Det herrens år 2011 lakker så småt mod enden#fernisirøven...
-Og det er ikke småting 2011 har budt på.
Jeg har lært nye mennesker at kende, og jeg har sagt tak for denne gang til andre. Jeg har set mennesker finde sammen og mennesker skilles.
Jeg har været på netdate i Valby, og gjort Ulla Terkelsens ovn ren...
Men for at starte fra en ende af, så startede mit år med at være utro. Ikke Morten utro, som mange troede, men at være IKEA utro med T-Hansen... Jeg mener, HVIS jeg havde været Morten utro, så ville jeg da ALDRIG i livet afsløre det her på bloggen. Nææ nej, dét ville skam forblive mellem mig og George Clooney.
2011 startede jo i virkeligheden med et levn fra 2010: kaskader af SNE! -og det er altså meget sne. Jeg startede det nye år med et levn fra 2010: at fryse af H til. Alt på mig frøs. Mine organer, mine tænder OG ikke mindst mit hår. Jeg tror faktisk jeg frøs så meget, at jeg nærmest er blevet konserveret, hvilket betyder, at det næsten halve år der var sne, ja, der har min krop overhovedet ikke vist tegn på ældning. Eller måske lidt, for det er som om den rimfrost der lagde sig i tindingerne og andre (u)stratetiske steder ikke helt lader sig smelte og forsvinde igen...
Rimfrost på taget eller ej, så må jeg tilstå jeg i år overgav mig til X-factor segmentet. -altså som udgangspunkt for børnenes skyld forstås, det er klart!
Ikke destomindre, så er jeg jo ikke for fin til at indrømme, at jeg blev ganske optaget det show, der marinerer håbefulde talenter og håbefulde mindre talenter i stjernedrømme. Eller det var ikke HELT derfor jeg blev fanget af programmet. Det var jo på grund af en vis Thomas Blachman, og hans vidunderlige sympatiske tilgang til de håbefulde deltagere. "Hellooo, You totally had me at "røvballebossanova".
Jeg kan til gengæld ikke forstå de der stiller op, som ikke besidder så meget som en anelse talent indenfor noget som helst overhovedet... Har de mennesker ingen venner, der på en blid og ikke mindst overbevisende måde, kan gøre pmærksom på at det vil være spild af alles tid at stille op i et sådan show?
Jeg ser derfor ikke de indledende runder, for jeg har utroligt svært ved at være vidne til de pinlige situationer der uundgåeligt opstår når folk eksponerer og dummer sig på den der pinlige og uværdige måde.
2011 var året hvor jeg besluttede mig for, at ting ikke behøver at være så skide indviklede. Det behøver sgu ikke være så kryptisk, mystisk og særligt for at være attraktivt. Nogle gange har man bare brug for at hænge ud og hygge sig. Det har jeg ihvertfald. Jeg kan blive sur over ingenting og alting, hvilket ikke altid gør det let at være sammen med mig. Jeg bliver som oftest hurtigt glad igen. Til gengæld er mit nag forbeholdt en lille eksklusiv pøbel af røvhuller der er kommet på tværs i mit liv, eller som på anden vis har gjort mig uret.
Jeg er så til mit eget forsvar også sådan en type der glæder mig over ingenting og alting.
2011 blev et sorgens og et glædens år, og det har det vel været for de fleste. Men for mit eget vedkommende var det ophørsudsalget i IRMA der overvejende repræsenterede det sørgelige aspekt. Den tomhed jeg følte ved IRMAS lukning har jeg ikke følt siden jeg blev færdig med bøgerne om Lisbeth Salander...
Det blev også året hvor DOMMEDAG skulle melde sin ankomst... Der er formentlig stadig et par fjolser der sidder og venter... Det der Dommedag er jo et så diffust fænomen, at jeg overhovedet ikke orkede at sætte mig ind i hvad det faktisk indebar. Jo jo bevares, jorden skulle gå under, men det er da et vidt begreb. HVORDAN skulle det helt nøjagtigt foregå? Altå Nostradamus har sikkert beskrevet det, men jeg har ikke lige nået at læse det... Det er altså heller ikke sikkert jeg når det...
En masse nye bekendskaber har fyldt mit liv i det forgangne år med både glæder og hmmm frustrationer. Frustrationerne først, altså kombineret med glæder naturligvis må i dén grad være hvalpenes ankomst. Hvad der starter i kaos ender i kaos, og sådan gik det også familieforøgelsen på hundefornten. Vi kan jo alle huske hvordan parringsritualet var alt andet end smukt, fredfyldt og romantisk. Men på en måde meget sigende og ægte... Der skortede i hvertfald ikke på kropsvæsker af alle tænkelige og desværre også utænkelige karakterer...
Nåmen <- skal udtales "nåm'n".... Så har jeg jo stiftet bekendskab med forskellige damer. Nogle med to ben, og nogle med otte ben.
De tobenede først. Ikke at de er mindre intimiderende, men de har trods alt ikke så meget hår på benene, og resten af kroppen for den sags skyld, som de ottebenede har.
Den ene har jeg lært at kende via et så lidet flatterende medie som det tore farlige internet. Man kan faktisk godt sige, at vores første møde var en slags netdate... Det var særligt, fordi vi havde lært hinanden at kende, men aldrig mødt hinanden, altså indtil den skæbnesvangre aften og nat i juni i Valby... Uha som jeg kan blive olm når hun lammetæver mig i wordfeud og uha som jeg bliver fyldt med glæde over hun har viljen og lysten til at transportere sig selv og sine søde børn helt til den anden ende af landet og påvegynde et nyt år med mig og min familie. Og det bedste er nok, at når,hun vinder i Lotto, så skal hun have nye bryster, og så må, jeg få hendes de gamle! Gotta love.
Den anden er svær at beskrive, da det sikkert ville lyde som en beskrivelse af mig selv, bare med længere hår og større bryster... Men jeg har af og til spekuleret over hvorfor jeg synes det er så hyggeligt at være sammen med hende, og jeg kan virkelig ikke beskrive det. Jeg kan gisne og formode at det kan være fordi vi begge har et sært forhold til dyr (og børn), fordi vi begge elsker kaffe, kage og utrolig usund mad. Fordi vi hader de samme personer. Der er jo ikke noget mere frugtbart og meningsfyldt som at mødes omkring et fælles had... Måske fordi vi bare giver plads til hinanden og ikke nærer de store forventninger til hinanden. Nå ja, så har hun den mest fantastiske hund! Som i virkeligheden er årsagen til jeg er venner med hende, og det ved hun også godt...
Fortiden kom også,og kløede mig på ryggen, hvilket er en ret sær følelse. Sær som i rar og tryg, hvilket overrasker mig.
Jeg kan godt lide at blive indhentet af fortiden, altså når det er på dén måde. Der er ingen sukker på pillen, og den ilde hørte sandhed formildes en del, når den serveres med kage, bacon og rigelige mængder af flødeskum. Jeg ville ikke undvære det der reality tjek.
Fik jeg nævnt at jeg begyndte at dyrke kondiløb på regelmæssigt basis. Den primære hensigt med at løbe var at blive så sek, at jeg kunne løbe en HEL TIME, hvilket jo ville betyde en HEL TIME væk fra familiens til tider strangulerende favntag. Og selvom jeg hele mit liv har forsaget løb og kropsnært spandex, så er begge dele gået hen, eller løbet hen om man så må sige, at blive en betydningsfuld del af mi liv. Altså spandexen er af rent praktiske årsager! Og hvis jeg nu henkastet siger halvmarathon, så ville nogen svare det med "glemme yngstens fødselsdag..."
Åhhh ja, så gik resten af året med at min mor glemte MIN fødselsdag, at jeg gav Morten en fugleedderkop, ved navn Betty, i julegave. At han ekspanderede samlingen med Nora, og jeg toppede kornen på værket med Elizabeth Taylor!
Hundehvalpene er vi sluppet af med... Altså næsten... For der er ingen der vil have hjernedøde Pixie med bløde led og kommodeben, så hende beholder vi. Det har jeg lovet børnene.
Og det der med at gøre Ulla Terkelsens ovn ren er altså ikke engang løgn! Alle ved jo at Ulla Terkelsen London er byens absolut bedste café, som ejes af én af de personer der faktisk irriterer mig mindst. Til gengæld har hun noget kæmpe stort hår.
Med 2011 godt og sikkert i bakspejlet som et af de mindre gode år, tror jeg 2012 vil vise sig fra sin bedste side. Jeg vil i hvertfald love at gøre mit til, at det bliver et godt år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar