Hverdags-ferie-glimt og dybe tanker om helbred...

Det har faktisk ingen betydning hvorfor og hvornår vi skal ud af døren - det er ALTID kaotisk!

Sådan var det også i går, da vi skulle på familie-turné nordenfjords.

Vi skulle ikke engang tidligt afsted, men alligevel formåede jeg at forlade hjemmet iført støvler, bluse, jakke og strømpebukser - KUN! Men det har jo aldrig været en skam at forlade sit hjem uden nederdel, bare man opdager det INDEN man når hen til bilen!
Jojo nederdelen blev monteret. Endda uden at jeg skulle tage hverken jakke eller støvler af!
Tilbage til bilen! - og selvom vi ikke skulle tidligt afsted, så var vi selvfølgelig allerede sent på den!

I bilen er to børn og to hunde. Tjek! -TO hunde?!?! Men vi har jo pt. TRE hunde!!!
Hvor fanden er Pixie?!?!
Børnene løber rundt og leder efter Pixie, der godt KAN have en tendens til at blive væk.
Men hun var ikke at finde... Indtil det slog mig, at hun muligvis havde lidt samme skæbne som nederdelen, altså være blevet glemt!!!
Tilbage til huset, låse op og hej Pixie! Pixie kom glad løbende hen over gulvet som i: hej er I hjemme nu? Og ikke som i: I glemte mig!!!
Jeg tror ikke helt hun havde opdaget, at hun var blevet glemt, så det er ikke noget vi taler om - mens hun hører det!

NU afsted! Alle børn, hunde og beklædningsgenstande er hvor de skal være!

Første stop Helvedes Forgård aka Aalborg Storcenter! - der var overordentligt velbesøgt, taget i betragtning af at det var sidst på måneden.
Det viser sig så, at det rent faktisk allerede var blevet en slags FØRST på måneden, eller lønmæssigt i hvertfald. Den havde jeg, til ingens overraskelse, ikke lige fanget, men min netbank bekræftede, at det nu er først på måneden - selvom kalenderen stadig siger sidst på måneden, så man KAN med lidt god vilje godt nå at blive broke, allerede inden måneden når at blive først på den...
Emmas briller skulle fikses, da "nogen" havde bøjet stellet... Hurra for stelgaranti!

Familie turnéen forløb problemfrit og helt uden det store drama, bortset fra at jeg glemte at give mor den fine buket tulipaner, jeg havde købt i Billeren, men i sådan en situation skal man ikke være for fin til at vende bilen - heller ikke selvom man næsten er nået til Vadum, og mor var gået i seng!

Lidt senere hjemme - end planlagt...var noget af det sidste jeg sagde til børnene: "man smider altså emballagen væk, når man har taget den sidste brækpose!"
Emma har hostet en del på det sidste, og som tidligere blogindlæg beskriver, så kan voldsom hoste medføre (ufrivillige) opkast - ikke at opkast nogensinde er frivillige, med mindre man virkelig er fuld!
Qua Emmas lange periode med hoste og almen dårligdom, funderede jeg over om hun overhovedet har  et decideret immunFORSVAR, eller om hun måske i stedet er blevet udstyret med et immunCIVILFORSVAR eller måske endda et immunHJEMMEVÆRN? Hvilket ikke ville falde i god jord hos hendes fædrende ophav, dersom han jo selv har været en stolt soldat - eller han har gået til soldat i de unge dage...
Forestiller mig hvordan immunhjemmeværnet dirigerer bakterierne til deres retsmæssige placeringer:
Streptokokker! I skal parkere i halsregionen!
Mycoplasma pneumoniea parkerer i lungerne!
OOOG
Feber og almen utilpashed skal parkere hvor der er ellers er plads!
Ro på ro på dér!

Knæk og bræk - ud over det hele

Der tikker en sms ind:
-mor, jeg har ondt i maven og jeg fryser

Jeg ringer til min ældste datter, der er rettighedshaver af smsen.
Spørger om hun kan tage i skole, og kommer med mor-agtige formaningner om, at det kan være hun klarer lidt op, hvis hun fik lidt luft, og at nogle gange hjælper det at komme afsted, men hun skal blive hjemme, hvis hun virkelig er syg, MEN så er der ikke noget der hedder spring i efhermiddag på bedste mor-agtige måde





Alt imens jeg kan høre hvordan kaskader af opkast kommer ud af min datter. Med bange anelser spørger jeg HVOR hun kaster op, og svaret jeg så nødigt ville høre, fyldte mit øre.
Men hun skulle nok selv tørre det op - sagde hun...
Selvfølgelig skulle hun ikke være skidt-mas og selv tørre op -  det er den slags vi gemmer til hendes første erfaring med tømmermænd!
"Bare sørg for hundene ikke æder det - så kommer jeg hjem med det samme" sagde jeg lettere panisk. Håbede på en måde lidt, at hundene havde ædt det når jeg kom hjem, så jeg slap for at tørre så meget op, men den slags slette tanker er ikke socialt acceptable! Primært fordi det er virkelige klamme tanker!
Jeg var jo mødt ind på arbejdet, og tanken om jeg nu at skulle hjem og tørre bræk op, fik den ellers så smukke solskins-mandag til at virke ægte mandags-agtig!
Altså som sådan en mandag, hvor man bliver ringet hjem fra job, fordi ens datter havde brækket sig ud over hele køkkengulvet! Håbede i mit stille sind stadig at hundene havde taget affære...

Synes, nu køkkengulvet er blevet befriet for opkast (uden hjælp fra hundene), og jeg har fået tid til at reflektere over sagerne, at det er ret imponerende at hun overhovedet KAN slippe afsted med at kaste op og undgå en brækpose, taget i betragtning at hvert hulrum og hver sprække i vores hus er udtamponeret med brækposer - just in case...

Nej! Livet som enlig mor er ikke så glamourøst, som mange tror!

Smag på livet - eller osten

i fredags var jeg i Billeren, for at proviantere til weekenden!
Nede i departementet for ting der oprindeligt er kommet ud af en kos patter, og lavet om til alverdens ting af varierende konsistens og smag - også kaldet ost, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til en helt særlig smøreost fra Pikant, som påstod at smage af TAPAS!
100000 kr spørgsmålet er så (selvfølgelig) hvordan fanden smager tapas? Og sidegevinst-spørgsmålet: hvordan fanden får man smagen af tapas komprimeret ned til at kunne tilkendegive sig i en smøreost???
Har man voldtaget en tapastestaurant for én af hver på kortet - og vi snakker alt fra gambas med hvidløg til kødboller i stærk tomatsovs, som sikkert hedder noget vildt fancy - på spansk! Lidt oliven, aioli og så garneret med lidt assorteret lufttørret gris. Blendet, smagt og rørt op med en pakke friskost?
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det smager. Jeg har faktisk ikke den mindste lyst til hverken at smage det - eller forestille mig hvordan det smager for den sags skyld!

Nu har jeg så, på det allestedsnærværende (er det virkelig ét ord?) sociale medie, Facebook, erfaret at Arla lancerer ikke én ny smøreost, men hele TO nye smøreoste! Man skulle så gætte hvilke slags det var, og spørger man mig, så vil jeg til enhver tid påstå, at Arla slet slet ikke har to nye oste i støbeskeen, men de VIL gerne lancere to nye oste, og derfor bruger de den naive intetanende forbruger som tænketank. De to smagsvarianter der bliver nævnt mest, er de smagsvarianter deres små kemikere så skal forsøge at rekonstruere.
Jeg foreslog - i tråd med tapas-smagen, at man kreerede en ost, der skulle smage af brunch! En ost, hvor man simpelthen har formået at fusionere smagen af sctamble-eggs, bacon, pølser, appelsinjuice, græsk youghurt og granola! Jeg har store forventninger til den ost!
Mit andet forslag var simpelthen ren og skær buffet! Buffet-smagen er tapas-smagens freestylede ven.
Buffet-smagen kunne for eksempel være en smuk forening af alle klassikerne: marinerede sild med karrysalat, fiskefilet med remoulade, røget laks med æggestand, tarteletter, ribbenssteg med rødkål og øl og snaps komprimeret til en smøreost! Til jul forventer jeg naturligvis en jule-edition smøreost med smagen af julefrokost: igen sild og karrysalat og alle de andre klassikere, MEN med en variation af grønlangkål, brunede kartofler og ris a la mande med kirsebærsovs!
Ja selv tak! Arla...

Copenhagen dream box

Når man, som jeg, er typen der godt kan lide at have styr på tingene, så må man være i god tid!
Det var jeg også med de flybilletter, jeg bookede en aften for nogle uger siden.
Jeg skulle flyve til København fredag aftenog hjem igen søndag aften på de billige afgange. Ja!
Booker, betaler og bekræftelsen siger: afgang AAL fredag 5. feb kl 6:20 ankomst CPH fredag 5. feb kl 7:05.
AFGANG KLOKKEN SEKS-TYVE?!?! Hvordan fanden det kunne ske jeg havde fumlet SÅ meget i min booking, det ved jeg ikke! Men jeg ved at jeg fik panik-trykket på en masse, og tilsyneladende også noget annuller booking og sikkert også en masse andet.
Men da jeg så kontrollerer netbanken, så kan jeg se der stadig er reserveret penge til Norwegian. Derfor ringer jeg selvfølgelig til Norwegian, og med skinger panisk stemme får jeg den norsk/svenske/finske servicemedarbejder spurgt om jeg har annulleret min booking, og om man kan det, og om hun kan hjælpe mig med at få flyttet min booking til den anden afgang, og om hun ved hvorfor det skete, og om hun ikke synes det var mærkeligt, og om hun i det hele taget forstår hvad jeg siger... Hun svarer på skingert norsk/svensk/dansk-isch, at jeg ingen bookinger har hos Norwegian. Jeg tror hun havde en skinger stemme habituelt, da hun ikke virkede det mindste panisk.
Jeg fortsatte, med panisk skinger stemme, med at udspøre hende omkring pengene, der var reserveret?!?! Hun svarede, tålmodigt skingert, at de ville blive frigivet til min konto igen om 3-4 måneder... Og således fik jeg en (ufrivillig) opsparing hos Norwegian...
Pengene er så blevet frigivet igen, så servicemedarbejderen har tydeligvis ikke haft styr på formalia, da det umuligt kan være mig, der har misforstået noget!

Dagen oprandt hvor jeg skulle afsted, og med logistik og koordinering af aflevering af hunde, tid til en eventuel punktering på vejen og kalkulering med risikoen for en dårlig parkeringsplads i lufthavnen, viste det sig, at jeg selvfølgelig var i vildt god tid!
Prøvede endda at trække tiden ud i security, ved at få dimsen til at bippe, for at se om jeg kunne tiltuske mig en (grundig) kropsvisitering, men selvom jeg stod og gjorde mig til, så blev jeg henvist til en form for scanner, så "man" slet ikke skulle foretage sig noget som helst! HVOR SKUFFENDE!
Sidder og venter og venter (u)tålmodigt, og irriteres over en højttalende i sit headset til mobilen småkvabset lyshåret mand, som formåede både at have halvlangt hår OG være halvakaldet.
Er ved at dø af kedsomhed, og da der er 30 sekunder til gaten åbner, så VIL min krop på toilettet! Efter at have siddet og ventet i noget der føles som 15 timer, hvor der har været rigelig tid til adskillige toiletbesøg, beslutter min krop at det skal være NU - 30 sekunder før boarding...
Og den giver sig god tid! Det gør den! Den var helt uvidende om at vi havde travlt, men det gik op for den, da vi nærmede os gaten, og så alle var på vej ud mod flyveren!
Har altid undret mig over hvorfor man informerer passagererne om redningsvestene, når det er vinter.
Hvem fanden kan - eller rettere VIL overleve mødet med vand der er så koldt, at det mest af alt minder om en frozen magarita?
Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at prøve at rutche ned af den der oppustelige escape-rampe - rejser aldrig i stiletter af samme årsag.

Vel ankommet i lufthavnen "på den anden side" bliver jeg modtaget uden hverken flag eller skilt...
Skal lige hælde nogle zoner på mit rejsekort, og beder velkomstkomitéen om at holde min dametaske, mens jeg fodrer rejsekortet.
Tjekker ind, sætter mig i metroen og går fuldstændig i panik, fordi jeg (ikke) havde glemt dametasken - som velkomstkomitéen stadig holder, hvilket jeg selvfølgelig havde glemt ALT om. Kan ikke engang huske, at jeg gav tasken til velkomstkomitéen!
Nu alt er i skønneste orden, kan jeg koncentrere mig om ham den småkvabsede halvskallede med halvtlabgt fedtet hår. Jeg synes nemlig jeg kender ham eller kender én der ligner ham eller burde kende ham eller i hvertfald har set han før. Det var Rune Klan... som så var den eneste næsten-kendis jeg så i denne omgang, så på det område var standarden umådelig lav!

Til gengæld var standarden på resten af turen pænt høj, og det kan faktisk godt lade sig gøre at overleve en weekend i København uden Master card... - og så snakker vi ikke mere om dét!

Fart over feltet fredag

Nogle dage er bare mere travle end andre, og så er der de dage, hvor man har fået hjernen marineret i stress (kun den kortvarige - men alligevel)

Det er også ved at være lang tid siden der har været et indlæg, hvor jeg udleverer mig selv. Ikke at jeg er stoppet med at være kikset, slet slet ikke, men vi snakker spektakulær kiksethed (og det blev et ord nu)

I fredags skulle den yngste overnatte i dussen. Man skulle være der kl 17:30
Emma og jeg skulle efterfølgende til internationalt gym-show i Gigantium, hvor dørerne åbnede kl 18:30 og selve showet startede kl 19:30
Godt! Så kom de praktiske oplysninger, som får betydning for hele beretningen, på plads.

Jeg havde fri kl 15, og havde fået lovet mig væk til en reception hos en kollega og dennes kone i konens tandlægepraksis, hvor min kollega havde fået et bette lokale til hobby-operationer.
I den store beslutningsprocess om hvorvidt jeg skulle tage til receptionen først og hente børnene siden, eller om jeg skulle hente børnene og medbringe dem til receptionen, faldt valget på at tage børnene med.
Alle der bare kender en lille smule til min yngste datter, vil på ingen måde finde det mærkeligt, at hun kom sejlende ind til receptionen med multifarvede briller lavet af piberensere siddende i panden...
Alle andre - inkl. samtlige receptionsgæster fandt det en lille smule ejendommeligt.
Men god opførsel trumfede piberenser-briller, og efter en ekspress-reception, måtte vi haste videre i vores stramme program.

Næste stop var Sushi Mania. Emma og jeg skulle have sushi til aften - en spise piberenser-brillen (heldigvis) stadig synes smager "af helvede til" - som hun selv siger. Jeg ser til min store begejstring, at man kan få tempura-ting nu, og lader mig nok gribe af stemningen.
40 stykker senere... Vi var ikke de eneste, der ville have sushi til aften, og jeg havde ikke ligefrem kalkuleret med en ret lang kø i sushi-kiosken.

Inden vi kan hente ting til dus-overnatning, skal vi nå sidste stop i bland selv slik-departementet i Meny.
Vi rammer dussen kl 17:30 på slaget! Og moren ånder lettet op. Har lidt optur, over alt det vi (trods alt) nåede på så kort tid.

Hjemme igen vil Emma og jeg have lidt (meget) sushi. Jeg havde planlagt at køre mod Gigantium sådan ved 19-tiden, da der var nummerede sæder og derfor ingen grund til at komme anstigende alt for tidligt.

Det er så her kortslutningen i hjernen sker!
Vi sidder og spiser sushi (vi er enige om at klokken max kan være lidt i 18, eftersom piberenser-brillen lige var blevet afleveret, ja?), men det der med st glemme tid og sted, eller i hvertfald tid, kan sagtens ske på en helt (næsten) almindelig fredag, og da jeg kigger på klokken på det fine guldur jeg har arvet efter min far, ser jeg den ALLEREDE er lidt i 19!!!
Jeg skynder på Emma, halser selv et par stykker sushi mere i mig, mens jeg står i køkkenet og tager jakken på.
Vi iler mod bilen med tang og soyasovs i mindvigen, og ser, da bilen startes, at klokken kun lige er 18!!!
Jeg VED sgu da godt, at jeg aldrig nåede at få stillet gulduret den time tilbage, dengang man skulle det, men det glemmer jeg tilsyneladende, når jeg er lidt stresset...
Nå, men vi var ikke ved at dø af sult, så vi begiver os mod Gigantium i GOD TID!!!

Vi fik næsten resten af sushien til natmad da vi kom hjem...

Young at heart, mind, soul and hair

Jeg er ikke ret gammel. Altså inde i mit hoved...
Da mine forældre havde den alder jeg har nu, da var de gamle! Min far har jeg kun oplevet som gammel, og det kan jeg med sikkerhed sige, da de eneste beklædningsgenstande jeg nogensinde har set ham i, var 1) netundertrøje og ditto underpermisioner. Ja! Man kunne godt få netunderbukser dengang! Jeg forestiller mig et lidet flatterende kvadratisk mønster på begge balder, når man har siddet ned. Et syn jeg gudsketakoglov blev forskånet for!
2) grå garbadinebukser, skjorte, seler og sådan en strikket vest til at tage over hovedet i kabelstrik. Sikkert pænt hipster i dag, men ikke dengang sidst i 70'erne først i 80'erne og endda også først til midt i 90'erne. 3) kedeldragt og sorte træsko med hælkappe og stålbeslag på snuden. Kedeldragten var altid fra Kansas! 4) gangster-suit. Eller i daglig tale jakkesæt, selvom jakkesæt ikke var en daglig ting, så derfor gangster-suit. Især fordi min far med sit kulsorte brylcreme-glinsende altid stramt tilbagefriserede hår til forveksling lignede en gangsterboss direkte importeret fra Sicilien. Eller en jødisk bankdirektør på en dårlig dag - mest da han begyndte at blive grå i tindingerne...
Ikke just et set up eller en casting man ville forbinde med en mand på 41 i dag.
Min mor lignede en hvilken som helst husmoder fra 70'ernes Familie Journal. Sirligt puffet krøllet kastanjebrunt hår (det har hun stadig, men nu er hun 82 år - og allerede nu kan jeg afsløre, at jeg har brugt langt flere penge på hårfarve, end hun har)
Plisseret nederdel af et særdeles brandfarligt materiale, eller en Brandtex buks i en blå nuance. Dertil en bluse - også i en meget brandfarlig kvalitet, og en perlekrans i matchende farver. Brillen var tung og bifokal...

Jeg ved ikke med min far - om han muligvis kunne have ændret sin tøjstil - eller mangel på samme? Nej sgu! Der var stil over det - på en måde! Han døde i '94, så det må stå hen i det uvisse, om han den dag i dag ville rende rundt i cowboybukser, hættetrøje og Converse - men noget siger mig, at han nok ville være rimeligt trofast overfor garbadinebukserne, suitet og kedeldragten.
Min mor skiftede de brandfarlige materialer ud med jeans for flere år siden, og er blevet til en rigtig buksepige - som man siger...

Det er sjovt at tænke på, at min mor klæder sig mere "smart" som 82 årig, end hun gjorde som 41 årig. Men måske er det et udtryk for at hun har fulgt med tiden? Eller også er det for at understøtte, at hun altså stadig har kastanjebrunt hår SELV!

Skulle jeg klæde mig efter min hårfarve, så kunne jeg godt fise ud og rekvirere et godt gedignt stash af assorterede beklædningsgenstande i spinlon!
Hvis jeg ikke selv tilførte mit hår et diskret touch af kastanjebrunt, så ligner jeg en blanding af følgende dyr: zebra, stinkdyr og grævling!
Mit hår er ikke blot ved at få en overhængende dominans grå, men HVIDE hår! Hvide stive hår, som burde sidde på en mellemhård Tandex 44.

Jeg synes ikke jeg er gammel. I hvertfald ikke så gammel, som jeg syntes mine forældre var, da de havde min alder, og som de selv syntes de var, da de havde min alder.
De drak aftenkaffe for fanden!!! Af kopper med matchende underkopper!!! Jeg mener, UNDERKOPPER!!!

Mine forældre har altid haft samme frisure. Min far havde faktisk halvlangt hår, så det kunne friseres stramt tilbage. Faktisk tror jeg aldrig nogensinde han har haft andre frisurer. Jeg er næsten overbevist om at hans hår sad sådan, da han blev født. Enkelte gange har der været turbulens i frisuren. Det var når han blev ægte gal. Så var der sådan en tot, der hang ned foran ansigtet. Når totten hang, SÅ var fanden saftsuseme løs i Laksegade!
Min mors hår har også altid båret samme frisure, måske med enkelte variationer på længden og nogle gange var klipningen heller ikke helt i skabet. Slet ikke efter salon Merrild lukkede! Hvilket nok er omkring 30 år siden, og min mor har aldrig efterfølgende fundet en frisør der helt kunne gøre kunsten efter!

Jeg har i det store hele også altid haft samme frisure. Langt glat hår til lænden, men enkelte diskrete forsigtige variationer så som en helt blæst permanent, som aldrig skulle have set dagens lys, knælange kulørte fletninger, undercut og hanekam, hvis vinden var rigtig, for så at lægge mig fast på konceptet at stoppe med at blive klippet.
Det har resulteret i, at mit hår er det længeste det har været i mit ægte voksne liv (og her skelner vi mellem tiden FØR og EFTER selvangivelsen læs. tidligere blogindlæg desangående)
Måske er det en endelig reaktion på alt det der voksen-noget, at jeg nu ser to ualmindeligt lange fletninger (én på hver side af hovedet) når jeg kigger mig i spejlet. Er gået tilbage til knælange fletninger, eller corn rows, som det hedder, hvis man bare er lidt nede med frisurer af anden ætnisk herkomst, men fordi jeg trods alt er en slags voksen, så har jeg begrænset mig til to fletninger, og tilmed i afdæmpede nuancer af brun. Bare kald mig Asian-African Elsa! Er sikker på "Let It go" også lyder meget bedre the reggae way, mens man spiser sushi til...

Jeg var ikke klar over at den frisure, jeg har fået foranstaltet (Trine, det er første gang jeg bruger f-ordet i år) havde en form for aldersklausul. Men ikke desto mindre, så fik jeg i dag at vide, at jeg var for gammel til en sådan frisure... Hvordan kan man overhovedet være for gammel til Asian-African Elsa?!?! Ja, jeg spørger bare!!!
Hvis man ser på mig, så ser jeg ikke decideret gammel ud. Jeg har ingen rynker, men til gengæld har jeg utroligt mange bumser, store forkølelsessår og en T-zone der ville kunne give selv Ole Henriksen en mindre depression - og det endda på trods af, at jeg bruger de korrekte produkter.
Måske skulle jeg konvertere til Clerasil, så mit hår ikke føler sig helt fejlcastet og alene hos sådan en gammel krampe som mig?
Tror nu alligevel heller ikke der ville være aldersmæssig konsensus på håret, hvis jeg kom anstigende med en kastanjebrun vandonduleret candyfloss, som min mors, da hun havde min alder.

Min målestok mellem swag-ninjamom og pinlig-mor kommer tydeligt til udtryk hos mine smukke døtre. Så længe de vil følges med mig på offentlige steder, og det vil de gerne! (Især hvis jeg har penge med) - så er det nok ikke helt skudt ved siden af - det hår der...

Kaffe, kunst og kærlighed...

I lørdags var jeg tidligt oppe - taget i betragtning det var lørdag, og at jeg havde (børne)fri.
Men det var ikke fordi jeg havde tisset i sengen, eller det havde jeg muligvis - det ved man aldrig... Det er sjældent noget jeg som sådan bemærker, da alt det fleece jeg sover i absorberer al eventuel lækage. Nej, jeg er heldigvis stadig mellem de to stadier i livet hvor man er i fare for at tisse i sengen.

Jeg var tidligt oppe fordi jeg skulle noget jeg havde glædet mig helt vildt til i flere dage! Faktisk i flere måneder.

Det var nemlig i lørdags at Kunsten (gen)åbnede efter en omfattende renovering. Og det var selvfølgelig netop som jeg langt om længe havde anerkendt, at jeg havde en svaghed for museer, at Kunsten valgte at lukke ned i omkring halvandet år, for at forny sig og genopstå som en moderne og helt fantastisk institution i Ålleren! Måske for at teste hvor dedikeret jeg reelt var i forhold til den store arkitektonisk korrekte marmorbastion forfattet i sin tid af selveste Alvar Aalto!

Vi ved jo godt, hvilket segment en sådan begivenhed tiltrækker... og sjældent har jeg set så mange minkpelse og Burberry halstørklæder i assorterede materialer være samlet på ét sted!
Men det er vel også kun det bedre borgerskab der rent faktisk kan håndtere - med en smule værdighed i behold, at drikke cava kl. 9 en lørdag morgen?
Det jeg elsker ved det bedre borgerskab i Ålleren, er at de formår at være prætentiøse og alligevel bevare den bonderøvsmentalitet der er så dybt og fast forankret i os der er opvokset på de her breddegrader.
Det tangerer jo til decideret naivt charmerende, når ham den midaldrende mand fra udkants Hasseris står der iført sine Loyd sko, Gant lærredsbukser, Henri Lloyd uldjakke og semirunde briller og udtaler sig højlydt om et kunstværk, mens lillemor står med plirrende øjne (muligvis fordi hun trods alt gik lidt for hårdt til cavaen ved ankomsten) i sine semihøje Bilibi støvler med ekstra skaftvidde, Wolford strømpebukser, minkpels og Adax håndtaske og kigger på Henri Lloyd med imponade i de cavaskudte øjne.
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at han ikke aner en skid om hvad han snakker om? Ikke at jeg er den store kunstguru, men har trods alt gjort mig den ulejlighed (netop fordi jeg er totalt uvidende desangående kunst) at læse hvad der er at læse om pågældende værk indenfor en rimelig radius af pågældende værk. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg nu og da muligvis har læst en beskrivelse, der tilhørte et helt andet værk, men det gør bare oplevelsen det mere spændende - og overraskende...

Jeg havde aftalt med to kollegaer, at vi tre skulle være med til den store genopstandelse.
Det er ikke nogen hemmelighed at begge er væsentlig ældre end jeg er. Men alder har ingen betydning, når det drejer sig om kunst. Faktisk er det godt for mig, at omgive mig med mennesker der er ældre end jeg er, især fordi min omgangskreds faktisk er lidt til noget yngre end jeg er. Ikke at alder sætter en standard for noget som helst.

Jeg lærer en masse, når jeg er sammen med nogen jeg ikke normalt er sammen med. Ikke at mine venner ikke på heldige dage kan lære mig ét og andet en sjælden gang, men hele processen i at være sammen med nogen som jeg prinært har en arbejdsmæssig relation til, er en god måde at udvikle de sociale kompetencer, og jeg vil mene vi peaker på lige netop det sociale barometer i det øjeblik samtalen falder på noget andet end arbejde.
I lørdags var i hvertfald fire ud af de fire OG en HALV times samvær et decideret peak - en social orgasme? Jeg har i hvertfald sjældent spist brunch i to timer - med mindre vi snakker buffet. Men maden, som i øvrigt var fremragende, var sekundær. Kaffen, der var af libitum, havde en mere central rolle, og vi ved jo alle, at kaffe og god samtale hører sammen som Jomfru ane gade og lidt for lidt men til gengæld alt for billigt tøj.

Og det var kloge damer jeg havde mænget mig med den lørdag. Både intellektuelt kloge og livskloge. En sjælden med ret dejlig combo. Alligevel følte jeg mig ikke komplet fejlcastet i det crew. Men det er sgu nok, når alt kommer til alt, fordi jeg selv er ved at nå et level i livet, hvor jeg er ok intellektuelt funderet og heller ikke helt rookie over i livserfarings-departementet.

Når tre damer i hver deres bedste alder er sammen, så kan det ikke undgåes, at samtalen ledes hen på KÆRLIGHED!
Her kom vores alders-differencs mest signifikant til udtryk.
Jeg himlede op over hvordan jeg nogle gange godt kunne gå helt i panik over at jeg muligvis aldrig ville blive forelsket igen. Ikke så meget fordi jeg er panisk over ikke at have en kæreste, men mere panikken over muligvis ALDRIG at skulle opleve den berusende følelse af euforisk forelskelse!
Til det blev der tørt, men kærligt responderet: "sådan havde jeg det også, da jeg var på din alder, men det gik over, og jeg synes ikke jeg sådan savner det"
Hvis jeg ikke havde vær panisk, så kan jeg godt meddele, at jeg blev panisk!
Tænk hvis jeg mister lysten til at blive forelsket?!?! Tænk hvis jeg mister lysten til kærligheden?!?!
Hvad er der så tilbage?!?! - casual sex uden følelser med tilfældige partnere?!?! Well okay så!
Den anden svarede lidt mere opmuntrende - godtnok i kølvandet på at hun lige havde brokket sig over hvor lidt attraktive mænd blev, når de kom bare lidt op i alderen...

Så dér mellem kunst for milioner, frokostjazz og byens bedre - nu lidt mere end overrislede, bedre borgerskab, sad jeg med min brunch og funderede over om vi overhovedet behøver kærlighed, hvis der bare er kaffe, cava, kunst og gode samtaler med dejlige damer..