Vi hjælper gerne andre, så længe vi ikke selv skal sætte os selv på spil. Og vi gør bestemt ikke noget for at hjælpe andre, med mindre vi opfordres til det.
Eller gør vi?
Jeg kender en skøn skøn kvinde, der har to fantastiske sønner. Den ældste er knap to år og den yngste er tre-fire måneder. Ja, hun har nok at se til, og hendes mand er oven i købet selvstændig erhvervsdrivende, og arbejder længe hver eneste dag. Alligevel har hun omtanke for andre, og overskud til at vise andre at hun tænker på dem og anerkender det de gør.
Så sent som i fredags ved jeg, at den ældste søns dagplejer blev beriget med en lækker weekendpakke, bestående af dameblade og chokolade. Og ja, det tager 7 minutter at købe det hos den lokale købmand, men det betyder alverden at få det. Det er en kæmpe anerkendelse, og et dejligt kram at få.
Jeg synes det er for sjældent man oplever at man gør sådanne ting for hinanden, og jeg bliver SÅ glad når det sker. (også når det sker for andre) Jeg kunne godt tænke mig, at vi alle blev noget bedre til at vise vores anerkendelse.
