Nogle dage er bare mere travle end andre, og så er der de dage, hvor man har fået hjernen marineret i stress (kun den kortvarige - men alligevel)
Det er også ved at være lang tid siden der har været et indlæg, hvor jeg udleverer mig selv. Ikke at jeg er stoppet med at være kikset, slet slet ikke, men vi snakker spektakulær kiksethed (og det blev et ord nu)
I fredags skulle den yngste overnatte i dussen. Man skulle være der kl 17:30
Emma og jeg skulle efterfølgende til internationalt gym-show i Gigantium, hvor dørerne åbnede kl 18:30 og selve showet startede kl 19:30
Godt! Så kom de praktiske oplysninger, som får betydning for hele beretningen, på plads.
Jeg havde fri kl 15, og havde fået lovet mig væk til en reception hos en kollega og dennes kone i konens tandlægepraksis, hvor min kollega havde fået et bette lokale til hobby-operationer.
I den store beslutningsprocess om hvorvidt jeg skulle tage til receptionen først og hente børnene siden, eller om jeg skulle hente børnene og medbringe dem til receptionen, faldt valget på at tage børnene med.
Alle der bare kender en lille smule til min yngste datter, vil på ingen måde finde det mærkeligt, at hun kom sejlende ind til receptionen med multifarvede briller lavet af piberensere siddende i panden...
Alle andre - inkl. samtlige receptionsgæster fandt det en lille smule ejendommeligt.
Men god opførsel trumfede piberenser-briller, og efter en ekspress-reception, måtte vi haste videre i vores stramme program.
Næste stop var Sushi Mania. Emma og jeg skulle have sushi til aften - en spise piberenser-brillen (heldigvis) stadig synes smager "af helvede til" - som hun selv siger. Jeg ser til min store begejstring, at man kan få tempura-ting nu, og lader mig nok gribe af stemningen.
40 stykker senere... Vi var ikke de eneste, der ville have sushi til aften, og jeg havde ikke ligefrem kalkuleret med en ret lang kø i sushi-kiosken.
Inden vi kan hente ting til dus-overnatning, skal vi nå sidste stop i bland selv slik-departementet i Meny.
Vi rammer dussen kl 17:30 på slaget! Og moren ånder lettet op. Har lidt optur, over alt det vi (trods alt) nåede på så kort tid.
Hjemme igen vil Emma og jeg have lidt (meget) sushi. Jeg havde planlagt at køre mod Gigantium sådan ved 19-tiden, da der var nummerede sæder og derfor ingen grund til at komme anstigende alt for tidligt.
Det er så her kortslutningen i hjernen sker!
Vi sidder og spiser sushi (vi er enige om at klokken max kan være lidt i 18, eftersom piberenser-brillen lige var blevet afleveret, ja?), men det der med st glemme tid og sted, eller i hvertfald tid, kan sagtens ske på en helt (næsten) almindelig fredag, og da jeg kigger på klokken på det fine guldur jeg har arvet efter min far, ser jeg den ALLEREDE er lidt i 19!!!
Jeg skynder på Emma, halser selv et par stykker sushi mere i mig, mens jeg står i køkkenet og tager jakken på.
Vi iler mod bilen med tang og soyasovs i mindvigen, og ser, da bilen startes, at klokken kun lige er 18!!!
Jeg VED sgu da godt, at jeg aldrig nåede at få stillet gulduret den time tilbage, dengang man skulle det, men det glemmer jeg tilsyneladende, når jeg er lidt stresset...
Nå, men vi var ikke ved at dø af sult, så vi begiver os mod Gigantium i GOD TID!!!
Vi fik næsten resten af sushien til natmad da vi kom hjem...
Det er også ved at være lang tid siden der har været et indlæg, hvor jeg udleverer mig selv. Ikke at jeg er stoppet med at være kikset, slet slet ikke, men vi snakker spektakulær kiksethed (og det blev et ord nu)
I fredags skulle den yngste overnatte i dussen. Man skulle være der kl 17:30
Emma og jeg skulle efterfølgende til internationalt gym-show i Gigantium, hvor dørerne åbnede kl 18:30 og selve showet startede kl 19:30
Godt! Så kom de praktiske oplysninger, som får betydning for hele beretningen, på plads.
Jeg havde fri kl 15, og havde fået lovet mig væk til en reception hos en kollega og dennes kone i konens tandlægepraksis, hvor min kollega havde fået et bette lokale til hobby-operationer.
I den store beslutningsprocess om hvorvidt jeg skulle tage til receptionen først og hente børnene siden, eller om jeg skulle hente børnene og medbringe dem til receptionen, faldt valget på at tage børnene med.
Alle der bare kender en lille smule til min yngste datter, vil på ingen måde finde det mærkeligt, at hun kom sejlende ind til receptionen med multifarvede briller lavet af piberensere siddende i panden...
Alle andre - inkl. samtlige receptionsgæster fandt det en lille smule ejendommeligt.
Men god opførsel trumfede piberenser-briller, og efter en ekspress-reception, måtte vi haste videre i vores stramme program.
Næste stop var Sushi Mania. Emma og jeg skulle have sushi til aften - en spise piberenser-brillen (heldigvis) stadig synes smager "af helvede til" - som hun selv siger. Jeg ser til min store begejstring, at man kan få tempura-ting nu, og lader mig nok gribe af stemningen.
40 stykker senere... Vi var ikke de eneste, der ville have sushi til aften, og jeg havde ikke ligefrem kalkuleret med en ret lang kø i sushi-kiosken.
Inden vi kan hente ting til dus-overnatning, skal vi nå sidste stop i bland selv slik-departementet i Meny.
Vi rammer dussen kl 17:30 på slaget! Og moren ånder lettet op. Har lidt optur, over alt det vi (trods alt) nåede på så kort tid.
Hjemme igen vil Emma og jeg have lidt (meget) sushi. Jeg havde planlagt at køre mod Gigantium sådan ved 19-tiden, da der var nummerede sæder og derfor ingen grund til at komme anstigende alt for tidligt.
Det er så her kortslutningen i hjernen sker!
Vi sidder og spiser sushi (vi er enige om at klokken max kan være lidt i 18, eftersom piberenser-brillen lige var blevet afleveret, ja?), men det der med st glemme tid og sted, eller i hvertfald tid, kan sagtens ske på en helt (næsten) almindelig fredag, og da jeg kigger på klokken på det fine guldur jeg har arvet efter min far, ser jeg den ALLEREDE er lidt i 19!!!
Jeg skynder på Emma, halser selv et par stykker sushi mere i mig, mens jeg står i køkkenet og tager jakken på.
Vi iler mod bilen med tang og soyasovs i mindvigen, og ser, da bilen startes, at klokken kun lige er 18!!!
Jeg VED sgu da godt, at jeg aldrig nåede at få stillet gulduret den time tilbage, dengang man skulle det, men det glemmer jeg tilsyneladende, når jeg er lidt stresset...
Nå, men vi var ikke ved at dø af sult, så vi begiver os mod Gigantium i GOD TID!!!
Vi fik næsten resten af sushien til natmad da vi kom hjem...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar