Uanset hvor meget jeg forsager solen og varmen, så kan jeg ikke komme udenom, at årets højdepunkt var sommerferien!
2019 har ikke været så hæslig, som de seneste år har været - set i det berømte bakspejl, der for alvor bliver støvet af, og indtager en mere og mere central plads hos os, som året lakker mod enden! Det blev heller ikke det år, trods løfter herom, at the Cure udgav et nyt album...
MOR!
(Over stok og sten)
Mor har jo på en subtil måde fået sneget sig med ind på min Facebook-profil, så derfor vil jeg da ikke snyde jer for et sammendrag af mors 2019 i korte træk!
Året startede stille og roligt med at mor holdt 85 års fødselsdag, hvor vi alle var inviteret til festivitas.
For at fejre de 85 år, og fornemtlig også det faktum at hun i det hele taget nåede til de 85 år, valgte hun en måned efter fødselsdagen, at foretage et baglæns rullefald ned af min storebrors trappe, og pådrage sig et flot col. femuris brud! Så ikke nok med en halvrund fødselsdag, så vandt hun en flot ny halv hofte! Ikke flotte statistikker på overlevelseskontoen efter sådan et brud for dem på den alder, men nu har mor aldrig gået op i den slags, så det er formentlig også derfor hun den dag i dag stormer over stok og sten ført an af rollator og fed chihuahua, som ikke er fed, men som bare har en meget kraftig pels (den ER også fed!)
Mor klarer sig ualmindeligt godt, tros de fleste odds er mod hende. Øjnene er blevet meget ringe til at se, ørerne virker heller ikke helt så godt længere og bentøjet har vi allerede været inde på. Det eneste der virkelig fungerer, som var intet hændt og ingen år gået er mundtøjet!
Udover stadig at have det originale tandsæt, som flittigt bliver brugt (trods madlede - hvilket vi ikke bemærkede, da hun kværnede en stor burger med pommes), så virker snak’tøjet ualmindeligt godt - men det ved i jo... Så alt i alt går det helt godt med mor, alt taget i betragtning! For heeelt godt bliver det jo aldrig, men det er ofte på grund af vejret!
DOG FIGHT!
Chihuahuaerne fik også en lidt dramatisk start på året. Pixie og Milo blev angrebet af to hunde, hvoraf den ene fik fat om Pixies hals og ruskede hende, mens den løb med mig i hælene henover marken. Det var så 3. gang Pixie havde været i tumult med den hund...
Det er aldrig rart at blive taget om halsen, og slet ikke mens man sidder og morgennifler - med mindre man selvfølgelig har aftalt et safe-word inden, hvilket ikke helt var tilfældet her...
Milo, som den ægte (kastrerede) hanhund han er, gjorde hvad de fleste hankønsvæsner ville gøre: benede hjem, mens han hylede og skreg, og søgte tryghed bag mor Wilma og søster Bertha (min mors hund, som jeg passede, mens min mor var indlagt med hoften).
Jo, det var en voldsom start på dagen - ikke mindst for den meget tolle dyrlæge Gorm i VH, der blev vækket langt tid før konsultationstid af en helt hysterisk og stortudende asiatisk midaldrende kvinde (mig...) Gorms trøstende ord, efter en grundig undersøgelse af Pixie, var at hun nok skulle klare den, hun havde jo prøvet det før...
KIOSKEN!
Starten af året blev, for mig, også starten på nye faglige udfordringer, eller flere faglige udfordringer.
Med et fuldtidsjob på gennemsnitlig 13 arbejdsdage om måneden, på mit i den grad højt elskede arbejde, på neurokirurgisk operationsafsnit, blev jeg mere og mere en integreret del af sofaen i ninjafæstningen.
Jeg besluttede derfor, at give sofaen en pause, og prøve at få mig en hobby! Det førte til et fritidsjob andetsteds, i en slags kiosk, hvor jeg får nye faglige udfordringer og i den grad mentale udfordringer af både Kris og Flemming...
ROSKILDE!
(Og Robert)
Min sommerferie faldt både tidligt og sent, da den var delt op i to.
Første del brugte jeg sammen med den mand jeg har været forelsket i i årtier, og som jeg elsker højere og højere for hver dag der går: ROBERT!
Jeg var til lørdags-Roskildefestival, hvor Robert og hans musikalske venner skulle lukke og slukke Orange Scene.
Jeg var med ét blevet en del af det segment, jeg foragtede, dengang i midt-halvfemserne, hvor jeg var i starten af tyverne, vred, autentisk og rigtig for alvor!
Det midladrende segment, der kun hører musik med nogle der er døde, som sniger sig frem fra forstæderne, fordi der var et band de kunne lide, der stadig var i live!
Det segment der købte det de skulle spise og drikke PÅ SELVE FESTIVALPLADSEN, fordi de ikke havde brugt deres sidste SU på jointpapir...
Morten G og mig drog mod øst i humørbussen en solfyldt fredag sommeraften, og efter en tålelig færgeoverfart ankom vi til Stine i Nansensgade, hvor vi skulle overnatte,
I køen for at komme ind på selve festivalpladsen stod vi med teltlejren på venstre hånd, som lignede jeg ved fandme ikke hvad!
Jeg har aldrig kendt mage! Jeg blev helt flov over, at det er min generation, der har opfostret de møgsvin af unge mennesker! (Kh Helle 44 - på daværende tidspunkt)...
Til gengæld var selve festivalpladsen fuldstændig renset for affald! En sand fornøjelse!
Men det var hele festivaloplevelsen faktisk - en sand fornøjelse.
Ikke nok med man skulle spadsere stille og roligt efter manden med den blå kasket, for at få sit pit-armbånd, så skulle man også, efter flere timers ventetid i pit-slusen, gå stille og roligt hen foran scenen, da de åbnede den.
I slusen blev jeg venner med Mille, som er på min alder, og lige så ahemm entusiastisk desangående denne festivals absolutte højdepunkt OG hovednavn!
Stine og mig fik plads HELT FORAN SCENEN MIDTFOR! - og det var HELT FORAN SCENEN!
Jeg var ved at dø af henrykkelse, og det eneste der afholdte mig fra at dø af lykke, var fordi min krop ikke kunne bestemme sig til om den ville eksplodere eller implodere af lykke!
Aldrig i min vildeste fantasi (og den er vild, kan jeg godt garantere) havde jeg troet at to timer og tyve minutter kunne føles så kort i vågen tilstand!
Svævende på en dejlig sort Robert-sky dog flankeret af en ualmindelig fuld Morten G, gik jeg ned til bilen, som stod hos Hanne (Morten G gik dobbelt så langt som mig, fordi han zig-zaggede det meste af vejen).
Eftersom det var så sent, at det næsten var tidligt næste dag, havde jeg overbevist min kollega, der bor i Odense, om at det ville være verdens bedste idé (især for mig!), hvis han lod mig overnatte på sofaen, hvilket jeg var meget taknemmelig for, specielt da der var 30 min til vi var fremme på destinationen, og trætheden begyndte at melde sig med målrettede stormskridt efter en dag med tidligt oppe, kaffe, kun lidt mad, og intet hverken vådt eller tørt siden kl 19:15 (tænk om man skulle forlade sin plads foran scenen - og det var FORAN SCENEN! - fordi man skulle tisse!!! Så hellere dehydrere!!!)
Efter et par timers søvn, eller i hvertfald hvile på Peters sofa, akkompagneret af Morten G’s helt sindssyge snorken, besluttede jeg at det var tid for Peter at stå op og lave kaffe til mig - i håbet om at han ville træde på Morten G (helst i ansigtet - eller på halsen) der lå og brølede på gulvet i køkkenet...
BERLIN!
(Mit alles)
Eftersom første del af sommerferien gik med Robert, så kunne vi FØRST komme til Berlin i anden del af sommerferien, som FØRST var i august!
Det var der ingen der kunne leve med, så sidst i maj smuttede vi derned på en lille sviptur, fordi Emma havde købt nogle sko af Lily Gallup - Simon Gallups datter. Ja, vi ved jo alle, at Simon Gallup er bas-manden i Roberts orkester...
-og nu vi var i Berlin, så fik vi alle en klipning til dessert efter en god røvfuld sushi. Det var første gang pigerne var ved frisør i øvrigt... og flere år siden jeg selv var blevet klippet. Nu kan der gå 4-5 år igen, før vi skal bruge 300,- (i alt) på dét!
Berlin er altså bedst flere gange om året!
SOMMERFERIE-INTERMEZZO!
Sommeren var nådesløs varm i år! I hvertfald som jeg husker - men eftersom jeg ikke kan huske, hvad jeg foretog mig for 10 minutter siden, så kan man ikke ligefrem regne med noget dér)
Det afholdt ikke alle mulige fra at komme til skade. Så jeg fik tilbragt en del af de tropiske sommernætter på mit arbejde. Heldigvis i godt selskab af søde kollegaer!
Når jeg ikke arbejde i ventetiden på anden del af sommerferien, hyggede vi os med at besøge vores tidligere naboer, Jesper, Lisette, Theo og Alfred som desværre trives lidt for godt i Skagen, og derved gør håbet om en tilbagevenden til Ålleren urealistisk!
STRANDEN!
Varmen drev mig også til flere ture til stranden, hvor vandet efter adskillige timer draperet i OP-tøj, og på de gode dage også et røntgenforklæde, køligt omfavnede min svedmarinerede krop.
Jeg må indrømme, at stranden får en større og større plads i mit hjerte.
Måske fordi det altid brusende larmende vesterhav med sine koleriske bølger, der bevæger sig med en utilregnelig regelmæssighed, danner en perfekt lydkulisse, og ikke lægger skjul på hvor mægtigt det er, giver mig lov, ja, tvinger mig til at være ydmyg, magtesløs og ubetydelig. Jeg kan gøre hverken fra eller til, når jeg står på kanten af det dybe grønne hav, andet end overvære og forholde mig i ro.
Men bestemt også fordi jeg har været ualmindelig heldig med selskabet på stranden. -og så er havet jo også vældigt pænt at se på, både midt på dagen, men i særdeleshed sidst på dagen, hvor jeg i sommer adskillige gange har været vidne til solen, der druknede sig selv på mest spektakulære vis. Navnligt to ture på stranden - endda lige efter hinanden, står for mig, som nogle af de bedste.
Men vejret var også særligt tåleligt, vandet var særligt krystalklart og sandet mere løst end normalt, hvilket bidrog til adskillige fastkørsler og god undeholding, når machomænd i badebukser fik lidt større tissemænd, hver gang de havde hjulpet med at skubbe en bil fri af sandets lunefulde favntag. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg led en del mere, rent varmemæssigt denne sommer, end normalt - godt jeg er så tapper, og godt stranden ligger så relativt tæt på hvor jeg bor. Glæder mig til man får gjort noget ved sand-problematikken, og får stranden asfalteret eller som minimum dækket af kunstgræs i sommerhalvåret!
ROBERT!
(again and again and again...)
Robert har denne sommer fyldt en del mere i mit liv, end han plejer.
Ikke nok med han blev 60 flotte år i april, så har The Cure spillet på 28 festivaller, endda med flere jobs på nogle af dem - fordi de er så populære, og alle ELSKER dem!!!
Desuden nåede de til Sydney, hvor de lavede 5 shows i Operahuset i anledningen af Disintegrations (verdens bedste album ifølge Kyle Broflovski fra South Park - og hvem tør erklære sig uenig med ham?!) 30 års jubilæum.
Udover det, så nåede de også Rock n Roll Hall of Fame, hvor Robert gik viralt på grund af den hidtil bedste kommentar til en:
Overivrig amerikansk interviewer: *helt skingert burger-amerikansk* “are you as excited as I am?”
Robert: *helt tør engelsk* “by the sound of it, no!”
-og Robert anede ikke engang selv, hvad det ville sige at gå viralt...
Mange af showsene blev live-streamet enten af festivallen, eller af fans via Periscope. Desværre ikke Zagreb-showet, hvor Robert, under From the Edge of the Deep Green Sea, slugte en natsværmer, og uden at misse ét eneste ord i sangen, brækkede sig på scenen!
FERIE I FERIEN!
Den traditionelle tur til Berlin i sommerferien - som det jo efterhånden er blevet, skulle vise sig at blive så anderledes en ferie, som kun vi kan præstere!
Jeg tror i hvert fald de færreste turister der havner i et sammenskudsgilde med en flok unge mennesker fra hele verden, fordi man er blevet venner med Frances via Instagram, der bor i Berlin. Og jeg må sige, at jeg hele tiden overraskes over hvordan mine venner, Flora og Frances, i Berlin tager os til sig, og hvordan vi også bliver venner med deres venner. Det er en helt anden knap så lukket mentalitet, som den jeg kender til i Danmark. Samtidig med man ikke føler sig forpligtet til noget. Mange vil nok synes det er en overfladisk måde at have relationer på, men man gør det jo selv til det det er.
Der er i øvrigt nok også efterhånden grænser for hvor meget vi kan tillade os at kalde os turister i Berlin, og denne hyppige frekventering af verdens bedste by, ville ikke være mulig, hvis det ikke havde været for Katja der ejer den lejlighed vi bor i, og som heldigvis selv kun har 6 ugers ferie (som vi andre), men med lidt god timing, så undgår vi at holde ferie på samme tid...
Til gengæld gav vi den som full blown turister i Barcelona! Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt af geniale tanker, da jeg fandt på at Barcelona var en god idé - og det uden overhovedet at undersøge hvor ulideligt varmt der ville være sådan i starten af august...
Voldborg ville ikke være stolt, og det kan jeg faktisk godt forstå!
Men for dælan da en varme de holder sig på de kanter!
Barcelona røg ikke direkte ind på min top 5 over steder, men ikke desto mindre, så tror jeg da vi vender tilbage igen engang udenfor sommeraæsonen!
Barcelona VAR fin, ikke misforstå, MEN jeg tror en hvilken som helst anden destination ville have været lige så god, for essensen af det hele var, at vi tre var sammen og at vi er pisse gode til at holde ferie sammen! Pigerne er skide gode til at rejse!
“Hjemme” i Berlin igen skulle det vise sig, at min barndomsveninde, Ulrikke og hendes familie havde gjort sit indtog! Derfor var det oplagt at mødes med dem til en gang aftensmad.
Men alle der kender Ulrikke, ved godt, at sådan går det sjældent - nu vi alligevel er igang, så kunne vi da lige så godt mødes til frokost, og hvis dagen alligevel skulle bruges sammen, hvorfor så ikke bare starte om formiddagen!
Derfor tilbragte vi en hel skøn dag med familien “Skipper”, og fik vist dem noget af “vores” Berlin, hvilket vi altid elsker at gøre.
Der er altid noget magisk over at mødes i Belin med dem hjemmefra!
RET OG VRANG!
Man siger, at man skal prøve alt én gang. Jeg prøvede at tage i retten, og køre en retssag mod det offentlige, og efter to dage i retten, kunne jeg langt om længe lægge en sag bag mig, som havde stået på i over to år!
Jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljerne, eller sagens udfald, for det er ikke vigtigt, her 3 måneder efter. Det vigtige i det var, at jeg fik sagt fra, og jeg forsvarede mig selv (sammen med min advokat)”
Til gengæld vil jeg hellere snakke om de der helt uventet engagerede sig i det.
Jeg er nemlig så heldig, at være beriget med mennesker i mit liv, som gider at tilbringe en hel dag med mig, for mig, mens sådan et møde foregår.
Anita sad alle timerne den ene dag, og Helle A den næste dag, som heldigvis ikke var længere, end den kunne afsluttes med en frokost og et besøg på biblioteksudsalget.
Jeg har fået SÅ meget støtte fra mennesker, jeg ikke helt havde forventet at få støtte fra, og igen har en krise i mit liv formået at knytte tætte(re) venskaber - og det er fandme smukt - også selvom tingene ikke altid går helt, som man gerne vil have...
BEHAG MIN SMAG!
Min foretrukne kaffebar hedder Behag din smag. Sidste sommer kunne man få en helt vidunderlig hvid rabarber brownie. Jeg ventede (tålmodigt) hele vinteren på det skulle blive forår, så rabarber brownien kom tilbage, men det så ikke umiddelbart gunstigt ud desangående...
Efter adskillige forespørgsler på rabarberbrownien, kom den barske dom, at den ikke var inviteret med på den nye menu! Mit liv gik i stykker, og stikket i hjertet var næsten så skærende, som smerterne i emaljen ved indtagelse af rabarber uden nonoxalsyre...
MEN SÅ EN SKØNNE SKØNNE DAG fik jeg en besked på Instagram, at de havde besluttet at lave rabarber brownie for MIN skyld! -lige netop den dag jeg skulle frekventere kaffebaren med Lise, Maiken og Anita. Hvor heldig har man lov til at være?! (Og det var i hvertfald ikke fordi jeg havde skrevet til dem, og tryglet på mest ynkelige vis, om at give rabarber brownien et enkelt come back lige netop dén dag...) Jeg ELSKER at få min vilje!!!
SLUT PÅ ET FORHOLD!
(До свидания - do svidaniya)
Nu vi er ved triumferne, så skal det næsten også lige nævnes (med højtidelighed i stemmen) at jeg i det Herrens år 2019 langt om længe fik gjort en ende på Forbrydelse og Straf!
I over to år havde jeg haft den mursten hængende over mit hoved, som en ualmindeligt tung litterær sky, indtil jeg kapitulerede, og indtog resten af værket på lydbog!
Ikke noget jeg er decideret stolt over, men jeg er sikker på, at havde jeg ikke ændret fordøjelsesmetoden, så ville den bog følge mig i graven, hvilket rent intellektuelt ville kollidere med min drøm om at få min krop fyldt med heksehyl og popcorn-majs inden kremeringen!
AT DRIKKE EN BOG
En lydbog er lidt det samme som når man drikker et måltid. Det er nemmere...
Nu jeg var på en intellektuel deroute, så kunne jeg lige så godt gå planken ud! Derfor har jeg, med stor begejstring, fået besejret Krig og Fred og Idioten på lydbog, og jeg må indrømme, at jeg nok aldrig ville have fået de værker med mig, hvis det ikke havde været for lydbogsmiraklet! Det passer mig ganske fortræffeligt, at drikke en gammel russisk litterær klassiker! Livet er for kort til russisk litteratur, men derfor er der ingen grund til ikke at gå igang med det...
OP PÅ (klima) KINDHESTEN!
Ikke en årsberetning uden en bette verbal kindhest og en velment sviner...
Danmark er et skønt land, og danskerne er et lykkeligt og heldigt folkefærd! Men lykken er så skrøbelig, og det måtte flere danske børnefamilier erfare i år!
Mens Australien stod i brand, og verdens nutteste dyr er tættere på udryddelse, end jeg er på at eksplodere, når tastaturkrigerne ruller sig ud, og med bedste Ude og Hjemme-stolthed eksponerer deres dumhed, så var Danmark på den anden ende, fordi TINKA NISSEHUEN blev udryddet i Danmark!
Forældres sind har været i kog, og har næsten nærmet sig samme temperatur, som den brændende koalabjørn vi så komme skrigende ud af flammerne i Australien.
Af én eller anden årsag har jeg en mistanke om de mødre, der har Tinka nissehue gatet den for hårdt, er de samme som dem der med den der vase I ved nok... stakkels dem og stakkels deres familie, hvis der ikke skal mere til for at deres verden bryder sammen. (Om 10 minutter er der ikke én eneste der gider have noget med den tåbelige nissehue at gøre - til gengæld håber jeg stadig inderligt, at de der fik vasen, stadig elsker den højt, og at de der ikke fik den, så småt er ved at komme sig over tabet og afsavnet)
Måske skal vi prøve at værdsætte det vi har? Måske skal vi prøve at se os omkring, og overveje, om vi virkelig mangler mere skrammel, og om man helst vil have en designerlampe eller en god ven, når krisen går ind af døren, uden at banke på - i stedet for at klage til kundeservice... - og vil vi helst huskes for at have været et godt menneske, eller i det mindste have gjort sit bedste, eller vil man hellere huskes for at have været den der med en virkelig virkelig flot bil?
Jeg skal ikke bestemme hvordan andre skal leve, hvad de skal synes og hvad jeg ellers kunne få ondt i røven over.
Hvis jeg ser noget på internettet jeg ikke gider at se, så scroller jeg videre. Hvis jeg hører noget i radioen jeg ikke gider at høre, så sætter jeg noget på med Robert.
Jeg gider ikke udsætte mig for alt muligt, som kan gøre mig forarget eller hidsig - det er ikke det værd - og jeg gider i hvertfald ikke fare til tastaturet, og give mit besyv i tide og utide, med mindre der udvises graverende dumhed, og jeg i den grad ville blive et slet menneske, hvis jeg ikke greb ind, og fik sat en stopper for tåbelighedes løbske trojanske hest!
Jeg har svært ved at tage voksne alvorligt, der for eksempel har et behov for at tilsvine en pige med fletninger, fordi hun måske har ytret sig om noget, der giver os alle røde ører.
Hvis I synes det er noget vås, så synes det, men vær voksne, ryst på hovedet og hold i øvrigt med værdighed jeres mening om en 16 årig piges ytringer for jer selv!
Der er jo så mange tåber, der får (unødig) taletid, så stop nu med at udse jer de nemme ofre!
Prøv noget nyt: prøv at bide skeer med nogen på jeres egen alder/niveau, eller hold jeres kæft - det sidste er i hvertfald nogenlunde CO2-neutralt...
ALT GODT TIL DEN DER VENter!
Jeg har næsten altid travlt, også når jeg ikke har travlt, så skynder jeg mig som regel.
På nær når jeg ikke gør...
Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke altid behøver at skynde mig, men at det er okay at bruge lang tid på at finde den helt rigtige plante. At vi sagtens kan nå en kop kaffe (mere). At motivet kan ændre sig, hvis vi står og kigger længe(re) på det og at vi ikke altid behøver at skynde os hjem/videre/væk, men at vi bare kan være.
Jeg kan sagtens alle de ting selv, for selvom jeg hader at spilde min tid, så har jeg trods alt lært, at al god tid aldrig er spildt - og god tid kan sagtens være den tid man intet (fornuftigt) laver - som for eksempel at skrive det sidste på en årsberetning, mens marengs af overskydende æggehvide lever deres eget liv i krematoriet... Det er mere når jeg er sammen med andre jeg ikke kan finde den der ro...
Jeg er ikke vokset op med god tid, men mere med travlt, så jeg har næsten altid skulle skynde mig. Det er nok derfor der er så indgroet i mig, at jeg ikke vil spilde andres tid, så når jeg er sammen med venner og veninder, så skal jeg nok skynde mig, så jeg ikke spilder deres tid...
Jeg bliver altid glædeligt overrasket når nogen frivilligt (helt uden himlen og prusten) går med i Salling efter en kaffe date. Jeg får næsten dårlig samvittighed, når andre spontant er med på en udflugt efter en lang arbejdsdag og jeg kan nogle gange fjernt mærke en ro dybt inde i min krop, der hvor andre nok har en sjæl, når vi godt lige kan sidde lidt længere tid på tæppet på stranden og glo på vandet, solen og ingenting. Jeg lærer nok med tiden at få skuldrene (og paraderne - selvom man er ninja) ned og at få mig selv med. Især hvis selve tiden også lige kunne være så venlig at sætte tempoet ned - men ellers skal jeg nok skynde mig med at få de skuldre ned, så jeg når det...
HVAD DU ØNSKER
Hvert år til jul ønsker jeg mig: fred i verden, ro og mere tid. -det er så småt begyndt at gå op for mig, at det der med mere tid ikke er realistisk, men at tiden i større og større grad flygter fra mig, som sand der løber gennem mine hænder, at verdensfreden også lader vente på sig - især efter Tinka nissehue-skandalen!
Derfor klamrer jeg mig til ro. Uanset hvad - så har 2019 for mit vedkommende været præget af mere ro. Jeg er ikke blevet fyret (endnu) og ingen har været ved at dø, hvilket allerede er to punkter 2019 elegant forskånede mig for - i modsætning til de seneste år.
Så katastrofedepartementet har holdt sig nogenlunde i ro i Ninja-føljetonen anno 2019... men det er nok primært fordi jeg ikke er målgruppe for den der Tinka nissehue...
Selvom jeg har haft en del at se til, så tror jeg fandme, at den der indre ro så småt er ved at få drevet rastløsheden ud af min krop, som Karnevallet i Ålleren får mig drevet mig ud af landet, men det KAN også være det bare er fordi jeg har givet op, kastet håndklædet i ringen og så småt er igang med at kapitulere mentalt...
Jeg har følt mig ekstremt travl og endda stresset i perioder, men ikke kvælningsfornemmelses-stresset eller vejrtrækningsbesværs-stresset.
Jeg er ved at lære at gå i stå, når jeg er sammen med andre mennesker, og ikke mindst at det er okay at vi går lidt i stå. -og selvom jeg synes jeg er nogenlunde hurtig til at lære nye ting, så er det her noget af det sværeste nogensinde!
Uanset hvad, så fortsætter jorden med at dreje rundt (i hvertfald indtil vi har fået mishandlet den så meget, at den også går i stå)
Men indtil da, så drejer den - også selvom jeg ikke deltager i det lige den dag, men i stedet sidder lidt længere tid på stranden og glor på solen i stedet for at feje terrassen og støvsuge i stuen...
År 2019 har været god ved mig. Det har ikke forkælet mig, men det har behandlet så ok, at jeg går ind i 2020 med frisk mod - eller sådan har jeg det i hvertfald nu, hvor mine marengs begynder at se færdige ud og året samt denne årsberetning lakker mod enden.
Når jeg så står inde på neurokirurgisk operationsafsnit første nytårsdag og rydder op efter andres tragedie, så kan det godt være modet falmer, men så skal jeg minde mig selv om de mange skønne øjeblikke, de mange gode stunder jeg har haft med min familie og mine venner.
De lange samtaler i humørbussen, mens den holdt stille, og ruderne duggede mere og mere sideløbende med at køre-Gajolerne reduceredes i støt tempo. De vigtige og saglige korrespondencer på Messenger de sene nattetimer om alt fra planter til hvilket indædt had, man kan nære omverden - men mest om planter. Jeg skal huske på det her øjeblik, hvor marengsene er færdige, hvor køkkenet ligner en slgmark, hvor Robert grædende synger Disintegration og jeg i hele den her elendighed stadig synes jeg har mod på et nyt år med flere slagmarker, mere Disintegration og flere af de der gode stunder med de mange fine mennesker, der alle bidrager til at gøre mit liv tåleligt...
Måske bliver 2020 endda det år the Cure udgiver et nyt album...
