Berlin sommeren 2020 dag 4

Berlin sommeren 2020

Dag 4

Fik serveret morgenmad på sengen af søde mig i dag - mest for at afværge et anfald af hangryness og svaghed senere på dagen. 

Jeg skulle hilse og sige, at det virkede. Tænk at noget JEG spiser, kan være til glæde og gavn for andre...

I dag skulle jeg købe ting til de der havde sendt bestillinger med mig, så vi drog afsted omkring middag. Jeg kørte på min fremtidsbillet fra i går, og pigerne købte en ny, som vi kontrollerede gjaldt til i dag.

Fordi vi allerede efter ganske få minutter på farten var ved at dø af sult, smuttede vi i Denn’s efter nogle boller og noget at drikke. Traktementet blev indtaget lige udenfor Rossmann, hvor vi skulle ind og rekvirere diverse til familie og venner.

Derefter stod Edeka for skud, og til vores store skuffelse, har vi desværre intet set til vores Edeka-mand... øv!

Retur med fangsten, som blev deponeret i humørbussen - ikke tale om jeg slæber mig en pukkel til af diverse op på 4. sal, for at slæbe det ned igen om et par dage! Nixen bixen!

Emma mente ikke hun blev færdig med at shoppe i går, og hvis hun vil shoppe (mere), så vil vi alle jo shoppe (mere)... derfor var der tvangsudflugt til Kurfürstendamm - men en anden rute end i går. En smartere rute end i går. Men det kunne nærmest heller ikke blive ret meget mere bøvle’

Urban Outfitters!!! Da-da-daaah! Ting man ikke elsker ved den butik:

DET HELE!

-og det hjalp på ingen måde på situationen, at jeg skulle MEGA tisse!!!

Langt om utroligt længe blev de små fashionistaer færdige, og vi ilede mod nærmeste toiletter, som tilsyneladende var et burgersted, hvilket var heldigt, eftersom “nogen” havde lyst til pommes... jeg var bare lykkelig over udsigten til at komme på toilettet, så jeg skulle sandelig ikke stå i vejen for nogens trang til pommes!

Utroligt som et toiletbesøg, lidt pommes og en tår at drikke kan genetablere ens mod på livet, og vi fandt tilmed en butik jeg godt gad med ind i - en japansk designbutik, med lækre ting og sager, som næsten gav én lyst til at leve et minimalistisk liv i pagt med alt i hele verden der er naturfarvet og lavet af bambus... -men også kun næsten!

Men jeg købte nogle meget befimsede madvarer i meget futuristiske emballager, der levede helt op til mine fordomme om japanske high end købmandsvarer, og så snakker vi ikke om, at jeg betalte 25,- for verdens mindste pose løgchips... og højdepunktet var da en tysk dame spurgte MIG om min holdning til ualmindeligt dyre, men lækkert indpakkede minuature cup nudler.

Tænk sig engang at JEG ligner én der køber fancy japanske fødevarer!

Jeg har peaket på det prætentiøse asiatiske gastronomi barometer!

Nårh ja, så har de en ret så fed måde at pakke gaver ind på!

Kender I den følelse af sjældent held, som en virkelig pæn sød (dog lidt for ung til mig) ekspedient kan give én, ved at lade som om han finder den absolut sidste ting af noget ude på lageret, og får den solgt som om den lige nøbagtigt stod og ventede på mig?

Ja, netop! Dén følelse...

Det var også derfor jeg jo var nødt til at købe en edt, som matcher den duft jeg har i sæbe hjemme - og nu også i body MIST (ikke spray, men M I S T) og body lotion - og det endda på trods af, at jeg stadig er liiidt i tvivl om hvorvidt duften er designet til mænd eller kvinder...

Men den søde og pæne(!) ekspedient fortalte, at de udelukkende forhandlede duft-situationer til kvinder, selvom han dog havde hørt før, at mange damemennesker ikke havde noget imod at dele duft-situationen med deres mandlige partner.

Men det ændrer ikke det faktum, at jeg er helt pjattet med duften, og er allerede panisk ved tanken om at den formentlig udgår i nærmeste fremtid...

Karla ville have pasta til aften, vi tog atter til Kastanienallee.

Der ville vi spise hos “vores” pizzamand.

Karlas pasta blev så til pizza. Emma fik gnocchi og jeg fik spaghetti. Tre portioner mad, to sodavand og en øl og knap 20€ senere var maverne glade  - og det var vi også!

En omfattende spa/wellness situation stod i vente, så vi besluttede at tage “tidligt” hjem, så alle de forskellige nyindkøbte badekemikalier, der både var i stand til at boble, bruse og farve, kunne blive afprøvet.

1. 
   

Berlin sommeren 2020

Berlin sommeren 2020

Dag 3

Vågnede lidt tidligere end dagen før.

I dag var store shoppedag, og det er der nogen der har glædet sig til - i hvertfald 2 ud af de 3 der deltager i den her ferie-situation...

Inden shopping skulle vi mødes med Justin og hans familie.

Justin har jeg fundet via Instagram - som mange af mine andre venner her i Berlin.

Det var nok via én af mine venner her, jeg fandt frem til hans Instagram, hvor han laver vegansk mad (med meget karry) og lytter til musik mens han kokkererer - blandt andet Robert, hvilket var primære årsag til vi blev venner.

Vi skulle mødes på Berlins rock stjerne pizzaria i Prenzlauerberg, og vi kom kun lidt for sent, fordi vi valgte at stå af U-bahnen få minutters gang fra restauranten, og så selvflølgelig gå i stik modsatte retning!

Julia, Justins kone bedyrede, at det var også hendes kæmpe issue, når hun kørte med U-bahnen... så det trøstede da lidt, at en ægte berliner også kan blive væk i Berlin...

I selve S-banetoget fra vores egen station, blev vi (for anden gang på den her ferie) udsat for billetkontrol.

Frelste som vi var, viste vi stolt vores billetter til billet-manden, som kiggede længe på min billet (selvfølgelig)...

Han spurgte mig, om jeg lige havde stemplet den, hvilket jeg jo havde. 

På billetten er det angivet hvornår den er købt, og når man så stempler den, så kan man jo så også se, hvornår den er stemplet.

Så langt så godt... fraset min billet så angiveligt var blevet stemplet i morgen!

Omgående spekulerede jeg i om vi i virkeligheden var gået ombord på et tidstog, som tilsyneladende rejste baglæns i tiden... og var jeg ikke i tvivl om tid sted og egne data, så kan jeg godt fortælle, at jeg peakede på desorienteringskontoen der!

Det endte med at billetmanden, der både havde konfereret med en kollega OG havde ringet til “kontoret” sagde, at jeg bare kunne køre på billetten i dag OG I MORGEN! Kaaa-Tjiiing...

Men det var hyggeligt at møde Justin og hans familie, og vi sad udenfor i høj sol og øsende regn! 

Ja, vejret var ret lunefuldt i dag, men endte med at te sig helt pænt efter det sidste våde raserianfald midt på eftermiddagen, hvor vi heldigvis befandt os i tørvejr i Emmas ultimative yndlings genner.

Jeg havde lovet at give, hvis de selv bar, velvidende om at butikkens poser er absolut håbløse... HÅBLØSE!!!

-Vi nævner kun med ganske få ord, at jeg købte noget i sort velour...

Efter vintage-shopping, som det hedder hvis man er fancy, havde jeg bestemt, at vi skulle besøge et kagested med veganske kager.

Vi delte tre stykker kage: en blåbærmousse-kage, en lemon/matchamousse-kage og en kage med creme af banan og chokolade. Alle kagerne var på sådan en slags kiksebund, og mindede om cheesecake eller noget i den stil.

Uanset hvad det var for nogle slags kager, så var de fananame gode!

Efter kage-orgasmerne, ville ungdommen have boba-te, et koncept jeg på ingen måde forstår hypen omkring.

Men mens jeg ventede på de skulle få deres tåbelige overpriced te, kom to damer anstigende iført kæmpe Mercedes - som blev parkeret lige udenfor te-stedet, og damerne, der var draperet i lyse designer gevandter i assorterede fine tekstiler og tyl, tog, sammen med deres Dior-tasker, plads i køen, og lignede en scene fra Crazy Rich Asians...

Nå, men vi var (desværre) ikke færdige med at shoppe, så næste destination var KaDeWe, hvor jeg havde lovet at forhøre mig i Louis Vuitton-boden desangående en bæltetaske til en kollega. 

Jeg er ikke fan af KaDeWe, selvom personalet altid er meget meget flinke og venlige. Men jeg synes det er røvsyge dyre ting de har, som primært kræver en majoritet på cash og ikke på stil, med mindre man kalkulerer med den dårlige stil...

Emma har ret, når hun siger, at penge ikke kan købe stil!

Det kan man til gengæld i Primark! Altså købe stil - til ingen penge... både den gode og den dårlige!

Eller, hvis man har lidt god sans for detaljer, så kan man faktisk finde nogle ret fede ting i Primark. Man kan også finde utroligt mange ufede ting - og også i den grad!

Til gengæld har jeg købt den ultimative gave til min kiosk-kollega! Og hvis hun ikke tisser lidt i bukserne af henrykkelse, så bliver jeg ULYKELIG!!! OG SKUFFET!!! 

Primark var (heldigvis) overstået på relativt kort tid, hvilket min migræne var godt tilfreds med.

Min hangryness derimod... 

Hangryness i en matematisk ligning med sporarbejde og utilregnelige U-bane ruter, hvor en nødrute skulle forestille at erstatte og kombinere 3 andre ruter på én gang, men som på én eller anden måde alligevel formåede at køre i den forkeete retning uanset HVILKEN VEJ man kørte, så man endte samme sted HVER gang, og man følte sig som om man var med i Groundhog Day, mens sekvensen fra Hotel California kørte på repeat i baghovedet: “you can check out every time you want, but you can never leave”... den ligning ender med man har fremstillet verdens farligste bombe!

For helvede hvor var jeg sur til sidst! Og da vi for jeg ved ikke hvilken gang endte på Nollendorfpl. gik jeg i Edeka og raserihandlede en rugbøds-én og en cola, som jeg i vrede hældte ned ad mig selv! SUPER...

Det er helt korrekt, at ens hjerne overhovedet ikke er i stand til at tænke klart, hvis man er meget meget sulten!

Det er også helt korrekt, at mad i en hangeyness-situation har en ganske beroligende effekt, og humørbarometret viste en accelrationshastighed fra pissehamrendeskidesur til altergodt, som man kun ser i lignende hadtighed til Le Mans...

Det er som om ens hjerne nærmest får et beroligende omslag på, som så i den her forbindelse var lavet at knækkede rugkerner og cola...

Rugbrødsplastret gjorde, at jeg kunne klare at hyggeshoppe snacks og kaffe til i morgen i vores egen Edeka, inden vi ville indtage Kastanienallee og spise ultra sen aftensmad.

Vi havde planlagt, at vi ville have nudler, så derfor endte vi selvfølgelig med at spise Libanesisk, og det gjorde overhovedet ingenting!

Det var, ifølge Karla, åndssvagt godt! - og det gav vi hende ret i, det var sgu åndssvagt godt!

Og vi nød både maden, de meget høje mellemøstlige toner, der drønede ud af højtalerne og den hektiske aktivitet både foran og bag disken.

Der var en helt særlig fantastisk stemning.

Mit anfald af hangryness var næsten glemt, og vi blev enige om, at det havde været (endnu) en formidabel dag!

Berlin sommeren 2020 - dag 3

Berlin sommeren 2020

Dag 3

Vågnede lidt tidligere end dagen før.

I dag var store shoppedag, og det er der nogen der har glædet sig til - i hvertfald 2 ud af de 3 der deltager i den her ferie-situation...

Inden shopping skulle vi mødes med Justin og hans familie.

Justin har jeg fundet via Instagram - som mange af mine andre venner her i Berlin.

Det var nok via én af mine venner her, jeg fandt frem til hans Instagram, hvor han laver vegansk mad (med meget karry) og lytter til musik mens han kokkererer - blandt andet Robert, hvilket var primære årsag til vi blev venner.

Vi skulle mødes på Berlins rock stjerne pizzaria i Prenzlauerberg, og vi kom kun lidt for sent, fordi vi valgte at stå af U-bahnen få minutters gang fra restauranten, og så selvflølgelig gå i stik modsatte retning!

Julia, Justins kone bedyrede, at det var også hendes kæmpe issue, når hun kørte med U-bahnen... så det trøstede da lidt, at en ægte berliner også kan blive væk i Berlin...

I selve S-banetoget fra vores egen station, blev vi (for anden gang på den her ferie) udsat for billetkontrol.

Frelste som vi var, viste vi stolt vores billetter til billet-manden, som kiggede længe på min billet (selvfølgelig)...

Han spurgte mig, om jeg lige havde stemplet den, hvilket jeg jo havde. 

På billetten er det angivet hvornår den er købt, og når man så stempler den, så kan man jo så også se, hvornår den er stemplet.

Så langt så godt... fraset min billet så angiveligt var blevet stemplet i morgen!

Omgående spekulerede jeg i om vi i virkeligheden var gået ombord på et tidstog, som tilsyneladende rejste baglæns i tiden... og var jeg ikke i tvivl om tid sted og egne data, så kan jeg godt fortælle, at jeg peakede på desorienteringskontoen der!

Det endte med at billetmanden, der både havde konfereret med en kollega OG havde ringet til “kontoret” sagde, at jeg bare kunne køre på billetten i dag OG I MORGEN! Kaaa-Tjiiing...

Men det var hyggeligt at møde Justin og hans familie, og vi sad udenfor i høj sol og øsende regn! 

Ja, vejret var ret lunefuldt i dag, men endte med at te sig helt pænt efter det sidste våde raserianfald midt på eftermiddagen, hvor vi heldigvis befandt os i tørvejr i Emmas ultimative yndlings genner.

Jeg havde lovet at give, hvis de selv bar, velvidende om at butikkens poser er absolut håbløse... HÅBLØSE!!!

-Vi nævner kun med ganske få ord, at jeg købte noget i sort velour...

Efter vintage-shopping, som det hedder hvis man er fancy, havde jeg bestemt, at vi skulle besøge et kagested med veganske kager.

Vi delte tre stykker kage: en blåbærmousse-kage, en lemon/matchamousse-kage og en kage med creme af banan og chokolade. Alle kagerne var på sådan en slags kiksebund, og mindede om cheesecake eller noget i den stil.

Uanset hvad det var for nogle slags kager, så var de fananame gode!

Efter kage-orgasmerne, ville ungdommen have boba-te, et koncept jeg på ingen måde forstår hypen omkring.

Men mens jeg ventede på de skulle få deres tåbelige overpriced te, kom to damer anstigende iført kæmpe Mercedes - som blev parkeret lige udenfor te-stedet, og damerne, der var draperet i lyse designer gevandter i assorterede fine tekstiler og tyl, tog, sammen med deres Dior-tasker, plads i køen, og lignede en scene fra Crazy Rich Asians...

Nå, men vi var (desværre) ikke færdige med at shoppe, så næste destination var KaDeWe, hvor jeg havde lovet at forhøre mig i Louis Vuitton-boden desangående en bæltetaske til en kollega. 

Jeg er ikke fan af KaDeWe, selvom personalet altid er meget meget flinke og venlige. Men jeg synes det er røvsyge dyre ting de har, som primært kræver en majoritet på cash og ikke på stil, med mindre man kalkulerer med den dårlige stil...

Emma har ret, når hun siger, at penge ikke kan købe stil!

Det kan man til gengæld i Primark! Altså købe stil - til ingen penge... både den gode og den dårlige!

Eller, hvis man har lidt god sans for detaljer, så kan man faktisk finde nogle ret fede ting i Primark. Man kan også finde utroligt mange ufede ting - og også i den grad!

Til gengæld har jeg købt den ultimative gave til min kiosk-kollega! Og hvis hun ikke tisser lidt i bukserne af henrykkelse, så bliver jeg ULYKELIG!!! OG SKUFFET!!! 

Primark var (heldigvis) overstået på relativt kort tid, hvilket min migræne var godt tilfreds med.

Min hangryness derimod... 

Hangryness i en matematisk ligning med sporarbejde og utilregnelige U-bane ruter, hvor en nødrute skulle forestille at erstatte og kombinere 3 andre ruter på én gang, men som på én eller anden måde alligevel formåede at køre i den forkeete retning uanset HVILKEN VEJ man kørte, så man endte samme sted HVER gang, og man følte sig som om man var med i Groundhog Day, mens sekvensen fra Hotel California kørte på repeat i baghovedet: “you can check out every time you want, but you can never leave”... den ligning ender med man har fremstillet verdens farligste bombe!

For helvede hvor var jeg sur til sidst! Og da vi for jeg ved ikke hvilken gang endte på Nollendorfpl. gik jeg i Edeka og raserihandlede en rugbøds-én og en cola, som jeg i vrede hældte ned ad mig selv! SUPER...

Det er helt korrekt, at ens hjerne overhovedet ikke er i stand til at tænke klart, hvis man er meget meget sulten!

Det er også helt korrekt, at mad i en hangeyness-situation har en ganske beroligende effekt, og humørbarometret viste en accelrationshastighed fra pissehamrendeskidesur til altergodt, som man kun ser i lignende hadtighed til Le Mans...

Det er som om ens hjerne nærmest får et beroligende omslag på, som så i den her forbindelse var lavet at knækkede rugkerner og cola...

Rugbrødsplastret gjorde, at jeg kunne klare at hyggeshoppe snacks og kaffe til i morgen i vores egen Edeka, inden vi ville indtage Kastanienallee og spise ultra sen aftensmad.

Vi havde planlagt, at vi ville have nudler, så derfor endte vi selvfølgelig med at spise Libanesisk, og det gjorde overhovedet ingenting!

Det var, ifølge Karla, åndssvagt godt! - og det gav vi hende ret i, det var sgu åndssvagt godt!

Og vi nød både maden, de meget høje mellemøstlige toner, der drønede ud af højtalerne og den hektiske aktivitet både foran og bag disken.

Der var en helt særlig fantastisk stemning.

Mit anfald af hangryness var næsten glemt, og vi blev enige om, at det havde været (endnu) en formidabel dag!

Berlin sommeren 2020 - dag 2

Berlin sommeren 2020

Dag 2

Uhhh det var svært at komme ud af fjerene!

Det regnede massivt og vi var matte i koderne efter i går.

Men vi havde en aftale med Frances, om at vi skulle se en udstilling tæt på Berlin Hbf, så efter den obligatoriske kaffe i sengen, måtte jeg rejse mit trætte gamle legeme, og gøre mig nogenlunde anstændig.

Vi bor overfor en station, hvor der også kører regionaltog (og lyntog for den sags skyld), så jeg havde planlagt at tage et regionaltog et enkelt stop til Berlin Hbf.

Jeg var ikke helt sikker på at U og S banebilletterne kunne bruges her, så for en sikkerheds skyld undlod jeg at købe billetter til dén tur...

Udstillingen skulle være ret tæt på hovedbanegården, og hvis man gik ud i den rigtige ende, kunne man faktisk gå derhen på 5 minutter.

Det valgte vi så ikke at gøre!

Man skal jo ikke gøre tingene for nemme, så vi valgte at gå ud i den falske ende, og derefter gå en dejlig tur rundt om hovedbanegården i regnvejr - naturligvis!

Google maps gav løfter om, at vi blot skulle hen af en vej og over en bro, og så ville vi være der...

Google maps havde dog lidt svært ved at beslutte sig for hvilken af de TRE broer, der lå ret tæt på hinanden, vi skulle over. 

Mens vi stod helt desorienterede i et kryds med adskillige broer, blev vi heldigvis antastet af Frances, der kom halsende efter os, og vi fandt udstillingen efter 5 minutters gang.

Det var en udstilling omhandlende hvordan vi kan leve i fremtiden, og den var lavet i fællesskab mellem videnskabsfolk, forskere og kunstnere. Den var til dels interaktiv, og ualmindelig formidabel!

Et sted jeg kunne have brugt langt flere timer end jeg gjorde, fordi jeg var ved at dø af sult i en sådan grad, at jeg rystede og koldsvedte...

Heldigvis var der en café, som vi kapitulerede til, for at få noget at spise.

Eller ja, de havde to slags kage, som var fremragende - bevares... og selvom jeg aldrig nogensinde har indhaleret et stykke kirsebær-pie så hurtigt, som jeg gjorde, så ville det muligvis have været bedre for den generelle ernæringstilstand, hvis jeg havde spist noget ægte mad... 

(måske er der aldrig nogensinde nogen der har spist et sådan stykke bagværk så hurtigt - fraset agent Cooper i Twin Peaks, eller han nød det vel mere, fordi han var så dannet?)

MEN jeg fik det bedre, og vi kunne genoptage udstillingen med en noget mere nærværende tilgang.

Tiden gik hurtigt, og vi skiltes med Frances.

Vi drog mod Alexanderplatz, hvor vi snuppede en hurtig bid mad, som ikke var kage, inden vi gik mod den aktivitet, som Karla havde bestemt: Illuseum!

Et interaktivt museum, hvis formål tilsyneladende var at fucke ens hjerne op mest muligt!

Alle former for optiske illusioner var nærmest repræsenteret, og jeg blev selvfølgelig mega dårlig (igen) - men denne gang var det ikke på grund af sult, men fordi migræne og optiske illusioner aldrig har været verdens bedste partnerskab, med mindre man er helt pjattet med at have kvalme og hovedpine, og det skal der nok være nogen der er... men bare ikke mig!

Ungdomspersonerne ønskede at kigge butikker, selvom vi havde aftalt, at vi ikke holdt shoppedag, så jeg blev parkeret på Alexanderplatz - heldigvis ved siden af en meget velduftende mandsperson, hvis aftershave på ingen måde generede min migræne eller kvalme. 

Langt om længe måtte vi give efter for vores craving efter sushi, og i løbet af nul komma få stop med U2, gjorde vi vores entré på Noï, vores faste sushi-sted. (Og det har INTET at gøre med, at den ældste halvdel af ungdomsselskabet synes tjenerne er pæne).

Hjemme i ordentlig tid i en naiv forhåbning om at ungdomspersonerne ville gå tidligt til ro, blev jeg selvfølgelig klogere...

Sjældent har noget tilsyneladende været mere morsomt i hele verden, end det der blev grinet af i FLERE TIMER i går aftes SENT!

Men langt om længe faldt de i søvn, og det var vidunderligt!

Berlin Sommeren 2020

Dag 1

Kørte hjemmefra kl 2:10 natten til onsdag, og i modsætning til sidst jeg kørte til Berlin, hvor lykkefølelsen lod vente lidt på sig, havde jeg knap nok forladt hjemmematriklen, før den brusende fornemmelse i maven meldte sin ankomst.

Det var en blanding af decideret henrykkelse over at skulle afsted mod alle odds, og behovet for at føle man forlod noget man trængte til at forlade for en stund.

Følelsen af at pakke en taske med henblik på at skride fra en hverdag, som måske var blevet lige lovlig træls - for at sige det på ægte jysk, var vidunderlig!

For en måned eller to siden så det sort ud med at komme på ferie udenfor landets grænser, og det var jeg indforstået med, på en måde, men savnet til byen og mine venner hernede var stort - og da udenrigsministeriet sagde ok til Berlin, gik der et splitsekund, og så var der arrangeret en lille lindrende sviptur...

Aldrig har jeg handlet så resolut! Eller jo, det gør jeg sgu da hele tiden - sidst i forbindelse med indkøb af nød-brille, men den situation fortjener sit helt eget blogindlæg...

Hvis man kan holde sig vågen til det, så kan jeg varmt anbefale at køre om natten! Klokken 2:10 var måske lige sent nok, fordi jeg slet ikke fik nok ud af de dejlige fredfyldte timer, hvor mørket er massivt, eller så massivt, som det nu lader sig være i Danmark og Tyskland i begyndelsen af juli.

Kl 23 ville være mere et mere passende tidspunkt at køre på, men der var bare lige så mange vigtige ting vi skulle på selve dagEN, så tidsplanen var skredet allerede da dagen begyndte...

Turen gik over al forventning - men med mit liv, og de ting det byder mig, så har jeg lært at lægge mine forventninger på et meget lille sted - og den tilgang fungerer i langt de fleste tilfælde.

Vel ankommet til destinationen efter 8 timers astadig kørsel med diverse toiletbesøg og indkøb af fornødenheder, kunne jeg så bruge det meste af en time på at jage en parkeringsplads, som ikke lå flere kilometer væk.

Her i gaden, parkeringsmæssigt, hersker Darwins lov lidt for overbevisende, men fordi vi er tilstrækkeligt fitte, så endte vi med, som altid, at kunne parkere lige udenfor opgangen!

VICTORY!!! (Ja, jeg ved ikke hvad fanden det er med mig og parkerings-situationer... men det er en årelang føljeton)

Vi får moslet vores bagage op på 4. - og jeg overraskes hver eneste gang jeg går op af de trapper, at jeg altid er ved at dø!

-og jeg synes der er flere trapper hver gang jeg bestiger dem (altså ikke bestiger på den upassende måde, men på Mount Everest-måden, dog uden brug af ilt - endnu...)

Efter lidt vegeteren kunne vi ikke modstå sulten længere, og det eneste vi kunne tænke på var DÖNER!

Ind til vores aller bedste döner-venner på Alexander Pl. for at stille sulten, og for at være vidner til en döner-fugle-turist-situation...

En lettere forvirret turist havde købt en döner. Og hans reaktion på den, var præcis som vores, første gang vi købte en sådan - man stirrer helt fortabt, og aner ikke hvordan man skal gribe den an... han besluttede sig for at gå ud med den, og efterlod den derfor (fejlagtigt) ude på et bord (sammen med en flok krigsklare fugle) mens han hentede resten af sine sager.

Aldrig havde han plantet döneren og vendt ryggen til, før armeen gjorde sin invasion!

Vi prøvede at signalere til ham, hvilket resulterede i, at han gloede på os, som om vi var idioter - hvilket vi jo også på en måde var/er, men det kunne han da ikke vide...

Det ender med han efterlader sin (fuglebespiste)döner, og formentlig giver stedet en dårlig anmeldelse på Trip Advisor...

Efter frokosten ville ungdommen gerne besøge Decathlon, og jeg fulgte efter som en viljeløs lemming. Men jeg kunne godt mærke på det hele, at jeg var meget træt, og insisterede på at vi tog hjem til lejligheden igen.

Snack-rov på vej hjem, og efter 30 vågne timer, pillede jeg linserne ud og tog en tiltrængt lur.

Hurra for os at Berlin lukker sent.

Aftensmaden blev indtaget kl 22:30 og efter en lille aftentur, vendte vi hjem til et bad og en god nats søvn!

VANVID 19

VANVID 19

Efter et par ugers isolation, har Danmark været på den anden ende!

På trods af en lettere intens stemning på landets hopsitaler, på grund af en truende pandemi og deraf følgende mangel på diverse, hvor man desuden har hidkaldt alle de der kan, og har noget at tilbyde rent sundhedsfagligt, til at være i beredskab. 

På trods af at folk dør i hobetal ude i verden og verden er på randen af opløsning, så afholder det så sandelig ikke Danmark fra at padle rundt i egen andedam (med nogenlunde afstand til hinanden).

Parcelhus-Danmark været i  dyb dyb krise, over de manglende muligheder for at komme af med haveaffaldet!

Den stolte Tinka nissehue-nation har talt igen!

Med en flaske Round Up i hånden, og minderne om en Kählervase de aldrig fik, har de danske parcelhusejere talt!

“Vi kan ikke klare mere modgang, og hvis vi ikke kan komme af med den gigantiske byrde af afklippede grene (og i så rigelige mængder, fordi der ikke har været andet at tage sig til, nu man hverken kan tage til Bingo eller på familietur til det nærmeste storcenter) og visne blade, så smider vi det i naturen, ellers får vi et sammenbrud!!!”

Meget kan man byde en velfærdsnation, men at tage hovedet ud af røven på sig selv, er tilsyneladende for meget forlangt!

Det sidder selvfølgelig også meget langt oppe og godt fast, så det kræver en manøvre man ikke hidtil har set, at skulle gøre et SÅ drastisk tiltag! - og her er etablering af 7-8 nye pandemiafsnit indenfor rekordtid INGENTING!

Der er ingen grænser for den anerkendelse og respekt for de der er villige til at lægge hele deres hverdag om.

Uhhhh ha! DEM beundrer vi!

Men når det kommer til os selv, og vores egne behov ikke dækkes, SÅ er fanden løs i Laksegade!!! (Selvfølgelig med afstand, og hamstret håndsprit i lommen)

De basale behov er jeg med på skal dækkes, bevares! Men selv de basale behov kan ændres fra overflod til ja, netop BASALE! Vi har bare glemt hvad der er need to have, og hvad der er nice to have... (en pæn have er i min afstumpede verden NICE to have)

-og i en (relativt kort) tid som denne, så skulle det være muligt at slække på disse behov, hvis vi slår lidt knuder på os selv - hvilket jeg godt kan se bliver lidt besværligt, når man samtidig har hovedet oppe i røven på sig selv...

Gå hellere ind og tag jeres Tinka nissehue på! Nyd jeres Kählervase, sorter lidt i dyrekortene fra Billeren og tag hovedet ud af røven - den er ikke en hat!

COVID-19

COVID 19

Efter et par ugers isolation, kan jeg fornemme den tiltagende frustration blandt småbørnsfamilierne!

Måske går det op for nogle forældre, hvor afskyelige deres børn i virkeligheden er?

Måske får mange en helt anden opfattelse af pædagogers og lærers dagligdag, hvor de ikke kun skal deale med børnene, men også med børnenes forældre?

Jeg er i hvertfald glad for jeg ikke er i den branche, og jeg synes det er prisværdigt, at der er nogen der gider!

Mine børn er ikke så slemme, fordi de er store nu, og kan beskæftige sig selv.

Det kunne de egentlig også da de var mindre.

Jeg har aldrig været sådan én der har underholdt mine børn - der har aldrig stået entertainer på mit visitkort (faktisk har jeg ikke noget visitkort, hvis sandheden skal frem).

Det der har været mest skræmmende for mig, under den her undtagelsestilstand vi befinder os i, er at det slet ikke går mig på at skulle undgå andre mennesker - det er på nange måder befriende.

Når jeg så er sammen med andre mennesker, kan jeg mærke en tiltagende irritation overfor en del af dem...

Eller skræmmende og skræmmende er nok så meget sagt, med mindre man vil gøre et drama ud af noget, som reelt set ikke er et problem.

Men så i hvertfald bemærkelsesværdigt. Ja, det er bemærkelsesværdigt, at jeg faktisk synes det er okay at være anbefalet at blive hjemme, og mindske omgangen med andre mennesker.

Jeg har ikke foretaget de vilde ændringer i min hverdag, hvilket nok skyldes, at jeg er én af dem, der ikke kan arbejde hjemmefra, selvom det kunne give neurokirugi en helt ny og spændende facet, men er nødt til at tage på arbejde.

Min hverdag på arbejdet vil dog i en periode være omdirigeret til at hjælpe til med at varetage Pandemiafsnitterne, som man har etableret på hospitalet.

Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem glæder mig til at skulle træde direkte ind i materien, men det er en god erfaring at gøre sig, og følelses af at gøre nytte hvor behovet er størst virker umiddelbart, trods mit massive menneskehad, som en udemærket idé..

Børnene arbejder hjemmefra, og de gør det overraskende godt.

Ambitionerne er høje, og fliden ligeså med skolearbejdet. Oprydning efter sig selv kunne være bedre. MEGET BEDRE!

Men det er Sisyfos om igen, blot med flere end en enkelt sten at rulle op ad bjerget.

Følelsen af at blive overbegjort i kaskader af grus, der vælter ned fra bjerget fra tid til anden, er ihvertfald ægte...

Vejret har vist sig fra sin pæne side, og det har affødt adskillige gåture både “oppe bagved” og på stranden.

Chihuahuaernes form er skarpere end nogensinde, og de nyder især selskabet 24/7.

Dog har de ikke udvist samme glæde, som den hund der var så glad for dens menneskefar og menneskemor var hjemme hos den hele tiden, at den logrede konstant - indtil den ikke logrede længere, fordi den forstuvede sin hale af at logre...

Jeg er ikke bekymret for at skulle leve i fortsat isolation et stykke tid. 

Det skal jeg nok klare. 

Det skal VI nok klare i vores lille familie.

Jeg kan godt være bekymret for om alle formår at holde kadencen, og være standhaftige, men jeg håber ikke man bukker under.

Jeg kan stadig gå på arbejde, og føle jeg gør en forskel, dog med tiltagende mangel på værnemidler...

Jeg kan tage ud at handle.

Jeg er i mit hjem, som er trygt.

Jeg er sammen med mine børn, som er sunde og raske, og som i sjældne øjeblikke også er i stand til at føre normale samtaler - de unormale samtaler er dog de sjoveste,

Den her isolation er INGENTING for mig - for os!

Vi HAR været på visit i Helvede, dengang Emma og jeg var tæt på isoleret det meste af en måned på en hopsitalsstue.

Den her isolation er a walk in the park - med god afstand og ikke mere end 10 personer samlet , naturligvis!

Forskellen på det her og dengang er, at dengang var vi ret alene i det, mens vi nu er et helt land, ja det meste af verden om det her, og hvis vi holder tungen lige i munden, og helst i vores egen i disse tider, hvis vi lader være med at gå i panik, men tænker os om, hvis vi bekæmper smitten og frygten, og opfører os klogt og fornuftigt, så skal vi nok klare den.

Jeg er i hvertfald ikke nær i knæ endnu, så COVID 19, bring it on!!!