lørdag den 7. maj 2011

Verdens dyreste sushi

-Spiste jeg i går sammen med "ham".

Det hele startede egentlig så godt så godt, med jeg skulle ned og tatoveres af min dino besatte portvinsdrikkende tatovør-trold. Og det blev altså fint! Ja, tough luck det ikke er en foto-blog (bemærk venligst hvor smukt det endda rimer)

Nå, men da jeg kom hjem, ville "han" have sushi, og fordi jeg er den søde hjælpsomme kone, og slet ikke fordi jeg selv (altid) godt ville have sushi, tilbød jeg da lige at smutte ind til byen igen efter lidt nat-sushi...

Smarte her bestiller det on-line, så det er parat, når man ankommer. Hvorfor det også var derfor jeg tænkte, at jeg da sagtens lige kunne parkere (ulovligt) på den meget dårlige "restaurant" Casa Blancas parkeringsplads, der emsigt forvaltes af Q-park, og jeg kan overraskende nok ikke finde tilstrækkeligt grimme ord, der beskriver mine følelser for det foretagende!

Jeg begiver mig skråt over gaden for at hente sushien (der ikke var helt klar), og det er jo her alt går galt! Jeg havde jo planlagt en hit and run, men i stedet blev det en hit and wait and wait and... wait and run...

Idet jeg træder ind på den tydeligvis massivt p-vagtsovervågede parkeringsplads, ser jeg som det første det lille fedtede stykke papir i forruden. Og det var så tydeligt, at den (formentlig grimme, behårede og venneløse) p-vagt, der sad der i sin lille grimme parkeringsvagt-bil SÅ meget hadede, at h*n var nødsaget til at vende bilen inde på parkeringspladsen, og i øvrigt passere mig, før h*n kunne træde ud i friheden på landevejen... Og aldrig har jeg været vidne til nogen bruge SÅ lang tid på at vende SÅ tarvelig en bil! -Ja, jeg går i hvertfald ikke ud fra, at det var for at undgå de mulige gestikulationer jeg kunne være leveringsdygtig i, idet h*n passerede mig...

Jeg var heldigvis ikke så ærgelig over bøden, at jeg var lige ved at tude af raseri eller noget!!!

Hjemme igen, med verdens dyreste sushi, vælger jeg omgående at betale regningen i den forhåbning om, at jeg lige kunne sende et par venlige ord med i beskedfeltet på girokortet. Men parkerings-juntaen havde naturligvis tænkt på det, og gjort det umuligt at tilknytte en kommentar. P*S!

Sushien var lækker, men ikke 945,- værd for 26 stykker som er en gennemsnitspris på 36,3461538 pr. stk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar