Lidt lost

Stigningen synes uendelig, og foden glider 5 cm baglæns i gruset for hvert skridt.
Chihuahuaerne arbejder sig tappert op ad, mens de hele tiden standser op, og kigger om jeg er med. Det er jeg, men jeg kan mærke hvordan pulsen stiger og bentøjet værker.
Rygsækken jeg har på, virker tungere og tungere for hvert skridt jeg tager.
Heldigvis er der vindstille, der hvor vi går, og solen kæmper en brav kamp, for at skyde stråler ned genmen trækronerne.
Det er lørdag, men jeg har ingen idé om hvad klokken er. Det ville jeg dog formentlig ikke vide, uanset hvad jeg foretog mig, sådan en lørdag. (Eller en hvilken som helst anden dag...)

Jeg synes jeg har mistet orienteringen, og stierne danner ingen logik i forhold til hvor vi skal hen.
Jeg beslutter mig for at gå i den retning, jeg tror vi skal - mest fordi det ville være decideret tåbeligt at gå i modsatte retning, men også fordi jeg snart gerne vil hjem.
Rygsækkens stropper skærer i mine skuldre, og det gør ikke det hele bedre, at det netop var skuldrene der var igennem skærsilden i går aftes i fitness centret...

-hvorfor kunne jeg ikke nøjes med dansk vanden? HVORFOR SKULLE jeg ABSOLUT OGSÅ have en Sprite???
-fordi den var på tilbud!
-nårh ja...

Ja, vi er på vej hjem fra Netto, chihuahuaerne og mig. Vi - eller JEG har rygsækken fyldt med toiletpapir, kulsyreholdige læskedrikke og et (vel)assorteret udvalg af snacks og snolder i blå emballage. At det var et rent tilfælde, at emballagen på ALLE tingene var blå, det får jeg nok ingen til at tro på alligevel - men det VAR et tilfælde!!! (gu var det ej)...

Tænkte det kunne være dejligt, her i det spæde forår, at spadsere hjem gennem Kongshøjskoven, som fra at have været en lille overskuelig skov, tydeligvis hen over et halvt års tid, er blevet en kæmpe - måske danmarks eller verdens største og mest indviklede skov!
Var det ikke fordi jeg hele tiden kunne høre bilerne på vejen, så kan jeg ikke frasige mig, at jeg havde fyret et nødblus af!

Nogen vil kalde det et tilfælde, jeg vælger at kalde det et mirakel, da jeg langt om længe rammer stien der fører hen til kendt territorie. Chihuahuaerne er helt upåvirkede både fysisk og psykisk, men racen er jo også kendt for en enorm udholdenhed og overlegen fysik. Eller også havde de ikke opdaget, at vi var faret vild...
De var i hvertfald mere travle med at snuse hinanden i røven...

Hvis løb er pest, så er bulgarian splitsquats et varmt spa bad...

Så er den dælan-rasme gal igen - altså med mig!
Aldrig så snart har man (ind)fundet sig selv i helt total zen og mental harmoni (hvilket vel er det samme som zen), før man påtvinger harmonien skår i emaljen!

Ja! Jeg er typen, der helst ikke skal stå i lort til halsen, men som tilsyneladende har det bedst med en hæl eller tå plantet i menageriet...

Jeg havde i min vildeste fantasi (og dén er fannane'me vild, kan jeg godt meddele) forestillet mig, at jeg ligefrem ville begynde at betragte bulgarian splitsquats med 8 kg i hver hånd, som et fitness-treat!

Det hele er Gittes skyld! Gitte ved vi jo alle hvem er, og de få der ikke ved det, så er Gitte min Duracell-agtige kollega af en cardio-psykopat! Udadtil virker Gitte som en virkelig sød og empatisk type, MEN i virkeligheden er hun typen, der hellere løber en marathon i steømpefødder hvis skoen skawer, end hun giver fortabt! Sådan er Gitte! Nå ja, så så bager hun den bedste banankage jeg nogensinde har smagt - jaja så voldædt til jeg skammede mig, men så meget kage kan jeg alligevel ikke spise! (Jo jeg kan)
Gitte er lyshåret, og så har hun de største øjne, som er omkranset af de længeste tætteste "ingen kan sige nej til mig, når jeg plirrer tilstrækkeligt med øjnene" - øjenvippper. Selv jeg - opfinderen af NEJhat-konceptet, har svært ved at sige nej til Gitte. Heller ikke den dag, hun fik mig sweet-talket til at udbryde begejstret: "selvfølgelig vil jeg da være med til at løbe Alt for Damernes kvindeløb, og hvis du bager banankage(N), så (og det er reelt her filmen knækker) LOVER jeg at LØBE ALLE 5 kilometer (og det var FEM!!! kilometer) - også selvom jeg brækker mig og passerer målstregen med indre blødninger!"
(Som tilstanden er på det kondimæssige område, så er odds for jeg overhevedet  passerer målstregen ikke for gode)

Jeg har ikke løbet ægte, siden jeg løb halvmarathon, og det var sagoneme mange penge dengang! Nå ja, så "løb" jeg i sommer, til Stafet for livet, hvor jeg var omkring 7-8 timer om at udrette 30 km eller 32 km - jeg kan ikke helt huske distancen på kroner og ører, formentlig fordi min hjerne var gennemtæret af mælkesyre og andre underlødige affaldsstoffer - og øl...
Min tilstand dagen efter kunne på ingen måde måle sig med tilstanden dagen efter igen! Kunne man få assistance til de store belastninger, efter en sådan grotesk præstation, så som at blinke og trække vejret, så kunne det have gjort den post stafet for livet tilstand mere tålelig...

Jeg har meldt mig til Alt for Damernes kvindeløb! Distance 5 km og estimeret tid: 40-45 mins! Med den tid kan jeg både nå at ligge i fosterstilling på ruten og græde lidt for mig selv, eller lave en afstikker til Fakta i Hasseris efter øl og smøger!

Træningen er begyndt! Og jeg er ved den søde grød ikke nogen cardio-kanin! Jeg HADER at blive forpustet! Det er som om min lungekapacitet ikke danner konsensus med de mængder af luft jeg, når jeg løber, forsøger at forcere ned i selv samme lunger!
I fredags gjorde jeg min første entré på et løbebånd nogensinde! Min jomfrutur på løbebåndet havde utroligt meget til fælles med Titanic! Jeg gik bare på grund, allerede efter 2 kilometer...
I går var ikke meget bedre! Slet ikke da jeg ville tage min hættetrøje af, MENS jeg "løb" og i den forbindelse fik aktiveret nødstop-funktionen! Ikke godt for mit flow! Eller flow og flow... Altså jeg løb bare nærmest ind i selve komandocentralen på løbebåndet med en hættetrøje draperet omkring hovedet! Godt der kun var 15-20 stykker til stede i cardio-departementet...
Til gengæld svedte jeg som en skampisket araberhest! Eller i hvertfald en shetlandspony i finsk svedehytte... Jeg er nok mest en løbemæssig pendant til shetlandsponyen. Lidt for solid i det, upassende pelset og udstyret med utroligt korte - men solide ben!

I morgen bestiger jeg (som man siger) igen løbebåndet, og løber mod det uendelige!
(Og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at belønne mig selv med en god gedign røvfuld bulgarian splitsquats bagefter!)

It's the season

ja, der er jo altid sæson for ét eller andet, og nogle gange er det sæson for noget det ikke engang er sæson for!
Som for eksempel at cykle på arbejde!

Det hele passede perfekt - på "papiret"... Første mandag efter vinterferien faldt påfaldende tæt på årets første forårsdag! Så selvfølgelig var det oplagt at starte cykle-på-job-sæsonen (og hjem igen)... Det er jo så helt igennem oprursagtigt at cykle! Man får alt efter dagsform, vejr og vind (for vind sorterer tydeligvis ikke under begrebet vejr - siden "man" har konstrueret "vejr OG vind")  40-50 minutters daglig cardio, man får frisk luft OG man får pisse ondt i røven og løbenæse! Men erfaringer fra tidligere, så ved jeg nu, at uanset hvordan smerterne måtte udvikle sig, så er det IKKE en byld, der er på fremmarch!
Det der med forårsdag... Altså så vidt jeg ved, så er forår mildt vejr, eller mildERE - godtnok med små hidsige internezzoer af slagregn og hagl, men alligevel...
Virkeligheden - udenfor papiret, er helt anderledes!
Det gode ved at cykle, i bidende frost og ditto let til moderat brise, altså vi snakker en bidende frostkold, men let til moderat brise! - er at ens røv på et tidspunkt, efter ca. 6-7 minutter, er blevet så kold, at man næsten ikke kan mærke den allerede er øm - selvom jeg  kun har cyklet til og fra arbejde i TO dage...
Jeg er imponeret - på den der dårlige måde, som jeg også er imponeret over hvordan Nykredit og Totalkredit mener de kan tillade sig, at gang-rape almindelige boligejere i røven med deres pengeliderlighed! - over hvordan man kan fryse på ekstremiteterne i en sådan grad, at man kan fornemme hvordan koldbranden ligger lige i subcutis og lurer, mens man samtidig sveder så meget på torsoen, at svedperlerne, der overlever vejen mod de dybfrosne balder fryser til små perler af is!
Nogen har is i maven, jeg har så sved-is i røven... Men det er en ret signifikant karikatur af mit liv generelt. Ikke at det er decideret dårligt, at have is i røven, men der må også være en øvre grænse for HVOR kold man kan være i røven...
Heldigvis ser jeg brandgodt ud iført strikhue UNDER flamongohatten og Buff "universal" halsedisse trukket op over næsen!
Hvis jeg ikke ligner en (cykel)ninja i dét antræk, så ved jeg sgu ikke hvad! Eller så er det i hvertfald totalt på grund af cykelhjelmen, strikhuen og sved-istapperne i røven!

Nu tilhører jeg så en race, der ikke lugter af sved! Østasiatere - altså sådan nogle som mig, har noget i generne der gør, at "vi" ikke lugter af sved, selvom "vi" sveder. Måske er manglende svedlugt prisen for vores manglende tolerance overfor alkohol. Man kan ikke få det hele jo...

Nu er der gået fire timer efter jeg er kommet hjem, og ørerne næsten tøet op. De er endnu ikke nået til "koge-stadiet", som ører typisk gør, efter en nedkøling af de dimensioner, de har været udsat for, på trods af moderigtig strikhue og det hele, men det er kun et spørgsmål om tid, kan jeg mærke på det hele!
Balderne kan jeg endnu ikke mærke, så jeg er ikke helt klar over hvordan det står til i netop dét departement, men mine lår, knæ og skinneben er stadig kolde som is - også selvom chihuahuaen ligger på lårene (og ryster - det er en chihuahua-ting). Med lidt held og et par gode lodne natbukser, så har jeg måske fået varmen i morgen, efter en god nats søvn under to dyner og flankeret af to chihuahuaer! (Ja, endnu en indikator på hvordan mit liv er - og det er (desværre) ikke engang karikeret)

Det gode ved at holde en kropstemperatur der ligger under rumtemperaturen, virker alt man rører ved varmt - også toiletbrættet. Det er lidt som om der er varme i toiletbrættet, når man kommer ind og skal på tronen, efter en cykletur med en chill faktor på omkring 3000 - og det er lidt lækkert med imaginær varme i toiletbrættet, så længe man er på sit eget toilet, og så længe man er helt sikker på, at der IKKE har været nogen derinde lige før mig. Ellers er et varmt toiletbræt noget af det mest frastødende jeg kan komme i tanke om - på nær en masse andre ting, som jeg vil forskåne jer for nu. (Svømmehaller, andre folks udåndingsluft, andre folk generelt og og og...)

Men cykle-sæsonen er startet - for mit vedkommende, for nu er det fandme forår! (på papiret)... Og jeg er kold i røven!

Hverdags-ferie-glimt og dybe tanker om helbred...

Det har faktisk ingen betydning hvorfor og hvornår vi skal ud af døren - det er ALTID kaotisk!

Sådan var det også i går, da vi skulle på familie-turné nordenfjords.

Vi skulle ikke engang tidligt afsted, men alligevel formåede jeg at forlade hjemmet iført støvler, bluse, jakke og strømpebukser - KUN! Men det har jo aldrig været en skam at forlade sit hjem uden nederdel, bare man opdager det INDEN man når hen til bilen!
Jojo nederdelen blev monteret. Endda uden at jeg skulle tage hverken jakke eller støvler af!
Tilbage til bilen! - og selvom vi ikke skulle tidligt afsted, så var vi selvfølgelig allerede sent på den!

I bilen er to børn og to hunde. Tjek! -TO hunde?!?! Men vi har jo pt. TRE hunde!!!
Hvor fanden er Pixie?!?!
Børnene løber rundt og leder efter Pixie, der godt KAN have en tendens til at blive væk.
Men hun var ikke at finde... Indtil det slog mig, at hun muligvis havde lidt samme skæbne som nederdelen, altså være blevet glemt!!!
Tilbage til huset, låse op og hej Pixie! Pixie kom glad løbende hen over gulvet som i: hej er I hjemme nu? Og ikke som i: I glemte mig!!!
Jeg tror ikke helt hun havde opdaget, at hun var blevet glemt, så det er ikke noget vi taler om - mens hun hører det!

NU afsted! Alle børn, hunde og beklædningsgenstande er hvor de skal være!

Første stop Helvedes Forgård aka Aalborg Storcenter! - der var overordentligt velbesøgt, taget i betragtning af at det var sidst på måneden.
Det viser sig så, at det rent faktisk allerede var blevet en slags FØRST på måneden, eller lønmæssigt i hvertfald. Den havde jeg, til ingens overraskelse, ikke lige fanget, men min netbank bekræftede, at det nu er først på måneden - selvom kalenderen stadig siger sidst på måneden, så man KAN med lidt god vilje godt nå at blive broke, allerede inden måneden når at blive først på den...
Emmas briller skulle fikses, da "nogen" havde bøjet stellet... Hurra for stelgaranti!

Familie turnéen forløb problemfrit og helt uden det store drama, bortset fra at jeg glemte at give mor den fine buket tulipaner, jeg havde købt i Billeren, men i sådan en situation skal man ikke være for fin til at vende bilen - heller ikke selvom man næsten er nået til Vadum, og mor var gået i seng!

Lidt senere hjemme - end planlagt...var noget af det sidste jeg sagde til børnene: "man smider altså emballagen væk, når man har taget den sidste brækpose!"
Emma har hostet en del på det sidste, og som tidligere blogindlæg beskriver, så kan voldsom hoste medføre (ufrivillige) opkast - ikke at opkast nogensinde er frivillige, med mindre man virkelig er fuld!
Qua Emmas lange periode med hoste og almen dårligdom, funderede jeg over om hun overhovedet har  et decideret immunFORSVAR, eller om hun måske i stedet er blevet udstyret med et immunCIVILFORSVAR eller måske endda et immunHJEMMEVÆRN? Hvilket ikke ville falde i god jord hos hendes fædrende ophav, dersom han jo selv har været en stolt soldat - eller han har gået til soldat i de unge dage...
Forestiller mig hvordan immunhjemmeværnet dirigerer bakterierne til deres retsmæssige placeringer:
Streptokokker! I skal parkere i halsregionen!
Mycoplasma pneumoniea parkerer i lungerne!
OOOG
Feber og almen utilpashed skal parkere hvor der er ellers er plads!
Ro på ro på dér!

Knæk og bræk - ud over det hele

Der tikker en sms ind:
-mor, jeg har ondt i maven og jeg fryser

Jeg ringer til min ældste datter, der er rettighedshaver af smsen.
Spørger om hun kan tage i skole, og kommer med mor-agtige formaningner om, at det kan være hun klarer lidt op, hvis hun fik lidt luft, og at nogle gange hjælper det at komme afsted, men hun skal blive hjemme, hvis hun virkelig er syg, MEN så er der ikke noget der hedder spring i efhermiddag på bedste mor-agtige måde





Alt imens jeg kan høre hvordan kaskader af opkast kommer ud af min datter. Med bange anelser spørger jeg HVOR hun kaster op, og svaret jeg så nødigt ville høre, fyldte mit øre.
Men hun skulle nok selv tørre det op - sagde hun...
Selvfølgelig skulle hun ikke være skidt-mas og selv tørre op -  det er den slags vi gemmer til hendes første erfaring med tømmermænd!
"Bare sørg for hundene ikke æder det - så kommer jeg hjem med det samme" sagde jeg lettere panisk. Håbede på en måde lidt, at hundene havde ædt det når jeg kom hjem, så jeg slap for at tørre så meget op, men den slags slette tanker er ikke socialt acceptable! Primært fordi det er virkelige klamme tanker!
Jeg var jo mødt ind på arbejdet, og tanken om jeg nu at skulle hjem og tørre bræk op, fik den ellers så smukke solskins-mandag til at virke ægte mandags-agtig!
Altså som sådan en mandag, hvor man bliver ringet hjem fra job, fordi ens datter havde brækket sig ud over hele køkkengulvet! Håbede i mit stille sind stadig at hundene havde taget affære...

Synes, nu køkkengulvet er blevet befriet for opkast (uden hjælp fra hundene), og jeg har fået tid til at reflektere over sagerne, at det er ret imponerende at hun overhovedet KAN slippe afsted med at kaste op og undgå en brækpose, taget i betragtning at hvert hulrum og hver sprække i vores hus er udtamponeret med brækposer - just in case...

Nej! Livet som enlig mor er ikke så glamourøst, som mange tror!

Smag på livet - eller osten

i fredags var jeg i Billeren, for at proviantere til weekenden!
Nede i departementet for ting der oprindeligt er kommet ud af en kos patter, og lavet om til alverdens ting af varierende konsistens og smag - også kaldet ost, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til en helt særlig smøreost fra Pikant, som påstod at smage af TAPAS!
100000 kr spørgsmålet er så (selvfølgelig) hvordan fanden smager tapas? Og sidegevinst-spørgsmålet: hvordan fanden får man smagen af tapas komprimeret ned til at kunne tilkendegive sig i en smøreost???
Har man voldtaget en tapastestaurant for én af hver på kortet - og vi snakker alt fra gambas med hvidløg til kødboller i stærk tomatsovs, som sikkert hedder noget vildt fancy - på spansk! Lidt oliven, aioli og så garneret med lidt assorteret lufttørret gris. Blendet, smagt og rørt op med en pakke friskost?
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det smager. Jeg har faktisk ikke den mindste lyst til hverken at smage det - eller forestille mig hvordan det smager for den sags skyld!

Nu har jeg så, på det allestedsnærværende (er det virkelig ét ord?) sociale medie, Facebook, erfaret at Arla lancerer ikke én ny smøreost, men hele TO nye smøreoste! Man skulle så gætte hvilke slags det var, og spørger man mig, så vil jeg til enhver tid påstå, at Arla slet slet ikke har to nye oste i støbeskeen, men de VIL gerne lancere to nye oste, og derfor bruger de den naive intetanende forbruger som tænketank. De to smagsvarianter der bliver nævnt mest, er de smagsvarianter deres små kemikere så skal forsøge at rekonstruere.
Jeg foreslog - i tråd med tapas-smagen, at man kreerede en ost, der skulle smage af brunch! En ost, hvor man simpelthen har formået at fusionere smagen af sctamble-eggs, bacon, pølser, appelsinjuice, græsk youghurt og granola! Jeg har store forventninger til den ost!
Mit andet forslag var simpelthen ren og skær buffet! Buffet-smagen er tapas-smagens freestylede ven.
Buffet-smagen kunne for eksempel være en smuk forening af alle klassikerne: marinerede sild med karrysalat, fiskefilet med remoulade, røget laks med æggestand, tarteletter, ribbenssteg med rødkål og øl og snaps komprimeret til en smøreost! Til jul forventer jeg naturligvis en jule-edition smøreost med smagen af julefrokost: igen sild og karrysalat og alle de andre klassikere, MEN med en variation af grønlangkål, brunede kartofler og ris a la mande med kirsebærsovs!
Ja selv tak! Arla...

Copenhagen dream box

Når man, som jeg, er typen der godt kan lide at have styr på tingene, så må man være i god tid!
Det var jeg også med de flybilletter, jeg bookede en aften for nogle uger siden.
Jeg skulle flyve til København fredag aftenog hjem igen søndag aften på de billige afgange. Ja!
Booker, betaler og bekræftelsen siger: afgang AAL fredag 5. feb kl 6:20 ankomst CPH fredag 5. feb kl 7:05.
AFGANG KLOKKEN SEKS-TYVE?!?! Hvordan fanden det kunne ske jeg havde fumlet SÅ meget i min booking, det ved jeg ikke! Men jeg ved at jeg fik panik-trykket på en masse, og tilsyneladende også noget annuller booking og sikkert også en masse andet.
Men da jeg så kontrollerer netbanken, så kan jeg se der stadig er reserveret penge til Norwegian. Derfor ringer jeg selvfølgelig til Norwegian, og med skinger panisk stemme får jeg den norsk/svenske/finske servicemedarbejder spurgt om jeg har annulleret min booking, og om man kan det, og om hun kan hjælpe mig med at få flyttet min booking til den anden afgang, og om hun ved hvorfor det skete, og om hun ikke synes det var mærkeligt, og om hun i det hele taget forstår hvad jeg siger... Hun svarer på skingert norsk/svensk/dansk-isch, at jeg ingen bookinger har hos Norwegian. Jeg tror hun havde en skinger stemme habituelt, da hun ikke virkede det mindste panisk.
Jeg fortsatte, med panisk skinger stemme, med at udspøre hende omkring pengene, der var reserveret?!?! Hun svarede, tålmodigt skingert, at de ville blive frigivet til min konto igen om 3-4 måneder... Og således fik jeg en (ufrivillig) opsparing hos Norwegian...
Pengene er så blevet frigivet igen, så servicemedarbejderen har tydeligvis ikke haft styr på formalia, da det umuligt kan være mig, der har misforstået noget!

Dagen oprandt hvor jeg skulle afsted, og med logistik og koordinering af aflevering af hunde, tid til en eventuel punktering på vejen og kalkulering med risikoen for en dårlig parkeringsplads i lufthavnen, viste det sig, at jeg selvfølgelig var i vildt god tid!
Prøvede endda at trække tiden ud i security, ved at få dimsen til at bippe, for at se om jeg kunne tiltuske mig en (grundig) kropsvisitering, men selvom jeg stod og gjorde mig til, så blev jeg henvist til en form for scanner, så "man" slet ikke skulle foretage sig noget som helst! HVOR SKUFFENDE!
Sidder og venter og venter (u)tålmodigt, og irriteres over en højttalende i sit headset til mobilen småkvabset lyshåret mand, som formåede både at have halvlangt hår OG være halvakaldet.
Er ved at dø af kedsomhed, og da der er 30 sekunder til gaten åbner, så VIL min krop på toilettet! Efter at have siddet og ventet i noget der føles som 15 timer, hvor der har været rigelig tid til adskillige toiletbesøg, beslutter min krop at det skal være NU - 30 sekunder før boarding...
Og den giver sig god tid! Det gør den! Den var helt uvidende om at vi havde travlt, men det gik op for den, da vi nærmede os gaten, og så alle var på vej ud mod flyveren!
Har altid undret mig over hvorfor man informerer passagererne om redningsvestene, når det er vinter.
Hvem fanden kan - eller rettere VIL overleve mødet med vand der er så koldt, at det mest af alt minder om en frozen magarita?
Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at prøve at rutche ned af den der oppustelige escape-rampe - rejser aldrig i stiletter af samme årsag.

Vel ankommet i lufthavnen "på den anden side" bliver jeg modtaget uden hverken flag eller skilt...
Skal lige hælde nogle zoner på mit rejsekort, og beder velkomstkomitéen om at holde min dametaske, mens jeg fodrer rejsekortet.
Tjekker ind, sætter mig i metroen og går fuldstændig i panik, fordi jeg (ikke) havde glemt dametasken - som velkomstkomitéen stadig holder, hvilket jeg selvfølgelig havde glemt ALT om. Kan ikke engang huske, at jeg gav tasken til velkomstkomitéen!
Nu alt er i skønneste orden, kan jeg koncentrere mig om ham den småkvabsede halvskallede med halvtlabgt fedtet hår. Jeg synes nemlig jeg kender ham eller kender én der ligner ham eller burde kende ham eller i hvertfald har set han før. Det var Rune Klan... som så var den eneste næsten-kendis jeg så i denne omgang, så på det område var standarden umådelig lav!

Til gengæld var standarden på resten af turen pænt høj, og det kan faktisk godt lade sig gøre at overleve en weekend i København uden Master card... - og så snakker vi ikke mere om dét!