Berlin sommeren 2020
Dag 5
Søndag = Mauerpark-dag for mange i Berlin, og det skulle vi også! -sammen med Frances!
Mens jeg lå og brugte de vanlige 2-3 timer på at vågne, fik jeg på én eller anden måde iværksat, at Justin, Kolja (jeg elsker virkelig det navn) og Julia også skulle komme og mødes med os i Mauerpark i dag.
Vi havde to formål med Mauerpark-besøget: at købe hot-sauce til Carsten, og spise vegan dumplings!
Mauerpark var blevet renoveret, hvis man kan sige det om en park, men den var i hvertfald noget kønnere og græsset var lidt grønnere og mere frodigt end sidste år.
Man havde forsøgt at lave kontrolleret adgang til loppemarkedet og begrænset adgang til madområdet, og så længe de selv troede på det virkede, så fred være med det!
Vi fik vores vegan dumplings, og Justin kendte hot-sauce manden, så jeg scorede en god rabat på Carstens bestilling!
Det meste af tiden sad vi på der fine nye græs og snakkede. Frances, Julia, Justin, kolja, Julia (ikke den samme - men der var to der hed Julia! SÅ dement er jeg ikke blevet endnu...), Nicole og os selv.
Det var simpelthen så hyggeligt, og jeg er så mega glad for, at jeg kan samle så mange!
Alle snakkede sammen, og alne havde en forbindelse, selvom de ikke decideret kendte hinanden. Det var et helt perfekt øjeblik!
Da det begyndte at blive køligt, valgte vi at tage hjem, for at få noget mere tøj på, inden vi skulle ud og spise koreansk mad - som jeg har været helt besat af vi SKULLE nå!
Jeg VILLE have japcae, som er en nudelret med nudler lavet at sødkarkoffel.
I ringbanen havde vi hele ugen moret os over det speak, der med jævne mellemrum, i anledningen af corona, med højtidelig stemme sagde: “meine Damen -und Herren...bla bla bla!”
-vi syntes han lidt lød som om han skulle præsentere den næste dans i tysk Vild med dans...
“meine Damen -und Herren! In eine Polka...”
Den koreanske mad var fantastisk! Også selvom vi slet ikke havde fattet konceptet... men jeg fik i hverfald min japchae, og den var god!
Pigerne delte en større historie af en anretningssituation, hvor der først blev stillet an med et glasblus, og maden kom ind halvfærdig i et lerfad, og blev plantet på blusset.
Inden havde vi fået tre små skåle med kimchi, noget squash-noget, der smagte lidt som agurkesalat med sesam og noget kartoffelværk.
Vi begyndte at spise starterne, indtil der kom to små skåle ind med røde klisterris.
Nu blev vi helt i tvivl om de ting på bordet skulle hældes op i lerfadet, og steges med... vi kiggede lidt rundt, for at se hvad de andre gjorde, men de andre kiggede på os, formentlig fordi de havde én eller anden forventning om, at vi var sådan nogle typer, der havde styr på de koreanske manerer... gad vide hvor de fik den idé fra?!?!
Nå, men vi gik i hverfald ikke sultne fra restauranten, og vi skal klart derind igen og tage revance! Men først skal vi nok lige læse lidt op på etiketten desangående koreansk spisesituation...
Jeg havde fået opsnuset, at Mads og Pernille og deres døtre også havde indtaget Berlin, og selvom de bor i København, og Madses mor bor i Ålleren, så har vi set mest til hinanden i Berlin, fordi vi tilsyneladende får den geniale idé, at tage til Berlin på samme tid.
Derfor ilede vi fra den koreanske restaurant til den nærmeste sporvogn, som gik i retning af familien Ama’r, og nåede at have et par formidable timer i hinandens selskab, nogle drinks og et assorteret udvalg af røverhistorier!
Som jeg tidligere har nævnt, så er det ægte yndlings, når man spontant mødes til drinks med venner hjemmefra. Og så snakker vi ikke om, at jeg fik Aperol spritz i de korrekte glas og med koboltblåt sugerør!
Jojo, jeg ved da godt den drik er very last year, men nu må vi jo ikke glemme, at jeg er én af de sidste i Danmark, der havde en ægte bankbog - også dengang alle konverterede til Dankortet, som jeg jo først fik for ganske få år siden... men Aperol spritz smagte overraskende godt, må jeg indrømme, hvilket Emma også syntes! -og SÅ snakker vi IKKE mere om Aperol spritz! (Og især ikke om at jeg har købt to flasker OG to flasker prosecco)
Dag 6 er gået med at gøre lejligheden ren, pakke bil og køre hjem.
Men inden vi nåede så langt som til at køre hjem, var der lige nogle sidste indkøb der skulle gøres.
Derfor drog vi, til fods flankeret af pensionist trolley, mod Rewe, hvor jeg ville købe nogle af de særlige øl, som jeg drikker én af engang imellem, når jeg sidder hjemme og savner Berlin lidt for meget.
Langt om længe satte vi os ind i en godt pakket humørbus, som veloplagt satte kursen mod Danmark!
Jeg syntes turen hjem - eller til Scandinavian Park gik ret hurtigt.
Dr. Oetker fabrikken dukkede op langt hurtigere end jeg ha de regnet med, men måske var det fordi jeg havde glemt at kigge på klokken ved afgang, og jeg i den grad havde mistet tidsfornemmelsen. Men pludselig tårnede den buddingfarvede mastodont op, og en (muligvis indbildt) duft af vanilje bredte sig i bilen...
Vi kørte igen i astadigt tempo, og humørbussen vejede lidt mere nu, end da vi kørte den anden vej.
Robert og mig sørgede for fællessang hele vejen gennem tyskland, men det var som om det forblev ved duet, eftersom backinggruppen ikke deltog så aktivt... men så kunne man også meget bedre høre mig!
Jeg var meget positivt overrasket over (især) hjemturen, fordi den foregik jo i eftermiddags og aftentimerne, hvor der var noget mere trafik på vejen, men vi ungik at holde i kø én eneste gang, selvom jeg på et tidspunkt lidt ønskede det ville ske, så jeg kunne hælde mere kaffe op i min kop.
Jeg havde nemlig en kaffe med, som var nåe’kun bedre end den jeg havde fået brygget til turen derned.
Dels smagte den her kaffe langt bedre og dels skulle den ikke tygges, hvilket jeg kan meddele aldrig bliver et hit, så ved I dét, bare i tilfælde af, at nogen af jer måtte gå og overveje et sådan koncept. DET ER EN DÅRLIG IDÉ!
-selv tak...
Men måske er det de stadig tildels lukkede grænser, måske er det stadig folks frygt for at bevæge sig udenlands (og udendørs for den sags skyld) der gjorde, at der ikke var ét eneste trafikuheld på nogle af turene, hvilket jo kun er positivt.
Jeg syntes også overvejende, at “man” kørte pænt, og slet ikke så idiotisk som jeg nogle gange har været vidne til.
Der kom selvølgelig et par tåber i Audier og BMWer med 280 i timen, men det gode ved de kører så stærkt er, at de hurtigt er ude af syne!
Til gengæld tror jeg ikke de ville kunne gøre en tur til fra Ålleren til Berlin og hjem igen for omkring 750,- i benzin, som den lille tapre humørbus kan!
Atter engang blev pigerne og jeg enige om, at den her tur var den bedste vi nogensinde har haft! Men det synes vi jo hver gang, så det kan man ikke regne.
Jeg fik det tiltrængte afbræk fra den der hverdag derhjemme, som var ved at tage pippet fra mig, men på vejen hjem følte jeg mig helt kalibreret, afslappet, motiveret og rolig på en helt anden måde, end da jeg tog afsted.
Selvom det ikke som sådan løser noget, at tage væk, så fylder det ikke så meget nu, og det er rart at være tilbage i den gamle gænge uden de store armbevægelser og følelsesmæssige forstyrrelser.
Det var rart at føle nærværet blive prioriteret til de rigtige, og det hele går som en leg, når man rejser sammen med de to semiberlinere. Både bilturen og opholdet går i det store hele uden de store dramaer. Til gengæld kan det så godt være de skændes 5 minutter efter vi er kommet hjem, men så må jeg bare tilrettelægge hjemturen sådan, at vi først er hjemme om natten, så de er for udmattede til at skændes!
