Årsberetning anno 2021
Den her årsberetning har virkelig hængt i bremsen. Mest fordi jeg ikke som sådan synes der er sket en skid for mig i 2021, der kan give anledning til noget interessant på skrift.
Gennemgående for år 2021 må imidlertid være, at de ting jeg kaster mig ud i, altid virker som GENIALE let overkommelige projekter på papiret, måske ikke altid har været helt gennemtænkte i virkeligheden, hvilket har medført, at jeg er blevet ret god til at “være i ting med de konsekvenser de måtte medføre”.
Som for eksempel den dag jeg semispontant gjorde min debut som vinterbader sammen med aupairen på Blokhus strand, der i dagens anledning var beklædt med et smukt lag fygesne.
Idiotisk idé, som virkelig gav anledning til forbedring.
Men fordi han ikke skulle vinde i vinterbadning, så så jeg pludselig mig selv i fuld forspring - eller i hvert fald på vej henover stranden mod havet, iført gummistøvler, håndklæde og t-shirt KUN!
Aupairen tog den barfodet og barrøvet henover stranden flankeret af verdens mindste håndklæde!
Jeg behøver ikke beskrive hvor koldt vandet var, men jeg nævner bare lige, at jeg var sekunder fra at blodet frøs til is i mine årer, og jeg er sikker på, at jeg har fået en lille smule koldbrand i nogle af tæerne (hvis de i det hele taget stadig sidder fast på mine fødder - jeg har endnu ikke turdet at kigge efter)
De efterføgende gange (ja, fordi én gang tilsyneladende ikke var nok), var vi blevet kloge af (dårlig) erfaring.
Bare det at vi parkerede meget tættere på vandet OG havde badekåber med var en seriøs opgradering i forhold til den amatør-debut vi præsterede første gang. Men nogen wellness-oplevelse vil det sgu aldrig manifestere sig som i min hukommelse OVERHOVEDET! Selvom det nu er noget ganske særligt at sidde i bilen bagefter og drikke te iført hættetrøje, uldsokker og bar røv…
Vinterbadning var bare én af mange særlige ting jeg har foretaget mig sammen med aupairen (som egentlig er (var) en kollega). Aupairen fik sin titel, fordi det var ham der lavede alle de ting i køkkenet, som jeg ikke selv har tålmodighed til: skrabe bitte små kartofler, stå i timevis og massere en risotto, pille adskillige kg pistacienødder eller hummerhaler.
Desværre valgte han at forlade sin plads, fordi han hellere ville slå sine folder på Riget, og det har jeg ikke tilgivet ham for endnu - jeg har heller ikke fået bitte små skrabede kartofler siden - så der er faktisk flere ting ved hans afgang, der er ret så forfærdelige!!! Ja og så var han også hyggelig nok at være sammen med. Mest fordi jeg (næsten) altid fik lov til at bestemme hvad vi skulle lave.
For eksempel i sommer, hvor vi (“ulovligt”) betvang os adgang til en forladt forlystelsespark og efterfølgende frekventerede et mærkeligt hippie-samfund, tilsyneladende holdt under skarpt opsyn af en blond Yoko Ono, der var overraskende (irriterende) snakesaglig, taget i betragtning af hvor meget hun angav at HADE, når folk overrendte hendes “hjem”.
Kunst har jo efterhånden fået tiltusket sig en stor plads i mit hjerte, og jeg elsker at besøge museer. Jeg rejser endda gerne udenbys i kunstens navn. Lød det ikke flot?
Jeg har flere gange været på Arken og andre museer og gallerier som ligger langt væk fra mit normale hood, og selvom 2021 ikke har været det store kunst-år for mig, så har jeg alligevel formået at håndplukke to events, som var helt ekstraordinært fede.
Kvium på Otterup geværfabrik, som var en skøn udstilling af 40 værker, ejet af en nordfynsk samler, hvor jeg allerede havde set de fleste før, men der var også værker, der aldrig havde været udstillet før.
Fernisering på Galerie Parnasse med Peter Max-Jakobsen (som har lavet mit træskæreværk) og Lars Calmar.
Der var en fed stemning, og jeg kan godt forstå hvorfor kunstner-miljøet virker dragende på mange mennesker. Det er super spændende mennesker med kant og en sjælden åbenhed overfor andre - noget jeg efterhånden kun oplever når jeg er sammen med mine venner, der bor i Berlin - og sammen med deres venner og ders venners venner.
Jeg havde min højeste og flotteste ven, Charlotte med, og vores lange korrespondencer om hvor vi skulle spise efter ferniseringen var spildte, fordi vi før vi fik os set om, og sagt 5. glas rosé, så os selv sidde bænket til langbords midt i galleret sammen med kunstnerne, deres venner, deres venners venner, gallerister og en ordentlig røvfuld hummus, oliven, brød, grillede pølser og meget mere alkohol. Havde det ikke været for jeg skulle med toget hjem, så tror jeg godt at det kune have gået hen at blive sent.
Da Charlotte og jeg forlod galleriet, trådte vi direkte ud i Århus Festuge - og så virkede det nu ikke helt så skidt, at jeg skulle med det der tog hjem!
Året 2021 er nok et af de år, hvor jeg har prøvet flest ting, som jeg aldrig har prøvet før, (og her har vi allerede været inde på vinterbadning) -enten fordi jeg ikke anede det eksisterede, som for eksempel Aplaca walk, eller fordi jeg simpelthen i min vildeste fantasi ikke troede det var en ting - og her snakker jeg selvfølgelig broderi.
De to begivenheder har jeg foretaget mig sammen med min aller bedste perifære bekendte, som jeg har kendt i over 13(!) år.
Vi glemte at holde kobberbryllup, men eftersom hun er legendarisk for at glemme mærkedage - især hendes bryllupsdag(e), så tager jeg det ikke så tungt.
Jeg forstår ikke hvorfor vi bliver ved med at ses, for vi skændes nærmest konstant, når vi er sammen.
Tror måske det er derfor vi har baseret vores relation på at lave forskellige (mere eller mindre mærkelige) aktiviteter så som rideture, aplaca walks og nu også broderi.
Det viser sig så imidlertid, at vi sagtens kan skændes alligevel.
Men hun er den eneste jeg kender, der husker dårligere end mig, ikke at det siger en hel masse, men det er sådan nogle små uligheder, der forskyder magtrelationen til min fordel, man skal huske at holde fast i.
Nårh ja, så har hun en sød hund, der elsker sin onkel Ninja, de sjoveste børn ever, som jeg endda ikke engang synes er nederen og en tålelig ægtefælle, som efterhånden kun hader mig moderat.
Ja, jeg har været til ikke bare én - men fucking TO broderi-workshops!
Første gang, foruden min perifære bekendte, var SatanO også med. Det gentager sig så IKKE igen. Mest fordi hun totalt vandt broderi! (Nå, I var ikke klar over, at det var en konkurrence? Men det var det - eller det blev det, og JEG tabte big time!)
Efter jeg havde fået lavet måske 3-4 korssting, så var hun jo nærmest færdig med sin 20x150 cm minatureversion af Bayeux Tapetet - eller sådan føltes det i hvert fald!
Godt der var bajere i rigelige mængder!
Ja! BAJERE! Den her workshop var nemlig ikke sådan et FOF-aftenskolekursus med broderi i et klasselokale i neonlysets skær, under ledelse af en skindød pensioneret håndarbejdslærer, lunken kaffe i hylende termokander og næsten sprøde småkager fra Karen Volf.
Vi snakker en workshop i Appetizes lækre mødelokale spækket med dåseøl, flæskesvær og ukvemsord i luften.
Ved roret har vi Broderist Trine, som er alt andet end en skindød pensioneret håndarbejdslærer.
Mage til pervers og grimt talende midaldrende kvindfolk skal man lede længe efter (eller for mit eget vedkommende skal jeg bare gå ud til spejlet) - og jeg er dælaneme helt tosset med hende broderisten!
Så tosset at jeg meldte mig til endnu en brodri workshop, hvor temaet var jul.
Jeg har haft lidt svært ved at akkumulere en julestemning. Det skyldes formentlig at vi ikke har haft hverken juletræ eller haft pyntet til jul, fordi vores hjem har lignet en kombination af en byggeplads og et dokumentarprogram om skøre hoaders, som lever deres liv i et enkelt rum i lykkelig forening med alt deres skrammel.
Derfor gav jeg julebroderi en chance, og i Appetizes mødelokale var der disket op med æbleskiver med syltetøj og kokain, pebrnødder og bajere!
Agendaen var julebroderier - og for mit vedkommende resulterede det i de mest bedårende (jule)flagermus og et lille (jule)skull. Ikke engang børn i børnehaven har man nogensinde set producere noget så pisse grimt.
Det var ellers ikke fordi vejret ikke gjorde sit for at mane en form for julestemning frem.
“Man” valgte simpelthen at skyde december igang ved at levere en episk snestorm af en kaliber man kun har set i den fjerneste og barskeste afkrog af Sibirien.
Heldigvis havde humørbussen fået spritnye vinterdæk på dagen inden, og efter at have gravet den frem fra en grotesk stor snedrive, kæmpede den sig tappert og sikkert frem gennem snedriverne.
Til gengæld var der stadig nogle (idioter) der stadig havde sommerdæk på deres biler, som optimistisk (den pæne måde at sige “decideret tåbeligt” på) begav sig ud i snedriverne i den naive forventning om, at de nok godt lige kunne snige sig hjem.
Men man skal ikke være atomforsker for at kunne regne ud, at det ville være et håbløst projekt. Faktisk behøver man kun at være semihabil i perleplader for at kunne regne ud, at man for fanden da ikke skal køre rundt i Sibirien på fucking sommerdæk!
Men tak til dem, da det primært var dem der var skyld i, at jeg holdt i kø i over to timer, og på den måde var næsten tre timer om at køre en strækning på 4,5 km.
Jeg ville have kunnet komme hurtigere hjem på krykker med to brækkede ben.
Mors holdning til vejret var ikke decideret positiv, og jeg er også helt sikker på, at der faldt mest sne foran hendes dør og temperaturen også var et par gradere lavere - mor var i hvert fald overbevist desangående, og hunden ville heller ikke ud eller noget!
I mit liv er der hvert år en rokade i min omgangskreds. Ikke at jeg er typen der sådan bliver uvenner med mine personer, men jeg tror bare at summen af venner er konstant - og i kraft af jeg (trods alt) hele tiden er i én eller anden form for udvikling (til tider afvikling), så tror jeg min omgangskreds ændrer sig alt efter hvor jeg befinder mig i mit liv.
Jeg har fået genetableret kontakten med min tidligere klassekammerat, som er hjemvendt efter mange år i udlandet - vi gik faktisk også i børnehave sammen.
Vi har haft nogle skønne timer sammen, og selvom vi begge har ændret os betragteligt (alt andet ville også være mærkeligt efter 34-35 år), så var der så meget, der var det samme.
Det er på én eller anden måde lige så magisk at genfinde hinanden - efter så mange år, som det er at møde én man føler man har kendt hele sit liv, og som er det der venne-match made in Heaven - eller nok rettere Hell for mit vedkommende med de venner jeg har…
Jeg har jo stadig min en hær af “Tordenskjolds soldater” - som HELDIGVIS ikke har været til at slippe af med, og som har været hos mig i mange mange år!
Selvom der kan gå dage, uger og endda måneder imellem vi ses, så er de der, og det er jeg simpelthen så taknemmelig over, og hvor nederen det end er at skrive “I ved hvem I er” - så er det sådan det forholder sig.
Da sommeren så småt begyndte at melde sin ubamhjertige ankomst, og bedst som man befandt sig i sin dejlige lukkede kapsel med krydderier og puslespil - to ting der begge har taget total overhånd i mit liv!!! - besluttede Lev-Mette eller Slette-Mette, om man vil, at slette Corona.
Alle restriktioner blev ophævet og selvom Danmark slog sig lidt i tøjret over det - det skal man jo gøre, fordi man jo ikke bare stiltiende skal finde sig i noget, åndede man samtidigt lettet op.
Helgoland i København var en kogende myretue af halvnøgne svedende mennesker, mens København var dejlig sommerdoven og mennesketom.
Jeg elsker mine sommerture til København! Tak, Stine - fordi du har fødselsdag i sommerferien. Jeg stopper aldrig med at besøge dig på din fødselsdag!
Berlin var om muligt (og ja, det var faktisk muligt!) endnu varmere!
FFP2 masken sejlede i sved, og solbrillerne duggede til mens man sad og kæmpede for sin overlevelse i U-bahnen på vej hen til hvad nu vi skulle hen til af mere eller mindre sær(lig)e begivenheder.
Denne sommer i Berlin, lavede vi som altid det, som enhver turist i Berlin (ikke) ville lave. Altså med mindre man vælger at tage til blodigt drag show, eller at få kastet en stor sten i hovedet af en møgunge ved Strandbad Plötzensee.
Alle bør til gengæld opleve CSD (CSD står for Christopher Street Day - og er Berlins pride). Det var vores anden gang. Første gang var også første gang vi var i Berlin - og alene det at tage til Berlin med to børn på hhv. 10 og 6 år, uden at ane en skid var i sig selv så overvældende og grænseoverskridende, at ingen fandt en gammel mand iført chaps, gasmaske og strømper KUN(!) specielt bemærkelsesværdig. Det eneste der bekymrede pigerne var at han kunne risikere at træde i glasskår…
Denne sommer i Berlin, bød som altid på mere eller mindre spændende kulinarisker oplevelser. Af de mindre spændende kan jeg nævne noget virkelig mærkeligt sushi, som vi fik på et egentlig pænt nok sted - hvis vi lige ser bort fra det faktum at soyaskålen tydeligvis havde været brugt til ketchup tidligere… Til gengæld fik vi noget helt fantastisk koreansk mad - på et sted jeg sikkert aldrig kommer tilbage til, fordi jeg overhovedet ikke kan huske hvor det ligger.
Berlin var, som København, også noget mennesketomt - taget i betragtning af hvad jeg nogle gange har oplevet. Jeg kan godt lide, når mine byer er tomme.
Efteråret blev skudt igang, og det samme blev renoveringen af mit køkken, badeværelse og min lille gang.
Endnu et lille overskueligt projekt, som ikke burde tage SÅ lang tid igen, fordi jeg hyrer folk til at gøre tingene for mig…
For mig der hader at ændre på ting (skud ud til hvor meget det fyldte i sidste årsberetning, at jeg havde flyttet om på to møbler i stuen), så var det lidt af en omvæltning at få strippet 3 rum (som udgør 2/3 af stueetagen), og leve hele mit liv i stuen i et sandt inferno af køkkensager, jakker, fodtøj og diverse. Faktisk var der utroligt meget diverse…
Starten var flyvende. Nogle af Tordenskjolds soldater troppede op og fik tømt alle rummene i en aller helvedes fart! Og fra at vågne op til et relativt normalt hjem om morgnen - og til at gå i seng i et hjem, der om natten, lignede noget fra Låsby Svendsens wall of fame, var ret sindsoprivende!
Havde jeg på nogen måde haft den fjerneste anelse om hvor frygteligt sådan noget ombygningsværk ville være, så var jeg sgu nok aldrig gået igang med det!
Men på en måde var det nok også okay at jeg ikke anede en skid. Ellers ville jeg være stavnsbundet til et køkken i kirsebærtræsfiner eller laminat eller hvad det end var for noget afskyeligt lort, mit gamle køkken var lavet af, som seriøst var ved at falde fra hinanden.
For slet ikke at snakke om badeværelset, der var så tilkalket, at man nærmest skulle tro det var en filial til Tingbæk Kalkminer.
Heldigvis er projektet ved at være tilendebragt, og en normal hverdag kan så småt genfinde sig i Ninjafæstningen - eller så normal som vi i vores lille familie formår at afvikle.
Hvad 2022 bringer, tør jeg slet ikke gisne om. Jeg ved bare, at mine forventninger befinder mig i den lavere ende af skalaen - primært fordi året nærmest blev skudt igang med et traumatiserende medley med Allan Olsen, Poul Krebs og Lars Lilholt (jeg klæder forresten om på arbejdet med sidstnævntes søster, som er ualmindeligt sød, og jeg er nået så vidt, som til at anerkende, at Lars Lilholt sikkert også er vældig sød og rar, selvom man sgu da for fanden MÅ have én eller andet form for brist, når man år efter år skyder den ene afskyelige musiksituation ud efter den anden.)
Udover det dårlige soundtrack, så trumfede jeg ved at have tilkaldevagt, og samtidig skifte telefonabonnement, som ville træde i kraft 1. januar, altså idet vi passerede midnat.
Det vil selvfølgelig sige, at mit gamle simkort ville ophøre med at virke, og mit nye simkort skulle implementeres i Doro-iPhonen. Mit nye simkort… mit nye simkort, som lå i kurverten i skuffen HJEMME!!!
Nå, men en tilkaldevagt er ualmindeligt stille, når man ikke kan ringes til - lifehack!
Så som man næsten kan regne ud, hvadenten man er atomfysiker eller semihabil i perleplader, så har 2021 været et år, der har været pænt udtamponeret af udfordringer.
Heldigvis har de mange udfordringer været krydret med rigtig mange skønne oplevelser og øjeblikke.
Udfordringer? Hvad fanden er det også for et fesent begreb at bruge om et år, der på mange måder har været et lorteår, men et lorteår jeg dog selv har lagt i kakkelovnen til.
Kakkelovn… hmmm måske det skulle være et 2022-projekt?
