Eller næsten...
Mine ben er ikke på nogen måde lange! Overhovedet!!! Heldigvis er de så lange, at jeg lige akkurat kan nå jorden.
Det skulle så også vise sig at de lige akkurat er så lange, at de lige netop kunne nå hen til flammen på det stearinlys jeg en aften i sidste uge havde tændt for at skabe lidt hygge.
Halvt liggende i sofaen med stængerne mageligt placeret på bordet var jeg ved at ordne vigtige ting på nettet, da jeg til min store overraskelse OG forfærdelse (vi er nok ude i en 50/50 på dén der) ser der er ild i mine sokker!!! Altså vi snakker de sokker jeg har på!!!
Jeg ved faktisk ikke hvad der affødte reaktionen jeg vil beskrive senere. Var det den snigende, men alligevel kontante (over)ophedning af mine fodsåler, lugten af sveden uld/akryl? -blanding som sokkerne var lavet af, eller om det var de stikflammer der rent faktisk stolt og stoisk rejste sig fra mine fødder... Måske lige dele?
Dansen! Dansen jeg udførte for at slukke ilden var et kunststykke uden lige! En uskøn fusion af riverdance, cancan, jitterbug og en dans hvor højlydt akkompagnering vokalt er obligatorisk (ved ikke helt om en sådan dans ægte eksisterer, men mon ikke den gør) blev udført der midt i stuen MED en iPad i hånden OG to chihuahuaer, der troede det hele var en leg kreeret udelukkende til ære for dem, vimsende rundt i røgskyen... Aldrig har jeg sympatiseret mere med dem der går på glødende kul end den aften. Det var heldigvis ingen sag (som sådan) at vaske sodpletten af gulvet...
Sikke en aften... Den nat sov jeg dejligt, og frøs ikke om fødderne én eneste gang.
Må hellere få fat i asbestsokker, så jeg er forberedt på julens komme og det overforbrug af levende lys denne højtid fører med sig... Googler asbestgarn, og får nul hits. Pis os'
Julen er lysenes tid, hjerternes fest OG det tidspunkt diverse opsamlingsalbums reknkarneres (desværre)...
HVOR mange compilations mener musikbranchen de kan slippe afsted med at udgive? Jeg mener, Lars Lilholts greatest hits?!?! Har han overhovedet lavet ét eneste hit (der er værd at lytte til?). Dét har han tilsyneladende i følge reklamerne på tv. Det er også fint nok (eller nej, det er jo helt af helvede til faktisk), men når nu det SKAL være, og der absolut SKAL reklameres SÅ massivt for noget, jeg ikke formoder nogen med en lille smule musikalsk intregritet og respekt for sig selv gider købe, er det så absolut nødvendigt at spille små bidder (som føles uendelige) af ALLE tracks? Er de overhovedet klar over hvor stressende det er at skulle finde remoten til tv'et, for slet ikke at tale om muteknappen? Det er faktisk ret besværligt, og kunsten er at nå det hele INDEN reklamen når til min altoverskyggende hadesang i HELE verden "kald det kærlighed" åhhh jeg kan ikke beskrive med ord hvor meget jeg hader den sang! En dans ville kunne udtrykke det, og faktisk tror jeg min ild-i-sokkerne-dans ville være helt perfekt! Ville det ikke være forfriskende med en reklame (især i dette tilfælde) hvor der ganske kort bliver informeret om at idioten igen har udgivet en(dnu) en opsamling, og at den kan købes i en box med et sæt ørepropper og 20 mg Valium?
På en måde har jeg mere respekt for de der udgiver et helt nyt album op til jul, selvom det stadig stinker langt væk af julegave-luder. Thomas Helmig er én af dem, der efter eksorbitant lang tid i musikbranchen har regnet ud at der er gode penge i at udgive op til jul. Botox er jo en dyr hobby, også selvom man kan få den med rabat af sin nu allerede ekskæreste? Hallo Thomas H, du er en aldrende mand(sling), det gør ikke noget man har rynker. Slet ikke i din alder!
Jeg synes selv rynker giver karakteristik og udtryk i ansigtet. Jeg har intet imod rynker, og jeg kan endda finde dem både sexy og charmerende... ISÆR når de gennempløjer andres ansigter til et sandt delta-inferno af atrofieret underhudsfedt.
Men skulle jeg vælge mellem botox-prinsen og delta-kongen, så må det blive botox...
Med mindre man kan vælge at danse riverdance på glødende kul? For så tror jeg nok jeg vælger dét. Eller nårh nej, det HAR jeg jo prøver, så jeg tror bare jeg sidder over på det hele!
fredag den 29. november 2013
torsdag den 25. juli 2013
Sol(o) og sommer
Det er faktisk utroligt hvordan jeg gang på gang på gang kan begejstres over et brusebad. Især her om sommeren, hvor det (rent undtagelsesvist) er varmt og solrigt i danmark.
Nogle af mine læsere, der kender mig lidt bedre (end måske godt er), er helt gennem-orienterede desangående mine større eller mindre issues, og ét af dem (især her om sommeren) er at der ikke skal meget varme til før min krop prompte kvitterer ved at drapere mig i en hinde af klister! De selvsamme vil så også vide, at hvis der er noget jeg ikke kan holde ud (udover H2O-badetøfler... og Lars Lilholt) så er det at være klistret, og hvem (udover børn i alderen 2-6 år) kan i øvrigt dét?
Derfor er jeg en hyppig gæst under bruseren. Og til trods for de mange besøg bag forhænget, så tænker jeg næsten hver gang ved mig selv: "ihhh dét var vel nok et enestående godt bad".
Men det ER gode bade jeg foranstalter. Dér hvor filmen måske kan tendere til et mindre knæk, er når jeg et kort øjeblik overvejer (drevet af ren og skær dovenskab) om jeg kan skrue røven i et par af Emmas underhylere, der har deres faste plads på badeværelset. Hun er 8snart9, som rent faktisk ER en ægte alder, altså ottesnartni) Men jeg ender nu altid med at marchere gennem køkkenet (med vinduer til gårdspladsen, som ofte er pænt godt befærdet), stuen, op af trappen og ind i mit soveværelse hvor underhylere i mere passende størrelser befinder sig.
-Jeg har endnu ikke ladet mig friste så meget, at jeg har forsøgt at skrue mig i et par af Emmas hylere. Man kender vel sine begrænsninger ja man gør. Men HVIS jeg havde forsøgt mig, så vil jeg naturligvis dele "the attempt" med jer som noget af det første!
Måske er jeg ved at indfinde mig i min egen lille (sære naturligvis) zen-tilstand, da jeg fandt mig selv være fuld af glæde og henrykkelse ved det faktum at jeg rent faktisk havde husket at rekvirere vatrondeller til påføring af nyindkøbt skintonic (det er bare ikke det samme når man bruger toiletpapir) - eller så er jeg bare på vej over i en ny og hidtil uopdaget grad af "godt lune" -må tale med lægen om det næste gang jeg skal til kontrol med min blod % -som i øvrigt var faldet til 5,2 i går, men efter andet forsøg var den 7,2 og det er altid andet forsøg der gælder (blev vi enige om). Men faldet er den alligevel, så udover at jeg igen skal øges i jerntilskud (og her taler vi tabletterne), så blev jeg bedt om at forsøge at spise en rød steak én til to gange om ugen! Ikke en ordination man kan blive ægte vred over. -gad vide om jeg kan få tilskud af sygesikring Danmark til mine fremtidige Hereford-besøg?!?! -og er der nogen der vil med?
Jeg har fået en mistanke om at mit gode lune er sideløbende med temperaturen ude. Højere temperaturer = højere humør, eller i hvertfald mindre vrede og irritation, for jeg går selvfølgelig ikke ud fra at der er færre idioter omkring mig. Jeg tolererer dem nok bare bedre fordi det er varmt og alt er godt. (og fordi jeg har fået lidt mere asti end jeg plejer)
Sommeren har, qua vejret, været et oplagt fundament til et omfattende misbrug af asti. Ikke desto mindre har mit alkoholforbrug været patetisk lavt (altså klimaet OG ikke mindst habituelle forbrug taget i betragtning -that is). Prøvede godt nok at indhente det manglende alkoholindtag til Grøn koncert, som jeg helt ekstraordinært deltog i denne sommer.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst frekventerede et sådan arrangement, men DAD var der dengang, og det var de (så vidt jeg ved) ikke i år. Men hvad ved jeg, for jeg havde travlt med at feste som en teenager, og når jeg siger teenager, så mener jeg teenager! Alt for mange dåseøl og et enkelt opast! Jeps! Jeg ørlede på baggrund af fuldskab (og en nådesløs bagende sol). Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har kastet op fordi jeg var fuld. Ka ikke huske hvornår jeg sidst var fuld faktisk. (Det KAN ha været i går, men jeg tror det ikke, for jeg har det fint i dag)...
Ikke desto mindre! -jeg var wasted, shitfaced og hvad der ellers findes af mindre flatterende synonymer til den tilstand. Jeg var det HELE! -og det var herligt!!!
Taget i betragtning hvor lidt jeg har set mine børn denne sommerferie, så er det imponerende hvor afdæmpet jeg, rent adfærdsmæssigt, har formået at holde mig.
Startede sommeren med at springe ud som en tro kopi af min mor! Nemlig!!! -det gør man ved at man, som det første når man træder ind i et befolket lokale, brøler noget om blomster. I mit tilfælde var det: "orrrrk SOM jeg har fået en flot georgine, og der en SÅ mange knopper der ikke er sprunget ud endnu, så jeg sir jer!!! -når DE springer ud!!!" Og så standsede jeg og fik et panikanfald.
Når jeg ikke har tilbedt min blomsterbesætning, som også indeholder en VIRKELIG flot rose OG asters OG pelagonier OG... ok, jeg stopper bare nu! Sorry... - så har jeg tilbragt mange skønne aftener på havnen, hvor jeg har flaneret med chihuahuaerne. En rute på lidt over 5 km går vi, når vi er der, og dét kan man godt se på hundene. Deres små trinde kroppe har forvandlet sig til noget helt utroligt aerodynamisk og muskuløst! -eller cirka deromkring. De har i hvertfald tabt sig! -lidt...
Dét har jeg så ikke! Og slet ikke efter jeg forelskede mig hovedkulds i Magnum Black Espresso! Det gode OG det farlige ved den is er jo som bekendt espressoen. Espressoen gør, at man sagtens kan spise TO is i træk uden at få (nævneværdig) kvalme! Damn You Magnum Black Espresso! (fik jeg lige skrevet espresso 5 gange på 3 linjer inkl. den sidste gang hvor jeg manifesterer hvor mange gange jeg har skrevet det? -det tror jeg så nok lige)
Men orrrk som jeg hygger mig med at flanere på havnen. Det begynder langsomt at gå op for mig hvorfor det maritime miljø alle dage har tiltrukket godt, og knap så godt - folk. Får altid lyst til at eje en båd når jeg går der på havnen, men hvad værre er, er at jeg også får lyst til at iføre mig diverse maritime accessories så som klap for øjet og papagøje. -og jeg er overhovedet ikke søstærk, som i SLET IKKE!!!
Måske sku jeg nøjes med en "havluft" på dåse, hvis det da ikke var for at grænsen mellem duften af hav og stanken af rådden fisk var hårfin.
Parallelt med sommeren langsomt går på hæld, begynder jeg at drømme mig til himmelstrøg hvor husene ikke er isolerede i hulmuren og duggen ikke falder som et omklamrende tæppe inden solen er gået helt ned. Men jeg tror bare slet slet ikke jeg er helt klar til at emigrere til Grønland endnu...
Jeg vil hellere gå vinteren og et forhåbentligt mildt efterår i møde med oprejst pande og langtids braiserede ting i stegegryden, hvile i det kaos jeg befinder mig i og tage tingene som de kommer.
Nogle af mine læsere, der kender mig lidt bedre (end måske godt er), er helt gennem-orienterede desangående mine større eller mindre issues, og ét af dem (især her om sommeren) er at der ikke skal meget varme til før min krop prompte kvitterer ved at drapere mig i en hinde af klister! De selvsamme vil så også vide, at hvis der er noget jeg ikke kan holde ud (udover H2O-badetøfler... og Lars Lilholt) så er det at være klistret, og hvem (udover børn i alderen 2-6 år) kan i øvrigt dét?
Derfor er jeg en hyppig gæst under bruseren. Og til trods for de mange besøg bag forhænget, så tænker jeg næsten hver gang ved mig selv: "ihhh dét var vel nok et enestående godt bad".
Men det ER gode bade jeg foranstalter. Dér hvor filmen måske kan tendere til et mindre knæk, er når jeg et kort øjeblik overvejer (drevet af ren og skær dovenskab) om jeg kan skrue røven i et par af Emmas underhylere, der har deres faste plads på badeværelset. Hun er 8snart9, som rent faktisk ER en ægte alder, altså ottesnartni) Men jeg ender nu altid med at marchere gennem køkkenet (med vinduer til gårdspladsen, som ofte er pænt godt befærdet), stuen, op af trappen og ind i mit soveværelse hvor underhylere i mere passende størrelser befinder sig.
-Jeg har endnu ikke ladet mig friste så meget, at jeg har forsøgt at skrue mig i et par af Emmas hylere. Man kender vel sine begrænsninger ja man gør. Men HVIS jeg havde forsøgt mig, så vil jeg naturligvis dele "the attempt" med jer som noget af det første!
Måske er jeg ved at indfinde mig i min egen lille (sære naturligvis) zen-tilstand, da jeg fandt mig selv være fuld af glæde og henrykkelse ved det faktum at jeg rent faktisk havde husket at rekvirere vatrondeller til påføring af nyindkøbt skintonic (det er bare ikke det samme når man bruger toiletpapir) - eller så er jeg bare på vej over i en ny og hidtil uopdaget grad af "godt lune" -må tale med lægen om det næste gang jeg skal til kontrol med min blod % -som i øvrigt var faldet til 5,2 i går, men efter andet forsøg var den 7,2 og det er altid andet forsøg der gælder (blev vi enige om). Men faldet er den alligevel, så udover at jeg igen skal øges i jerntilskud (og her taler vi tabletterne), så blev jeg bedt om at forsøge at spise en rød steak én til to gange om ugen! Ikke en ordination man kan blive ægte vred over. -gad vide om jeg kan få tilskud af sygesikring Danmark til mine fremtidige Hereford-besøg?!?! -og er der nogen der vil med?
Jeg har fået en mistanke om at mit gode lune er sideløbende med temperaturen ude. Højere temperaturer = højere humør, eller i hvertfald mindre vrede og irritation, for jeg går selvfølgelig ikke ud fra at der er færre idioter omkring mig. Jeg tolererer dem nok bare bedre fordi det er varmt og alt er godt. (og fordi jeg har fået lidt mere asti end jeg plejer)
Sommeren har, qua vejret, været et oplagt fundament til et omfattende misbrug af asti. Ikke desto mindre har mit alkoholforbrug været patetisk lavt (altså klimaet OG ikke mindst habituelle forbrug taget i betragtning -that is). Prøvede godt nok at indhente det manglende alkoholindtag til Grøn koncert, som jeg helt ekstraordinært deltog i denne sommer.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst frekventerede et sådan arrangement, men DAD var der dengang, og det var de (så vidt jeg ved) ikke i år. Men hvad ved jeg, for jeg havde travlt med at feste som en teenager, og når jeg siger teenager, så mener jeg teenager! Alt for mange dåseøl og et enkelt opast! Jeps! Jeg ørlede på baggrund af fuldskab (og en nådesløs bagende sol). Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har kastet op fordi jeg var fuld. Ka ikke huske hvornår jeg sidst var fuld faktisk. (Det KAN ha været i går, men jeg tror det ikke, for jeg har det fint i dag)...
Ikke desto mindre! -jeg var wasted, shitfaced og hvad der ellers findes af mindre flatterende synonymer til den tilstand. Jeg var det HELE! -og det var herligt!!!
Taget i betragtning hvor lidt jeg har set mine børn denne sommerferie, så er det imponerende hvor afdæmpet jeg, rent adfærdsmæssigt, har formået at holde mig.
Startede sommeren med at springe ud som en tro kopi af min mor! Nemlig!!! -det gør man ved at man, som det første når man træder ind i et befolket lokale, brøler noget om blomster. I mit tilfælde var det: "orrrrk SOM jeg har fået en flot georgine, og der en SÅ mange knopper der ikke er sprunget ud endnu, så jeg sir jer!!! -når DE springer ud!!!" Og så standsede jeg og fik et panikanfald.
Når jeg ikke har tilbedt min blomsterbesætning, som også indeholder en VIRKELIG flot rose OG asters OG pelagonier OG... ok, jeg stopper bare nu! Sorry... - så har jeg tilbragt mange skønne aftener på havnen, hvor jeg har flaneret med chihuahuaerne. En rute på lidt over 5 km går vi, når vi er der, og dét kan man godt se på hundene. Deres små trinde kroppe har forvandlet sig til noget helt utroligt aerodynamisk og muskuløst! -eller cirka deromkring. De har i hvertfald tabt sig! -lidt...
Dét har jeg så ikke! Og slet ikke efter jeg forelskede mig hovedkulds i Magnum Black Espresso! Det gode OG det farlige ved den is er jo som bekendt espressoen. Espressoen gør, at man sagtens kan spise TO is i træk uden at få (nævneværdig) kvalme! Damn You Magnum Black Espresso! (fik jeg lige skrevet espresso 5 gange på 3 linjer inkl. den sidste gang hvor jeg manifesterer hvor mange gange jeg har skrevet det? -det tror jeg så nok lige)
Men orrrk som jeg hygger mig med at flanere på havnen. Det begynder langsomt at gå op for mig hvorfor det maritime miljø alle dage har tiltrukket godt, og knap så godt - folk. Får altid lyst til at eje en båd når jeg går der på havnen, men hvad værre er, er at jeg også får lyst til at iføre mig diverse maritime accessories så som klap for øjet og papagøje. -og jeg er overhovedet ikke søstærk, som i SLET IKKE!!!
Måske sku jeg nøjes med en "havluft" på dåse, hvis det da ikke var for at grænsen mellem duften af hav og stanken af rådden fisk var hårfin.
Parallelt med sommeren langsomt går på hæld, begynder jeg at drømme mig til himmelstrøg hvor husene ikke er isolerede i hulmuren og duggen ikke falder som et omklamrende tæppe inden solen er gået helt ned. Men jeg tror bare slet slet ikke jeg er helt klar til at emigrere til Grønland endnu...
Jeg vil hellere gå vinteren og et forhåbentligt mildt efterår i møde med oprejst pande og langtids braiserede ting i stegegryden, hvile i det kaos jeg befinder mig i og tage tingene som de kommer.
fredag den 21. juni 2013
Am-en (helt ærligt)
Amme-debatten, ja det er så sandelig blevet et begreb AMME-DEBATTEN... -er ved at gå for vidt, synes jeg. Skal man ha en holdning til ALT? -Og hvad så, hvis der sidder en mor og ammer sin baby? Er det ikke bedre med lidt bart og en stille baby? Eller foretrækker vi en skrigende baby og en kampsvedende mor (med meget spændte mælke-babser?) -er det virkelig dét vi hellere vil have? Eller vil vi bare ha de der pisse irriterende barsels-mødre, der standser op midt i gågaden med deres shiny Oddervogn (på alustel) skal blive hjemme bag nedrullede gardiner? Har de virkelig investeret næsten 10000,- på en vogn der aldrig må blive luftet?
Og hvad er det nøjagtigt der støder folks blufærdighed? Der er jo dels både bar hud (i mere eller mindre flatterende serveringer) og dels bare bryster (også i mere eller mindre flatterende serveringer) over alt!
Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om der er en parade af ammende kvinder og mælkesprøjtende babser og fede babyer i mit gadebillede, jeg har nemlig så mange andre ting at forarges over.
Hvad med de utroligt overvægtige damemennesker der mener de skal spankulere gaderne tynde i så stramtsiddende blondeleggins, at deres læg til forveksling ligner en overkogt partyskinke? Hvad med dem? Jeg mener bare at Sundhedsstyrelsen rent faktisk anbefaler at mødre ammer deres babyer, men er næsten sikker på, at det ikke er angivet nogen steder, at det anbefales at have lægge som skinker, og jeg er helt overbevist om at der intet står om blondeleggins...
Men jeg tænker bare at det er synd for skinkerne, at de ingen ægte venner har, der på en pæn, eller måske mindre pæn måde kan gøre dem klart, at (appelsin)hud presset ud gennem hulmønster er no-go!
Jeg formoder ikke, at de ammende kvinder ligefrem nyder at sidde og eksponere deres bryster, hvilket de jo heller ikke gør, dersom brystet jo oftest er dækket af en meget sultent babyhoved, der er så begærlig og så besidderisk på brystet, at ingen andre kan komme i nærheden af kilden med livseliksir. Og særligt nu i amme-debatten orkanøje er ammende kvinder jaget vildt. Hvilket kan være godt for os andre, da fokus så flyttes, og man kan te sig som man vil.
Hvilket der er en del der benytter sig af. Om deres adfærd er direkte udløst af amme-debatten ved jeg dog ikke, men på en måde håber jeg det, da det på ingen andre måder kan retfærdiggøres. Jeg tænker selvfølgelig på de typer der ikke er for fine til at eksponere sig selv, eller dele af sig selv... For eksempel de midaldrende kvinder, der ikke mener de er for gamle til at gå i g-streng. En "beklædnings"genstand, der på niveau med H2O-badetøflen burde forbydes ved lov. Mener, har verden brug for at se mere cellulitisramt harmonikarøv end højest nødvendigt? Ikke hvis man spørger mig, men ikke desto mindre var jeg vidne til netop synet af den midaldrende (foroverbøjede -endda) kvinde i g-streng.
Et syn der kunne få de fleste til at foretrække en kødrand af ammende kvinder.
Eller bare generelt foretrække kødrand, som jo (heldigvis) er en spise der ligeså stille er ved at blive sluset ud af de danske køkkener.
Havde jeg været i besiddelse af en saks (hvilket var godt jeg ikke var), ville fristelsen være uimodståelig. Lige et lille klip og den billige satin ville forsvinde for evigt mellem "filet-mignon" anno 1959. Men fordi jeg er dannet og rummelig, så nøjedes jeg med at væmmes indeni og koncentrere mig om at nedtone det panikanfald min associationskæde af billig satin og smæld på unævnelige slimhinder kunne fremkalde...
Eller hvad med de mænd der ikke kan få deres badebukser stramme nok? Jo bevares, jeg ved godt at badebukser er passende i svømmehallen, og jeg er dog trods alt lykkelig for at den (utroligt tynde og afslørende) beklædningsgenstand dog er påbudt i det etablissement.
Ikke destomindre har jeg været vidne til badebukser der var så tætsiddende, at man ikke et sekund var i tvivl om hvorvidt bæreren af denne buks var omskåret eller ej. Og blev jeg forarget? Ja sgu da, men jeg lod som ingenting og var mere fokuseret på at jeg ikke fik vand i ansigtet, eller andre steder på min krop, hvilket var en umulig opgave, men så var jeg aktiveret -må man sige. Og mit bad efterfølgende ville ryge direkte ind på side 1 i OCD-håndbogen... Har ikke været i svømmehallen siden...
Og skal jeg gå til stregen og blive kontroversiel, og det skal jeg jo. Især nu jeg har lagt op til det... Hvad med de der sidder og savler (i en kørestol)? Skal de også ekskluderes fra visse steder. Ja det er jo ingen hemmelighed at de ikke er velkomne på café Spiret i Ålleren (måske det har ændret sig).
Nårh, men "de" kan jo ikke gøre for de sidder og savler (i en kørestol...) Og næææ det kan de ikke, og man kan heller ikke gøre for at babyen bliver sulten (og man ikke har råd til andet end at amme, fordi man bruger alle sine penge på at gå på café), men det bliver bare ikke mindre frastødende at se på én der savler, uanset om vedkommende kan gøre for det eller ej. Men dét er der jo ingen der direkte åbenlyst lader sig påvirke af, for "man skal jo ikke være dømmende", selvom vi alle godt ved at det er de samme ("ikke dømmende") typer der spiser lidt hurtigere og kigger lidt mere andre steder hen.
Kan de typer så ikke også bare gøre det samme ved ammende kvinder? Altså ignorere dem, som man ignorerer ham der står og sælger Husforbi? Der er jo ingen der beder ham om at rufle hen på et andet gadehjørne. -så vidt jeg ved...
Og jeg har (for the reccord) INTET mod hverken folk der savler, hjemløse, ammende ELLER fede lægge i blondeleggins.
Vi skal jo alle være her. (undtagen dem i H2O-badetøfler) For FUCK jeg HADER H2O-badetøfler næsten lige så meget som jeg hader Lars Lilholt... Lars Lilholt i H2O-badetøfler!!! -ku man forestille sig det???!?!?!...
Og hvad er det nøjagtigt der støder folks blufærdighed? Der er jo dels både bar hud (i mere eller mindre flatterende serveringer) og dels bare bryster (også i mere eller mindre flatterende serveringer) over alt!
Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om der er en parade af ammende kvinder og mælkesprøjtende babser og fede babyer i mit gadebillede, jeg har nemlig så mange andre ting at forarges over.
Hvad med de utroligt overvægtige damemennesker der mener de skal spankulere gaderne tynde i så stramtsiddende blondeleggins, at deres læg til forveksling ligner en overkogt partyskinke? Hvad med dem? Jeg mener bare at Sundhedsstyrelsen rent faktisk anbefaler at mødre ammer deres babyer, men er næsten sikker på, at det ikke er angivet nogen steder, at det anbefales at have lægge som skinker, og jeg er helt overbevist om at der intet står om blondeleggins...
Men jeg tænker bare at det er synd for skinkerne, at de ingen ægte venner har, der på en pæn, eller måske mindre pæn måde kan gøre dem klart, at (appelsin)hud presset ud gennem hulmønster er no-go!
Jeg formoder ikke, at de ammende kvinder ligefrem nyder at sidde og eksponere deres bryster, hvilket de jo heller ikke gør, dersom brystet jo oftest er dækket af en meget sultent babyhoved, der er så begærlig og så besidderisk på brystet, at ingen andre kan komme i nærheden af kilden med livseliksir. Og særligt nu i amme-debatten orkanøje er ammende kvinder jaget vildt. Hvilket kan være godt for os andre, da fokus så flyttes, og man kan te sig som man vil.
Hvilket der er en del der benytter sig af. Om deres adfærd er direkte udløst af amme-debatten ved jeg dog ikke, men på en måde håber jeg det, da det på ingen andre måder kan retfærdiggøres. Jeg tænker selvfølgelig på de typer der ikke er for fine til at eksponere sig selv, eller dele af sig selv... For eksempel de midaldrende kvinder, der ikke mener de er for gamle til at gå i g-streng. En "beklædnings"genstand, der på niveau med H2O-badetøflen burde forbydes ved lov. Mener, har verden brug for at se mere cellulitisramt harmonikarøv end højest nødvendigt? Ikke hvis man spørger mig, men ikke desto mindre var jeg vidne til netop synet af den midaldrende (foroverbøjede -endda) kvinde i g-streng.
Et syn der kunne få de fleste til at foretrække en kødrand af ammende kvinder.
Eller bare generelt foretrække kødrand, som jo (heldigvis) er en spise der ligeså stille er ved at blive sluset ud af de danske køkkener.
Havde jeg været i besiddelse af en saks (hvilket var godt jeg ikke var), ville fristelsen være uimodståelig. Lige et lille klip og den billige satin ville forsvinde for evigt mellem "filet-mignon" anno 1959. Men fordi jeg er dannet og rummelig, så nøjedes jeg med at væmmes indeni og koncentrere mig om at nedtone det panikanfald min associationskæde af billig satin og smæld på unævnelige slimhinder kunne fremkalde...
Eller hvad med de mænd der ikke kan få deres badebukser stramme nok? Jo bevares, jeg ved godt at badebukser er passende i svømmehallen, og jeg er dog trods alt lykkelig for at den (utroligt tynde og afslørende) beklædningsgenstand dog er påbudt i det etablissement.
Ikke destomindre har jeg været vidne til badebukser der var så tætsiddende, at man ikke et sekund var i tvivl om hvorvidt bæreren af denne buks var omskåret eller ej. Og blev jeg forarget? Ja sgu da, men jeg lod som ingenting og var mere fokuseret på at jeg ikke fik vand i ansigtet, eller andre steder på min krop, hvilket var en umulig opgave, men så var jeg aktiveret -må man sige. Og mit bad efterfølgende ville ryge direkte ind på side 1 i OCD-håndbogen... Har ikke været i svømmehallen siden...
Og skal jeg gå til stregen og blive kontroversiel, og det skal jeg jo. Især nu jeg har lagt op til det... Hvad med de der sidder og savler (i en kørestol)? Skal de også ekskluderes fra visse steder. Ja det er jo ingen hemmelighed at de ikke er velkomne på café Spiret i Ålleren (måske det har ændret sig).
Nårh, men "de" kan jo ikke gøre for de sidder og savler (i en kørestol...) Og næææ det kan de ikke, og man kan heller ikke gøre for at babyen bliver sulten (og man ikke har råd til andet end at amme, fordi man bruger alle sine penge på at gå på café), men det bliver bare ikke mindre frastødende at se på én der savler, uanset om vedkommende kan gøre for det eller ej. Men dét er der jo ingen der direkte åbenlyst lader sig påvirke af, for "man skal jo ikke være dømmende", selvom vi alle godt ved at det er de samme ("ikke dømmende") typer der spiser lidt hurtigere og kigger lidt mere andre steder hen.
Kan de typer så ikke også bare gøre det samme ved ammende kvinder? Altså ignorere dem, som man ignorerer ham der står og sælger Husforbi? Der er jo ingen der beder ham om at rufle hen på et andet gadehjørne. -så vidt jeg ved...
Og jeg har (for the reccord) INTET mod hverken folk der savler, hjemløse, ammende ELLER fede lægge i blondeleggins.
Vi skal jo alle være her. (undtagen dem i H2O-badetøfler) For FUCK jeg HADER H2O-badetøfler næsten lige så meget som jeg hader Lars Lilholt... Lars Lilholt i H2O-badetøfler!!! -ku man forestille sig det???!?!?!...
tirsdag den 21. maj 2013
Halvvejs gennem pisset
Er nogle af ordene i et nummer med årets danske mandlige kunstner LOC. LOC som jeg siden "undskyld ho" har forsaget mere end spidskommen. Men spidskommen er begyndt at vokse på mig, især efter jeg har fundet en økologisk version af dette underlødige krydderi. LOC og spidskommen er gået hånd i hånd ind i mit musikalske spicy hjerte. Og I ved godt det bliver mellem os sagt...
Men halvvejs gennem pisset, halvvejs gennem livet... Og første halvdel af livet har jeg (som de fleste andre) brugt på både at finde mig selv, været fuld og håbløst forelsket, men også i dén grad kreeret mig selv. Og jeg tror næsten jeg er færdig med værket (i hvertfald det der med at finde og kreere mig selv). Der er i hvertfald grænser for hvor meget jeg gider at ændre ved den her (i nogles øjne lidet flatterende) kreation, men så må jeg bare hænge med de der rent faktisk kan leve med de små UBETYDELIGE SKØNHEDSfejl jeg besidder!
Jeg gider ikke bruge min sidste halvdel af livet på at hige efter det umulige, men jeg gider heller ikke nøjes med det acceptable. Jeg vil ha cremen, og jeg vil fandme ha den serveret på et sølvfad! -af en smuk mand iført lændeklæde og sixpack! (Både den på maven, men også den der hedder Heineken)
Jeg gider ikke spilde min tid på at hige, men har besluttet at bruge lige akkurat den nødvendige mængde krudt.
Jeg ved mit liv ikke er perfekt eller noget der minder om, men jeg har besluttet at hvile i kaos og generel sadass-tilstand. Og ikke mindst har jeg besluttet at acceptere, elske og ære mig selv på alle mulige tåbelige kliché-agtige måder.
Jeg har lært (qua min konstante mangel på penge primært) at værdsætte de små ting i livet. Og jeg mener små ting. Jeg har lært at cash ikke gør lykkelig, men dog livet nemmere på mange måder -det anerkender jeg, bevares, men jeg har været så low on cash, at jeg har tvunget mig selv til at lovprise det faktum, at hverken mine døtre eller jeg på noget tidspunkt er gået sultne i seng. -eller jeg er jo altid sulten, eller aldrig mæt, eller jeg kan inhvertfald altid lige spise noget, men I ved hvad jeg mener...
Men små ting i livet for nogle kan faktisk være store ting i livet for andre. Og i bund og grund vil vi jo bare gerne elskes (eller i det mindste tænkes kærligt på, eller bare tænkes på uden der er decideret had indblandet), holde varmen og ikke være alt for fedtede i hovedbunden.
Jeg ved mit liv på mange måder er lort, men jeg mener, så længe jeg stadig naivt tænker ved mig selv, at det bliver bedre i morgen, så kan mit lorteliv vel sidestilles med en mild diarré. Ikke noget der (som sådan) er på vippen til det katastrofale, men heller ikke en tilstand man ligefrem tilstræber at opnå, med mindre man har et helt særligt forhold til sit badeværelse, og ikke mindst sit toilet, og hvad mit forhold til mit toilet angår, så henviser jeg til mit indlæg desangående, der blev publiceret i december 2012...
Joooh... Jeg lever skam i et relativt lykkeligt forhold med mig selv, men det skyldes udelukkende parametre omkring mig selv, som jeg VED er i gode konditioner.
Jeg et en pisse god ven på mange områder, og en helt shitty og crappy én af slagsen på andre områder, men sålænge det gode shiner over det crappy, så er det sgu ok med mig, og i henhold til staben af skide gode venner, så er den crappy del nok lige akkurat til at leve med.
Som mor skralder det lige netop an. Jeg er (som størstedelen af andre mødre) ved at blive drevet til massiv alkoholisme og en uimodståelig trang til konstant virkelighedsflugt af mine børn. Men igen murrer det naive "i morgen bliver det bedre" velvidende at vi går en teenage-periode i møde med stormskridt, men så længe der er Valium i glasset, så længe er der håb om at det bliver bedre i morgen...
Jeg er ligeså elsket på mit job af mine kollegaer som jeg er forhadt af mine ledere. Men man kan ikke vinde hver gang, og her tænker jeg på mine ledere... Altså som i, at de virkelig trak nitten, da jeg blev ansat. Ikke at jeg ikke er god til mit job, bevares... Det klarer jeg mig, så vidt vides, helt ok. Der er inhvertfald ingen der er døde på min vagt (endnu), men det kræver dælme snilde og uovertruffen dygtighed, hvis man ska ha succes med at tage livet af en patient der bliver opereret for grå stær.
Jeg mener ikke jeg sælger ud fordi jeg spiller spillet, smiler og flyder med strømmen, for jeg flyder ikke på dybere vand, end at jeg altid kan plante mine fødder på bunden og skride, hvis jeg ikke gider mere. Men man ska ikke opsøge konflikten for konfliktens skyld. Dertil har jeg for meget værdighed og integritet. Og bare fordi jeg smiler og spørger om hvor højt jeg skal hoppe, så hersker der vel ingen tvivl om, at jeg ikke hopper højere end det netop passer mig (og det er IKKE fordi jeg er blevet for tung i røven)
Sidste halvdel af pisset vil jeg høste frugten af alle anstrengelserne fra første halvdel af pisset. Spring ombord på bussen. Her er plads til alle, men det er mig der bestemmer hvor den kører hen og hvor stærkt den kører!
Men halvvejs gennem pisset, halvvejs gennem livet... Og første halvdel af livet har jeg (som de fleste andre) brugt på både at finde mig selv, været fuld og håbløst forelsket, men også i dén grad kreeret mig selv. Og jeg tror næsten jeg er færdig med værket (i hvertfald det der med at finde og kreere mig selv). Der er i hvertfald grænser for hvor meget jeg gider at ændre ved den her (i nogles øjne lidet flatterende) kreation, men så må jeg bare hænge med de der rent faktisk kan leve med de små UBETYDELIGE SKØNHEDSfejl jeg besidder!
Jeg gider ikke bruge min sidste halvdel af livet på at hige efter det umulige, men jeg gider heller ikke nøjes med det acceptable. Jeg vil ha cremen, og jeg vil fandme ha den serveret på et sølvfad! -af en smuk mand iført lændeklæde og sixpack! (Både den på maven, men også den der hedder Heineken)
Jeg gider ikke spilde min tid på at hige, men har besluttet at bruge lige akkurat den nødvendige mængde krudt.
Jeg ved mit liv ikke er perfekt eller noget der minder om, men jeg har besluttet at hvile i kaos og generel sadass-tilstand. Og ikke mindst har jeg besluttet at acceptere, elske og ære mig selv på alle mulige tåbelige kliché-agtige måder.
Jeg har lært (qua min konstante mangel på penge primært) at værdsætte de små ting i livet. Og jeg mener små ting. Jeg har lært at cash ikke gør lykkelig, men dog livet nemmere på mange måder -det anerkender jeg, bevares, men jeg har været så low on cash, at jeg har tvunget mig selv til at lovprise det faktum, at hverken mine døtre eller jeg på noget tidspunkt er gået sultne i seng. -eller jeg er jo altid sulten, eller aldrig mæt, eller jeg kan inhvertfald altid lige spise noget, men I ved hvad jeg mener...
Men små ting i livet for nogle kan faktisk være store ting i livet for andre. Og i bund og grund vil vi jo bare gerne elskes (eller i det mindste tænkes kærligt på, eller bare tænkes på uden der er decideret had indblandet), holde varmen og ikke være alt for fedtede i hovedbunden.
Jeg ved mit liv på mange måder er lort, men jeg mener, så længe jeg stadig naivt tænker ved mig selv, at det bliver bedre i morgen, så kan mit lorteliv vel sidestilles med en mild diarré. Ikke noget der (som sådan) er på vippen til det katastrofale, men heller ikke en tilstand man ligefrem tilstræber at opnå, med mindre man har et helt særligt forhold til sit badeværelse, og ikke mindst sit toilet, og hvad mit forhold til mit toilet angår, så henviser jeg til mit indlæg desangående, der blev publiceret i december 2012...
Joooh... Jeg lever skam i et relativt lykkeligt forhold med mig selv, men det skyldes udelukkende parametre omkring mig selv, som jeg VED er i gode konditioner.
Jeg et en pisse god ven på mange områder, og en helt shitty og crappy én af slagsen på andre områder, men sålænge det gode shiner over det crappy, så er det sgu ok med mig, og i henhold til staben af skide gode venner, så er den crappy del nok lige akkurat til at leve med.
Som mor skralder det lige netop an. Jeg er (som størstedelen af andre mødre) ved at blive drevet til massiv alkoholisme og en uimodståelig trang til konstant virkelighedsflugt af mine børn. Men igen murrer det naive "i morgen bliver det bedre" velvidende at vi går en teenage-periode i møde med stormskridt, men så længe der er Valium i glasset, så længe er der håb om at det bliver bedre i morgen...
Jeg er ligeså elsket på mit job af mine kollegaer som jeg er forhadt af mine ledere. Men man kan ikke vinde hver gang, og her tænker jeg på mine ledere... Altså som i, at de virkelig trak nitten, da jeg blev ansat. Ikke at jeg ikke er god til mit job, bevares... Det klarer jeg mig, så vidt vides, helt ok. Der er inhvertfald ingen der er døde på min vagt (endnu), men det kræver dælme snilde og uovertruffen dygtighed, hvis man ska ha succes med at tage livet af en patient der bliver opereret for grå stær.
Jeg mener ikke jeg sælger ud fordi jeg spiller spillet, smiler og flyder med strømmen, for jeg flyder ikke på dybere vand, end at jeg altid kan plante mine fødder på bunden og skride, hvis jeg ikke gider mere. Men man ska ikke opsøge konflikten for konfliktens skyld. Dertil har jeg for meget værdighed og integritet. Og bare fordi jeg smiler og spørger om hvor højt jeg skal hoppe, så hersker der vel ingen tvivl om, at jeg ikke hopper højere end det netop passer mig (og det er IKKE fordi jeg er blevet for tung i røven)
Sidste halvdel af pisset vil jeg høste frugten af alle anstrengelserne fra første halvdel af pisset. Spring ombord på bussen. Her er plads til alle, men det er mig der bestemmer hvor den kører hen og hvor stærkt den kører!
torsdag den 21. februar 2013
Drugged up
I tirsdags blev jeg på flere måder en del erfaringer rigere.
Jeg skulle have foretaget en koloskopi. En koloskopi er en lidet flatterende undersøgelse, hvor man med adskillige meter slange med kikkert i spidsen, skal have sine tarme undersøgt. I mit tilfælde for blødninger.
Lidet flatterende fordi undersøgelsen foregår "den" vej fra... For undersøgelsen ikke skulle være så ubehagelig, får man så hatten passer af gode sager med rød trekant på.
Jeg ved ikke om det var medicinen der gjorde en ualmindelig god virkning, men den undersøgelse kunne slet slet ikke måle sig med den gastroskopi jeg var til i sidste uge.
Her taler vi (igen adskillige meter) slange med en kikkert i spidsen, men denne undersøgelse foregår så fra den "anden" ende, så mavesækken og noget at tolvfingertarmen kan undersøges...
Kunne jeg vælge, så ville jeg til enhver tid hellere lægge røv til end ansigt -om man så må sige. Og det er nærmest ligefør jeg gerne lægger røv til, bare for at få det der helt vidunderlige medicin, som man får det helt vidunderligt af...
Der er brudstykker i den post-undersøgelsesmæssige tid jeg ikke helt kan huske... Bla mindes jeg at bevæge mig mod den afdeling på hospitalet jeg normalt arbejder på, men jeg kan overhovedet ikke huske at jeg var der efter undersøgelsen. -det kan mine kollegaer så... Aldrig har de set mig så glad og flegmatisk. Det var lige før jeg virkede helt sympatisk.
Altså JEG syntes ALLE var utroligt flinke og pæne... så vidt jeg husker...
Det JEG husker er at jeg sad lige så stille (dog med et bredt grin i fjæset) og belønnede mig selv med en Bounty. Sejlede elegant ud af forhallen på hospitalet, da jeg så mit lift hjem ankom. Gav børnene resten af min chokolade, og allerede dér hersker der jo ingen tvivl om at jeg var kraftigt påvirket.
Turen hjem husker jeg... Ikke... Men jeg er sikker på den var forrygende!
Aldrig har mine børn oplevet deres mor så afslappet. Ikke at det påvirkede dem. De skændtes og sloges som altid, men det var bare som om det ikke var så irriterende som det plejer at være...
Jeg forstår virkelig godt det er nogle der bliver afhængige af at have det så helt igennem vidunderligt som jeg havde det.
Sidst jeg fik ting og sager sprøjtet direkte ind i venen var dengang i Århus hvor jeg lukserede albuen, og "man" troede albuen bare lige kunne reponeres mens jeg var vågen.
Men omstændighederne i forbindelse med dispensering af stofferne var jo lidt mere dramatiske, så jeg nåede aldrig at få den "fulde glæde", hvilket jo naturligt lægger en dæmper på rusen...
Og den generelle anæstesi hjalp heller ikke på humøret... Man er bare ikke særlig festlig nær man sover.
Til gengæld medførte narkosen at jeg selv i opvårningsfasen var af den oberbevisning at jeg var i stand til de mest utrolige ting, så som at klatre en boulder finale med venstre arm i gips fra fingre til skulder... Eller jeg kiggede i hvertfald på klokken for at se om jeg overhovedet kunne nå finalen. Og havde det ikke været fordi den var overstået for længst, så kan jeg ikke udelukke...
Altså hvis det ikke lige var for jeg i stedet blev travlt optaget af at kaste (meget) op. En bivirkning ved at være drugged up som ikke ligefrem bidrager til cool-bogen...
Epiduralblokaden i forbndelse med fødslen af ældsten var heller ikke i samme liga, men næsten... Fra det ene øjeblik at have ligget i en sand tsunami af smerter til at ligge og føle man lige har fået en enkelt gin-tonic for meget var breath taking i sig selv.
Men den der konstante murrende kvalme gjorde, at man ikke rigtig kunne nyde det. At det så havde den side effekt, at jeg mere eller mindre var ligeglad med jeg overspulede badeværelset i bræk var i og for sig en helt god ting, ellers ville jeg nok stadig græmme mig og være pinlig berørt over det.
Men denne her gang var fantastisk! Eller i hvertfald succesfuld på den måde at jeg ikke kastede op. At én af bivirkningerne så åbenbart er hukommelsestab kan jo både være godt og skidt... Så måske HAR jeg (også denne gang) kastet op, og så bare glemt det igen...
Lidet flatterende fordi undersøgelsen foregår "den" vej fra... For undersøgelsen ikke skulle være så ubehagelig, får man så hatten passer af gode sager med rød trekant på.
Jeg ved ikke om det var medicinen der gjorde en ualmindelig god virkning, men den undersøgelse kunne slet slet ikke måle sig med den gastroskopi jeg var til i sidste uge.
Her taler vi (igen adskillige meter) slange med en kikkert i spidsen, men denne undersøgelse foregår så fra den "anden" ende, så mavesækken og noget at tolvfingertarmen kan undersøges...
Kunne jeg vælge, så ville jeg til enhver tid hellere lægge røv til end ansigt -om man så må sige. Og det er nærmest ligefør jeg gerne lægger røv til, bare for at få det der helt vidunderlige medicin, som man får det helt vidunderligt af...
Der er brudstykker i den post-undersøgelsesmæssige tid jeg ikke helt kan huske... Bla mindes jeg at bevæge mig mod den afdeling på hospitalet jeg normalt arbejder på, men jeg kan overhovedet ikke huske at jeg var der efter undersøgelsen. -det kan mine kollegaer så... Aldrig har de set mig så glad og flegmatisk. Det var lige før jeg virkede helt sympatisk.
Altså JEG syntes ALLE var utroligt flinke og pæne... så vidt jeg husker...
Det JEG husker er at jeg sad lige så stille (dog med et bredt grin i fjæset) og belønnede mig selv med en Bounty. Sejlede elegant ud af forhallen på hospitalet, da jeg så mit lift hjem ankom. Gav børnene resten af min chokolade, og allerede dér hersker der jo ingen tvivl om at jeg var kraftigt påvirket.
Turen hjem husker jeg... Ikke... Men jeg er sikker på den var forrygende!
Aldrig har mine børn oplevet deres mor så afslappet. Ikke at det påvirkede dem. De skændtes og sloges som altid, men det var bare som om det ikke var så irriterende som det plejer at være...
Jeg forstår virkelig godt det er nogle der bliver afhængige af at have det så helt igennem vidunderligt som jeg havde det.
Sidst jeg fik ting og sager sprøjtet direkte ind i venen var dengang i Århus hvor jeg lukserede albuen, og "man" troede albuen bare lige kunne reponeres mens jeg var vågen.
Men omstændighederne i forbindelse med dispensering af stofferne var jo lidt mere dramatiske, så jeg nåede aldrig at få den "fulde glæde", hvilket jo naturligt lægger en dæmper på rusen...
Og den generelle anæstesi hjalp heller ikke på humøret... Man er bare ikke særlig festlig nær man sover.
Til gengæld medførte narkosen at jeg selv i opvårningsfasen var af den oberbevisning at jeg var i stand til de mest utrolige ting, så som at klatre en boulder finale med venstre arm i gips fra fingre til skulder... Eller jeg kiggede i hvertfald på klokken for at se om jeg overhovedet kunne nå finalen. Og havde det ikke været fordi den var overstået for længst, så kan jeg ikke udelukke...
Altså hvis det ikke lige var for jeg i stedet blev travlt optaget af at kaste (meget) op. En bivirkning ved at være drugged up som ikke ligefrem bidrager til cool-bogen...
Epiduralblokaden i forbndelse med fødslen af ældsten var heller ikke i samme liga, men næsten... Fra det ene øjeblik at have ligget i en sand tsunami af smerter til at ligge og føle man lige har fået en enkelt gin-tonic for meget var breath taking i sig selv.
Men den der konstante murrende kvalme gjorde, at man ikke rigtig kunne nyde det. At det så havde den side effekt, at jeg mere eller mindre var ligeglad med jeg overspulede badeværelset i bræk var i og for sig en helt god ting, ellers ville jeg nok stadig græmme mig og være pinlig berørt over det.
Men denne her gang var fantastisk! Eller i hvertfald succesfuld på den måde at jeg ikke kastede op. At én af bivirkningerne så åbenbart er hukommelsestab kan jo både være godt og skidt... Så måske HAR jeg (også denne gang) kastet op, og så bare glemt det igen...
fredag den 15. februar 2013
My bloody valentine
Mon ikke vi alle overlevede den forhadte valentinesdag i går?
Og hvor er det efterhånden blevet moderne at hade alle former for "højtider". Men hvorfor hader "vi" dem? Og hvorfor ELSKER vi at ytre os om HVOR meget vi hader dem, eller som minimum HVOR lidt de siger os. Men de siger os åbenbart ikke lidt nok, til vi bare kan lade højtiden glide hen over hovedet på os, og lade som ingenting. Hvorfor den kontrære indstilling? Er det fordi der sker for lidt ovre i det der vejret, til vi gider brokke os over det? Eller har vi bare efterhånden indset, at vejret ikke lader sig ændre qua brok?
Valentinesdag er muligvis den der står nummer et på folks hadelister. Primært fordi den er en amerikansk kommerciel højtid, det KUN er blevet skabt for at blomsterhandlere og chokoladefabrikanter skal tjene penge. Faktisk er det en højtid DE har skabt sammen! -altså undtagen alt det jeg lige skrev. For hvis vi i vores had og foragt gider bruge TO minutter på at undersøge hvad det virkelig er vi hader, så ville vi opdage, at højtiden er en hedensk tradition fra den Romerske storhedstid (tak Ulla). Men det er bare nemmere at hade noget, hvis det er amerikansk, for alt man kan kalde noget amerikansk komemercielt bras er meget mere legalt at hade. Vi ved jo alle, at ALT fra USA er fyyyy!
Jojo, bevares, der er jo 364 andre dage på året, hvor man kan overdænge hinanden med kærlighed, i stedet for at være romantisk på kommando, og det er på sin vis også rigtigt nok. Men man bestemmer jo selv om man vil deltage i legen. Og hvis man ikke vil deltage, så lad dog være! Please! Men lad dog også være med at proklamere HVOR latterligt man synes det er, og HVOR hypet det er, og derigennem mere eller mindre implicit proklamere hvor latterlige de, der gerne vil være med i legen er...
Især taget i betragtnng at de samme højtidshadere jo holder jul, som om noget er kommercielt. Jeg mener, en fejring af én man ikke engang med sikkerhed ved har eksisteret.
Valentinesdag er trods alt kun en enkelt dag, hvor julen varer tre måneder. TRE måneder hvor man åbenbart skal pisse hygge sig... -på kommando... -altså hvis man vælger at deltlage i legen!
For man bestemmer jo heldigvis selv! Der er ingen lov eller krav om at man hopper med på noget af det. Man kan selv vælge hvad man vil. Endda også det der jul. Men der er bare kommet en helt ny dimension i julekonceptet, ja, et konkurrencemoment -om man vil. Konkurrencen går i sin simpelhed ud på at blive først færdig med at købe julegaver. Og allerede sidst i august begynder de første triumferende statusopdateringer at poppe op på Facebook om at dette års julegaveindkøb er overstået. En underkategori til "først med julegaverne" er "hvem kan bage mest"...
Jeg er ligeglad. Folk må gøre hvad de vil. Butikkerne kan pynte op med julesager til midsommer, og det ville ikke røre mig. Måske ville jeg undres, men ofte er klimaet i Danmark faktisk meget velegnet til sne og juletema omkring midsommer, og så kan man jo kalde det "at få det bedste ud af det hele"
Fejring af bryllupsdag er også romantik på kommando imo så. Jojo bevares, man fejrer en dag der formentlig var dejlig, hvor man fik hinanden. Men dét kan man jo OGSÅ gøre de 364 andre dage på året. Eller 363 dage, fordi valentinesdag jo lige skal fejres også. Det er verdens dårligste argument for at hade valentinesdag, og vi ved jo alle, at de kvinder der siger det ikke betyder noget at få blomster og chokolade netop dén dag er fulde af løgn. Valentinesdag eller ej, så vil vi jo ha blomster og chokolade HVER dag!
Men så vidt jeg er informeret, så er valentinesdag ligeså meget en dag, hvor de der er (hemmeligt) forelskede kan tilkendegive deres kærlighed til den anden -sådan uden moms, som man siger. Altså hvor hemmelige beundrere kan komme ud af busken og tilkendegive deres kærlighed pr brev. -hvilket man jo også kan gøre de andre 364 dage om året... Jaja, jeg begynder at fatte det...
Lad nu være med at være så sure og kontrære. Det er kedeligt og småligt.
tirsdag den 29. januar 2013
Blood in blood out
Alle burde ha en Mariette der kan køre én rundt, når man er syg, svagelig og ægte dårlig. Eller alle burde ha en Mariette... Eller som minimum en bedste ven eller veninde med bil (og kørekort)...
Venter stadig på hovedpinen, som lader vente på sig. Den synes ikke at komme foreløbigt, til trods for den har været så skide trofast i så skide lang tid.
Men det må helt klart være sådan det er at være vampyr... Bare ligge den ganske dag og vente på mørket får overtaget, for så at komme snigende frem for at mæske sig i ting der indeholder meget blod... Indbagt Tampax anyone? -du må godt skylle ned med appelsinjuice?
I Netto vat kurven fuld af kød. Mørkt blodigt kød... Spinat, broccoli og kun lidt kage.
Lægen sagde min anæmi var atypisk... Jeg måtte derfor piontere, at jeg jo også var særlig, og det forpligtede jo, at opretholde status som hans værste patient. Jeg tror endnu ikke helt ha har tilgivet mig den gang jeg, højgravid iført klip-klappere, tog den i mest uelegante stil på røv og albuer ned af 6 meter skråning med mobiltelefon i hånden, da jeg sku forsøge at forcere en nedlagt grusgrav. Det var den dag jeg selv fik lov til at skrive en henvisnng til en akul ultralydsscanning af den lille Karla der lå i maven. Lægen anede ikke hvad han skulle skrive, og rykkede i stedet håret ud af hovedet på sig selv, mens jeg faxede henvisningen til gynækologisk ambulatorium...
Jeg tror det var hans eget godmodige bud på hævn, da han beordrede mig til at spise stegt lever en gang om ugen. Jeg kiggede, til hans store fornøjelse, på ham som om ham lige havde bidt hovedet af en levende høne -hvilket jeg til enhver tid hellere vile gøre, end at spise stegt lever... Én gang om ugen...
I affekt kørte Mariette og jeg på Bones (fattigrøvs-Hereford) og spiste hver sin rib-eye. Min smagte som om den var blevet kogt... Og lidt af lever... Kompromis?
Kagen levede overhovedet ikke op til de tårnhøje forventninger som den fine gule indpakning fejlagtigt havde givet fantasi-lovning på.
Nå, men jeg har så kastet mig hovedkuls i noget helt nyteknologisk og moderne! Jeg har rekvireret min første bog til læsning på min iPad! -eller hele FIRE for det ikke skal være løgn. Men jeg kan desværre ikke røbe mere desangående bøgernes handling, da det vil være ægte pinligt for en relativt intellektuel kvinde tæt på de 40 (altså mig)...
Men orrrk SOM jeg nyder min daglige virkelighedsflugt til Forks! Ej pis! Nu afslørede jeg jo min patetiske trang til at lade mig indhylde i et fantasi-univers, hvor vampyrerne i al deres glimrende magt og blege anæmiske vælde lever relativt fredeligt side om side med varulve, der i virkeligheden er indianere... -eller er det omvendt?
Bøgerne jeg har erhvervet mig er på engelsk. Udadtil fordi det dels er skønnest at læse på originalsproget (hvilket forklarer hvorfor jeg ikke læser så mange arabiske værker) og dels fordi det dog, trods pendenten til Degrassi High -bare med vampyrer, må give lidt intellektuel credit, at læse noget på engelsk. I virkeligheden var det fordi de var billige på engensk, og fordi jeg ikke rigtig kunne finde dem på dansk. Men engelsk er fint. Engelsk er helt fint!
Det her bliver en uge i vampyrenes, det blodige køds, broccolis, spinats og appelsinjuicens tegn.
Iron-woman much???
Well not quite yet...
Venter stadig på hovedpinen, som lader vente på sig. Den synes ikke at komme foreløbigt, til trods for den har været så skide trofast i så skide lang tid.
Men det må helt klart være sådan det er at være vampyr... Bare ligge den ganske dag og vente på mørket får overtaget, for så at komme snigende frem for at mæske sig i ting der indeholder meget blod... Indbagt Tampax anyone? -du må godt skylle ned med appelsinjuice?
I Netto vat kurven fuld af kød. Mørkt blodigt kød... Spinat, broccoli og kun lidt kage.
Lægen sagde min anæmi var atypisk... Jeg måtte derfor piontere, at jeg jo også var særlig, og det forpligtede jo, at opretholde status som hans værste patient. Jeg tror endnu ikke helt ha har tilgivet mig den gang jeg, højgravid iført klip-klappere, tog den i mest uelegante stil på røv og albuer ned af 6 meter skråning med mobiltelefon i hånden, da jeg sku forsøge at forcere en nedlagt grusgrav. Det var den dag jeg selv fik lov til at skrive en henvisnng til en akul ultralydsscanning af den lille Karla der lå i maven. Lægen anede ikke hvad han skulle skrive, og rykkede i stedet håret ud af hovedet på sig selv, mens jeg faxede henvisningen til gynækologisk ambulatorium...
Jeg tror det var hans eget godmodige bud på hævn, da han beordrede mig til at spise stegt lever en gang om ugen. Jeg kiggede, til hans store fornøjelse, på ham som om ham lige havde bidt hovedet af en levende høne -hvilket jeg til enhver tid hellere vile gøre, end at spise stegt lever... Én gang om ugen...
I affekt kørte Mariette og jeg på Bones (fattigrøvs-Hereford) og spiste hver sin rib-eye. Min smagte som om den var blevet kogt... Og lidt af lever... Kompromis?
Kagen levede overhovedet ikke op til de tårnhøje forventninger som den fine gule indpakning fejlagtigt havde givet fantasi-lovning på.
Nå, men jeg har så kastet mig hovedkuls i noget helt nyteknologisk og moderne! Jeg har rekvireret min første bog til læsning på min iPad! -eller hele FIRE for det ikke skal være løgn. Men jeg kan desværre ikke røbe mere desangående bøgernes handling, da det vil være ægte pinligt for en relativt intellektuel kvinde tæt på de 40 (altså mig)...
Men orrrk SOM jeg nyder min daglige virkelighedsflugt til Forks! Ej pis! Nu afslørede jeg jo min patetiske trang til at lade mig indhylde i et fantasi-univers, hvor vampyrerne i al deres glimrende magt og blege anæmiske vælde lever relativt fredeligt side om side med varulve, der i virkeligheden er indianere... -eller er det omvendt?
Bøgerne jeg har erhvervet mig er på engelsk. Udadtil fordi det dels er skønnest at læse på originalsproget (hvilket forklarer hvorfor jeg ikke læser så mange arabiske værker) og dels fordi det dog, trods pendenten til Degrassi High -bare med vampyrer, må give lidt intellektuel credit, at læse noget på engelsk. I virkeligheden var det fordi de var billige på engensk, og fordi jeg ikke rigtig kunne finde dem på dansk. Men engelsk er fint. Engelsk er helt fint!
Det her bliver en uge i vampyrenes, det blodige køds, broccolis, spinats og appelsinjuicens tegn.
Iron-woman much???
Well not quite yet...
Abonner på:
Opslag (Atom)