Glæde, gasgril og skildpadde...

Karla og jeg har været på stranden i dag. Ikke en beskæftigelse der ligger decideret højt på min liste af ting jeg elsker. Det er ikke fordi jeg som sådan har noget mod stranden, men nærmere alt sandet... Jeg HADER at have sand på mig! Jeg hader når børnene har sand på sig. Jeg hader når der er sand på mine ting.

Jeg var endda ude i vandet. Sådan ægte i vandet med skuldrene under og det hele. Jeg har ikke noget mod vandet, selvom jeg jo er helt klar over der flyder alverdens klamme ting og sager rundt i det, men i modsætning til svømmehaller, så er de klamme ting ikke indkapslet på samme måde. Jaja, jeg ved godt det lyder helt blæst, men det er så'rn det er!

Vi var i Hals, på stranden der, og for én der er vokset op en spytklat fra vesterhawe' - så må jeg sige, at Hals var meget børnevenligt.

Jeg tror jeg har badet i vandet på østkysten én gang før, og det var dengang vi havde vores sommerhus i Hou. Mosehus - hed(der) det.

Karla og jeg kørte forbi det i dag, nu vi var på de kanter, og jeg må sige, at det havde fået et klædeligt facelift, det sommerhus.

Utroligt hvad en klat hvid maling kan gøre - og en omfattende renovering og ombygning...

Jeg fik helt lyst til at få et sommerhus, men jeg tror faktisk jeg ville kede mig røven i stumper og stykket, hvis jeg endte i et sommerhus på østkysten.

Mit liv er slet ikke så hektisk, at jeg ligefrem har behov for at trække mig tilbage til massiv stilhed og enormt store tissemyrer.

Skulle jeg får behovet for et retreat, som jo er blevet så skide moderne, så tror jeg ikke det er noget Svinkløv badehotel ikke kan klare på et døgns tid.

Svinkløv besøgte jeg sammen med mor og pigerne på morsdag til frokost, og jeg kan mærke jeg skal have meget mere Svinkløv! Jeg skal have en overnatning helt alene. Sidde i træmøblementet og stirre ud over havet, iført lette gevanter og en upassende stor sommerhat, mens jeg drikker kold vand med citronskiver i, og spiser skaldyr!

Jeg er blevet forelsket i Svinkløv Badehotel!

Men umiddelbart er livet i Visse ret godt, så Svinkløv er ikke aktuelt foreløbigt. I lang tid har jeg følt, at mit liv ikke kan blive bedre, og det er ment på den absolut positive måde!

MEN bedst som jeg troede at alt var godt, gik det op for mig, at det var helt ukomplet og mangelfuldt!!!

At det var faktorer jeg slet ikke anede jeg manglede, gør det hele endnu mere formidabelt!

Men efter Hannibal er kommet ind i mit liv, og gasgrillen, SÅ kan jeg mærke ringen er sluttet!

Hannibal er 16-20 år gammel, vi ved det ikke helt. Han er en Russisk landskildpadde, og han er flyttet ind hos os!

Jeg er decideret begejstret ved tanken om at jeg skal blive gammel med Hannibal. Det giver en indre mental ro, at vide dét er på plads.

Og hvad gasgrillen angår, så er jeg RYSTET over, at jeg har formået at leve i SÅ mange år! Leve et relativt lykkeligt, og hvad jeg troede, indholdsrigt liv UDEN at være i besiddelse af en gasgril?!?!

Jeg overvejer endda at begynde at kalde mig Weber til mellemnavn!

Jo! Sommeren er over os! Og uanset hvad man måtte mene, så bidrager det gode vejr altså til man indfinder sig i en helt anden sindstilstand. Måske er det varmen? - men for mit eget vedkommende, så er jeg mere mellow, og gladere!

Den der snurrende følelse jeg nogle gange har i maven, der alt efter state of mind, kan akkumulere melankoli eller glæde, er omdannet til glæde i varmen.

Jeg er glad fordi jeg har været ude og bade!

Jeg er glad for sommeren, Hannibal og gasgrillen!

(Og lidt glad for jeg ikke har et sommerhus)

Når 5 km løb bliver en bedrift...

Dagen kom, hvor min intense løbetræning skulle stå sin eksamen!

Altså den træning der til sammen udgør max 7 træningsture på omkring 30 km siden påske...

Men hvis jeg lover noget, så står jeg ved det, navnligt når der er hjemmebagt banankage med i spillet, så er jeg ikke for fin til at eksponere mig selv i alt for stramme spandexbuser og snot i to massive brammer ud af næsen.

Jeg er ikke på nogen måde topatlet (hvis I fejlagtigt skulle have fået et andet indtryk), men man kan de utroligste ting, hvis man har viljen til det, og hvis man har vinden i ryggen!
Mit primære mål med at deltage i Alt for Damernes kvindeløb va at jeg, så vidt det var muligt, skulle løbe ruten uden hverken at kaste op, begynde at græde eller noget der havde noget ned fosterstilling at gøre! Næste ambition var at gennemføre (det lyder sgu også så højtideligt - og lidt som om jeg skulle løbe tværs over Indlandsisen i bare fødder) uden at gå, hvilket jeg ikke havde gjort på nogle af mine utallige max 7 trænigsture.

Jeg kan med stolthed meddele, at jeg kan sætte flueben ved alle målene! Ingen opkast, ingen gråd, ingen fosterstilling MEN løb uden stop! Eller "løb" - hvis ret skal være ret...
Jojo bevares! Jeg overhalede rent faktisk også et par stykker der hverken havde rollator eller førehund med, men som rent faktisk også løb, eller "løb"... Vi befandt os i hvertfald i svævestadiet, som jo er afgørende for om gangarten er ja, gang eller løb. Men jeg skal ikke afvise at en kapganger eller hedder det kapgænger? i frisk gang ville kunne overhale mig, så jeg ville blive blæst omkuld.

Jeg er ikke nogen sprinter. Jeg nægter at tro man har anlæg for at løbe hurtigt, når ens ben er så grotesk korte, som mine ben er. Altså vi snakker, STUMPEBUKSER skal lægges op, for jeg ikke skal træde på dem...
Til gengæld er jeg udholdende, og som med alle gamle damplokomotiver, så er jeg lidt træg i starten, men kommer jeg først fra start, SÅ kan jeg også blive ved! Eller i hvertfald blive ved til jeg ikke kan mere - men det lød da godt, ikk?

Selve eventen var fin. Vi (mine sportsagtige - hvor jeg var den der nok var mest agtig frem for sport -  kollegaer) slog lejr i Marabouteltet! Der var chokolade AD LIBITUM og tørvejr!
Opvarmningen var alibi, men energisk, og starten var helt ok. Folk viste hensyn og havde lagt albuerundsavene der hjemme.
Det hele gik - eller løb tøhø - gnidningsløst rent logistikmæssigt, og ruten passede helt perfekt til mig.

Så selvom jeg i virkeligheden hader at løbe, så kan jeg ikke udelukke at jeg godt kan finde på at løbe igen, sådan helt af egen fri vilje... Om ikke andet, så for at arbejde lidt med tiden.

Høj puls og lang røv

Når man er dedikeret til noget, så vil man gerne fortælle det til hele verden! Eller man behøver ikke som sådan at være dedikeret. Det kan også være når noget fylder meget i ens liv.
Som for eksempel min røv! Altså, den er jo ikke stor stor, som i: "holda kæft en stor røv", den fylder ikke vildt meget i landskabet, men den er lang!!! Hvor mange squats skal man lige tage, for røven stopper det meget omklamrende attentat, den er igang med på ens baglår?!?! Hver gang jeg taget et skridt, så kan jeg simpelthen mærke, hvordan mine balder modvilligt slipper den friktionsalliance de har gang i med mine baglår! Man kan nærmest høre lyden, når de overgiver sig. (Det lyder som når man skiller to stykker fluepapir ad!) - for så ved næste skridt at genetablere det solide favntag!
Nej! Jeg har ikke en lille røv og store lår! Det er min røv der hænger nede på mine lår, og gør de ser store ud! Min røv er nærmest en ud i ét røv, og her er vi igen tilbage ved min fysiske svampebob firkant fremtoning.

Udover min røv, så har løb fyldt uhensigtsmæssigt i mit liv den seneste tid, og det er ikke fordi jeg er blevet en dedikeret løber! At all...
I dag har jeg for eksempel løbet min værste tur nogensinde! Det hele var imod mig! Solen, vinden og mine underbukser!
En ting er at man kæmper sig tappert frem med solen lige i masken, man kan kigge ned i jorden. Vinden kan også være sin sag, men så længe man holder fosfæstet. Men når underbukserne insisterer på at kile sig så langt op mellem balderne, at man kan fornemme bomuld og bremsespor i svælget, SÅ er det uendeligt at løbe 5 km på halvanden time!
Kombinationen at opadgående underbenklæder og lidet flatterende stramme spandexbukser er ubamhjertig!
Men det moriverer til at sætte tempoet op, og få det overstået hurtigst muligt! Og her bliver bomuldsudtamponeringen en sand lise, i forhold til den brændende fornemmelse et lidt for højt tempo i forhold til den egentlige form akkumulerer.
Man befinder sig på det tidspunkt i et ondskabsfuldt limbo mellem en brændende fornemmelse mellem balderne forårsaget af den uhellige alliance mellem obsternasig bomuld og urokkelig spandex, OG en bilateral mellemting af brændende og skærende i underekstremiteterne!
Man glemmer helt man har kvalme og ser heller ikke længere de røde pletter der ellers har ledsaget mig nærmest fra jeg tog hjemmefra...

Det er helt normalt at kunne mærke pulsen både i hovedet og brystet efter sådan en anstrengende og uendelig løbetur, men når man også kan mærke pulsen i røven...

Så det der fylder meget i mit liv for tiden, er løb og min røv, og man kan også godt sige, at det er det der holder mig i live, eller i hvertfald indikerer jeg rent faktisk ER i live, og selvom jeg periodisk føler jeg er døden nær, så fortæller pulsen mig noget andet!

Den lyse tid...

Den lyse tid vi går i møde kan andet end at ødelægge nattesøvnen, og heldigvis for det da!
Som udgangspunkt burde vi mennesker, der er så overlegne i næsten alt - hvis vi selv skal sige det, ikke sådan lade os påvirke af om det er mørkt eller lyst. Men ligesåvel som der er ting der er lettere i mørket: snave med hemmelige elskere, fyre fyrværkeri af (det er bare ikke det samme når det er lyst) eller lave indbrud, så er der ting der bliver væsentligt lettere, når det er lyst. Eller lettere er måske en sandhed med modifikationer, men det kan bedre lade sig gøre, at foretage visse ting, når det ikke er mørkt.

For eksempel havearbejde! Ikke dermed sagt at det ikke kan lade sig gøre at ordne have, mens man har pandelampe på, det kan det skam godt, og det er skam også gjort - engang jeg igen overvurderede min formåen og undervurderede jordens vekselvirkende cyklus mellem lys og mørke...

Men de lyse nætter og de ekstremt lyse morgner er ikke et b-menneskes favorit! Slet ikke de dage b-mennesket har fri, og kan sove lige til det vågner af sig selv... kl. 5:20!!! Når jeg har fri, og kan sove længe, så konverterer jeg ganske ugrivilligt til at blive a-menneske! Ding vågen får Fanden overhovedet bliver morgentissetrængende, og jeg bliver træt før hønsene får sig plantet på pinden!
MEN når hverdagen så nærmer sig, SÅ er alt ved det "gode gamle", og de lyse nætter kan være nok så lyse! Jeg er ganske bevidstløs om morgnen på hverdage, men til gengæld helt frisk og ding vågen ud på de små timer... Det er simpelthen så åndet!

Men altså den lyse tid giver mig mere overskud! Overskud til at begå decideret idiotiske ting, så som at løbe!
Ja! Det er skam ikke overstået endnu! - og jeg sværger, at løb vil blive nævnt i samtlige blogindlæg, så længe jeg har overskud til at foretage den her helt igennem smertefulde systematiske nedbrydning af både min værdighed og almene velbefindende!
Jo bevares! Det er super rart bagefter, når man har fået er bad og ligger helt sitlle på sofaen. Eller det gør i hvertfald ikke ondt så længe jeg ligger helt stille og forsøger at ignorere uroen i bentøjet og den trang til at tisse, som insisterende trænger sig mere og mere på!
Men når man først med møje og besvær HAR fået sig sat på fakancetronen, så er der ikke ti vilde heste, der kan holde vandladningen tilbage! Al dårligdom og alle smerter er glemt et kort frydefuldt øjeblik, mens man sidder med nyeste udgave af Idé nyt - os med hus og have... INDTIL man skal tørre sig. Som et slag i ansigtet er virkeligheden tilbage, og revet vær er det trygge og smertefrie sted, som primært omhandlede hvorvidt man skulle vælge en blå eller en sart lyserød hortensia.

Det er jo ikke fordi man ikke kan løbe i mørket. Det har jeg skam praktiseret i stor stil under min første karriere som løber. Fordelene ved at løbe i mørket, var at ingen benærkede de to massive snotbrammer der står ud af hornet på mig, når jeg løber. Ingen så hvor ufatteligt langsomt jeg løb og ingen så mig i det hele taget, hvilket også var én af ulemperne...  Man er jo lidt udfordret på sigtbarheden, hvilket ofte har medført spektakulære stunts over ujævne fortovsfliser. Stunts der rent faktisk godt kunne være dagslys værdigt! Sigtbarheden reduceres også væsentligt, når man har ætsende sved i øjnene, og så er det fuldstændigt ligegyldigt om det er mørkt eller lyst!

Men altså, det gør ikke ondt når jeg blinker!
Det var nok heller ikke verdens bedste idé at "belønne" sig med halvanden times tung styrketræning, efter en pause på over en måned... Hvis man ikke havde ondt i balde-tøjet (og resten af kroppen??? :undrende og overrasket smiley: af alt det løben, så fik man det af at bulgarian splitsquatte sig gennem mandag formiddag i selskab med to 10 kilos kettlebells og Sheena!
Alligevel hænger min røv i øveblikket så meget, at jeg føler den klistrer sig til mine baglår, hver gang jeg tager et skridt...

Men ork'satme jeg føler mig frelst! Frelst og selvfed holder mental stirrekonkurrence inde i mig, og giver mig en udstråling af at være om top of the world, hvis jeg altså ikke skal gå. Der er ingen on top if the world, der vralter afsted som om man har skidt i bukserne! Så on top of the world, mens man står stille - eller sidder ned! Yes!

Nu gør det også ondt når jeg blinker, men det er fordi jeg er træt... Der er da intet galt med at sove en enkelt nat på sofaen, vel??? Og man behøver vel reelt ikke gå helt ud på badeværelset og børste tænder, når nu man ikke går ægte i seng, vel???

Hundene skal ud... SATANS!

Produktiv pinse...

Det kan da aldrig vare, at rende det bette plankeværk over med en røvfuld træbeskyttelse - heldækkende! Tænkte jeg, da jeg fangede an iført nederdel, kortærmet bluse, strømpebukser, futter og gummihandsker...
To timer senere var jeg næsten færdig. Jeg kunne heller ikke mærke hverken mine hænder eller min næse længere. Til gengæld var MIN side af hegnet blevet sort som natten - mens naboens (til min store fryd) var en grim kombination af den grimme falmede blå, der dominerer på træværket på samtlige huse i den lille dikator-enklave jeg bor i, og så nogle sorte kanter! Jeg har lyst til at sidde på min terrasse i døgndrift, bare så jeg kan nyde naboens reaktion, når hun opdager, at snøblen fra 2d er FORAN i vedligeholdelses-racet!
Det må siges at være pinsens klogeste beslutning, at male med gummihandsker på!
Jeg hader af et helt oprigtigt hjerte at male! Det eneste jeg næsten hader mere end at male, er (udover Lars Lilholt) at løbe! Det gjorde jeg så næste dag - altså om lørdagen!

Jeg skal jo stadig med til det der løb... Og jeg synes d. 24. maj kommer faretruende tæt på... Heldigvis har jeg fået løbetrænet hele TRE gange siden påske... Altså inkl. den tur i lørdags, hvor jeg hostede mig gennem halvdelen af turen, og hvæsede mig gemmen resten - hvilket på alle måder er uværdigt, men jeg tror de to massive brammer af snot gjorde det sidste, for at jeg peakede på kikset-barometret.
Havde jeg dog så bare i det mindste løbet i et tempo, der var tilstrækkeligt højt, så kunne det ynkelige scenarie måske retfærdiggøres, men havde jeg løbet langsommere, så er jeg sikker på at jeg havde rejst bagud i tiden, og endt et sted sidst i 60'erne...

Søndag var til gengæld dagen hvor familien Ninja tog hul på Fårup Sommerland-sæsonen, og dagen var i særdeleshed stor for det yngste medlem i familien, der hele vinteren har ligget i stræk, for at nå de eftertragtede 120cm - det gyldne mål for at kunne benytte sig af den forjættede forlystelse: LYNET!!!
TRE år har "vi" ventet på det store øjeblik, og i søndags var den store dag, og jomfruturen var en kæmpe succes!
Alene det hun havde udemærket sig til Lynet, gjorde at hun nærmest voksede et par centimeter!

I dag, hvor vi jo har nydt en ekstra fridag, har jeg igen lagt en god distance til konkurrenterne i have-racet, da jeg har plantet fine blomster i krukkerne, hvor temaet i år er sart lyserød!
Jeg fik sendt den gamle grill på en ladvogn til Hirtshals og derefter fik vi vores serum-kalorie helt i top til fødselsdag hos "moster" Nina, hvor der var glædeligt gensyn med de savnede tidligere naboer og resten af familien Skagen!
Dagen sluttede af med at hente Milo, langt om længe møde mormor (altså Milos og nok mest Kåres mormor) - der er hundeverdens svar på Ole Henriksen, hvis vi forestillede os, at Ole Henriksen var en dame på over 90 og bruger af rødmetallic rollator!

Nu ligger jeg i min seng og spekulerer på om den kvalme jeg har skyldes en inficeret kylling jeg har spist til aften, eller om det er fordi jeg gik lige hårdt nok til kagebordet til fødselsdagen...

Når mandag peaker

I dag har det været mandag! Jeg burde allerede ved dagens start have anet uråd: parkering på taget!!! Værst tænkelige parkeringsplads EVER!

Men alligevel viste mandag sig fra sin mere medgørlige side, i hvertfald på arbejdet. To slags kage fik jeg mig tiltusket, og et rundstykke med ost! Jojo...

Det var faktisk først sidst på dagen mandag begyndte at gøre væsen af sig.
Denne gang var badeværelset arena for de katastrofale eskapader!

Jeg havde sat en vask over, og da dispalyet på vaskemaskinen, efter adskillige timer meddelte,
at der stadig var omkring to timer tilbage, begyndte jeg at ane uråd...
Første forsøg på damagecontrol er altid at rense det der filter, hvis eksistens man først kommer i tanke om, når fanden ER løs i Laksegade!!!
Bevæbnet med utallige håndklæder, løsner jeg forsigtig den prop der adskiller mig og jeg ved ikke hvor mange liter vand. Og der er jo aldrig håndklæder nok! For slet ikke at tale om de ringe odds der er for at få samme håndklæder vasket igen, da det jo er vaskemaskinens tvivlsomme kondition der udløste det her nødvendige overforbrug af rektangulært frotté!
Mens jeg sad på hug, og kunne mærke hvordan vandet langsomt men insisterende sivede gennem mine futter, lovede jeg, at den dag JEG skal designe en vaskemaskine, SÅ skal der monteres en anordning hvormed man sikkert og tørskoet kan tømme de tusinder liter vand, en sådan vaskemaskine tilsyneladende indeholder i inaktiv tilstand!

Da vandet var ude af maskinen, og inde i håndklæder, futter og den bunke vasketøj, der lå parat ved vaskemaskinen, opdager jeg en sær lille slange lige ved siden af filtret, som jeg nærmest kunne trække ud... altså helt ud! Som i at jeg stod med et stykke gråt slange i hånden, et stykke slange som ikke havde nogen fysisk kontakt til selve vaskemaskinen længere!!!

Føromtalte anordning eksisterede altså!!! Og så alligevel ikke, eftersom jeg havde netop havde afmonteret den...
I et helhjerTet, men halvhjerNet forsøg på alibi-damagecontrol propper jeg slangen retur hvor den kom fra, fyldte helt lalala-agtigt maskinen med tøj, startede og håbede på at miraklernes tid ikke var helt forbi...
For mit vedkommende lod miraklet vente på sig - kan man roligt sige.
Udover at have hældt en halv bøtte vaskepulver ud over gulvet i ren og skær kampgejst, så væltede det selvfølgelig ud med vand fra bunden af vaskemaskinen. Den grå slange blev jo aldrig helt remonteret på behørig vis igen, så det her scenarie kunne jeg have sagt mig selv...

I panik løb jeg over til en nabo - Per, som nærmest kan alt, og som før har reddet mig ud af diverse kattepiner.
Lige så kolerisk og opkørt jeg var, lige så rolig og flegmatisk var han. Og så blev jeg også rolig... (Gu gjorde jeg da ej! Hvem fanden kan være rolig, når ens badeværelse sejler i vand - og vaskepulver?!?!)
Per fik maskinen ud fra væggen, og fik lagt den ned, så han kunne remontere anordningsslangen, mens jeg fik et nyt nervesammenbrud!
Hold da helt kæft hvor kan der blive måwe inde bag sådan et stykke hård hvidevare! Eller plyds gråvare, for det var hvad vaskemaskinen ægte kunne defineres som!
Der var så meget støv PÅ og BAGVED vaskemaskinen, at man kunne rulle det sammen, og isolere et større kolonihavehus med det!
Nøj, hvor ville min mor ikke være stolt - eller astma og allergiforbundet for den sags skyld!

Heldigvis havde det store vandudslip gjort sit til, at støvet ikke hvirvlede rundt, men nærmere omdannedes til en slags slimet grød! En masse man lige kunne snuppe med en gang køkkenrulle, hvis man ikke havde et mindre issue med at komme i for tæt kontakt med støvslim, hvilket jeg blankt måtte sande, at jeg i den grad havde!
Prøvede at bruge gulvmoppen, men altså...

Nå, men Per fik remonteret slangen og fik maskinen på højkant og genforenet med plysstøvhulen!
Jeg takkede ham for at have reddet mit liv! Intet mindre!

Fyldte maskinen med det våde klamme støvbefængte tøj, fodrede den med den rest vaskepulver jeg
ikke havde formået at få hældt ud på gulvet, trykkede start og ventede forventningsfuldt...


Og ventede og ventede




Og




Ventede...



Jo, bevares! Den tog vand ind, som den skulle, men så skete der så sandelig heller ikke mere!
Jeg skiftede mellem de forskellige programmer, og blev enig med mig selv (der var ikke så mange andre at blive enige med på det tidspunkt, da alle var blevet beordret i seng), om at al ventetid er lang, og at det stik mod sædvane nok var mig, der udviste en anelse utålmodighed...

Men lige lidt hjalp det! Jeg kunne erkende fra daværende tidspunkt og til der kom overskud i det
offentlige sundhedsvæsen, der skete ikke en skid! Det var som om vaskemaskinen ikke anede om den
skulle dreje tromlen mod uret eller med uret, eller om den i det hele taget skulle dreje tromlen. Stilstand...

Ja, jeg ved ikke helt hvad der gik af mig, men pludselig så jeg mig selv, efter et par apatiske timer på sofaen, googlende vaskemaskiner i øst og vest, i færd med (endnu engang) at mosle vaskemaskinen
ud af plyshulen og få den lagt ned igen på egen hånd. Hvad jeg forventede at se, var cirka det samme som bilister uden forstand på biler forventer at se, når bilen er i stykker, og de åbner kølerhjelmen og stirrer tomt ned i motorrummet...
Men for at vaskemaskine-wrestlingen ikke skulle være helt forgæves, så støvsugede jeg da lige det værste lag støv af plyshulen, fatter resolut en suppeøse og slår lidt på vaskemaskinens motor... Får maskinen på højkant, og for at stoppe den kvælningslyd den fremprovokere fra dens indre, starter jeg en tom maskine på 60 grader uden sæbe, bare fordi...

Og dyret begynder at spinde som en kælen velsmurt motor i en Ford Fiesta fra '99
Tromlen er ikke det mindste i tvivl om hvilken vej den vil dreje, og det eneste der mangler i den her lyksaglighed er tøjet!!!
Nu tør jeg ikke hverken flytte maskinen retur til den nu helt - eller så godt som - støvfrie zone, eller gå i seng, før den er færdig med at vaske den her prøvevask...
Og så snakker vi ikke om, at jeg har tænkt mig at sætte en ægte vask over, stille alarmen for at se om alt går som det skal...

Selvom den sidste idiot ikke er født endnu, så er miraklernes tid heldigvis heller ikke helt forbi, og ej heller forventningens umiddelbare glædesrus!

Miraklerne har jeg stadig til gode, for efter en times lystig snurren, gik gassen i den grad af ballonen!
Både hvad vaskemaskinen angår, og i dén grad undertegnede!

Glædesrusen blev sporenstrengs erstattet af lige dele apati, panik og stress.

Med udsigt til flere kilo halv til helvådt vasketøj, hvoraf størstedelen udgjordes af håndklæder, hvis behov for vask jo var forårsaget af hele kernen til den her efterhånden håbløse situation...

Indtil endnu en redningsmand heltemodigt sprang ind i arenaen!
Søndagsøl-Carsten og jeg henter i morgen en splinter sprit funklende ny vaskemaskine!
I samme ærinde pensionerer vi den gamle vaskemaskine - og med lidt held, har vi rene og måske endda tørre håndklæder på torsdag!

Jeg tror der er god udsigt til en tirsdags-øl...

Derfor vil jeg have en kæreste der er yngre end mig

Jeg står ikke umiddelbart for at skulle flytte sammen med nogen i nærmeste fremtid. Jeg står ikke for at skulle flytte sammen med nogen i det hele taget, og hvis ret skal være ret, så forudsætter den form for aktivitet, at man som minimum har en form for kæreste - det har jeg ikke.

HVIS jeg havde en kæreste, så ved jeg ikke helt om jeg ville flytte sammen med vedkommende... Der er jo en del faktorer der spiller ind. Ja, altså kærestekriterierne er én ting, men flytte sammen-kriteriet er en helt anden ting, og især min alder taget i betragtning har jeg fået et ret nyt, men ikke mindre væsentligt kriterie, nærmest tværtimod!

Kærestekriterierne er de sædvanelige standardkriterier, som de fleste kvinder har. Dog vil jeg også mene, at kriterierne desangående har en tendens til at slækkes som singleperioden skrider frem.
Men fra at være nærmest utopiske i forlangen til udseende over i retning af at han helst skulle
ligne en en græsk gud, bliver vi dog stadig i gudedepartementet, men vi er ikke afvisende overfor at Buddha måske ikke som sådan er en decideret dårlig gud...
Fra at have en idé om, at den helt rigtige er typen der har lækkert hår i stil med Silas Holst, laver mad som Gordon Ramsay og som er omsorgsfuld og opmærksom uden at være omklamrende, har man efterhånden slækket så meget på kravene, at et succeskriterie for at kunne kandidere til at være mr. Right, er hvis han børster tænder to gange om dagen og smider en sms til fødselsdage.

Flytte sammen-kriterierne derimod! De har ændret sig for mit vedkommende.
Udover de færdigheder man skal beherske for overhovedet at komme i betragtning som indflytningsmateriale, og jeg forlanger ikke det helt vilde - vi snakker basic ting som at ramme vasketøjskurven og toilettet HVER gang, sove på siden, så man ikke snorker - eller i hvertfald ikne blive sur over man bliver slået (hårdt) med en kløpind, såfremt man snorker alligevel, sørge for badeværelset ikke flyder i våde håndklæder, kun købe økologiske varer i pæne emballager, lægge sit tøj i farvekoordinerede systemer, lave kaffe til mig hver morgen og stråle som en sol, hver gang man ser mig - men ikke stråle på sådan en dum fjoget måde, for det er irriterende!
Når alle de lige for højrebenet-kriterier er opfyldt, så kommer det nye og mere væsentlige kriterie:
Han skal være yngre end mig!!! Ikke fordi jeg er en cougar, det skal have purunge mænd med fast kød og hår på hovedet - eller jo, også derfor... Men ham jeg skal blive gammel med, skal være yngre end mig af den simple årsag, at jeg på intet tidspunkt vil kunne bære, at være den eneste der skal stå op om morgnen, og tage på arbejde, mens den anden kan lægge sig om på den anden side og sove videre, altså efter man har lavet kaffe til mig selvfølgelig. Men tanken om at den anden kan luske op under dynen igen, er på alle måder UUDHOLDELIG!!!
Eller kriteriet er ikke i sig selv at man skal være yngre end mig, men man må bare ikke gå på pension før mig!
Det er bare ikke helt socialt acceptabelt (endnu) at anføre den slags som et væsentligt kriterie i dating-annoncerne...