Berlin - igen

På vej ud af indkørslen kom jeg i tanke om passet!

Satte i bakgear, og bakkede retur til hoveddøren for at hente mit pas.

At jeg ikke på nogen måde skænkede en tanke at det måske ville være en god og en ikke ubetydelig detalje at medbringe overtøj, kan jeg undre mig over nu 450 km senere. Men jeg huskede da mit pas...

Satte humørbussen i gear ved 11-tiden, hvor destinationen endnu engang var Berlin.

Efter en omvej via Skørping, for at hente Satan O og Faust, og efter en tårevædet afsked med Palle og Norma,lagde vi afsted ægte omkring middag.

Med en bil godt og fornuftigt pakket med wienerstige, skruemaskine, rullegardin og diverse, fik vi også plads til vores egne ting inkl. helt vildt mange snacks!

Det gode ved at have en stige med i bilen er at ens privatsfære lissom bibeholdes intakt (et godt tip til Gomore-entusiaster), ens hår er en helt anden sag. Måske skulle jeg have monteret et elastik så lokkerne ikke var over det hele... 

jajaja man kan altid være bagklog. 

“Måske skulle jeg have sat elastik i håret” 

“Måske skulle jeg have haft pas med”

“Måske skulle jeg have haft overtøj med”

“Måske skulle jeg ikke have haft 1/2 kg kokain med”

Måske måske måske...

-og jeg blev jo hverken helt eller halvt skaldet - kun pletskaldet, men i en by som denne, så gør det ikke så meget.

Ret vel ankommet (med kun en enkelt UBETYDELIG “omvej” som hurtigt blev “korrigeret”) kastede jeg humørbussen ved kantstenen i en knivskarp parallelparkering udenfor nr. 12.

Direkte med S-bahn og videre med U2 (ikke bandet - men banen tøhø) mod Alexanderplatz, nærmere betegnet højborgen for stress og øvrige mentale nedsmeltninger: Primark!!!

På vej op fra U-bahn blev jeg mødt af massive kaskader af kulørte lamper og en krydret duft af jul. 

En ikke dårlig afløser for den helt karakteristiske kvælende kvalmende dunst af friture, der har manifesteret sig på en særlig strækning på U-bahneststionen ved Alexanderplatz. 

Alle der har været der ved helt præcis hvad jeg mener.

Hold nu kæft som der var jul på Alexanderplatz! Jul in exstremis!

Primark virkede helt fredelig og zen-agtig ved siden af juleinfernoet. 

Hvis der findes et julehelvede (og det ved vi jo alle der gør), så må Alexanderplatz være Forgården til dette!

Nu siger jeg lige noget om Primark, som kan komme som en overraskelse for de fleste:

Det kan faktisk godt lade sig gøre at afvikle et besøg i Primark på 40 minutter - og alligevel formå at forlade etablissementet med to store helt udtamponerede papairsposer!!! (Tror til gengæld ikke det er muligt at forlade Primark UDEN to store helt udtamponerede papirsposer uanset hvor kort eller hvor lang tid man bruger der)

Retur til Prenzlauerberg, hvor jeg uelegant (man kan ikke være elegant, når man er flankeret af to gigantiske papirsposer fra Primark) mosler mig ind af døren til min “lokale” sushi-pusher, for at bestille sushi med hjem.

Retur ved humørbussen - der jo var blevet efterladt uudpakket, skulle jeg først pakke ud og dernæst pakke Primark-skattene (det ville jo være idiotisk at slæbe alt det op på 4. sal for at slæbe ned igen - men hvad nu hvis der bliver indbrud i humørbussen? - ja, så vil jeg nok stjæle alt det pant der er i bagagerummet i stedet - hvis jeg var tyv, da der er for langt flere penge end i Primarkposerne).

Man kan faktisk godt slæbe en IKEApose indeholdende en dyne og en pude samt diverse, en rygsæk, et 1,5 m bredt rullegardin (sammenrullet dog), et net, en kuffert med en skruemaskine og en pose med mad og snacks op på 4. sal i ét hug! Stig(en) blev deporteret i kælderrummet.

Mens badekarret blev fyldt (med tilsyneladende kogende vand...) fik jeg sat sagerne på plads, drukket lidt rødvin og facetimet med børner’n

Efter et (utroligt) varmt karbad blev sushien indhaleret, og det var tid at gå i seng efter en helt fantastisk dag!

Nu er det en ny dag, og efter et uventet morgenbesøg - som jeg skriver om i aften, vil jeg stå ud af sengen (ej det lød helt forkert - det var slet slet ikke på “den” måde!), tage alt det tøj på jeg har med - nu jeg ikke har overtøj med...

Og SÅ vil jeg gå ned og sælge flasker! - og måske købe en ny jakke (det kommer an på vejret - og speaking of vejret, så må jeg også hellere lige ringe til mor)

Efterår for nogen - forår for mig...

Næææ! Se! Det er blevet efterår! 

-hvad fanden rager det mig?!?! Skoven ligner jo et Bo Bedre fra 70’erne!!!

Sådan kunne man høre Casper Christen rase over efteråret i radioen i 90’erne, hvor 70’erne tilsyneladende var et skældsord.

Nu er 70’erne blevet moderne igen, og brun er ikke længere en decideret kikset farve.

Efterår er min foretrukne årstid. Jeg føler en helt anden energi, end jeg gør på de andre årstider.

Jeg har ikke MERE energi - det må I absolut ikke tro, men jeg mærker en anderledes energi, eller (sinds)stemning, om man vil.

Efteråret er muligvis mit forår,for selvom det hele visner og forgår udenfor, så er der en masse andet nyt “liv” der starter om efteråret:

Spillestederne er så småt kommet i fulde omdrejninger igen, efter en sommer uden den store aktivitet, og koncertprogrammerne kører på højtryk.

Museerne åbner nye udstillinger og bøgerne får en fornyet tiltrækningskraft på mig.

Efteråret er den årstid hvor mine intellektuelle sanser vil fodres, måske fordi jeg har tilbragt en hel sommer med rosé-drop? Ej, det er bare gas. Det har jeg ikke! (det var gin/tonic) og haft travlt med udeaktiviteter fra tidlig morgen til sen aften. 

Jeg har rejst mere i sommer, end jeg plejer, tror jeg. Og alle aktiviteterne har forårsaget, at min hjerne ikke formår at fordybe sig i noget der kræver bare et minimum af dybere tankevirksomhed - desværre.

Det er ikke fordi viljen og lysten ikke har været der, men den er bare mere overdøvende om efteråret.

Efteråret er en årstid der ikke er larmende, som foråret og sommeren er, men naturen synes at være under en form for midlertidig afvikling, og forbereder sin lange vinterdvale, og den til tider sparsomme sol samtidig med de tiltagende kortere dage giver ro i mit hoved - også selvom stormen Knud raser og raserer...

I går aftes var jeg i byen! 

Ja! I BYEN! HELT TIL KLOKKEN 2:00!!!

-og da jeg gik over CW Obels plads, kunne jeg se den manglende accept af sommerens retræte, og jeg kunne se på det stablede udendørsmøblement, at man stadig klamrede sig krampagtigt til det efterhånden køligere og køligere kølvand efter den ekstremt lange varme sommer.

Der er ikke noget negativt i det, men skal blot betragtes som en observation.

Jeg har da også nydt den varme sommer, og vænnet mig til en temperatur der lå stabilt på lidt mere end varm, som ville være en charterrejse til Gran Canaria i august værdig.

Jeg nyder bare efteråret lidt mere.

It’s a wwworld...

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget aktiv på de sociale medier - hovedsageligt Facebook, Instagram og The Cure Community. 

Facebook er for dem jeg kender. Instagram stalker jeg en masse spændende mennesker, og nogle gange får man så godt et indblik i andres liv, at man føler man kender dem, eller man følger nogle der er så interessante, at man i hvertfald får lyst til at lære dem at kende.

På The Cure Comminity er vi en masse fra hele verden, som samles omkring vores fælles pasaion: verdens bedste band THE CURE! (hvis nogen skulle være i tvivl)

Alle, der følger med i mit liv, ved at jeg var til koncert med The Cure den her sommer! En begivenhed jeg havde set frem til i flere måneder. En begivenhed jeg glædede mig til sammen med min lille familie på TCC. 

Allerede da billetterne var blevet sat til salg, blev der lavet debattråde med os der skulle med, så vi kunne mødes.

Jepsen!

Det her blogindlæg handler IKKE om traditionel dating, men om at etablere relationer på baggrund af de sociale medier!

SORRY, men mit kærlighedsliv er (stadig) kun begrænset til et problemfrit imaginært forhold med Robert (Smith)

Fordi det var svært at holde overblik over alle de der skulle med til koncerten, valgte jeg at begrænse mine “dates” til de jeg rent faktisk havde haft én eller anden form for kommunikation med på TCC, og det endte med at jeg lærte Sang og hendes mand Paul fra Champagne to timer fra Chicago at kende,som udgangspunkt.

I kølvandet på dem, og fordi de har været til ualmindeligt mange koncerter med The Cure, så lærte jeg Phillipp at kende, som bor i Berlin i Prenzluerberg.

Sang havde aftalt at mødes med Eva fra Polen, og fordi jeg havde panikket på TCC desangående transporten til lufthavnen fra London om søndagen, blev jeg tilbudt et lift af Paula, som alligevel skulle den vej, og som i øvrigt var til koncerten alene - så hende hookede vi også op med!

På grund af TCC og The Cure har jeg fået venner i mange mange lande, og jeg ved jeg altid er velkommen hos Steve i Budapest, Chuck i Seattle eller Figie i Grækenland! Sådan kan man gøre verden mindre!

Forleden var jeg på Instagram-dating med Frances, som jeg (ikke) kender fra Instagram.

Vi følger hinandens profiler, og fordi hendes bedste veninde, Flora er fra Danmark, så havde Frances været med Flora i Danmark og besøge Floras familie.

I Danmark havde Frances været i Brugsen og shoppe Änglemark ansigtscreme, og hun var vild med det.

Derfor tilbød jeg hende at tage et stash med næste gang jeg skulle til Berlin, og i går afleverede jeg det til hende et sted hun nogle gange er frivillig.

Det er et sted hvor man får råvarer doneret af butikkerne, og så er der en flok frivillige der laver mad.

Maden er vegetarisk eller vegansk, og den er gratis!

Alle er velkomne, og har man penge, så kan man donere hvad man synes man har råd til.

I går var der en forret, to hovedretter og tre desserter!

Alt hjemmelavet og lavet med omhu og kærlighed.

Fordi Frances er frivillig dernede af og til, så kendte hun en masse af dem der var der, og dem lærte vi også at kende.

Den her sommer har jeg lært en masse nye skønne mennesker at kende. Nogle yngre end mig, nogle ældre end mig. 

Jeg elsker at interwebbet på den måde kan gøre verden mindre.

Just like heaven...

Jeg havde ikke været neurotisk eller spekulativ overhovedet desangående den længe længe ventede koncert med The Cure i Hyde Park. 

Jeg havde oprindeligt tænkt at vi skulle komme daskende opad eftermiddagen, mens vi ville høre lidt af musikken fra de andre scener, sidde på et tæppe og dase, og til sidst, når The Cure gik på, ville vi ende nede bagerst i crowden, fordi vi var blevet alt for gamle til at blive mast rundt oppe foran scenen. 

Jeg havde endda overvejet at investere i en kikkert, så jeg i det mindste ville få et lille bitte glimt af ham der var ansvarlig for alt det bøvl jeg havde haft.

Jeg har efterhånden indset, at tingene sjældent går som jeg planlægger dem - derfor planlægger jeg også så sjældent, netop fordi det for mit vedkommende er decideret spild af tid og tankevirksomhed, og planlægning for mig derfor ofte sidestilles med en form for dagdrømmeri - ikke dermed sagt at dagdrømmeri er spild af tid, men så foretrækker jeg at dagdrømme om fede ting, og ikke planlægningsrelaterede ting...

Det var egentlig først da jeg mødte Sang, som er en ven jeg har fået på mit The Cure debatforum, at min afslappede tilgang til det her arrangement i den grad gik fløjten.

Sang siger om sig selv, at hun er en lille smule neurotisk, hvilket muligvis forklarer hvorfor hun er i besiddelse af to forskellige typer billetter til koncerten, fordi hun ikke helt lige kunne beslutte sig om premium view eller terrace view ville være bedst...

Vi begyndte at spekulere i hvornår det ville være smart at stille sig i kø for at komme ind, fordi der muligvis ville blive uddelt armbånd til de der først kom ind i det aflukkede område foran scenen.

Der herskede imidlertid stor tvivl OM der overhovedet ville være et “controlled capacity area”, og ikke mindst HVEM der kunne få adgang til det forjættede sted så tæt på bandet som muligt.

Jeg havde selvfølgelig bare købt de billigste billetter, fordi jeg ikke har været til sådan en stor koncert siden U2 i 1992 i Gentofte, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt havde styr på om der overhovedet eksisterede  forskellige billettyper dengang - vi kom dog så tæt på scenen, at vi kunne se Bonos sved! -om det så er godt eller skidt, det lader vi stå hen i det uvisse...

Jeg erfarede at min billettype gav adgang til Hyde Park kl 13:30, mens ALLE de andre billettyper gav adgang kl 12:30, så jeg var selvfølgelig max stresset fra morgenstunden.

Ville det aflukkede område nå at blive fyldt op på en time? Burde jeg komme og stille mig i kø allerede ved 7-tiden, hvor jeg alligevel havde været vågen længe? WHAT TO DO?!?!

Heldigvis var der mange faktorer der talte mig fra at møde op så tidligt.

Dels solen, som havde taget alle former for filtre af i dagens anledning. Typer der elsker the Cure elsker ofte IKKE solen. Dels var der forboldkampen, hvor England åbenbart havde en central rolle. Typer der elsker fodbold hvor England har en central rolle er ofte englændere, og det var jo også englændere der besad majoriteten af billetkapaciteten. Og dels fordi Sang helt tilfældigvis på sin morgengåtur helt tilfældigvis valgte at gå tur i området nær Hyde Park, og helt tilfældigvis så at der ikke var et øje eller optræk til at møde et øje ved nogen af indgangene - som hun HELT TILFÆLDIGVIS gik forbi...

(Sang går normalt ALDRIG morgenture, men lige den dag gjorde hun - af én eller anden årsag...)

Stine og mig kom daskende ved 10-tiden efter en gigantisk morgenmad, til indgangsgatene til koncerten, der var gabende tomme!

Til gengæld opholdt der sig en del sortklædte typer under træerne, og vi valgte at tilslutte os den fest.

Jeg faldt i snak med én fra Frankrig, som lidt lignede Alice Cooper. Men han var meget meget flink alligevel, og vi blev hurtigt enige om at i henhold til vores alder, så ville det være på sin plads med stole og kølige fodbade i parken.

Tiden nærmede sig, og vi bevægede os mod “gaten”, hvor vi kom til at snakke med en flok helt forstyrrede italienske piger! Men jeg blev hele tiden distraheret af to punkere der stod og havde en skøn samtale om deres kærlighed til musik. Det smukke ved dét scenarie var for det første at den ene punker ikke var en dag over 20, og den anden var laaangt over 20. Men at overvære den måde de bondede på gennem både deres kærlighed til punk og deres kærlighed til musik - som jo var den primære årsag til vi alle stod og gratinerede i solen, gjorde mig ekstremt glad. Dels fordi det gav mig et håb om at punken stadig ikke er helt død, og at den yngere generation stadig kender god musik, og at det hele ikke går op i Justin Bieber og alt det andet lort!

De dyre billetter blev lukket ind en time før os, men efter antallet af fremmødte, så jeg ingen grund til panik, og med Sang på WhatsApp, som beroligede mig desangående antallet i det aflukkede område, tænkte jeg at det nok skulle gå. Ganske kort tid efter de dyre billetter var lukket ind, så lukkede de pøblen ind.

Efter et hurtigt tasketjek - som man siger, og en sparsom kropsvisitering, dundrede de tunge støvler målrettet henover det tørre udpinte gras i Hyde Park mod The Great Oak Stage, eller nærmere betegnet det afgrænsede område, der nærmest var helt tomt, eller i hvertfald så tomt, at jeg blev spottet af en facebookven fra Schweiz som jeg er i en The Cure-gruppe med...

Med det eftertragtede armbånd vel monteret, faldt der ro over mig, og det var tid for et længe ventet toiletbesøg og merc-shopping.

Vi fandt et fantastisk sted under et af de store egetræer, hvor vi mødtes med Eva fra Polen, som jeg også har lært at kende via forummet.

Vi havde været ude til øl med Sang og hendes mand Paul dagen inden, og i den forbindelse fik vi snyltet os til de sidste minutter af Roger Waters’ “Wish you were here”, som spillede om fredagen.

Under træet drak jeg en iskold Heinekin i plasticflaske til den nette sum af 6£ og spiste en lille pizza til kun 8,2£

Heldigvis var der vandposter, og vandet var gratis...

Vi begyndte at trække hen mod scenen, da Editors var på, fordi vi ville se Goldfrapp og Interpol inden The Cure gik på som sidste band!

Goldfrapp var overraskende fede! Har kun et sparsomt kendskab til dem, men dem vil jeg helt klar se igen, hvis lejligheden nogensinde skulle byde sig.

Interpol er Interpol, og noget slog mig, at de godt kunne gå for at være en ung amerikansk version af TV2 (altså gruppen). Viser det sig i virkeligheden at TV2 er et post punk band? Eller er det solens forræderiske stråler, der er igang med at nuke min hjerne, så jeg begynder at tænke positive ting om TV2 altså gruppen)? Det lader vi OGSÅ stå hen i det uvisse!

Efter en lille times pause og 5 minutter før tid gik The Cure på!

Robert Smith startede med at forbande solen, ved at holde sine krydsede pegefingre op mod solen, der stod direkte ind på scenen med sine nådesløse stråler. 

Efter forbandelsen af solen, åbnede Robert Smith og resten af The Cure op for et sandt elysium af musik med, efter min mening, den ultimativt bedste sang at starte en koncert: PLAINSONG!

Følelsen af stortrommens massive lyd bankede om kap med Simon Gallups lyserøde bas og mit hjerte i brystkassen på mig - og også lidt i halsen!

Det var VIDUNDERLIGT!

Vi stod ret tæt på scenen - så tæt at jeg kunne se hvert smil fra Robert Smith, og dem var der mange af den aften.

Han var i topform, og hans humør strålede om kap med solen. Hans stemme lød bedre end nogensinde før, og det var så tydeligt at alle de tilstedeværende, både “the lads on stage” og “the crowd” nød det i fulde drag!

Mens solen så småt begyndte at overgive sig, var overgivelsen allerede total i Hyde Park.

65000-70000 hyldede 40 års-jubilarerne, som leverede en sand “hands in the air” koncert, som lovet, og som altid til en The Cure koncert gik tiden for stærkt. 

Der var hard curfew kl 22:30, og Robert Smith afsluttede kl 22:27 med Killing an arab og et “see you again very soon”.

På lystavlerne efter koncerten stod der: 

THANKS FOR COMING!

YOU WERE JUST LIKE A DREAM!

Det var på alle tænkelige måder The Cures aften og ikke mindst Robert Smiths aften, og det var i den grad fuld fortjent!

40 år!

Vi er klar til de næste 40 år, Robert!

London calling...

I overmorgen tager jeg til London, for at overvære måske årets begivenhed - den store længe ventede 40 års jubilæumskoncert med mit ultimative yndlingsband THE CURE! 

I adskillige år har jeg elsket Robert Smith og hans ord, hans musik og hele hans person - som jeg er sikker på jeg ved et og andet om... 

Selvom jeg har talt ned siden sidste efterår, så kan jeg også mærke hvordan panikken så småt begynder at gøre et indtog i min krop, og jeg befinder mig mellem at have lyst til at anbringe mig apatisk i fosterstilling, og springe rundt og skrige af glæde.

 Panikken beror primært på det logistiske, man kan vel kalde det en logistikpanik. 

I dag er dagen for the great departure!

Dagen startede tidligt, i hvertfald set i målestok i forhold til hvornår den sluttede i nat.

Men der skulle fandme støvsuges ja der skulle! En proces der blev effektueret sideløbende med en diskussion med hunde(pap)far desangående samvær i sommerferien, hvor hunde(pap)far som altid fralagde sig ethvert ansvar for de små pelsede venner. Men forhandlingen nåede et forlig, og igen i år forblev sommerferienidyllen intakt.

Og efter de små venner var blevet afleveret i indre Aalborg Øst aka Vejgaar’ hos hunde(pap)far, ilede humørbussen til Borgerservice, fordi vi selvfølgelig havde en emergency pas-situation i henhold til pigernes pas, der var udløbet for to uger siden... - hvilket selv jeg kunne regne ud ville kunne bringe os i fedtefadet på onsdag...

Heldigvis sad de midlertidige pas løst på den smukke pas-dame draperet i fine røde gevandter, og atter blev det hele reddet i sidste time. 

Inden de bette børner skulle afleveres hos Kimse og Betina og G, skulle vi så lige vej af vores hjem, fordi NOGEN (altså mig) havde glemt telefon, og den langærmede hættetrøje, som jeg ellers så omhyggeligt havde lagt frem på badeværelset nede bag snavsetøjskurven, for jeg ikke skulle glemme den... nårh ja, Karla havde også glemt en jakke...

MEN vi var (for en sjælden gangs skyld) i ret så god tid!

Faktisk var vi i så god tid, at jeg simpelthen fravalgte at bruge døren, for at skabe mig adgang til lejligheden. 

Hvorfor skulle jeg dog det, når jeg lige så godt kunne bemægtige mig adgang via Emmas vindue på første sal?

Aldrig har jeg stoppet min lange sorte (silke) nederdel mere resolut ned i mine underbukser, taget mine kæmpe støvler af eller klatret hurtigere op ad en lettere ustabil aluminiumsstige i strømpefødder...

Elegant fik jeg mavet mig henover det næsten nylagte tag, og jeg priste mig lykkelig over at vi ikke valgte glaseret tegl i sin tid, men den billige model med rigelig friktion!

Fik døren låst op indefra - og masseret låsen med et skud WD-40. Fik hentet de ting vi havde glemt, og tog langt om længe ægte afsted!

Sideløbene har jeg stresset siden i går over togsituationen i London - eller mangel på samme, da der i øjeblikket er et omfattende signalnedbrud, som medfører at togene ikke kører.

Det er ikke så slemt om noget skulle trække ud i dag, da jeg i princippet har til på lørdag kl 20:20 til at nå til Hyde Park, så den vej er ikke så stressagtig som når jeg skal hjem, hvor jeg jo har et fly jeg skal nå - med mindre jeg gifter mig med Robert, og bliver i England...

Men det vil jeg nu ikke satse på, mest fordi vi egentlig begge synes vores forhold fungerer fint som det kører nu - der er jo en grund til vi stadig formår at bevare forelskelsen selv efter 26 år... især VI!

Derfor forbeholdt jeg mig retten til at få en panikanfald på mit the Cure debatforum, og blev i sidste time skovlet op af en sød bruger, der ikke kun skal køre gennem Gatwick hjem, men tilmed også skal overnatte på et hotel på samme gade som vi skal.

Jeg er vel blevet sådan en slags cyber-blaffer?

Jeg har haft løbende kontakt til Paula, som nu er blevet min private chauffør OG logistikmanager, som har givet fremragende beta på hvordan jeg skal klare mig i London...

Men altså taget starten på ferien i betragtning, med bål og (patricia villa i Vejgaard) brand, så fornemmer jeg at den her sommerferie på mange måder vil gå over i historien som værende én af de vildere - især hvis jeg bliver gift med Robert...

Så er ferien ligesom igang!

I dag fik jeg sommerferie, og jeg kan godt sige den startede med bål og brand! 

Nok mest brand og ikke så meget bål. I hvertfald ikke som vi normalt kender (og elsker) bål - altså de der bål JEG står for.

Vi sad i Lises have og spiste ovnbagte pil-selv rejer, og drak hvidvin - ikke en decideret ringe start på min TRE ugers sommerferie, da røgen kom som en stille tåge mellem træerne og buskene i haven. Vi tog ikke som sådan notits af den, fordi vi alle var af den sikre overbevisning, at nogen havde gang i et bålfad med lidt for friske grene. 

Det var først da røgen tiltog kraftigt, og vi kunne høre sirener i det fjerne det gik op for os, at noget var helt galt. En voldsom massiv røg steg op fra én af grundene bag den have vi sad i, og den smældende lyd af teglsten der eksploderede gjorde os opmærksom på at huset skråt bagved stod i fyr og flammer! 

Længere oppe fra vejen kunne vi tydeligt se hvordan ilden åd sig grådigt og nådesløst gennem tagspærrene, og de glaserede teglsten slap deres greb, og raslede ned. Flammerne var blevet flere meter høje på ganske få minutter, og der var ikke nogen antydning af at en slukning af infernoet var igang. 

Derfor ringede Maiken 112, for at sikre sig, at der var taget affære. 

Familien havde siddet og spist i haven, og branden, der var opstået på 1. sal, var forråsaget af solen, som formentlig havde kigget lidt for intenst i et spejl, og på den måde have antændt en sækkestol ved at kaste reflekser! 

Det var en helt forfærdelig fornemmelse at stå så tæt på og se andres liv blive ædt op af et vulkanudbrudsagtigt flammehav, der ikke sådan lige lod sig tæmme. Heldigvis kom ingen til skade, og selvom det er alverden værd, så må det være en helt ubeskrivelig forfærdelig følelse af afmagt der indtager én, når man er vidne til noget så ukontrollerbart gå helt amok. Det var virkelig en smagsprøve på elementernes magt man gerne ville have været foruden! 

Hvis det her er standarden for min ferie, så tror jeg gerne at jeg vil på arbejde på mandag, for jeg er ikke helt sikker på at jeg kan holde kadencen.

En nat bliver det sommer

For nogle dage siden, nærmere betegnet den dag det var sommer i Danmark, proklamerede Spinelli lidt mere vredt end moderat furiøst, at hun HADER sommer! 

Spinelli hader altså allerede sommeren på trods af dette endnu præmature sommerstadie vi befinder os på. 

Årsagen til frustrationerne desangående, skal findes hos det moderlige ophav (desværre) - hvis vi altså antager at klistrethed (jeg ved ikke engang om det er et anerkendt ord) kan være arveligt. 

Når det er lidt varmere ude end 9 grader, så begynder mit subcutane fedt at græde - og det gør Emmas åbenbart også. Disse tårer af fedt tilkendegiver sig ved at drapere vores kroppe i en tynd hinde at klistret sved! Eller det er i hvertfald sådan jeg er overbevist om det foregår! 

De eneste der har det sværere i varmen end os, må være goths og pensionister. 

Goths må dog nødvendigvis have et ambivalent forhold til sommer, da årstiden for alvor giver anledning til de ikke kommer frem i dagstimerne, og i øvrigt kun medfører ultimativ lidelse, hvilket så igen må være den ideelle tilstand at befinde sig i, hvis man altså er goth... 

Pensionisterne derimod! De aner ikke engang de lider, før de vågner op på skade-modtagelsen efter at have været faldet om af dehydratio.

Min mor, for eksempel, har nærmest det samme tøj på om sommeren som om vinteren. Om sommeren er tøjet blot en lysere nuance af den beige hun går i om vinteren. Men bare fordi nuancen er lidt lysere, bliver tøjet jo ikke mindre varmt, og det kan da godt være det kan trække om sommeren, men derfor kan de godt slække bare lidt på hue, handsker, halstørklæde og den der tynde, men dog DEJLIGT lune, strikketrøje de ynder at bære under vindjakken, der dog, udover at være en lysere nuance end vinter-beige, ikke er med thermofoer! 

Jeg kan nu meget godt lide sommer. Ikke fordi jeg er specielt begejstret for varmen, og den deraf følgende klistrethed, og her stormer jo alligevel mere om sommeren, end det gør om efteråret - vidste man iknke bedre, så kunne man næsten hensætte sig til en kølig, men blæsende eftermiddag på Fuerte Ventura - eller den røde plet på Jupiter! 

Men som altid er april en rigtig lurendrejer - rent vejrmæssigt, og den danske sommer vil formentlig udviste utilregnelig adfærd af særlig manifesterende karakter igen i år, men jeg er ligeglad, for jeg går ihvertfald ikke op i hvordan vejret er! OVERHOVEDET!!!