Sprænger almene rammer for dårligt rejsekarma

 Torsdag d. 10/7 oprandt langt om længe! FERIE I SPANIEN!

Jeg stod tidligt op, for at købe ind til sandwich, som vi ville medbringe til turen, fordi vi skulle rejse lige omkring spisetid, og sidste år levede vi af en enkelt sandwich, som vi fik på flyvningen fra Aalborg til Amsterdam, så denne gang ville vi være på forkant, og have ordentlig mad med, da vi skulle rejse lige omkring spisetid. 

Vi havde ca en time i Amsterdam, hvor vi tænkte vi kunne spise vores sandwich. Alt var timet og tilrettelagt.

Rikke hentede os, for at køre os til lufthavnen. Vi var i fin tid, da vi også lige skulle vej efter Emma i Absalonsgade. 

På Egnsplanvejen opdagede vi, at vi havde glemt vores sandwich hjemme i køleskabet!

Bilen blev vendt, og netop som jeg begyndte at stresse lidt over tiden, fik jeg en notifikation fra KLM om, at flyet var forsinket.

Selvom det gav os lidt mindre tid i Amsterdam, så var det helt ok.

God afleveret i Aalborg lufthavn checkede vi bagagen ind, og den flinke lufthavns-mand tilbød vi kunne checke én af vores håndbagager ind gratis, hvis vi ville.

Vi checkede den sorte Tatonka hvori mine (elskede) hovedpuder befandt sig. JA! Jeg er simpelthen nået til et sted i mit liv, hvor jeg har egne hovedpuder med ved flere overnatninger!

I lufthavnen fandt vi et godt sted at sidde. Jeg købte en (overpriced) kaffe, og fik endnu en forsinkelses-notifikation fra KLM.

Nu begyndte transfertiden at blive lidt presset i Amsterdam - især fordi vi vidste hvor store afstande, der kan være i Amsterdam lufthavn.

Pigerne skulle sidde aller bagerst i flyveren, og jeg sad lidt længere foran end midten.

Transfertiden i Amsterdam var nu nede på 20 minutter, og inden vi fik lettet, var den på lidt under et kvarter.

Den polske dame jeg sad ved siden af, som skulle videre fra Amsterdam til en lufthavn i Polen, nåede ikke sit fly, og skulle tilbringe (endnu) en nat i Amsterdam Lufthavn - noget hun havde prøvet flere gange før, blandt andet dengang hun tog et morgenfly (kan ikke huske hvorfra), og skulle mellemlande i Schiphol, for så at flyve videre hjem til den 40 års fødselsdagsfest, hun skulle holde for familie og venner om aftenen.

Der var forsinkelse fra Amsterdam, men hun havde en veninde i byen, og kunne tage bad hos hende. Ægtefællen havde fået ordrer på hvilket tøj han skulle finde frem til hende, så hun hurtigt kunne skifte, så de kunne komme afsted og holde fest.

Da de nåede til hendes lufthavn, kredsede flyet i luften i 20 minutter på grund af dårlig sigtbarhed (et par skyer, sagde hun), de fløj til den nærmeste lufthavn 40 km væk, for at lande der, hvilket ikke ville være noget problem rent tidsmæssigt for hendes fest. De kredsede rundt over den anden lufthavn i 1/2 time, og fløj retur til den oprindelige lufthavn, hvor de brugte yderligere 20 minutter - indtil de fik at vide i højtaleren, at det ikke kunne lade sig gøre at lande i nogle af lufthavnene, og at de nu ville flyve retur til Schiphol!!!

-hun fik rigtig mange videoer og billeder fra sin fest, mens hun sad og rådnede op i lufthavnen…

Efter de obligatoriske ostesandwich, som KLM jo er kendt og “elsket” for, var der ikke længe til vi skulle lande. Jeg gemte min sandwich og sodavand, så jeg havde det til hvis vi skulle overnatte i Schiphol.

Jeg fik lov at blæse ud af flyveren, og pigerne, der sad helt bagved, ville storme ud af den bagerste udgang - hvis der altså var blevet kørt en trappe derhen, og hvis altså den bagerste udgang i det hele taget ville være blevet åbnet…

Jeg kom med første shuttlebus, som heldigvis kørte som om den var med i GTA! Jeg skrev til pigerne, at de skulle skrive, når de var på deres shuttlebus.

Jeg havde ikke kræfter til at løbe, fordi jeg lige havde haft lungebetændelse og halsbetændelse, så jeg gik prustende i så rask trav jeg nu kunne præstere, mens jeg blev mere og mere presset over intet at høre fra pigerne.

-og med Flixbus-oplevelsen i vinterferien in mente, syntes jeg ikke pigerne havde brug for mere rejsemæssig modgang!

Da D77 viste sig i det fjerne, og der stadig var lidt minutter tilbage, kunne jeg pludselig høre noget komme dundrende bagfra. Det var pigerne, der kom stormende i løb!

Vi nåede gaten i tide! HURRA for at være boarding-gruppe 4! De var ved at boarde gruppe 1 og 2, så i princippet var der “MASSER” af tid! Dog ikke så meget tid, at vi vovede at satse det med et toiletbesøg, selvom vi alle havde meget høj vandstand!

Ombord på flyveren sad vi så i OVER EN HALV TIME inden flyeren begyndte at bevæge sig! Jeg skulle på det tidspunkt tisse så meget, at jeg overvejede at skrive mig op til en nytetransplantation, fordi jeg var sikker på det ville blive nødvendigt, hvis jeg ikke snart kunne komme på toilettet!

Efter en god LANG tissetår kom pulsen langt om længe ned under 80, og om mindsanten der ikke blev delt sandwich ud ENDNU engang! 

“GODT” vi havde smurt sandwich hjemmefra, glemt dem OG vendt bilen for at hente dem! Jeg følte alt i hele verden gav os verdens største fuck-finger, mens jeg i affekt huggede sandwichen i mig!

ENDELIG landede vi i Malaga! Jeg kom først ud af flyveren, og stod og ventede på pigerne. Humøret var noget højere end i Amsterdam!

Nu skulle vi bare have vores kufferter, og så afsted i en taxa!

Nervøsiteten om nu kufferterne var kommet med fra Amsterdam sad og nagede lidt i baghovedet, nu det hele havde været så kaotisk, men hver vores kuffert dukkede op på bagagebåndet, og vi var nu et skridt tættere på en køligt brusebad i lejligheden! Klokken var nået at blive lidt over midnat, så vi ville sagtens kunne nå at få en god nats tiltrængt søvn!

Ankommet til lejligheden, hvor sidste års stressfaktor var, om dørsystemet nu fungerede, men som vi kendte i år, så derfor ingen stress desangående.

Jeg står i mit værelse og kigger på sengen - og så slår det mig!!!

“Piger, hvor er den sorte Tatonka med hovedpuderne i?”

ARRRRRRGH!!! Den havde vi så glemt at få med, fordi vi i kampens hede, havde glemt den jo var blevet checket ind “ekstra”!

Jeg var på vej ud af lejligheden, for at fange en taxa oppe på hovedvejen! Emma søgte efter en Bolt, og finder én, der kan komme i løbet af 10 min. Nede på gaden sagde Emma, at jeg nok skulle have mit pas og boarding-kort med.

Jeg sprang op i lejligheden igen (og takkede for elevatoren, eftersom vi boede på 4. etage), fandt pas og boarding-kort og vi tog retur til lufthavnen.

Vi løb ind, og fandt en form for information, hvor vi fik at vide, at det nok var bedre,  vi kom tilbage i morgen.

Jeg gjorde som jeg er begyndt at gøre, når situationen ser mest håbløs ud:

Jeg tænkte: “hvad ville Helga gøre?!”

Jeg fik mobiliseret min bedste Helga-løsning, som var at gå til ankomstområdet, og se hvordan mulighederne var for at komme retur til bagagebåndene.

Ved ankomst dertil bliv jeg mødt af et “her må du ikke overtræde” banner, og der var så et område, som var forbudt at befinde sig i, med mindre man kom fra hallen med bagagebåndene.

25 meter væk sad en vagt, men han var jo ikke til at komme i kontakt med - og slet ikke når det eneste man kan sige på spansk er “uno cerveza sin alcohol, por favor”

Jeg sagde til pigerne, at jeg måtte tage chancen, og gå hen til ham. Så må de komme og anholde mig og lægge mig i benlås!

Som sagt så gjort (dog uden anholdelse og benlås), jeg forklarede vagten, at jeg havde glemt en taske, og han lod mig gå igennem.

Jeg følte et stik af eufori, da jeg løb mod bagagebånd 36.

Den eufori faldt hurtigere end temperaturen på en moussekage i tøris, da jeg så bagabåndet stod stille - og var helt tomt!

Instant blodsmag i munden, og nedtællingen til et raserianfald MED gråd var så småt ved at gå igang. Jeg kunne næsten ikke se lufthavnsmanden med bagagetrolleyen, for de røde pletter jeg havde for øjnene, men alligevel spottede jeg: DEN SORTE TATONKA med hovedpuderne i!

Min stemme havde været forsvundet i forbindelse med halsbetændelsen, så jeg hvæsede så højt jeg kunne: “EEEEX*hosthost*CUUUUSEEE *hoooost* MEEEEE!!! Thiiis iiis myyy baaag”

Jeg fik tasken, og gik hen mod pigerne igen. Blev standset af en dansk dame, der ville høre hvor jeg fandt min taske, fordi deres svigersøn ikke kunbe finde sin. Mens jeg viste hende hen i retningen af lufthavnsmanden med bagagetrolleyen, fik hun at vide, at svigersønnens taske ikke var kommet med fra Amsterdam! Jeg tænkte, at det da måtte være en fejl det skete for dem, og ikke for os - med vores sensationelle dårlige rejsekarma!

Klokken ca 1:30 var vi på vej mod lejligheden igen igen - denne gang i en taxa med en lidt ældre end midaldrende chauffør, der satte en ære i at demonstrere, at hans taxa tilsyneladende kunne accelrere så hurtigt, at vores øjenbolde blev skudt bagud i vores kranier!

Han var et tydeligt levn fra de old school taxachauffører fra 80’erne, som sad og sagde “tak tak” på en slags dansk, mens han blæste afsted med 120 i timen steder man måtte køre 40! Han havde selvfølgelig heller ikke sikkerhedssele på!

Hurtigere tilbage i lejligheden - end vi i vores vildeste fantasi havde drømt om, kunne vi langt om længe få et endnu mere tiltrængt bad!

Jeg spiste den sandwich vi 12 timer tidligere havde smurt, glemt og vendt bilen for at hente, inden jeg gik i seng og besvimede!

Velkommen til Malaga!

-og det var så bare første dag på vores ferie!

De efterfølgende dage gik heldigvis noget roligere, og blev kun forstyrret af små bagateller som spændet i min bikinitop knækkede i bussen på vej til stranden i Fuengirola. 

At jeg brugte to nætter på ufrivillig vægtoptimering som følge af en skaldyrsforgiftning (var vores bedste bud). Jeg blev i sengen efter 2. nat med vanvids-udskillelse, og pigerne måtte selv både tage til stranden og ud at spise. Den største fejl på turen var nok at give dem mit kort med ud at spise. Den fik én over nakken med østers, hvidvin og pasta i hummersauce. De fortalte endda stolt, at de havde undladt at få frisktevet trøffel til 8€ pr portion! “Tusind tak for det, piger”. De TO (ungdoms)personer spiste for samme beløb vi alle TRE havde spist for de dage vi havde fået lidt ekstra god mad…

At mit applepay kun virkede, hvis månen stod rigtigt og vinden havde en helt bestemt retning. Men så kunne jeg heldigvis bruge mine kort - indtil jeg heller ikke kunne det, fordi Nets gik i stykker! Heldigvis gik Nets først i stykket EFTER vi havde betalt for vores aftensmad, men desværre FØR vi kom med bussen, og vi derfor måtte gå hjem. Men hvis vi ikke havde gået hjem den aften, så ville vi heller ikke have oplevet det optog vi så omkring midnat, hvor en masse munke bar en uhyggelig form for damemenneske på en opsats, der kunne have været designet af Tim Burton.

Men det var meget flot, og der blev ikke sparet på røgelsen!

Men vi havde en fremragende ferie, og jeg er simpelthen så glad og taknemmelig over hvor glade mine døtre er for hinanden. 

Det er en kæmpe glæde at se hvordan de hygger sammen - også selvom det kostede mig en formue at give dem mit kort med på restaurant - men i det mindste valgte de jo trøflerne fra!

Årsberetningen anno 2024

 2024

2024 startede både godt og skidt. Godt, fordi det foregik i selskab med en majoritet af firbenede pelsede venner, og de tobenede var udsøgte i en sorgens tid i kølvandet på Wilmas død i 2023.

Dårligt, fordi Pixie enten blev syg, eller gik i sorg. Udsigten til at miste hende så kort tid efter Wilma, var i hvert fald uudholdelig. 

Heldigvis kom Pixie tilbage, og jeg vil nok have lov at sige, med 11-12 års tilbagevirkende kraft.

Nu lever hun et liv i luksus som alenehund (og som influencer med egen Instagram: pixie_paa_tur), med rejser, café/restsurantbesøg og spændende udflugter. Blandt andet har hun været med i Berlin 2 gange, og begge gange har været fantastiske. Pixie ELSKER at være med, og Berlin ELSKER Pixie! 

Jeg har i mange år holdt min mors sidste jul og fødselsdage. Jeg har endda udelukkende givet hende gaver, som jeg selv kan bruge de seneste år. Alligevel hænger hun ved, og det på trods af hun har brugt en del tid på hospitalet. Først en operation for tarmslyng, hvor man i den forbindelse fandt en kræftknude i tyktarmen, som hun så blev opereret for efter hun var kommet sig over tarmslyngsoperationen. Meget kan man sige om mor, og det er der også blevet, men hun er sata’neme god til at blive opereret, hvilket hun er jo også nødt til for at overleve, primært fordi hun frygter vi skal klatte arven væk. Inden alt hospitals-noget fejrede hun sine flotte 90 år i januar 2024 med en dejlig familiesammenkomst på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

Så selvom kroppen svækkes, så fungerer hjernen upåklageligt, og mor følger med i hvad der sker - navnligt på vejrfronten, så hvis I ikke har fået vinterdæk på nu, så er det altså ved at være sidste udkald, skulle hilse og sige fra mor! -og pas på, når I kører gennem tunnellen! Der er sgu altid nogen der kører ind i hinanden, fordi de ikke kan finde ud af at holde afstand! Desuden mener mor, at det er langt bedre at røve en bank, end at begå meningsløs vold. Ved et bankrøveri kan man jo få lidt glæde af pengene! Mor forstår i hvert fald ikke nogen kan finde glæde ved at udøve vold - slet ikke når nu man jo i stedet kunne røve den der bank…

Jo, mor hænger ved, selvom hun ofte overvejer, om det nu godt kan betale sig for hende, at putte rent sengetøj på.

Hvis vi bliver ved de familiære anliggender, så er den største begivenhed, for mit lille trekløver her i Visse, at Emma flyttede hjemmefra, og Karla afsluttede folkeskolen, og begyndte på ungdoms(persons)uddannelse.

(Og Robert udgav langt om længe et nyt album sammen med sine musikalske venner i det lille band: The Cure - og i kølvandet på det vandt jeg en flot 10 rigtige-kop i Musikquizzens The Cure ekspert-quiz!)

Emma, der i og efter gymnasiet var rigtig meget plaget af stress og angst, og som har været igennem et større udredningsforløb, hvor vi nåede hele pladen rundt, og endte ved start. Dog uden at modtage penge for at passere start, da vi ikke orkede at tage en runde mere i den psykiatriske dødscentrifuge.

Tiden læger (næsten) alle sår, og ved en almindelig ulykkessituation skal man som udgangspunkt fjerne det der forårsager ulykken, så da Emma fik afsluttet gymnasiet, påbegyndte sine sabbatår, fik sagt op på et rædselsfuldt arbejde - og startet på et andet arbejde, som hun elsker, så begyndte sårene at læges. Fra at være bange for at være alene hjemme, sidde på sit værelse og se film og ikke se sine venner, gennemgik hun en vild forvandling, og var mere ude end hjemme. 

I sommer tog hun til Porto på ferie med en veninde, og blev der alene, da veninden skulle videre til Lissabon. Knap var hun kommet hjem, før hun tog til Berlin alene. 

Pludselig en dag proklamerede hun, at hun havde fået tilbudt et værelse, og påtænkte at flytte hjemmefra pr 1. november.

Nu har Emma boet ude i 2 måneder, og elsker det. Hun har allerede prøvet at leve af rugbrød, havregryn og vand, fordi pengene var sluppet op. Som mor er jeg overrasket, nærmest rystet, over hvor god hun er til at holde orden, men måske er det færdigheder, hun bevidst havde gemt, netop indtil hun skulle flytte hjemmefra.

Jeg er simpelthen så stolt over Emma. Den måde hun hele tiden mestrer at komme videre, og den måde hun navigerer mellem pligter og fornøjelser, som en fornuftig ansvarlig ungdomsperson. Jeg er stolt over den styrke hun besidder - som hun ikke altid selv er bevidst om. 

Karla afsluttede 9. klasse i høj solskin. Hun startede på HHX efter sommerferien, og jeg accepterede stiltiende, at vi nu skulle prøve have en handelsstudent i familien som noget helt nyt, selvom hun hidtil hele tiden havde sagt, at hun ville på STX Aalborghus. Hvad der fik hende til at ændre mening, ved jeg ikke. Karlas HHX karriere var dog en stakket frist på helt præcis på 3 dage! Allerede inden start, frygtede hun, at hun måske havde truffet det forkerte valg, og da jeg kom hjem efter arbejde, og Karla havde haft første skoledag, var det slet ikke som ventet. Desuden døde pigernes farmor samme dag, så der var høj bølgegang på følelsesparametret.

Jeg prøvede at opmuntre Karla til at give HHX en chance til jul - eller i hvert fald til efterårsferien, men Karla var helt klar i mæglet om, at HHX ikke var for hende, og at hun ønskede at skifte til STX. Derfor tog vi til Aalborghus gymnasium på 3. dagen, og fik at vide, at Karla kunne begynde dagen efter!

Næste dag - efter 1. skoledag på STX, mødte Emma og jeg en Karla, der strålede i hele ansigtet, og det var tydeligt, at hun havde truffet det rigtige valg.

Jeg er så stolt over den måde Karla er i kontakt med sine følelser på, og den integritet hun besidder i så ung en alder. Jeg er stolt over hun stålfast lyttede til sig selv, og ikke til mig. Det er en vigtig egenskab at have - at lytte til, og være tro mod sig selv!

I kraft af Emmas flytten, skete der en form for rokade på 1. sal i 2d.

Jeg rykkede ud af kosteskabet, og ind på Emmas gamle værelse. Kosteskabet er blevet til fornemt opbevaringsrum, og jeg er blevet opgraderet til et værelse, hvor jeg både har fået 3/4 seng, skab OG gulvplads! Ikke at jeg ikke nød og elskede at bo i kosteskabet, det gjorde jeg bestemt! Men det her er altså også bare mega lækkert! 

Som om december ikke var travl nok i forvejen, så brugte min kære kollega og ven, Janni en hel weekend på at hjælpe mig med at male. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg havde ALDRIG fået det gjort uden hendes hjælp! Indretningsmæssigt fik jeg også hjælp - både fra uventet side af Hr. Ræs, der viste mig hvor skabet skulle stå, og selvfølgelig fra min altid trofaste og loyale PA! Vissevej 119 er en form for støttekontaktpersoner i mit liv!

De har været så længe i mit liv, at de føles som familie, og den slags vennefamilie her jeg heldigvis nogle stykker af! I må gerne tage ordet “vennefamilie” til jer, hvis I også er så heldige, at have vennefamilie.

I en alder af 50 år, har jeg fået slået fast med 7 tommersøm, hvem der står ved min side i last og brast, og hvem der flyver gennem mit liv som smukke sommerfugle, betagende, fascinerende, men flygtige og umulige at fange. 

Ja, og så er der jo også altid de, der bare ikke helt kunne sejle den båd, som de selv havde sat til søs, men jeg håber de har redningsvest og kompas med, for jeg kan se, at de er på ret dybt vand allerede - min bekymring går dog mest på, om de nu er kloge nok til at navigere efter et kompas. Især hvis man har skyklapper på, og viljeløst følger et isoleret spor (andre har sat) væk mod endnu dybere vand.

Men Tordenskjolds soldater, eller inderkredsen er her, og har været her i mange år! 

Og hold nu kæft hvor er jeg et heldigt menneske, der år efter år har den samme lille eksklusive kreds af dejlige loyale kærlige mennesker i mit liv, som åbent tager mod sommerfugle og skibbrudne, lader dem passere og styrker båndene! 

Inderkredsen er stabil og intakt. De har vist mig, at modgang og udfordringer er til for at blive løst, og hvor nogle relationer svækkes ved udfordringer, så er der relationer der styrkes, når tingene virkelig spidser til. Men det hjælper også når man får set og oplevet hinanden i sårbare situationer, og alene det at turde at være sårbar, er i min bog en styrke og en kæmpe tillidserklæring. 

Jeg håber selv, at jeg er sådan en ven, der ikke er bange for at få ild i røvskægget, hvis lokummet skulle brænde! Jeg håber mine venner ser mig som en trofast og loyal ven.

I min alder, er der i hvert fald ikke så meget plads til “veninde-fnidder” og palaver. Det må godt gå lidt gelinde uden at være overfladisk. 

Man behøver ikke altid hytte sit eget skind. Der går ingen skår af nogen, ved af og til at tilsidesætte egne behov for andres skyld. Der er mange måder at være generøs på. At give andre sin tid er den fineste måde at være generøs på - og så selvfølgelig diamanter, som jo aldrig går af mode! Selv vil jeg nu hellere have en bog, som på mange måder kan være signifikant for relationen mellem giver og læser, eller en “jeg kom til at tænke på dig, da jeg så den” gave. Ikke at diamanter kan sortere under sidste kategori, men så tror jeg sgu egentlig hellere, jeg vil have pengene. Med mindre vi snakker en sort usleben diamant!

Bøgerne har altid haft en stor plads i mit liv sådan on off. I mine unge dage læste jeg alt jeg kunne komme i nærheden af. Så kom smartphones og faser i livet hvor jeg ikke læste, men bøgerne ventede som trofaste venner, på jeg fik hornene løbet af mig.

Min vej tilbage til litteraturen skete under pandemien, hvor man ikke havde så meget at tage sig til udover at spise, lægge puslespil og høre lydbøger. Lydbøger er blevet en fast del af mit liv, men glæden ved at læse en ægte bog bliver mere og mere styrket.

Murakami blev starten til min kærlighed til japansk litteratur, og jeg elsker måden man skriver, anskuer og formulerer sig på takket være Mette Holm, den danske oversætter der oversætter alt japansk til dansk.

De danske oversættelser der ikke er oversat af Mette, er oversat fra japansk til engelsk til dansk, hvor der selvfølgelig forsvinder vigtige detaljer, og stemningen i værket kan være meget poleret - grænsende til det upersonlige og ikke japanske.

Men jeg er virkelig glad og taknemmelig over, at jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg igen kan koncentrere mig om at nyde litteratur (og hvor jeg også igen føler, jeg har så meget på hjerte, at jeg synes det har en betydning, at få det skrevet ned).

Da jeg var barn, og det er mange penge siden, det var jeg sikker på, at jeg ville have styr på det hele, når jeg blev 50. Jeg troede jeg ville være gift, have børn og bo i et parcelhus med gulvtæpper i en forstad. Da jeg var i 30’erne gik det op for mig, at det nok ikke helt blev sådan, og det der med at få styr på tingene, nok ikke var tiltænkt mig. I 40’erne var jeg helt sikker på, det ikke blev sådan, selvom jeg så småt begyndte at få styr på tingene og finde indre ro.

Nu er jeg 50, og jeg har faktisk styr på tingene på min egen måde. Jeg HAR været gift, HAR børn OG jeg bor i en forstad, men heldigvis ikke i et parcelhus med gulvtæpper.

Jeg er et sted i livet, som jeg elsker! Jeg har et arbejde, som jeg elsker højt - i modsætning til så mange andre på min alder. Jeg har et fritidsjob, som jeg betragter som en form for hobby og jeg bor et sted, som jeg bliver gladere og gladere for for hver dag der går.

Jeg er i en position, hvor jeg er tæt med mine børn. Hvor vi kan snakke om alt, og hvor vi er hinandens støtter. Jeg elsker, at tage dem med på ture - både sammen men også et barn af gangen hver for sig, og 2024 har budt på et par gode ture til både Malmö med Karla og Berlin med Emma (og Pixie) - og selvfølgelig Berlin med dem begge (og Pixie). Århus og også vores egen by, Aalborg.

Jeg er lykkelig over, de gider bruge tid med mig, i deres travle ungdomsperson-liv, og jeg glæder mig allerede til vores næste tur sammen (og Pixie), som går til Berlin.

Jeg håber ikke 2025 fucker alt for meget op, men hvis det gør, så ved jeg heldigvis hvem jeg kan ringe til!

Tak for et dejligt 2024 til alle jer, der valgte at være en del af det sammen med mig både IRL og på SoMe! Men skal vi ikke prøve at satse på det der IRL i 2025?

-jeg har i hvert fald gjort mig nogle tanker for hvordan jeg vil bære mig ad!

Og husk:

Det der ikke slår dig ihjel, gør dig muligvis bitter, rasende eller mentalt ustabil!

Årsberetningen anno 2022

 Årsberetningen 2022

Jeg havde egentlig skrevet en ualmindelig lang og kedelig kronologisk opremsning af ting jeg havde foretaget mig i det forgangne år, men på min biltur hjem fra en perifær bekendt i Vester Hassing, kom jeg frem til, at årsberetningen ikke skulle være sådan alligevel. Det er jo i bund og grund så skide uinteressant hvad jeg laver, og de der skulle finde det bare en snas spændende, har rige muligheder for at følge med i mine bedrifter (eller mangel på samme) på de sociale medier.

THE CURE

Det er vidst ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har været på tour, og at de har spillet i Royal Arena. Det er især ikke gået nogens næse forbi, at jeg var til koncerten i Royal Arena, og det er decideret ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har brugt ét af de billeder jeg tog til koncerten på deres sociale medier.

Det der muligvis er gået nogens næse forbi er, at jeg havde et broderi med til koncerten, der forestiller Robert Smith. Et broderi jeg for mange år siden fik af en perifær bekendt, som jeg kørte hjem fra i dag, da jeg besluttede at skrive en ny årsberetning. Et broderi min perifære bekendte havde tvunget sin studerende til at stikke. Et broderi der, da det blev afleveret til mig, blev kylet ud af vinduet på bilen - og landede i min lille forhave. Et broderi der fangede Robert Smiths fulde opmærksomhed 2/3 henne i Close To Me, hvor han, da han så broderiet, gik helt i stå, og ikke kunne tage øjnene fra sig selv gengivet i sort og rød DMC (det er broderigarn).

Det kan umuligt overraske nogen, at det var en kæmpe oplevelse, langt om længe at etablere en form for kontakt-situation med den mand jeg siden 1992 har været fuldstændig forgabt i. Som én sagde til mig: nu ved han du eksisterer - og som jeg svarede: jeps, ooog nu har han allerede glemt det igen! Men det fratager ikke mig den kæmpe oplevelse det var, at have hans fulde opmærksomhed i adskillige minutter…

MOR

Mor bliver 89 om få dage, og selvom det værker i lemmerne, så fungerer hjernen overraskende godt - alt taget i betragtning, hun husker i hvert fald på kroner og ører, hvis man skylder hende penge. Nogle gange handler jeg for hende, og det kan godt knibe med at huske (og anerkende) det beløb jeg har lagt ud for hende i den forbindelse - mens hun med et bredt grin lader som om hun intet husker om noget. Men hun synes hun er så træt hele tiden.

Juleaften var hun træt. Men det var der heller ikke noget at sige til. Hun havde nemlig ikke fået sin middagssøvn, fordi hun mente det ville være bedre lige at teste de udendørs faciliteter af rindende vand.

Efter adskillige dage med hård frost, syntes mor at hun ville åbne for vandhanen udenfor, lige for at se hvordan den klarede sig i det kolde vejr.

Vandet løb fint - måske endda lidt for fint, for hanen lod sig ikke lukke igen.

Mor måtte derfor ind under køkkenvasken for at slukke på hovedhanen. (Alle der har kendskab til mor, ved at hun ser meget dårligt). På trods af ihærdig skruen på hovedhanen stoppede kaskaderne af udendørs vand ikke. Til gengæld stoppede det varme vand med at virke - og det var under ingen omstændigheder fordi mor muligvis havde skruet på den forkerte hane. DET VAR DET IKKE!

Min bror fik den potentielle vandkatastrofe afhjulpet, og på det tidspunkt var tidsplanen så skubbet, at der ikke var tid til at hvile sig!

Så ikke nok med mor ikke havde fået sin middagssøvn, hun var også udmattet af den sindsoprivende oplevelse. De 2-3 stykker and med tilbehør hun hamrede i klaveret, på trods af massiv madlede, gjorde nok også sit for at fremelske trætheden. Til gengæld fik hun mandlen, og sjældent har man set en gangbesværet svagtseende senior-type gå SÅ målrettet mod sit net og pakke en ellers delbar mandelgave væk med så skarp præcision! Så alt i alt har mor haft en skøn jul - især fordi pakkekalenderen blev udvidet med en 1. juledagspakke, fordi mor adskillige gange havde proklameret, at efter d. 24. var det slet ikke noget ved at stå op, når der ingen pakke var!

Derfor tilføjede jeg en ekstra pakke, som hun gav pigerne hele æren for!

-selv tak, mor…

BERLIN

Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for Berlin, og det blev til 4 besøg i 2022. 

Mange spørger (ja! det gør de faktisk - jeg er også selv helt rystet over det), hvorfor jeg er i Berlin så tit, og i kølvandet på spørgsmålet står de med et forventningsfuldt og let lummert udtryk i ansigtet, mens de fortsætter: “har du en kæreste dernede?”

Jeg har ingen kæreste, heller ikke i Berlin - og her kunne jeg kliché og forudsigeligt sige: “Berlin er min kæreste - og vi lever i et åbent forhold”, men det gør jeg ikke. 

Jeg tror lidt jeg er begyndt at betragte det at køre til Berlin, som andre kører i sommerhus, fraset jeg ikke skal bruge tid og penge på vedligehold.

De timer jeg bruger på at køre frem og tilbage, og man skal ikke være noget matematisk geni, for at regne ud, at det er ca 8x8 plus evt kø, så vi runder op til 75 timer. Det er knap 4000,- i benzin. 75 timer er jo ikke engang den tid man skal bruge på at slå græs og male og 4000,- får man ikke meget Gori for nu om stunder!

Jeg er dog i en konstant debat med mig selv, hvor jeg diskuterer om jeg skal tage mere til Berlin end de 4 gange om året, eller om det nu virkelig er nødvendigt at tage derned SÅ ofte, som jeg gør.

Jeg tror Israel og Palæstina når til en enighed før jeg gør, og i mellemtiden bliver jeg ved med at tage til Berlin hver gang lejligheden byder sig (og den er ledig). Men min kærlighed til Berlin er ongoing og vi er nok nået til et punkt i vores forhold, hvor den berusende forelskelse ikke er så signifikant længere, men erstattet af den der dybe kærlighed, hvor vi trods enkelte hurdler trods alt elsker hinanden dybt og inderligt!

VEJEN ER MÅLET 

-OGSÅ SELVOM DEN ER GLAT OG SPÆRRET

Jeg er ikke sådan en type, der forelsker mig i en ting og sparer op til den. Så opsøgende og glad for ting er jeg ikke. Jeg er mere typen der tilfældigt render over en god brugt ting, som jeg ser en potentel god oplevelse forbundet med, eller i det mindste en form for oplevelse.

Som for eksempel da jeg på Instagram faldt over en bordlampe til en ualmindelig god pris. Lampen befandt sig i Kolding, og jeg spottede chancen for en roadtrip med min perifære bekendte. Det der gjorde det attraktivt at hente lampen selv, var det faktum at sælger også var indehaver af en nyrekvireret chihuahuahvalp, og sådan en bette ven kører man jo gerne 200 km for!

Det jeg ikke lige havde kalkuleret med var at de vejrmæssige forhold i særdeleshed viste sig som i den grad ugunstige! Desuden skete der, ikke bare ét men TO, gigantiske uheld samme sted på motorvejen i hver sin retning, hvilket affødte en massiv afspærring og deraf følgende en massiv kø. Ikke nok med turen på baggrund af nævnte faktorer blev gjort noget længere end planlagt, så havde den perifært bekendte støbt en på alle tænkelige måder hæslig playliste til turen, som indeholdt alt fra Tessa til Erik Paaske, men det var som om hun uelegant havde formået, at undgå noget som helst af det gode, der måtte forefindes mellem de to karakterer - om det var derfor vi hørte “du kom med alt det der var dig” som en repræsentant for noget af det mere acceptable mellem Tessa og Erik Paaske adskillige gange på turen, det er mig stadig lidt uklart.

Med beskrevne oplevelse in mente er jeg nået frem til, at de ting jeg ejer, er ikke ting jeg har valgt for tingens skyld, men for den historie og oplevelse der måtte være forbundet med anskaffelsen… (det ville da også være for nemt, bare at bestille noget på nettet, få det leveret til døren og placere det i hjemmet, hvor det nu måtte passe ind - alt alt for nemt!)

VENNER

Der findes faktisk folk i denne verden, som jeg ikke finder afskyelige (som sådan) - og omvendt, skulle jeg hilse at sige! (Eller det går jeg i hvert fald og bilder mig ind). Der er i hvert fald stadig nogen, der ikke har blokeret mig på de sociale medier… endnu!

Nogen af dem har holdt ved i mange mange år, og enten betragter de mig som et antropologisk studie, eller også har de bare vænnet sig til mig. Jeg er ligeglad, for jeg hygger mig faktisk i deres selskab, især hvis det er uden Erik Paaske. De fleste kan jeg endda holde ud at være sammen med i flere timer af gangen, og min egen lille målestok for om jeg kan holde et andet menneske ud er, om jeg ville gide st have vedkommende med til Berlin - og her snakker vi 2x8 timer i bil udover selve opholdet.  Der er nogle ganske få jeg godt gider at tage den køretur med. 

Med alderen kan jeg se summen af venner er konstant. Der er dem der “altid” har været der, og det er den gode håndfuld, jeg håber bliver for evigt - eller i hvert fald indtil jeg bliver så dement, at jeg alligevel ikke kan genkende dem. 

Så er der dem der kommer til, og som jeg selv lader bestemme, hvorvidt de vil blive. Der er dem jeg har kendt i årevis, som jeg egentlig ikke har nogen form for kontakt med - men som pludselig “melder” sig (og dét elsker jeg)

Der er dem der ALTID står parat til at redde min røv, når den er lige lovlig tæt på fletningerne i postkassen, som står lidt længere ude end vandskorpen, hvor jeg døjer med at bunde, og det er som om jeg aldrig helt får betalt tilbage, så selvom jeg hader at have gæld, så må jeg nok erkende, at jeg står SÅ MEGET i RKI for vennetjenester…

CHIHUAHUAERNE

Jeg tror sgu aldrig de har været med i en årsberetning. Det har i hvert fald aldrig haft deres egen rubrik. Eller det kan da godt være de har, men så kan jeg ikke huske det. Ikke at det i sig selv siger en hel masse… 

Men chihuahuaerne - eller de mexicanske kamphunde/pitbulls om man vil, fylder, trods deres begrænsede størrelser, utroligt meget i mit liv. Jeg har muligvis tillagt dem lidt mere (menneskelig) personlighed, end man egentlig kan retfærdiggøre, men hvis I anede hvor søde deres stemmer er, når de svarer mig - når vi har lange lange samtaler om ingenting! Især Pixies stemme er nuttet, hvilket er hendes held, så ubehøvlet som hun nogle gange kan være…

IT CAN NEVER BE THE SAME

Don’t worry, I smile, I’ll miss you, but it’s not like you’re gone…

Den sang, som endnu ikke er udgivet, men kun sunget live, passede perfekt til natten til 18/9, hvor jeg stod på intensiv på Hjørring sygehus mens min højt elskede svigerinde tog rejsen, akkompagneret af et langvaring massivt lyn og tordenvejr, til den anden side, hvor det flyder i kager optøet fra fryseren, utallige papdimser til at lave kort af, kilometervis af garn i de helt rigtige farver og litervis af khaaahffeee!

Jeg savner hende hver dag, men alligevel er det som om hun stadig er her. Bodil havde sans for detaljen, og det er heller ikke tilfældigt hun døde d. 18/9 klokken 9:18…

However far away - I will always love you!

KRIG OG FRED

Det er ikke Tolstoj, selvom det ville være en oplagt mulighed for at nævne helt subtilt, at jeg skam HAR læst Krig og Fred af Tolstoj. Det kan nærmest ikke nævnes for tit, da det er en form for litterær ekstremsport. Alene det at løfte værket er en bedrift i sig selv. Man ligger ikke ned og læser den, i hvert fald ikke uden hjelm og tandbeskytter.

Mit år har på mange måder været helt ekstremt roligt, hvilket jo både er ironisk, men også typisk, når verden udenom mig nærmest ligger i ruiner.

I starten af året skete det uundgåelige, men samtidig helt uvirkelige: Rusland invaderede Ukraine, og de to lande kom i krig, og er stadig i krig i skrivende stund.

Få dage inden krigen brød ud, var en lokal tragedie under opsejling. Mia blev meldt savnet. Vi klamredeos alle til det lille bitte urealistiske håb om at hun ikke var blevet slået ihjel. Men inderst inde tror jeg alle også var klar over at odds ikke var gode. Ingen havde dog i deres værste fantasi forestillet sig hvilken skrækkeig skæbne Mia led, og det er mig ubegribeligt, at man kan finde på at gøre sådanne bestialske ting mod et andet menneske.

Krig kom tæt på vores lille smørkage-land, og truede med at overdøve vores egne gigantiske problemer så som hvem der havde gjort sig fortjent til en prinsetitel og at der var mange børn i det ganske danske land, der ikke var indehavere af den forjættede Tinka nissehue! Det blev helt legalt at iklæde sig blå/gul uden at frygte for at blive sidestillet med en svensker eller en Brøndby-fan, og krig sank stille ind som en del af vores hverdag.

Som tiden gik, og krig blev et fast element i dagens nyheder, var det som om den kom mere og mere på afstand - i vores sind, for afstanden til slagmarken var jo den samme, men chock-effekten havde lagt sig, og fordi vi (trods alt) er så privilegerede, at leve i et så trygt og beskyttet land, så tror jeg slet ikke vi formår at sætte os ind i hvilket liv Ukrainerne (og de russere der ikke ønsker krigen) lever, og det kan jeg sagtens forstå. Vi skal bare huske at være lykkelige og taknemmelige over vi har det så godt, som vi dog har - trods af det elendige vejr, og den store mangel på Tinka-nissehuer

LAST DANCE

Jeg tror denne årsberetning bliver den sidste fra mig. Da jeg startede med at skrive dem, syntes jeg, at det var nemt. Ordene og sætningerne stod nærmest i kø, for at komme ud.

Det bliver sværere og sværere for mig at skrive de her beretninger.

Dels fordi jeg har mistet evnen til at bide mærke i de ting der sker omkring mig, og få dem nedfældet som underholdende historier, og dels fordi jeg synes jeg rent formuleringsmæssigt nok har brugt min kvote at fede vendinger.

Bloggen lader jeg være, og I kan med fordel læse nogle af de helt gamle blogindlæg - fra dengang jeg var skarp.

Jeg ønsker jer alle (dog med nogle få undtagelser) et formidabelt 2023!

-må I undgå høfeber og nedgroede negle!