I lørdags var jeg tidligt oppe - taget i betragtning det var lørdag, og at jeg havde (børne)fri.
Men det var ikke fordi jeg havde tisset i sengen, eller det havde jeg muligvis - det ved man aldrig... Det er sjældent noget jeg som sådan bemærker, da alt det fleece jeg sover i absorberer al eventuel lækage. Nej, jeg er heldigvis stadig mellem de to stadier i livet hvor man er i fare for at tisse i sengen.
Jeg var tidligt oppe fordi jeg skulle noget jeg havde glædet mig helt vildt til i flere dage! Faktisk i flere måneder.
Det var nemlig i lørdags at Kunsten (gen)åbnede efter en omfattende renovering. Og det var selvfølgelig netop som jeg langt om længe havde anerkendt, at jeg havde en svaghed for museer, at Kunsten valgte at lukke ned i omkring halvandet år, for at forny sig og genopstå som en moderne og helt fantastisk institution i Ålleren! Måske for at teste hvor dedikeret jeg reelt var i forhold til den store arkitektonisk korrekte marmorbastion forfattet i sin tid af selveste Alvar Aalto!
Vi ved jo godt, hvilket segment en sådan begivenhed tiltrækker... og sjældent har jeg set så mange minkpelse og Burberry halstørklæder i assorterede materialer være samlet på ét sted!
Men det er vel også kun det bedre borgerskab der rent faktisk kan håndtere - med en smule værdighed i behold, at drikke cava kl. 9 en lørdag morgen?
Det jeg elsker ved det bedre borgerskab i Ålleren, er at de formår at være prætentiøse og alligevel bevare den bonderøvsmentalitet der er så dybt og fast forankret i os der er opvokset på de her breddegrader.
Det tangerer jo til decideret naivt charmerende, når ham den midaldrende mand fra udkants Hasseris står der iført sine Loyd sko, Gant lærredsbukser, Henri Lloyd uldjakke og semirunde briller og udtaler sig højlydt om et kunstværk, mens lillemor står med plirrende øjne (muligvis fordi hun trods alt gik lidt for hårdt til cavaen ved ankomsten) i sine semihøje Bilibi støvler med ekstra skaftvidde, Wolford strømpebukser, minkpels og Adax håndtaske og kigger på Henri Lloyd med imponade i de cavaskudte øjne.
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at han ikke aner en skid om hvad han snakker om? Ikke at jeg er den store kunstguru, men har trods alt gjort mig den ulejlighed (netop fordi jeg er totalt uvidende desangående kunst) at læse hvad der er at læse om pågældende værk indenfor en rimelig radius af pågældende værk. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg nu og da muligvis har læst en beskrivelse, der tilhørte et helt andet værk, men det gør bare oplevelsen det mere spændende - og overraskende...
Jeg havde aftalt med to kollegaer, at vi tre skulle være med til den store genopstandelse.
Det er ikke nogen hemmelighed at begge er væsentlig ældre end jeg er. Men alder har ingen betydning, når det drejer sig om kunst. Faktisk er det godt for mig, at omgive mig med mennesker der er ældre end jeg er, især fordi min omgangskreds faktisk er lidt til noget yngre end jeg er. Ikke at alder sætter en standard for noget som helst.
Jeg lærer en masse, når jeg er sammen med nogen jeg ikke normalt er sammen med. Ikke at mine venner ikke på heldige dage kan lære mig ét og andet en sjælden gang, men hele processen i at være sammen med nogen som jeg prinært har en arbejdsmæssig relation til, er en god måde at udvikle de sociale kompetencer, og jeg vil mene vi peaker på lige netop det sociale barometer i det øjeblik samtalen falder på noget andet end arbejde.
I lørdags var i hvertfald fire ud af de fire OG en HALV times samvær et decideret peak - en social orgasme? Jeg har i hvertfald sjældent spist brunch i to timer - med mindre vi snakker buffet. Men maden, som i øvrigt var fremragende, var sekundær. Kaffen, der var af libitum, havde en mere central rolle, og vi ved jo alle, at kaffe og god samtale hører sammen som Jomfru ane gade og lidt for lidt men til gengæld alt for billigt tøj.
Og det var kloge damer jeg havde mænget mig med den lørdag. Både intellektuelt kloge og livskloge. En sjælden med ret dejlig combo. Alligevel følte jeg mig ikke komplet fejlcastet i det crew. Men det er sgu nok, når alt kommer til alt, fordi jeg selv er ved at nå et level i livet, hvor jeg er ok intellektuelt funderet og heller ikke helt rookie over i livserfarings-departementet.
Når tre damer i hver deres bedste alder er sammen, så kan det ikke undgåes, at samtalen ledes hen på KÆRLIGHED!
Her kom vores alders-differencs mest signifikant til udtryk.
Jeg himlede op over hvordan jeg nogle gange godt kunne gå helt i panik over at jeg muligvis aldrig ville blive forelsket igen. Ikke så meget fordi jeg er panisk over ikke at have en kæreste, men mere panikken over muligvis ALDRIG at skulle opleve den berusende følelse af euforisk forelskelse!
Til det blev der tørt, men kærligt responderet: "sådan havde jeg det også, da jeg var på din alder, men det gik over, og jeg synes ikke jeg sådan savner det"
Hvis jeg ikke havde vær panisk, så kan jeg godt meddele, at jeg blev panisk!
Tænk hvis jeg mister lysten til at blive forelsket?!?! Tænk hvis jeg mister lysten til kærligheden?!?!
Hvad er der så tilbage?!?! - casual sex uden følelser med tilfældige partnere?!?! Well okay så!
Den anden svarede lidt mere opmuntrende - godtnok i kølvandet på at hun lige havde brokket sig over hvor lidt attraktive mænd blev, når de kom bare lidt op i alderen...
Så dér mellem kunst for milioner, frokostjazz og byens bedre - nu lidt mere end overrislede, bedre borgerskab, sad jeg med min brunch og funderede over om vi overhovedet behøver kærlighed, hvis der bare er kaffe, cava, kunst og gode samtaler med dejlige damer..
Men det var ikke fordi jeg havde tisset i sengen, eller det havde jeg muligvis - det ved man aldrig... Det er sjældent noget jeg som sådan bemærker, da alt det fleece jeg sover i absorberer al eventuel lækage. Nej, jeg er heldigvis stadig mellem de to stadier i livet hvor man er i fare for at tisse i sengen.
Jeg var tidligt oppe fordi jeg skulle noget jeg havde glædet mig helt vildt til i flere dage! Faktisk i flere måneder.
Det var nemlig i lørdags at Kunsten (gen)åbnede efter en omfattende renovering. Og det var selvfølgelig netop som jeg langt om længe havde anerkendt, at jeg havde en svaghed for museer, at Kunsten valgte at lukke ned i omkring halvandet år, for at forny sig og genopstå som en moderne og helt fantastisk institution i Ålleren! Måske for at teste hvor dedikeret jeg reelt var i forhold til den store arkitektonisk korrekte marmorbastion forfattet i sin tid af selveste Alvar Aalto!
Vi ved jo godt, hvilket segment en sådan begivenhed tiltrækker... og sjældent har jeg set så mange minkpelse og Burberry halstørklæder i assorterede materialer være samlet på ét sted!
Men det er vel også kun det bedre borgerskab der rent faktisk kan håndtere - med en smule værdighed i behold, at drikke cava kl. 9 en lørdag morgen?
Det jeg elsker ved det bedre borgerskab i Ålleren, er at de formår at være prætentiøse og alligevel bevare den bonderøvsmentalitet der er så dybt og fast forankret i os der er opvokset på de her breddegrader.
Det tangerer jo til decideret naivt charmerende, når ham den midaldrende mand fra udkants Hasseris står der iført sine Loyd sko, Gant lærredsbukser, Henri Lloyd uldjakke og semirunde briller og udtaler sig højlydt om et kunstværk, mens lillemor står med plirrende øjne (muligvis fordi hun trods alt gik lidt for hårdt til cavaen ved ankomsten) i sine semihøje Bilibi støvler med ekstra skaftvidde, Wolford strømpebukser, minkpels og Adax håndtaske og kigger på Henri Lloyd med imponade i de cavaskudte øjne.
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at han ikke aner en skid om hvad han snakker om? Ikke at jeg er den store kunstguru, men har trods alt gjort mig den ulejlighed (netop fordi jeg er totalt uvidende desangående kunst) at læse hvad der er at læse om pågældende værk indenfor en rimelig radius af pågældende værk. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg nu og da muligvis har læst en beskrivelse, der tilhørte et helt andet værk, men det gør bare oplevelsen det mere spændende - og overraskende...
Jeg havde aftalt med to kollegaer, at vi tre skulle være med til den store genopstandelse.
Det er ikke nogen hemmelighed at begge er væsentlig ældre end jeg er. Men alder har ingen betydning, når det drejer sig om kunst. Faktisk er det godt for mig, at omgive mig med mennesker der er ældre end jeg er, især fordi min omgangskreds faktisk er lidt til noget yngre end jeg er. Ikke at alder sætter en standard for noget som helst.
Jeg lærer en masse, når jeg er sammen med nogen jeg ikke normalt er sammen med. Ikke at mine venner ikke på heldige dage kan lære mig ét og andet en sjælden gang, men hele processen i at være sammen med nogen som jeg prinært har en arbejdsmæssig relation til, er en god måde at udvikle de sociale kompetencer, og jeg vil mene vi peaker på lige netop det sociale barometer i det øjeblik samtalen falder på noget andet end arbejde.
I lørdags var i hvertfald fire ud af de fire OG en HALV times samvær et decideret peak - en social orgasme? Jeg har i hvertfald sjældent spist brunch i to timer - med mindre vi snakker buffet. Men maden, som i øvrigt var fremragende, var sekundær. Kaffen, der var af libitum, havde en mere central rolle, og vi ved jo alle, at kaffe og god samtale hører sammen som Jomfru ane gade og lidt for lidt men til gengæld alt for billigt tøj.
Og det var kloge damer jeg havde mænget mig med den lørdag. Både intellektuelt kloge og livskloge. En sjælden med ret dejlig combo. Alligevel følte jeg mig ikke komplet fejlcastet i det crew. Men det er sgu nok, når alt kommer til alt, fordi jeg selv er ved at nå et level i livet, hvor jeg er ok intellektuelt funderet og heller ikke helt rookie over i livserfarings-departementet.
Når tre damer i hver deres bedste alder er sammen, så kan det ikke undgåes, at samtalen ledes hen på KÆRLIGHED!
Her kom vores alders-differencs mest signifikant til udtryk.
Jeg himlede op over hvordan jeg nogle gange godt kunne gå helt i panik over at jeg muligvis aldrig ville blive forelsket igen. Ikke så meget fordi jeg er panisk over ikke at have en kæreste, men mere panikken over muligvis ALDRIG at skulle opleve den berusende følelse af euforisk forelskelse!
Til det blev der tørt, men kærligt responderet: "sådan havde jeg det også, da jeg var på din alder, men det gik over, og jeg synes ikke jeg sådan savner det"
Hvis jeg ikke havde vær panisk, så kan jeg godt meddele, at jeg blev panisk!
Tænk hvis jeg mister lysten til at blive forelsket?!?! Tænk hvis jeg mister lysten til kærligheden?!?!
Hvad er der så tilbage?!?! - casual sex uden følelser med tilfældige partnere?!?! Well okay så!
Den anden svarede lidt mere opmuntrende - godtnok i kølvandet på at hun lige havde brokket sig over hvor lidt attraktive mænd blev, når de kom bare lidt op i alderen...
Så dér mellem kunst for milioner, frokostjazz og byens bedre - nu lidt mere end overrislede, bedre borgerskab, sad jeg med min brunch og funderede over om vi overhovedet behøver kærlighed, hvis der bare er kaffe, cava, kunst og gode samtaler med dejlige damer..
