Migrænens eufori

Den følelse af lettethed og og eufori, når migrænen slipper sit jerngreb i det indre af kraniet - og også lidt det ydre, er ubeskrivelig!
Udmattelsen ligeså, men en udmattelse, der kan sidestilles med en stor sportspræstation, da man samtidig er opløftet.
Dumheden ved den gentagne manglende anerkendelse omkring det faktum at det ER migræne og ikke en almindelig hovedpine, er ligeledes ubeskrivelig og kronisk.
Hvorfor finder jeg mere ræsonement i at tro jeg kan sove det væk - eller endda ignorere det væk? Det kan jeg jo aldrig, og jeg ved at det er den umage, men alligevel simple kombination af designerkemikalier, der i sidste ende i løbet af sølle 20 minutter afslutter lidelserne hver eneste gang! Treo, Primeran, Kuracid og lur.

Det må være min evige tro på kroppens egenformåen, der eliminerer fornuften - og muligvis en lille smule manglende realisme desangående. Den manglende selverkendelse tillægger jeg smerterne, der som regel bosætter sig i højre side af hovedet.
Ja, hele hovedet! Fra øjet ud i øret for at afslutte i tænderne. Det er tænderne der er afgørende faktor for om det er et slemt eller mindre slemt anfald. De øverste kindtænder er som regel obligatoriske, men en sjælden gang inddrages de nederste kindtænder og lidt af højre side af halsen også - så snakker vi i sandhed et spektakulært anfald. Her kræver det en to trinsraket med Treo, Primperan, Kuracid og lur!

Jeg har altid haft det lidt anstrengt med migræne - eller rettere det segment, der holder sig denne lidelse!
Jaja du har migræne, klap klap k.l.a.p...himle himle h.i.m.l.e (mens man klapper)... Var udløsende faktor for denne omgang migræne en knækket negl eller at du ikke fik den Royal Copenhagen vase på udsalg, som du sådan havde håbet på? Himle himle!
MEN der er ikke altid en decideret udløsende faktor. Nogle gange kommer migrænen bare anstigende spontant for hyggens skyld.
Derfor kan man selvfølgelig stadig købe noget fra Royal Copenhagen, for at se om det kan lindre symptomerne...

Jeg er holdt op med at granske i udløsende årsagsfsktorer, fordi jeg ikke tror der er nogen for mit vedkommende.
Ikke alt har en forklaring og/eller en årsag. Heller ikke migræne.
(Og jeg nægter simpelthen at få lavet den der piercing der - som i min verden har fået samme lavstatus som E-cigeratten, den smarte asymetriske korthårsfrisure med farvedetaljer og håndledstatoveringen med børnenes navne og fødselsdato. Jeg tror ikke på den piercing har nogen effekt, og tro kan som bekendt flytte bjerge - men det kræver en tro)

Jeg er holdt op med at have ondt af mih selv. Det er nu en generel indstilling - som dog af og til fordrer en kalibrering. Men som udgangspunkt har jeg ikke ondt af mig selv. Det ændrer jo ikke så meget for mig.
Til gengæld glæder jeg mig over, at børnene er så store og kloge, at de kan give mig den ro jeg har brug for, når der bliver hamret for fuld udblæsning.
Hvis jeg blev kureret for migrænen, så ville jeg jo heller ikke opleve den eufori der er forbundet ved migrænens ophør!

Det gode selskab...

De eneste jeg har talt med i dag, var hende i kiosken i biografen og billetmanden. Jeg vågnede over flere gange i dag, men det var først da jeg vågnede sidste gang, at jeg besluttede mig for at stå op.
Eller jeg fik mig da en lur eller to, med dertilhørende mareridt på sofaen efter den meget sene morgenmad, som faktisk rent tidsmæssigt sorterer under frokost.
Jeg kan ikke huske hvad det første mareridt handlede om, men det må ikke have traumatiseret mig tilstrækkeligt, eftersom jeg hovedkulds kastede mig uforfærdet ind i den anden lur, og dermed mareridt nummer to.
Vågnede badet i sved. Ikke på grund af mit mareridt, men fordi jeg havde to tæpper og tre mexicanske kamphunde på.

Jeg har haft en weekend, hvor jeg har været omgivet af en masse mennesker jeg holder af - på nær ham den fede, men det kan jeg måske lære, hvis jeg lærer ham at kende. Ikke desto mindre, så indeholdt han (udover en masse gas - tarmgas...) en stor underholdningsværdi, og det er jo altid fedt(!) at få et billigt grin på andres bekostning.

De andre jeg har tilbragt skøn tid med, har INTET til fælles (andet end mig) så jeg har været i alle kroge på ovre i det relationsmæssige departement - og det har været helt fantasitsk, og på mange måder inspirerende til at udforske og genopleve.

I dag har jeg været alene! Helt alene! Det har været skønt!
Ikke at jeg ikke holder af at være sammen med andre. Det gør jeg da - bevares, men når jeg er alene, så føler jeg mig alene. Jeg føler jeg er den eneste der eksisterer i hele verd...nej universet - også selvom jeg (selvfølgelig) godt kan se der er andre, men i mine øjne, omsat til min verden, er de kun skygger, og ikke som sådan eksisterende, og jeg er af den overbevisning, at de i hvertfald ikke kan se mig. Mest fordi jeg er ikke-eksisterende for dem.
Det er en skøn følelse.

Jeg elsker at gå i biografen alene. Faktisk elsker jeg at gøre ting alene. Jeg elsker den uafhængighed og uforpligtelse sammenlagt med den følese af sejr(?) og overvindelse(?) af de sociale normer der ofte forelægger, ved at gøre ting alene. Jeg føler mig i hvertfald lidt stærkere og lidt mere i zen med både mig selv og resten, når jeg har gjort noget for mig selv for mig selv.
At filmen så skulle forestille at være uhyggelig, bidrog muligvis til en endnu større følelse af sejr i det øjeblik jeg indtog sal 5 række 7 sæde 2.
Så uhyggelig var den heller ikke - filmen...
Chefen havde godtnok ødelagt det lidt for mig, ved (i bedste mening - og lidt for at manifestere at han altså nåede at se den først) at skrive, at den var den tammeste og mest forudsigelige af de film der er i (nu) trillogien the Ring(s).
Men han havde ret.
Den var slet ikke nådesløs nok, og alt det uhyggelige var indlysende og relevant.
Det er først når der ingen sammenhæng er i det uhyggelige, at det rent faktisk er uhyggeligt.
Og det er, efter min mening - hvis man spurgte mig, og vi antog den havde nogen betydning, helt malplaceret med en skurk i en film der skulle forestille at balancere mellem det absurde, gys og horror - men det er muligvis mig, der her fået etableret nogle helt forkvaklede idéer og forventninger om hvad gys og horror er. Måske burde jeg genopfriske Rikke Schubart?

Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at tage kvælertag på dem der sad foran mig, eller bare prikke dem på den ene skulder. Ikke fordi de var irriterende eller noget, men mest fordi de ville få en oplevelse for livet.
Det der afholdt mig fra at gøre det, var min fornuft, hvilket manifesterede mig i, at jeg ikke har givet slip på det hele endnu...

Hvis jeg skal i byen, så skal Tom Waits med...

Jeg snakkede i telefon med en gammel ven tidligere. Eller hun er ikke gammel - hun ser bare gammel ud... nej, hun er smuk og skøn, og hun er én af de eneste jeg gider snakke i telefon med. Jeg bliver fandme altid så glad, når hun ringer. Jeg kørte endda en omvej hjem, for at undgå tunellen. Jeg anede selvfølgelig ikke hvor jeg var på det meste af turen, fordi Nørresundby er en MEGET indviklet by uden ét eneste skilt! (Jeg havde headset på, så på det telekommunikative område optrådte jeg helt efter loven.)

Nå, men dagens emne var byture. Noget ingen af os som sådan praktiserer længere, men ikke desto mindre, er vi helt sikre på, at vi sagtens vil kunne gennemføre en bytur med samme værdighed og ynde, som da vi var 20, i sko der er så høje, at man bliver lidt svimmel, når man kigger ned, og får lidt aldersbetinget højdeskræk, og vi blev enige om, at en bytur peaker, hvis man formår at nå til Tom Waits-stadiet. (Eller John Mogensen-stadiet, alt efter udvalget på juke boxen)

Tom Waits-stadiet (Eller John Mogensen-stadiet) er når man kl 4 og lover hinanden evigt venskabeligt troskab, på trods af det hele er noget lort! Men netop fordi det hele er noget lort (hvilket det jo reelt ikke er - eller måske er det lidt næste dag. Især hvis man trods alt nåede til Tom Waits-stadiet (eller John Mogensen-stadiet) fordi man helt sikkert vil få tifoldigt den nådesløse mængde tømmermænd, som da man var 20) så er det eneste lyspunkt i hele dette forfærdelige liv, at vi i det mindste har hinanden - når nu alle andre er sådan nogle røvhuller, der tydeligvis ikke har fattet en skid!
Vi har hinanden og vores helt intakte fornuft her kl 4 på Mallorca bar, hvor det eneste faste holdepunkt er billiardbordet. Det er reelt set ER det eneste faste holdepunkt, da det står ret så stabilt og formår at være den støtte man i sandhed har brug for i hæle det er lige så høje, som moralen er lav, efter 20 assorterede shots med dertilhørende fadøl som sidevogn!

Det bliver nødt til at være en torsdag, hvis jeg skal kunne komme på arbejde om mandagen, og jeg vil ikke finde mig i at komme hjem uden en cheeseburger i hver BH-skål.

Nu mangler vi bare lige at finde en dato!

Den store årsberetning anno 2016 - fuck, mit liv peakede!

Selvom året 2016 som udgangspunkt startede stille og roligt, burde jeg have fattet mistanke om at det her år skulle gå hen og blive et af de vildeste år!
Man starter ikke et år, med at få en nytårs-sms fra søndagsøl-Carsten, med teksten:
"Jeg vil vædde med, at det er længe siden du har tænkt på Allan Tornsberg" og et vedhæftet billede af selv samme Allan Tornsberg draperet i karrygult kabelstrik og med et stolt 10 tal hævet over hovedet, uden det medfører noget helt vildt!
Man VED bare at 2016 vil byde på noget helt specielt!

Jeg har surfet på en bølge af optur - igen i år, og det endda taget i betragtning, at jeg ikke er verdens største fan af vandsport, eller sktiviteter på vand såvel som i vand. Hvilket også gør det mere pardoksalt, at de største katastrofer i mit liv i år, har været bilrelaterede...

Året 2016 er det år vi ALLE husker som året hvor HUMØRBUSSEN efter kort tids sygdom måtte afgå ved døden. Den døde så at sige på operationsbordet.
Jeg vælger at tro, at den nye Humørbus er en reinkarnation af den gamle Humørbus, og jeg må tilstå, at jeg nærer en svær begejstring for den nye Humørbus. Selvom vi kun kører (!) på 3. måned, så føler jeg mig allerede meget knyttet til den nye Humørbus.
Den er ukompliceret, og adlyder mit mindste vink, og selvom jeg ikke bryder mig om at sammenligne, så (mellem os) virkede den gamle Humørbus mæt af dage, og med over 600000 km i slidbanerne, så havde den også i dén grad udtjent sin værnepligt. Eller ingen ved præcis hvor meget den havde kørt, da speedometeret og i den forbindelse også trip tælleren (og uret og advarselslamperne) virkede som vinden blæste.

Og dét gør den jo hele tiden. Altså blæser. Hvilket uvilkårligt henleder mig til én af mine største guilty pleasures: VEJRET!!!
Jeg er ikke meget for at indrømme det, og vil gerne fremstå som den der vejrmæssige laissez faire-agtige type. Men ingen (udover Jesper Theilgaard måske) er mere besat af vejret end mig!
Mine vejrapps er absolut de mest slidte knapper på min telefon, og selvom jeg hverken tager mig af, eller indordner mig betydeligt efter vejrets luner, så går jeg sygt meget op i hvordan vejret er. Ikke bare i Ålleren, men i det meste af Danmark, da vejrets adfærd kan være ret så lokal, men så sandelig også i udlandet.
Det er af aller største vigtighed, at jeg ved hvordan vejret er i Berlin - også selvom jeg ikke lige står for at skulle frekventere min hidtil største og dybeste geografiske kærlighed!

Men jeg var i BERLIN med børnene (igen) i sommerferien 2016 (og vi laver hat trick til sommer, i godt selskab af fru Møller)
I sommer forsøgte vi at genskabe magien fra sommeren 2015, velvidende at det aldrig vil kunne blive det samme.
Med lidt mere kendskab til byen, og lidt færre logistiske udfordringer - ikke at der er mange af dem i Berlin, så blev denne sommers eventyr bare endnu bedre!
Berlin er mit happy place. Jeg bliver overvældet af dybe følelser, når jeg tænker på byen. Eller så dybe følelser som jeg nu i al min afstumpethed formår at akkumulere.
Det er bare en virkelig lækker by, som kan rumme alle typer.
Konstellationen mellem typer i Berlin og små typer fra Visse, kan få følger.
Rummeligheden skulle stå sin prøve, da vi troppede op til Berlin gay pride, eller Christopher Street day (CSD) - som den officielt hedder i Berlin.
Jeg har selv været med til et par af slagsen i København, og en enkelt i lille Ålleren, men aldrig noget lignende som i Berlin.
Jeg var nok mere opmærksom på de midaldrende mænd, hvis flappy ass havde set bedre og ikke mindst strammere og fastere dage for et årti eller to siden - som i øvrigt flanerede uanfægtede rundt iført gasmaske og sokker - kun! -  i mængden af pretzelspisende og øldrikkende mennesker, end mine små renhjertede ledsagere, der ikke sådan lod sig imponere (eller intimidere for den sags skyld), hvis største bekymring var, om det par der sprang tandem-bungee og i den forbindelse tabte en sko, nu fik den sko tilbage, fordi der jo var forfærdligt meget glas på fortovet...
Ældstedatteren kunne alligevel ikke dy sig, og spurgte mig retorisk, om jeg troede, at der var andre fra klassen, der kom til at opleve noget lignende, da det her jo var lidt noget andet end All inclusive i Tyrkiet..
Det gode ved at være på kendt udebane er for mit vedkommende gensynet med noget af det kendte.
Derfor var vi nødt til at støbe en Ritter Sport hos den lille flirtende chokolade-hipster med højt hår og store stretch i ørerne. Jeg glæder mig allerede til at se ham igen næste år...
Det bedste ved at være på kendt udebane,er når man kan være det sammen med nogen man kender
Det er magisk på en helt anden måde, at mødes med sin familie i et andet land, og det absolut fedeste
i verden (næst efter en 3 timers lang Cure-koncert med 3 encores) er når man mødes spontant til aftenkaffe og is med sin familie i et helt andet land - det er det aller aller bedste!
Sommerferien 2016 overgår i historien som én af de bedste nogensinde.
Jeg er så pisse glad og endnu mere stolt over at vores lille unit på 3 enheder kan finde ud af at afvikle en begivenhed, som vi alle jævnligt tænker tilbage på med sommerfugle i maven.

Som jeg er blevet ældre (ja, det er ingen hemmelighed, at jeg bliver ældre HELE TIDEN), så er jeg begyndt at kunne se det smukke i traditioner - særligt hvis det er en smuk tradition...
STAFET FOR LIVET (håber jeg) er blevet en tradition, også selvom den er opstået på baggrund af mindre smukke omstændigheder - nemlig cancer...
Hver sommer bruger en masse dedikerede mennesker nogle timer af deres liv på at bevæge sig rundt på en knap 1 km lang markeret rute i Kildeparken.
Nogle tager et par runder, andre lidt flere, men det er nu ikke antallet af runder der er vigtigst (eller det kommer selvfølgelig an på hvem man spørger), men det at man er engageret i noget, det at man giver noget af sig selv - tid, som de fleste sjældent har for meget af, men som de tager sig.
Jeg glæder allerede mig til næste gang, også selvom jeg ved det koster en dag i brak og et par uger på krykker - med mindre jeg når (gider) at komme i træning, hvilket er ligeså realistisk, som det ville være at få en håndtam enhjørning i julegave (jeg har ikke plads til en enhjørning - bare så vi er clear)
Men jeg synes det er fantastisk at være så heldig at få lov til at kunne støtte op om en så vigtig event!
Jeg er alle sponsorerne taknemmelig helt inde fra det lille bitte sted af mit hjerte, hvor det stadig er blødt, varmt og nogenlunde intakt...

Ikke et år uden krykker, og ikke et år uden at miste.

I mit liv er summen af VENNER nogenlunde konstant. Jeg er ikke verdens bedste ven. Jeg er sådan én der glemmer mine venners fødselsdage, deres børns fødselsdage, glemmer at skrive/ringe og spørge hvordan det går. Jeg er spydig og sarkastisk (tilsyneladende - har fået det at vide nogle gange efterhånden) og jeg siger sjældent nej (åhhh det er vel ikke en dårlig ting - så bare selv find på flere ting der kan sortere ind under "dårlig ven" kategorien).
Selvfølgelig tager jeg det til mig, og jeg forsøger ihærdigt at kontrollere det. Men jeg vælger samtidig også den passive aggressive tilgang, og slutter fred med den jeg er, og hvis andre ikke kan det, så kan de - som de så selv klogt ræsonerer sig frem til, ikke være ven med mig, og jeg hviler i, at det ikke var mig der ikke kunne rumme dem, men dem der ikke kunne rumme mig. Ikke at det ikke gør ondt, men smerten er udholdelig, fordi jeg heldigvis er så tapper...

Til gengæld er summen af min vennekreds som sagt nogenlunde konstant, og dem der har kunnet holde mig ud på hele rejsen, må virkelig elske mig. Jeg elsker ihvertfald dem højt, og undres også ved det faktum, at de stadig hænger ved. Der må være ét eller andet galt med dem...
Jeg er blevet (gen)forenet med et par stykker fra "back in the days" - og man ved det er rigtigt, når man stort set fortsætter fra hvor man (ufrivilligt) slap.
Jeg elsker den indforståethed overfor for lidt tid og andre prioriteter, fordi man aldrig har været helt væk fra hinanden.

Jeg elsker at man stadig kan sidde på en trappe i medborgerhuset efter flere års adskillelse, og dele to flasker vin, drukket af tyvstjålne papkrus og blive overrasket over at barnet man intet anede om er blevet 4 eller 6 år (jeg kan ikke huske hvor gammel hun er)

Jeg elsker at kunne holde hveranden nytårsaften, som jeg "plejer", på grund af en langtrukken visum-proces. Jeg elsker at kende én der er så defekt i potten, at hun synes jeg er dejligt normal. Jeg elsker at hun er klog, skarp og god ved dyr!

Jeg elsker at jeg, trods min høje alder og progredierende afstumpethed, alligevel formår at støve nye skønne mennesker op.
At jeg ikke er mere socialt defekt, end at jeg stadig i ét eller andet omfang kan etablere nye venskabs-relationer. Men det er selvfølgeligkun et spørgsmål om tid og hvor længe jeg kan holde kadencen ovre i departementet for normal opførsel.
Social intelligens og social totalskade er to helt forskellige ting, og kan sagtens køre sideløbende på hvert sit spor. Det er først når man begiver sig ud i en skifsespors-situation at kollisionerne opstår, det har jeg da i det mindste lært. Derfor øver jeg mig i at navigere på begge spor og især holde dem adskilt!

Som de fleste sikkert ved, så flyttede ham jeg skal leve med resten af mine dage ind i sommer.
HANNIBAL flyttede ind på terrassen denne sensommer efter en lang forhandlingsnat på Messenger med selveste Satan!
I min fortumlede tilstand dannet på baggrund af for lidt søvn, gav jeg efter, og hentede SKILDPADDEN samme eftermiddag.
Jeg var blevet lovet, at han stort set passede sig selv. At han blot skulle have lidt mælkebøtter og skvalderkål et par gange om dagen. At han nærmest selv gik i hi, når efteråret meldte sin ankomst. ALT det var jeg blevet lovet! Jojo, på sin vis har jeg nok selv en lille bitte del af skylden, men Hannibal viste sig, at være alt andet end et lille nemt dyr der passede sig selv.
Derfor så jeg pludselig mig selv stå iført shorts, klip-klappere og tanktop og montere hegnets svar på Voldemort! Mage til ondskabsfuldt hegn skulle man da lede efter længe - og hvem er helt ærligt idiotisk nok, til overhovedet at gide at lede efter et hegn der er mere ondskabsfuldt end Voldemort?
Nogle timer, en del råben og afskillige dybe kødsår overalt på mine ekstremiteter senere var Voldemorthegnet monteret, og curling-skildpaddebarnet kunne komme ud og rende frit - hvis det ikke lige var for, at sommeren var gået så meget på hæld, at solen kun var på terrassen ca 10 minutter om dagen...
Men så står Voldemort klar til næste sommer!

Det var tid at putte Hannibal i hi, og efter timelange (for mit vedkommende) paniske korrespondencer med min udsendte skildpadde-ekspert i New York, fik jeg etableret, det jeg anså som, et godt vinterhi.
Enten var Hannibal ikke søvnig, eller også havde jeg gjort det HELT FORKERT!!!
Det var mulivis en kombination af begge dele. Men det gjorde ikke de søvnløse nætter mere udholdelige.
Heldigvis blev vi alle reddet af et limegrønt fleecetæppe fra den lille eksklusive møbel og interiørbutik I'kea!Det er med stor glæde at kunne være vidne til Hannibals første hi i Ninjafæstningen!
Og det er utroligt jeg aldrig bliver klogere... men som tidligere nævnt, så siger jeg sjældent nej...

Nogle gange siger jeg endda "ja for helvede! Jeg gør det sgu!"
Helt præcist sagde jeg det d. 16. (Eller 17.) august 2016.
Jeg sagde det til ham, som skulle vise sig at blive en slags ny mand i mit liv. Nej, jeg er ikke blevet gift, eller noget i den stil.
Men jeg sagde det til min nye chef, da han efter en virkelig sær mailkorrespondence (mest fordi det var mig der skrev mailen) og en endnu mere sær "jobsamtale" - som foregik for min, på det tidspunkt, kommende chefs vedkommende, liggende på to gule stole, mens han fortærede en rugbrødsmad med makrel i chili.
Det var ikke decideret en jobsamtale, men mere en "hvad skal der til for at du vil komme og arbejde med os - og er der eventuelt en mulighed fotr at du ku ha startet for en uge siden?)

Yes 2016 bød - og jeg mener BØD på et nyt job, og selvom jeg var glad (nok) for det gamle job, så var vi alle klar over inderst inde, at det kun ville være et spørgsmål om (kort) tid, før jeg ville opsige abonnementet.

Når man har held i spil, så har man uheld i kærlighed.

Jeg har ikke held i nogen af tingene, men det har ikke afholdt mig fra at blive (gen)forelsket i min store ungdoms (ulykkelige) kærlighed ROBERT SMITH fra THE CURE!
Det er stadig ulykkelig kærlighed, men det gør ikke så meget. Konceptet med hele the Cure er jo at være mere eller mindre på randen af opløsning og være grundlæggende ulykkelig som habituelle sindstilstand.
Jeg følte på ingen måde weltschmertz eller nævneværdig melankoli, da jeg tilbragte over tre timer i selskab med HAM! Robert Smith! Det var helt ubeskriveligt vidunderligt, og mit liv peakede i Forum d. 14. oktober mellem kl 21:00 og midnat.
Jeg er ganske indforstået med, at mit liv kun kan gå ned af bakke efterfølgende, og så længe det sker med the Cure i ørerne, så gør det ikke så meget.

Melankoli og weltschmertz eksisterer ikke om tirsdagen, hvor jeg transformerer mig til en vaske ægte  cheer-mom! Eller min yngste datter er begyndt at gå til cheer leading...
Altså! det er jo en livsstil - især for mødrene til de udøvende børn... og jeg må nok tilstå, at mit liv som cheer-mom ikke er mit liv.
Jeg har mere end svært ved at se mig selv iført en t-shirt, hvor der med turkis simili står CHEER MOM hen over skulderbladene, eller endnu værre, hen over brysterne (hvor fanden de så end er blevet af)
Når det så er sagt, så er det sagoneme' en vild sport! Skal seriøst have revideret personskade og tandskadeforsikringen inden næste sæson...

Ved siden af cheer leading, virker det helt anderledes afslappende, at sende sin ældste datter ud i vildnisset på hesteryg, på trods af hendes manglende grundlæggende rutine som rytter.
Men der rides efter "lerning by doing" princippet, og vigtigst af alt, så hygger hun sig med det, hvilket i sig selv har en helt særlig værdi.

Jojo 2016 valgte at vise sig fra sin absolut pæneste side, så derfor kan jeg sagtens håndtere et par ridser i lakken mellem jul og nytår. Det skal jo heller ikke blive kvalmt - og så har vi noget at snakke om næste år!

Jeg er mere end klar til 2017 - velvidende det aldrig kan blive nær så fantastisk som 2016, men samme tanker havde jeg også i 2015 om 2016, og se lige hvad en sms med Allan Tornsberg fra søndagsøl-Carsten trak med sig i kølvendet!
Men nu ved jeg tilfældigvis at 2017 allerede er hjemsøgt. Jeg har nemlig hørt, at James Blunt udgiver et nyt album, så 2017 har meldt sig under fanen som et knap så godt år!

Godt nytår!

Hvor fanden er jeg?

I dag præsterede jeg at komme for sent til ikke bare ét kursus, men hele TO kurser!
Det ene kursus var godt nok ikke et jeg skulle deltage på, men det afholdte mig skam ikke fra at komme brasende ind af døren, helt forstyrret og stresset, med min taske, jakke og telefon i favnen. Nøglekæden og ear plugsene var viklet (lige lovligt) stramt rundt om halsen, og håret lignede noget der havde været i klemme i bildøren hele vejen fra Aalborg til Comwell i Middelfart - hvilket det ikke havde. Det skete nemlig først i Haverslev til Aalborg på turen hjem...

Helt diskret, eller så diskret som man nu kan være med sådan et tabernakkel, satte jeg mig bagerst i lokalet.
Oppe foran stod én (ja, jeg kan ikke engang huske om det var en mand eller dame) og fortalte om noget jeg ikne helt forstod. Men altså jeg skulle jo også lige have mig sat og have mig samlet, efter køreturen der blandt andet bød på et trafikuheld in ekstremis, heldigvis ikke med mig impliceret. Men vi snakker bil der lå på sit tag i den nordgående vejbane, og to helt krøllede biler oppe på en skrænt i rabatten i sydgående retning. Håber ikke alle tre biler var fra samme uheld, for så havde det gået vildere for sig, end jeg overhovedet turde forestille mig.

Jeg er for halvanden måned siden startet i nyt job. Det betyder at jeg har skiftet øjen-specialet ud med øre næse hals-specialet. Under det speciale sorterer også allergi og svimmelhed.
Jeg aner ikke en skid om svimmelhed, udover jeg har lært at manipulere øresten på plads, men derudover er jeg ganske blank på det område,
Det var nok også derfor jeg ikke helt tog notits at det underviseren oppe foran sagde, da vedkommende, mens jeg var til stede, var meget fagspecifik helt ned på detailplanet. Indtil der blev sagt BØRNEINKONTINENS!!!

Der gik det op for mig, at der var noget HELT GALT (med mig)
Jeg var på det falske kursus!!!
Jeg havde simpelthen crashet et kursus for børnesygdplejersker, og jeg er da helt sikker på det var spændende, det er slet ikke det, men altså...

Jeg rejser mig stille som en Ninja, og sniger mig (næsten) ubemærket og lydløst ud af lokalet. Eller jeg ved ikke helt hvor lydløs jeg var, da jeg intet kunne høre for den stresspuls der dunkede løs inde i mit hoved!
Ud i receptionen for at forhøre mig om der evt skulle være et andet kursus. Eventuelt et kursus for øre næse hals typer...
Der var et kursus for noget autoreservedels-noget, hvilket ikke lød decideret uspændende, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg hellere måtte indfinde mig på det ægte kursus, som viser sig at være ganske ikke eksisterende.
Jeg havde i hvertfald ikke den fjerneste idé om, at det kursus jeg skulle på hed Interacoustics, som jeg godt nok fik at vide i receptionen på Comwell, blev afholdt på deres søsterhotel Kongebrogaarden.
Men ovre på den anden side af vejen, på Hotel Severin, afholdte man også kurser, så der var en god mulighed for det kunne være der.

På Hotel Severin var det eneste sundhedsrelaterede kursus noget onkologi-noget, og jeg overvejede seriøst at tage det i stedet, mens jeg spekulerer på om det ægte var i DAG jeg skulle på kursus, eller om jeg både skulle opleve det falske kursus på det falske sted på den falske dag - ikke at det ville komme som en helt vild overraskelse, hvis det først var på næste fredag...
Min kollega, Jane kunne jeg ikke få fat i - for hun var jo på kursus (og havde de helt specifikke detaljer om hvilket kursus vi skulle på, og ikke mindst HVOR)
Til gengæld fik jeg sat tre virkelig søde og hjælpsomme receptionister på Hotel Severin i sving med at ringe land og rige rundt, for at forhøre sig om hvilke kurser de forskellige hoteller og kursuscentre holdt i dag. Da der ikke var gevinst i Middelfart, ekspanderede de jagtterrænet til både Kolding og Frederecia - uden held...
Helt udtamponeret af panik og stress ringer jeg til min chef, der ikke tager telefonen, og som sidste livline prøver jeg at ringe til en anden øre næse halslæge i Aalborg, for at høre om dehelt tilfældigvis har sygeplejersker sendt på kursus, og i så fald HVOR!
Jeg lægger ud med at være nummer to i køen... Takker de søde receptionister på Hotel Severin, og er nummer ét i køen!

Indtil jeg (næsten) kommer igennem... Men af én eller anden årsag bliver jeg kylet af linjen, og bliver skudt tilbage til at være nummer FEM i køen!!!

Min tilstand er nu kritisk! Og som en frelsende engel giverchefen lyd fra sig.
Jeg får den specifikke location, og ankommer til dagens andet kursus med en forsinkelse på 45 minutter!

Det er bare som om man er helt ved siden af sig selv sådan en dag. Altså mere end habituelt, men til gengæld var der god mad og kager!

Efterårsferie anno 2016

Jeg mener at holde tradition for at få skudt nogle pænt fede efterårsferier afsted.
Årstiden er én af mine yndlings, eller alle årstider er mine yndlings, men efteråret kommer bare altid på et utroligt godt tidspunkt - i modsætning til sommer, som jeg også er fan af, omend sommer efterhånden har fået en kedelig vane med at komme lidt for sent.

For første gang i jeg ved ikke hvor mange år (men vi snakker muligvis 7 år...) har jeg ikne hungret efter ferie! Men mere om det senere.

Den her efterårsferie vil blive husket, som én af de mest begivenhedsrige for mit vedkommende.
Det er ikke hver dag, man bliver genforenet med sit livs største forelskelse, men det skete for mig!
Fredag d. 14. oktober 2016 var den dag, jeg tilbragte tre vidunderlige timer i selskab med Robert Smith (og the Cure). Jeg kan næsten ikke beskrive hvordan det føltes, selvom jeg har gjort et ihærdigt forsøg i et tidligere blogindlæg.
Men altså... jeg vil sige, at betagelsen er genetableret, og jeg glæder mig og skræmmes over at kunne genskabe samme dekadente og ubetingede tilstand af kærlighed og weltschmertz, som jeg kunne "back in the days", dog med en mere moden og distanceret tilgang.
Efterfølgende har jeg hjernevasket mine børn med Cure-numre.
Den ældste er faldet til patten, og jeg er stolt! Den yngste er heller ikke decideret fjendtligt indstillet, men hun bliver lidt svære at få i nettet.

Jeg har også brugt min raw food kvote, tror jeg. Jeg kørte old school raw food stilen, med to gange tatar og én gang sushi på en weekend.
Har det fint med at spise rå fars, især når man gør det sammen med gode damer og champagne. Tatar og champagne, og efterfølgende gin tonics til horrible priser akkompagneret af et fandens dovent jazzorkester, var en helt fin måde at påbegynde en efterårsferie, der skulle vise sig at byde på lidt af hvert, og meget af noget andet.

Det hele eskalerede i efterårsferien DET HELE!
Men altså som jeg tidligere har skrevet, så peakede mit liv ultimativt d. 14. oktober mellem kl 21 og midnat! De absolut tre bedste timer i mit liv!!!
Derfra kunne det kun gå ned ned ned. Ikke ned som i nat går det ned, men ægte decideret ned!
Jeps! Den stolte karismatiske og højt elskede Humørbus kørte sin sidste kilometer, og jeg kan love jer, det gik langsomt!
Faktisk burde den slet ikke kunne køre, men vi ved jo alle, at Humørbussen var tapper! Den var tapper lige til det sidste.

Det gik imidlertid hurtigt med at få rekvireret et nyt automobil. Nogen vil måske mene, at det gik lige lovligt hurtigt, dersom motoren på Humørbussen knap nok var blevet kold, før der stod en ny og yngere model i den dertil reserverede bås på matriklen.

Den yngre model; Humørbussen #2 fik sin ilddåb allerede dagen efter den var kommet hjem.
Den skulle nemlig transportere os til Skagen, hvor vi skulle beskue og beundre lille baby Alfred, som er Theos lillebror.
Lisette, den nybragte mor, og jeg fejrede at amningen gik forrygende, ved at dele en flaske bobler! Præcis som vi plejer - også når der ikke var noget at fejre. Afvigelsen fra tidligere var, at denne gang var boblerne alkoholfri. Dels på grund af det der amning og babyen og det, men også lidt fordi jeg jo skulle føre det nye automobil, inklusiv børnene og mig selv, sikkert hjem, da vi alle tre skulle til Århus dagen efter og bouldre sammen med Luna, My og Kåre, hvor jeg må indrømme, at hipsteren klarede sig overraskende godt på væggen. Faktisk så godt, at jeg godt vil have ham med igen.

Karla fik (af)holdt fødselsdag til tiden, og for at manifestere hvilket offer jeg gør for mine børn, fordi jeg bare er sådan en mor... så vil jeg pointere OG højtideligt gøre opmærksom på at jeg var i svømmehallen i over TO timer efter fødselarens ønske.
TO timer tilbragte jeg MED min krop i selv samme vand som titusinder af andre, børn som voksne, havde deres numse inkl. døde hudceller og formentlig uacceptable  egenhygiejne i.
Alligevel følte jeg lidt at jeg havde overgået mig selv, hvilket jeg også havde, mens jeg diskret, under bruseren, stod og messede: "jeg bliver aldrig ren igen" og vaskede mig men hysteriske bevægelser med en grydesvamp imprægneret i en rensende blanding af hibiscrub, trigene, rodalon, virkon og saltsyre...

Nix! Det er ikke hver efterårferie man: bliver (gen)forelsket, får ny bil og går i svømmehallen (gudsketakoglov - ja! ét ord)