torsdag den 22. december 2011

I denne søde juletid (med nisser og familiesplid...)

Julen er noget særligt for alle. Selv de der ikke holder jul ser denne (ikke-) højtid som noget (ubetydeligt) særligt. Julen er, når det er jul, et ligeså relevant, tilforladeligt og ubetydeligt samtaleemne som vejret, og flosklen "nårh, er du ved at være klar til jul" bruges hyppigere end diverse kommentarer om det ellers så allestedsnærværende vejr.

Én ting er helt sikker! Julen kommer hvert år, og den kommer altid lige så meget bag på os, som sneen kommer bag på DSB, som det i øvrigt kører for! <- Bemærkede den opvakte læser hvordan jeg i én og samme sætning fik implementeret JULEN OG VEJRET? (og DSB for den sags skyld...)

Julen er hjerternes fest. Både de knuste hjerter og de hjerter der stadig er intakte. Vi fejrer julen på et hav af måder, og vi har endnu flere traditioner, som skal overholdes til punkt og prikke, for ellers bliver det ikke en god jul!

Min familie har valgt at fejre jul i små ekstremt lukkede enklaver, og det er en konstellation man lige skal vænne sig til. Springet fra tvunget samvær og påtaget hygge til endeligt at manifestere at vi intet har til fælles, har jo i årevis ligget latent under overfladen og boblet.
Men ingen tog skridtet, indtil der så var nogen der alligevel gjorde.
Jojo... Vi er vel blevet voksne og bevidste om vores integritet. Måske så bevidste at tankerne om andres følelser helt er gledet i baggrunden? -For det er jo bestemt ikke fordi vi vil såre nogen, bevares... Men vi vil heller ikke spilde dén særlige aften, som vi en hel måned har ladet op til, på den der familie man for det første intet har til fælles med, og som man for det andet slet ikke rigtig bryder sig om. Bryder sig om som i "kan ikke lide" OG som i "er ligeglad".

Derfor har jeg etableret en helt ny relation... til en and...
Jeg tilhører nemlig ingen lukket enklave, så jeg har været nødsaget til at kreere min egen. Og en meget central ting er anden, hvorfor jeg en sen aften indfandt mig i det lokale supermarked for at rekvirere mig et sådan stykke fjerkræ...
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at jeg følte mig en lille smule beklemt og meget intimideret ved at luske ud med 3 kg frossen and under armen og et gratis opskrift-hæfte i hånden.

Siden har jeg, som det første hver morgen, befamlet anden. Mest for at følge med i optøningsprocessen, men også for at sikre mig, at den har det godt der inde i køleskabet, der aldrig har indeholdt en hel and (med indmad i en lille pose) før.

Humøret er bipolært vekslende mellem overstadig glæde og spænding over at skulle foranstalte en komplet julemiddag for den rest af min familie der vil være en del af MIN enklave, og over til panisk angst og ubeskrivelig skuffelse over at skulle foranstalte en komplet julemiddag og være den der ikke er plads til.

Spørgsmålet er om man skal tilkendegive hvilken ulykke det medfører at være den udstødte... Men hvorfor skulle man dog det? Man ønsker jo ikke (bevidst -forståes) at ødelægge andres jul med bitterhed og dårlig stemning. Og på den anden side, ville man overhovedet bryde sig om at blive implementeret i en enklave på en afbudsbillet baseret på medlidenhed, overbærenhed og pligt? Nej vel?

Ikke destomindre er det en barsk julegave se familien gå i opløsning, men samtidig en befrielse, fordi man langt om længe kan give slip på en illusion og komme videre.

Med ønsket om en glædelig jul til de fleste vil jeg gå ud og kigge til anden. -skal jeg hilse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar