Am-en (helt ærligt)

Amme-debatten, ja det er så sandelig blevet et begreb AMME-DEBATTEN... -er ved at gå for vidt, synes jeg. Skal man ha en holdning til ALT? -Og hvad så, hvis der sidder en mor og ammer sin baby? Er det ikke bedre med lidt bart og en stille baby? Eller foretrækker vi en skrigende baby og en kampsvedende mor (med meget spændte mælke-babser?) -er det virkelig dét vi hellere vil have? Eller vil vi bare ha de der pisse irriterende barsels-mødre, der standser op midt i gågaden med deres shiny Oddervogn (på alustel) skal blive hjemme bag nedrullede gardiner? Har de virkelig investeret næsten 10000,- på en vogn der aldrig må blive luftet?
Og hvad er det nøjagtigt der støder folks blufærdighed? Der er jo dels både bar hud (i mere eller mindre flatterende serveringer) og dels bare bryster (også i mere eller mindre flatterende serveringer) over alt!

Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om der er en parade af ammende kvinder og mælkesprøjtende babser og fede babyer i mit gadebillede, jeg har nemlig så mange andre ting at forarges over.

Hvad med de utroligt overvægtige damemennesker der mener de skal spankulere gaderne tynde i så stramtsiddende blondeleggins, at deres læg til forveksling ligner en overkogt partyskinke? Hvad med dem? Jeg mener bare at Sundhedsstyrelsen rent faktisk anbefaler at mødre ammer deres babyer, men er næsten sikker på, at det ikke er angivet nogen steder, at det anbefales at have lægge som skinker, og jeg er helt overbevist om at der intet står om blondeleggins...
Men jeg tænker bare at det er synd for skinkerne, at de ingen ægte venner har, der på en pæn, eller måske mindre pæn måde kan gøre dem klart, at (appelsin)hud presset ud gennem hulmønster er no-go!

Jeg formoder ikke, at de ammende kvinder ligefrem nyder at sidde og eksponere deres bryster, hvilket de jo heller ikke gør, dersom brystet jo oftest er dækket af en meget sultent babyhoved, der er så begærlig og så besidderisk på brystet, at ingen andre kan komme i nærheden af kilden med livseliksir. Og særligt nu i amme-debatten orkanøje er ammende kvinder jaget vildt. Hvilket kan være godt for os andre, da fokus så flyttes, og man kan te sig som man vil.
Hvilket der er en del der benytter sig af. Om deres adfærd er direkte udløst af amme-debatten ved jeg dog ikke, men på en måde håber jeg det, da det på ingen andre måder kan retfærdiggøres. Jeg tænker selvfølgelig på de typer der ikke er for fine til at eksponere sig selv, eller dele af sig selv... For eksempel de midaldrende kvinder, der ikke mener de er for gamle til at gå i g-streng. En "beklædnings"genstand, der på niveau med H2O-badetøflen burde forbydes ved lov. Mener, har verden brug for at se mere cellulitisramt harmonikarøv end højest nødvendigt? Ikke hvis man spørger mig, men ikke desto mindre var jeg vidne til netop synet af den midaldrende (foroverbøjede -endda) kvinde i g-streng.
Et syn der kunne få de fleste til at foretrække en kødrand af ammende kvinder.
Eller bare generelt foretrække kødrand, som jo (heldigvis) er en spise der ligeså stille er ved at blive sluset ud af de danske køkkener.
Havde jeg været i besiddelse af en saks (hvilket var godt jeg ikke var), ville fristelsen være uimodståelig. Lige et lille klip og den billige satin ville forsvinde for evigt mellem "filet-mignon" anno 1959. Men fordi jeg er dannet og rummelig, så nøjedes jeg med at væmmes indeni og koncentrere mig om at nedtone det panikanfald min associationskæde af billig satin og smæld på unævnelige slimhinder kunne fremkalde...

Eller hvad med de mænd der ikke kan få deres badebukser stramme nok? Jo bevares, jeg ved godt at badebukser er passende i svømmehallen, og jeg er dog trods alt lykkelig for at den (utroligt tynde og afslørende) beklædningsgenstand dog er påbudt i det etablissement.
Ikke destomindre har jeg været vidne til badebukser der var så tætsiddende, at man ikke et sekund var i tvivl om hvorvidt bæreren af denne buks var omskåret eller ej. Og blev jeg forarget? Ja sgu da, men jeg lod som ingenting og var mere fokuseret på at jeg ikke fik vand i ansigtet, eller andre steder på min krop, hvilket var en umulig opgave, men så var jeg aktiveret -må man sige. Og mit bad efterfølgende ville ryge direkte ind på side 1 i OCD-håndbogen... Har ikke været i svømmehallen siden...

Og skal jeg gå til stregen og blive kontroversiel, og det skal jeg jo. Især nu jeg har lagt op til det... Hvad med de der sidder og savler (i en kørestol)? Skal de også ekskluderes fra visse steder. Ja det er jo ingen hemmelighed at de ikke er velkomne på café Spiret i Ålleren (måske det har ændret sig).
Nårh, men "de" kan jo ikke gøre for de sidder og savler (i en kørestol...) Og næææ det kan de ikke, og man kan heller ikke gøre for at babyen bliver sulten (og man ikke har råd til andet end at amme, fordi man bruger alle sine penge på at gå på café), men det bliver bare ikke mindre frastødende at se på én der savler, uanset om vedkommende kan gøre for det eller ej. Men dét er der jo ingen der direkte åbenlyst lader sig påvirke af, for "man skal jo ikke være dømmende", selvom vi alle godt ved at det er de samme ("ikke dømmende") typer der spiser lidt hurtigere og kigger lidt mere andre steder hen.
Kan de typer så ikke også bare gøre det samme ved ammende kvinder? Altså ignorere dem, som man ignorerer ham der står og sælger Husforbi? Der er jo ingen der beder ham om at rufle hen på et andet gadehjørne. -så vidt jeg ved...

Og jeg har (for the reccord) INTET mod hverken folk der savler, hjemløse, ammende ELLER fede lægge i blondeleggins.
Vi skal jo alle være her. (undtagen dem i H2O-badetøfler) For FUCK jeg HADER H2O-badetøfler næsten lige så meget som jeg hader Lars Lilholt... Lars Lilholt i H2O-badetøfler!!! -ku man forestille sig det???!?!?!...

Halvvejs gennem pisset

Er nogle af ordene i et nummer med årets danske mandlige kunstner LOC. LOC som jeg siden "undskyld ho" har forsaget mere end spidskommen. Men spidskommen er begyndt at vokse på mig, især efter jeg har fundet en økologisk version af dette underlødige krydderi. LOC og spidskommen er gået hånd i hånd ind i mit musikalske spicy hjerte. Og I ved godt det bliver mellem os sagt...

Men halvvejs gennem pisset, halvvejs gennem livet... Og første halvdel af livet har jeg (som de fleste andre) brugt på både at finde mig selv, været fuld og håbløst forelsket, men også i dén grad kreeret mig selv. Og jeg tror næsten jeg er færdig med værket (i hvertfald det der med at finde og kreere mig selv). Der er i hvertfald grænser for hvor meget jeg gider at ændre ved den her (i nogles øjne lidet flatterende) kreation, men så må jeg bare hænge med de der rent faktisk kan leve med de små UBETYDELIGE SKØNHEDSfejl jeg besidder!

Jeg gider ikke bruge min sidste halvdel af livet på at hige efter det umulige, men jeg gider heller ikke nøjes med det acceptable. Jeg vil ha cremen, og jeg vil fandme ha den serveret på et sølvfad! -af en smuk mand iført lændeklæde og sixpack! (Både den på maven, men også den der hedder Heineken)
Jeg gider ikke spilde min tid på at hige, men har besluttet at bruge lige akkurat den nødvendige mængde krudt.

Jeg ved mit liv ikke er perfekt eller noget der minder om, men jeg har besluttet at hvile i kaos og generel sadass-tilstand. Og ikke mindst har jeg besluttet at acceptere, elske og ære mig selv på alle mulige tåbelige kliché-agtige måder.

Jeg har lært (qua min konstante mangel på penge primært) at værdsætte de små ting i livet. Og jeg mener små ting. Jeg har lært at cash ikke gør lykkelig, men dog livet nemmere på mange måder -det anerkender jeg, bevares, men jeg har været så low on cash, at jeg har tvunget mig selv til at lovprise det faktum, at hverken mine døtre eller jeg på noget tidspunkt er gået sultne i seng. -eller jeg er jo altid sulten, eller aldrig mæt, eller jeg kan inhvertfald altid lige spise noget, men I ved hvad jeg mener...
Men små ting i livet for nogle kan faktisk være store ting i livet for andre. Og i bund og grund vil vi jo bare gerne elskes (eller i det mindste tænkes kærligt på, eller bare tænkes på uden der er decideret had indblandet), holde varmen og ikke være alt for fedtede i hovedbunden.

Jeg ved mit liv på mange måder er lort, men jeg mener, så længe jeg stadig naivt tænker ved mig selv, at det bliver bedre i morgen, så kan mit lorteliv vel sidestilles med en mild diarré. Ikke noget der (som sådan) er på vippen til det katastrofale, men heller ikke en tilstand man ligefrem tilstræber at opnå, med mindre man har et helt særligt forhold til sit badeværelse, og ikke mindst sit toilet, og hvad mit forhold til mit toilet angår, så henviser jeg til mit indlæg desangående, der blev publiceret i december 2012...

Joooh... Jeg lever skam i et relativt lykkeligt forhold med mig selv, men det skyldes udelukkende parametre omkring mig selv, som jeg VED er i gode konditioner.
Jeg et en pisse god ven på mange områder, og en helt shitty og crappy én af slagsen på andre områder, men sålænge det gode shiner over det crappy, så er det sgu ok med mig, og i henhold til staben af skide gode venner, så er den crappy del nok lige akkurat til at leve med.

Som mor skralder det lige netop an. Jeg er (som størstedelen af andre mødre) ved at blive drevet til massiv alkoholisme og en uimodståelig trang til konstant virkelighedsflugt af mine børn. Men igen murrer det naive "i morgen bliver det bedre" velvidende at vi går en teenage-periode i møde med stormskridt, men så længe der er Valium i glasset, så længe er der håb om at det bliver bedre i morgen...

Jeg er ligeså elsket på mit job af mine kollegaer som jeg er forhadt af mine ledere. Men man kan ikke vinde hver gang, og her tænker jeg på mine ledere... Altså som i, at de virkelig trak nitten, da jeg blev ansat. Ikke at jeg ikke er god til mit job, bevares... Det klarer jeg mig, så vidt vides, helt ok. Der er inhvertfald ingen der er døde på min vagt (endnu), men det kræver dælme snilde og uovertruffen dygtighed, hvis man ska ha succes med at tage livet af en patient der bliver opereret for grå stær.
Jeg mener ikke jeg sælger ud fordi jeg spiller spillet, smiler og flyder med strømmen, for jeg flyder ikke på dybere vand, end at jeg altid kan plante mine fødder på bunden og skride, hvis jeg ikke gider mere. Men man ska ikke opsøge konflikten for konfliktens skyld. Dertil har jeg for meget værdighed og integritet. Og bare fordi jeg smiler og spørger om hvor højt jeg skal hoppe, så hersker der vel ingen tvivl om, at jeg ikke hopper højere end det netop passer mig (og det er IKKE fordi jeg er blevet for tung i røven)
Sidste halvdel af pisset vil jeg høste frugten af alle anstrengelserne fra første halvdel af pisset. Spring ombord på bussen. Her er plads til alle, men det er mig der bestemmer hvor den kører hen og hvor stærkt den kører!

Drugged up

I tirsdags blev jeg på flere måder en del erfaringer rigere. Jeg skulle have foretaget en koloskopi. En koloskopi er en lidet flatterende undersøgelse, hvor man med adskillige meter slange med kikkert i spidsen, skal have sine tarme undersøgt. I mit tilfælde for blødninger.
Lidet flatterende fordi undersøgelsen foregår "den" vej fra... For undersøgelsen ikke skulle være så ubehagelig, får man så hatten passer af gode sager med rød trekant på.
Jeg ved ikke om det var medicinen der gjorde en ualmindelig god virkning, men den undersøgelse kunne slet slet ikke måle sig med den gastroskopi jeg var til i sidste uge.
Her taler vi (igen adskillige meter) slange med en kikkert i spidsen, men denne undersøgelse foregår så fra den "anden" ende, så mavesækken og noget at tolvfingertarmen kan undersøges...

Kunne jeg vælge, så ville jeg til enhver tid hellere lægge røv til end ansigt -om man så må sige. Og det er nærmest ligefør jeg gerne lægger røv til, bare for at få det der helt vidunderlige medicin, som man får det helt vidunderligt af...

 Der er brudstykker i den post-undersøgelsesmæssige tid jeg ikke helt kan huske... Bla mindes jeg at bevæge mig mod den afdeling på hospitalet jeg normalt arbejder på, men jeg kan overhovedet ikke huske at jeg var der efter undersøgelsen. -det kan mine kollegaer så... Aldrig har de set mig så glad og flegmatisk. Det var lige før jeg virkede helt sympatisk.
Altså JEG syntes ALLE var utroligt flinke og pæne... så vidt jeg husker...
 Det JEG husker er at jeg sad lige så stille (dog med et bredt grin i fjæset) og belønnede mig selv med en Bounty. Sejlede elegant ud af forhallen på hospitalet, da jeg så mit lift hjem ankom. Gav børnene resten af min chokolade, og allerede dér hersker der jo ingen tvivl om at jeg var kraftigt påvirket.

Turen hjem husker jeg... Ikke... Men jeg er sikker på den var forrygende!
 Aldrig har mine børn oplevet deres mor så afslappet. Ikke at det påvirkede dem. De skændtes og sloges som altid, men det var bare som om det ikke var så irriterende som det plejer at være...

Jeg forstår virkelig godt det er nogle der bliver afhængige af at have det så helt igennem vidunderligt som jeg havde det.

 Sidst jeg fik ting og sager sprøjtet direkte ind i venen var dengang i Århus hvor jeg lukserede albuen, og "man" troede albuen bare lige kunne reponeres mens jeg var vågen.
Men omstændighederne i forbindelse med dispensering af stofferne var jo lidt mere dramatiske, så jeg nåede aldrig at få den "fulde glæde", hvilket jo naturligt lægger en dæmper på rusen...
Og den generelle anæstesi hjalp heller ikke på humøret... Man er bare ikke særlig festlig nær man sover.
Til gengæld medførte narkosen at jeg selv i opvårningsfasen var af den oberbevisning at jeg var i stand til de mest utrolige ting, så som at klatre en boulder finale med venstre arm i gips fra fingre til skulder... Eller jeg kiggede i hvertfald på klokken for at se om jeg overhovedet kunne nå finalen. Og havde det ikke været fordi den var overstået for længst, så kan jeg ikke udelukke...
Altså hvis det ikke lige var for jeg i stedet blev travlt optaget af at kaste (meget) op. En bivirkning ved at være drugged up som ikke ligefrem bidrager til cool-bogen... 

Epiduralblokaden i forbndelse med fødslen af ældsten var heller ikke i samme liga, men næsten... Fra det ene øjeblik at have ligget i en sand tsunami af smerter til at ligge og føle man lige har fået en enkelt gin-tonic for meget var breath taking i sig selv.
Men den der konstante murrende kvalme gjorde, at man ikke rigtig kunne nyde det. At det så havde den side effekt, at jeg mere eller mindre var ligeglad med jeg overspulede badeværelset i bræk var i og for sig en helt god ting, ellers ville jeg nok stadig græmme mig og være pinlig berørt over det. 

Men denne her gang var fantastisk! Eller i hvertfald succesfuld på den måde at jeg ikke kastede op. At én af bivirkningerne så åbenbart er hukommelsestab kan jo både være godt og skidt... Så måske HAR jeg (også denne gang) kastet op, og så bare glemt det igen...

My bloody valentine

Mon ikke vi alle overlevede den forhadte valentinesdag i går? Og hvor er det efterhånden blevet moderne at hade alle former for "højtider". Men hvorfor hader "vi" dem? Og hvorfor ELSKER vi at ytre os om HVOR meget vi hader dem, eller som minimum HVOR lidt de siger os. Men de siger os åbenbart ikke lidt nok, til vi bare kan lade højtiden glide hen over hovedet på os, og lade som ingenting. Hvorfor den kontrære indstilling? Er det fordi der sker for lidt ovre i det der vejret, til vi gider brokke os over det? Eller har vi bare efterhånden indset, at vejret ikke lader sig ændre qua brok? Valentinesdag er muligvis den der står nummer et på folks hadelister. Primært fordi den er en amerikansk kommerciel højtid, det KUN er blevet skabt for at blomsterhandlere og chokoladefabrikanter skal tjene penge. Faktisk er det en højtid DE har skabt sammen! -altså undtagen alt det jeg lige skrev. For hvis vi i vores had og foragt gider bruge TO minutter på at undersøge hvad det virkelig er vi hader, så ville vi opdage, at højtiden er en hedensk tradition fra den Romerske storhedstid (tak Ulla). Men det er bare nemmere at hade noget, hvis det er amerikansk, for alt man kan kalde noget amerikansk komemercielt bras er meget mere legalt at hade. Vi ved jo alle, at ALT fra USA er fyyyy! Jojo, bevares, der er jo 364 andre dage på året, hvor man kan overdænge hinanden med kærlighed, i stedet for at være romantisk på kommando, og det er på sin vis også rigtigt nok. Men man bestemmer jo selv om man vil deltage i legen. Og hvis man ikke vil deltage, så lad dog være! Please! Men lad dog også være med at proklamere HVOR latterligt man synes det er, og HVOR hypet det er, og derigennem mere eller mindre implicit proklamere hvor latterlige de, der gerne vil være med i legen er... Især taget i betragtnng at de samme højtidshadere jo holder jul, som om noget er kommercielt. Jeg mener, en fejring af én man ikke engang med sikkerhed ved har eksisteret. Valentinesdag er trods alt kun en enkelt dag, hvor julen varer tre måneder. TRE måneder hvor man åbenbart skal pisse hygge sig... -på kommando... -altså hvis man vælger at deltlage i legen! For man bestemmer jo heldigvis selv! Der er ingen lov eller krav om at man hopper med på noget af det. Man kan selv vælge hvad man vil. Endda også det der jul. Men der er bare kommet en helt ny dimension i julekonceptet, ja, et konkurrencemoment -om man vil. Konkurrencen går i sin simpelhed ud på at blive først færdig med at købe julegaver. Og allerede sidst i august begynder de første triumferende statusopdateringer at poppe op på Facebook om at dette års julegaveindkøb er overstået. En underkategori til "først med julegaverne" er "hvem kan bage mest"... Jeg er ligeglad. Folk må gøre hvad de vil. Butikkerne kan pynte op med julesager til midsommer, og det ville ikke røre mig. Måske ville jeg undres, men ofte er klimaet i Danmark faktisk meget velegnet til sne og juletema omkring midsommer, og så kan man jo kalde det "at få det bedste ud af det hele" Fejring af bryllupsdag er også romantik på kommando imo så. Jojo bevares, man fejrer en dag der formentlig var dejlig, hvor man fik hinanden. Men dét kan man jo OGSÅ gøre de 364 andre dage på året. Eller 363 dage, fordi valentinesdag jo lige skal fejres også. Det er verdens dårligste argument for at hade valentinesdag, og vi ved jo alle, at de kvinder der siger det ikke betyder noget at få blomster og chokolade netop dén dag er fulde af løgn. Valentinesdag eller ej, så vil vi jo ha blomster og chokolade HVER dag! Men så vidt jeg er informeret, så er valentinesdag ligeså meget en dag, hvor de der er (hemmeligt) forelskede kan tilkendegive deres kærlighed til den anden -sådan uden moms, som man siger. Altså hvor hemmelige beundrere kan komme ud af busken og tilkendegive deres kærlighed pr brev. -hvilket man jo også kan gøre de andre 364 dage om året... Jaja, jeg begynder at fatte det... Lad nu være med at være så sure og kontrære. Det er kedeligt og småligt.

Blood in blood out

Alle burde ha en Mariette der kan køre én rundt, når man er syg, svagelig og ægte dårlig. Eller alle burde ha en Mariette... Eller som minimum en bedste ven eller veninde med bil (og kørekort)...

Venter stadig på hovedpinen, som lader vente på sig. Den synes ikke at komme foreløbigt, til trods for den har været så skide trofast i så skide lang tid.

Men det må helt klart være sådan det er at være vampyr... Bare ligge den ganske dag og vente på mørket får overtaget, for så at komme snigende frem for at mæske sig i ting der indeholder meget blod... Indbagt Tampax anyone? -du må godt skylle ned med appelsinjuice?
I Netto vat kurven fuld af kød. Mørkt blodigt kød... Spinat, broccoli og kun lidt kage.

Lægen sagde min anæmi var atypisk... Jeg måtte derfor piontere, at jeg jo også var særlig, og det forpligtede jo, at opretholde status som hans værste patient. Jeg tror endnu ikke helt ha har tilgivet mig den gang jeg, højgravid iført klip-klappere, tog den i mest uelegante stil på røv og albuer ned af 6 meter skråning med mobiltelefon i hånden, da jeg sku forsøge at forcere en nedlagt grusgrav. Det var den dag jeg selv fik lov til at skrive en henvisnng til en akul ultralydsscanning af den lille Karla der lå i maven. Lægen anede ikke hvad han skulle skrive, og rykkede i stedet håret ud af hovedet på sig selv, mens jeg faxede henvisningen til gynækologisk ambulatorium...
Jeg tror det var hans eget godmodige bud på hævn, da han beordrede mig til at spise stegt lever en gang om ugen. Jeg kiggede, til hans store fornøjelse, på ham som om ham lige havde bidt hovedet af en levende høne -hvilket jeg til enhver tid hellere vile gøre, end at spise stegt lever... Én gang om ugen...

I affekt kørte Mariette og jeg på Bones (fattigrøvs-Hereford) og spiste hver sin rib-eye. Min smagte som om den var blevet kogt... Og lidt af lever... Kompromis?

Kagen levede overhovedet ikke op til de tårnhøje forventninger som den fine gule indpakning fejlagtigt havde givet fantasi-lovning på.

Nå, men jeg har så kastet mig hovedkuls i noget helt nyteknologisk og moderne! Jeg har rekvireret min første bog til læsning på min iPad! -eller hele FIRE for det ikke skal være løgn. Men jeg kan desværre ikke røbe mere desangående bøgernes handling, da det vil være ægte pinligt for en relativt intellektuel kvinde tæt på de 40 (altså mig)...
Men orrrk SOM jeg nyder min daglige virkelighedsflugt til Forks! Ej pis! Nu afslørede jeg jo min patetiske trang til at lade mig indhylde i et fantasi-univers, hvor vampyrerne i al deres glimrende magt og blege anæmiske vælde lever relativt fredeligt side om side med varulve, der i virkeligheden er indianere... -eller er det omvendt?
Bøgerne jeg har erhvervet mig er på engelsk. Udadtil fordi det dels er skønnest at læse på originalsproget (hvilket forklarer hvorfor jeg ikke læser så mange arabiske værker) og dels fordi det dog, trods pendenten til Degrassi High -bare med vampyrer, må give lidt intellektuel credit, at læse noget på engelsk. I virkeligheden var det fordi de var billige på engensk, og fordi jeg ikke rigtig kunne finde dem på dansk. Men engelsk er fint. Engelsk er helt fint!

Det her bliver en uge i vampyrenes, det blodige køds, broccolis, spinats og appelsinjuicens tegn.

Iron-woman much???
Well not quite yet...

Den store årsberetning anno 2012 -fuck You even more!

Jeg vil være den første til at indrømme, at min blogaktivitet har kunnet ligge på et meget meget lille sted. Undskyld. Men det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget i dette Herrens år 2012, slet ikke... De ting der er sket, har bare ikke været så blog-egnede.

Hvad der er sket af "store ting" vil jeg naturligvis nævne, men detaljerne vil jeg ikke komme nærmere ind på. Ikke for min skyld, men for alles skyld. Men mange af de ting jeg kommer ind på, vil tilsammen udgøre summen af "det værste år ever!"

Kære læser, forbered dig på en kavalkade af dårlig stemning!

Punkt 1: SKILSMISSE! Jeps! "han" og jeg valgte at gå hver vores vej i sensommeren.
Det forløb uden det store drama. Eller nej, det kommer jo an på hvis brller man ser på omstædnighederne med. Men jeg kan forsikre om, at der hverken er blevet savet sofaer over eller kastet med ting (af værdi) -nej, der er ikke blevet kastet med noget som helst, ikke engang vielsesringene. Men det skyldes jo, at de tidligere blev skyllet ud i toilettet... af Karla... ved et uheld...
"Han" og jeg er fine venner, og "han" er stadig den, der i første og største omfang redder min røv, når lokummet brænder. (lokummer kommer jeg forresten så rigeligt ind på senere).
Vi har truffet en utopisk, men voksen, beslutning, om at sluge de kameler der skal sluges, for at vores fælles børn skal ha det så godt med far og mor som muligt.
Og jeg kan røbe helt fortroligt, at hvis jeg nogensinde skal ha en mand igen, så skal det være "ham"!

 Nu går jeg så en fremtid i møde, hvor jeg har indset jeg nok skal dø alene, og når man finder mig, så har chihuahuaerne sikkert ædt mit ansigt for længest! Drama-dronning much?

Nå, det var jo ikke så svært at få skrevet, som jeg havde gået i flere måneder og frygtet.

Punkt 2: CANCER! Jeps! Canceren gjorde sit indtog i min kærlighedscirkel.
Én, i mit univers, nær veninde blev ramt af brystcancer! Og hold nu kæft hun var god til at være værtsdyr for den helt igennem ondskabsfulde sygdomsparasit, der gjorde krav på hendes krop.
Ikke nok med hun var totalt åben omkring det hele, så formåede hun også at se pisse godt ud under hele forløbet. Men igen, hvis ikke netop hun sku ku bære en cancer med dertilhørende kemoterapi og strålebehandling, så er der ingen der kan.
Det er selvfølgelig ikke alene hendes fortjeneste. Hun er én af dem jeg kender, der har det mest bund solide netværk og den mest klippefaste ægtemand! -altså lige med undtagelse af besøg på fødegangen og i forbindelse med hospitalsrelaterede aktiviteter i øvrigt... Men altså fraset det, så er han en klippe!

Og selvfølgelig blev hun kureret. Men der ville heller ikke være nogen som helst retfærdighed i denne åndsforladte verden, hvis lige netop HUN ikke sku klare den. Hun er født til at klare den! You don't know how strong You are, until being strong is Your only choise. (det blev senere rettet til choiCe...) -fordi en engelsk-kyndig (ninja) ven af huset gjorde opmærksom på det...

Punkt 3: JUL! Jeps! Julen er igen i år et issue.
Dog ikke i så frustrede vredladne toner som sidste år. Det er nu heller ikke udsigten til at holde jul uden børnene der som sådan skaber uro i mig. Jeg ved jo de får verdens bedste jul sammen med deres far og deres familie hos farmor og farfar.
Nææ... Denne jul er det store issue min julegave fra MOR! Den opmærksomme og trofaste læser vil kunne springe følgende afsnit over, mens den nye og mindre standhaftige læser må arbejde lidt endnu, for at få en redegørelse omkringen julegaven fra MOR...
Min mor giver først og fremmest p r a k t i s k e gaver, og man må i sandhed sige dette års julegave fra mor er både praktisk OG uundværligt!
Min mor har i år overgået sig selv i helt vanvittige julegaver og foræret mig et: brugt toilet rekvireret i Den Blå Avis! -det ER blevet monteret, og det gamle (der godtnok var en lille smugle i stykker, men dog stadig brugbart) ER blevet kørt til toiletternes evige jagtmarker, eller hvad man nu kalder det sted et toilet ender sine dage.
Glædelig jul MOR!

Punkt 4: TOGTUR! Jeps! Sådan en fik jeg også. -inddirekte...
Bedste venindens hjerne overtog magten over hende i sommer! Ikke på den der gode intellektuelle måde, men på den helt surrealistiske vanvidsagtige måde, der ikke lader sig styre af andet en massiv medicinering.
Fasen indtil medicinering blev en realitet var lang og sej. Og det at stå på sidelinjen og se vanvidstoget storme afsted med 320 km/t var både frustrerende og skræmmende. Så jeg købte den billigste billet, og steg ombord!
Det tog vi hidtil har benyttet mest, har været det tog der har formidlet sushi og dybstegte bananaer på vores running-sushi restaurant aka SUSHI-TOG.
Der var sgu hverken sushi eller bananer med det tog vi ufrivilligt kom ombord på her i sommer...
Hvad der triggede, tror jeg ikke "vi" helt er klar over. men hvad trigger hvad? -hvad trigger en forelskelse, udover at man pludselig SER det der andet menneske (eller enhjørning -mere om det senere) i et nyt (og regnbuefarvet) lys. -hvad trigger en psykisk sygdom, udover dem der hele tiden råber af én... -og klokkerne! Åhh de satans klokker!
Men hold nu kæft det var svært. Svært fordi (nu frasorterede) -tilsyneladende falske venner oprigtigt frarådede mig at forsøge at standse toget, eller i hvertfald som minimum mente at jeg skulle stå af toget ved den første og bedste station! Men når der er meget værdifuld last ombord på toget, så bliver man sgu til endestationen. Også selvom toget kører meget stærkt og på ustabile skinner.
Det er som om toget har sat farten lidt ned, og det er som om skinnerne vi kører på er lidt mere stabile. Det handler i øjeblikket om at fylde det rette brændstof og den rette mængde på toget. Så kører det på skinner... -som man siger!
Vi er ikke helt nået til endestationen endnu, og om vi nogensinde når dertil, det finder vi ud af, når vi når dertil, hvis vi når dertil...

Punkt 5: ENHJØRNING! Jeps! Jeg er begyndt at tro på enhjørninge.
Eller det her jeg vel egentlig gjort i en del år, men nu er tanken om deres eksistens blevet en realitet. De fleste af mine venner ved godt jeg tror på enhjørninge, men de tror ikke selv på dem. Heldigvis har de ikke noget problem med at jeg tror på enhjørninge. -de var faktisk slet ikke overraskede, da jeg offentliggjorde min radikale "trosretning"...
Måske har jeg endda fundet en helt særlig enhjørning, som jeg godt kunne tænke mig, men den er utrolig svær at fange, og endnu sværere at tæmme.
Den har haft en tidligere rytter, men blev sat fri for nogle år siden, fordi rytteren konverterede til Pegasus. Pegasus og enhjørninge kan ikke sammen, og den der vil have både og, skaber uro i farvesammensætningen på regnbuen, hvilket ofte resulterer i fatale konsekvenser.
Håber dog på at den smukke enhjørning jeg har kastet min kærlighed på snart finder ud af at jeg ikke er farlig.

Punkt 6: CANCER! Jeps! igen-igen!!!
Denne gang har sygdomsparasitten gjort sit indtog i ét nært familiemedlem, hvilket snildt kunne give foranledning til en større omgang panik. Dethar det sikkert også gjort, men tilsyneladende ikke hos selve værtsdyret. Hun tager det hele med ophøjet ro, så det har jeg valgt også at gøre. Man skulle jo nødig gøre sig til hovedperson i andres drama.
Nu må vi se hvordan det hele skræller an. I næste uge skal hun opereres, og allerede dér vil hun jo være mere rask, end for en måned siden, hvor hun ikke engang havde opdaget knuden.
-og vi HAR jo talt om, at brystkræft NÆSTEN ikke kan måle sig med de,t at få et brugt toilet af sin mor i julegave...
-og det "gode" ved hendes nykonstaterede sygdom kan medføre, at lidt af den fokus der er rettet mod mig muligvis kan blive aftagende. Især min interesse for enhjørninge falder måske helt i baggrunden til fordel for at vi skal støtte brysterne, selvom det ordret næsten er det samme...

Punkt 7: VENNER: Jeps! jeg har faktisk ægte venner i mængden blandt fans og groupies!
Og endda nogle af de bedste i verden. Men sådan synes alle forhåbentlig om netop de venner DE har. Mine venner er bare særlige.
Igen i år har jeg sagt farvel til nogle og goddag til nye. Men i år har jeg også både sagt goddag og farvel til én og goddag igen til en anden!
Jeg prøvede nemlig at blive ægte forrådt! Detaljerne vil jeg ikke komme nærmere ind på, for det er en klassisk kedsommelig "det har jeg aldrig sagt"-situation, som dog ændrede sig til "det har jeg måske sagt i en brandert"-situation.
Der blev ikke sagt noget der ikke kunne tilgives, men tilgivelsen blev ikke modtaget, og så er det lidt for stejlt op af bakke, selv for en rutineret klatrer som jeg. Der er ting (og desværre personer) der ikke er værd at bruge sin kostbare tid på.
Men måske var det netop det der skulle til, for jeg langt om længe kunne give slip på én der på sigt ikke var særlig gunstig for mig.

Jeg prøvede at blive sat stævne med en kendt ukendt. Ikke at det er noget nyt i min verden, slet ikke, men det her var anderledes. Dels fordi jeg var på vanviddets rand! -heldigvis ikke samme tog som bedste veninden, eller i hvertfald ikke samme vogn...
Vanviddet viste sig at være totalt selvforanstaltet, og blev lynhurtigt drevet ud af min krop ved hjælp af en god omgang nøgtern selvindsigt og iskold realisme. Ikke overfor den kendte ukendte, men overfor mig selv. Visse ting er ikke "ment to be -so be it" No hard feelings...

Jeg har sagt goddag igen til én. Det er ikke en veninde som sådan, og vi HAR diskuteret hvordan vi skal definere vores relation. Vi blev ikke færdige, fordi diskussionen blev afbrudt af massive mængder asti og rødvin... Men jeg er sikker på hun nu er kommet for at blive (på godt og skidt)

Punkt 8: MUSIK: jeps! Jeg indførte musik-uger! Mazzy Star -monday, Tindersticks -tuesday... Tindersticks blev i dén grad genoplivet i min musikverden! Hvilket førte mig direkte til Århus for at se dem live! Måske årets koncert... Eller det var i sandhed årets koncert, og ikke kun fordi det var eneste koncert jeg har været til, eller jo, men det har ikke noget at gøre med, at den koncert overgår i historien som en meget mege stor, ja nærmest episk musikoplevelse! Og ham der forsangeren er, trods tiltagende grå stænk i håret og fremskredet overbid, ikke blevet mindre cool med årene!
Året 2012 har på mange måder været ét af de værste år ever! Året 1994, som på mest hånende måde startede ud med at fratage mig min far. Men endte med at blive ét år der på mange måder markerede min overgang fra barn til voksen. Man bliver bare hurtigere mere voksen, når ens ene forælder dør.

Året 2011 var, som man kan læse i tidligere årsberetning: årsberetningen anno 2011 -fuck You very much, ikke som sådan et episk dårligt år, men måske et blidt afsæt til værste år ever 2012!!! Stort set ingen forsonende træk ved det år faktisk... Måske lige bortset fra det der med enhjørningen, der på alle måder er en dysfunktionel, kaotisk og alligevel en helt fantastisk proces.
Og ja, jeg har ikke glemt genforeningen med tidligere underbo, som efter en vildfarelse i det midtjyske er vendt retur til Ålleren. Det er vi mange der er glade for, måske lige undtagen min lever...
2012 -fuck You even more, You may go to Hell!

Tak mor!

Der kommer ikke til at ligge mange julegaver til mig under juletræet i år, med mindre jeg selv køber dem. Eller rettelse... Der kommer ikke til at ligge ret mange LÆKRE julegaver til mig under juletræet i år. I hvertfald ikke fra min mor, for jeg HAR fået dette års julegave fra MOR! Min mor har altid været sådan en type, der har givet praktiske gaver. Helst gaver fra Raadvad eller noget der som minimum kan rekvireres i Kop og Kande. Gaven fra mor til mig er hverken -og jeg er ikke utilbøjelig til at indskyde et desværre, fra Raadvad eller Kop og Kande. Men praktisk dét skal jeg dælme love for den er, og uundværlig jovist... Jeg vil i den forbindelse gøre alle læsere opmærksomme på, at hvis I skulle gå hen og blive skuffede over dette års gavehøst, så skænk mig en medlidende tanke, for jeg vil nok garantere at ingen, som i virkelig INGEN!!! vil få en julegave på niveau med den jeg i året 2012 fik af min mor! I år, mine damer og herrer, har min mor overgået sig selv og foræret mig:









 Et brugt lokum købt i den Blå avis!




 Glædelig jul!