onsdag den 13. januar 2016

Med hamburgerryggen mod muren

Jeg har trukket på smilebåndet af den lidet flatterende sammenligning der florerer på de sociale medier mellem Inger Støjberg og en kogt hamburgerryg. Det skal jeg da ikke være for fin eller frelst til at indrømme...

Jeg beundrer dem der har fundet deres politiske ståsted. Det gør jeg virkelig! Mest fordi det giver mig en tro på at de ved hvad politik handler om - og her tænker jeg ikke på folketingspolitikere, men på alle de "menige" borgere der helt præcist ved hvem de skal "holde med" og hvem de skal "buuuhe" af.

Desværre synes jeg der er en kedelig tendens til at buuuhe, og man bruger knap så meget tid og energi på at fremhæve og redegøre for hvad man selv mener, bortset fra st man mener "de andre" er nogle komplette idioter der gør alt forkert...
Jeg synes politiske synspunkter bliver manifesteret på bekostning af andre, og det er i min optik en rigtig dårlig måde at kommunikere et formentlig ellers fint budskab.

Jeg forsøger som udgangspunkt at holde mig ude af politiske debatter (og religiøse for den sags skyld), fordi jeg (på trods af forskudsopgørelse) endnu ikke er blevet så voksen, at jeg har en helt klar politisk holdning - eller en helt klar religiøs overbevisning og begge dele bunder i min egen pinlige manglende viden herom. 

Jeg forstår ikke, at man som voksne mennesker, mener man kan tillade sig at hænge andre mennesker ud. Burde vi ikke, i et intellektuelt funderet land, hvor demokrati og ytringsfrihed er noget af det vi værner om, se os for gode til at kaste med mudder?

Hvor blev den gode saglige debat af?
Debatten hvor man argumenterer og ikke sviner?

Jeg er enig med de to politikere, der har ytret sig om, at det tangerer til decideret mobning, når man sammenligner et andet menneske med en kogt hamburgerryg (og den er garntrisse ikke engang økologisk) - ikke dermed sagt at jeg er enig i den politik de fører (måske er jeg, måske er jeg ikke), men jeg ser to mennesker, der ser et andet menneske, og som formår at se forbi politiske holdninger, men som ser MENNESKET!

Hvordan skal vi standse mobning i skolerne og på arbejdspladserne, når vi ikke er bedre selv?
Hvordan skal vi blive de gode forbilleder for vores børn, når de ser os opføre os på den måde?

MEN danmark er også et satirisk land, og satiren skal vi især værne om! Satire er nemlig i mine øjne, den gode form for passiv aggresiv kommunikation, der lige har det twist der skal til, for at man får den her underspillede tilfredsstillelse ved at gøre grin med andre mennesker på en måde der samtidigt kan manifestere et klokkeklart budskab, men uden at gå over den berømte streg. Den officielle definition er "angribende latterliggørelse" - hvillet KAN lyde lidt negativt... Men jeg mener bare, at der tit er et dybere mere intellektuelt og intelligent budskab, end angribende latterliggørelse.
Derfor lod jeg mig underholde af sammenligningen mellem Inger Støjberg og den kogte hamburgerryg i den overbevisning at man kan nå meget længere med satire end med mudderkastning! Især hvis man er skarp nok til at formidle satiren klogt...



fredag den 8. januar 2016

But I am an ADULT...

Der er situationer jeg virkelig føler mig som et lille barn - også situationer der ikke engang har noget med min mor at gøre...

MEN der er også situationer jeg virkelig føler mig ægte voksen! Altså vi snakker voksen voksen! Voksen som i ligesom ens forældre. Ja! Vi er oppe på dét level af voksen!

Første gang jeg følte mig ægte voksen, var da den ældste datter skulle starte i børnehave. I børnehaven er der nemlig noget der hedder forældremøder, og når man går til forældremøder, så er man altså voksen!
For at markere denne indtræden i voksensegmentet, valgte jeg, som de fleste fornuftige voksne, at købe en voksentaske! Sådan en rigtig håndtaske i ægte læder!
Det varede dog ikke længe før voksentasken blev lagt i skabet. Ikke fordi jeg ikke var klar til voksen, men jeg var nok ikke klar til SÅ voksen alligevel...

I dag har jeg muligvis peaket på voksenbarometetet.
Jeg følte mig i hvertfald ekstremt voksen (på voksen voksen forældre-måden) da jeg i dag sad og fik styr på forskudsopgørelsen for 2016. I KNOOOW!!!
Ringede endda til banken, for at få de præcise renteudgifter pr år på mit realkredit og boliglån (som om man ikke er voksen, når man har dén slags lån...) - og fik rettet det hele til, så jeg ikke riskkerer et skattesmæk!
Jojo, det er fandme voksent at få styr på forskudsopgørelsen, men det der manifesterer voksen, så det virkelig kan mærkes, er den tilfredsstillende følelse man har, når det er ordnet, og der er styr på det!
Jeg fik en snert af voksen-suset sidste år, da jeg helt selv, og efter eget initiativ, indberettede håndværkerfradrag! Det var selvfølgelig lidt bøvlet at skulle huske på om det nu VAR en håndværker, eller om det var en krydder man spiste den og den morgen, eller om man et svagt øjeblik gik direkte til kagen... :indsæt hoplanåls-onkelhumor-smiley:
Som om forskudsopgørelsen ikke var rigeligt med voksen, så trumfede jeg lige, ved at få styr på hvem der skal begunstiges, hvis jeg skulle risikere at blive taget af dage "før tid"... Er dog ikke helt sikker på at marsvinet bliver ældre end jeg, men så må jeg rette til senere... 

Alligevel er jeg ikke mere voksen, end at jeg midt i forskudsopgørelser og pensions-stuff, spiser pop corn til aftensmad... Sådan får man ligevægt og harmoni mellem voksen og ikke voksen!



tirsdag den 5. januar 2016

Et nyt år truer

Kom godt ud af 2015 jo tak!

Havde pænt meget optur over at jeg dagen inden nytårsaften havde formået at tænke hele to dage frem og købt ægte mad til 1. nytårsdag.
Eller ægte og ægte?!?! Knapt så underlødigt som pizza eller anden take away ville være, og på mange måder nemmere. Rib eyes på grillpanden, curly fries i krematoriet og færdig bearnaise til omsorgsfuld opvarmning. Fint snittet spidskål med olie-eddike dressing for den gode samvittigheds skyld.

Det var intet mindre end prægtigt!

Alle gode forudsætninger for en god start på året 2016 lå i kølvandet på et ikke decideret underlødigt 1. nytårsdags- måltid, og alle de gode intentioner fortsatte da også d.2. januar, hvor jeg aflagde min gamle moster et forsinket fødselsdagsbesøg med medbragt blødt brød fra Lagkagehuset!
Aftensmaden blev indtaget hos mor i godt selskab af min ældste bror og hans kone.

Jow 2016 du ser godt ud, fra hvor jeg står!

Indtil d, 3. januar, hvor jeg glæder mig til at bruge sidste feriedag med blandt andet at bage sammen med mine døtre. En dag uden stress og jag!
Dagen startede uden stress, men med jag! Et gigantisk et endda! Lige bag højre skulderblad. Hej hold i øverste del af ryggen!
Det gjorde ikke som sådan ondt, hvis jeg bare undlod at bevæge mig og undlod især at trække vejret...
Ellers gjorde det sygt ondt!

Så det kan godt være 2016 så godt ud fra hvor jeg stod d. 2. januar, men 2016 så ud af helvede til fra hvor jeg lå hele 3. januar...
Jeg er sikker på holdet i ryggen er Netflix-udløst, da jeg på ingen måde er for fin til at indrømme at nogle af nattetimerne er blevet brugt i tæt omfavnelse med både Amélie og Jax Teller - dog ikke på én gang, da det ville medføre uoprettelige skader i både den franske feel good and love film-verden og den amerikanske feel good and get even serie-verden. Lidt som hvis man insisterede på at få ketchup til sin foie gras. Dermed ikke sagt, at man ikke kan smutte vej af Burger King på vej hjem fra dinner på den franske bistro!
3. januar blev til 4. januar stille og roligt, mens jeg finder hvile i en position der tillader mig at trække vejret næsten smertefrit. Det æstetiske ved at ligge halvvejs ude af sengen med hovedet hvilende på natbordet, det sorterer i hvertfald ikke under departementet for skønhedssøvn...

4. januar startede med overraskende meget overskud fra såvel undertegnede som børneflokken! Humøret var relativt højt.
Startede dagen på job som jeg kan lide det, med kaffe og brød! At brødet så var et marcipanbrød er en anden sag, men alligevel...
Højdepunktet den dag på fabrikken, var helt klart den upassende nytårskrammer! Ikke upassende i sig selv. Der vil jeg nu nok sige den i dén grad var passende! - men upassende fordi jeg i krammesituationen rent faktisk stod med en patient! Havde en meget sund kulør i mit anæmiske fjæs resten af dén arbejdsdag!

Den sunde kukør skulle vise sig at transformere sig fra sund til panisk!
Det hele skete udenfor Fakta! Og på de fem minutter det tager, nåede jeg både at ridse kofangeren på en lille uskyldig Kia, skrive en post it til Kias ejer (mest for syns skyld - selvfølgelig, da der var alt alt for mange vidner!)
Handle i Fakta med et blodtryk på 240/130 og en puls der kunne mærkes over det hele OG antaste Kias ejer, der nu havde indfundet sig i Kia, men overset både kæmpe ridse OG post it... At hun stod i køen før mig i Fakta og købte 12 halve liters dåseøl og bar sin E-cigaret i en anordning om halsen tillagde jeg ingen sammenhæng mellem manglende observation af bule og post it.
Min største frygt i den her situation var (barnligt nok) om hun var sur og om jeg ville få skæld ud...
Måske har jeg ikke helt fået rystet episoden med meget ubehagelig taxavognmand af mig 100 procent... Men hun blev heldigvis ikke sur. faktisk tog hun det overordentligr pænt...
(Selvfølgelig kunne man overhovedet ikke se en skid på humørbussen)

Skal vi ikke aftale, at resten af året IKKE skal leve op til starten af året, men at jeg allerede nu har brugt min kvote af dårlogt karma? - også selvom det er sjovere at læse bloggen, når jeg bliver røvrendt af livet...

onsdag den 30. december 2015

Det der med familie

Man kan ikke selv vælge sin familie - siges der, men det kan man godt - siger jeg.
Man kan også vælge fra. 
Det er jo ingen hemmelighed, at min familie ikke altid er materiale til julehæftet i Familie journalen, men det er det nok de færreste familier der er.

I en årrække har jeg nok valgt en lille gren af min familie fra (ubevidst). Ikke fordi jeg ikke ville dem, men det virkede på en sær krampagtig måde ikke så oplagt decideret at bonde med min 10 år yngre nevø. Når man selv er 20 år, så har man ikke skide mange fælles referencegeundlag med én på 10 år - og slet ikke en irriterende dreng, der KUN interesserede sig for biler - og lidt for plæneklippere...
Heller ikke da han var 20 og jeg 30 år var fællesgeindlaget særligt udpræget.
Største fremskridt var nok, at vi ikke slog hinanden (så meget) mere...

Nu er der igen gået 10 år, og det er som om aldersdistancen mellem ham og jeg er blevet mindre, selvom 10 år stadig er 10 år.
Jeg føler i hvertfald sjældnere og sjældnere trang til at banke ham - mest fordi jeg er pænt sikker på at tabe stort!

Han er blevet voksen - på en måde. Han er blevet kæreste og far! Og som Thomas Helmig sagde (eller var det Claes Anthonsen) "når mænd får børn, så bliver de fædre" (jeg tror faktisk det var Claes Anthonsen der sagse det, mens han meget OCD-agtigt stod og vaskede op)...
Springet fra dreng til mand er stort, springet fra mand til kæreste KAN være stort -for nogen, men springet fra mand til FAR er kvante! Muligvis det største spring i hele mandens liv - eller i hvertfald indtil hans egne børn selv får børn, men udviklingsmæssigt er børnebørn ikke så stort, som det nok er følelsesmæssigt, da man gerne skulle være nogenlunde færdigbagt, når man får børnebørn...

For at blive far, skal man helst finde én der gider at være mor. Selvom man kan meget nu om stunder, så er der (trods alt) stadig ét punkt hvor kvinden er decideret uundværlig.
Min nevø er det min mor kalder "sådan en god dreng" og gode drenge får gode kærester. Min (voksne) nevø har i hvertfald fundet en ret god én af slagsen! 
Det har været dejligt, at få prukket hul på dén del af den familiære byld!
Det har været ret fedt at "udvidde" på familiefronten.
Og jeg glæder mig!





mandag den 28. december 2015

Den store årsberetning anno 2015 - fucking fedt!

Året startede med blod, sved og tårer! Eller i hvertfald blod og sved, sushi og godt selskab i hulen.
Jeg gik ind i det år -der nu ret så kraftigt går på hæld, med en ny tatovering! Jeg kan næsten ikke komme på en bedre måde at starte en nyt år på!
Et år der skulle vise sig, at blive ét af de bedste for mig i en række af mange fucking ringe år...
Året startede knap så godt for andre. -og her tænker jeg naturligvis hverken på EBOLAudbrud i Afrika eller JORDSKÆLV i Nepal. Nej, det rangerer dybere og langt mere tragisk!
Det er selvfølgelig den store tragedie i København!
Ahaaa! Vil den skarpe læser tænke. Terrorangrebet i København i Krystalgade!
NEJ NEJ og atter NEJ! Det er ENDNU værre!
Jeg tænker selvfølgelig på alle de ulykkelige børn, (og ikke mindst deres forældre) der IKKE kunne stå på på forreste række og overvære FROZENshowet!
Det vil være et mirakel, hvis de børn nogensinde formår at føre en normal tilværelse, med SÅ store ar på (Disney)sjælen, men mon ikke mor fejer de værste forhindringer af vejen?
De stærkeste børn (og forældre) nåede knap nok at hele, før en ny frustration af en ny og hidtil uset karakter ville vise sig! Glemt var skolereformen, Ebola (nårh nej, den kom aldrig helt på tale i det her segment) og glemt var jordskælvet i Nepal!
Dansk Supermarked var den onde og gennem gemene bagmand for en gigantisk shitstorm på både internet OG landsdækkende tv - godtnok ikke i bedste sendetid, men alligevel.
DYREKORTENE!!!
Sjældent har man set det ganske land i oprør, som vi så det under dyrekort-KATASTROFEN!
Det blev endda klaget til ombudsmanden!!! Om der kom noget ud af det, det ved jeg faktisk ikke, men jeg må tilstå, at jeg heller ikke har gjort mig de store anstrengelser, for at finde ud af det...

"Vi vil have alt"-generationen fik et drag over nakken, men jeg er overbevist om at mødrene nok skal komme til hægterne igen. De SKAL komme til hægterne igen. Hvem fanden skal ellers feje for børnene?!?!

Det kan være ret lækkert at blive vækket af en håndværker - har jeg hørt...
Jeg prøvede det en enkelt gang i det tidlige forår. Det er yderst sjældent jeg har herrebesøg i soveværelset, men det havde jeg den morgen klokken pænt tidligt, og ikke bare én men hele TO håndværkere vækkede mig...
Jojo, det lyder vildt spændende og det hele, hvis det ikke var for måden de vækkede mig på.
Der er formentlig ikke mange der har prøvet at blive vækket af to håndværkere, og slet ikke ved de stod udenfor vinduet på et stillads og afmonterede pågældende vindue.
En pæn brat opvågning - på nær pæn! Men så kan man da sige man har prøvet det! ✔️ Jeg priste mig i dén grad lykkelig over, at jeg (som altid) var draperet i adskillige lag velassorteret flonel!
Men man kom godtnok hurtigt ud af sengen - dét gjorde man!
Årsagen til vækningen var jo at vi skulle have nyt tag!
Er stadig lidt overrasket over at se hvordan en næsten midaldrende kvinde formåede at te og skabe sig til at hele ejendommen skulle "beriges" med nyt tag, men på den anden side, så har jeg alligevel ikke noget at bruge 1300,- til hver måned de næste 75 år!
Har til gengæld i mit hævnlystne primitive sind håbet inderligt på, at vores efterårs OG julevejr kunne give det nye tag en bette rusketur, bare for at irritere, men det er som om mine bønner ikke helt er blevet hørt.
Men herregud! Hvad er 1300,- om måneden (de næste 100 år) sammenlignet med et godt naboskab.
Det er da en billig pris for idyl...

Jeg har ikke været så vred i år, sammenlignet med de andre år, og derfor har jeg ikke skrevet så mange vrede indlæg.
DOG har jeg været lettere irriteret, og i år har en stor del af min irritation været forårsaget af familie-"eksperterne"
Jaja, nemlig! De der pisse rummelige MEN alligevel formanende typer, der helt præcis ved, hvordan en familie skal køre, uanset om vi snakker kernefamilie eller skilsmissefamilie.
Det er egentlig ikke så supervigtigt om familien er det ene eller det andet! Dét der er pisse fucking vigtigt, og som er fundamentet for enhver familiær KATASTROFE er hvordan familiens reglement og principprogram er desangående brug af devices!
Devices er årsag til ALLE former for familie-ruin!
Devices er de nye hugorme! (Og helt ærligt, hvor mange blev rent faktisk bidt af hugorme med
katastrofale følger, set i forhold til den stemning ens forældre havde pisket op?)
Eksperterne dikterer skærmtid! Skræmtid??? Alt er godt, hvis Amalie-Rosalina er begrænset til skærmtid i weekends mellem kl 8:30-8:45 og hverdage mellem kl .17:45-18:00. Sikke en stressfaktor! Tænk hvis Esther-Isabella sov over sig i weekenden og tænk hvis Alexander-Leopold var ude og spille fodbold om eftermiddagen? SÅ MISTER DE JO SKÆRMTIDEN!!! - og med den enorme indflydelse børn (nu om dage) har på hverdag, såvel som ferie, så er vi jo ude i et mere eller mindre omfattende vedtægtsforetagende med dispensationsanordninger og jeg ved snart ikke hvad, i stedet for at forældrene nosser sig selv lidt op, og siger "sluk det lort, og skrid ud og leg" og nogle gange er ting ikke til forhandling, og så er verdens bedste argument "fordi jeg siger det, og jeg bestemmer, for jeg er voksen"
Jeg har det stramt med "eksperter" især når agendaen er så gennemskuelig og tåbelig!

Jeg fik et crush først på sommeren, eller jeg var impliceret i et crush. Men man kan godt sige at jeg fik det, fordi det var mig som at der var den der blev kørt ind i... Bang! Lige op i røven på humørbussen sad den hvise Skoda Octavia stationcar!
Har gået til fysioterapeut, som en anden cross fitter, og jeg kan sige så meget, at det går ikke super godt. Overvejer endda at begynde til cross fit, da minus og minus nødvendigvis må give plus!
Til gengæld fik jeg et vidunderligt (parallelunivers) eventyr med Tristan! Lægen der skulle tilse min ryg efter ulykken!
Åhhh Tristan der var smuk som en elver! Tristan med det naturlige underspillede men helt vidunderlige fald i det bløde blonde hår! Tristan der var høj, slank og sådan lidt glimmeragtig i sin hud, alt efter hvordan lyset faldt.
Jeg må indrømme, at jeg havde gjort lidt ekstra ud af mig selv. Lagt let make up, været i bad OG tage deodorant på - alle mulige steder! Jeg var mere end almkindeligt klar til konsultationen med Tristan!
Tristan der i virkelighede  viste sig at være en tamilsk lavstammet lidt mere end let buttet men utroligt flink lægedame!
Har efterfølgende lagt min navneforfængelighed lidt på hylden, og skulle jeg få en snert af navneforfængelighed, så må vi ikke glemme at jeg hedder Helle, hvorfor jeg på ingen måde kan tillade mig at være navneforfængelig - at all...
Humørbussen har klaret crushet noget bedre end chaufføren rent karosserimæssigt.

Udover et crush, blev jeg forelsket i sommer!
Det er som regel når man mindst venter det, at det sker! Og det her var ganske uventet på alle tænkelige måder. Faktisk var det slet ikke meningen.
Det skulle (for mit vedkommende) have været en hurtig flirt, og ikke mere, men jeg blev omgående smask forelsket, og kunne slet ikke få nok!
Det er selvfølgelig BERLIN jeg snakker om!
Aldrig har en by flået gulvtæppet væk under mine fødder på en så helt igennem fabelagtig måde, som Berlin gjorde i sommer!
Det var egentlig ikke meningen vi skulle til Berlin i sommer, men pludselig så jeg mig selv (kl 3:45) konfirmere lejlighedsbooking, togbilletter og google Berlin for begyndere!
Altså det var jo SÅ ment to be!
Jeg ELSKER Berlin, og jeg tror også Berlin på sin egen måde elsker mig! (Hvem gør ikke dét?)
Jeg har en date med Berlin til sommer igen, og jeg glæder mig!

Sommeren i Berlin var sommer i koncentreret udgave, hvilket var godt, da man blev dejlig  mæt af sol og varme, og rustet til at tilbringe resten af den danske sommer i slagregn og orkanlignende tilstande (desværre ikke nok til at fucke taget hjemme op) i en lånt campingvogn på en 6 stjernet campingplads...
Var det ikke for at muligheden for at ligge i sengen og drikke dyr californsk cabernet direkte af flasken havde været der, så var jeg muligvis frosset ihjel, eller jeg havde i hvertfald ikke levet længe nok, til at få regnet ud, at der rent faltisk er noget der minder om centralvarme i en campingvogn af den kaliber vi boede i.
Man tændte for varmen lige ved siden af den kontakt der var ved spabadet til højre for biblioteket...

Sensommeren var til gengæld lang, ja nærmest uendelig, og den lagde kimen til det mildeste efterår i mands (og kvinders - for den sags skyld) minde!
Det fejrede jeg med adskillige liter boblevand på terrassen  i godt selskab af naboen! Altså ikke den midaldrende skab-vorne nabo, men den unge lettere alkoholiserede lægesekretær-nabo!

For at rette op på asti-dellen, og også måske en panik-reaktion på at mine elskede naboer skulle flytte,
gjorde jeg som enhver midaldrende mand i panikalderen ville gøre! Jeg købte en moutainbike!
Udover at spare en masse penge på benzin, så har jeg fået tykke lår og lægge, haft byldeagtige smerter i - ja gæt selv hvor (det var stik mod alle odds ikke en byld, kan jeg forsikre om...) og fået et helt afslappet forhold til at færdes i det offentlige rum iført neongul jakke og cykelhjelm! Nogle gange har jeg også tøj på, bare for at aflede opmærksomheden...

Med et crush og en forelskelse i den lånte trolley, sammenlagt med frygten for at dø alene, eller som minimum få ophævet 3års-forbandelsen, tænkte jeg det var på tide at søge og finde den ægte kærlighed! Den vi alle drømmer om, den utallige sange har sit udspring fra - og film for den sags skyld, og hvor søger og finder man ægte kærlighed?
TINDER selvfølgelig!
Eller jeg har brugt utrolig lang tid på Tinder, fordi jeg i et radioprogram havde hørt, at alle mændene enten sad med en guitar og så ønme ud, eller stod storvildsjæger-agtigt iført Ecco trekkingsandaler, beige bermudashorts og en meget kulørt polo fra Ralph Lauren, eller "Ralph Lauren" hvis den var købt on location, ved siden af en tiger der var så dopet, at Christiane F mentalt ville være jagerpilot-material.
Tinder irriterer mig, men det drager mig også, og jeg har
faktisk hørt, atder er et par stykker, der har fundet hinanden på Tinder og formået at akkumulere ægte kærlighed!
Jeg har så også set et par stykker, der ikke burde være på Tinder! Jeg er nemlig ikke helt sikker på deres koner/kærester synes det er verdens bedste idé - og så har jeg ikke sagt for meget!

Jeg har selv fået et par match på Tinder! Desværre ikke med hverken mænd med guitars eller flankeret af dopede tigerdyr.
Har ellers været pænt målrettet med at gøre mig til netop over for præcis dem, men jeg er muligvis ikke en type der appellerer til all inclusive i Thailand-segmentet.
Jeg har betragtet Tinder, som et antropologisk studie med feltpraktik, og ikke som en kærlighedskanon, og heller ikke selvom der er nogle få der har fundet hinanden og kærligheden der.
Jeg vælger at betragte dem, som de få der også kunne være blevet bidt af en hugorm...

Det er ret tydeligt, at 2015 har været et roligt år for mig, hvilket i dén grad har været tiltrængt!









Nårh ja, så fik jeg ikke én men hele TRE (mini) Kählervaser med striber i de korrekte farver, i julegave (uden byttemærke), så 2016 undgår nok ikke at få en Kählerkommentar med på vejen!
Til gengæld nåede jeg at blive kysset, og dermed få ophævet 3års-forbandelsen. Det var dejligt! - og det har ikke en skid med Kählervaserne at gøre.












lørdag den 14. november 2015

Et år ældre? Et år klogere?

I går antog vi at jeg blev et år ældre, men dersom man ikke helt nøjagtigt på kroner og ører ved hvornår jeg blev født, så kalkulerer vi med en vis fejlmargin. Derfor kunne det reelt set have været i forgårs min fødselsdag faldt. Det er på baggrund af denne usikkerhed så derfor heller ikke muligt at foranstalte mig et horoskop, hvilket selvfølgelig har været en eksorbitant mangel i mit åndelige liv. Jeg er til gengæld taknemmelig for at jeg stadig har irisanalysen og håndlæsningen i behold som en spirituel plan B!
Alligevel har jeg formået (så nogenlunde) at leve et halvt liv i uvished på det fødselsdagsmæssige område, også selvom jeg fik "tildelt" d. 13. november frem for den 12. november. Mest fordi det tiltaler mig, at jeg på den måde har fødselsdag fredag d. 13. af og til. Hvert 7. år vil nogen sige, men det kan jeg ikke gennemskue, da jeg ikke helt har styr på fordelingen og intervallerne desangående skudår, og om skudår i det hele taget har indflydelse på min fødselsdag... Bliver man et år og én dag ældre de år med skudår? Eller bliver man et år på nær en dag ældrede år der ikke er? - og kan man i så fald bruge alle "på nær en dag" dagene, lægge dem sammen, og i sidste ende blive yngre et år til ens fødselsdag?
Måske er jeg i virkeligheden kun i starten af 20'erne?
Jeg vil tro en kulstof 14 prøve vil kunne få en helt klokkeklar redegørelse for hvornår jeg er født, men kan man udføre en sådan på et levende menneske - og har man overhovedet brug for et horoskop, når man er død?

Okay, det her blogindlæg skulle have omhandlet dét at blive et år ældre, og om man i den forbindelse også bliver et år klogere, men eftersom vi fastslog at det ligger hen i det uvisse om man bliver et år ældre når det kommer til stykket, så vil det stå endnu mere hen i det uvisse, om vi bliver et år klogere.
(Findes der overhovedet grader af at stå hen i det uvisse? - og kan man måle klogskab udfra et tidsperspektiv?)

Som jeg har fastslået i tidligere blogindlæg, så er jeg i hvertfald blevet mere tolerant - eller ligeglad om man vil, og noget der i den grad  gjorde mig opmærksom på denne øgede tolerance (udover jeg ikke længere bliver decideret aggressiv når jeg ser eller hører Lars Lilholt) var forleden da jeg monterede en ny toiletrulle, uden på nogen måde at tage hensyn til hvordan den skulle vende!
Taget lange debatter om toiletrullens tosidede kompas i betragtning, så snakker vi alttså her noget af et kvantespring udi tolerance! Eller også er det en(dnu) en pinlig eksponering af hvor lidt der sker i mit (mentale) liv...

Jeg ved ikke om jeg decideret bliver klogere som tiden går. Jeg ved min måde at tænke på har ændret sig, og gudsketakoglov for dét! - og jeg håber da at tror min ændrede måde at tænke på, på én eller anden måde kan bidrage til klogskabsbanken, men taget i betragtning af at der findes flere nuancer af klogskab. Så derfor skal man være ualmindeligt uimodtagelig, hvis man kan undgå at lære bare en lille bitte smule hver dag...

Selvom alder blot er et tal dikteret af nogle andre tal på fødselsattesten (findes der overhovedet sådan én?), så skal jeg da ikke være for fin til at indrømme at jeg elsker, når andre, jeg betragter som ærlige mennesker med pænt god jordforbindelse, anslår mig til at være væsentlig yngre end jeg er. Om det så er mit udseende eller om det er min opførsel, det sender vi over i det der uvisse-departement sammen med min præcise fødselsdato og måling af klogskab på baggrund af en tidshorisont...
Det er jo latterligt, at man labber i sig, når andre anslår én til at være yngre end man er. Det er jo ikke det samme som at man automatisk bliver pænere, eller et bedre menneske for den sags skyld! Men det er det man vælger at høre! At se ung ud i en fremskreden alder, bliver uvilkårligt synonymt med noget positivt! Og det er sådan det er!

En anden (i nogle øjnes) underlødig ting jeg elsker og labber i mig, er alle lykønskningerne på de udskældte sociale medier! Jeg er jo helt klar over at Facebook minder mine venner om at det er min fødselsdag, men fra at konstatere det er nogen fødselsdag til at "tage handling" på det (i dette tilfælde at gide at skrive tillykke på min væg, måske pynte med et par emojis, finde en poster eller endda skrive noget der ligefrem er personligt, det synes jeg er ret værdifuldt for egoet!
Jeg bliver overrasket hvert år over hvor nange der gider gøre det for mig! Så føler jeg mig faktisk elsket og værdsat, også selvom eksperterne sikkert vil sige at det ikke er ægte.
Men hey! Den glæde jeg føler er ægte, at følelserne så er akkumuleret af noget nogle rigide eksperter vil definere som værende falsk, det er jeg i den grad ligeglad med! Især taget in mente, at ingen skal diktere mine værdiparametre!
Jeg bliver også glad af at købe eller få en ting jeg har ønsket mig,, men det ændrer jo stadig ikke det faktum at jeg stadig hader at få en lang krammer! - så vil jeg sgu hellere have en Kählervase og en bunke dyrekort!

Foranstaltningen af min fødselsdag forgik over al forventning. Mest fordi jeg sjældent har forventninger.
Skal da være den første til at indrømme, at jeg var lidt mulet ved tanken om at skulle stå op alene, da pigerne var hos det fædrende ophav. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst stod op alene på min fødselsdag, men det blev så i går- og taget i betragtning af hvordan pigernes A-menneskeradar tilsyneladende er helt i stykker, så forekom det mig (efter at have slået mig til tåls med de barske realiteter) faktisk helt ok!
Hundene er aldrig morgensure, så min fødselsdag startede med utroligt højt humør, insisterende trippen og energisk logren!
Pigerne og fædrende ophav kom med rundstykker, og under montering af kontaktlinser gik døren op, og alt var som det plejede at være - totalt kaotisk! <3 p="">
Kollegaerne blev bespist ned hjemmestøbt chokoladekage, og jeg blev senere sat til vægs af en wienerschnitzel på størrelse med Lolland, adskillige liter smeltet smør og en mængde brasede kartofler, der ville få enhver paleo-hipster til at slå korsets tegn...
Emma fik en klassisk beigefarvet børneplatte med nuggets, pommes og remou. Karla gik ombord i en børnesteak (som en voksen også sagtens kunne blive mæt af) og kartoffelrösti som hun begejstret identificerede som fiskefrikkadeller ved første øjekast, salat og béarnaise!
Jeg blev ikke blot sat til vægs af de mange kvadratmeter panerede kalveinderlår, men også af selskabet!
Min mor på snart 82 år arbejdede sig langsomt, men med en målrettethed som kun pensionister ved en kringlebuffet kan akkumulere og en sikkerhed der kunne bringe misundelsen frem i enhver isbryder, gennem sin schnitzel. Emma spiste mod alle ods også op!
Karla... Karla støvsugede sin tallerken, spiste resten af min wienerschnitzel og lidt af Emmas pommes! Jeg turde ikke kramme barnet flere timer efter, af frygt for hun ville eksplodere!
Den eneste anke Karla havde på traktementet var at hun ikke (engang) måtte få en stor fadøl til...

Efter traktementet kapitulerede vi hjem til mor for at se Vild med Dans og drikke kaffe.

Jo tak! Jeg har haft en dejlig fødselsdag!
Jeg ved ikke om jeg er blevet et (helt) år ældre, men jeg håber jeg er blevet klogere!







tirsdag den 3. november 2015

Når børnene er ude...

Hvilket de jo som bekendt er hver anden weekend, så danser musene ikke på bordene her, men så får jeg én på besøg!

Den person der kommer og besøger mig er en blanding af en stodder og en rigtig klam bums.
Jeg transformerer mig nemlig (desværre) til noget der mest af alt minder om en sær mand i start-slutningen af 20'erne (uden alkohol, byture og damer) så snart jeg kommer hjem fra arbejde fredag eftermiddag. Det det sker (på mest tragiske vis) er at så jeg går om bord i de bløde bukser og sofaen - med mindre jeg skal noget sygt vigtigt eller ditto spændende, så nøjes jeg med de bløde bukser...

Jeg spiser stort set kun underlødig mad. Vi snakker frysepizzaer og andre frosne ting man kan nuke i mikrobølgeovnen, bland selv slik og chips!
(Sidst jeg var alene hjemme, spiste jeg KUN slik og chips, og jeg er ikke stolt over det)

Jeg havde vagt den weekend der refereres til i dette blogindlæg, og på mange måder lægger det jo en naturlig dæmper for aktiviteterne.
Men alligevel var der jo ingen grund til at gå i decideret dvaletilstand, bare fordi jeg havde vagt...
Ikke desto mindre var det situationen i ninjafæstningen.

Jeg faldt i søvn på sofaen til noget i fjernsynet jeg INGEN anelse har hvad var! Vågnede til noget i samme liga klokken jeg ved ikke hvad, da uret muligvis var en time til den ene eller anden side. Jeg mener bestemt det var mørkt ude, så jeg har en kraftig formodning om at det var nat, eller også så det hele bare sort ud, fordi jeg havde pletter for øjnene af at rejse mig for hurtigt fra sofaen.
Det var i hvertfald helt sikkert derfor jeg faldt ude i køkkenet lige så lang jeg var! Eller lang og lang er nok også så meget sagt, men faldt - det gjorde jeg! SLASK!

Opvasken i køkkenvasken er så gigantisk, at man skal have ilt med, hvis man skal nå toppen af den, og kompas for blot at kunne navigere mellem tallerkener og glas og diverse. Især diverse-departementet er ret omfattende, og kreativiteten af alternativ anvendelse af mine køkkenting er imponerende.

Selvom jeg nærmest har etableret en slags forskansning på sofaen, så er jeg decideret rystet over hvor rodet her er! Måske FÅR jeg rent faktisk besøg af nogen - når jeg sover, der kommer og roder???




Måske er her en poltergeist???  Uanset hvem der kommer og roder - ville det så være for meget forlangt, at vedkommende lige tog opvasken? Ja, jeg spørger bare!!!

Søndagen endte med jeg (tapper som jeg var) tog mig sammen. Jeg rejste mig fra mit stodder-bumse-weekendleje og tog ud og trænede. Ikke så meget for at træne, men mere for at få et bad, da det på pågældende tidspunkt virkede mere overskueligt at pakke en taske, køre 4 km i humørbussen, alibitræne en time og bade, end det var at tømme brusekabinen for vasketøj... Ja! Vi er på dét level af bumseri!


Men som man siger: det har ikke været en rigtig søndag, hvis man ikke har brugt hele dagen på ingenting, og man i den grad ærgrer sig over det kl 20:30