Da vi sidste år tog hul på januar 2020, gjorde vi det, som de sidste mange år, med forhåbninger om vi skulle begynde et nyt år, og endda et nyt årti, hvor de eneste fuck ups forhåbentligt ville være dem vi selv fik støbt.
Mens mange begræder, alt de de ikke har haft mulighed for at gøre i det herrens år 2020, der nu er lakket mod enden - og gudskelov vil mange tænke, vil jeg tage ja-hatten på, og kigge tilbage på alle de ting, som jeg rent faktisk har gjort i 2020, som gør at 2020 i min bog ikke har været så forfærdeligt, som nyhederne (og de selvmedlidende) gerne ville gøre det til.
Jeg vil gerne allerede nu advare om længden på årsberetningen, som er blevet enormt lang, set i lyset af hvor lidt der rent faktisk er sket i mit liv.
Ikke at der ikke er sket noget i 2020, men det var som om at jo mere der skete, jo mere blev ens liv sat på pause...
Vi startede 2020 med hovedet højt, og selvom corona har været en dominerende faktor for alle, det meste af året, så formåede vi altså at starte året helt uvidende om hvad der lå og lurede - og uvidenhed vil, for coronaens vedkommende, være en ret styrende og gennemgående faktor for mange.
Dels den faglige uvidenhed, fordi det var en situation hvor der intet erfaringsgrundlag fandtes, og dels den mere farlige uvidenhed, som ikke lader sig flytte eller oplyse af videnskabelig fakta...
Når man ommøblerer en portal
Året startede for mit vedkommende med noget langt mere indgribende for mig og den måde mit hoved er indrettet på - end corona...
Jeg lagde nemlig hårdt ud med en radikal omflytning af møblerne i min stue, og jeg er senere kommet til at tænke på, OM denne store omvæltning kan have åbnet en form for portal, som i den forbindelse slap coronaen ud...
Nå, men stadig, her et årstid senere, er jeg ret henrykt over resultatet! Altså ikke corona, men møblerne! - og såfremt det har noget med coronaen og dens rasen at gøre, så vil jeg meget gerrn sige undskyld, men samtidig også gøre opmærksom på, at nu vaccinen er kommet, så flytter jeg altså IKKE mine møbler tilbage!
-jeg synes det er vigtigt at få med i årsberetningen, at jeg flyttede om, fordi jeg HADER at flytte om. Jeg kan bedst lidt at ting står der hvor de plejer at stå, og jeg har stadig ikke vænnet mig til, at Stine både har flytte om i sin stue OG køkken for flere år siden... men dét tager hun ikke hensyn til! NEJ NEJ!
Dramatiske russere og kloge damer
Mit forhold til gammel russisk litteratur peakede, da jeg erfarede, at Aalborg Teater var ved at øve sig i replikker til Forbrydelse og Straf, og jeg var tæt på at få et hjertestop af henrykkelse, hvilket kunne indikere, at jeg er en mand på 80, der går i fløjlsbukser og sådan en halvlang cardigan med ruskindslapper på albuerne...
MEN det er jo alment kendt, at jeg var omkring 125 år om at læse bogen, og min begejstring desangående teaterstykket var så udtalt, at jeg så det to gange - og det var ikke fordi jeg ikke forstod det første gang, men fordi jeg syntes jeg fortjente at se det to gange, når nu jeg havde været så længe om at læse den skide bog!
Man skulle så tro, at jeg havde fået min lyst til russisk litteratur styret, men det blev nærmest værre...
Udover Krig og Fred og Idioten, som jeg overvandt i 2019, så bød 2020 på Anna Karenina, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig nogensinde ville have noget med at gøre! Men nu er den læst, og jeg sad bare og ventede på hun skulle stemple ud - mage til drama-liderlige kvindfolk skal man da lede efter længe... hun er datidens svar på overtænkende intrigant overdramatisk reality-type! Herreste gud!
Dobbeltgængeren, som er seneste værk, var til gengæld mere interessant. En spændingsroman hvor det hele nærmest falder på plads på sidste side.
Igangværende russer er Ivan Ilíitsjs ‘s død og som sideløber er jeg igang med “er der en voksen til stede”, som ikke er russisk, men forfattet morsomt og skarpt af Iben Hjejle (mit nye store idol) og Signe Lindkvist, som er ophavskvinder til min foretrukne podcast: Sitter!
Når kunsten flytter ind i hjertet og hjemmet
At jeg også skulle udvise både fan-girlingadfærd og voksenadfærd sådan rent kunstmæssigt, havde jeg ikke regnet med, men ikke desto mindre, så jeg mig selv med hjertebanken og svedige hænder, hvinende af begejstring over en håndskrevet personlig hilsen fra selveste Michael Kvium, min ultimative kunst-helt!
-selvfølgelig i erkendelsen af at jeg aldrig vil komme til at eje et ægte værk af ham.
Til gengæld har jeg rent faktisk købt et ægte stykke kunst! Ja, jeg købte faktisk to, for så voksen er jeg nemlig også blevet.
Det ene var lidt af en udskrivning - altså for sådan én som mig, der både er nærig og egentlig ikke sådan én der køber kostbare ting.
Men i kølvandet på hvor højt jeg elsker mit maleri, af Robert (Smith - hvis nogen skulle være i tvivl), som jeg købte for år tilbage, så traf jeg en beslutning, og slog til! -og jeg må indrømme, at det giver en speciel følelse af lykke, at blive ejer af noget så smukt!
At jeg også kender kunstneren privat synes jeg er et plus. Men alle de ting jeg har på væggene, som ikke er postkort jeg har rammet ind, er lavet af folk jeg kender, og som jeg holder meget af.
Min værdighed blev efterladt på Penny Lane
Når man lever et liv i en kombination af spaghetti med ketchup, fancy vegansk mad, indrammede postkort, kultegninger lavet af venner og flot kunst af anerkendte kunstnere, så synes jeg det indikerer, at man er en lettere utilreg- øhmmm alsidig person, og den alsidighed kom også til udtryk, da jeg få år efter nytår modtog en pakke (som jeg selv havde bestilt) med et par seje ishockeyskøjter!
-og ja! Jeg lavede også et spektakulært forlæns rullefald i forbindelse med en skøjtetur! At det så skete FØR jeg fik skøjterne på, og at det var på vej ind på Penny Lane, hvor vi skulle købe brød, inden vi skulle skøjte, var en mindre detalje. Uanset hvad så foretog jeg et flot forlæns rullefald ind af døren i en fyldt café, og de der ikke så mig, de hørte mig! Jeg er sikker på der stadig ligger lidt af min værdighed på deres dørmåtte...
-then we take Berlin
Vinterferien blev brugt godt og grundigt i vores andet hjem: Berlin, og glæden ved at vende tilbage gang på gang er af bibelske dimmensioner.
Denne gang var vores vigtigste planer, at mødes med dem fra Himmelhøj, og jeg ELSKER den magi der er ved at mødes med nogle af sine bedste venner 775 km fra hjemme, selvom de bor “lige oppe bagved”.
For vores eget vedkommende fandt vi Berlins ældste bageri, udsprungne lyserøde blomstertræer og spiste knödel med nogle af vores venner, der bor i Berlin. Den obligatoriske godnat øl og morgenkaffe i sengen blev også effektueret!
Corona round 1! *ding*
Vi trorde ikke det skulle ramme os, men midt i et migræneanfald bekendtgjorde vores statsminister, at den butik der hed danmark blev sat på stand by!
Det var alvorligt! Mest for de stakler, der nu skulle arbejde hjemme flankeret af deres børn 24-7. Jeg tror en del forældre fandt ud af hvor afskyelige deres børn er, og det har de sgu godt af hahaha...
Danskerne viste samfundssind ved at hamstre toiletpapir, mad og håndsprit.
Naturen blev mere overrendt end Fredericia banegård i myldretiden og nationens hundedyr kom i deres livs form!
Ulovligheder med chefen
Det lyder mere lummert, end det rent fantisk var. Men jeg kan love jer, at det var ulovlighed på ulovlighed!
Chefen og mig tog på smugtur til København, fordi hun skulle til et møde, og på vejen hjem skulle have en pony med fra Fyn...
Jeg så mit snit til at aflægge Stine et smug-besøg. Corona rasede, og alle holdt sig for sig selv, så mit besøg hos Stine foregik helt low key.
Det gjorde køreturen med chefen ikke! -med mindre man synes en gennemsnitsfart på 150 km/t er low key... Den lånte Ford Cmax kørte som en drøm - en lidt uhyggelig drøm, men dog en drøm!
Isolationsmotion
Resten af foråret foregik i hjemmeisolation i den strækning det nu lod sig gøre, når man samtidig er sådan en sundhedsperson der varetager kritiske funktioner.
Men for at bruge tiden hjemme så godt som muligt, nu dagene også formastede sig til at blive lysere og længere, så fik vi gået nogle ture med chihuahuaerne, foretaget nogle strandture med Mikl og hendes entourage, hvor vi i hver vores bil spiste sandwich, mens solen druknede sig i vesterhavet.
Vi tog på udflugter på afstand og glædede os over, at vi trods alt havde mange muligheder for at være sammen - på afstand.
Foråret bidrog til at hjemmeisolationen var til at holde ud.
Servicemeddelelse: du er nu mere end halvvejs i den her lange og uinteressante årsberetning, hvor det er tydeligt, at jeg reelt set ikke har foretaget sig en skid spændende! Godt klaret!
Coronastrand
Meget af foråret gik på stranden. Det er som om ens behov for vidder øges, når man ved der er begrænsninger, lidt som ens behov for socialt samvær øges... eller nårh nej!
Men jeg har i det forgangne år føet frekventeret den strand i al slags vejr, i sol, i vind og i massiv mørke - hvilket var en ret vild oplevelse, især for dronningen af natteblindhed (altså mig). Men når man kunne høre havets insisterende brusen på højre øre, så var man på vej VÆK fra automobilet, og når man kunne høre det på venstre øre, så var man på vej HEN til bilen. Med disse geniale tips i rygsækken fik jeg gået en lang tur på stranden, UDEN at fare vild!
På sommerferie med corona
Sommerens absolutte højdepunkt var at karnevallet var aflyst på grund af corona!
Ej, det er gas! Eller det glædede mig meget, da jeg hørte det blev aflyst. Jeg var næsten gladere over det, end jeg var, da jeg hørte Big Fat Snake stoppede...
Sommerens ægte højdepunkt var selvfølgelig at Emma afsluttede sin karriere i folkeskolen, og skulle starte på Katedralskolen efter sommerferien - det var der sgu ikke nogen der havde regnet med for nogle år siden, hvor hun lige efter nytår 2018 blev hundesyg af hjernebetændelse.
-så det var fantastisk glædeligt at se hende dimittere den aften sidst i juni 2020!
En stor del af sommeren blev tilbragt på stranden, som var mere overrendt end den har været i jeg ved ikke hvor mange år., og bare én lang aften med badning og solnedgang kan lade mine batterier op i sådan en grad, at de få timer kan føles som en hel lille ferie.
-og selvom corona satte en del begrænsninger, så fik jeg oplevet en masse, også selvom det ikke føles sådan set i det berømte bakspejl, hvor det umiddelbart føles som om man ikke har lavet en skid andet end at sidde og glo hjemme eller tage på arbejde.
Men vi var da i sommerhus! Eller pigerne var med Himmelhøj i sommerhus, og jeg fik tiltusket mig en enkelt overnatning også.
På trods af jeg kun tilbragte et enkelt døgn der, så nåede vi en del seværdigheder, fordi man spilder ikke tiden, når Rikke er rejseleder!
Og så sgu også til Berlin!
Aldrig har jeg oplevet Berlin så mennesketomt, hvilket var ret formidabelt!
Det var i Berlin vigtigheden af et moderigtigt mundbind for alvor gik op for mig. Flere måneder inden Danmark kom ind i mundbindskampen, havde Tyskland - som altid, været på forkant.
Jeg havde beordret børnene til at planlægge noget, som ikke var shopping, og det førte os til en tur på Illuseum! Et sted som nok ville være noget federe at besøge, hvis man ikke havde haft dundrende migræne... men selv med migræne var det et vildt fedt sted!
Udover vi ikke ellers havde nogle planer, hvilket vi aldrig har som sådan, når vi er i Berlin, så blev alle vores planer forpurret af spontane dates med venner både dem der bor i Berlin og dem man får opsnuset er på ferie i Berlin.
Således gik det til, at vi brugte en aften i selskab med familien Winsløv Wied på en lusket bar, at vi spiste frokost med Justin - mit seneste venskab baseret på en god gang Instagram-stalking og hans familie, som skulle vise sig at kende nogle af mine andre venner i Berlin. Verden er lille - selv når den er stor!
Jeg elsker, at hele familien Berlin samledes i Mauerpark en hel søndag, fordi de gerne ville hænge ud med os. Jeg elsker, at mentaliteten er spontan, og at man kan lave aftaler fra dag til dag. Det er en skide dejlig modsætning til madplaner og forskudsopgørelser!
Efter Berlin stod den på et visit i anledningen af Stines fødselsdag. Sommeren var for alvor kommet til Danmark, og corona var nærnest glemt for en stund, hvilket var befriende, og gave én en følelse af “som det plejer at være - tryghed!”
Servicemeddelse: da jeg skrev i sidste servicemeddelse, at du var mere end halvvejs, der løj jeg.
Men til gengæld er du ægte mere end halvvejs nu.
Jeg beklager eventuelle gener det måtte have medført.
Corona round 2! *ding*
Sommeren blev til et mild og dejligt efterår, hvor corona så småt blev vækket til live igen.
På den måde minder jeg meget om corona - især ved det faktum, at vi begge dør lidt om sommeren...
Efteråret gik for mit vedkommende dels med at ryste lidt i bukserne over udsigten til at skulle i pandemiberedskab endnu engang. Første gang, i foråret, meldte jeg mig frivilligt og anden gang, i efteråret, meldte jeg mig så frivilligt man nu kan, når man sidder i et rum, hvor bomben smides, og alle lader som om de ikke har opdaget det... så selvom jeg oprindeligt ikke syntes det ville være super fedt for mig, at binde mig til 31/12-20 i kraft af min sociale status som alenemor til to børn, der skal logisteres med en masse kørsel og almen børneomsorg, så skete hverken værre ellee bedre at jeg blev aendt i pandemien med 72 timers varsel.
At jeg rent faktisk blev virkelig glad for at være der, kom mere bag på mig, end det kom bag på mig at jeg var blevet smittet med corona.
Så på alle måder var mit ophold i pandemien en positiv oplevelse - hvilket i sig selv kan være en traumatisk oplevelse for en sur gamel nej-hat som mig!
Men det er sgu svært at være sur, når man i den grad føler man gør en ægte forskel. Mange har lært, at man ikke skal tage ting for givet, som for eksempel fri respiration.
Det er også svært at være ægte sur, når man igen får lov til arbejde sammen med en masse skønne kollegaer, som man tidligere har lært at kende i kraft af de mange mange år i den her branche, for ikke at nævne alle de nye jeg lærte at kende.
Og jeg var heldig at have en ledelse, der virkelig påskønnede den indsats man gjorde, velvidende vi var mange, der var på fuldstændig bar bund rent erfarkngsmæssigt på en sengeafdeling.
Det kimer nu til corona-fest
Julen blev for os, som for de fleste i dette land, en noget anderledes oplevelse.
Men med et juletræ til 29,- overbegjort i ikke mindre end 92 stykker juletræspynt, så kan julen være lige så fucked up, som den har lyst til.
På trods af corona og præmatur nedlukning af hovedkilderne til rekvirering af julegaver: Salling, Friis og Storcentret, så nåede jeg endnu engang at får ordnet det jeg skulle i forbindelse med den forestende jul.
Og selvom vores jul var radikal anderledes, så formåede vi at have en fantastisk jul - hvor jeg KUN kan sende de dybeste tanker til de der måtte sidde alene på en sengestue på P3, som pandemiafsnittet hedder, kun i selskab med et fjernsyn og en iltslange stukket så langt op i snotten, at hypofysen efterhånden var så vindblæst, at den mindede om en lufttørret skinke.
Men de havde fået and mit alles, og den havde været udemærket, fik jeg at vide af min kollega, som havde vundet i vagtlotteriet, og som i den forbindelse var blevet trakteret med hospitals-and inden han kom ud til os, for at markere overgangen fra jul til fødselsdag.
Det var sgu da ikke så slemt
Jeg synes faktisk ikke 2020, for mit vedkommende, har været så slemt et år. Set i forhold til de sidste mange år, hvor jeg debuterede med en flot skilsmisse i 2012, og efterfølgende hver år har været udsat for katastrofer af større eller mindre grad, så har 2020 nærmest været et wellnessophold ved siden af!
2020 har for eksempel ikke budt på nogen nævneværdig sygdom - altså fraset corona, som ikke har foråsaget hverken indlæggelser, gips eller behov for psykofarmaka. Der her heller ikke været afhøringer hos politiet, opslidende retssager - som trak ud i flere år. Ej heller har jeg været udsat for afskedigelser - i hvertfald ikke jeg har opdaget.
Ingen dødsfald i familien eller i kæledyrsdepartementet, selvom det var tæt på en druknedød for Wilmas vedkommende - og min frosne skulder, som nærmest havde invalideret mig i et par år, valgte endda at tø op!
Så fraset corona, så har 2020 sgu været et ok år for mig, og uanset om vi vi det eller ej, så vil 2020 være et historisk år, som vil fortælle vores børnebørn om, og som vi aldrig vil glemme.
Det sidste ord, der vil stå helt klart, inden demensen for alvor sætter ind, vil være CORONA!
O
