Humørbussens sidste tid...

Som jeg skrev, så peakede mit liv i fredags. Det betyder, at det fra nu af kun kan gå nedad bakke.
Den deroute startede så i dag...

Det havde været under optræk, men jeg troede ikke det ville gå så galt, som det gjorde.
Humørbussen har jo nok ikke været helt 100 % ved muffen, og jeg var udemærket klar over, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid, før det var definitivt forbi.
Men fordi den til det sidste tid var så frisk, så kom det alligevel som et chok, da mekanikeren sagde noget om gået topstykke med metastaser til cylindre (er alligevel overrasket over cylindre trods alt var i pluralis) og erklærede den for død, og den havde endda lige fået både sprinklervæske og en helt frisk liter olie for ganske få dage siden, så appetitten var jo helt fin, den havde fået en Stelton parkeringsskive og nye vinduesviskere, og den var så stolt og glad.

Jeg fik lov at tilse den straks efter dødstidspunktet var blevet defineret. Den var stadig på liften.
Aldrig havde den set så lille og skrøbelig ud, som den stod der med ledninger og kabler ud af motorrummet og ned af forskærmene.
Det var tragisk og smukt på samme tid. Den så virkelig fredfyld ud, trods den makabre iscenesættelse med kabler og ledninger.

Der er bare så mange ting den aldrig fik nået sammen med mig, fordi vi var var sikre på, at vi havde alverdens tid for os.
Den nåede aldrig at køre tør for benzin, da den havde en helt særlig evne til tappert at køre til nærmeste tankstation på dampene og viljen.
Den nåede aldrig at udløse nogle af de mange air bags den var indehaver af.
Den nåede aldrig op på kogepunktet. Uanset hvor varmt der var, så stod varmemåleren altid stabilt lige i midten af skalaen - og det havde intet at gøre med, at speedometeret - eller triptælleren for den sags skyld kun virkede en sjælden gang imellem.
Den nåede aldrig at prøve at blive vasket i vaskehal - eller blive vasket i det hele taget...

Det bliver svært at få det fortalt til børnene. De havde ikke engang prøvet at kaste op udover sæderne eller noget...

Det er bare den slags hændelser, der manifesterer én gang for alle, at man skal leve i nuet, og ikke udskyde ting til i morgen, fordi man aldrig ved om i morgen kommer.
Der bliver ikke noget i morgen for humørbussen, men til gengæld er der masser af minder trods vores alt for få år sammen.

Når savnet bliver for stort, vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på den vinter, hvor blæseren ikke virkede, og vi kørte rundt i en bil med ruder der duggede enten meget eller sygt meget alt efter hvor fugtigt der var i vejret, og det var der!
Eller den aften, hvor speederkablet var frosset fast, og den skød en omdrejningshastighed på 3000000  - selvom vi holdt for rødt med koblingen så hårdt i bund, at den ville være gået gennem den sprøde butterdejsagtige bund, hvis det ikke var fordi bundmåtterne var så solide. Alligevel blev humørbussen ikke varm. Det gjorde asfalten til gengæld...
Den har adskillige gange transporteret mig til København OG hjem igen, uden at give det mindste kny. Eller jeg tror ikke den gav et kny, men jeg må indrømme at jeg formentlig ikke ville høre det, hvis den gjorde, fordi der som regel var noget der larmede så meget, at jeg var nødt til at skrue radioen utroligt højt op, for at overdøve det.
Selv de gang den er blevet hentet som én af de absolut aller sidste i hospitalets parkeringshus, har den ikke båret nag. Eller i hvertfald ikke noget af nævneværdig betydning. Den startede jo altid i 4. eller 5. forsøg, når den havde fået sat mig på plads, og jeg havde fået givet en undskyldning.

På vej til værkstedet kunne jeg med det samme fornemme, at den var svag og træt. Qua den 1,2 motor, så har den jo aldrig haft den hurtigste accelration, men i dag var helt enestående. Enestående dårligt med 0-60 km/t på noget der minder om 20 minutter, og med en absolut tophastighed på ca. 80 km/t, så kan jeg næsten ikke tro, at det var os, der blev blitzet udenfor Åbybro i dag. Det MÅ have været den hvide bil, der overhalede os i samme øjeblik det røde lys blæste ud af vinduet på den hvide kassebil.
Men på en måde er det da en ret "I don't give a fuck" agtig attitude, hvis det sidste man gør, som bil, inden man for evigt slukker lygterne, er at hive en fartbøde samtidig med man kører på absolut sidste vers.




Kære humørbus!
Tak for alt. Tak for alle glæder, men også for det kvalificerede modspil du aldrig holdt op med give mig.
Du lod dig aldrig koste rundt med. Så kan det godt være man må køre både 110 km/t og 130 km/t på de danske motorveje, men hvis du syntes 80 km/t var passende, så kunne jeg træde nok så insisterende på speederen. Du stod fast som en klippe! Vi var i perioder ikke den mest populære ekvipage på mototvejen, men vi var sammen!
Jeg kommer til at savne dig! Den vedholdende odour af våd hund indtil varmeblæseren havde varmet kabinen op - når den virkede. Den løse forbindelse i speedometer-departementet, der gjorde, at man kun lejlighedsvist (her snakker vi sjældne lejligheder) kunne se hvor stærkt man kørte, som lærte mig at sjusse mig frem til en hastighed baseret på omsrejningstællerens placering, og som gjorde at kilometertælleren ikke kunne aflæses. Men til gengæld blinkede det digitale ur (næsten) i takt med musikken.
Jeg kommer til at savne den spænding der altid var forbundet med et større skybrud i forhold til om du nu denne gang ville gå i total opløsning, da det jo ikke skal være nogen hemmelighed, at det primært var lakeringen der var skyld i at du ikke smuldrede.
Eller den generelle spænding, når du skulle starte, hvilket du gjorde hver gang - næsten...

Kære Humørbus
Ikke alle har formået at få en sang skrevet og dedikeret sig, når man er en bil.
Men du var jo ikke bare en bil.
Du var HUMØRBUSSEN!

R.I.P
Humørbussen!

There is a CURE for everything...

Der er i hvertfald en CUREsang til alle situationer... (Nok mest de desperat ulykkelige situationer, men også de få lykkelige...)

Højdepunktet i manges liv vil være når de får børn, når de bliver gift (eller når de bliver skilt), når børnebørnene kommer til eller når man køber sit første hus. Ret store ting i et liv, som mange vil gennemleve.

Jeg har været igennem alle punkterne, på nær det med børnebørnene, og jeg må indrømme, at højdepunktet i mit liv gik for sig i fredag aftes i Forum Kbh!

TRE timer i selskab ned mit all time favorite band i HELE univærelset under karismatisk ledelse af mit livs mest intense forelskelse ROBERT SMITH!

Langt om længe oprandt den dag, der lå så langt ude i fremtiden at det nærmest føltes som aldrig, og i fredags var det national the Cure dag - hvis man altaå spørger mig. (Og lidt i lørdags, hvis man spørger P6 beat)

Efter at have ventet flere måneder, syntes den knap en time opvarmningsbandet spillede uendelig.
Det var slet ikke til at tro, at det var NU!

The Cure indtog scenen i røg og damp, og åbnede ballet med det eneste nummer der kan bære en så legendarisk event: Plainsong.
Plainsong er også det første nummer på det mest elskede album, Disentegration, hvor "man" mener at Cure genfandt det melankolske, efter en afstikker til lidt for happy-land på Kiss me kiss me kiss me.
Bombastisk og volumøst bragede klokker og sager ud ag højtalerne, mens baggrunden blev overbegjort i lys, der mindede om kontinuerligt dalende små ildkugler.
Det var en omgående øreorgasme, og det allerede under forspillet! Så kan man dælme sit kram - siger jeg bare...
Efterfølgende var det hit på hit og så lige et hit mere. Men altså i mine ører, så er de fleste af deres numre jo hits!

Tilstanden af en ubeskrivelig lykketilstand marineret i melankoli er ikke til at beskrive, men der blev tisset en lille smule i bukserne, og jeg tror også jeg kom til at kaste lidt op i munden på mig selv i ren og skær begejstring, og mit hjerte var i den grag tæt på at eksplodere i brystkassen på mig.

Robert stod der på scenen så ydmyg, og alligevel så karismatisk, med sit sorte uglede hår - som måske var blevet en anelse tyndere end jeg husker det. Ikke at der var tale om en decideret hente-punk, men altså...
Jeg synes han var vidunderlig! Præcis så vidunderlig som han har været alle de år jeg uden filter har dyrket the Cure, og det er mange år.

The Cure har været det band jeg har været allermest trofast overfor. The Cure er det band jeg har aller flest CD'er med (en CD - Compact Disc er en lille rund skive hvorfra man kan afspille musik, ved hjælp af en dertil indrettet CD-afspiller, der for alvor gjorde sit indtog i 90'erne). The Cure er det band jeg har flest band t-shirs med (Thomas Helmig ligger lige i hælene, sku jeg hilse og sige) OG the Cure er det band jeg har mest merchandise med!
Jeg var i den 7. Himmel, da internettet rigtigt slog igennem, men ærger mig lidt over det ikke skete i 90'erne, hvilket på den anden side nok bare ville medføre total Cure-symbiose for mit vedkommende, så måske er det godt nok, at tingene skete på de tidspunkter de skete.

TRE timer spillede de! Tre timer der gik hurtigere end fire minutter på snooze kl 5:30 en kold mandag morgen, og selvom Robert ikke ligefren springer rundt på scenen som en gazelle på espresso, så kræver det alligevel nåe'kun at akkumulere SÅ meget stemme ud i SÅ lang tid.
Jo, the Cure was still going strong - og også i dén grad.
Salen var tryllebundet, og gamle inkarnerede Cure-fans såvel som nye overgav sig hundrede procent, og lod sig drukne i the deep green sea.

Curefansene er et kapitel for sig, og det var tydeligt, at vi alle - præcis som bandet, var blevet en anelse ældre, end vi var i 80'er-90'erne, og der var kun ganske få (i modsætning til koncerter i 90'erne) der havde iført sig touperet "Robert-hår" og dekadent overload af læbestift og sort øjenskygge - og det var de "nye unge" fans.
Der var endda en del, der ikke engang havde sort tøj på!!! - den lader vi lige stå lidt...





Men uanset hår og outfit, så er jeg overbevist om, at alle igen var sat tilbage til 80'er-90'erne (altså os gamle røvhuller der kan huske 80'erne og 90'erne) og vi alle igen var 20 år og genvandt følelsen af kollektivt indædt weltschmertz og ulykkelig kærlighed til det hele.
For selvom det var en fest, hvor vi dansede, drak øl og udviste begejstring, der ville få Ole Henriksen til at ligne en sløv teenager, så lå ungdommens tungsind som en tryg kappe om vores skuldre.
Nogle af sangene havde jeg egentlig ikke hørt i over 20 år, og alligevel hørte jeg mig selv vræle teksten ud med en medlidende entusiasme, der helt overrskede mig.
Jeg er sikker på, at hvis demensen for alvor får sit overtag i min hjerne, så vil jeg til enhver tid kunne synge - eller "synge" Just like Heaven, Close to me, Catch, Kyoto song eller én af de mange mange mange sange jeg på skift har haft som ultimativ yndlingssang alt efter hvordan min Weltschmertz befandt sig i mit selvoptagede, påtaget deprimerede ungdomssind.

Jeg genvandt min store kærlighed til the Cure. Ikke at den har været væk. Den har altid været i mit hjerte, selvom det ikke er Cure jeg spiller til hverdag, men den fik er ekstra los i melankoli-røven!


How ever far away, I will always love You!

Exit øjenafdelingens enfant terrible

Endelig oprandt dagEN! Den dag jeg havde ventet på så længe (eller i hvertfald halvanden måned), den dag jeg havde frygtet og den dag jeg for få uger siden slet ikke havde set komme.
SIDSTE dag på øjenkirurgisk operationsafdeling eller Øjen-OP i daglig tale. Vi er nemlig ikke så prætentiøst anlagte på Øjen-OP.

Godt bevæbnet med hvidt brød i den ene hånd og bagværk støbt op i kakao, smør og sukker i den anden hånd, gik jeg ind af døren til det sted, der har været en stor del i mit liv de sidste 7 år, hvor jeg har berriget med upassende vredesudbrud, upassende glædesudbrud, upassende sygemeldinger (stress tager vi ikke så tungt, og er påkørsel griner vi bare af) upassende frisurer og en enkelt skilsmisse.
Jeg har delt mit liv med mine nærmeste kollegaer - det kan man slet ikke undgå, jeg har fået, og i visse situationer taget del i mine nærmeste kollegaers liv, og flere og flere af den fasttømrede stab blev til mine nærmeste kollegaer. Vi blev en lille familie, velvidende at ikke alt er rosenrødt i nogen familier, heller ikke i vores. Men tilgivelsen lader sjældent længe at vente.

Man skulle fandme tro jeg fyldte rundt, hvilket så ville være 50 for mit vedkommende. Men da det næste skarpe hjørne ligger så langt ude i horisonten, at man skal være mere end normalt presbyop for overhovedet at kunne skimte det, så skyldtes al postyret, at jeg havde sidste dag.
Der kom kollegaer fra nær og fjern, kollegaer der i forvejen (desværre) var tidligere kollegaer og kollegaer fra andre specialer, for at sige farvel til mig, eller for at sikre sig, at det nu var HELT SIKKERT at jeg rejste! Måske var det i virkeligheden for at få del i den kage jeg havde støbt til afdelingen for sidste gang?...

Uanset motiv, så blev der dælme lavet overtræk på krammekontoen, og vi ved jo alle, at det ikke er min krammekonto der har de flotteste tal. Jeg er ikke tosset med at kramme, med mindre det drejer sig om at kramme dem jeg virkelig elsker, eller kramme dem der hader at kramme så meget som jeg gør - så kan jeg godt finde en glæde ved at kramme. Men ellers venter jeg som regel bare på den der krammer, får krammet færdig.
Heldigvis er der rent faktisk mange af mine kollegaer jeg elsker - på en måde. Så jeg havde ikke decideret noget imod at kramme dem (alle)... Et enkelt kram affødte dog en ubønhørig trang til at skrælle huden af, og efterfølgende tage et langt Rodalon-bad... Men det opvejedes af at jeg fik hele TO krammere af vores pensionerede overlæge, og indtil dato hurtigste katarakt-operatør! Vi var et godt team på stue 1, når vi fik afviklet 10 operationer inden middag. De fredage savner jeg, og vil komme til at savne. Jeg er ualmindeligt glad helt ind i mit stenhårde sorte hjerte over han tog sig tiden, i sin travle pensionisttilværelse, til at slå vej forbi kaffestuen OG ikke mindst medbringe et kærkomment bidrag til den søde tand, som vi begge har, for at sige hej og farvel (og få den kage han holder så meget af for sidste gang).

Jeg fik også gaver af mine kollegaer. Fine glas, som jeg havde ønsket mig (forlangt) og en fin ny Buff til alle de cykelture jeg ikke længere skal tage til og fra arbejde.
Men så kan kan jeg tage den på til vinter, når humørbussens varmeblæser svigter, hvilket jeg VED den gør, og helt sikkert på en dag, hvor det både er regn og koldt, så jeg kan pis'fryse MENS ruderne dugger af h til.
Sidst men ikke mindst, så fik jeg et helt særligt udsøgt glas smooth peanutbutter af aller værste og billigste kvalitet fra Tyskland, af en simpel nøgenlæge med et alt for lækkert understel -  men det afholder mig ikke fra at spise det med en ske direkte fra glasset, der ikke engang er ægte glas men plastik. Vi har gennem årene delt en ubeskrivelig forkærlighed til tysk kvalitäts-discount - eller han har påduttet mig SIN forkærlighed, og jeg har så af og til kvitteret ned en budding i ny og næ fra Aldi eller Lidl.

Sygeplejerske-kollegaerne (de der er tilbage af MIT "gamle" haren) har i sandhed stået model til mine op og nedture, og de har udvist større rummelighed end nogen Toyota Yaris - der længe har været den mest rummelige bil på markedet i sin klasse.
De har bistået mig gennem de sidste 7 år, hvor jeg ikke har lagt det mindste skjul på hvordan mit liv til tider har butfucket mig, men også til tider - og i særdeleshed de sidste år, har aet mig blidt med hårene (på ryggen).
De har tålmodigt lyttet og taget stilling til alt jeg har haft på hjerte, og det har ikke været småting.
Der er blevet drøftet alt fra privatøkonomi til fedtprocent med afstikere omkring vaner, opskrifter og driften af en familie. Det meste er foregået i kaffestuen fra stolen til venstre for Susannes stol. For selvom vi på ingen måder har faste pladser, så er der nogle steder det ikke er så godt man sætter sig...
Jeg er siker på den hyletone Susanne har i sit venstre øre, mirakuløst forsvinder i løbet af næste uge - ellers kender jeg en ret sej ørelæge..

Jeg ved der er nogen jeg ikke helt slipper for, eller der er nogen der ikke slipper for mig! Vi vil nemlig altid have Kunsten, Rema, dårlige film i biografen, sushi, og jeg har nok også nogle børn der skal passes, sådan som jeg kommer til at føjte med mit nye arbejde og min nye dertilhørende familie.

Jeg synes jeg fik gjort mit exit med maner!
Jeg fik tømt dueslaget - direkte ned i skralderen
Jeg fik tømt skabet i kælderen - ork'satme som man får skrabet sig grotesk mange (kuglepenne) sager sammen i løbet af 7 år!
Jeg fik ikke rigtig afleveret vagttelefonen. Ikke at jeg nogensinde har brugt den, men jeg jar ska haft én!
Jeg afleverer den på et senere tidspunkt...

Kan I have det godt, røvhuller! Jeg kommer til at savne jer... Men ikke så meget som I kommer til at savne mig!

Når tilfældighederne spiller højt spil

I onsdags, for lidt over en uge siden, havde jeg ikke den fjerneste idé om, at mit liv ganske få timer senere ville ændre sig betragteligt.
Jeg havde i hvertfald ikke hverken planer om at søge et nyt arbejde, skifte arbejde, eller sige op på mit arbejde en uge efter.

Det var midt i madpakke-støbningen beskeden dingede ind på Messenger.
Jeg var først overbevist om, at det var en løftet pegefinger, fordi jeg havde uploaded en upassende madplan i en gruppe for børnefamilier.
Men søndagens menu VAR altså Panodil, Ipren og Dolol...

Det var ikke en løftet pegefinger, men mit hjerte holdt ikke op med at galopere af den grund.

Det var min tidligere utroligt nederen kollegas søde kone, der liiige ville gøre mig opmærksom på at den privat praktiserende øre-næse-hals læge hun arbejdede i praksis for altså manglede en sygeplejerske mere, og at hendes mand (min tidligere kollega) mente det kunne være noget for mig.
Pludselig var alt tilgivet! Alle de mange madpakker han havde lagt i fryseren, alle de cherrytomater han havde injiceret med kaffe via en 30gauge kanyle, alle de gange han har kaldt mig idiot. Det hele var tilgivet!

Mens Jane ihærdigt prøvede at sælge stillingen til mig, var jeg i forvejen helt fyldt op i min lille underbemidlede hjerne over weekendens Stafet for livet.

Torsdagen på arbejdet var jeg til stede fysisk, men mine tanker summede rundt alle mulige andre steder: hos mulige sponsorer, omkring det helt urealistiske jobtilbud - der nærmest kom dumpende ned i hovedet på mig, sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.

Fredag havde jeg en brunch-date med en kær tidligere studiekammerat.
Vi fik vendt verdenssituationen, samtidig med jeg prøvede at skaffe sponsorer, være to steder på én gang, tænke på det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, tænke på sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.
Den svenske madmor bistod den aften med aftentraktementet...

Lørdag startede tidligt, hvor jeg efter en lærestreg fra sidste år, støbte en lasagne skulle støbes, så jeg ikke søndag (igen i år) skulle se mig nødsaget til at spise fyldet i sofapuderne, eller hvad der nu måtte være let tilgængeligt, når man er ude af stand til at bevæge sig.
Inden Stafet for Livet skulle vi til en vigtig fødselsdag hos det yngste medlem i familien.
Jeg var fysisk til stede, og forsøgte at etablere så meget nærvær som overhovedet muligt, i det tankemylder der hvirvlede rundt omkring det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, mad og logistik. Sex blev på én eller anden måde derangeret, og der skulle ikke handles noget.

Stafet for Livet kan man læse om her
http://ninjamom-procrastinations.blogspot.dk/2016/08/nar-man-lber-for-livet.html?spref=fb&m=1
Og fokus var nu helt og holdent rettet mod at løbe - og senere at holde mig oprejst.

Lørdag blev helt smooth til søndag, og jobtilbuddet genvandt førstepladsen i mindsettet, men hjernen var alligevel for udmattet til at forfatte på ansøgningen, og job-tankerne (og sex) måtte vige for mad der blev indtaget liggende i sofaen -  og søvn.

Mandag vågnede jeg i en sand geyser af smerter!
Weekendens strabadser var veloverstået så godt og vel - som man siger, og langt om længe blev der ro til at tænke på sex - eller på det potentielle nye job.

Jeg kunne ikke overskue at konstruere en ægte ansøgning, og mit CV var jeg heller ikke helt klar over hvor befandt sig.
Så for at vinde lidt tid, valgte jeg (liggende på ryggen i min seng drapereti flonel) at skrive en mail, hvor jeg kort fortæller om hvor vidunderlig jeg er.
Så kunne jeg altid skrive en ægte ansøgning OG få fundet CV'et - så SNART jeg igen blev nogenlunde mobil...

Den mandag aften kl. 21:28 - midt i en omgang Candy Crush dingede den skæbnessvangre sms ind, og i løbet af fem minutter blev en "samtale" anbragt på affyringarampen.

Tirsdag kl 12:20 indtraf mødet med ham jeg endnu ikke var klar over skulle vise sig at blive den "nye mand i mit liv"...
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet eller forestillet mig - men i hvertfald ikke at en jobsamtale skulle foregå over en rugbrød med makrel i chilisovs og en leverpostejsmad indtaget nærmest i liggende stilling mellem to stole, og for en god ordens skyld, så var det ikke mig der lå ned og spiste denne gang...

Tirsdag kl 17:19 ringer han, og vi bliver enige om, at jeg kraft-ed-me' kaster mig ud i det!

Onsdag går med at tænke på det nye arbejde, jeg næsten helt spontant og uovervejet havde takket ja til. Sex, mad, logistik og indkøb eksisterede slet ikke længere i tankeministeriet.

Til gengæld begyndte min exit på mit nuværende arbejde at tage form, og kagemandenmed marcipanbåndet, hvorpå der med svungne bogstaver er skrevet "fuck jer røvhuller, jeg siger op" bliver mere og mege en realitet.

Torsdag får jeg "det" sagt, og min leder springer lettet og glædesstrålende rundt på sit kontor over langt om længe at være sluppet af med afdelingens enfant terrible...
Jeg syne godt hun kunne have ventet med glædesdansen, champagnen og stripperen der sprang op af lagkagen, til jeg HAVDE FORLADT kontoret, men jaja, når man har ventet længe på en sådan forløsning, så skal man da bestemt ikke holde sig tilbage!

Tænk sig engang som livet kan ændre sig. Tænk sig engang som lort kan blive til lagkage, tænk sig engang at jeg næsten ikke har tænkt på hverken sex eller mad og tænk sig engang at jeg aldrig har gjort en skid for det - udover at hoppe på hurra-toget på det rigtige tidspunkt!

Når man løber for livet

Det er først nu 3-4 dage efter, at jeg så småt er ved at komme til hægterne igen. SÅ SMÅT!

Igen i år til Stafet for livet fik jeg én gang for alle manifesteret, at jeg  hverken er ekstremløber, ultraløber, marathonløber eller blot motionist, når jeg ved hver forsigtigt skridt jeg tager, bliver gjort opmærksom på min højre fods lidelser, som kommer til udtryk via skærende jag.

Ikke desto mindre valgte jeg igen i år at ignorere ovenstående, og mosle rundt i Kildeparken for team Live, som min niece er holdkaptajn for, fra lørdag til søndag, med kun få timers utrolig ringe søvn effektueret på et liggeunderlag i et telt, akkompagneret af en meget skinger, men meget taktfast og insisterende klappen.
Det gode ved denne vedholdende klappen var, at det kvalte lyden af min egen forcerede respiration, som var opstået på baggrund af en situation med bilateral tilstopning af nasale luftveje. Så ligger man det på sit Therm a Rest, rekvireret i Friluftsland engang først i 2000, og drømmer tilbage i sit stille sind (eller så stille som en skinger klappen nu tillod), til dengang man bare tog frie luftveje for givet.

Jeg er decideret på røven over, at omkring 40 helt fantastiske mennesker, fordelt på børn og voksne, havde vilje, overskud og styrke til til sammen at tilbagelægge over 800 omgange à 912 meter!
At nogle brugte et døgn, af deres travle liv på at styrte rundt og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, når man ved hvor hellig weekends er i en travl hverdag. Dét er fandme kærlighed!

For manges vedkommende er præstationen det døgn Stafet for Livet varer blot "belønningen" ovenpå hektiske dage med at samle sponsorer, og glæden, når nogen sagde JA, var ubeskrivelig!

De første timer blev domineret af børnene, som viste sider af sig selv ovre i departementet for motion og bevægelse, som man ikke troede eksisterede.
I hvertfald ikke en torsdag eftermiddag i Storcentret, hvor det næsten kan være en umulig opgave at akkumulere styrke til at gå fra bilen, og ind til boden med underlødige franske hotdogs til en 10'er, med mindre der også er lovning på både sodavand og is!
Alle curling-tendenser syntes at være forsvundet som wienerbrød på en kagebuffet for pensionister.

Ud på de små timer tyndede det ud, men team Live havde altid nogen i paddocken.

Undtagen ved den højtidelige lysceremoni, hvor der ikke måtte løbes.
Lysceremonien var smuk og rørende, og soundtracket var upassende højt leveret af Runrig.
Men vi skal jo være her alle sammen, også dem der bidrager med unødvendige høje decibel.


Omkrinng midnat valgte jeg at udsætte mig selv for det enerverende limbo man befinder sig i, når man, efter adskillige timer, ikke har den fjerneste idé om, om man har sovet eller ej, fordi man ligger dårligt, man er psyched over stemningen og man prøver samtidig at kontrollere den udmattelse man ved ligger latent i kroppen og venter på at få overtaget.

Traditionen tro drak holdkaptajnen og undertegnede morgenøl ved solopgang.
Jeg ved ikke om det var den ene øl på tom mave, dehydreret krop og udmattet sjæl, der medførte en lettere hysterisk tilstand, men har man prøvet at befinde sig i et sammensurium af træthed, udmattelse og en overdosis af endorfiner i en jetlag-lignende tilstand, så ved man også at det meste er sjovt, og man føler sig let indeni på trods af tiltagende tunghed.

Da solen henad morgentimerne begynder at kunne mærkes, dukker der flere og flere op.
Nogen går, nogen løber og andre slingrer mod strømmen på vej hjem fra en bytur, som muligvis tog sin start til Runrig.

Den nat fik vi rendt penge i kassen til Kræftens bekæmpelse og Danmark fik OL-metal.

Søndagen gik, for mit eget vedkommende med at sove, abstrahere fra de nådesløse smerter, der havde gjort sit indtog i min krop, der medførte at den største bedrift, på hjemmefronten, var lige fordelt mellem at komme helskindet ned af trappen og mellem at være i stand til at sætte mig på toilettet uden at klage mig højlydt.

I skrivende stund er det blevet torsdag, og jeg er næsten rentgående igen.
Jeg er sikker på, at jeg nok skal være klar til næste år!

Har du venner med sort hår?

Har lige læst en artikel i Berlingeren om hvor mange venner man har, som er af anden etnisk herkomst, end dansk i dette tilfælde.

Venner der kommer i ens hjem og som man selv besøger.

Jeg har faktisk ingen :overrasket smiley:

Dem jeg kender og ser, er alle "ariske"...

Det overraskede mig faktisk! Da jeg ser mig selv som rummelig og alt det der, men det triggede mig også, at man differentierer mellem racer. (Artiklen har (selvfølgelig) sit udspring fra en amerikansk artikel). Vil man nu gøre det til underspillet racisme, og manglende integrationsvilje (set fra den anden side af disken), hvis man ikke har venner, der racemæssigt afviger fra "majoriteten"?

Er jeg er mindre rummeligt menneske, fordi jeg ikke har venner af anden etnisk herkomst? Er jeg ikke deltagende integrationen så?

Jeg har ikke én eneste nær ven, som har samme race som jeg har. Er jeg så urummelig overfor min egen race? Og lever jrg i ren og skær fornægtelse overfor min race og anden etniske herkomst, fordi jeg sjældent tænker mig selv som en decideret race, eller andre for den sags skyld?

Altså der er jo mange, der har MIG som ven, og JEG er jo sorthåret (der hvor hårene endnu ikke er grå eller hvide, men ikke hvide på den ariske måde) OG jeg er af anden etnisk herkomst, men gælder det, når jeg er adopteret?
Og hvad med mine ikke-etniske venner, er det ikke nok, at de fleste af dem er dybt mærkelige? Er det ikke også en slags bidrag til integrationen - om ikke andet, så infra-integrationen?

Når artiklen spørger hvor mange venner man har med sort hår, så formoder jeg ikke, at man tænker goth, emo og dem der ellers farver håret sort...

Kan man ikke bare få lov til at være venner med dem man kan lide, uanset hår(og hud)farve?