mandag den 28. april 2014

Kan man få plejeorlov til sin iPhone?


Kender I det der med at en ting går i stykker dagen efter garantien udløber? Ja, det tænkte jeg nok! Eller at noget går galt med noget dagen efter man har ryddet op i sin pengepung og smidt alle de gamle krøllede kvitteringer direkte i bålfadet sammen med to liter tændvæske, et ukendt antal rykkere og parkeringsbøder og så gratineret med de ekstra lange tændstikker fra Tordenskjold? Nå, måske ikke lige specifikke scenarie, men så noget der minder om? Jæææps!
Det er i sandhed pisse lorte mega nederen! 

Min iPhone4 uden s afgik ved døden i torsdags! Ja, den var gammel. Ja, den havde levet et langt hårdt liv med mange nedture. Nedture som i blive tabt på gulvet UTALLIGE gange! Og hver eneste gang har den overlevet den traumatiske hændelse uden at få så meget som én eneste ridse i lakken. Én på frakken ingen ridser i lakken.
Min iPhone4 er muligvis den eneste af sin art der aldrig har fået smadret skærmen. (Det lød helt sydhavnsk "ska du ha smadret skærmen, hvar?")
Det liv den har levet taget betragtning, så må man sige den har holdt sig godt. Men ét er det udvendige... Noge andet er det indvendige... Den har tydeligvis fået ar på software-sjælen efter hver nedtur! 
For i torsdags, efter endnu en nedtur, blev apatisk i sin opførelse. Derefter blev den tildels bevidstløs. Den kom selvfølgelig omgående i respirator. Symptomerne genkendte jeg fra tidligere, hvor den udviste lignende opførsel, og blev genoplivet i den mobile respirator i humørbussen skråstreg iPhone-ambulancen, og det lod sig rent faktisk gøre, at genoplive den!
Denne gang i respiratoren forblev den i den komatøse tilstand, og ved forsøg på at slukke respiratoren var der ingen tvivl... -den ville dø af at få den slukket!

Den blev således holdt kunstigt i live i adskillige døgn. Men efter modne overvejelser valgte jeg at gøre en enden på dens lidelser da den blev højfebril og utroligt varm. Respiratoren blev slukket og døden indtraf umiddelbart efter. En stille og rolig død trods de traumatiske omstændigheder.

Jeg havde inden jeg slukkede resporatoren taget kontakt til en ekspert. Om ikke andet så for at få en 2nd opinion. Men eksperter er travle typer, så vurderingen kom først i dag. Ikke desto mindre, så forsøgte jeg det umulige, det utopiske, det helt igennem naive og helt blæste sidste forsøg på at vække iPhonen til live.

Respiratoren blev startet op igen og med svedige håndflader, en snert af naivt håb og en lidt større snert af "det her kommer ikke til at fungere, så fuck det a lot" tændte jeg på kontakten. 


LIVSTEGN!!! 


Tilstanden er nu stabil i respiratoren. iPhonen er vågen og orienteret i sted og egne data, men ikke helt orienteret i tid, hvilket man heller ikke kan forlange af én der stort set har været livløs siden torsdag.
Respiratoren har forsøgsvist været slukket i kortere perioder, og tilstanden er fortsat stabil udenfor respiratoren! 

Det er i sandhed en glædens dag! 

På nær...









Det faktum at jeg i lørdags rekvirerede mig en ny (brugt, men kun i to uger) iPhone5 stadig uden s...



Så kender I dét, at man TROR noget er så i stykker, at det ikke kan repareres,  og det så viser sig at det reparerer sig selv, nærmest så SNART man har købt en afløser?





mandag den 21. april 2014

S(k)øndag

I dag har været en decideret fremragende dag!

Den startede tidligt nærmere betegnet kl. 6.20 hvor chihuahuaen stod, præcis som et schweizisk urværk, og forlangte morgenmad.
Efter morgenhundemaden luskede jeg i seng igen...
-og blev vækket af en mere end almindelig entusiastisk sms kl 9.06:

-er du vågen?
-ja nu er jeg, er du? Hahaha (som om nogen texter i søvne?)
-sejt! Jep. Det har jeg været længe. Står du op nu?
-ja det kan jeg godt, hvad da? (Som i kommer du da med morgenmad?!)
-hvar?
-hvorfor skal jeg stå op hvar?
-fordi vejret er godt, og vi skal lave noget

Så stod jeg op, og der skete ikke en skid, altså udover jeg fik gjort rent på mit badeværelse. At det var yderst tiltrængt, ville være at underdrive kraftigt, og havde det ikke været fordi det var mit eget møg (måv, som i måve' =beskidt), så ville jeg have nægtet så meget som at træde ind på badeværelset, med mindre jeg var iført en farezone 4 dragt... Phuuu ha som der var ægte klamt!

Men nu jeg var oppe!!! -så fik den med knofedt og det hele. (Mest det hele, for det knofedt jeg har, og jeg har rent faktisk knofedt! -det er i sådan en sprayflaske, og mest egnet til spejle)
Kan godt se jeg bør gøre noget ved resten af huset, da badeværelset totalt overshiner det øvrige etablissement, og det virker sært kun at opholde sig på badeværelset -på en måde... 

Men det nåede jeg ikke i dag, for efter frokost, som var lasagne fra i går (ikke den bedste lasagne jeg har præsteret, men den gik an. Den var ikke den bedste, fordi "nogen" kom til at glemme den en lille smule i ovnen i går, fordi "nogen" havde "travlt" med (u)vigtige sager på nettet) - så skulle vi lave stuff.

Vi kørte ud og smed bilen ved kolonihaven (eller parkerede den pænt, men det andet lyder mere street) og SÅ gik vi søndagstur i solen langs havnen. Heeelt ude fra før lystbådehavnen og heeelt ind til byen, med et lille pitstop på Baresso. Nåede at forelske mig i et palisanderbord. 2500,- mente "nogen" (ikke den samme som brændte lasagnen godt nok) var aaalt for dyrt. Men jeg er stadig lidt lun på det bord... På nær lidt...

Vi har store planer for sommeren, og vi når ikke det hele kan jeg godt afsløre nu. Men den vigtigste plan er, at vi skal holde tema-branderter. Og den første skal være i champagne! Kun drikke champagne til vi vælter. Så er stilen lagt. Og stilen er god... I hvertfald indtil vi når til Fernet Branca-branderten. Dén glæder jeg mig ikke til, og det skal jeg være den første til at indrømme! 
Vi gik på kompromis, og blev enige om at vi kunne holde Bitter-dag. Det ville simpelthen blive alt for uoverskueligt både at skulle drikke sig fuld i Fernet Branca kun én dag, og senere Gammel Dansk en anden dag og senere igen Arn Bitter... Føøøj! 
Til gengæld skal vi så også ud og se på brudesuiter, bryllupsbiler OG springe fra 10 metervippen i Friluftsbadet på Bitter-dag. Vi bliver simpelthen nødt til at kombinere aktiviteterne, ellers når vi ALDRIG de ting vi har planlagt!
Jeg kan bare mærke at Bitter-dag bliver verdens bedste dag! Jeg kan slet ikke vente med at beskue brudesuiten på Hotel Phønix iført badetøj mens vi stinker langt væk af Fernet Branca og Arn Bitter! Det kan simpelthen ikke gå galt!

På vej retur til kolonihaven, som desværre ikke er min, men det afholder mig selvfølgelig ikke fra at have total ejerfornemmelse over den, fik jeg en is. Åhhh som årest første is i solen er ganske særlig! Mest fordi mit valg af is er så overlegent i kombinationen af scoops, og FIRE scoops jarrrmen altså! (jeg skriver scoops fordi jeg synes kugler lyder så upassende på en måde, selvom alting er rent for den rene, men jeg ved bare at en samtale jeg havde i går om en astronaut-is kørte helt og aldeles af sporet)

I kolonihaven blev den store hængekøje monteret efter omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger. Man skal ALTID huske at lukke skruekarabinen, ja man skal så! NÅ! 
Jeg blev naturligvis søsyg efter tre minutter... Den der fra side til side gyngen kan min krop ikke lide, og nu her flere timer senere har jeg stadig en snert af kvalme. Jeg overvejer søsygetabletter næste gang jeg skal chille i hængekøjen, men det er måske at gøre for meget ud af tingene???
Mens jeg chillede blev der ordnet stuff. Og jeg vil stadig vove den påstand, at det udelukkende var MIT motiverende og anerkendende væsen der var skyld i at der både blev ryddet op i skuret og ordnet vandrør. Hvis ikke det var dét, ja så ved jeg snart ikke hvad! -og jeg ved altså ét og andet, ja jeg gør så! NÅ!

Aftensmaden bestod af hjemmestøbte dunser produceret i udekøkkenet (godtnok ingår, men alligevel. panden stod der stadig) og en boks med bland selv salat og en boks med kartoffelsalat med vand rekvireret på fra et take away-sted i Reberbanen... Vandet kom fordi "nogen" (den samme som brændte lasagnen på) kom til at tabe boksen med kartoffelsalat en lille bitte smule på jorden... Men det blev skyllet så fint, at det overhovedet ikke knaste (ret meget) da vi spiste det på terrassen i aftensolen. Fra jord til bord!

Der er nu noget særligt over den første dag hvor det ægte går op for én at sommeren ikke er totalt utopi...

torsdag den 10. april 2014

Når et land bliver til et adjektiv

Kender I det, at et land foran et helt almindeligt ord kan give ordet mere tyngde?

Østeuropæiske lande foran en sportsaktivitet gør, at sportsaktiviteten får mere dramatisk pondus! Jeg tænker for eksempel Serbisk yoga. Jeg ved ikke engang om det ægte eksisterer, men HVIS det gør, så der det IKKE en type yoga jeg kunne tænke mig at dyrke... Split er jo så ekstremt som det kan være, men Russisk split, så er det bare som om benene er lidt mere spredt... Ukrainsk dart! Ja, det eksisterer jo selvsagt ikke, dersom Ukraine ikke længere eksksterer, men HVIS det gjorde, så MÅ ukrainsk dart være noget med missiler - tror jeg...

Lande foran andre ord generelt kan både trække et tarveligt ladet ord op ad den prætentiøse rangstige, men så sandelig også den anden vej.

Polske diamanter... Det lyder bare ikke særligt attraktivt, men det gør til gengæld Schweizisk blik. Schweizisk blik lyder nærmest helt eksklusivt, synes jeg. Eller det lyder i hvertfald ligeså eksklusivt som polske diamanter lyder discount.

Der findes også ordkonstellationer der ikke giver konkret mening. Sympatisk nazist er et af de begreber der ikke eksisterer,  lidt som Polsk kvalitet - med mindre vi taler dårlig kvalitet... 

lørdag den 15. marts 2014

Charlotte Birchow??? -er det dig???

Jeg har fået en ny hobby her i det nye år, som vi allerede er godt igang med.

F.I.T.N.E.S.S!!!

I know... jeg er blevet én af "dem"... Men hey! -det er ikke så slemt endda! Jeg er (selvfølgelig) ikke én af de der "cool" selfie-piger i outfit(ness) der matcher snørebåndene i Nike Free-skoene. Men det er sikkert kun et spørgsmål om tid... Lang tid!

Faktisk er jeg slet ikke cool, eller jo sgu da! jeg er så cool, som man nu kan være, når man tropper op i sine gamle løbesko, natbukser fra Billeren hvor ribben ved anklerne er klippet af, en top fra H&M fra dengang der eksisterede en linje der hed Rocky i deres kollektion engang tilbage i starten af '90erne, og jeg kan garantere at INTET af det matcher! hverken med snørebånd eller noget andet. Jo min pink drikkedunk matcher fint min ansigtskulør allerede efter ti minutters opvarmning!

Men jeg HAR allerede fået de første skader! jow jow... Selvfølgelig ikke sådan nogle seje "jeg har totalt løfter for meget og fået en fiber" -eller hvad det nu er man gør, når man bliver skadet på den seje måde.
Mit program sluttes altid af med at man skal ligge på gulvet og lave skide besværlige øvelser, hvor man både skal holde balancen og alt muligt, og selvfølgelig vælter jeg! Ikke bare sådan tipper over til siden, nej nej! Jeg VÆLTER! som i ruller rundt og slår mig på div kettlebells, vægtskiver og ting der er fastmonteret i gulvet! Det er også bare fordi jeg er så udmattet, når jeg når til "gulvøvlelses-stadiet", så bliver min koordinering helt svitset. (for normalt er jeg jo i 100% kontrol rent motorisk... det ved vi jo alle!!!)

Jeg har en træningsmakker. Han og jeg aftalte faktisk i tidernes morgen (altså for ca. tre måneder siden, hvor det var vi startede på det der fitness...), at vi SELVFØLGELIG også skulle prøve ALLE! hold... Især så jeg frem til at vi BEGGE skulle deltage på "I form efter fødslen!"...
Det er så gået op for mig, til min store skræk, at der er UTROLIG mange (danse)hold. hvor man skal gøre avancerede ting med fødderne op og ned af en skammel OG gøre ting med armene SAMTIDIG... Måske er det ikke så meget til MIN store skræk, men særligt til alle de andre på holdets store skræk (de lever dog stadig i lykkelig uvidenhed).

Men selfie-pige eller ej, så har kroppen inkl. hjernen det altså godt efter en omgang træning.Dog havde jeg forventet at hjernen også ville komme lidt i form på sigt, men lige for mit vedkommende synes det ikke at være tilfældet. Jeg synes det er nogle virkelig irriterende ting jeg af og til glemmer at medbringe i den ellers så rummelige træningstaske. Jeg har endda lavet en top tre over ting jeg har glemt, som især har været nederen at glemme:

Nr. 3: rene strømper.
Ikke at det som sådan skulle være nødvendigt, da jeg faktisk har strømper med til at træne i, men når så de strømper man havde på hjemmefra bliver STJÅLET!!! så er det altså lidt ahemm træls, at skulle iføre sig lidt mere end fugtige, og en del mere end svært ildelugtende trænings-strømper efter bad...

Nr. 2: rene underhylere!
det er bare rigtig klamt at tage de brugte svedige klamme MEN kolde underhylere på igen efter bad...

Nr. 1 og nr. 2 opdagede jeg selvfølgelig først EFTER jeg havde været i bad... "great"


Nr. 3: HÅNDKLÆDE!!!
ja, det skete så i dag! normalt ville jeg bare køre hjem og bade, men i dag efter træning skulle jeg møde direkte på arbejde, så jeg SKULLE i bad! Det var faktisk rart at jeg var den ENESTE i omklædningen her til morgen, fordi jeg så godt nok sølle ud, da jeg stod der og lufttørrede...
Det var så først nu her for fem minutter siden det gik op for mig, at jeg jo kunne bade på hospitalet og have lånt et håndklæde her... suuuper!

Nu skulle man så tro at det kunne ses på mig, at jeg sådan går til fitness... mjah altså... Det forholder sig imidlertid sådan, at "vi" altså og med de her eksotiske gener er beriget med et betragteligt fedtlag i underhuden, hvilket så også medfører at vi ikke har så mange rynker, som vores jævnaldrende mere ariske venner... Altså armene bliver da lidt større, men jeg bliver ikke decideret markeret. Så det ser bare ud til jeg har sådan nogle gigantiske bingo-køller... Med andre ord, så ligner jeg en hvalpefed teenager uden rynker og i skrivende stund med en anelse bumser på hagen, efter et møde med en usund weekend for et par uger siden. Men INDEN I mig bor der en helt vildt markeret fitness-ninja med den helt rigtige squat-røv og six-pack! Det gør der altså!!!


mandag den 6. januar 2014

Den store årsberetning anno 2013 -Fuck You most of the way

Den store årsberetning anno 2013. Fuck You most of the way

Dette herrens år startede ret godt. 6 timer i hulen med la familia nytårsaften! Best new year ever! 
Afløst af et telefonopkald fra min mor, der fejrede sit nytår med en rask omgang lungebetændelse. På nær rask, for er I tovlige, hun var vag...
Nogle går ind i det nye år med nyt blæk i kroppen, andre med en heftig antibiotikakur. Sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Det hele tydede på at år 2013 ville blive et godt år. DET HELE!

Men karma er en sur kælling som hader mig, så jeg var ikke mere end lige trådt over tærsklen til det nye år, får jeg fik første drag over nakken.

Enhjørningen valgte at låne Pegasus' vinger og flyve af helvede til. Håber ikke de sidder i nærheden af mit bord. Men no hard feelings, udover dem der blev søndertrampet i stumper og stykker. Men hey! Look at me! I'm still breathing, shining and stuff. 
Heldigvis mistede jeg interessen for enhjørningen og enhjørninge i al (u)almindelighed, og konverterede tilbage til de mere konventionelle relations konstellationer.

Det gode ved massivt blodmangel akkompagnieret af heftig migræne med dertil hørende hallucinationer er at man helt glemmer at man er heartbroken. Nårh ja, og så en heftig peptalk og et par kærlige nyrehug af selveste Satan O.
Jeg startede år 2013 med et massivt jernmangel. Om i overført betydning kunne have noget med min interesse for enhjørninge og regnbuer at gøre, det kan vi kun gisne og lave dårlige vittigheder om. Men én ting er sikkert. Jeg bliver nok aldrig vampyr. Well Edward... Now I said it, now You know. 

Vi lever i et velfærdssamfund, og har adgang til gratis ydelser qua vores tvungne indbetaling af skat. Det betyder at ydelser i sundhedsvæsenet er gratis for skatteyderen, også undersøgelser hvor primære formål er at udrede for indre blødninger ved hjælp af meget meget meget!!! lange slanger...
Kombinationen af en læge med tendens til at (over)dramatisere, og et sundhedsvæsen der ikke er for fin til at undersøge patienterne i hoved og røv, medførte, før jeg fik set mig om, at jeg lå på en briks med en slange nede i halsen og flere forskellige typer af kropsvæske ud af ansigtet. På ingen måde et stolt øjeblik i mit liv... Mere stolt blev det ikke da turen kom til den anden ende, men de helt vidunderlige drugs jeg fik i den forbindelse, fik faktisk vendt situationen til noget helt vidunderligt. Og mellem os sagt, så er jeg ikke for fin til at lægge røv til en anden gang, såfremt jeg kan få Rapifen og Dormicum med som bisiddere. I think I love the both of You! At man så kendte hende der stod for doseringen og administration af sprøjterne var garntrisse også et plus for min mentale tilstand.
Og hey! Look at me! I'm still breathing and shining and stuff. Godtnok ikke så shiny som Edward, men nu har vi jo også fundet ud af jeg ikke hører til på vampyrfakultetet, så det er udelukkende min personlighed der shiner! Nå ja, en heftig jerntabletkur, intens terapi med spinat og røde bøffer bidrog også til kuløren kom retur i mine kinder.

Livet som enlig mor gør at internettet bliver din bedste ven. Man kan få ALT på nettet! Lige fra en fiktiv kæreste til én mere fiktiv kæreste.

Det gode ved den slags kærester er at de ikke roder, snorker eller på andre måder irriterer én rigtigt. 
Det dårlige er at man glemmer hvordan det er at føre en ægte samtale ude i den virkelige (totalt intimiderende) verden.  
Det gode ved netkærester er at det kan blive mega intenst. Man kan jo stort set altid få fat i hinanden. Dét er også den dårlige ting ved netkærester. Kontakten kan være virkelig stressende, fordi det er så intenst, og fordi man altid kan få fat i hinanden. Det gode er, at man aldrig skal fake hverken en hovedpine, eller en orgasme for den sags skyld. Det dårlige er at man glemmer hvordan det rent faktisk er at fake såvel en hovedpine som en orgasme. Det gode er at man er fri for nogen form for berøring, hvilket også godt kan være en dårlig ting... Og sådan er der gode og dårlige ting ved cyberrelationer...

Jeg har taget orlov fra dén facet af nettet. Men jeg har ikke smækket med nogle døre derinde, hvilket også ville være ret usædvaneligt, da jeg ikke (som sådan) tror  man kan smække med en cyber-dør... Men jeg har nu alligevel besluttet mig for at gå den mere hmmm konventionelle vej, hvad relationer angår... Jeg skal bare lige have fundet ud af hvordan man begår sig ovre i det der konventionelle departement. Men so far går det egentligt ret godt. Mennesker er ikke så forfærdelige som jeg husker dem, eller også har de virkelig taget sig sammen...

Som blodprocenten steg, gjorde temperaturen udenfor det samme. Foråret bankede på efter 22 måneder med sne, undskyld massiv sne! Det forår fik jeg en gave som jeg sent vil, glemme. primært fordi den står på hylden i min dagligstue, men mest fordi jeg ikke før, og i skrivende stund, siden har fået sådan en fin ting. I vores familie har vi et stramt gave-skema, og ingen giver hinanden gaver "bare fordi". Denne her gave sorterer under kagegorien "bare fordi", og selvom omstændighederne omkring det hele var helt fucked up, så er jeg stadig utrolig glad for mit kæmpe store sølvæg fra Summerbird! (og også for plastic-enhjørningen, der hedder Allan, som blev leveret som en lille bonusgave fra en anden, og ganske særlig person).

Så startede det der skulle vise sig at blive den mest fantastiske sommer i mange mange år!
Efter at have ventet på mit børnebidrag, kom det (med tilbagevirkende kraft) efter en ventetid på "kun" 11 måneder! Way to go! Det betød at jeg rent faktisk kunne spendere en is til mine døtre, som alle andre forældre, når vi var ude og handle. Og endda andre is end dem til 5,- i IKEA, selvom man på ingen måde skal kimse af en softice til KUN 5,- og det var KUN FEM KRONER!

Sommeren var god. Vejret spillede alle trumfkort, og havde sat en hitparade på med pisse hamrende godt vejr! Og det var som om vejret skulle råde bod på den uendelig lange vinter, for sommeren blev til sensommer og sensommeren blev til indian summer, og vi ved jo alle at indian summer er det vejrmæssige svar på porno!
Jeg fandt ud af at der er en grund til at havne er så populære. -og det er ikke på grund af lugten. Inde i byen er grænsen mellem duften af frisk limfjord og dunsten af knap så frisk limfjord hårfin. Men den dårlige lugt drukner i det gode miljø. Et utal af aften flaneringer med chihuahuaerne blev det til. De kom næsten helt i form og alt muligt. 
Jeg blev (gen)forelsket i København endnu engang i sommer. Tror aldrig jeg slår helt op med den by, selvom jeg har indset vi ikke rigtig har en fremtid sammen. Tror sagtens vores forhold ville kunne fungere, hvis det ikke var fordi vi boede så langt fra hinanden. 
Jeg fejrede min kære venindes fødselsdag i København denne sommer, og det var så dejlige nogle dage, at jeg helt kom i tvivl om det i virkeligheden var MIN fødselsdag... 
Heldigvis fik jeg en undskyldning for at gense byen i august, da en dejlig ven udsatte sig selv for at holde sin 40 års fødselsdag. Den dag var på alle måder god. Selv gåturen hjem til Nansensgade fra det mest afsides sted på Amager var god. 
Det sidste besøg i København i år bød på helt ekstraordinære oplevelser. Udover en gedign frokost-brandert, et helt ekseptionelt kup udi strikketrøjer fik jeg besøgt Blocks and Walls klatrecenter. Hvis der findes et lille stykke af Paradis på denne jord, så er det på det lidet flatterende lettere afdankede industriområde på Refshaleøen! 
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne være ren optur at klatre sig selv til blods. Og med blods mener jeg BLODS!
Men alle smerter og al dårligdom blev elimineret med et besøg på restaurant LeLe! Aldrig er jeg blever serviceret så fremragende, som på LeLe. Min veninde og jeg fik den extended prinsesse-behandling. Og at maden var helt vidunderlig gjorde den meget regnfulde aften til en solskins-aften.

Klatring og ture til København blev sat på kraftig stand by, da jeg sidst i november tilsyneladende havde fået et prøvemedlemsskab i den klub der hedder STRESS!!!
Omkring fem uger (min arbejdsgiver har det helt eksakte tal på dage timer og minutter) var jeg i en tilstand hvor det at trække vejret var en helt uoverskuelig bedrift i sig selv. Godt kroppen kunne finde ud af det selv.
Men hvad er det der gør at man kaster håndklædet i ringen? Det kan der være mange grunde til, og dem skal jeg ikke komme nærmere ind på her.
Mit største issue på den konto var den følelse jeg havde af at være en svækling. Jeg havde svært ved at acceptere at det kunne tage mig en hel dag at tømme opvaskemasknen, og det er ikke fordi jeg har flere sager i min opvaskemaskne end andre (går jeg ud fra) Min mor mente at min situation kunne fikses med en god gedign omgang rengøring og piller. Hvilke piller aner jeg ikke, men det kunne da ikke passe at jeg ikke kunne få noget der kunne klare ærterne for mig, så jeg kunne få overskud til st få gjort rent og nippet de visne blomster af rosenbusken. Rosen skal jo se ordentlig ud, hvad vil naboen tænke eller ikke tænke. Hvad hun så,tænkte, når jeg mødte hende iført min "jeg ligner én det er død-dragten" er ligegldigt, så længe rosen ser ordentlig ud! 
Men som jeg lærte at acceptere, at jeg burde undgå de der ikke bidrog med noget godt til min ikke for gode mentale tilstand (som i min mor) og jeg begyndte at søge dem jeg kunne mærke gav mig ro og gjorde mig glad, afslappet og godt tilpas, begyndte jeg også at acceptere at min krop bare var træt helt ind til benet. Og SÅ lige pludselig en dag kunne jeg mærke at den begyndte at reparere sig selv. 
Ugentlige kaffedriknings sessioner udviklede sig til endnu et come back på klatrng, som udviklede sig til en radikal ændring af livsstil, herunder et medlemsskab i Fitness World, som rent faktisk bliver benyttet. Det er jo ikke det samme at drikke proteindrik, hvis man ikke har svedt, haft ondt over det hele og kastet blod op inden. Min krop, og især min hjerne, vil have motion. Jeg tror jeg har et indbygget barometer, der får kroppen i uhellig alliance med hjernen til at te sig, når min muskelmasse har reduceret sig med x antal procenter... Det er bare et gæt, men ikke et dårligt gæt, hvis vi antog at min holdning havde noget at sige... Men det er godt for mig at omgive mig med nogle der har en plan, og som kan motivere mig til selv at have en plan og endda at følge den. Nå ja, som heller ikke går i panik over jeg er som jeg er. Rolig og ukompliceret uden så meget pis er det nye sort, har jeg hørt.

Wood Wood er i hvertfald ikke, da jeg ikke formoder det helt suveræne og overlegne brand vil sættes i bås med noget så alment ejet som sort...

Set i bakspejlet har 2013 ikke været så slemt, men det det har udmærket sig ved, er at det har været ægte slemt, NÅR det har været slemt!

Så 2013! Fuck You most of the way.
















mandag den 9. december 2013

Let it rain

Nogle gange opdager man knap nok det regner.
Slet ikke når man, i selskab med to fyre, en motorsav og et gammelt udtjent Beal klatrereb, skal fælde et over 10 meter højt grantræ, fordi man skal bruge toppen til noget...

For det første er det sgu da (på en måde) pisse prisværdigt, at de overhovedet gider tumle rundt i skoven i et vejr der på ingen måde indbyder til skovtur.
Men powertools har åbenbart en helt særlig evne til at drive en mand (eller i dette tilfælde, to forvoksede drengerøve) ud i silende regn!

Det hele startede med, at jeg havde brug for hjælp til at få et juletræ transporteret hjem, da de juletræer jeg ville kunne transportere i Clioen ikke på nogen måde ville blive godkendt hos mine døtre.

"Ja da" sagde han, "men så skal det også være sådan et man selv fælder" "ring til Fønss og spørg om vi må komme og fælde et af hans træer"

Allerede dér kunne jeg fornemme hvordan projekt juletræ gik fra at være MIT projekt-"rolig tur til Bauhaus og shoppe træ" til at være HANS projekt-"nu skal vi ud og save og gøre grimme ting mod sagesløse træer med økser". Hvilket, hvis jeg skal være helt ærlig, passede mig fremragende.
Tanken om at være allieret med en anden (slags) voksen virkede umiddelbart tiltalende, selvom pigerne gennem årerne har været udemærkede juletræs-coaches.
Måske var det også tanken om at jeg ikke nødvendigvis skulle investere i butikkens højeste træ der virkede tiltalende. Når man er henholdsvis 5 og 9 år, så kan et juletræ jo ikke blive for stort, bortset fra at vi så har verdens mindste stue, hvilket et par år har givet hmmm logistiske udfordringer, og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg nemt bliver grebet af "klart unger, vi skal da have det største træ-feberen", og sådan et 3,5 meter højt juleteæ synes ikke af så forfærdeligt meget i hallen i Bauhaus som det gør i vores stue, hvor der kun er godt 2 meter til loftet.
Men det var også kun fordi jeg, på daværende tidspunkt, ingen anelse havde om hvordan vejret ville te sig! Og hold da helt kæft der var travlhed ovre i rengvejrs-departementet!
Det var som om regnen forsøgte at regne alle de ødelæggelser væk som stormen havde forårsaget for få dage siden.
Hvad de må have misforstået i vejrministeriet var, at efter en storm med orkaniske tendenser, så vil befolkningen have ROLIGT vejr! Især på en dag hvor jeg skulle ud og shoppe et pisse vigtigt juletræ kunne det have været perfekt med et let snefald. Ikke så meget at det ville blive bøvlet, men tlstrækkeligt til at det hele ville være smukt og juleagtigt. Men hvorfor skulle vejret dog arte sig efter mit hovede når intet andet gør? -selvom det ville have været forfriskende med en lille smule medgang. Ville tørvejr og vindstille i det mindste være for meget forlangt? Ja åbenbart!

Nå, men trods vejrmæssige uoverensstemmelser har denne søndag været lidt mere end en smule bedre end andres. (Primært fordi det ikke var MIG der har haft ild (ikke på den der gode grrrrr-miau måde) i de ædlere dele. Om det skyldtes usømmelig omgang med hanernero-chili eller usømmelig omgang med de ædlere dele eller måske en ond kombination, det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg er bare glad for det ikke var MIG det gik ud over (for en gangs skyld) men én der tåler mosten lidt bedre)
Udover adventsgaven fra George Clooney, så fik jeg rent faktisk en ægte gave, som jeg ikke engang selv havde købt! Og vi lader den bare stå her! Det giver nemlig det bedste indtryk ikke at komme nærmere ind på hvad der faktisk var i gaven... (krybbespil -hilsen redaktionen) og de der vil mene, at det er tanken der tæller, ja det er også rigtigt, men jeg er bare ikke helt sikker på hvorledes tankerne bag indkøbet af krybbespillet havde foranstaltet sig hos afsenderen... Men hey! Jeg fik en ægte gave jeg ikke selv havde købt! Bum! (Kan næsten, med streg under næsten, ikke vente med at se hvad jeg får på næste søndag, da krybbespillet,ikke bliver sin sag at trumfe)
Fik jeg nævnt at den silende insiterende regn holdt op i det øjeblik vi kom hjem med juletræet.

fredag den 29. november 2013

Fire walk with me

Eller næsten...

Mine ben er ikke på nogen måde lange! Overhovedet!!! Heldigvis er de så lange, at jeg lige akkurat kan nå jorden.

Det skulle så også vise sig at de lige akkurat er så lange, at de lige netop kunne nå hen til flammen på det stearinlys jeg en aften i sidste uge havde tændt for at skabe lidt hygge.

Halvt liggende i sofaen med stængerne mageligt placeret på bordet var jeg ved at ordne vigtige ting på nettet, da jeg til min store overraskelse OG forfærdelse (vi er nok ude i en 50/50 på dén der) ser der er ild i mine sokker!!! Altså vi snakker de sokker jeg har på!!!

Jeg ved faktisk ikke hvad der affødte reaktionen jeg vil beskrive senere. Var det den snigende, men alligevel kontante (over)ophedning af mine fodsåler, lugten af sveden uld/akryl? -blanding som sokkerne var lavet af, eller om det var de stikflammer der rent faktisk stolt og stoisk rejste sig fra mine fødder... Måske lige dele?

Dansen! Dansen jeg udførte for at slukke ilden var et kunststykke uden lige! En uskøn fusion af riverdance, cancan, jitterbug og en dans hvor højlydt akkompagnering vokalt er obligatorisk (ved ikke helt om en sådan dans ægte eksisterer, men mon ikke den gør) blev udført der midt i stuen MED en iPad i hånden OG to chihuahuaer, der troede det hele var en leg kreeret udelukkende til ære for dem, vimsende rundt i røgskyen... Aldrig har jeg sympatiseret mere med dem der går på glødende kul end den aften. Det var heldigvis ingen sag (som sådan) at vaske sodpletten af gulvet...

Sikke en aften... Den nat sov jeg dejligt, og frøs ikke om fødderne én eneste gang.

Må hellere få fat i asbestsokker, så jeg er forberedt på julens komme og det overforbrug af levende lys denne højtid fører med sig... Googler asbestgarn, og får nul hits. Pis os'

Julen er lysenes tid, hjerternes fest OG det tidspunkt diverse opsamlingsalbums reknkarneres (desværre)...
HVOR mange compilations mener musikbranchen de kan slippe afsted med at udgive? Jeg mener, Lars Lilholts greatest hits?!?! Har han overhovedet lavet ét eneste hit (der er værd at lytte til?). Dét har han tilsyneladende i følge reklamerne på tv. Det er også fint nok (eller nej, det er jo helt af helvede til faktisk), men når nu det SKAL være, og der absolut SKAL reklameres SÅ massivt for noget, jeg ikke formoder nogen med en lille smule musikalsk intregritet og respekt for sig selv gider købe, er det så absolut nødvendigt at spille små bidder (som føles uendelige) af ALLE tracks? Er de overhovedet klar over hvor stressende det er at skulle finde remoten til tv'et, for slet ikke at tale om muteknappen? Det er faktisk ret besværligt, og kunsten er at nå det hele INDEN reklamen når til min altoverskyggende hadesang i HELE verden "kald det kærlighed" åhhh jeg kan ikke beskrive med ord hvor meget jeg hader den sang! En dans ville kunne udtrykke det, og faktisk tror jeg min ild-i-sokkerne-dans ville være helt perfekt! Ville det ikke være forfriskende med en reklame (især i dette tilfælde) hvor der ganske kort bliver informeret om at idioten igen har udgivet en(dnu) en opsamling, og at den kan købes i en box med et sæt ørepropper og 20 mg Valium?

På en måde har jeg mere respekt for de der udgiver et helt nyt album op til jul, selvom det stadig stinker langt væk af julegave-luder. Thomas Helmig er én af dem, der efter eksorbitant lang tid i musikbranchen har regnet ud at der er gode penge i at udgive op til jul. Botox er jo en dyr hobby, også selvom man kan få den med rabat af sin nu allerede ekskæreste? Hallo Thomas H, du er en aldrende mand(sling), det gør ikke noget man har rynker. Slet ikke i din alder!
Jeg synes selv rynker giver karakteristik og udtryk i ansigtet. Jeg har intet imod rynker, og jeg kan endda finde dem både sexy og charmerende... ISÆR når de gennempløjer andres ansigter til et sandt delta-inferno af atrofieret underhudsfedt.
Men skulle jeg vælge mellem botox-prinsen og delta-kongen, så må det blive botox...
Med mindre man kan vælge at danse riverdance på glødende kul? For så tror jeg nok jeg vælger dét. Eller nårh nej, det HAR jeg jo prøver, så jeg tror bare jeg sidder over på det hele!