søndag den 7. august 2011

Pas nu på dig selv

Er måske den mest overfladiske, ligegyldige sætning i hele verden. En sætning der gerne siges i bedste distancerede mening, og som oftest siges til én der slet ikke enten er i stand til at passe på sig selv, eller har lyst til at passe på sig selv.

Som udgangspunkt formoder jeg da vi passer på os selv. Det er vel ikke sådan man ligefrem går ud foran en bil med vilje. I hvertfald ikke hvis man har en minimal intention om at passe på sig selv.

Kærligheden og de der intime relationer er nok de værste. To mennesker møder hinanden og vil hinanden, men de bliver enige om at tage den med ro. Arhmmen hvorfor nu det? Er det ikke bare spild af tid at luske rundt om den varme grød i flere måneder, for så på sigt at finde ud af at det ikke lige er noget alligevel? Hvorfor ikke give den max gas fra start, og finder man så senere ud af at det ikke er noget, så har man da i det mindste ikke spildt tiden med at luske rundt...

Gode venner lader ikke hinanden sådan gå planken ud, men HVIS det nu sker, så er et dem der smider redningskransen ud efterfølgende. Ikke en "I told You so"-redningskrans, men nærmere en "Nå, vi finder ud af det"-redningskrans. For den næst mest ligegyldige sætning i verden er "Ja, jeg havde jo sagt det til dig"... Orrrrk!!! Hvad kan man bruge det til, når man står der med hjertet flået ud og trampet i stumper og stykker? Ikke en skid. Eller når man står med verdens største gæld, efter at have investeret i, på det tidspunkt, verdens bedste idé, som ikke var det alligevel...

Så har man brug for at blive passet på og samlet op, og blive skubbet kærligt afsted i den rigtige retning af ens gode venner. -Og om mange år kan vi alle sammen grine af det hele... Eller så kan vi ikke...

Det kan jo være man har haft brug for at eksponere sit mest sårbare, og så må man betale prisen bagefter.  Men tænk hvilken fantastisk oplevelse man måske gik glip af, hvis man ikke satte alt på spil den ene gang, eller gentagne gange eller hele tiden... Tænk hvis man faktisk forsøgte sig med at holde bukserne oppe uden både livrem og seler... Og hvad nu hvis man tabte bukserne? JA hvad så? -så har nogen set ens røv, og undskyld for helvede for det! Jeg mener bare, at man nogle gange er nødt til at tage chancer. Chancer som man nok godt inderst inde ved ikke er det mest velovervejede man har gjort i hele sit liv, men det er vel reelt derfor det hedder "at tage en chance", og det er vel ikke for ingenting ordet er blevet opfundet vel?!!!???


Men på den anden side, så er det nu nemmere at sige "pas på dig selv", end at sige "uanset hvad du foretager dig, så vær parat til at tage skraldet og rydde op efter dig". Måske skulle jeg prøve at sige det, næste gang jeg møder én jeg alligevel ikke gider involvere mig 100 % i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar