Dag 1
Kørte hjemmefra kl 2:10 natten til onsdag, og i modsætning til sidst jeg kørte til Berlin, hvor lykkefølelsen lod vente lidt på sig, havde jeg knap nok forladt hjemmematriklen, før den brusende fornemmelse i maven meldte sin ankomst.
Det var en blanding af decideret henrykkelse over at skulle afsted mod alle odds, og behovet for at føle man forlod noget man trængte til at forlade for en stund.
Følelsen af at pakke en taske med henblik på at skride fra en hverdag, som måske var blevet lige lovlig træls - for at sige det på ægte jysk, var vidunderlig!
For en måned eller to siden så det sort ud med at komme på ferie udenfor landets grænser, og det var jeg indforstået med, på en måde, men savnet til byen og mine venner hernede var stort - og da udenrigsministeriet sagde ok til Berlin, gik der et splitsekund, og så var der arrangeret en lille lindrende sviptur...
Aldrig har jeg handlet så resolut! Eller jo, det gør jeg sgu da hele tiden - sidst i forbindelse med indkøb af nød-brille, men den situation fortjener sit helt eget blogindlæg...
Hvis man kan holde sig vågen til det, så kan jeg varmt anbefale at køre om natten! Klokken 2:10 var måske lige sent nok, fordi jeg slet ikke fik nok ud af de dejlige fredfyldte timer, hvor mørket er massivt, eller så massivt, som det nu lader sig være i Danmark og Tyskland i begyndelsen af juli.
Kl 23 ville være mere et mere passende tidspunkt at køre på, men der var bare lige så mange vigtige ting vi skulle på selve dagEN, så tidsplanen var skredet allerede da dagen begyndte...
Turen gik over al forventning - men med mit liv, og de ting det byder mig, så har jeg lært at lægge mine forventninger på et meget lille sted - og den tilgang fungerer i langt de fleste tilfælde.
Vel ankommet til destinationen efter 8 timers astadig kørsel med diverse toiletbesøg og indkøb af fornødenheder, kunne jeg så bruge det meste af en time på at jage en parkeringsplads, som ikke lå flere kilometer væk.
Her i gaden, parkeringsmæssigt, hersker Darwins lov lidt for overbevisende, men fordi vi er tilstrækkeligt fitte, så endte vi med, som altid, at kunne parkere lige udenfor opgangen!
VICTORY!!! (Ja, jeg ved ikke hvad fanden det er med mig og parkerings-situationer... men det er en årelang føljeton)
Vi får moslet vores bagage op på 4. - og jeg overraskes hver eneste gang jeg går op af de trapper, at jeg altid er ved at dø!
-og jeg synes der er flere trapper hver gang jeg bestiger dem (altså ikke bestiger på den upassende måde, men på Mount Everest-måden, dog uden brug af ilt - endnu...)
Efter lidt vegeteren kunne vi ikke modstå sulten længere, og det eneste vi kunne tænke på var DÖNER!
Ind til vores aller bedste döner-venner på Alexander Pl. for at stille sulten, og for at være vidner til en döner-fugle-turist-situation...
En lettere forvirret turist havde købt en döner. Og hans reaktion på den, var præcis som vores, første gang vi købte en sådan - man stirrer helt fortabt, og aner ikke hvordan man skal gribe den an... han besluttede sig for at gå ud med den, og efterlod den derfor (fejlagtigt) ude på et bord (sammen med en flok krigsklare fugle) mens han hentede resten af sine sager.
Aldrig havde han plantet döneren og vendt ryggen til, før armeen gjorde sin invasion!
Vi prøvede at signalere til ham, hvilket resulterede i, at han gloede på os, som om vi var idioter - hvilket vi jo også på en måde var/er, men det kunne han da ikke vide...
Det ender med han efterlader sin (fuglebespiste)döner, og formentlig giver stedet en dårlig anmeldelse på Trip Advisor...
Efter frokosten ville ungdommen gerne besøge Decathlon, og jeg fulgte efter som en viljeløs lemming. Men jeg kunne godt mærke på det hele, at jeg var meget træt, og insisterede på at vi tog hjem til lejligheden igen.
Snack-rov på vej hjem, og efter 30 vågne timer, pillede jeg linserne ud og tog en tiltrængt lur.
Hurra for os at Berlin lukker sent.
Aftensmaden blev indtaget kl 22:30 og efter en lille aftentur, vendte vi hjem til et bad og en god nats søvn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar