I denne søde juletid (med nisser og familiesplid...)

Julen er noget særligt for alle. Selv de der ikke holder jul ser denne (ikke-) højtid som noget (ubetydeligt) særligt. Julen er, når det er jul, et ligeså relevant, tilforladeligt og ubetydeligt samtaleemne som vejret, og flosklen "nårh, er du ved at være klar til jul" bruges hyppigere end diverse kommentarer om det ellers så allestedsnærværende vejr.

Én ting er helt sikker! Julen kommer hvert år, og den kommer altid lige så meget bag på os, som sneen kommer bag på DSB, som det i øvrigt kører for! <- Bemærkede den opvakte læser hvordan jeg i én og samme sætning fik implementeret JULEN OG VEJRET? (og DSB for den sags skyld...)

Julen er hjerternes fest. Både de knuste hjerter og de hjerter der stadig er intakte. Vi fejrer julen på et hav af måder, og vi har endnu flere traditioner, som skal overholdes til punkt og prikke, for ellers bliver det ikke en god jul!

Min familie har valgt at fejre jul i små ekstremt lukkede enklaver, og det er en konstellation man lige skal vænne sig til. Springet fra tvunget samvær og påtaget hygge til endeligt at manifestere at vi intet har til fælles, har jo i årevis ligget latent under overfladen og boblet.
Men ingen tog skridtet, indtil der så var nogen der alligevel gjorde.
Jojo... Vi er vel blevet voksne og bevidste om vores integritet. Måske så bevidste at tankerne om andres følelser helt er gledet i baggrunden? -For det er jo bestemt ikke fordi vi vil såre nogen, bevares... Men vi vil heller ikke spilde dén særlige aften, som vi en hel måned har ladet op til, på den der familie man for det første intet har til fælles med, og som man for det andet slet ikke rigtig bryder sig om. Bryder sig om som i "kan ikke lide" OG som i "er ligeglad".

Derfor har jeg etableret en helt ny relation... til en and...
Jeg tilhører nemlig ingen lukket enklave, så jeg har været nødsaget til at kreere min egen. Og en meget central ting er anden, hvorfor jeg en sen aften indfandt mig i det lokale supermarked for at rekvirere mig et sådan stykke fjerkræ...
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at jeg følte mig en lille smule beklemt og meget intimideret ved at luske ud med 3 kg frossen and under armen og et gratis opskrift-hæfte i hånden.

Siden har jeg, som det første hver morgen, befamlet anden. Mest for at følge med i optøningsprocessen, men også for at sikre mig, at den har det godt der inde i køleskabet, der aldrig har indeholdt en hel and (med indmad i en lille pose) før.

Humøret er bipolært vekslende mellem overstadig glæde og spænding over at skulle foranstalte en komplet julemiddag for den rest af min familie der vil være en del af MIN enklave, og over til panisk angst og ubeskrivelig skuffelse over at skulle foranstalte en komplet julemiddag og være den der ikke er plads til.

Spørgsmålet er om man skal tilkendegive hvilken ulykke det medfører at være den udstødte... Men hvorfor skulle man dog det? Man ønsker jo ikke (bevidst -forståes) at ødelægge andres jul med bitterhed og dårlig stemning. Og på den anden side, ville man overhovedet bryde sig om at blive implementeret i en enklave på en afbudsbillet baseret på medlidenhed, overbærenhed og pligt? Nej vel?

Ikke destomindre er det en barsk julegave se familien gå i opløsning, men samtidig en befrielse, fordi man langt om længe kan give slip på en illusion og komme videre.

Med ønsket om en glædelig jul til de fleste vil jeg gå ud og kigge til anden. -skal jeg hilse?

iDiot

Så er jeg dælme med!!! Altså rent iMæssigt...
Jeg har langt om længe overgivet mig, og anskaffet mit et iPhone telefoni-apparat... Kom ikke her! Eller i hvertfald kom ikke her fra nuuu af...

Jeg har næstenle iTems nu, og det har da på én eller anden måde gjort mig til et mere helt menneske. Altså fra nuuu af... Ikke fra i går af for eksempel...

Jeg må nu nok sige at den der iPhone ikke ligefrem er en handy sag. Det er temmeligt besværligt at skrive sms'er på den, men det skal nok komme. Det er skønt med en kalender lige ved hånden, og kalenderen er nok den feature jeg bruger mest. Altså næst efter diverse versioner af Angry Birds, men det burde jo ikke være nødvendigt at nævne. Er allerede oppe på 3 stjerner på ADSKILLIGE baner...

Det eneste iPhonen gør markant dårligere end min kære elskede gamle Nokia n86 er at fotografere. Og med markant dårligere mener jeg af røven til!
Hver gang jeg vil tage et billede med blitz, så blev det hele BLÅT! Blåt som i en tarvelig version af Avatar. Ja, nemlig SÅ blåt! Faktisk kan man slet ikke se hvad der er på billedet, udover blåååt. Så min fotograferings-aktivitet har primært været skemasat til dagtimerne, hvor solen har ydet mig støtte.

Altså sådan var det indtil i går aftes, hvor jeg, efter adskillige krumspring med diverse apps, softwareopdateringer, Googlen og ikke mindst frustrationer, ville tage det der gummicover af jeg har monteret på apparatet for det ikke skal blive ridset. Jeg havde måske en sær idé ommm, at det var dét der var skyld i de ekstremt dårlige billeder, fordi det var sådan et billigt et fra Billeren. Ja, hvad ved jeg? -tydeligvis ikke en skid!
I samme bevægelse som jeg trak gummicoveret af faldt den der beskyttelsesfilm også af... Altså den man skal tage af INDEN brug... Måske havde jeg været en kende for ivrig med hensyn til ibrugtagning af det nye apparat beregnet til telefoni og andre interaktive foranstaltninger, eller måske har Appele bare et sygt forhold til at drapere deres produkter i plastikfolie... Det er nu nok DESVÆRRE det første der i min situatione er geældende...

Nå, men nu tager vi billeder BÅDE om dagen og efter mørkest frembrud, og endda med god succes!

Håber der går en pæn rum tid inden det næste iTem bliver lanceret...

Tillykke til mig!

Ja, så har det været min fødselsdag i dag. Det er typisk dagen, hvor man bliver et år ældre. Det gælder bare ikke for mig, for der er jo en (uskrevet) regel der siger, at når ens MOR!!! GLEMMER!!! ens fødselsdag, så glæder det ikke. Og det var lige præcis hvad der skete for nogle uger siden.
Min farbror inviterede til fest på en dag hvor min mor absolut ikke kunne, da hun skulle noget vigtigt, men fordi min farbror gerne ville, at alle kunne være til stede, forespurgte han hende om d. 13. november. Ahemm... hun syyyntes der var eeet eller andet... men eftersom der INTET!!! stod i hendes kalender, så kunne det umuligt være noget vigtigt!!!...
Og sådan gik det til, at jeg fik prøvet at holde fødselsdag (altså ganske vist en andens) på Munkebjerg Hotel med smuk udsigt over Vejlr fjord (som IKKE er en sø!)
Ikke desto mindre var der både fødselsdagssang (og denne gang var det for MIG!!!) og en fin buket blomster (til MIG!!!) Og mindet om en rigtig hyggelig dag selvfølgelig, på troda af alt. Men som min kloge fætter Kristian sagde: "Det gør ondt når ens mor glemmer ens fødselsdag, men smerten er ubeskrivelig anden gang hun glemmer den...)

Til gengæld er der næsten 100 af mine nærmeste venner på Face Book der huskede det. Altså fødselsdagen. At det formentlig skyldes en stor hjælpende hånd fra fødselsdagskalenderen på Face Book er i og for sig ligegyldigt, for bare det at man gider at skrive tillykke gør, at man føler sig særlig, speciel og ganske udvalgt.

Nå, men man skal jo altid lige komme ind på vejret og sammenhængen med det på gældende fødselsdagsbarn. Vejret i dag har der hvor jeg har befundet mig, været tåget og diset, men med en meget insisterende sol bagved. Og det er vel egentlig en meget god beskrivelse af mig, lettere tåget, men inderst inde er jeg en rendyrket kæk solskinspige... Fik jeg nævnt at det var is-koldt i dag også?

Og så er det jo ikke nogen hemmelighed, at denne blog også her udviklet sig til et sted, hvor jeg på pinligste vis eksponerer og udleverer mig selv, min gøren og laden (vandladen ikke mindst) Vi har været inde på menstruation, og ikke den rosen"røde" om man så må sige, del af den sag. Her har ikke været lagt skjul på noget, og der her ikke hersket den lettere romantiserede stemning over "det" som man gerne vil i diverse reklamer for sugende materialer til netop det formål... Vi har, eller JEG har været inde på diverse former for ufrivillige typer af ting kroppen i øvrigt formår at udskille, lige fra lumske gasser som følge af tung flatulens i luften, til udskillelse af mere håndgribelige ting, hvor det lidet flatterende defækations-univers har haft en ganske betydelig rolle...

Nu kommer den ultimative udlevering af undertegnede, men eftersom jeg mistede al selvrespekt, da min mor glemte min fødselsdag, så har jeg absolut intet at miste...

I aften har jeg været til koncert med THOMAS HELMIG!!! -og jeg har selv betalt min billet. Ikke en dårlig undskyldning med at jeg havde fået en gratis billet, og så kunne jeg da godt tage afsted. NIX! Jeg købte en billet, fordi jeg rent faktisk gerne ville ind og høre det, eller ham... Og som om det ikke er selveksponering nok, så trumfer jeg lige med at nævne, at jeg hyggede mig, og klappede i takt op til flere gange. Jow jow...
Nå ja, så fik vi også sat en dato for en julefrokost. Altså ikke Thomas H og mig, men de damemennesker jeg fulgtes med derind.
Koncerten var faktisk god, og han havde en sammensvoren med. Imponerende hvordan han har formået at støve én op, der var lige så lavstammet som ham selv. Men alt andet ville jo også sætte ham i et temmeligt fesent lys... Ham den anden hed Poul, og så vidt vides, så hedder han det endnu. Og kunne Poul synge? Ja, det kunne Poul godt! Fik publikum stiftet bekendskab med et loopapparat? -og en autoharpe? Ja, det gjorde vi... Autoharpen havde han, altså Thomas H, stiftet bekendskab med engang han havde været til koncert med Dolly Parton!!! Selveste Dolly P! OMG!

Ud over at vælge at være hot frem for cool, så definerede han sig selv som en gammel mand med høreapparat og sne på taget... Ikke så mange rockstjerne nykker der. Men det kan man næsten heller ikke tillade sig at have, når man stiller op på en scene iført fornuftigt fodtøj med luptpuder i hælen og en meget blød sål... Ja, der er kvantespring mellem det ortopædiske stykke fodtøj til 80'ernes sylespidse cowboystøvle, som det tilsyneladende kun er fru Sanne Salonomsen der stadig er tro mod. Måske fordi hun ikke kan få dem af...

Men det har været en dejlig dag. Tænk at være så priviligeret at holde fødselsdag -en slags, uden at være blevet så meget som et år ældre, og i øvrigt stadig formå at ligne, og ikke mindst opføre mig som, en på 24...

(dette indlæg er udgivet uden nogen form for korrekturlæsning -som alle mine andre indlæg i øvrigt...)

Best day ever! -og så på en maaandag...

Efterår, eller noget...

Jeg er overbevist om at jeg har fået en 3. grads forbrænding af at hive det brændenældeTRÆ op der ved en fejl havde slået lejr i vores hæk i komfortabelt skjul bag den grotesk store Webergrill, som "han" slæbte til huse for et par somre siden... Det tog mig lige nøjagtig TO Heineken på dåse at samle svinet. Altså grillen...

Det har jo været sommer i denne efterårs-weekend, og også i den grad! (3. grad) for mit vedkommende... Og når det er sommer midt om efteråret, så går den almindelige wienerbrøds-dansker i haven og er flittig og foretagsom.
Jeg gik på terrassen og flyttede et brændenældetræ og brændte mig af H til. Bør helt sikkert melde mig syg i morgen. Man kan jo slet ikke foretage noget som helst operativt, når det brænder, stikker og svier på begge overekstremiteterne...  Årsagen til brændenælde-forbrændingerne var et anfald af udendørs virkelyst. Terrassen var helt dækket til af blade (og andre ikke nævneværdige artikler...), og med brændende fingre, hænder og arme fejede og fejede og fejede jeg... -halvdelen af terrassen... -fordi kosten knækkede... Turen til Bloksbjerg i år må have taget hårdere på den, end forventet... Nogle (onde tunger) hævder det er fordi jeg insisterede på at komme med tilbage, og kosten IKKE kunne holde til en retur...

Når det er sommer om efteråret, så drikker man rosévin. Og Hey Mambo jeg fik en fin én af slagsen. Ja, den hedder faktisk "Hey Mambo" med undertitlen: "kinky pink", og så kan man sgu da ikke andet end elske den vel? På kassen står der som bonusinfo: "You can drink rosé, and still be a bad ass!" Jeg er vild med Hey Mambo og alt det indebærer af både "bad ass" og "kinky pink".

Jeg kan nu godt lide sommer om efteråret, også selvom skoven ligner et Bo Bedre fra 70'erne, når den står der i sine brune og orange nuancer, men den er mere moderne end nogensinde, for den er retro, og retro holder (åbenbart) stadig i Danmark. På godt og ondt.

Den onde version af retro stiftede jeg visuelt bekendskab med på min foretrukne café i fredags.
Bedst som man (lykkeligt) gik og troede at tights  i meget abstrakte mønstre i signalfarver hørte 80'erne, fallerede tyske porno/sports-stjerner og et par enkelte standhaftige dinosaurer indenfor klatremiljøet til, tog jeg i dén grad fejl. -desværre...

Retro eller ej, så er begrebet kommet for at blive, og retro vil altid være aktuelt og konstant. Det er til gengæld de ting som begrebet retro repræsenterer der er varierende. Og lige nu befinder vi os i et lidet æstetisk brændpunkt mellem 70'erne og 80'erne.

Men brændenælder vil altid være lige ondskabsfulde og uønskede uanset om vi lever i de brune 70'ere, pangfarvede 80'ere, altså the retro-way...

Den første gang

Der er en første gang for alt, og en sidste gang for den sags skyld. Det er bare ikke altid man er klar over at det er sidste gang, mens man næsten altid er klar over hvornår noget er første gang. Ikke at man så kan huske den førsta gang altid. Jeg håber i hvertfald ikke der er nogle normale mennesker der kan huske deres første skridt, for så må de enten have været meget sene til at gå, eller så må de have en overnaturlig hukommelse, der på ingen måde kan uden problemer af nogen som helst art.

Det første kys, altså det ægte første kys kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg kan ikke huske omstændighederne, eller hvem det var for den sags skyld...

Den første kæreste... Mmmja, jeg er sgu ikke helt sikker. Dengang kunne man jo gå og tro man var kærester med én, fordi han havde sat kryds i "ja", og så i øvrigt ikke gjort noget yderligere tiltag.

Den første gang jeg havde sex... altså med en anden... Tjooooh, jeg husker der det da helt bestemt,  men det gør jo ikke selve "det" til noget særligt og nævneværdigt. Ikke at jeg er traumatiseret over hændelsen, men når jeg siger det ikke var noget særligt og nævneværdigt, så mener jeg faktisk, at det ikke var noget særligt og nævneværdigt. Og alligevel vedholder man, at den første gang med "det" skal være MEGET velovervejet, og det skal ikke være med hvem som helst og bla di bla.
Det er helt klart noget der er opfundet af forældre til pigebørn, fordi de så nødigt vil se deres datter falde "i" med den forkerte. Ja, sandheden er vel reelt, at forældre til pigebørn nødigt vil erkende tanken om, at deres døtre dyrker sex. På nøjagtigt samme præmis som at ingen børn vil erkende tanken om, at deres forældre dyrker sex, hvilket MINE forældre i hvertfald IKKE gjorde. Om mine børns forældre gør kan jeg desværre ikke udtale mig om...

Jeg er sikker på at der er mange andre der tydeligt husker deres første kæreste, og måske endda MIN første kæreste, men ikke jeg.

Jeg husker til gengæld da mit hjerte for første gang blev godt og grundigt knust. Der fandtes ikke lim nok i hele verden til at samle stumperne. Thomas Helmig gifter sig med Søs Fenger i 1985 og jeg var 10 snart 11 år! Men langsomt kommer jeg mig over den store tragedie, og da de så bliver skilt, tre måneder senere, eller noget i den stil, er Thomas Helmig forlængst glemt og skrottet til fordel for Robert Smith! Der OGSÅ knuser mit hjerte. Men der er dog på en mere gelinde måde. Drømmen om at blive gift med Robert Smith er vedholdende, men eftersom det langsomt går op for mig, at han umiddelbart ikke har tænkt sig at forlade smukke Mary, som han har dannet par med siden folkeskolen, selvom alle hans sange indikerer noget andet, vælger jeg at vende tilbage til den virkelige verden, og begynde at date "ægte" mennesker...

Hvordan det går husker jeg ikke helt præcist, men mon ikke det var indenfor normalområdet? -det vælger jeg at bilde mig selv ind.

Til gengæld husker jeg så tydeligt, som var det i går, den første PRUT!!! i selskab med en relativt ny kæreste...

Det var en sen aften, og vi havde sikkert set film. Jeg lå på sofaen, og befandt mig i et limbo mellem at være vågen og at halvsove.
Det er en tilstand, hvor man er nogenlunde klar over hvad der foregår omkring én, men man er ganske ude af stand til at foretage sig hverken fra eller til.
Og der kom den! PRUTTEN! Eller rettere sagt, en halv prut! For jovist kunne jeg mærke den var under opsejling, eller hvad man nu siger, men min mentale og fysiske tilstand gjorde mig ude af stand til at handle eller afværge katastrofen!
"Han" havde lige rejst sig for at ente kaffe, gå på toilettet eller en tredje aktivitet der måtte forårsage hans retræte fra sofaens lune (og snart lunere) favntag...
Og der kom den!!! "Hans" reaktion var prompte at vende sig mod mig med en hoverende pegefinger rettet mod mig, mens han med lige dele forundring og lige dele forfærdelse i øjnene udbrød et lydscenarie jeg på intet tidspunkt ville kunne gengive.
Min reaktion var at forsvinde ind under det tæppe jeg havde over mig, hvilket lynhurtigt viste sig at være denne aftens næst mest tåbelige move...
Men jeg var lige pludselig MEGET vågen, trods indtag af sundhedsfarlige gasser under plaid i ren ny uld.

Hvad der blev af den sidste halvdel af prutten? Den blev hvor den var, delte sig i det uendelige, voksede sig store og kraftige og bringer hygge og varme i vores liv på dagligt basis...

Bæredygtige bryster

Når Anita vinder den store gevinst i Lotto, så skal hun have nye bryster, og så må jeg få de gamle!

Dét kan man sgu da kalde bæredygtigt, fair trade og ikke mindst det nok så populære VINTAGE!

Det er bare ét af de meget alvorlige og seriøse emner vi drøfter under vores "long distance" late-night calls. -der endelig ikke må forveksles med et booty-call. Hvis det er noget, så kan det som max rangere sig til et boob-call... Vintage boob-call that is.

Det hele startede vel med, at vi på afdelingen fik en invitation til et eksklusivt besøg i en undertøjsbutik. Da jeg blev spurgt, om jeg ville med, under lovnng på, at jeg jo kunne få taget mål til min helt rigtige BH-størrelse, kiggede jeg først den der sagde det dybt i øjnene, og via vedholdende øjenkontakt førte jeg vedkommendes blik ned mod min, på ingen måde imponerende, barm, mens jeg henkastet hvæsede: "hvad tror du selv?"

Der findes ikke en BH, der er så lille, at den på nogen måde ville kunne præsentere mine bryster, eller mangel på samme, med en minimal snert af værdighed.

Mine bryster er nærmere så lange og tynde, at en vaffel til en lille softice ville udgøre en fremragende BH... Men det er lige lovligt Madonna goes Jean Paul Gaultier goes Frisko... Og det tror jeg bare stadig ikke Ålleren og omegn er parat til. Og når så vaflen på et tidspunkt mister sin sprødhed, og det ved vo jo alle at den før, så vil den i stedet udgøre et lige så slapt og hængende etui nøjagtigt som indholdet, og så er vi jo lige vidt.

Men kunne man forestille sig at man kunne få bryster på tilbud? Jeg mener, implantater i en stor rodekasse med sidste sæsons kollektion? -og kunsten ville så være at finde to der er tilnærmelsesvis ens... Jeg forestiller mig en kødrand af fladpattede emsige kvindfolk, og måske en enkelt eller to transseksuelle, stå oveni hinanden og smide om sig med brystimplantater i forskellige størrelser, konsistenser og faconner.

Det ville formentlig ikke være Illum, der danner fortop for et boob-rivegilde. I hvertfald ikke hvis ammebryster skulle gå hen at blive det nye sort.