fredag den 11. december 2020

Sidste nyt fra Coronaland

 Fjerde dag i Coronaland


Dagen gik mestendels med at koncentrere mig om ikke at tisse i bukserne, mens jeg hostede, hvilket jeg gør en del - altså hoster! Jeg har endnu ikke tisset i bukserne... så vidt jeg ved!


Jeg tror også jeg var feberfri det meste af dagen, men blev dog noget varm i kindtøjet sidst på dagen. 


Pepfløjten er blevet min primære beskæfrigelse, fraset serier hvor jeg veksler mellem Scorpion på Netter’n og gode gamle Matador.

Jeg vil, når jeg kommer på den anden side af det her, undersøge mulighederne for at gøre pepfløjte til en elitesportsgren!


 Dagen går ret hurtigt, synes jeg, og til tider kan jeg slet ikke begribe, hvor den er blevet af. Til gengæld er hovedpinen temmelig vedholdende.

Fik den dog fordrevet væk fra den højre side af kraniet, men kun for den kunne gøre come back i den venstre side.


-nå, men hvordan mon står til i Korsbæk?

onsdag den 9. december 2020

Sidste nyt fra Coronaland

 Tredje dag i Coronaland


Efter en helt forfærdelig nat med kulderystelser og massic hovedpine kombineret med en god portion selvmedlidenhed blev det morgen før jeg faldt i søvn... kortvarigt!

Blev nemlig vækket kl 7:00, som jeg også nogle gange gør efter en vagt, af ekstrem høj tale-radio placeret i et vindue i det nærtliggende fællesetablissement - ganske vist ikke et vi har fri adgang til, så derfor nok også denne større irritationsfaktor.

Eftersom mit vindue holdes åbent af luftcirkulatoriske årsager, så bragede lyden direkte op i mit febersprængte ansigt!


Heldigvis havde nattens hæslige strabadser lagt sig, og jeg var ved nogenlunde form. Varmen havde jeg endda også næsten genvundet, så der var faktisk god stemning i kosteskabet - altså efter raserianfaldet var blevet brændt ned af feberen.


Lungerne erklærede sig ikke helt enige i min betragtning, og lød som knitrende lametta, men blev sat på plads af min nye bedste ven: PEPfløjten!


Senere skulle HelleB komme på besøg. Væbnet med halstørklæde og tykke trøjer hængte jeg på bedste Irene TV-stil ud af vinduet, og fik en god snak med Helle B! Det var dejligt at se hende!


Resten af dagen er gået med at småsove, holde kontakten til verden udenfor ved lige og hoste - helst uden at tisse i bukserne, hvilket indtil videre går over alle forventninger! (-og så skal vi ikke komme nærmere ind på hvor høje forventninger vi snakker...)


Mor kan slet ikke begribe hvordan jeg kan holde ud at være spærret inde på mit værelse, og synes da godt jeg lige kunne gå ned på sofaen lidt...

Men det er faktisk ikke så slemt at være her. Dels er her jo hyggeligt, og dels er det jo som bekendt verdens bedste værelse!

Overvejer at leje resten af huset ud, da det er gået op for mig, hvor lidt jeg egentlig kan nøjes med...


Aftensmaden stod på Martin og Connis carbonara-rester fra i går, og jeg har endda fået bragt netshoppede julegaver til døren af Melvin og hans menneskemor.


Tredje dag i Coronaland har, trods en virkelig dårlig start, ikke været så tosse’ igen...


-nå, men hvordan mon det står til i Korsbæk?




tirsdag den 8. december 2020

Sidste nyt fra Coronaland

Anden dag i Coronaland


I dag startede med en eskursion ud af huset, nærmere betegnet til hospitalets pandemiafsnit P2, hvor min karriere som forsøgsperson skulle tage sin begyndelse.

Efter en grundig udspørgen - og blodprøver, blev jeg beriget med min formentlig sidste podning nogensinde!

Med forsikringer om at Donald T ikke ville få fingrene i mit blod og slim, lod jeg det sende til det store USA. 

Hvis jeg aldrig decideret selv kommer til USA, så er det på en måde ok at vide, at jeg dog alligevel får befængt landet med mit DNA og det ondeste, der hidtil har huseret i min krop - er det den slags man kalder poetisk retfærdighed?

-har du været i USA?

-på en måde...


Da jeg vendte hjem til min isolationsdestinstion - i højt humør og i en tilstand der tilsyneladende var for god til man kunne bruge mig i det medicinske forsøg, kan jeg godt fortælle, at bøtten vendte!

Efter en god fornuftig facetime-situation med Satan O, som i dagens anledning havde pyntet sig med lyskæder og glimmerLIM, begyndte jeg at fryse som om en ny istid havde indtruffet under mine to dyner!


Man kunne køle mousser ned på rekordtid ved hjælp af mine hænder, der var to sekunder fra koldbrand, hvis jeg havde været med i Den store bagedyst...


Efter nogle timer, tog jeg mig sammen til at indtage et par magiske kapsler fra London, og i løbet af kort tid genvandt jeg blodcirkulation og kampgejst.

Fejrede det med lidt aftensmad, som Martin og Conni (som endnu engang optræder som livliner) havde lavet og leveret, resten af det Matador-afsnit, jeg i min dårligdom måtte afbryde og et par ordentlige blæs i PEPfløjten - som man siger!


Fraset at mit ansigt føles så varmt, at mit subcutane fedt er blevet til olie, så har jeg det ok igen. Det hjalp også på hele selvmedlidenhedssitustionen, at jeg fik verdens flotteste buket blomster leveret til døren!


-nå, men hvordan mon det står til i Korsbæk? 

mandag den 7. december 2020

Sidste nyt fra Coronaland

 Første dag i Coronaland


Blev testet positiv i går formiddags med lette symptomer i forgårs. Fordi der havde været en høj forekomst af smittede blandt kollegaerne på pandemiafdelingen, valgte jeg at melde mig syg fra dagvagten i går, og få en fast track test, som så viste sig at være positiv.

Havde tre dage forinden haft en negativ test, og også to dage inden den.

Men nu var det en ny situation, og fuldstændig overrasket over at jeg var blevet smittet, dels fordi jeg syntes at jeg havde taget alle mine forholdsregler, og dels fordi jeg var helt overbevist om at det ikke ville ramme mig. Sådan er tankegangen jo hos de fleste, kan jeg fornemme, når jeg læser om alle de heltemodige virus-obsternasige fornægtere. Altså de er ikke overbevist om, at virus ikke ville ramme mig, men at de ikke selv vil blive smittet.


Efter at have sundet mig, og truffet de nødvendige foranstaltninger, isolerede jeg mig i kosteskabet.

Jeg havde det fint, indtil sidst på eftermiddagen/først på aftenen, hvor jeg blev mere og mere forfrossen og skrantvorn, som det hedder på godt rigsdansk.

Poppede et par influenza-kapsler fra London, og fik det bedre, og priste mig lykkelig over at Matador ligger på DR-appen.


Om natten vågnede jeg, og begav mig, iført mundbind, ned i det tomme hus for at børste tænder og tage et bad. Syntes flæsket var noget lunere end normalt, til trods for jeg frøs, og besluttede at måle en temperatur, der slog ud på en flot 39,1

Fik næsten varmen under bruseren, og kampsvedte selvfølgelig da jeg skulle tørre mig.

Efter et tiltrængt bad og ditto tandbørstning krøb jeg under dynen, og sov feberen ud.


Vågnede i morges frisk fraset kvalme, og spekulerede et kort øjeblik på om jeg mon var blevet gravid... i så fald ville jeg have gået glip af den sjove del desangående, så jeg tillagde kvalmen corona.


Brugte det meste af tiden i dag på at kommunikere, blandt andet med mor, der insisterer på en telefonisk kontakt morgen og aften!

Desuden støvsugede jeg på værelset, hvilket ikke er bare sådan lige, når der næsten ikke er plads til støvsugeren og mig på samme tid - fordi døren jo skulle være lukket...

Men støvsuget blev der, og værelset virker meget større nu!


Er blevet vartet godt op af børnene, som selv var til test i dag, og jeg er spændt på om de holder kadencen.

De har både gjort rent og sager, og vores hjem har aldrig været renere. Men nu er det også en enestående mulighed én gang for alle, at få manifesteret, at det altså er DEM der roder og sviner! Måske er det langt om længe nu det også ligefrem går op for dem?!?!


Der er blevet leveret goodie bags fra gode venner og kollegaer, og jeg er blevet beriget med alt fra snacks til pep-fløjte (et aggregat man bruger til lungefys). Så jeg dør ikke af sult, men hvis det skulle ske, så dør jeg fed med utroligt velfungerende lunger!


Fraset lidt hovedpine i dag, så har jeg haft en god første dag i coronaland, og den største gene er, at jeg ikke kan få et ordentligt raserianfald uden at blive stakåndet og begynde at hoste!


-nå, men hvordan mon det står til i Korsbæk?

lørdag den 7. november 2020

Pandemi(n) bare...

Da COVID-19 brød ud i foråret 2020 var stemningen vekslende mellem panisk og ligeglad i det ganske danske land. Men uanset hvad, så var der godt salg i toiletpapiret!


Men som de hvide telte til podning poppede op rundt omkring, begyndte de fleste af os at se alvoren i øjnene.


Så kom sommeren, og alt gik lidt i glemmebogen.

Folks ferieaktiviteter blev begrænset til indenrigsferier for de fleste, men fraset det, så er mit indtryk, at sommeren forløb i nogenlunde fred og fordragelighed.


Set inde fra den anden side af disken, altså set fra en offentligt ansat sundhedspersons vinkel, så var de fleste afdelinger i hvert fald nogenlunde tilbage til normal drift og produktion, som det så lidet flatterende hedder i vores verden, hvor vores kerneopgave er at passe og pleje syge mennesker... drift og produktion!


Nu er det blevet efterår, og COVID-19 er, som alle os andre, retur fra sommerdvalen, og i fuld vigør med fornyede kræfter, og også i en sådan grad, at JEG er blevet indkaldt til at aftjene min værnepligt i pandemiregimentet, hvor jeg ellers var en del af reserven...


Jeg meldte mig frivilligt i foråret, fordi jeg var sikker på, at verdens undergang var lige om hjørnet, og det skulle jeg i hvert fald gøre mit til ikke blev aktuelt.

Jeg har slet ikke tid til nogen apokalypse endnu!

Især ikke nu jeg har opdaget at bananer og mandler udgør en fremragende morgenmad. Jeg har også adskillige flasker champagne og vin, som jeg endnu ikke har fået drukket. Så en verdensundergang ville passe mig utroligt dårligt 


Væbnet til tænderne med et friskt kursus i håndtering af smittede patienter, var jeg kampklar til sidste blodsdråbe - eller aerosol-partikel...


Men den dag kom aldrig, formentlig fordi nationens beboere, på trods af en vis slåen sig i tøjret, trods alt formåede at holde virus i ave.


I mellemtiden har nogle af nationens beboere, formentlig dem der allerede har klaret sidste bane i Candy Crush, og derfor er begyndt at kede sig endnu mere, fået den opfattelse, at COVID-19 er en kæmpe sammensværgelse, som i øvrigt slet ikke er så slem eller farlig. 

Ja, måske eksisterer den ikke engang!

De råber og skriger efter evidens, på det ene og det andet, mens de med en ildhu, man kun ser ved buffeten i Bilka, når pensionisterne er til 10 kroners-morgenmad, samtidig surfer i alle mulige og især umulige shjørner og kroge af internettet, og finder mere eller mindre saglige artikler, der understøtter lige netop den teori, der stemmer overens med den overbevisning de har fået etableret i hovedet, skabt på baggrund af lige dele dumhed, kedsomhed og arrogance...


På tirsdag kl 8:00 skal jeg stemple ind på et af pandemiafsnittene på Aalborg Universitetshospital.

Der skulle nemlig, efter sigende, befinde sig patienter, der rent faktisk er syge af COVID-19, selvom den ikke eksisterer, eller er farlig...

(Og vi ved jo hvordan det danske hospitalsvæsen faldbyder indlæggelserne nu om stunder, så det er nok blot en flok pyller-røve, der har checket sig ind på et medicinsk spa-ophold, for at få et sengebad p skatteydernes regning)...

Men TÆNK nu hvis de der er indlagte, rent faktisk er ægte syge, og dét er årsagen til de er på et SYGEhus? TÆNK hvis de endda er ægte syge af COVID-19, og dét er årsagen til de er på pandemiafsnittet?

TÆNK lige hvis det forholdt sig sådan!


Jeg er i hvert fald meget spændt på at se om jeg blot er en statist i århundredets største reality show med skjult kamera, som i grove træk er det de selvbestaltede COVID-19 eksperter påstår, efter at have studeret i flere måneder på University of Google.


Jeg føler, at de der ikke mener vi skal tage det her alvorligt, direkte siger, at det stykke arbejde jeg skal gøre fra på tirsdag, hvor jeg i øvrigt bliver præsenteret for en helt ny vagtplan formentlig med blandede vagter i 3 holdsskift, som på ingen måde tager hensyn til mit liv og min hverdag, fordi vi befinder os i en kritisk situation, hvor undtagelsestilstanden ligger og ulmer under vores fødder, er decideret tåbeligt og unødvendigt.

-og det er skam ikke fordi jeg hyler over den pænt store indgriben i min hverdag, for jeg har jo selv meldt til det!

MEN set i lyset af hvordan øvrige befolkning skaber sig! Ja! SKABER sig over at der er sket nogle få ændringer i deres liv, og her tænker jeg selvfølgelig ikke på de forretnings- og erhvervsdrivende, der i høj grad lider under det her (så hjernedød og uempatisk er jeg jo heller ikke - trods alt), men jeg tænker selvfølgelig på den kategori af Facebook-krigerne, og deres konstante palaver om dit og dat, og her har jeg hverken skelnet mellem dit eller dat, men helt ukritisk har kørt alt deres bull shit over én kam!

-så står jeg overfor en gennemgribende ændring i både mit arbejdsliv og privatliv, som medfører, at jeg endnu engang må trække i alle de tråde jeg har i mit netværk, som heldigvis er stærkt og tæt, for at jeg kan få mit liv til at hænge sammen, mens jeg forsøger at hjælpe folk der er i nød, på baggrund af en sygdom, som mange ikke anerkender alvorligheden af!


Nogen skulle få hovedet ud af egen røv, glæde sig over vi trods alt har så gode vilkår som vi har - og i øvrigt snøre kagehullet!




 

onsdag den 15. juli 2020

Berlin sommeren 2020 dag 5 og post scriptum

Berlin sommeren 2020
Dag 5

Søndag = Mauerpark-dag for mange i Berlin, og det skulle vi også! -sammen med Frances!
Mens jeg lå og brugte de vanlige 2-3 timer på at vågne, fik jeg på én eller anden måde iværksat, at Justin, Kolja (jeg elsker virkelig det navn) og Julia også skulle komme og mødes med os i Mauerpark i dag.
Vi havde to formål med Mauerpark-besøget: at købe hot-sauce til Carsten, og spise vegan dumplings!

Mauerpark var blevet renoveret, hvis man kan sige det om en park, men den var i hvertfald noget kønnere og græsset var lidt grønnere og mere frodigt end sidste år.
Man havde forsøgt at lave kontrolleret adgang til loppemarkedet og begrænset adgang til madområdet, og så længe de selv troede på det virkede, så fred være med det!

Vi fik vores vegan dumplings, og Justin kendte hot-sauce manden, så jeg scorede en god rabat på Carstens bestilling!

Det meste af tiden sad vi på der fine nye græs og snakkede. Frances, Julia, Justin, kolja, Julia (ikke den samme - men der var to der hed Julia! SÅ dement er jeg ikke blevet endnu...), Nicole og os selv.
Det var simpelthen så hyggeligt, og jeg er så mega glad for, at jeg kan samle så mange! 
Alle snakkede sammen, og alne havde en forbindelse, selvom de ikke decideret kendte hinanden. Det var et helt perfekt øjeblik!

Da det begyndte at blive køligt, valgte vi at tage hjem, for at få noget mere tøj på, inden vi skulle ud og spise koreansk mad - som jeg har været helt besat af vi SKULLE nå!
Jeg VILLE have japcae, som er en nudelret med nudler lavet at sødkarkoffel.

I ringbanen havde vi hele ugen moret os over det speak, der med jævne mellemrum, i anledningen af corona, med højtidelig stemme sagde: “meine Damen -und Herren...bla bla bla!”
-vi syntes han lidt lød som om han skulle præsentere den næste dans i tysk Vild med dans...
“meine Damen -und Herren! In eine Polka...”

Den koreanske mad var fantastisk! Også selvom vi slet ikke havde fattet konceptet... men jeg fik i hverfald min japchae, og den var god!
Pigerne delte en større historie af en anretningssituation, hvor der først blev stillet an med et glasblus, og maden kom ind halvfærdig i et lerfad, og blev plantet på blusset.
Inden havde vi fået tre små skåle med kimchi, noget squash-noget, der smagte lidt som agurkesalat med sesam og noget kartoffelværk.
Vi begyndte at spise starterne, indtil der kom to små skåle ind med røde klisterris.
Nu blev vi helt i tvivl om de ting på bordet skulle hældes op i lerfadet, og steges med... vi kiggede lidt rundt, for at se hvad de andre gjorde, men de andre kiggede på os, formentlig fordi de havde én eller anden forventning om, at vi var sådan nogle typer, der havde styr på de koreanske manerer... gad vide hvor de fik den idé fra?!?!

Nå, men vi gik i hverfald ikke sultne fra restauranten, og vi skal klart derind igen og tage revance! Men først skal vi nok lige læse lidt op på etiketten desangående koreansk spisesituation...

Jeg havde fået opsnuset, at Mads og Pernille og deres døtre også havde indtaget Berlin, og selvom de bor i København, og Madses mor bor i Ålleren, så har vi set mest til hinanden i Berlin, fordi vi tilsyneladende får den geniale idé, at tage til Berlin på samme tid.
Derfor ilede vi fra den koreanske restaurant til den nærmeste sporvogn, som gik i retning af familien Ama’r, og nåede at have et par formidable timer i hinandens selskab, nogle drinks og et assorteret udvalg af røverhistorier!

Som jeg tidligere har nævnt, så er det ægte yndlings, når man spontant mødes til drinks med venner hjemmefra. Og så snakker vi ikke om, at jeg fik Aperol spritz i de korrekte glas og med koboltblåt sugerør!
Jojo, jeg ved da godt den drik er very last year, men nu må vi jo ikke glemme, at jeg er én af de sidste i Danmark, der havde en ægte bankbog - også dengang alle konverterede til Dankortet, som jeg jo først fik for ganske få år siden... men Aperol spritz smagte overraskende godt, må jeg indrømme, hvilket Emma også syntes! -og SÅ snakker vi IKKE mere om Aperol spritz! (Og især ikke om at jeg har købt to flasker OG to flasker prosecco)

Dag 6 er gået med at gøre lejligheden ren, pakke bil og køre hjem.
Men inden vi nåede så langt som til at køre hjem, var der lige nogle sidste indkøb der skulle gøres.
Derfor drog vi, til fods flankeret af pensionist trolley, mod Rewe, hvor jeg ville købe nogle af de særlige øl, som jeg drikker én af engang imellem, når jeg sidder hjemme og savner Berlin lidt for meget.

Langt om længe satte vi os ind i en godt pakket humørbus, som veloplagt satte kursen mod Danmark!
Jeg syntes turen hjem - eller til Scandinavian Park gik ret hurtigt.
Dr. Oetker fabrikken dukkede op langt hurtigere end jeg ha de regnet med, men måske var det fordi jeg havde glemt at kigge på klokken ved afgang, og jeg i den grad havde mistet tidsfornemmelsen. Men pludselig tårnede den buddingfarvede mastodont op, og en (muligvis indbildt) duft af vanilje bredte sig i bilen...

Vi kørte igen i astadigt tempo, og humørbussen vejede lidt mere nu, end da vi kørte den anden vej.
Robert og mig sørgede for fællessang hele vejen gennem tyskland, men det var som om det forblev ved duet, eftersom backinggruppen ikke deltog så aktivt... men så kunne man også meget bedre høre mig!
Jeg var meget positivt overrasket over (især) hjemturen, fordi den foregik jo i eftermiddags og aftentimerne, hvor der var noget mere trafik på vejen, men vi ungik at holde i kø én eneste gang, selvom jeg på et tidspunkt lidt ønskede det ville ske, så jeg kunne hælde mere kaffe op i min kop.
Jeg havde nemlig en kaffe med, som var nåe’kun bedre end den jeg havde fået brygget til turen derned.
Dels smagte den her kaffe langt bedre og dels skulle den ikke tygges, hvilket jeg kan meddele aldrig bliver et hit, så ved I dét, bare i tilfælde af, at nogen af jer måtte gå og overveje et sådan koncept. DET ER EN DÅRLIG IDÉ!
-selv tak...
Men måske er det de stadig tildels lukkede grænser, måske er det stadig folks frygt for at bevæge sig udenlands (og udendørs for den sags skyld) der gjorde, at der ikke var ét eneste trafikuheld på nogle af turene, hvilket jo kun er positivt.
Jeg syntes også overvejende, at “man” kørte pænt, og slet ikke så idiotisk som jeg nogle gange har været vidne til.
Der kom selvølgelig et par tåber i Audier og BMWer med 280 i timen, men det gode ved de kører så stærkt er, at de hurtigt er ude af syne!
Til gengæld tror jeg ikke de ville kunne gøre en tur til fra Ålleren til Berlin og hjem igen for omkring 750,- i benzin, som den lille tapre humørbus kan!

Atter engang blev pigerne og jeg enige om, at den her tur var den bedste vi nogensinde har haft! Men det synes vi jo hver gang, så det kan man ikke regne. 

Jeg fik det tiltrængte afbræk fra den der hverdag derhjemme, som var ved at tage pippet fra mig, men på vejen hjem følte jeg mig helt kalibreret, afslappet, motiveret og rolig på en helt anden måde, end da jeg tog afsted.
Selvom det ikke som sådan løser noget, at tage væk, så fylder det ikke så meget nu, og det er rart at være tilbage i den gamle gænge uden de store armbevægelser og følelsesmæssige forstyrrelser.

Det var rart at føle nærværet blive prioriteret til de rigtige, og det hele går som en leg, når man rejser sammen med de to semiberlinere. Både bilturen og opholdet går i det store hele uden de store dramaer. Til gengæld kan det så godt være de skændes 5 minutter efter vi er kommet hjem, men så må jeg bare tilrettelægge hjemturen sådan, at vi først er hjemme om natten, så de er for udmattede til at skændes!


mandag den 13. juli 2020

Berlin sommeren 2020 dag 4

Berlin sommeren 2020
Dag 4

Fik serveret morgenmad på sengen af søde mig i dag - mest for at afværge et anfald af hangryness og svaghed senere på dagen. 
Jeg skulle hilse og sige, at det virkede. Tænk at noget JEG spiser, kan være til glæde og gavn for andre...

I dag skulle jeg købe ting til de der havde sendt bestillinger med mig, så vi drog afsted omkring middag. Jeg kørte på min fremtidsbillet fra i går, og pigerne købte en ny, som vi kontrollerede gjaldt til i dag.

Fordi vi allerede efter ganske få minutter på farten var ved at dø af sult, smuttede vi i Denn’s efter nogle boller og noget at drikke. Traktementet blev indtaget lige udenfor Rossmann, hvor vi skulle ind og rekvirere diverse til familie og venner.
Derefter stod Edeka for skud, og til vores store skuffelse, har vi desværre intet set til vores Edeka-mand... øv!
Retur med fangsten, som blev deponeret i humørbussen - ikke tale om jeg slæber mig en pukkel til af diverse op på 4. sal, for at slæbe det ned igen om et par dage! Nixen bixen!

Emma mente ikke hun blev færdig med at shoppe i går, og hvis hun vil shoppe (mere), så vil vi alle jo shoppe (mere)... derfor var der tvangsudflugt til Kurfürstendamm - men en anden rute end i går. En smartere rute end i går. Men det kunne nærmest heller ikke blive ret meget mere bøvle’

Urban Outfitters!!! Da-da-daaah! Ting man ikke elsker ved den butik:
DET HELE!
-og det hjalp på ingen måde på situationen, at jeg skulle MEGA tisse!!!
Langt om utroligt længe blev de små fashionistaer færdige, og vi ilede mod nærmeste toiletter, som tilsyneladende var et burgersted, hvilket var heldigt, eftersom “nogen” havde lyst til pommes... jeg var bare lykkelig over udsigten til at komme på toilettet, så jeg skulle sandelig ikke stå i vejen for nogens trang til pommes!

Utroligt som et toiletbesøg, lidt pommes og en tår at drikke kan genetablere ens mod på livet, og vi fandt tilmed en butik jeg godt gad med ind i - en japansk designbutik, med lækre ting og sager, som næsten gav én lyst til at leve et minimalistisk liv i pagt med alt i hele verden der er naturfarvet og lavet af bambus... -men også kun næsten!

Men jeg købte nogle meget befimsede madvarer i meget futuristiske emballager, der levede helt op til mine fordomme om japanske high end købmandsvarer, og så snakker vi ikke om, at jeg betalte 25,- for verdens mindste pose løgchips... og højdepunktet var da en tysk dame spurgte MIG om min holdning til ualmindeligt dyre, men lækkert indpakkede minuature cup nudler.
Tænk sig engang at JEG ligner én der køber fancy japanske fødevarer!
Jeg har peaket på det prætentiøse asiatiske gastronomi barometer!
Nårh ja, så har de en ret så fed måde at pakke gaver ind på!

Kender I den følelse af sjældent held, som en virkelig pæn sød (dog lidt for ung til mig) ekspedient kan give én, ved at lade som om han finder den absolut sidste ting af noget ude på lageret, og får den solgt som om den lige nøbagtigt stod og ventede på mig?
Ja, netop! Dén følelse...
Det var også derfor jeg jo var nødt til at købe en edt, som matcher den duft jeg har i sæbe hjemme - og nu også i body MIST (ikke spray, men M I S T) og body lotion - og det endda på trods af, at jeg stadig er liiidt i tvivl om hvorvidt duften er designet til mænd eller kvinder...
Men den søde og pæne(!) ekspedient fortalte, at de udelukkende forhandlede duft-situationer til kvinder, selvom han dog havde hørt før, at mange damemennesker ikke havde noget imod at dele duft-situationen med deres mandlige partner.
Men det ændrer ikke det faktum, at jeg er helt pjattet med duften, og er allerede panisk ved tanken om at den formentlig udgår i nærmeste fremtid...

Karla ville have pasta til aften, vi tog atter til Kastanienallee.
Der ville vi spise hos “vores” pizzamand.
Karlas pasta blev så til pizza. Emma fik gnocchi og jeg fik spaghetti. Tre portioner mad, to sodavand og en øl og knap 20€ senere var maverne glade  - og det var vi også!

En omfattende spa/wellness situation stod i vente, så vi besluttede at tage “tidligt” hjem, så alle de forskellige nyindkøbte badekemikalier, der både var i stand til at boble, bruse og farve, kunne blive afprøvet.