hvis forsinkelse betyder at chaufføren slet ikke dukkede op! :indsæt panisk smiley der tilmed også har store mængder luft i maven forårsaget af foregående aftens indtag af indisk mad: <- det var altså ikke mig, men dem der var med ved godt hvem det var... Hehe! Efter telefonisk damagecontrol på en seriøst dårlig forbindelse kom der en bil og hentede os. Vi nåede flyet hjem og alt var godt!

November bød også på en anden stor begivenhed... Jeg blev 40!!! Det var ikke helt så slemt, som jeg havde frygtet, og da jeg langt om længe fik stablet en middagsaftale på benene med mor, så blev dagen faktisk decideret god og hyggelig. Jeg fik endda foranstaltet en fest for familie og nærmeste venner. Eller jeg inviterede og handlede. Maden stod mine to dejlige kollegaer for, og kagebagningen - der ville få ethvert sønderjysk kagebord til at gå i seng af ren og skær skam, stod et hav af vidunderlige veninder for! Der var i hvertfald mad nok... til tre gange så mange gæster... men rester er heller ikke en dårlig ting - det næste halve år! Jeg var (heldigvis) ikke den eneste der fyldte 40 i år, hvilket udløste min tilstedeværelse ved andres 40 års fødselsdag. Alene dét fungerede som et dejligt (morfin)plaster på såret. Og jeg kan sige så meget, at ingen af os er blevet grimmere, at at være blevet 40. Tværtimod vil jeg mene! Har næsten sluttet fred med af være 40 år. Primært fordi man så har styr på det hele. DET HELE - blev der sagt! Eller der er i hvertfald ikke så rodet som det plejer at være. Bliver af og til stadig overrasket over at træde ud i et køkken, hvor man både kan se bordplade OG køkkenvask, når den hidtil habituelle køkkenstatus har været "bombet lokum - eller køkken" Har heller ikke skulle sælge flasker for at kunne erhverve aftensmad og har næsten altid benzin på humørbussen (godt den kan køre adskillige kilometer på dampene).

Året 2014, der på mange måder har vist sig fra sin pæne side, blev afsluttet i den hemmelige hule (og lidt på Ulla T til kaffe og en krammer) - en fantastisk afslutning på et år der ikke decideret har været fucked up.

2015! Show me what You got!

Fyrre For Fanden!

Om en uge fylder jeg 40! - altså så vidt jeg ved. Det er jo ikke helt sikkert hvornår min fødselsdag ægte er.
Måske ER jeg allerede 40, måske er der OVER en uge til. Man ved det ikke med sikkerhed, hvilket jo bidrager til at bevare mystikken om min person og væsen! :mystisk smiley:

Nå, men det er vel mere reglen end undtagelsen, at man skal befinde sig i en grad af panik-tilstand, i forbindelse med man netop runder de 40 år, og det er vel ikke for ingenting Fyrre Fed og Færdig er blevet manifesteret i en sådan grad som det er! Så har man prøvet at bløde det op med Fyrre, Fabulous og Fantastisk, men alle kan jo se det tangerer over i "det gælder ikke om at vinde. Det er vigtigere at være med" come on! Måske er det den samme der har forfattet begge (forsøgte) "ordsprog"

Jeg har adskillige gange, her for nyligt, fået at vide at jeg ligner én på 30. Jeg ved jo godt det er noget man siger for at gøre mig glad. Men jeg labber det i mig som en redneck i en trailerpark i sydstaterne drikker hjemmebrændt snaps.

Men hvordan ser man egentlig ud når man er 40 nu om dage?

Altså jeg har set hvordan de unge piger i 20'erne ser ud - stilnæssigt, og SÅ langt er den ikke fra den stil mange jeg kender i 40'erne holder sig.
Men er ungdommen så blevet ældre og alderdommen blevet yngere? Og hvor mødes/kolliderer vi?

Jeg ved ikke om jeg ligner én der SNART er 40, eller om jeg ligner én der er 30, for jeg synes der er SÅ stor forskel på alle - uanset alder. Jeg vil heller ikke lyve, og påstå at jeg er ligeglad, med hvordan jeg ser ud for så ville jeg jo ikke svælge sådan i "du ligner én på 30"
Jeg synes rynker er charmerende, så længe de ikke sidder på mit ansigt, og jeg synes også grå hår er pænt, så længe de ikke sidder på mit hoved! Hurra for hyaluronsyre og L'oreal Exellence!

Jeg har planlagt at holde noget festivitas for de nærmeste. Der er som sædvanligt ikke styr på en skid, men det ved gæsterne godt, og primære tema for festen er casual... Den dag skal nok blive god. Om ikke andet fordi der kun vil være mennesker til stede som jeg elsker, og når man er omgivet af dem man elsker, så kan det ikke gå galt, nej det kan ej! - og hvis maden ikke fucker op, så kan det kun blive en succes!

Jeg synes faktisk man er gammel, når man er 40. Mine børn synes man er gammel, når man er 40. ALLE synes man er gammel, når man er 40, altså på nær dem der er 41 eller derover...
Men ja! ALLE synes 40 er gammelt! Ellers ville ALLE jo ikke udbryde: "hjarrrmen! Du ligner da slet ikke én på 40"
Og så er vi tilbage ved hvordan man mon ser ud når man er 40. Vi er så kommet lidt tættere på et svar: man ser gammel ud! Ellers ville "hjarrrmen! Du ligner slet ikke én på 40" eksistere! See my point?

Nu har vi fået på plads hvordan man ser ud, når man er 40, men hvordan føler man sig når man er 40?
Er man ægte voksen nu? Skal man have styr på alt muligt nu? Jeg aner intet om ratepension - findes det i øvrigt stadig? Jeg aner ikke hvor meget el jeg bruger om måneden og jeg aner ikke hvor mange feriedage jeg har tilbage i dette ferieår.
Jeg ved mine døtre skal have idræt i skolen henholdsvis tirsdag og onsdag, men hvem der skal hvilken dag, det kan jeg ikke (altid) huske...

Da jeg var barn - og det er mange tyvekronesedler siden! - dem med gråspurvene... Der syntes jeg at de andres forældre inkl. mine egne var MEGA voksne og havde styr på alt muligt!
De var på min alder dengang, men på alle måder virkede de bare så anderledes end jeg synes os på den alder er nu om stunder (bemærk det bevidste ordvalg "nu om stunder")

Jeg tror ikke jeg føler mig som én på 40. Men hvilke målestokke er bestemmende for hvordan man føler sig?
Jeg synes jeg føler mig ung med de unge! :forgroet teenage-smiley: men jeg kan da godt se de unge er faldet gevaldigt af på den med både valg af musik og tvunderholdning! :smiley med bedre smag:

Jeg har faktisk min egen "kur" - når jeg føler mig gammel. Når jeg gør det, så føler jeg mig sporenstrengs som én der ikke er en dag over 14. Ja det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det på ingen måde. Mor! Jeg ringer til mor! - og vupti (uden vapti af nogen art) er jeg 14 igen!
Ikke på den gode ungdommelige måde, men mere på kronisk akne-måden...

40 er bare et tal, ja bevares, og der er jo ingen grund til at gøre et stort nummer! ud af at fylde 40, for det er jo bare en alder som så mange andre aldre.
Og så alligevel ikke! Hvis 40 ikke var så skelsættende for os (alders)forfængelige mennesker, så ville der nok ikke være så stort et postyr omkring netop 40. Vi kan ikke komme udenom at 40 - som alder (desværre) er kommet for at blive! Det samme er Fyrre Fed og Færdig. Så kan man leve op til det eller ej. Jeg personligt har tænkt mig at ty til den nemme løsning: at lyve om min alder fraaa nuuu af!

Har du haft en god dag?

Jeg kender en kvinde, hvis formål med dagen er at få den overstået så hurtigt som muligt og helst uden uforudsete indslag af større kaliber. Og aller helst uden at skulle betræde andre dele af huset end bryggers, køkken og soveværelse.

Ikke at det rager mig, for jeg er sådan set ligeglad med hendes dag.

Derimod er jeg ikke ligeglad med min egen dag, og jeg er på ingen måde interesseret i at få den overstået så hurtigt som muligt. Jeg vil have det hele med! Også det der ikke er planlagt!

Jeg forsøger for såvidt muligt at beslutte hver morgen at jeg skal og vil have en god dag. Nogle gange sker der så det forfærdelige, at dagen kan gå hen at blive mindre god, og så bliver jeg selvfølgelig skide sur og umedgørlig! Men som regel forsøger jeg at få noget uforudset vendt til en positiv ting, også selvom det ikke altid er decideret positivt i situationen. Har for eksempel utroligt svært ved at finde den positive mine, når jeg kommer hjem til et inferno af affald spredt ud over køkken og stue foranstaltet af to ildsjæle indenfor affaldsfepartementet CHIHUAHUAERNE!
Men det kan give eventuelle potentielle indbrudstyve indtryk af at der allerede HAR været indbrud, og at der ikke er mere at komme efter?!?!

Måske skulle jeg selv sprede affald ud over det hele, når jeg skal ud og rejse? Måske er det en endnu bedre indbrudsprofylakse end alarmer og nabohjælp?

Jeg havde planlagt min dag i detaljer i går! Eller en slags... Eller jeg havde i hvertfald taget en kylling ud af fryseren i forgårs med henblik på at kokkerere den i går.
Det kunne desværre ikke lige lade sig gøre, da fjerkræet omend var mere frossen i går ved madlavningstid end da jeg tog den ud af fryseren! Derfor blev i går til rugbrødsdag! Og jeg havde endda overvejet at åbne en dåse makrel i tomat OG spejle et æg... (Hvorfor hedder det egentlig at spejle et æg? Og hedder det overhovedet det? Det har jo intet med spejl at gøre) Indtil min ældste datter inviterede sin klasseveninde hjem til aftensmad...



- sammen med dennes familie bestående af to voksne og en lillesøster...
Aldrig har man set nogen både nå at handle OG tilberede en slags ret på så kort tid! Og for dælan det var hyggeligt! Jeg elsker den spontanitet der heldigvis stadig eksisterer blandt travle kalendere og stringent langtidsplanlægning!

En god dag i går, en god dag i dag og gid dagen i morgen bliver mindst ligeså god som min røv!

Nød lærer nøgen kvinde...

Jaja I små banditter! I troede nok det her indlæg skulle handle om noget med nøgen! Men det kommer det ikke til. Nødder så? Mjaaah, på en måde... Eller i hvertfald PEBERnødder!

Sagen er den, at når man er på et stramt budget, så må man være kreativ.
Min yngste datter er blevet 6 år i dag, og når man har fødselsdag, så skal man dele noget ud til sine klassekammerater. Eller det finder mange børn glæde ved at praktisere, hvilket jo er dejligt, da man netop der trods alt formår at finde en følelse af at give noget - eller dele noget med andre. En egenskab der, så vidt jeg kan fornemme, er ved at gå af mode.

Eftersom en dreng i klassen også havde fødselsdag OG allerede havde planlagt (og ikke mindst offentliggjort) at han delte flødeboller ud, så måtte vi finde på noget andet. Jeg er ellers svært glad for flødebolle-kortet... MEN HVAD skulle Karla SÅ dele ud?!?! Ja, i "min tid" - dengang JEG var barn (og dét er immervæk både mange flødeboller siden og mange år siden) - der delte vi enten flødeboller eller æbler!!! ud... -de der havde fødselsdag i sommerhalvåret, delte så vidt jeg husker, is ud. Om det er noget jeg har drømt, det ved jeg ikke. Men flødeboller og æbler er helt sikker!

Nu om stunder kan noget tyde på at æblet har mistet sin status som uddelingsgenstand, og hvad finder man SÅ på??? - når budgettet ikke tillader de store udskejelser, OG fødselsdagsbarnets mor også er af den holdning, at uddelingsceremonien og fortæring af det uddelte ikke nødvendigvis skal vare flere timer, så må man tænke kreativt.
Som udgangspunkt er jeg ikke pro slik i skolen. (Og flødeboller er ikke ægte slik, eller de har i hvertfald fået dispensation)
Vi blev enige om at verdens bedste idé at dele ud, var pebernødder og brunkager! :thumbs up:
Og for fødselsaren ikke bare skulle lade to poser (indkøbt i Netto til 10,- pr pose), gå på tur mellem klassekammeraterne, så fik jeg den geniale eller "geniale" (skulle det vise sig) idé at lave små poser med gavebånd omkring.
Når jeg så skriver poser, så ved vi jo alle at jeg mener vita wrap, for det var lige det jeg havde... 20 gange skulle jeg drapere pebernødder og brunkager i vitawrap og 20 gange skulle jeg sidde og fedte med gavebånd, der jo (selvfølgelig) både skulle have sløjfe OG krøller... De er ikke 20 i klassen, men så kunne de voksne også få en "fin" pose.

Det tog en time af mit liv! - at sidde og pakke underlødigt bagværk ind i vitawrap! Men fødselaren var glad, og så var det ikke så slemt endda.
Belønnede mig selv med en sildemad til natmad!

Efterårsferie anno 2014

Denne efterårsferie er den første i mange år, hvor jeg ikke har været i København. Ja, der er også så mange andre ting jeg ikke har gjort denne efterårsferie, og skulle jeg liste op, hvad jeg IKKE har gjort denne efterårsferie, så ville det her blogindlæg blive meget langt!

Jeg vil hellere komme ind på nogle af de ting jeg HAR lavet...

For eksempel i søndags! Der blev jeg tvunget ud af fjerene, ALLEREDE kl 10.15, af den unge og friske Martin D, som er meget yngre end mig. MEGET yngre! - hvilket tydeligt kommer til syne gennem hans adfærd!
Jeg blev vækket, fordi vi skulle på bagagerumsmarked og kigge på sager, og måske handle, hvis der skulle være et godt tilbud. - Jeg må indrømme, at jeg mest tog med for hyggens skyld, og fordi jeg fik overbevist Martin om, at det var hans tur til at give hot dogs.
Henkastet på markedet afslørede min ledsager, at han havde fået en slags ny interesse... At samle rav!!! - eller i hvertfald lede efter rav! Ret morfar-agtigt af sådan en UNG!!! type! Men anerkendende (som jeg jo er!!!) levede jeg mig ind i en ravsamlers univers, og gav ham den fremragende beta, at han da skulle have sådan en gribetang! - og sådan én lå tilfældigvis på én af de næste stande... 20 kroner senere, havde min gode UNGE ven nået nye dimensioner i kategorien MORFAR!
Ikke nok med at gribetangen var tiltænkt ovre i rav-samler departementet, men nu kan han også tage sokker på uden at bukke sig (ret meget)! I sandhed et enestående kup! Men gribetangen var kun begyndelsen på en stor handelsdag for morfar! Der hvor dagen nok peakede, var da han så waderserne!!! - eksisterer ordet waderserne i det hele taget? - jeg VED "de" eksisterer, og jeg har skam også haft den "udsøgte fornøjelse" at se dem monteret på en ret overstadig morfar...
Blev heldigvis aklimatiseret med lækker lækker jordbærkage fra Lagkagehuset af dejlige venner og deres røv-irriterende børn! :hjerte:

Mandag blev dagen som på en måde blev skelsættende for min karriere som fitness-dronning! For det første stod jeg frivilligt op kl. 6.45 for at mødes med trænings-maniac couple numero uno: Mads og Pernille! Godmorgen! Godmorgen Bulgarian split-squats! Og dagen efter: godmorgen højre OG venstre røvbalde! Hvis jeg ikke får røv som JLO efter at have stiftet bekendskab OG indgået i forhold med denne øvelse med det lidet flatterende østeuropæiske navn, ja så ved jeg ved den søde grød ikke hvad! Hvade den bare heddet split-squats, så ville jeg naturligvis ikke have så store forventninger...
Mandag var også dagen jeg glemte min trænkngsaftale med min kollega! :flov smiley: I mine overvejelser omkring endnu en session, måtte jeg erkende at jeg (i modsætning til ham med gribetang og waders) er gammel. Derfor kapitulerede jeg i stedet med en veninde til IKEA i Århus, og købte for 800,- ting og sager, eller vidunderlige ting og sager, jeg selvfølgelig ikke havde brug for.
Jaja, jeg ved godt der ligger en IKEA i Ålleren, men hey, så gjorde vi en tur ud af det...

Tirsdag kom pigerne tilbage til mig efter efterårsferie hos det fædrende ophav.
Nåede dog lige at præsentere min kollega for de Bulgarske små kæledækker - og et par andre af de nye og spændende øvelser jeg havde lært om mandagen. Her betyder spændende så strafagtige!

Onsdag startede igen tidligt med en omgang rask med effektiv tortur. Dog var den dynamiske duo halveret. Ikke at det gjorde mindre ondt af den grund, tværtimod... Med alle de nye øvelser sammenlagt med dem jeg allerede laver nu, så vil min krop formå at glemme dem fra gang til gang, og dermed være i stand til stort set at berige mig med nye og spændende smerter et nyt sted hver dag! DEJLIGT!!! eller "DEJLIGT"...
Hvad jeg så senere erfarede var, at det kun var opvarmningen!
Den ægte workout startede et par timer senere, sammen med pigerne, i DGI huset i Nordkraft, hvor hallen var omdannet til en kombineret forhindringsbane/parkour/springgrav/børneagillity? Og klatrevæg!
Tre timer senere kunne ingen af os mere! Overhovedet!
Sen frokost på Bones, og så hjem og installere børnene foran en film, som jeg sov til fra ende til anden! Hold da helt kæft jeg var ødelagt!
Tidligt i seng, så "man" kunne være frisk, eller i hvertfald vågen, til en tur til Gigantium svømmehal næste dag!

TRE timer med kroppen marineret i andre folks, OG mit eget numsevand! Fik også belært mine børn om, hvorfor vandet i babybassinet var så varmt. - de var ligeglade... Det var jeg også, på en måde (hurra for Valium og vodka til morgenmad)
Der blev svømmet hundesvømning og kørt i vandrutschebane og (for mit vedkommende) klatret på klatrevæg. Indendørs deep water soloing! Toppede i første forsøg! OG nåede at få bikinitoppen (re)monteret på de respektive steder INDEN nogen opdagede "det" (så vidt jeg ved)...
Varm kakao med dåseflødeskum af værste underlødige "kvalitet" indtaget med chiabrød og tarvelig ost med flere enzymer end vaskepulver af middelmådig karakter. Stod og sendte kærlige blikke til ciabattabrødet fremstillet af lige dele durummel og optisk hvidt, for st blive i vaslepulver-termen, men dét kunne jeg alligevel ikke få mig til...

I dag har pigerne og jeg så holdt "den store bagedyst-marathon"
Tænk sig der kan være så mange følelser forbundet med fremstilling af kager?!?! Jeg er helt med på at fortæringen kan kræve lidt fra hele følelsesparameteret, men det er jo noget andet!
Efter kage-følelses-marathon nåede vi en ekspresstur til Fårup sommerland. Primært for at teste det nyindkøbte regntøj, og dels (skulle det vise sig) for at erfare nydelsen ved at rekvirere en parkeringsplads så tæt på selve indgangen at selv handicappladserne virkede totalt langt væk!
Har ikke fået så fremragende en plads siden jeg selv arbejdede for koncernen, og det krævede immervæk man var på pletten en halv time før ordinær åbningstid, for at kunne komme i betragtning til en SÅ god parkeringsplads!

Med børnene hægtet af hos deres mormor kørte jeg indenom tortur-kælderen på vej hjem. Mine balder kunne nemlig godt lige bruge en omgang østeuropæisk straf til at gå weekenden i møde med, og havde man ikke fået en så grundig introduktion til det keg lige har skrevet, så ville det lyde helt og aldeles forkert på ALLE måder! - men vi ved jo godt at det bare er træning!