Nogle gange er jeg ved at brække mig over folks FB-status

Når de er SÅ lyserøde og perfekte at de næsten burde være en "sådan lever du det perfekte liv" artikel på midtersiderne i det dameblad på fint glittet papir.

Jeg er venner med sådan et par stykker... -der åbenbart her den PERFEKTE familie og HVER dag er heeelt vidunderlig... Og tillykke af helvede til med det :smiley der kaster op: Ja, det bunder formentlig i misundelse fra min side, fordi mit liv ikke altid er dameblads-agtigt (i hvertfald ikke midtersiderne med feel good materialet)

Nå, men ikke desto mindre, så har dagen i dag været god! Eller så god, som den kan blive, når man er mig.

Vi (alle inkl. Morten!!!) startede dagen med brunch på Ulla Terkelsen London, hvor vi rent faktisk hyggede os :smiley i chok:

Derefter tog børnene og jeg til IKEA og købte ENE NØDVENDIGE!!! ting og hyggede os :smiley i chok:

Morten ville hjem og have en lur, fordi han var ikke den der sov til kl. 10... men var den der stod op kl. 6 fordi Aage var hysterisk (som om hun havde noge at være hysterisk over... lip gloss lip gloss lip gloss...)

Ja, der forholder sig jo sådan, at i går stod yngstearvingen af intet og lavede "ingenting" på badeværelset i at stykke tid... Ingenting i hendes verden indbefatter åbenbart at skylle mors lip-gloss (der IKKE kan købes i Danmark) ud i toilettet... -Ja, det samme toilet hun for år tilbage skyllede min (Ole Lyngaard) vilesesring ud i... Ikke at jeg overhovedet går op i den slags... But still...

Da børnene og jeg kom hjem i dejligt solskin, havde hundende hjulpet med at rydde op i affaldet på badeværelset... Og sorteret det på en meget avanceret måde, hvor brugte bind :smiley der kaster mere op ens første smiley der kastede op: åbenbart skulle ligge skambidte i hundekurven og brugte vatpinde skulle ligge i atomer over hele huset... Vatrondellernes skæbne vil jeg slet ikke komme nærmere ind på, da det KAN medføre voldsomme følelsesudbrud hos særligt følsomme læsere...

Forestil Jer blød klassisk musik hele dagen, og den der lyd af pick uppen der skurer hen over pladen i det jeg åbner døren ind til infernoet  af "personligt affald"... Det var sådan det var...

Nå, men det skulle ikke ødelægge min damebladsdag. Ting bliver jo også redigeret i det dameblad...

Og jeg klædte hundende på. (ja, vores hunde har ingen pels på maven, så de har faktisk tøj på når det er koldt, og det er IKKE et modeshow og det er IKKE synd for dem) og gav dem deres girafprintede seler på -her begynder modeshowet med matchende hundesnore, der i øvrigt matcher deres pelsfarve :Uffe Buchard-smiley:

Vi gik en DEJLIG tur med hundende. Børnene og jeg. Og den var ÆGTE DEJLIG!

Hjemme igen fik jeg ryddet op OG sat kroKUSSER :lummer-smiley: i glas, så de smukt og damebladsagtigt kunne stå i (den støvede vindueskarm med kafferinge) og bebude forår.

Men det gider jeg sgu da ikke skrive om på Face Book. Jo måske det om de skambidte bind i hundekurven...

Knæk og bræk (især det sidste...)

Søndag... En dag der for vores vedkommende har vist sig enten som en dag hvor alting sker, eller dagen hvor absolut ingenting sker.

Denne søndag bar meget præg af det første...
Vi ("dem" og jeg) skulle til tante Bodils fødselsdag, hvilket i øvrigt foregik ganske udramatisk med en god times køretur i snestorm (på sommerdæk -hvilket jeg fuldstændig er klar over, står for min egen regning. Altså sommerdækkene... Snevejret har jeg ingen aktier i denne gang)

Børnene blev med stort besvær mast ned i hver sin autostol i de enorme tylskørter de mente var en passende ekvipering til en sådan søndag.

Som en lyserød supernova lavet af tyl begav Forden sig afsted (på sommerdæk) i mærkværdig god tid! Faktisk var vi i så god tid, at vi ankom som de første! Hvilket udløste et slags "målfoto" -formentlig fordi det var lidt af en sensation... Og det var ikke engang fordi vi havde taget fejl af hverken dato eller klokkeslet. Vi var bare tidligt på den!

Selve fødselsdagen blev fejret på behørig vis i et sandt orgie, inferno ville andre vælge at kalde det, af seriøst bagværk. To slags boller, to slags kringle OG to slags lagkage... Nå ja, så lige et par fyldte chokolader, hvis man skulle sidde og trænge... Det hele blev skyllet ned med massive mængder af chokolade. Altså ikke cacao, men mælk med smeltet old school kogechokolade i. Ligesom i de gode gamle dage, hvor sødmælk var den eneste slags mælk man drak, hvis man altså ville være sund og rask.

Dirrende af sukker og kaffe vendte vi hjemad efter en hyggelig eftermiddag, og tanken om aftensmad var direkte intimiderende og angstprovokerende... Heldigvis forårsagede en eller anden form for sportsbegivenhed at Ulla Terkelsen London var sjældent mennesketom. -ihvertfald den tid sportsvegivenheden stod på. Derefter valfartede folk atter til byens bedste café. Heldigvis nåede vi at indtage en omgang let alibi-aftensmad inden den store invasion af opstemte gæster.

Hjemme opsod helt anderledes alvorsstung stemning, da ældsten skulle forcere sine matamatikopgaver, hvilket senere ville vise sig at være balsam for sjælen på mit tålmodigheds-barometer i forhold til hvad aftenen senere ville bringe...

Efter matematiske frustrationer, som i en potens af andengrads procentsbrøk, blev opgaven fuldendt, og aftentoiletten kunne foretages.

Et sår på knæet, erhvervet for nogle dage siden efter et ikke udramatisk faldtraume, har optaget ældsten i en sådan grad, at amputation af pågældende ekstremitet ikke virkede urealistisk, ville sætte et dramatisk punktum for en ellers så relativt harmonisk søndag.

Men det ville nu også være for godt til at være sandt, hvis denne dag kunne gå til køjs i fred og fordragelighed. Det er ikke noget vi bruger i vores familie... Ellers ville der reelt ikke være noget grundlag for denne blogs eksistens. Der er jo ingen der gider at læse om hvor fedt man har det, og hvor artige ens børn er, og hvor mange boller og hvor meget cacao man kan drikke og hvor mange skibakker man kan forcere... Vel? VEL???!!!?

Tilbage til denne dags afslutning...

Efter adskillige dage med plaster på, var tiden inde til at se hvad der gemte sig under den meget omhyggelige indpakning. Er det morbidt at forvente et kødsår af exorbitante dimensioner, når det er ens førstefødte det drejer sig om? -det er det vel egentlig... Og det var heller ikke sådan at jeg fik mine forventninger indfriet. Heldigvis kan man sige... Men jeg vil da i den grad anerkende, at plaster-armeringen gemte på en temmelig øhmmm omfattende hudafskrabning, for to hudafskrabninger i to og femkroners størrelse ER altså temmeligt omfattende i en syvårigs optik... Men ligefrem at nægte at bøje benet, og halte ved mobilisering... Ja ja, kald mig en ond og kynisk mor, men jeg afslog altså på det kraftigste kravet om krykker...

Og det er jo ikke for at to traumatiske hudafskrabninger ikke kan gøre ondt. Bestemt ikke... Og gjorde det ikke ondt, så kom det så sandelig til det, da den onde mor (mig...) insiterede på at påmontere plaster i flydense form under påskud af at det overhovedet ikke ville svie at få på. Hvilket ville vise sig på ingen måde stemte overens med sandheden.

Smerterne fik førstefødte faldtraume-offer til at begræde bedriften af påføring af flydende plaster i en sådan grad, at naboerne ikke kunne fortænkes i at have en formodning om, at der rent faktisk foregik en amputation på badeværelset i 2B. Og som nemesis-kvittering til aplikationen af flydende plaster, påførte patienten badeværelset en indvendig spulning af opkast i så voldsomme mængder, at der både skulle forantaltes et brusebad og en omfattende rengøring af alt fra spej til morens eltandbørste... til gulv og bordvaskearrangement inkl. vandhane og tilhørende amatur...

Evnen til at kaste (voldsomt eksplosivt) op som følge af gråd baseret enten på baggrund af temperament eller fra moren kraftige påførte smerter har den førstefødte altid behersket til stor imponade (og irritation). Jeg er bare glad for det ikke var mig der var den eneste voksne dengang det var instrumentbrættet på onkel Peters Rav4 der stod for skud -om man så må sige...

Og hvis jeg ikke tager fejl, så bliver denne nat krydret med et anfald af ørepine hos den yngte af "dem" 15 minutters interval-sovningen er næsten ikke til at tage fejl af...

Godt jeg skal på arbejde i morgen! Og godt der er en hel uge til weekend igen.

Så blev jeg inviteret til det der måske kunne være en værdig kandidat til at være årets fest. Masser af mennesker, DJ(s?), lejlighedsvis levende musik og dans.
Nu er jeg ikke typen der sådan danser, men måske kunne festen i lørdags have ændret på det... Festens værtinde er én jeg ikke kender. Men jævnfør den fest i Valby, jeg fik nviteret mig selv med til, som var én af de eneste gode ting ved 2011, så kunne denne her fest være årets fest 2012, hvilket den helt bestemt må være for nogle af de heldige svin der faktisk deltog i festen. Jeg opdagede invitationen midt i sidste uge under sektionen begivenheder på Facebook... Flere dage efter festen var slut... Swell...

Nå, nederlaget over en misset fest forsvinder som dug for solen, når man bliver optaget af noget andet. Som for eksempel at lede efter sin bil (igen-igen) i parkeringshuset mit arbejde.
Efter at havempisket rundt på taget af, parkeringshuset, går det op for mig at bilen slet ikke befinder sig på B7, som niveauet hedder. 7 fordi "vi" er på 7. dæk. Altså jeg er der, men bilen er der ikke. Om den havde været der, altså dén dag, får,jeg slet ikke tænkt på. Ja faktisk mkster jeg evnen til at tænke lige i det tidsrum "jagten" bilen finder sted. Eller jeg kan jo godt tænke. Det er nærmere hukommelsen det kniber lidt (som i MEGET).
Så så man lige mig løbe rundt i parkeringshuset ved Alborg sygehus med forvirret flakkende blik og en anelse sved på panden. Dog primært opstået på baggrung af min uelegante løben op af trappen til niveau B7...
Jeg finder bilen på niveau A1... Faktisk efter at have rendt "ind i" et meget forvirret damemenneske tsk tsk der ikke kunne huske hvor hun havde parkeret sin bil...

Man kan forresten godt stå op kl. 6.35, nå at aflevere børn i hhv. DUS og børnehave OG nå på arbejde (omklædt vel at mærke) til kl. 7.30
Ikke noget jeg vil tilstræbe at starte dagen med på jævnlig basis, jeg siger bare, at det godt kan lade sig gøre...

Og på vej hjem fra arbejdet kan det også godt lade sig gøre at handle i ikke én men i TO butikker, aflægge sin mor et sygebesøg (på det hjospital jeg selvfølgelig ikke arbejder på, men som er beliggende i den anden ende af byen. Men hallo det er Ålleren vinsnakker om. Her er der reelt ikke noget der er langt væk...

Der hvor filmen for alvor, jeg vil ikke sige knækker, men flåes istumper og stykker er i nat, hvor jeg drømmer at jeg modtager en meget stor kasse med: tørret assorteret haveaffald, hovedsageligt blade til orientering, men hvad man ikke varklar over, eller det ved jeg faktisk ikke pm "man" var, var at kassen også indeholdt en meget stor sort fugleedderkop! Kan I fornemme hvordan filmen er på nippet til at omdanne sig aelv til en støvsky? KAN I???
Ville man vågne badet i sved over tanker om en stor sort fugleedderkop? Ja, NORMALE mennesker ville. JEG vælger i stedet at panikke over, at vi intet terrarie har ledigt... Men heldigvis var jeg snarrådig og fik foranstaltet en midlertidig residens.
Skuffelsen var stor, men alligevel overkommelig, da jeg enterede stuen i morges 7.36 ca. 30 minutter for sent i henhold til vores normale dagsrutine, og det gik op for mig, at der hverken var midlertidig edderkoppe-residens eller edderkop for de sags skyld.

Heldigvis er det de færreste ting man ikke kan bearbejde over 2-3 flasker rødvin.

Den store årsberetning anno 2011 -fuck you very much

Det herrens år 2011 lakker så småt mod enden#fernisirøven...

-Og det er ikke småting 2011 har budt på.

Jeg har lært nye mennesker at kende, og jeg har sagt tak for denne gang til andre. Jeg har set mennesker finde sammen og mennesker skilles.
Jeg har været på netdate i Valby, og gjort Ulla Terkelsens ovn ren...

Men for at starte fra en ende af, så startede mit år med at være utro. Ikke Morten utro, som mange troede, men at være IKEA utro med T-Hansen... Jeg mener, HVIS jeg havde været Morten utro, så ville jeg da ALDRIG i livet afsløre det her på bloggen. Nææ nej, dét ville skam forblive mellem mig og George Clooney.

2011 startede jo i virkeligheden med et levn fra 2010: kaskader af SNE! -og det er altså meget sne. Jeg startede det nye år med et levn fra 2010: at fryse af H til. Alt på mig frøs. Mine organer, mine tænder OG ikke mindst mit hår. Jeg tror faktisk jeg frøs så meget, at jeg nærmest er blevet konserveret, hvilket betyder, at det næsten halve år der var sne, ja, der har min krop overhovedet ikke vist tegn på ældning. Eller måske lidt, for det er som om den rimfrost der lagde sig i tindingerne og andre (u)stratetiske steder ikke helt lader sig smelte og forsvinde igen...

Rimfrost på taget eller ej, så må jeg tilstå jeg i år overgav mig til X-factor segmentet. -altså som udgangspunkt for børnenes skyld forstås, det er klart!
Ikke destomindre, så er jeg jo ikke for fin til at indrømme, at jeg blev ganske optaget det show, der marinerer håbefulde talenter og håbefulde mindre talenter i stjernedrømme. Eller det var ikke HELT derfor jeg blev fanget af programmet. Det var jo på grund af en vis Thomas Blachman, og hans vidunderlige sympatiske tilgang til de håbefulde deltagere. "Hellooo, You totally had me at "røvballebossanova".

Jeg kan til gengæld ikke forstå de der stiller op, som ikke besidder så meget som en anelse talent indenfor noget som helst overhovedet... Har de mennesker ingen venner, der på en blid og ikke mindst overbevisende måde, kan gøre pmærksom på at det vil være spild af alles tid at stille op i et sådan show?

Jeg ser derfor ikke de indledende runder, for jeg har utroligt svært ved at være vidne til de pinlige situationer der uundgåeligt opstår når folk eksponerer og dummer sig på den der pinlige og uværdige måde.

2011 var året hvor jeg besluttede mig for, at ting ikke behøver at være så skide indviklede. Det behøver sgu ikke være så kryptisk, mystisk og særligt for at være attraktivt. Nogle gange har man bare brug for at hænge ud og hygge sig. Det har jeg ihvertfald. Jeg kan blive sur over ingenting og alting, hvilket ikke altid gør det let at være sammen med mig. Jeg bliver som oftest hurtigt glad igen. Til gengæld er mit nag forbeholdt en lille eksklusiv pøbel af røvhuller der er kommet på tværs i mit liv, eller som på anden vis har gjort mig uret.
Jeg er så til mit eget forsvar også sådan en type der glæder mig over ingenting og alting.

2011 blev et sorgens og et glædens år, og det har det vel været for de fleste. Men for mit eget vedkommende var det ophørsudsalget i IRMA der overvejende repræsenterede det sørgelige aspekt. Den tomhed jeg følte ved IRMAS lukning har jeg ikke følt siden jeg blev færdig med bøgerne om Lisbeth Salander...

Det blev også året hvor DOMMEDAG skulle melde sin ankomst... Der er formentlig stadig et par fjolser der sidder og venter... Det der Dommedag er jo et så diffust fænomen, at jeg overhovedet ikke orkede at sætte mig ind i hvad det faktisk indebar. Jo jo bevares, jorden skulle gå under, men det er da et vidt begreb. HVORDAN skulle det helt nøjagtigt foregå? Altå Nostradamus har sikkert beskrevet det, men jeg har ikke lige nået at læse det... Det er altså heller ikke sikkert jeg når det...

En masse nye bekendskaber har fyldt mit liv i det forgangne år med både glæder og hmmm frustrationer. Frustrationerne først, altså kombineret med glæder naturligvis må i dén grad være hvalpenes ankomst. Hvad der starter i kaos ender i kaos, og sådan gik det også familieforøgelsen på hundefornten. Vi kan jo alle huske hvordan parringsritualet var alt andet end smukt, fredfyldt og romantisk. Men på en måde meget sigende og ægte... Der skortede i hvertfald ikke på kropsvæsker af alle tænkelige og desværre også utænkelige karakterer...

Nåmen <- skal udtales "nåm'n".... Så har jeg jo stiftet bekendskab med forskellige damer. Nogle med to ben, og nogle med otte ben.

De tobenede først. Ikke at de er mindre intimiderende, men de har trods alt ikke så meget hår på benene, og resten af kroppen for den sags skyld, som de ottebenede har.
Den ene har jeg lært at kende via et så lidet flatterende medie som det tore farlige internet. Man kan faktisk godt sige, at vores første møde var en slags netdate... Det var særligt, fordi vi havde lært hinanden at kende, men aldrig mødt hinanden, altså indtil den skæbnesvangre aften og nat i juni i Valby... Uha som jeg kan blive olm når hun lammetæver mig i wordfeud og uha som jeg bliver fyldt med glæde over hun har viljen og lysten til at transportere sig selv og sine søde børn helt til den anden ende af landet og påvegynde et nyt år med mig og min familie. Og det bedste er nok, at når,hun vinder i Lotto, så skal hun have nye bryster, og så må, jeg få hendes de gamle! Gotta love.

Den anden er svær at beskrive, da det sikkert ville lyde som en beskrivelse af mig selv, bare med længere hår og større bryster... Men jeg har af og til spekuleret over hvorfor jeg synes det er så hyggeligt at være sammen med hende, og jeg kan virkelig ikke beskrive det. Jeg kan gisne og formode at det kan være fordi vi begge har et sært forhold til dyr (og børn), fordi vi begge elsker kaffe, kage og utrolig usund mad. Fordi vi hader de samme personer. Der er jo ikke noget mere frugtbart og meningsfyldt som at mødes omkring et fælles had... Måske fordi vi bare giver plads til hinanden og ikke nærer de store forventninger til hinanden. Nå ja, så har hun den mest fantastiske hund! Som i virkeligheden er årsagen til jeg er venner med hende, og det ved hun også godt...

Fortiden kom også,og kløede mig på ryggen, hvilket er en ret sær følelse. Sær som i rar og tryg, hvilket overrasker mig.

Jeg kan godt lide at blive indhentet af fortiden, altså når det er på dén måde. Der er ingen sukker på pillen, og den ilde hørte sandhed formildes en del, når den serveres med kage, bacon og rigelige mængder af flødeskum. Jeg ville ikke undvære det der reality tjek.


Fik jeg nævnt at jeg begyndte at dyrke kondiløb på regelmæssigt basis. Den primære hensigt med at løbe var at blive så sek, at jeg kunne løbe en HEL TIME, hvilket jo ville betyde en HEL TIME væk fra familiens til tider strangulerende favntag. Og selvom jeg hele mit liv har forsaget løb og kropsnært spandex, så er begge dele gået hen, eller løbet hen om man så må sige, at blive en betydningsfuld del af mi liv. Altså spandexen er af rent praktiske årsager! Og hvis jeg nu henkastet siger halvmarathon, så ville nogen svare det med "glemme yngstens fødselsdag..."

Åhhh ja, så gik resten af året med at min mor glemte MIN fødselsdag, at jeg gav Morten en fugleedderkop, ved navn Betty, i julegave. At han ekspanderede samlingen med Nora, og jeg toppede kornen på værket med Elizabeth Taylor!

Hundehvalpene er vi sluppet af med... Altså næsten... For der er ingen der vil have hjernedøde Pixie med bløde led og kommodeben, så hende beholder vi. Det har jeg lovet børnene.

Og det der med at gøre Ulla Terkelsens ovn ren er altså ikke engang løgn! Alle ved jo at Ulla Terkelsen London er byens absolut bedste café, som ejes af én af de personer der faktisk irriterer mig mindst. Til gengæld har hun noget kæmpe stort hår.

Med 2011 godt og sikkert i bakspejlet som et af de mindre gode år, tror jeg 2012 vil vise sig fra sin bedste side. Jeg vil i hvertfald love at gøre mit til, at det bliver et godt år.

Jamen dog... Ryger du ikke??? Hvorfor gør du ikke det?

Jeg har en kær veninde der ikke drikker alkohol! -overhovedet!!! Ikke afholden på sådan en martyr-agtig fordømmende overfor de der drikker alkohol måde, men hun drikker bare ikke alkohol punktum.

Jeg tror ikke hun har tal på hvor mange gange hun, med skepsis, overraskelse og undren, er blevet spurgt om "hvorfor hun dog ikke drikker alkohol"... Det gør hun bare ikke, og jeg ved faktisk ikke hvorfor hun ikke gør det. Jeg er også ligeglad. Det gør ikke min fest dårligere. Faktisk bliver festen som regel bedre, når hun er med, for qua sit manglende indtag af alkohol, så er hun faktisk både i stand til at holde gang i festen til utroligt sent, eller tidligt -om man vil... OG køre hjem efterfølgende...

Men den er sikker hver gang: "hvorfor drikker du dog ikke alkohol???"

Jeg tror, som pendent til "hvorfor drikker du ikke alkohol" -spørgsmålet, at jeg med overraskelse i stemmen vil til at spørge ikke-rygere og "hvorfor de dog ikke ryger???"

Svarene vil formentlig strække sig fra: "fordi det lugter, er ulækkert og usundt" til "fordi det lugter, er ulækkert og usundt" -og dét er alkohol i hvertfald ikke!

Ikke fordi jeg er pro. rygning, bestemt ikke. Jeg er nok én af de mest fanatiske ikke-rygere, med ex.-ryger i acendant. Bare spørg "ham", eller min mor -for den sags skyld...

Jeg er nok mere pro. "minding my own buisness"

Jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over de ting man finder socialt acceptable og socialt normale, og i Danmark (og sikkert også en del andre lande) er det åbenbart blevet mere socialt acceptabelt at drikke alkohol end IKKE at drikke alkohol, hvilket man kan undres over, dersom næsten 3000 dør årligt af alkoholindtag. Tallet kan selvfølgelig ikke hamle på med de ca. 14000 dødsfald som er forårsaget af rygerelaterede sygdomme.

MEN man hører dog sjældent, at "familien gik i opløsning fordi h*n røg som en skorsten", hvorimod "familien gik i opløsning, fordi h*n drak som et hul i jorden" er en sætning der er mere hyppig. -men hvem ved... måske bliver et overdrevnt forbrug af Grøn Look det nye skilsmisse-sort... -og her kunne jeg i øvrigt skrive mange linjer om mentholcigaretter... altså hvem er det lige man prøver på at narre? Næææ, den dag man opfinder cigaretter med brun sovs-smag, eller BACON-smag, SÅ kan det være jeg vil genoptage min karriere som ryger. Men KUN hvis tyggegummiet med hhv brun sovs-smag og baconsmag lader vente (yderligere) på sig...
Du får ikke en friskere ånde af at ryge mentholcigaretter og skylle ned med Branca Mentha...

Godt nytår
-og pas på øjnene!

Bedste jul EVER!

Mjaaah, så er tiden inde til at reflektere over julen 2011.
Ikke at jeg nogen sinde har gjort det før, for indtil nu har der ikke været det helt store at reflektere over. Men som det forgangne indlæg helt subtilt insinuerer, så har denne jul været præget en lille bitte smule af omvæltende forandringer og ikke mindst SKUFFELSER, vrede og ærgrelser...

Altså indtil nu...

Anden og jeg er blevet forsonet på mest vulgære vis, hvilket den opvakte læser kan regne ud hvad indebærer, og så vil jeg ikke komme nærmere ind på det, udover at vi, anden og jeg, formentlig tager ENDEgyldig afSKED i morgen en gang midt på dagen.

Men inden da, så skulle anden jo klargøres til sin sidste rejse. Og efter en halv flaske portvin var jeg mentalt rustet til at stikke armen op i enden på anden og seponere andens indre. Det var netop den situation der fik mig til at huske på hvorfor jeg IKKE blev dyrelæge, eller læge for den sags skyld. Jeg er bare ikke tosset med at stikke min hånd og underarm op eller ind i andre...

Anden kom i krematoriet for så at ligge og svede i sit eget fedt en 4-5 timer, mens "dem" og jeg fortærede en omgang underlødig take away, eller bragt til døren-way, for det før omtalte indtag af portvin medførte jo at det ville være ulovligt og ganske uforsvarligt at føre et automobil.

"De" fandt det max spize, at sidde i sofaen og fortære traktementet akkompagneret af Disney Sjov, Nissebanden og Ludvig og Julemanden, og som aftenen skred frem og portvinsbranderten lettede, blev anden mere og mere mør og velduftende.

Det kan godt være det var klamt at palpere andens vrangside, men det SÅ endnu mere klamt ud, da indvoldende lå i en lille gryde for at blive kogt, så sovsen kunne få et smagfuldt fundament. Smagfuldt som i kraftig smag, endelig IKKE at forveksle med smagfuld som i noget som helst med æstetik...

SÅ gik jeg helt i stå... Altså mens anden svedte færdigt. Men jeg fik til gengæld taget hul på the Spotify-experience... Altså undtagen der hvor jeg generede Chano med spørgmål på FB-chatten om det videre forløb med anden, og det spabad af vand, andesafter og fedt den lå og hyggede sig i.
Tak for hjælpen søde Chano. Du er den klogeste (og mest ædruelige) type jeg kender... -det var også fordi jeg blev mega presset over hvordan han hele tiden opdaterede sin status med HVOR MANGE kartofler HAN havde fået pillet, og hvor meget anderillette HAN havde fået lavet og og og... orrrrk, mens MIT hjem sejlede i et sandt kaos af portvin-småkager-glas, legetøj, uindpakkede julegaver og papiret til at pakke dem ind i, samt div pynteudstyr. Der var vasketøj, gamle madpakker og jeg kan heller ikke udelukke, at der måske godt kunne ligge en lille bitte indtørret chihuahua-ekskrement under trappen...

Jeg mandede mig op, tog mig sammen og fik pakket de sidste julegaver ind i tæt samarbejde med udviklingshæmmet og meget motorisk udfordret chihuahua, der insisterede på at ligge på mit skød, ligge på gaverne -mens de blev pakket ind, ligge på gavepapiret, mens det var ved at blive pakket omkring gaverne. UTROLIGT irriterende...
Heldigvis havde jeg en lille kold Heineken til at hjælpe mig igennem indpakningsinfernoet, som blev indtaget til verdens bedste musik på Spotify (som jeg stadig ikke helt forstår) og Alien.
 Allerede kl. 4.30 kom jeg i seng...

Heldigvis kunne jeg sove HELT til kl. 9.17, hvor "han" kom hjem med lune rundstykker og enorme poser under øjnene efter en "sovevagt" på arbejdet, hvor han efter en 12 timers-vagt allerede kunne ramme madrassen kl. 2.30 pga ballade med etablissementets residerende...

MEN jeg vågnede op til den store dag på året! JULEaftensdag!!!

Det meste af dagen gik i fred og fordragelighed, og mens Morten sov nattevagten ud, overspringshandlede jeg på div iApparater, hvilket var ganske idiotisk, når der nu skulle komme gæster, der skulle foranstaltes julemad, dækkes bord, soigneres i selve fæstningen og badeværelset tangerede til farezone 4 stadiet...

Lidt i frokosttid kom "han" frem fra stenen, hvilket var heldigt, fordi vi fik besøg af happy couple #1 Smølfefar og berømt italiensk sangerinde...
De havde den julegave med, jeg skulle give "ham". En lille diskret fugleedderkop af arten Brachypelma Bohemi. -heldigvis INKL. terrarie (som jeg har fået forsikringer om den IKKE selv kan åbne!)

En flaske portvin og utallige mængder småkager senere fik vi endelig "ham" overtalt til at åbne for bæstet.

Sjældent har man set én i midt-fyrrene stråle om kap med solen og med barnlig entusiasme proklamere, at det er den bedste gave EVER!!! -han så faktisk gladere ud, end da vi blev gift...
-og apropos det, så skal vi formentlig skilles i den nærmeste fremtid. Jeg har i hvertfald ikke helt afgjort med mig selv, om jeg kan bo sammen med et levende væsen der har så små fødder, at det kan passe Barbie-sko, og så stor en (behåret) krop, at den kan passe chihuahuaernes seler (med girafprint), som overhovedet ikke passer i farverne til dens behårede orangerøde 8tte ben...

"Han" fik "dem" overtalt til tvangs-middagssøvn inden "DEN STORE AFTEN", og imens fik jeg pillet de små kartofler til brunede (dem Dumme Chano havde pillet halvandet døgn tidligere), jeg fik lavet til, så "han" kunne spise ovnbagte rodfrugter, fordi "han" jo OVERHOVEDET ikke kan rumme al den fede mad#martyr! (og her skal jeg så på mest illoyale vis undlade at udbasunere HVEM der midt på natten begyndte at svede og vånde sig som om den sidste time var nær...-pga overspisning altså...)

Da jeg (næsten) var blevet færdig med mit julebad, kom min mor og Bertha, som var aftenens eneste gæster. -ja, Bertha er min mors hund, der tilfældigvis også er søster til den lille retarderede Pixie, og datter af den svært overvægtige Wilma. (hundendes svar på en ægte whitetrash familie).

Vi fik foretaget den nødvendige damagecontrol der skulle til for at menig mand (og to kvinder og tre hunde) kunne holde ud at være der, og vores hjem formåede rent faktisk at tage sig ud som et ægte jule-hyggeligt hjem, hvor den (i al ydmyghed) fremragende julemiddag (som JEG ene og ganske alene -med Chano i baghånden, havde fremstillet HELT fra bunden), kunne indtages i hyggelig fred og fordragelighed.

Idyllen sænkede sig langsomt men utroligt sikkert over de 5 spisende, eller i hvertfald indtil den ældste af "dem" mere overrasket end panisk gør opmærksom på, at der er ild i (selve) adventskransen!!!
Med ophøjet febrilsk ro fik vi slukket de temmelige høje stikflammer det oplyste sofabordet på en måde, der ville få en pyroman til at sjatpisse i bukserne af ren og skær fryd. Jo, der duftede brunt og i særdeleshed brændt i det lille julehjem. Ikke på en ubehagelig måde. Nærmere på en hyggelig lejrbåls-agtig måde.
Men den "i sidste øjeblik etablerede julestemning" var jo nærmest også for god til at være sand, så det lille brændende intermezzo overraskede faktisk overhovedet ikke nogen af de tilstedeværende...

Efterfølgende forløb denne juleaften som de flestes juleaftener gør, i et sandt overflod af skønsang, gaver, slik og efterfølgende kvalme. Jo jo, på det punkt manglede der skam ikke noget.

Efter min mor og Bertha havde forladt etablissementet efter en juleaften af en kaliber der ville gøre sig fremragende i Bo Bedre, Alt for Damerne og andre glittede dameblade under temaet: "sådan holder du den perfekte jul", gjorde jeg hvad der overhovedet stod i min magt for at udrydde resten af portvinen og slikket, og der i al kaoset med sveden in extremis adventskrans, kaskader af papir, rya på tænderne og iført blød buks og plysfutter, der sad jeg og følte mig overordentlig vellykket.

Men det var GODT jeg nåede at bruge over en uge på at ærgre mig og være vred og skuffet...

Et nytårsfortsæt MÅ være at jeg skal huske på, at en måge også kan finde et frø i den største lort...

I denne søde juletid (med nisser og familiesplid...)

Julen er noget særligt for alle. Selv de der ikke holder jul ser denne (ikke-) højtid som noget (ubetydeligt) særligt. Julen er, når det er jul, et ligeså relevant, tilforladeligt og ubetydeligt samtaleemne som vejret, og flosklen "nårh, er du ved at være klar til jul" bruges hyppigere end diverse kommentarer om det ellers så allestedsnærværende vejr.

Én ting er helt sikker! Julen kommer hvert år, og den kommer altid lige så meget bag på os, som sneen kommer bag på DSB, som det i øvrigt kører for! <- Bemærkede den opvakte læser hvordan jeg i én og samme sætning fik implementeret JULEN OG VEJRET? (og DSB for den sags skyld...)

Julen er hjerternes fest. Både de knuste hjerter og de hjerter der stadig er intakte. Vi fejrer julen på et hav af måder, og vi har endnu flere traditioner, som skal overholdes til punkt og prikke, for ellers bliver det ikke en god jul!

Min familie har valgt at fejre jul i små ekstremt lukkede enklaver, og det er en konstellation man lige skal vænne sig til. Springet fra tvunget samvær og påtaget hygge til endeligt at manifestere at vi intet har til fælles, har jo i årevis ligget latent under overfladen og boblet.
Men ingen tog skridtet, indtil der så var nogen der alligevel gjorde.
Jojo... Vi er vel blevet voksne og bevidste om vores integritet. Måske så bevidste at tankerne om andres følelser helt er gledet i baggrunden? -For det er jo bestemt ikke fordi vi vil såre nogen, bevares... Men vi vil heller ikke spilde dén særlige aften, som vi en hel måned har ladet op til, på den der familie man for det første intet har til fælles med, og som man for det andet slet ikke rigtig bryder sig om. Bryder sig om som i "kan ikke lide" OG som i "er ligeglad".

Derfor har jeg etableret en helt ny relation... til en and...
Jeg tilhører nemlig ingen lukket enklave, så jeg har været nødsaget til at kreere min egen. Og en meget central ting er anden, hvorfor jeg en sen aften indfandt mig i det lokale supermarked for at rekvirere mig et sådan stykke fjerkræ...
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at jeg følte mig en lille smule beklemt og meget intimideret ved at luske ud med 3 kg frossen and under armen og et gratis opskrift-hæfte i hånden.

Siden har jeg, som det første hver morgen, befamlet anden. Mest for at følge med i optøningsprocessen, men også for at sikre mig, at den har det godt der inde i køleskabet, der aldrig har indeholdt en hel and (med indmad i en lille pose) før.

Humøret er bipolært vekslende mellem overstadig glæde og spænding over at skulle foranstalte en komplet julemiddag for den rest af min familie der vil være en del af MIN enklave, og over til panisk angst og ubeskrivelig skuffelse over at skulle foranstalte en komplet julemiddag og være den der ikke er plads til.

Spørgsmålet er om man skal tilkendegive hvilken ulykke det medfører at være den udstødte... Men hvorfor skulle man dog det? Man ønsker jo ikke (bevidst -forståes) at ødelægge andres jul med bitterhed og dårlig stemning. Og på den anden side, ville man overhovedet bryde sig om at blive implementeret i en enklave på en afbudsbillet baseret på medlidenhed, overbærenhed og pligt? Nej vel?

Ikke destomindre er det en barsk julegave se familien gå i opløsning, men samtidig en befrielse, fordi man langt om længe kan give slip på en illusion og komme videre.

Med ønsket om en glædelig jul til de fleste vil jeg gå ud og kigge til anden. -skal jeg hilse?