Alle burde ha en Mariette der kan køre én rundt, når man er syg, svagelig og ægte dårlig. Eller alle burde ha en Mariette... Eller som minimum en bedste ven eller veninde med bil (og kørekort)...
Venter stadig på hovedpinen, som lader vente på sig. Den synes ikke at komme foreløbigt, til trods for den har været så skide trofast i så skide lang tid.
Men det må helt klart være sådan det er at være vampyr... Bare ligge den ganske dag og vente på mørket får overtaget, for så at komme snigende frem for at mæske sig i ting der indeholder meget blod... Indbagt Tampax anyone? -du må godt skylle ned med appelsinjuice?
I Netto vat kurven fuld af kød. Mørkt blodigt kød... Spinat, broccoli og kun lidt kage.
Lægen sagde min anæmi var atypisk... Jeg måtte derfor piontere, at jeg jo også var særlig, og det forpligtede jo, at opretholde status som hans værste patient. Jeg tror endnu ikke helt ha har tilgivet mig den gang jeg, højgravid iført klip-klappere, tog den i mest uelegante stil på røv og albuer ned af 6 meter skråning med mobiltelefon i hånden, da jeg sku forsøge at forcere en nedlagt grusgrav. Det var den dag jeg selv fik lov til at skrive en henvisnng til en akul ultralydsscanning af den lille Karla der lå i maven. Lægen anede ikke hvad han skulle skrive, og rykkede i stedet håret ud af hovedet på sig selv, mens jeg faxede henvisningen til gynækologisk ambulatorium...
Jeg tror det var hans eget godmodige bud på hævn, da han beordrede mig til at spise stegt lever en gang om ugen. Jeg kiggede, til hans store fornøjelse, på ham som om ham lige havde bidt hovedet af en levende høne -hvilket jeg til enhver tid hellere vile gøre, end at spise stegt lever... Én gang om ugen...
I affekt kørte Mariette og jeg på Bones (fattigrøvs-Hereford) og spiste hver sin rib-eye. Min smagte som om den var blevet kogt... Og lidt af lever... Kompromis?
Kagen levede overhovedet ikke op til de tårnhøje forventninger som den fine gule indpakning fejlagtigt havde givet fantasi-lovning på.
Nå, men jeg har så kastet mig hovedkuls i noget helt nyteknologisk og moderne! Jeg har rekvireret min første bog til læsning på min iPad! -eller hele FIRE for det ikke skal være løgn. Men jeg kan desværre ikke røbe mere desangående bøgernes handling, da det vil være ægte pinligt for en relativt intellektuel kvinde tæt på de 40 (altså mig)...
Men orrrk SOM jeg nyder min daglige virkelighedsflugt til Forks! Ej pis! Nu afslørede jeg jo min patetiske trang til at lade mig indhylde i et fantasi-univers, hvor vampyrerne i al deres glimrende magt og blege anæmiske vælde lever relativt fredeligt side om side med varulve, der i virkeligheden er indianere... -eller er det omvendt?
Bøgerne jeg har erhvervet mig er på engelsk. Udadtil fordi det dels er skønnest at læse på originalsproget (hvilket forklarer hvorfor jeg ikke læser så mange arabiske værker) og dels fordi det dog, trods pendenten til Degrassi High -bare med vampyrer, må give lidt intellektuel credit, at læse noget på engelsk. I virkeligheden var det fordi de var billige på engensk, og fordi jeg ikke rigtig kunne finde dem på dansk. Men engelsk er fint. Engelsk er helt fint!
Det her bliver en uge i vampyrenes, det blodige køds, broccolis, spinats og appelsinjuicens tegn.
Iron-woman much???
Well not quite yet...
tirsdag den 29. januar 2013
lørdag den 15. december 2012
Den store årsberetning anno 2012 -fuck You even more!
Jeg vil være den første til at indrømme, at min blogaktivitet har kunnet ligge på et meget meget lille sted. Undskyld. Men det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget i dette Herrens år 2012, slet ikke... De ting der er sket, har bare ikke været så blog-egnede.
Hvad der er sket af "store ting" vil jeg naturligvis nævne, men detaljerne vil jeg ikke komme nærmere ind på. Ikke for min skyld, men for alles skyld. Men mange af de ting jeg kommer ind på, vil tilsammen udgøre summen af "det værste år ever!"
Kære læser, forbered dig på en kavalkade af dårlig stemning!
Punkt 1: SKILSMISSE! Jeps! "han" og jeg valgte at gå hver vores vej i sensommeren.
Det forløb uden det store drama. Eller nej, det kommer jo an på hvis brller man ser på omstædnighederne med. Men jeg kan forsikre om, at der hverken er blevet savet sofaer over eller kastet med ting (af værdi) -nej, der er ikke blevet kastet med noget som helst, ikke engang vielsesringene. Men det skyldes jo, at de tidligere blev skyllet ud i toilettet... af Karla... ved et uheld...
"Han" og jeg er fine venner, og "han" er stadig den, der i første og største omfang redder min røv, når lokummet brænder. (lokummer kommer jeg forresten så rigeligt ind på senere).
Vi har truffet en utopisk, men voksen, beslutning, om at sluge de kameler der skal sluges, for at vores fælles børn skal ha det så godt med far og mor som muligt.
Og jeg kan røbe helt fortroligt, at hvis jeg nogensinde skal ha en mand igen, så skal det være "ham"!
Nu går jeg så en fremtid i møde, hvor jeg har indset jeg nok skal dø alene, og når man finder mig, så har chihuahuaerne sikkert ædt mit ansigt for længest! Drama-dronning much?
Nå, det var jo ikke så svært at få skrevet, som jeg havde gået i flere måneder og frygtet.
Punkt 2: CANCER! Jeps! Canceren gjorde sit indtog i min kærlighedscirkel.
Én, i mit univers, nær veninde blev ramt af brystcancer! Og hold nu kæft hun var god til at være værtsdyr for den helt igennem ondskabsfulde sygdomsparasit, der gjorde krav på hendes krop.
Ikke nok med hun var totalt åben omkring det hele, så formåede hun også at se pisse godt ud under hele forløbet. Men igen, hvis ikke netop hun sku ku bære en cancer med dertilhørende kemoterapi og strålebehandling, så er der ingen der kan.
Det er selvfølgelig ikke alene hendes fortjeneste. Hun er én af dem jeg kender, der har det mest bund solide netværk og den mest klippefaste ægtemand! -altså lige med undtagelse af besøg på fødegangen og i forbindelse med hospitalsrelaterede aktiviteter i øvrigt... Men altså fraset det, så er han en klippe!
Og selvfølgelig blev hun kureret. Men der ville heller ikke være nogen som helst retfærdighed i denne åndsforladte verden, hvis lige netop HUN ikke sku klare den. Hun er født til at klare den! You don't know how strong You are, until being strong is Your only choise. (det blev senere rettet til choiCe...) -fordi en engelsk-kyndig (ninja) ven af huset gjorde opmærksom på det...
Punkt 3: JUL! Jeps! Julen er igen i år et issue.
Dog ikke i så frustrede vredladne toner som sidste år. Det er nu heller ikke udsigten til at holde jul uden børnene der som sådan skaber uro i mig. Jeg ved jo de får verdens bedste jul sammen med deres far og deres familie hos farmor og farfar.
Nææ... Denne jul er det store issue min julegave fra MOR! Den opmærksomme og trofaste læser vil kunne springe følgende afsnit over, mens den nye og mindre standhaftige læser må arbejde lidt endnu, for at få en redegørelse omkringen julegaven fra MOR...
Min mor giver først og fremmest p r a k t i s k e gaver, og man må i sandhed sige dette års julegave fra mor er både praktisk OG uundværligt!
Min mor har i år overgået sig selv i helt vanvittige julegaver og foræret mig et: brugt toilet rekvireret i Den Blå Avis! -det ER blevet monteret, og det gamle (der godtnok var en lille smugle i stykker, men dog stadig brugbart) ER blevet kørt til toiletternes evige jagtmarker, eller hvad man nu kalder det sted et toilet ender sine dage.
Glædelig jul MOR!
Punkt 4: TOGTUR! Jeps! Sådan en fik jeg også. -inddirekte...
Bedste venindens hjerne overtog magten over hende i sommer! Ikke på den der gode intellektuelle måde, men på den helt surrealistiske vanvidsagtige måde, der ikke lader sig styre af andet en massiv medicinering.
Fasen indtil medicinering blev en realitet var lang og sej. Og det at stå på sidelinjen og se vanvidstoget storme afsted med 320 km/t var både frustrerende og skræmmende. Så jeg købte den billigste billet, og steg ombord!
Det tog vi hidtil har benyttet mest, har været det tog der har formidlet sushi og dybstegte bananaer på vores running-sushi restaurant aka SUSHI-TOG.
Der var sgu hverken sushi eller bananer med det tog vi ufrivilligt kom ombord på her i sommer...
Hvad der triggede, tror jeg ikke "vi" helt er klar over. men hvad trigger hvad? -hvad trigger en forelskelse, udover at man pludselig SER det der andet menneske (eller enhjørning -mere om det senere) i et nyt (og regnbuefarvet) lys. -hvad trigger en psykisk sygdom, udover dem der hele tiden råber af én... -og klokkerne! Åhh de satans klokker!
Men hold nu kæft det var svært. Svært fordi (nu frasorterede) -tilsyneladende falske venner oprigtigt frarådede mig at forsøge at standse toget, eller i hvertfald som minimum mente at jeg skulle stå af toget ved den første og bedste station! Men når der er meget værdifuld last ombord på toget, så bliver man sgu til endestationen. Også selvom toget kører meget stærkt og på ustabile skinner.
Det er som om toget har sat farten lidt ned, og det er som om skinnerne vi kører på er lidt mere stabile. Det handler i øjeblikket om at fylde det rette brændstof og den rette mængde på toget. Så kører det på skinner... -som man siger!
Vi er ikke helt nået til endestationen endnu, og om vi nogensinde når dertil, det finder vi ud af, når vi når dertil, hvis vi når dertil...
Punkt 5: ENHJØRNING! Jeps! Jeg er begyndt at tro på enhjørninge.
Eller det her jeg vel egentlig gjort i en del år, men nu er tanken om deres eksistens blevet en realitet. De fleste af mine venner ved godt jeg tror på enhjørninge, men de tror ikke selv på dem. Heldigvis har de ikke noget problem med at jeg tror på enhjørninge. -de var faktisk slet ikke overraskede, da jeg offentliggjorde min radikale "trosretning"...
Måske har jeg endda fundet en helt særlig enhjørning, som jeg godt kunne tænke mig, men den er utrolig svær at fange, og endnu sværere at tæmme.
Den har haft en tidligere rytter, men blev sat fri for nogle år siden, fordi rytteren konverterede til Pegasus. Pegasus og enhjørninge kan ikke sammen, og den der vil have både og, skaber uro i farvesammensætningen på regnbuen, hvilket ofte resulterer i fatale konsekvenser.
Håber dog på at den smukke enhjørning jeg har kastet min kærlighed på snart finder ud af at jeg ikke er farlig.
Punkt 6: CANCER! Jeps! igen-igen!!!
Denne gang har sygdomsparasitten gjort sit indtog i ét nært familiemedlem, hvilket snildt kunne give foranledning til en større omgang panik. Dethar det sikkert også gjort, men tilsyneladende ikke hos selve værtsdyret. Hun tager det hele med ophøjet ro, så det har jeg valgt også at gøre. Man skulle jo nødig gøre sig til hovedperson i andres drama.
Nu må vi se hvordan det hele skræller an. I næste uge skal hun opereres, og allerede dér vil hun jo være mere rask, end for en måned siden, hvor hun ikke engang havde opdaget knuden.
-og vi HAR jo talt om, at brystkræft NÆSTEN ikke kan måle sig med de,t at få et brugt toilet af sin mor i julegave...
-og det "gode" ved hendes nykonstaterede sygdom kan medføre, at lidt af den fokus der er rettet mod mig muligvis kan blive aftagende. Især min interesse for enhjørninge falder måske helt i baggrunden til fordel for at vi skal støtte brysterne, selvom det ordret næsten er det samme...
Punkt 7: VENNER: Jeps! jeg har faktisk ægte venner i mængden blandt fans og groupies!
Og endda nogle af de bedste i verden. Men sådan synes alle forhåbentlig om netop de venner DE har. Mine venner er bare særlige.
Igen i år har jeg sagt farvel til nogle og goddag til nye. Men i år har jeg også både sagt goddag og farvel til én og goddag igen til en anden!
Jeg prøvede nemlig at blive ægte forrådt! Detaljerne vil jeg ikke komme nærmere ind på, for det er en klassisk kedsommelig "det har jeg aldrig sagt"-situation, som dog ændrede sig til "det har jeg måske sagt i en brandert"-situation.
Der blev ikke sagt noget der ikke kunne tilgives, men tilgivelsen blev ikke modtaget, og så er det lidt for stejlt op af bakke, selv for en rutineret klatrer som jeg. Der er ting (og desværre personer) der ikke er værd at bruge sin kostbare tid på.
Men måske var det netop det der skulle til, for jeg langt om længe kunne give slip på én der på sigt ikke var særlig gunstig for mig.
Jeg prøvede at blive sat stævne med en kendt ukendt. Ikke at det er noget nyt i min verden, slet ikke, men det her var anderledes. Dels fordi jeg var på vanviddets rand! -heldigvis ikke samme tog som bedste veninden, eller i hvertfald ikke samme vogn...
Vanviddet viste sig at være totalt selvforanstaltet, og blev lynhurtigt drevet ud af min krop ved hjælp af en god omgang nøgtern selvindsigt og iskold realisme. Ikke overfor den kendte ukendte, men overfor mig selv. Visse ting er ikke "ment to be -so be it" No hard feelings...
Jeg har sagt goddag igen til én. Det er ikke en veninde som sådan, og vi HAR diskuteret hvordan vi skal definere vores relation. Vi blev ikke færdige, fordi diskussionen blev afbrudt af massive mængder asti og rødvin... Men jeg er sikker på hun nu er kommet for at blive (på godt og skidt)
Punkt 8: MUSIK: jeps! Jeg indførte musik-uger! Mazzy Star -monday, Tindersticks -tuesday... Tindersticks blev i dén grad genoplivet i min musikverden! Hvilket førte mig direkte til Århus for at se dem live! Måske årets koncert... Eller det var i sandhed årets koncert, og ikke kun fordi det var eneste koncert jeg har været til, eller jo, men det har ikke noget at gøre med, at den koncert overgår i historien som en meget mege stor, ja nærmest episk musikoplevelse! Og ham der forsangeren er, trods tiltagende grå stænk i håret og fremskredet overbid, ikke blevet mindre cool med årene!
Året 2012 har på mange måder været ét af de værste år ever! Året 1994, som på mest hånende måde startede ud med at fratage mig min far. Men endte med at blive ét år der på mange måder markerede min overgang fra barn til voksen. Man bliver bare hurtigere mere voksen, når ens ene forælder dør.
Året 2011 var, som man kan læse i tidligere årsberetning: årsberetningen anno 2011 -fuck You very much, ikke som sådan et episk dårligt år, men måske et blidt afsæt til værste år ever 2012!!! Stort set ingen forsonende træk ved det år faktisk... Måske lige bortset fra det der med enhjørningen, der på alle måder er en dysfunktionel, kaotisk og alligevel en helt fantastisk proces.
Og ja, jeg har ikke glemt genforeningen med tidligere underbo, som efter en vildfarelse i det midtjyske er vendt retur til Ålleren. Det er vi mange der er glade for, måske lige undtagen min lever...
2012 -fuck You even more, You may go to Hell!
Hvad der er sket af "store ting" vil jeg naturligvis nævne, men detaljerne vil jeg ikke komme nærmere ind på. Ikke for min skyld, men for alles skyld. Men mange af de ting jeg kommer ind på, vil tilsammen udgøre summen af "det værste år ever!"
Kære læser, forbered dig på en kavalkade af dårlig stemning!
Punkt 1: SKILSMISSE! Jeps! "han" og jeg valgte at gå hver vores vej i sensommeren.
Det forløb uden det store drama. Eller nej, det kommer jo an på hvis brller man ser på omstædnighederne med. Men jeg kan forsikre om, at der hverken er blevet savet sofaer over eller kastet med ting (af værdi) -nej, der er ikke blevet kastet med noget som helst, ikke engang vielsesringene. Men det skyldes jo, at de tidligere blev skyllet ud i toilettet... af Karla... ved et uheld...
"Han" og jeg er fine venner, og "han" er stadig den, der i første og største omfang redder min røv, når lokummet brænder. (lokummer kommer jeg forresten så rigeligt ind på senere).
Vi har truffet en utopisk, men voksen, beslutning, om at sluge de kameler der skal sluges, for at vores fælles børn skal ha det så godt med far og mor som muligt.
Og jeg kan røbe helt fortroligt, at hvis jeg nogensinde skal ha en mand igen, så skal det være "ham"!
Nu går jeg så en fremtid i møde, hvor jeg har indset jeg nok skal dø alene, og når man finder mig, så har chihuahuaerne sikkert ædt mit ansigt for længest! Drama-dronning much?
Nå, det var jo ikke så svært at få skrevet, som jeg havde gået i flere måneder og frygtet.
Punkt 2: CANCER! Jeps! Canceren gjorde sit indtog i min kærlighedscirkel.
Én, i mit univers, nær veninde blev ramt af brystcancer! Og hold nu kæft hun var god til at være værtsdyr for den helt igennem ondskabsfulde sygdomsparasit, der gjorde krav på hendes krop.
Ikke nok med hun var totalt åben omkring det hele, så formåede hun også at se pisse godt ud under hele forløbet. Men igen, hvis ikke netop hun sku ku bære en cancer med dertilhørende kemoterapi og strålebehandling, så er der ingen der kan.
Det er selvfølgelig ikke alene hendes fortjeneste. Hun er én af dem jeg kender, der har det mest bund solide netværk og den mest klippefaste ægtemand! -altså lige med undtagelse af besøg på fødegangen og i forbindelse med hospitalsrelaterede aktiviteter i øvrigt... Men altså fraset det, så er han en klippe!
Og selvfølgelig blev hun kureret. Men der ville heller ikke være nogen som helst retfærdighed i denne åndsforladte verden, hvis lige netop HUN ikke sku klare den. Hun er født til at klare den! You don't know how strong You are, until being strong is Your only choise. (det blev senere rettet til choiCe...) -fordi en engelsk-kyndig (ninja) ven af huset gjorde opmærksom på det...
Punkt 3: JUL! Jeps! Julen er igen i år et issue.
Dog ikke i så frustrede vredladne toner som sidste år. Det er nu heller ikke udsigten til at holde jul uden børnene der som sådan skaber uro i mig. Jeg ved jo de får verdens bedste jul sammen med deres far og deres familie hos farmor og farfar.
Nææ... Denne jul er det store issue min julegave fra MOR! Den opmærksomme og trofaste læser vil kunne springe følgende afsnit over, mens den nye og mindre standhaftige læser må arbejde lidt endnu, for at få en redegørelse omkringen julegaven fra MOR...
Min mor giver først og fremmest p r a k t i s k e gaver, og man må i sandhed sige dette års julegave fra mor er både praktisk OG uundværligt!
Min mor har i år overgået sig selv i helt vanvittige julegaver og foræret mig et: brugt toilet rekvireret i Den Blå Avis! -det ER blevet monteret, og det gamle (der godtnok var en lille smugle i stykker, men dog stadig brugbart) ER blevet kørt til toiletternes evige jagtmarker, eller hvad man nu kalder det sted et toilet ender sine dage.
Glædelig jul MOR!
Punkt 4: TOGTUR! Jeps! Sådan en fik jeg også. -inddirekte...
Bedste venindens hjerne overtog magten over hende i sommer! Ikke på den der gode intellektuelle måde, men på den helt surrealistiske vanvidsagtige måde, der ikke lader sig styre af andet en massiv medicinering.
Fasen indtil medicinering blev en realitet var lang og sej. Og det at stå på sidelinjen og se vanvidstoget storme afsted med 320 km/t var både frustrerende og skræmmende. Så jeg købte den billigste billet, og steg ombord!
Det tog vi hidtil har benyttet mest, har været det tog der har formidlet sushi og dybstegte bananaer på vores running-sushi restaurant aka SUSHI-TOG.
Der var sgu hverken sushi eller bananer med det tog vi ufrivilligt kom ombord på her i sommer...
Hvad der triggede, tror jeg ikke "vi" helt er klar over. men hvad trigger hvad? -hvad trigger en forelskelse, udover at man pludselig SER det der andet menneske (eller enhjørning -mere om det senere) i et nyt (og regnbuefarvet) lys. -hvad trigger en psykisk sygdom, udover dem der hele tiden råber af én... -og klokkerne! Åhh de satans klokker!
Men hold nu kæft det var svært. Svært fordi (nu frasorterede) -tilsyneladende falske venner oprigtigt frarådede mig at forsøge at standse toget, eller i hvertfald som minimum mente at jeg skulle stå af toget ved den første og bedste station! Men når der er meget værdifuld last ombord på toget, så bliver man sgu til endestationen. Også selvom toget kører meget stærkt og på ustabile skinner.
Det er som om toget har sat farten lidt ned, og det er som om skinnerne vi kører på er lidt mere stabile. Det handler i øjeblikket om at fylde det rette brændstof og den rette mængde på toget. Så kører det på skinner... -som man siger!
Vi er ikke helt nået til endestationen endnu, og om vi nogensinde når dertil, det finder vi ud af, når vi når dertil, hvis vi når dertil...
Punkt 5: ENHJØRNING! Jeps! Jeg er begyndt at tro på enhjørninge.
Eller det her jeg vel egentlig gjort i en del år, men nu er tanken om deres eksistens blevet en realitet. De fleste af mine venner ved godt jeg tror på enhjørninge, men de tror ikke selv på dem. Heldigvis har de ikke noget problem med at jeg tror på enhjørninge. -de var faktisk slet ikke overraskede, da jeg offentliggjorde min radikale "trosretning"...
Måske har jeg endda fundet en helt særlig enhjørning, som jeg godt kunne tænke mig, men den er utrolig svær at fange, og endnu sværere at tæmme.
Den har haft en tidligere rytter, men blev sat fri for nogle år siden, fordi rytteren konverterede til Pegasus. Pegasus og enhjørninge kan ikke sammen, og den der vil have både og, skaber uro i farvesammensætningen på regnbuen, hvilket ofte resulterer i fatale konsekvenser.
Håber dog på at den smukke enhjørning jeg har kastet min kærlighed på snart finder ud af at jeg ikke er farlig.
Punkt 6: CANCER! Jeps! igen-igen!!!
Denne gang har sygdomsparasitten gjort sit indtog i ét nært familiemedlem, hvilket snildt kunne give foranledning til en større omgang panik. Dethar det sikkert også gjort, men tilsyneladende ikke hos selve værtsdyret. Hun tager det hele med ophøjet ro, så det har jeg valgt også at gøre. Man skulle jo nødig gøre sig til hovedperson i andres drama.
Nu må vi se hvordan det hele skræller an. I næste uge skal hun opereres, og allerede dér vil hun jo være mere rask, end for en måned siden, hvor hun ikke engang havde opdaget knuden.
-og vi HAR jo talt om, at brystkræft NÆSTEN ikke kan måle sig med de,t at få et brugt toilet af sin mor i julegave...
-og det "gode" ved hendes nykonstaterede sygdom kan medføre, at lidt af den fokus der er rettet mod mig muligvis kan blive aftagende. Især min interesse for enhjørninge falder måske helt i baggrunden til fordel for at vi skal støtte brysterne, selvom det ordret næsten er det samme...
Punkt 7: VENNER: Jeps! jeg har faktisk ægte venner i mængden blandt fans og groupies!
Og endda nogle af de bedste i verden. Men sådan synes alle forhåbentlig om netop de venner DE har. Mine venner er bare særlige.
Igen i år har jeg sagt farvel til nogle og goddag til nye. Men i år har jeg også både sagt goddag og farvel til én og goddag igen til en anden!
Jeg prøvede nemlig at blive ægte forrådt! Detaljerne vil jeg ikke komme nærmere ind på, for det er en klassisk kedsommelig "det har jeg aldrig sagt"-situation, som dog ændrede sig til "det har jeg måske sagt i en brandert"-situation.
Der blev ikke sagt noget der ikke kunne tilgives, men tilgivelsen blev ikke modtaget, og så er det lidt for stejlt op af bakke, selv for en rutineret klatrer som jeg. Der er ting (og desværre personer) der ikke er værd at bruge sin kostbare tid på.
Men måske var det netop det der skulle til, for jeg langt om længe kunne give slip på én der på sigt ikke var særlig gunstig for mig.
Jeg prøvede at blive sat stævne med en kendt ukendt. Ikke at det er noget nyt i min verden, slet ikke, men det her var anderledes. Dels fordi jeg var på vanviddets rand! -heldigvis ikke samme tog som bedste veninden, eller i hvertfald ikke samme vogn...
Vanviddet viste sig at være totalt selvforanstaltet, og blev lynhurtigt drevet ud af min krop ved hjælp af en god omgang nøgtern selvindsigt og iskold realisme. Ikke overfor den kendte ukendte, men overfor mig selv. Visse ting er ikke "ment to be -so be it" No hard feelings...
Jeg har sagt goddag igen til én. Det er ikke en veninde som sådan, og vi HAR diskuteret hvordan vi skal definere vores relation. Vi blev ikke færdige, fordi diskussionen blev afbrudt af massive mængder asti og rødvin... Men jeg er sikker på hun nu er kommet for at blive (på godt og skidt)
Punkt 8: MUSIK: jeps! Jeg indførte musik-uger! Mazzy Star -monday, Tindersticks -tuesday... Tindersticks blev i dén grad genoplivet i min musikverden! Hvilket førte mig direkte til Århus for at se dem live! Måske årets koncert... Eller det var i sandhed årets koncert, og ikke kun fordi det var eneste koncert jeg har været til, eller jo, men det har ikke noget at gøre med, at den koncert overgår i historien som en meget mege stor, ja nærmest episk musikoplevelse! Og ham der forsangeren er, trods tiltagende grå stænk i håret og fremskredet overbid, ikke blevet mindre cool med årene!
Året 2012 har på mange måder været ét af de værste år ever! Året 1994, som på mest hånende måde startede ud med at fratage mig min far. Men endte med at blive ét år der på mange måder markerede min overgang fra barn til voksen. Man bliver bare hurtigere mere voksen, når ens ene forælder dør.
Året 2011 var, som man kan læse i tidligere årsberetning: årsberetningen anno 2011 -fuck You very much, ikke som sådan et episk dårligt år, men måske et blidt afsæt til værste år ever 2012!!! Stort set ingen forsonende træk ved det år faktisk... Måske lige bortset fra det der med enhjørningen, der på alle måder er en dysfunktionel, kaotisk og alligevel en helt fantastisk proces.
Og ja, jeg har ikke glemt genforeningen med tidligere underbo, som efter en vildfarelse i det midtjyske er vendt retur til Ålleren. Det er vi mange der er glade for, måske lige undtagen min lever...
2012 -fuck You even more, You may go to Hell!
tirsdag den 11. december 2012
Tak mor!
Der kommer ikke til at ligge mange julegaver til mig under juletræet i år, med mindre jeg selv køber dem. Eller rettelse... Der kommer ikke til at ligge ret mange LÆKRE julegaver til mig under juletræet i år. I hvertfald ikke fra min mor, for jeg HAR fået dette års julegave fra MOR!
Min mor har altid været sådan en type, der har givet praktiske gaver. Helst gaver fra Raadvad eller noget der som minimum kan rekvireres i Kop og Kande.
Gaven fra mor til mig er hverken -og jeg er ikke utilbøjelig til at indskyde et desværre, fra Raadvad eller Kop og Kande. Men praktisk dét skal jeg dælme love for den er, og uundværlig jovist...
Jeg vil i den forbindelse gøre alle læsere opmærksomme på, at hvis I skulle gå hen og blive skuffede over dette års gavehøst, så skænk mig en medlidende tanke, for jeg vil nok garantere at ingen, som i virkelig INGEN!!! vil få en julegave på niveau med den jeg i året 2012 fik af min mor!
I år, mine damer og herrer, har min mor overgået sig selv og foræret mig:
Et brugt lokum købt i den Blå avis!
Glædelig jul!
Et brugt lokum købt i den Blå avis!
Glædelig jul!
onsdag den 24. oktober 2012
On(d)sdag
Den her onsdag i dag, har været næsten lige så crappy, som onsdag i sidste uge var god!
-eller så god som en dag nu kan blive, når man konstant kan mærke sin puls i begge øreflipper efter en heftig omgang piercing med efterfølgende instant-strech...
Men onsdag i sidste uge var ægte god, og for at skabe ligevægt og harmoni, så måtte der komme en epic lorte-dag til at rette op på euforifølelsen af en god onsdag i sidste uge.
Min onsdag i dag startede med to børn der hylede inden de overhovedet var ordentlig vågne.
Stressfølelsen af at være kostbare ti minutter bagud er i den grad hysteri og angstprovokerende. Ti minutter er faktisk lang tid om morgnen, og hvorfor de føles længere og mere værdifulde om morgnen end på andre tidspunkter, det er der ingen der ved.
Katastrofalt sent på den, blev ældsten ikke fulgt ind i dussen, men sparket ud af bilen, som jeg dog havde taget farten en anelse af... -mest pga et sving...
Og det var heldigvis kun tæt på jeg kørte ind i en pæl, fordi jeg havde travlt med at vinke og holde øje med at barnet, trods brutal aflevering, kom godt og nogenlunde helskindet ind i dussen...
Videre til yngstens børnehave... Hvor afleveringen gik foruroligende gelinde, hvilket jo i sig selv giver anledning til koldsved og indre uro... Men sådan kan én der dagen forinden fyldte 4 år (og sm skreg sig selv i søvn aftenen forinden på grund af frustrationer over hun ikke måtte spille Nintendo hele natten) jo være en overraskende (tikkende bombe) faktor.
Derefter (næsten) direkte fugleflugtslinje mod hospitalet. Eller så meget direkte fugleflugtslnje man nu kan tilbagelægge i en grønmeallic Renault Laguna stationcar fra 1967 aka "dødsfælden" der går i stå i tide og især utide... Og det er i hvertfald ikke fordi den person der fører det (u)stolte automobil ikke helt er omskolet fra diesel til benzinkøretøj...
Adskillige hasarderede manøvrer senere, bliver den katastrofale morgen reddet af en nattevagt der netop havde fået fri. Hej verdens bedste parkeringsplads!
Men det lidt bedre humør blev omgående manet i minus igen ved mødet med verdens tyndeste kaffe!
Heldigvis kunne jeg gå ind på operationsstuen med yndlingskollegaerne og gemme mig bag mundbind, kittel og skarpe instrumenter.
På vej hjem vil jeg råde bod på episk dårlig morgen ved at købe mine børn med boller og varm kakao. Manglede bare lige kakao og smør. Hvordan i helvede kan det lade sig gøre at bruge over 300,- i Fakta??? På smør (som godtnok var øko) og kakao? Jøsses...
Hjemme er børnene kun oppe at slås to tre gange mens menuen blev tilberedt, hvilket jo er ret godt klaret, dersom at riste tre boller og varme en gryde med kakao jo ikke er verdens mest avancerede traktement.
Det eneste gode der er at sige om utallige søskendeslagsmål er at det i den grad er udmattende. Så kamphønerne sov sødt og artigt allerede 19.15.
Summasumarum: god parkeringsplads og tidligt sovende børn.
Er der mere valium?
fredag den 19. oktober 2012
Højt at flyve -som man siger
Ja ja, så sprang ham der Felix ud fra 36,6 km højde her forleden under stor overvågenhed af verdenspressen.
36,6 km er jo også et stykke, kan man sige. Det er næsten lige så langt væk, som min kære mor bor fra mig...
Kald mig dum og uvidende, og jeg har bevidst ikke -som sådan, sat mig ind i det her postyr, men jeg troede jo faktisk "spring ud" Felix var ham der med håret fra TV... men det har jeg så fået styr på, at det IKKE er...
Jojo bevares, det kræver da sit at springe ud fra en sådan højde... Eller gør det? Altså udover at have nosser til at tage skridtet ud i (næsten) ingenting, hvad skal man så reelt kunne kunne? Kræver det nogle særlige kundskaber? Er det noget man sådan skal ha gået til? Og er der nogen der er bedre til at tage skridtet ud ingenting end andre?
Selve landingen er jo nok det der kræver mest. Det ville jeg i hvertfald tro... Men man har vel ikke mere fart på, i landingssituationen, bare fordi man har været en "anelse" højere oppe end det man plejer. Jeg mener, faldskærmen gør vel det den skal uanset højde?
Måske er jeg bare en sucker for færdigheder. Jeg kan godt lide at der er noget talent bag det man gør. Altså jeg mener jo også at alle kan løbe en marathon, det kræver ikke det store, altså udover træning træning træning, men ikke alle kan gøre det hurtigt. Det har selvfølgelig noget at gøre med træning træning træning, men også hvordan kroppens generelle forudsætninger er for at kunne løbe en marathon indenfor en given tid, og ikke alle kan klare det.
At være dygtig til at tegne kan alle blive, men det er den sidste detalje på værket der kræver talentet og den særlige forudsætning.
At springe ud fra 36,6 kilometers højde? Jeg tror faktisk godt jeg ku finde ud af det.
Men at løbe en marathon inden for 4 timer? No way in Hell...
36,6 km er jo også et stykke, kan man sige. Det er næsten lige så langt væk, som min kære mor bor fra mig...
Kald mig dum og uvidende, og jeg har bevidst ikke -som sådan, sat mig ind i det her postyr, men jeg troede jo faktisk "spring ud" Felix var ham der med håret fra TV... men det har jeg så fået styr på, at det IKKE er...
Jojo bevares, det kræver da sit at springe ud fra en sådan højde... Eller gør det? Altså udover at have nosser til at tage skridtet ud i (næsten) ingenting, hvad skal man så reelt kunne kunne? Kræver det nogle særlige kundskaber? Er det noget man sådan skal ha gået til? Og er der nogen der er bedre til at tage skridtet ud ingenting end andre?
Selve landingen er jo nok det der kræver mest. Det ville jeg i hvertfald tro... Men man har vel ikke mere fart på, i landingssituationen, bare fordi man har været en "anelse" højere oppe end det man plejer. Jeg mener, faldskærmen gør vel det den skal uanset højde?
Måske er jeg bare en sucker for færdigheder. Jeg kan godt lide at der er noget talent bag det man gør. Altså jeg mener jo også at alle kan løbe en marathon, det kræver ikke det store, altså udover træning træning træning, men ikke alle kan gøre det hurtigt. Det har selvfølgelig noget at gøre med træning træning træning, men også hvordan kroppens generelle forudsætninger er for at kunne løbe en marathon indenfor en given tid, og ikke alle kan klare det.
At være dygtig til at tegne kan alle blive, men det er den sidste detalje på værket der kræver talentet og den særlige forudsætning.
At springe ud fra 36,6 kilometers højde? Jeg tror faktisk godt jeg ku finde ud af det.
Men at løbe en marathon inden for 4 timer? No way in Hell...
søndag den 30. september 2012
Når man tænder på tænder
Hvad er der med kvinder og mænd med utroligt grimme tænder? Altså udover at kvinderne er vilde med mænd med grimme tænder...
Robbie Williams, ham der fra Take That... Ham er vi vilde med os kvinder! Hold da op som han er en frækkert, med utroligt offensive kindtænder! Jojo bevares, han er næsten undskyldt, for når man synger, kræves det (tilsyneladende) at man får ansigtet trukket ud i lidet flatterende yderpositioner, som medfører en meget uheldig eksponering af dentalt udstyr... Så Robbie Williams er lidt i en klasse for sig, og undskyldt...
Derimod har vi to rendyrkede kvindeMAGNETER her hjemme i lille bitte Danmark.
Mads Mikkelsen og Liam O Connor! De to!!! Har det til fælles, altså udover at være med i de fleste kvinders meget private tankegang, at de har en sygelig trang til, via deres utroligt bredmundede smil, at flashe deres KINDtænder! Og er det bare mig, eller er de to omtalte personager i besiddelse af et større antal kindtænder end gennemsnittet? Så vidt vides har burde vi være udstyret nogenlunde ens rent dentalt, men der er jo altid nogen der vil skille sig ud, og som heller ikke er for fine til at gøre et nummer ud af det...
Men måske HAR de flere kindtænder end andre, fordi man ofte skiller sig af med sine visdomstænder. Adskillelsen med disse tænder forårsages jo typisk af pladsproblemer i munden. Men fordi de to kvindemagneter åbenbart er i besiddelse af en bredere mund end andre kan det lade sig gøre. Nå ja, så kan det muligvis også have noget at gøre med, at de resterende tænder sidder så skævt, at de nærmest sidder i to lag, og så er det jo ingen sag at have 18 kindtænder...
Så hellere Michael Laudrups tænder. Han har da trods alt en god chance for at få et anstændigt tandsæt, når han begynder at skifte mælketænderne ud... Hvilket nok cirka sker samtidig med at Allan Olsens stemme går i overgang!
Robbie Williams, ham der fra Take That... Ham er vi vilde med os kvinder! Hold da op som han er en frækkert, med utroligt offensive kindtænder! Jojo bevares, han er næsten undskyldt, for når man synger, kræves det (tilsyneladende) at man får ansigtet trukket ud i lidet flatterende yderpositioner, som medfører en meget uheldig eksponering af dentalt udstyr... Så Robbie Williams er lidt i en klasse for sig, og undskyldt...
Derimod har vi to rendyrkede kvindeMAGNETER her hjemme i lille bitte Danmark.
Mads Mikkelsen og Liam O Connor! De to!!! Har det til fælles, altså udover at være med i de fleste kvinders meget private tankegang, at de har en sygelig trang til, via deres utroligt bredmundede smil, at flashe deres KINDtænder! Og er det bare mig, eller er de to omtalte personager i besiddelse af et større antal kindtænder end gennemsnittet? Så vidt vides har burde vi være udstyret nogenlunde ens rent dentalt, men der er jo altid nogen der vil skille sig ud, og som heller ikke er for fine til at gøre et nummer ud af det...
Men måske HAR de flere kindtænder end andre, fordi man ofte skiller sig af med sine visdomstænder. Adskillelsen med disse tænder forårsages jo typisk af pladsproblemer i munden. Men fordi de to kvindemagneter åbenbart er i besiddelse af en bredere mund end andre kan det lade sig gøre. Nå ja, så kan det muligvis også have noget at gøre med, at de resterende tænder sidder så skævt, at de nærmest sidder i to lag, og så er det jo ingen sag at have 18 kindtænder...
Så hellere Michael Laudrups tænder. Han har da trods alt en god chance for at få et anstændigt tandsæt, når han begynder at skifte mælketænderne ud... Hvilket nok cirka sker samtidig med at Allan Olsens stemme går i overgang!
tirsdag den 14. august 2012
Man mærker slet ikke mærket
Nå, men så er jeg blevet opfordret af flere til at få lidt gang i skriveriet igen. Eller det gælder vel som flere, når den der har opfordret mig til det i et mindre omfang lider af personlighedsforstyrrelser...
Kender I det der med, at man finder billeder af sig selv, som kan dateres 6-7 år tilbage? Dengang man var i sit livs form? Bevares, rund er også en form, og kageform kan tolkes på mage måder. Ikke at jeg har hengivet mig til overvægtens onde og kolesterolprovokerende vold, men man er bare aldrig helt tilfreds vel?
Man vil altid gerne være bare lidt tyndere og have bare en anelse længere øjenvipper...
Jeg var i byen i lørdags! Iført høje hæle, flad mave og en makeup der var så dramatisk god, at man hverken lagde mærke til mine utroligt korte øjenvipper eller det halve kilo glimmer "nogen" havde påmonteret mit ansigt og størstedelen af øverste torso.
Det gode ved at gå i byen de samme steder med de samme mennesker er, at intet ændrer sig, altså bortset fra rynkerne og poserne under øjnene, der avancerer sig til en nyt og overraskende level for hver gang.
Men på en måde er det både trygt og ualmindeligt bekræftende. Trygt, fordi man på intet tidspunkt bliver overrasket over noget som helst. Selv dramaerne er de samme, bare med nye statister. Bekræftende fordi det sgu da er ren optur at JEG holder mig så godt, og stadig ligner én på 24 år, når ALLE de andre tydeligvis er blevet meget meget ældre på både krop og sjæl.
Det kiksede, for mit vedkommende, ved at gå i byen, er når "man" har investeret i det fineste stykke H&M konfektion, bragt det hjem og man lige vil teste om det nu er egnet til formålet, bliver så distraheret, at man efter tre timer i byen, en Heineken og en Ginger Ale forklædt som en meget stærk og fancy drink vender hjem med en selvtilfreds "still going strong" følelse i kroppen der ikke forresten overhovedet ikke ligner en krop der har skudt to børn ud på hhv 3910 g og 3370 g med fire års interval, og opdager, at det den ganske aften har være muligt Gud og hver mand samt pøbel at beskue, at min nye H&M ekvipering har stået mig i 69,95 gode danske kroner! Men hvis ikke jeg skulle kunne gå i byen iført tøj med prismærke på, hvem helvede skulle så?
Det værste ved episoden var, at jeg egentlig ikke engang udviste hverken bestyrtelse eller overraskelse, da jeg opdagede det. Nærmere bare en tør nøgtern konstatering. Skræmmende ikk?
The happy ending, var at jeg rent faktisk formåede at komme hjem uden frakturer, hudafskrabninger eller blå mærker. Og det til trods for at jeg havde høje hæle på i hele TRE timer!
Så gør det ikke så meget at man safe home falder lidt i søvn på sofaen arm i arm med en pose 37 kroners bakteriebefængt bland selv slik fra Billeren...
Kender I det der med, at man finder billeder af sig selv, som kan dateres 6-7 år tilbage? Dengang man var i sit livs form? Bevares, rund er også en form, og kageform kan tolkes på mage måder. Ikke at jeg har hengivet mig til overvægtens onde og kolesterolprovokerende vold, men man er bare aldrig helt tilfreds vel?
Man vil altid gerne være bare lidt tyndere og have bare en anelse længere øjenvipper...
Jeg var i byen i lørdags! Iført høje hæle, flad mave og en makeup der var så dramatisk god, at man hverken lagde mærke til mine utroligt korte øjenvipper eller det halve kilo glimmer "nogen" havde påmonteret mit ansigt og størstedelen af øverste torso.
Det gode ved at gå i byen de samme steder med de samme mennesker er, at intet ændrer sig, altså bortset fra rynkerne og poserne under øjnene, der avancerer sig til en nyt og overraskende level for hver gang.
Men på en måde er det både trygt og ualmindeligt bekræftende. Trygt, fordi man på intet tidspunkt bliver overrasket over noget som helst. Selv dramaerne er de samme, bare med nye statister. Bekræftende fordi det sgu da er ren optur at JEG holder mig så godt, og stadig ligner én på 24 år, når ALLE de andre tydeligvis er blevet meget meget ældre på både krop og sjæl.
Det kiksede, for mit vedkommende, ved at gå i byen, er når "man" har investeret i det fineste stykke H&M konfektion, bragt det hjem og man lige vil teste om det nu er egnet til formålet, bliver så distraheret, at man efter tre timer i byen, en Heineken og en Ginger Ale forklædt som en meget stærk og fancy drink vender hjem med en selvtilfreds "still going strong" følelse i kroppen der ikke forresten overhovedet ikke ligner en krop der har skudt to børn ud på hhv 3910 g og 3370 g med fire års interval, og opdager, at det den ganske aften har være muligt Gud og hver mand samt pøbel at beskue, at min nye H&M ekvipering har stået mig i 69,95 gode danske kroner! Men hvis ikke jeg skulle kunne gå i byen iført tøj med prismærke på, hvem helvede skulle så?
Det værste ved episoden var, at jeg egentlig ikke engang udviste hverken bestyrtelse eller overraskelse, da jeg opdagede det. Nærmere bare en tør nøgtern konstatering. Skræmmende ikk?
The happy ending, var at jeg rent faktisk formåede at komme hjem uden frakturer, hudafskrabninger eller blå mærker. Og det til trods for at jeg havde høje hæle på i hele TRE timer!
Så gør det ikke så meget at man safe home falder lidt i søvn på sofaen arm i arm med en pose 37 kroners bakteriebefængt bland selv slik fra Billeren...
Abonner på:
Opslag (Atom)