Årsberetningen anno 2024

 2024

2024 startede både godt og skidt. Godt, fordi det foregik i selskab med en majoritet af firbenede pelsede venner, og de tobenede var udsøgte i en sorgens tid i kølvandet på Wilmas død i 2023.

Dårligt, fordi Pixie enten blev syg, eller gik i sorg. Udsigten til at miste hende så kort tid efter Wilma, var i hvert fald uudholdelig. 

Heldigvis kom Pixie tilbage, og jeg vil nok have lov at sige, med 11-12 års tilbagevirkende kraft.

Nu lever hun et liv i luksus som alenehund (og som influencer med egen Instagram: pixie_paa_tur), med rejser, café/restsurantbesøg og spændende udflugter. Blandt andet har hun været med i Berlin 2 gange, og begge gange har været fantastiske. Pixie ELSKER at være med, og Berlin ELSKER Pixie! 

Jeg har i mange år holdt min mors sidste jul og fødselsdage. Jeg har endda udelukkende givet hende gaver, som jeg selv kan bruge de seneste år. Alligevel hænger hun ved, og det på trods af hun har brugt en del tid på hospitalet. Først en operation for tarmslyng, hvor man i den forbindelse fandt en kræftknude i tyktarmen, som hun så blev opereret for efter hun var kommet sig over tarmslyngsoperationen. Meget kan man sige om mor, og det er der også blevet, men hun er sata’neme god til at blive opereret, hvilket hun er jo også nødt til for at overleve, primært fordi hun frygter vi skal klatte arven væk. Inden alt hospitals-noget fejrede hun sine flotte 90 år i januar 2024 med en dejlig familiesammenkomst på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

Så selvom kroppen svækkes, så fungerer hjernen upåklageligt, og mor følger med i hvad der sker - navnligt på vejrfronten, så hvis I ikke har fået vinterdæk på nu, så er det altså ved at være sidste udkald, skulle hilse og sige fra mor! -og pas på, når I kører gennem tunnellen! Der er sgu altid nogen der kører ind i hinanden, fordi de ikke kan finde ud af at holde afstand! Desuden mener mor, at det er langt bedre at røve en bank, end at begå meningsløs vold. Ved et bankrøveri kan man jo få lidt glæde af pengene! Mor forstår i hvert fald ikke nogen kan finde glæde ved at udøve vold - slet ikke når nu man jo i stedet kunne røve den der bank…

Jo, mor hænger ved, selvom hun ofte overvejer, om det nu godt kan betale sig for hende, at putte rent sengetøj på.

Hvis vi bliver ved de familiære anliggender, så er den største begivenhed, for mit lille trekløver her i Visse, at Emma flyttede hjemmefra, og Karla afsluttede folkeskolen, og begyndte på ungdoms(persons)uddannelse.

(Og Robert udgav langt om længe et nyt album sammen med sine musikalske venner i det lille band: The Cure - og i kølvandet på det vandt jeg en flot 10 rigtige-kop i Musikquizzens The Cure ekspert-quiz!)

Emma, der i og efter gymnasiet var rigtig meget plaget af stress og angst, og som har været igennem et større udredningsforløb, hvor vi nåede hele pladen rundt, og endte ved start. Dog uden at modtage penge for at passere start, da vi ikke orkede at tage en runde mere i den psykiatriske dødscentrifuge.

Tiden læger (næsten) alle sår, og ved en almindelig ulykkessituation skal man som udgangspunkt fjerne det der forårsager ulykken, så da Emma fik afsluttet gymnasiet, påbegyndte sine sabbatår, fik sagt op på et rædselsfuldt arbejde - og startet på et andet arbejde, som hun elsker, så begyndte sårene at læges. Fra at være bange for at være alene hjemme, sidde på sit værelse og se film og ikke se sine venner, gennemgik hun en vild forvandling, og var mere ude end hjemme. 

I sommer tog hun til Porto på ferie med en veninde, og blev der alene, da veninden skulle videre til Lissabon. Knap var hun kommet hjem, før hun tog til Berlin alene. 

Pludselig en dag proklamerede hun, at hun havde fået tilbudt et værelse, og påtænkte at flytte hjemmefra pr 1. november.

Nu har Emma boet ude i 2 måneder, og elsker det. Hun har allerede prøvet at leve af rugbrød, havregryn og vand, fordi pengene var sluppet op. Som mor er jeg overrasket, nærmest rystet, over hvor god hun er til at holde orden, men måske er det færdigheder, hun bevidst havde gemt, netop indtil hun skulle flytte hjemmefra.

Jeg er simpelthen så stolt over Emma. Den måde hun hele tiden mestrer at komme videre, og den måde hun navigerer mellem pligter og fornøjelser, som en fornuftig ansvarlig ungdomsperson. Jeg er stolt over den styrke hun besidder - som hun ikke altid selv er bevidst om. 

Karla afsluttede 9. klasse i høj solskin. Hun startede på HHX efter sommerferien, og jeg accepterede stiltiende, at vi nu skulle prøve have en handelsstudent i familien som noget helt nyt, selvom hun hidtil hele tiden havde sagt, at hun ville på STX Aalborghus. Hvad der fik hende til at ændre mening, ved jeg ikke. Karlas HHX karriere var dog en stakket frist på helt præcis på 3 dage! Allerede inden start, frygtede hun, at hun måske havde truffet det forkerte valg, og da jeg kom hjem efter arbejde, og Karla havde haft første skoledag, var det slet ikke som ventet. Desuden døde pigernes farmor samme dag, så der var høj bølgegang på følelsesparametret.

Jeg prøvede at opmuntre Karla til at give HHX en chance til jul - eller i hvert fald til efterårsferien, men Karla var helt klar i mæglet om, at HHX ikke var for hende, og at hun ønskede at skifte til STX. Derfor tog vi til Aalborghus gymnasium på 3. dagen, og fik at vide, at Karla kunne begynde dagen efter!

Næste dag - efter 1. skoledag på STX, mødte Emma og jeg en Karla, der strålede i hele ansigtet, og det var tydeligt, at hun havde truffet det rigtige valg.

Jeg er så stolt over den måde Karla er i kontakt med sine følelser på, og den integritet hun besidder i så ung en alder. Jeg er stolt over hun stålfast lyttede til sig selv, og ikke til mig. Det er en vigtig egenskab at have - at lytte til, og være tro mod sig selv!

I kraft af Emmas flytten, skete der en form for rokade på 1. sal i 2d.

Jeg rykkede ud af kosteskabet, og ind på Emmas gamle værelse. Kosteskabet er blevet til fornemt opbevaringsrum, og jeg er blevet opgraderet til et værelse, hvor jeg både har fået 3/4 seng, skab OG gulvplads! Ikke at jeg ikke nød og elskede at bo i kosteskabet, det gjorde jeg bestemt! Men det her er altså også bare mega lækkert! 

Som om december ikke var travl nok i forvejen, så brugte min kære kollega og ven, Janni en hel weekend på at hjælpe mig med at male. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg havde ALDRIG fået det gjort uden hendes hjælp! Indretningsmæssigt fik jeg også hjælp - både fra uventet side af Hr. Ræs, der viste mig hvor skabet skulle stå, og selvfølgelig fra min altid trofaste og loyale PA! Vissevej 119 er en form for støttekontaktpersoner i mit liv!

De har været så længe i mit liv, at de føles som familie, og den slags vennefamilie her jeg heldigvis nogle stykker af! I må gerne tage ordet “vennefamilie” til jer, hvis I også er så heldige, at have vennefamilie.

I en alder af 50 år, har jeg fået slået fast med 7 tommersøm, hvem der står ved min side i last og brast, og hvem der flyver gennem mit liv som smukke sommerfugle, betagende, fascinerende, men flygtige og umulige at fange. 

Ja, og så er der jo også altid de, der bare ikke helt kunne sejle den båd, som de selv havde sat til søs, men jeg håber de har redningsvest og kompas med, for jeg kan se, at de er på ret dybt vand allerede - min bekymring går dog mest på, om de nu er kloge nok til at navigere efter et kompas. Især hvis man har skyklapper på, og viljeløst følger et isoleret spor (andre har sat) væk mod endnu dybere vand.

Men Tordenskjolds soldater, eller inderkredsen er her, og har været her i mange år! 

Og hold nu kæft hvor er jeg et heldigt menneske, der år efter år har den samme lille eksklusive kreds af dejlige loyale kærlige mennesker i mit liv, som åbent tager mod sommerfugle og skibbrudne, lader dem passere og styrker båndene! 

Inderkredsen er stabil og intakt. De har vist mig, at modgang og udfordringer er til for at blive løst, og hvor nogle relationer svækkes ved udfordringer, så er der relationer der styrkes, når tingene virkelig spidser til. Men det hjælper også når man får set og oplevet hinanden i sårbare situationer, og alene det at turde at være sårbar, er i min bog en styrke og en kæmpe tillidserklæring. 

Jeg håber selv, at jeg er sådan en ven, der ikke er bange for at få ild i røvskægget, hvis lokummet skulle brænde! Jeg håber mine venner ser mig som en trofast og loyal ven.

I min alder, er der i hvert fald ikke så meget plads til “veninde-fnidder” og palaver. Det må godt gå lidt gelinde uden at være overfladisk. 

Man behøver ikke altid hytte sit eget skind. Der går ingen skår af nogen, ved af og til at tilsidesætte egne behov for andres skyld. Der er mange måder at være generøs på. At give andre sin tid er den fineste måde at være generøs på - og så selvfølgelig diamanter, som jo aldrig går af mode! Selv vil jeg nu hellere have en bog, som på mange måder kan være signifikant for relationen mellem giver og læser, eller en “jeg kom til at tænke på dig, da jeg så den” gave. Ikke at diamanter kan sortere under sidste kategori, men så tror jeg sgu egentlig hellere, jeg vil have pengene. Med mindre vi snakker en sort usleben diamant!

Bøgerne har altid haft en stor plads i mit liv sådan on off. I mine unge dage læste jeg alt jeg kunne komme i nærheden af. Så kom smartphones og faser i livet hvor jeg ikke læste, men bøgerne ventede som trofaste venner, på jeg fik hornene løbet af mig.

Min vej tilbage til litteraturen skete under pandemien, hvor man ikke havde så meget at tage sig til udover at spise, lægge puslespil og høre lydbøger. Lydbøger er blevet en fast del af mit liv, men glæden ved at læse en ægte bog bliver mere og mere styrket.

Murakami blev starten til min kærlighed til japansk litteratur, og jeg elsker måden man skriver, anskuer og formulerer sig på takket være Mette Holm, den danske oversætter der oversætter alt japansk til dansk.

De danske oversættelser der ikke er oversat af Mette, er oversat fra japansk til engelsk til dansk, hvor der selvfølgelig forsvinder vigtige detaljer, og stemningen i værket kan være meget poleret - grænsende til det upersonlige og ikke japanske.

Men jeg er virkelig glad og taknemmelig over, at jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg igen kan koncentrere mig om at nyde litteratur (og hvor jeg også igen føler, jeg har så meget på hjerte, at jeg synes det har en betydning, at få det skrevet ned).

Da jeg var barn, og det er mange penge siden, det var jeg sikker på, at jeg ville have styr på det hele, når jeg blev 50. Jeg troede jeg ville være gift, have børn og bo i et parcelhus med gulvtæpper i en forstad. Da jeg var i 30’erne gik det op for mig, at det nok ikke helt blev sådan, og det der med at få styr på tingene, nok ikke var tiltænkt mig. I 40’erne var jeg helt sikker på, det ikke blev sådan, selvom jeg så småt begyndte at få styr på tingene og finde indre ro.

Nu er jeg 50, og jeg har faktisk styr på tingene på min egen måde. Jeg HAR været gift, HAR børn OG jeg bor i en forstad, men heldigvis ikke i et parcelhus med gulvtæpper.

Jeg er et sted i livet, som jeg elsker! Jeg har et arbejde, som jeg elsker højt - i modsætning til så mange andre på min alder. Jeg har et fritidsjob, som jeg betragter som en form for hobby og jeg bor et sted, som jeg bliver gladere og gladere for for hver dag der går.

Jeg er i en position, hvor jeg er tæt med mine børn. Hvor vi kan snakke om alt, og hvor vi er hinandens støtter. Jeg elsker, at tage dem med på ture - både sammen men også et barn af gangen hver for sig, og 2024 har budt på et par gode ture til både Malmö med Karla og Berlin med Emma (og Pixie) - og selvfølgelig Berlin med dem begge (og Pixie). Århus og også vores egen by, Aalborg.

Jeg er lykkelig over, de gider bruge tid med mig, i deres travle ungdomsperson-liv, og jeg glæder mig allerede til vores næste tur sammen (og Pixie), som går til Berlin.

Jeg håber ikke 2025 fucker alt for meget op, men hvis det gør, så ved jeg heldigvis hvem jeg kan ringe til!

Tak for et dejligt 2024 til alle jer, der valgte at være en del af det sammen med mig både IRL og på SoMe! Men skal vi ikke prøve at satse på det der IRL i 2025?

-jeg har i hvert fald gjort mig nogle tanker for hvordan jeg vil bære mig ad!

Og husk:

Det der ikke slår dig ihjel, gør dig muligvis bitter, rasende eller mentalt ustabil!

Årsberetningen anno 2022

 Årsberetningen 2022

Jeg havde egentlig skrevet en ualmindelig lang og kedelig kronologisk opremsning af ting jeg havde foretaget mig i det forgangne år, men på min biltur hjem fra en perifær bekendt i Vester Hassing, kom jeg frem til, at årsberetningen ikke skulle være sådan alligevel. Det er jo i bund og grund så skide uinteressant hvad jeg laver, og de der skulle finde det bare en snas spændende, har rige muligheder for at følge med i mine bedrifter (eller mangel på samme) på de sociale medier.

THE CURE

Det er vidst ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har været på tour, og at de har spillet i Royal Arena. Det er især ikke gået nogens næse forbi, at jeg var til koncerten i Royal Arena, og det er decideret ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har brugt ét af de billeder jeg tog til koncerten på deres sociale medier.

Det der muligvis er gået nogens næse forbi er, at jeg havde et broderi med til koncerten, der forestiller Robert Smith. Et broderi jeg for mange år siden fik af en perifær bekendt, som jeg kørte hjem fra i dag, da jeg besluttede at skrive en ny årsberetning. Et broderi min perifære bekendte havde tvunget sin studerende til at stikke. Et broderi der, da det blev afleveret til mig, blev kylet ud af vinduet på bilen - og landede i min lille forhave. Et broderi der fangede Robert Smiths fulde opmærksomhed 2/3 henne i Close To Me, hvor han, da han så broderiet, gik helt i stå, og ikke kunne tage øjnene fra sig selv gengivet i sort og rød DMC (det er broderigarn).

Det kan umuligt overraske nogen, at det var en kæmpe oplevelse, langt om længe at etablere en form for kontakt-situation med den mand jeg siden 1992 har været fuldstændig forgabt i. Som én sagde til mig: nu ved han du eksisterer - og som jeg svarede: jeps, ooog nu har han allerede glemt det igen! Men det fratager ikke mig den kæmpe oplevelse det var, at have hans fulde opmærksomhed i adskillige minutter…

MOR

Mor bliver 89 om få dage, og selvom det værker i lemmerne, så fungerer hjernen overraskende godt - alt taget i betragtning, hun husker i hvert fald på kroner og ører, hvis man skylder hende penge. Nogle gange handler jeg for hende, og det kan godt knibe med at huske (og anerkende) det beløb jeg har lagt ud for hende i den forbindelse - mens hun med et bredt grin lader som om hun intet husker om noget. Men hun synes hun er så træt hele tiden.

Juleaften var hun træt. Men det var der heller ikke noget at sige til. Hun havde nemlig ikke fået sin middagssøvn, fordi hun mente det ville være bedre lige at teste de udendørs faciliteter af rindende vand.

Efter adskillige dage med hård frost, syntes mor at hun ville åbne for vandhanen udenfor, lige for at se hvordan den klarede sig i det kolde vejr.

Vandet løb fint - måske endda lidt for fint, for hanen lod sig ikke lukke igen.

Mor måtte derfor ind under køkkenvasken for at slukke på hovedhanen. (Alle der har kendskab til mor, ved at hun ser meget dårligt). På trods af ihærdig skruen på hovedhanen stoppede kaskaderne af udendørs vand ikke. Til gengæld stoppede det varme vand med at virke - og det var under ingen omstændigheder fordi mor muligvis havde skruet på den forkerte hane. DET VAR DET IKKE!

Min bror fik den potentielle vandkatastrofe afhjulpet, og på det tidspunkt var tidsplanen så skubbet, at der ikke var tid til at hvile sig!

Så ikke nok med mor ikke havde fået sin middagssøvn, hun var også udmattet af den sindsoprivende oplevelse. De 2-3 stykker and med tilbehør hun hamrede i klaveret, på trods af massiv madlede, gjorde nok også sit for at fremelske trætheden. Til gengæld fik hun mandlen, og sjældent har man set en gangbesværet svagtseende senior-type gå SÅ målrettet mod sit net og pakke en ellers delbar mandelgave væk med så skarp præcision! Så alt i alt har mor haft en skøn jul - især fordi pakkekalenderen blev udvidet med en 1. juledagspakke, fordi mor adskillige gange havde proklameret, at efter d. 24. var det slet ikke noget ved at stå op, når der ingen pakke var!

Derfor tilføjede jeg en ekstra pakke, som hun gav pigerne hele æren for!

-selv tak, mor…

BERLIN

Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for Berlin, og det blev til 4 besøg i 2022. 

Mange spørger (ja! det gør de faktisk - jeg er også selv helt rystet over det), hvorfor jeg er i Berlin så tit, og i kølvandet på spørgsmålet står de med et forventningsfuldt og let lummert udtryk i ansigtet, mens de fortsætter: “har du en kæreste dernede?”

Jeg har ingen kæreste, heller ikke i Berlin - og her kunne jeg kliché og forudsigeligt sige: “Berlin er min kæreste - og vi lever i et åbent forhold”, men det gør jeg ikke. 

Jeg tror lidt jeg er begyndt at betragte det at køre til Berlin, som andre kører i sommerhus, fraset jeg ikke skal bruge tid og penge på vedligehold.

De timer jeg bruger på at køre frem og tilbage, og man skal ikke være noget matematisk geni, for at regne ud, at det er ca 8x8 plus evt kø, så vi runder op til 75 timer. Det er knap 4000,- i benzin. 75 timer er jo ikke engang den tid man skal bruge på at slå græs og male og 4000,- får man ikke meget Gori for nu om stunder!

Jeg er dog i en konstant debat med mig selv, hvor jeg diskuterer om jeg skal tage mere til Berlin end de 4 gange om året, eller om det nu virkelig er nødvendigt at tage derned SÅ ofte, som jeg gør.

Jeg tror Israel og Palæstina når til en enighed før jeg gør, og i mellemtiden bliver jeg ved med at tage til Berlin hver gang lejligheden byder sig (og den er ledig). Men min kærlighed til Berlin er ongoing og vi er nok nået til et punkt i vores forhold, hvor den berusende forelskelse ikke er så signifikant længere, men erstattet af den der dybe kærlighed, hvor vi trods enkelte hurdler trods alt elsker hinanden dybt og inderligt!

VEJEN ER MÅLET 

-OGSÅ SELVOM DEN ER GLAT OG SPÆRRET

Jeg er ikke sådan en type, der forelsker mig i en ting og sparer op til den. Så opsøgende og glad for ting er jeg ikke. Jeg er mere typen der tilfældigt render over en god brugt ting, som jeg ser en potentel god oplevelse forbundet med, eller i det mindste en form for oplevelse.

Som for eksempel da jeg på Instagram faldt over en bordlampe til en ualmindelig god pris. Lampen befandt sig i Kolding, og jeg spottede chancen for en roadtrip med min perifære bekendte. Det der gjorde det attraktivt at hente lampen selv, var det faktum at sælger også var indehaver af en nyrekvireret chihuahuahvalp, og sådan en bette ven kører man jo gerne 200 km for!

Det jeg ikke lige havde kalkuleret med var at de vejrmæssige forhold i særdeleshed viste sig som i den grad ugunstige! Desuden skete der, ikke bare ét men TO, gigantiske uheld samme sted på motorvejen i hver sin retning, hvilket affødte en massiv afspærring og deraf følgende en massiv kø. Ikke nok med turen på baggrund af nævnte faktorer blev gjort noget længere end planlagt, så havde den perifært bekendte støbt en på alle tænkelige måder hæslig playliste til turen, som indeholdt alt fra Tessa til Erik Paaske, men det var som om hun uelegant havde formået, at undgå noget som helst af det gode, der måtte forefindes mellem de to karakterer - om det var derfor vi hørte “du kom med alt det der var dig” som en repræsentant for noget af det mere acceptable mellem Tessa og Erik Paaske adskillige gange på turen, det er mig stadig lidt uklart.

Med beskrevne oplevelse in mente er jeg nået frem til, at de ting jeg ejer, er ikke ting jeg har valgt for tingens skyld, men for den historie og oplevelse der måtte være forbundet med anskaffelsen… (det ville da også være for nemt, bare at bestille noget på nettet, få det leveret til døren og placere det i hjemmet, hvor det nu måtte passe ind - alt alt for nemt!)

VENNER

Der findes faktisk folk i denne verden, som jeg ikke finder afskyelige (som sådan) - og omvendt, skulle jeg hilse at sige! (Eller det går jeg i hvert fald og bilder mig ind). Der er i hvert fald stadig nogen, der ikke har blokeret mig på de sociale medier… endnu!

Nogen af dem har holdt ved i mange mange år, og enten betragter de mig som et antropologisk studie, eller også har de bare vænnet sig til mig. Jeg er ligeglad, for jeg hygger mig faktisk i deres selskab, især hvis det er uden Erik Paaske. De fleste kan jeg endda holde ud at være sammen med i flere timer af gangen, og min egen lille målestok for om jeg kan holde et andet menneske ud er, om jeg ville gide st have vedkommende med til Berlin - og her snakker vi 2x8 timer i bil udover selve opholdet.  Der er nogle ganske få jeg godt gider at tage den køretur med. 

Med alderen kan jeg se summen af venner er konstant. Der er dem der “altid” har været der, og det er den gode håndfuld, jeg håber bliver for evigt - eller i hvert fald indtil jeg bliver så dement, at jeg alligevel ikke kan genkende dem. 

Så er der dem der kommer til, og som jeg selv lader bestemme, hvorvidt de vil blive. Der er dem jeg har kendt i årevis, som jeg egentlig ikke har nogen form for kontakt med - men som pludselig “melder” sig (og dét elsker jeg)

Der er dem der ALTID står parat til at redde min røv, når den er lige lovlig tæt på fletningerne i postkassen, som står lidt længere ude end vandskorpen, hvor jeg døjer med at bunde, og det er som om jeg aldrig helt får betalt tilbage, så selvom jeg hader at have gæld, så må jeg nok erkende, at jeg står SÅ MEGET i RKI for vennetjenester…

CHIHUAHUAERNE

Jeg tror sgu aldrig de har været med i en årsberetning. Det har i hvert fald aldrig haft deres egen rubrik. Eller det kan da godt være de har, men så kan jeg ikke huske det. Ikke at det i sig selv siger en hel masse… 

Men chihuahuaerne - eller de mexicanske kamphunde/pitbulls om man vil, fylder, trods deres begrænsede størrelser, utroligt meget i mit liv. Jeg har muligvis tillagt dem lidt mere (menneskelig) personlighed, end man egentlig kan retfærdiggøre, men hvis I anede hvor søde deres stemmer er, når de svarer mig - når vi har lange lange samtaler om ingenting! Især Pixies stemme er nuttet, hvilket er hendes held, så ubehøvlet som hun nogle gange kan være…

IT CAN NEVER BE THE SAME

Don’t worry, I smile, I’ll miss you, but it’s not like you’re gone…

Den sang, som endnu ikke er udgivet, men kun sunget live, passede perfekt til natten til 18/9, hvor jeg stod på intensiv på Hjørring sygehus mens min højt elskede svigerinde tog rejsen, akkompagneret af et langvaring massivt lyn og tordenvejr, til den anden side, hvor det flyder i kager optøet fra fryseren, utallige papdimser til at lave kort af, kilometervis af garn i de helt rigtige farver og litervis af khaaahffeee!

Jeg savner hende hver dag, men alligevel er det som om hun stadig er her. Bodil havde sans for detaljen, og det er heller ikke tilfældigt hun døde d. 18/9 klokken 9:18…

However far away - I will always love you!

KRIG OG FRED

Det er ikke Tolstoj, selvom det ville være en oplagt mulighed for at nævne helt subtilt, at jeg skam HAR læst Krig og Fred af Tolstoj. Det kan nærmest ikke nævnes for tit, da det er en form for litterær ekstremsport. Alene det at løfte værket er en bedrift i sig selv. Man ligger ikke ned og læser den, i hvert fald ikke uden hjelm og tandbeskytter.

Mit år har på mange måder været helt ekstremt roligt, hvilket jo både er ironisk, men også typisk, når verden udenom mig nærmest ligger i ruiner.

I starten af året skete det uundgåelige, men samtidig helt uvirkelige: Rusland invaderede Ukraine, og de to lande kom i krig, og er stadig i krig i skrivende stund.

Få dage inden krigen brød ud, var en lokal tragedie under opsejling. Mia blev meldt savnet. Vi klamredeos alle til det lille bitte urealistiske håb om at hun ikke var blevet slået ihjel. Men inderst inde tror jeg alle også var klar over at odds ikke var gode. Ingen havde dog i deres værste fantasi forestillet sig hvilken skrækkeig skæbne Mia led, og det er mig ubegribeligt, at man kan finde på at gøre sådanne bestialske ting mod et andet menneske.

Krig kom tæt på vores lille smørkage-land, og truede med at overdøve vores egne gigantiske problemer så som hvem der havde gjort sig fortjent til en prinsetitel og at der var mange børn i det ganske danske land, der ikke var indehavere af den forjættede Tinka nissehue! Det blev helt legalt at iklæde sig blå/gul uden at frygte for at blive sidestillet med en svensker eller en Brøndby-fan, og krig sank stille ind som en del af vores hverdag.

Som tiden gik, og krig blev et fast element i dagens nyheder, var det som om den kom mere og mere på afstand - i vores sind, for afstanden til slagmarken var jo den samme, men chock-effekten havde lagt sig, og fordi vi (trods alt) er så privilegerede, at leve i et så trygt og beskyttet land, så tror jeg slet ikke vi formår at sætte os ind i hvilket liv Ukrainerne (og de russere der ikke ønsker krigen) lever, og det kan jeg sagtens forstå. Vi skal bare huske at være lykkelige og taknemmelige over vi har det så godt, som vi dog har - trods af det elendige vejr, og den store mangel på Tinka-nissehuer

LAST DANCE

Jeg tror denne årsberetning bliver den sidste fra mig. Da jeg startede med at skrive dem, syntes jeg, at det var nemt. Ordene og sætningerne stod nærmest i kø, for at komme ud.

Det bliver sværere og sværere for mig at skrive de her beretninger.

Dels fordi jeg har mistet evnen til at bide mærke i de ting der sker omkring mig, og få dem nedfældet som underholdende historier, og dels fordi jeg synes jeg rent formuleringsmæssigt nok har brugt min kvote at fede vendinger.

Bloggen lader jeg være, og I kan med fordel læse nogle af de helt gamle blogindlæg - fra dengang jeg var skarp.

Jeg ønsker jer alle (dog med nogle få undtagelser) et formidabelt 2023!

-må I undgå høfeber og nedgroede negle!

Årsberetningen anno 2021

 Årsberetning anno 2021

Den her årsberetning har virkelig hængt i bremsen. Mest fordi jeg ikke som sådan synes der er sket en skid for mig i 2021, der kan give anledning til noget interessant på skrift.

Gennemgående for år 2021 må imidlertid være, at de ting jeg kaster mig ud i, altid virker som GENIALE let overkommelige projekter på papiret, måske ikke altid har været helt gennemtænkte i virkeligheden, hvilket har medført, at jeg er blevet ret god til at “være i ting med de konsekvenser de måtte medføre”.

Som for eksempel den dag jeg semispontant gjorde min debut som vinterbader sammen med aupairen på Blokhus strand, der i dagens anledning var beklædt med et smukt lag fygesne. 

Idiotisk idé, som virkelig gav anledning til forbedring.

Men fordi han ikke skulle vinde i vinterbadning, så så jeg pludselig mig selv i fuld forspring - eller i hvert fald på vej henover stranden mod havet, iført gummistøvler, håndklæde og t-shirt KUN!

Aupairen tog den barfodet og barrøvet henover stranden flankeret af verdens mindste håndklæde!

Jeg behøver ikke beskrive hvor koldt vandet var, men jeg nævner bare lige, at jeg var sekunder fra at blodet frøs til is i mine årer, og jeg er sikker på, at jeg har fået en lille smule koldbrand i nogle af tæerne (hvis de i det hele taget stadig sidder fast på mine fødder - jeg har endnu ikke turdet at kigge efter)

De efterføgende gange (ja, fordi én gang tilsyneladende ikke var nok), var vi blevet kloge af (dårlig) erfaring.

Bare det at vi parkerede meget tættere på vandet OG havde badekåber med var en seriøs opgradering i forhold til den amatør-debut vi præsterede første gang. Men nogen wellness-oplevelse vil det sgu aldrig manifestere sig som i min hukommelse OVERHOVEDET! Selvom det nu er noget ganske særligt at sidde i bilen bagefter og drikke te iført hættetrøje, uldsokker og bar røv…

Vinterbadning var bare én af mange særlige ting jeg har foretaget mig sammen med aupairen (som egentlig er (var) en kollega). Aupairen fik sin titel, fordi det var ham der lavede alle de ting i køkkenet, som jeg ikke selv har tålmodighed til: skrabe bitte små kartofler, stå i timevis og massere en risotto, pille adskillige kg pistacienødder eller hummerhaler.

Desværre valgte han at forlade sin plads, fordi han hellere ville slå sine folder på Riget, og det har jeg ikke tilgivet ham for endnu - jeg har heller ikke fået bitte små skrabede kartofler siden - så der er faktisk flere ting ved hans afgang, der er ret så forfærdelige!!! Ja og så var han også hyggelig nok at være sammen med. Mest fordi jeg (næsten) altid fik lov til at bestemme hvad vi skulle lave.

For eksempel i sommer, hvor vi (“ulovligt”) betvang os adgang til en forladt forlystelsespark og efterfølgende frekventerede et mærkeligt hippie-samfund, tilsyneladende holdt under skarpt opsyn af en blond Yoko Ono, der var overraskende (irriterende) snakesaglig, taget i betragtning af hvor meget hun angav at HADE, når folk overrendte hendes “hjem”.

Kunst har jo efterhånden fået tiltusket sig en stor plads i mit hjerte, og jeg elsker at besøge museer. Jeg rejser endda gerne udenbys i kunstens navn. Lød det ikke flot?

Jeg har flere gange været på Arken og andre museer og gallerier som ligger langt væk fra mit normale hood, og selvom 2021 ikke har været det store kunst-år for mig, så har jeg alligevel formået at håndplukke to events, som var helt ekstraordinært fede.

Kvium på Otterup geværfabrik, som var en skøn udstilling af 40 værker, ejet af en nordfynsk samler, hvor jeg allerede havde set de fleste før, men der var også værker, der aldrig havde været udstillet før.

Fernisering på Galerie Parnasse med Peter Max-Jakobsen (som har lavet mit træskæreværk) og Lars Calmar.

Der var en fed stemning, og jeg kan godt forstå hvorfor kunstner-miljøet virker dragende på mange mennesker. Det er super spændende mennesker med kant og en sjælden åbenhed overfor andre - noget jeg efterhånden kun oplever når jeg er sammen med mine venner, der bor i Berlin - og sammen med deres venner og ders venners venner. 

Jeg havde min højeste og flotteste ven, Charlotte med, og vores lange korrespondencer om hvor vi skulle spise efter ferniseringen var spildte, fordi vi før vi fik os set om, og sagt 5. glas rosé, så os selv sidde bænket til langbords midt i galleret sammen med kunstnerne, deres venner, deres venners venner, gallerister og en ordentlig røvfuld hummus, oliven, brød, grillede pølser og meget mere alkohol. Havde det ikke været for jeg skulle med toget hjem, så tror jeg godt at det kune have gået hen at blive sent.

Da Charlotte og jeg forlod galleriet, trådte vi direkte ud i Århus Festuge - og så virkede det nu ikke helt så skidt, at jeg skulle med det der tog hjem!

Året 2021 er nok et af de år, hvor jeg har prøvet flest ting, som jeg aldrig har prøvet før, (og her har vi allerede været inde på vinterbadning) -enten fordi jeg ikke anede det eksisterede, som for eksempel Aplaca walk, eller fordi jeg simpelthen i min vildeste fantasi ikke troede det var en ting - og her snakker jeg selvfølgelig broderi.

De to begivenheder har jeg foretaget mig sammen med min aller bedste perifære bekendte, som jeg har kendt i over 13(!) år. 

Vi glemte at holde kobberbryllup, men eftersom hun er legendarisk for at glemme mærkedage - især hendes bryllupsdag(e), så tager jeg det ikke så tungt.

Jeg forstår ikke hvorfor vi bliver ved med at ses, for vi skændes nærmest konstant, når vi er sammen. 

Tror måske det er derfor vi har baseret vores relation på at lave forskellige (mere eller mindre mærkelige) aktiviteter så som rideture, aplaca walks og nu også broderi. 

Det viser sig så imidlertid, at vi sagtens kan skændes alligevel.

Men hun er den eneste jeg kender, der husker dårligere end mig, ikke at det siger en hel masse, men det er sådan nogle små uligheder, der forskyder magtrelationen til min fordel, man skal huske at holde fast i. 

Nårh ja, så har hun en sød hund, der elsker sin onkel Ninja, de sjoveste børn ever, som jeg endda ikke engang synes er nederen og en tålelig ægtefælle, som efterhånden kun hader mig moderat.

Ja, jeg har været til ikke bare én - men fucking TO broderi-workshops!

Første gang, foruden min perifære bekendte, var SatanO også med. Det gentager sig så IKKE igen. Mest fordi hun totalt vandt broderi! (Nå, I var ikke klar over, at det var en konkurrence? Men det var det - eller det blev det, og JEG tabte big time!)

Efter jeg havde fået lavet måske 3-4 korssting, så var hun jo nærmest færdig med sin 20x150 cm minatureversion af Bayeux Tapetet - eller sådan føltes det i hvert fald!

Godt der var bajere i rigelige mængder!

Ja! BAJERE! Den her workshop var nemlig ikke sådan et FOF-aftenskolekursus med broderi i et klasselokale i neonlysets skær, under ledelse af en skindød pensioneret håndarbejdslærer, lunken kaffe i hylende termokander og næsten sprøde småkager fra Karen Volf. 

Vi snakker en workshop i Appetizes lækre mødelokale spækket med dåseøl, flæskesvær og ukvemsord i luften. 

Ved roret har vi Broderist Trine, som er alt andet end en skindød pensioneret håndarbejdslærer.

Mage til pervers og grimt talende midaldrende kvindfolk skal man lede længe efter (eller for mit eget vedkommende skal jeg bare gå ud til spejlet) - og jeg er dælaneme helt tosset med hende broderisten!

Så tosset at jeg meldte mig til endnu en brodri workshop, hvor temaet var jul.

Jeg har haft lidt svært ved at akkumulere en julestemning. Det skyldes formentlig at vi ikke har haft hverken juletræ eller haft pyntet til jul, fordi vores hjem har lignet en kombination af en byggeplads og et dokumentarprogram om skøre hoaders, som lever deres liv i et enkelt rum i lykkelig forening med alt deres skrammel.

Derfor gav jeg julebroderi en chance, og i Appetizes mødelokale var der disket op med æbleskiver med syltetøj og kokain, pebrnødder og bajere!

Agendaen var julebroderier - og for mit vedkommende resulterede det i de mest bedårende (jule)flagermus og et lille (jule)skull. Ikke engang børn i børnehaven har man nogensinde set producere noget så pisse grimt.

Det var ellers ikke fordi vejret ikke gjorde sit for at mane en form for julestemning frem. 

“Man” valgte simpelthen at skyde december igang ved at levere en episk snestorm af en kaliber man kun har set i den fjerneste og barskeste afkrog af Sibirien. 

Heldigvis havde humørbussen fået spritnye vinterdæk på dagen inden, og efter at have gravet den frem fra en grotesk stor snedrive, kæmpede den sig tappert og sikkert frem gennem snedriverne. 

Til gengæld var der stadig nogle (idioter) der stadig havde sommerdæk på deres biler, som optimistisk (den pæne måde at sige “decideret tåbeligt” på) begav sig ud i snedriverne i den naive forventning om, at de nok godt lige kunne snige sig hjem.

Men man skal ikke være atomforsker for at kunne regne ud, at det ville være et håbløst projekt. Faktisk behøver man kun at være semihabil i perleplader for at kunne regne ud, at man for fanden da ikke skal køre rundt i Sibirien på fucking sommerdæk!

Men tak til dem, da det primært var dem der var skyld i, at jeg holdt i kø i over to timer, og på den måde var næsten tre timer om at køre en strækning på 4,5 km. 

Jeg ville have kunnet komme hurtigere hjem på krykker med to brækkede ben.

Mors holdning til vejret var ikke decideret positiv, og jeg er også helt sikker på, at der faldt mest sne foran hendes dør og temperaturen også var et par gradere lavere - mor var i hvert fald overbevist desangående, og hunden ville heller ikke ud eller noget!

I mit liv er der hvert år en rokade i min omgangskreds. Ikke at jeg er typen der sådan bliver uvenner med mine personer, men jeg tror bare at summen af venner er konstant - og i kraft af jeg (trods alt) hele tiden er i én eller anden form for udvikling (til tider afvikling), så tror jeg min omgangskreds ændrer sig alt efter hvor jeg befinder mig i mit liv. 

Jeg har fået genetableret kontakten med min tidligere klassekammerat, som er hjemvendt efter mange år i udlandet - vi gik faktisk også i børnehave sammen.

Vi har haft nogle skønne timer sammen, og selvom vi begge har ændret os betragteligt (alt andet ville også være mærkeligt efter 34-35 år), så var der så meget, der var det samme. 

Det er på én eller anden måde lige så magisk at genfinde hinanden - efter så mange år, som det er at møde én man føler man har kendt hele sit liv, og som er det der venne-match made in Heaven - eller nok rettere Hell for mit vedkommende med de venner jeg har…

Jeg har jo stadig min en hær af “Tordenskjolds soldater” - som HELDIGVIS ikke har været til at slippe af med, og som har været hos mig i mange mange år!

Selvom der kan gå dage, uger og endda måneder imellem vi ses, så er de der, og det er jeg simpelthen så taknemmelig over, og hvor nederen det end er at skrive “I ved hvem I er” - så er det sådan det forholder sig.

Da sommeren så småt begyndte at melde sin ubamhjertige ankomst, og bedst som man befandt sig i sin dejlige lukkede kapsel med krydderier og puslespil - to ting der begge har taget total overhånd i mit liv!!! - besluttede Lev-Mette eller Slette-Mette, om man vil, at slette Corona.

Alle restriktioner blev ophævet og selvom Danmark slog sig lidt i tøjret over det - det skal man jo gøre, fordi man jo ikke bare stiltiende skal finde sig i noget, åndede man samtidigt lettet op.

Helgoland i København var en kogende myretue af halvnøgne svedende mennesker, mens København var dejlig sommerdoven og mennesketom. 

Jeg elsker mine sommerture til København! Tak, Stine - fordi du har fødselsdag i sommerferien. Jeg stopper aldrig med at besøge dig på din fødselsdag!

Berlin var om muligt (og ja, det var faktisk muligt!) endnu varmere! 

FFP2 masken sejlede i sved, og solbrillerne duggede til mens man sad og kæmpede for sin overlevelse i U-bahnen på vej hen til hvad nu vi skulle hen til af mere eller mindre sær(lig)e begivenheder.

Denne sommer i Berlin, lavede vi som altid det, som enhver turist i Berlin (ikke) ville lave. Altså med mindre man vælger at tage til blodigt drag show, eller at få kastet en stor sten i hovedet af en møgunge ved Strandbad Plötzensee. 

Alle bør til gengæld opleve CSD (CSD står for Christopher Street Day - og er Berlins pride). Det var vores anden gang. Første gang var også første gang vi var i Berlin - og alene det at tage til Berlin med to børn på hhv. 10 og 6 år, uden at ane en skid var i sig selv så overvældende og grænseoverskridende, at ingen fandt en gammel mand iført chaps, gasmaske og strømper KUN(!) specielt bemærkelsesværdig. Det eneste der bekymrede pigerne var at han kunne risikere at træde i glasskår…

Denne sommer i Berlin, bød som altid på mere eller mindre spændende kulinarisker oplevelser. Af de mindre spændende kan jeg nævne noget virkelig mærkeligt sushi, som vi fik på et egentlig pænt nok sted - hvis vi lige ser bort fra det faktum at soyaskålen tydeligvis havde været brugt til ketchup tidligere… Til gengæld fik vi noget helt fantastisk koreansk mad - på et sted jeg sikkert aldrig kommer tilbage til, fordi jeg overhovedet ikke kan huske hvor det ligger. 

Berlin var, som København, også noget mennesketomt - taget i betragtning af hvad jeg nogle gange har oplevet. Jeg kan godt lide, når mine byer er tomme.

Efteråret blev skudt igang, og det samme blev renoveringen af mit køkken, badeværelse og min lille gang.

Endnu et lille overskueligt projekt, som ikke burde tage SÅ lang tid igen, fordi jeg hyrer folk til at gøre tingene for mig…

For mig der hader at ændre på ting (skud ud til hvor meget det fyldte i sidste årsberetning, at jeg havde flyttet om på to møbler i stuen), så var det lidt af en omvæltning at få strippet 3 rum (som udgør 2/3 af stueetagen), og leve hele mit liv i stuen i et sandt inferno af køkkensager, jakker, fodtøj og diverse. Faktisk var der utroligt meget diverse…

Starten var flyvende. Nogle af Tordenskjolds soldater troppede op og fik tømt alle rummene i en aller helvedes fart! Og fra at vågne op til et relativt normalt hjem om morgnen - og til at gå i seng i et hjem, der om natten, lignede noget fra Låsby Svendsens wall of fame, var ret sindsoprivende!

Havde jeg på nogen måde haft den fjerneste anelse om hvor frygteligt sådan noget ombygningsværk ville være, så var jeg sgu nok aldrig gået igang med det! 

Men på en måde var det nok også okay at jeg ikke anede en skid. Ellers ville jeg være stavnsbundet til et køkken i kirsebærtræsfiner eller laminat eller hvad det end var for noget afskyeligt lort, mit gamle køkken var lavet af, som seriøst var ved at falde fra hinanden. 

For slet ikke at snakke om badeværelset, der var så tilkalket, at man nærmest skulle tro det var en filial til Tingbæk Kalkminer.

Heldigvis er projektet ved at være tilendebragt, og en normal hverdag kan så småt genfinde sig i Ninjafæstningen - eller så normal som vi i vores lille familie formår at afvikle.

Hvad 2022 bringer, tør jeg slet ikke gisne om. Jeg ved bare, at mine forventninger befinder mig i den lavere ende af skalaen - primært fordi året nærmest blev skudt igang med et traumatiserende medley med Allan Olsen, Poul Krebs og Lars Lilholt (jeg klæder forresten om på arbejdet med sidstnævntes søster, som er ualmindeligt sød, og jeg er nået så vidt, som til at anerkende, at Lars Lilholt sikkert også er vældig sød og rar, selvom man sgu da for fanden MÅ have én eller andet form for brist, når man år efter år skyder den ene afskyelige musiksituation ud efter den anden.)

Udover det dårlige soundtrack, så trumfede jeg ved at have tilkaldevagt, og samtidig skifte telefonabonnement, som ville træde i kraft 1. januar, altså idet vi passerede midnat.

Det vil selvfølgelig sige, at mit gamle simkort ville ophøre med at virke, og mit nye simkort skulle implementeres i Doro-iPhonen. Mit nye simkort… mit nye simkort, som lå i kurverten i skuffen HJEMME!!!

Nå, men en tilkaldevagt er ualmindeligt stille, når man ikke kan ringes til - lifehack!

Så som man næsten kan regne ud, hvadenten man er atomfysiker eller semihabil i perleplader, så har 2021 været et år, der har været pænt udtamponeret af udfordringer.

Heldigvis har de mange udfordringer været krydret med rigtig mange skønne oplevelser og øjeblikke.

Udfordringer? Hvad fanden er det også for et fesent begreb at bruge om et år, der på mange måder har været et lorteår, men et lorteår jeg dog selv har lagt i kakkelovnen til.

Kakkelovn… hmmm måske det skulle være et 2022-projekt?