Jeg har en kær veninde der ikke drikker alkohol! -overhovedet!!! Ikke afholden på sådan en martyr-agtig fordømmende overfor de der drikker alkohol måde, men hun drikker bare ikke alkohol punktum.
Jeg tror ikke hun har tal på hvor mange gange hun, med skepsis, overraskelse og undren, er blevet spurgt om "hvorfor hun dog ikke drikker alkohol"... Det gør hun bare ikke, og jeg ved faktisk ikke hvorfor hun ikke gør det. Jeg er også ligeglad. Det gør ikke min fest dårligere. Faktisk bliver festen som regel bedre, når hun er med, for qua sit manglende indtag af alkohol, så er hun faktisk både i stand til at holde gang i festen til utroligt sent, eller tidligt -om man vil... OG køre hjem efterfølgende...
Men den er sikker hver gang: "hvorfor drikker du dog ikke alkohol???"
Jeg tror, som pendent til "hvorfor drikker du ikke alkohol" -spørgsmålet, at jeg med overraskelse i stemmen vil til at spørge ikke-rygere og "hvorfor de dog ikke ryger???"
Svarene vil formentlig strække sig fra: "fordi det lugter, er ulækkert og usundt" til "fordi det lugter, er ulækkert og usundt" -og dét er alkohol i hvertfald ikke!
Ikke fordi jeg er pro. rygning, bestemt ikke. Jeg er nok én af de mest fanatiske ikke-rygere, med ex.-ryger i acendant. Bare spørg "ham", eller min mor -for den sags skyld...
Jeg er nok mere pro. "minding my own buisness"
Jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over de ting man finder socialt acceptable og socialt normale, og i Danmark (og sikkert også en del andre lande) er det åbenbart blevet mere socialt acceptabelt at drikke alkohol end IKKE at drikke alkohol, hvilket man kan undres over, dersom næsten 3000 dør årligt af alkoholindtag. Tallet kan selvfølgelig ikke hamle på med de ca. 14000 dødsfald som er forårsaget af rygerelaterede sygdomme.
MEN man hører dog sjældent, at "familien gik i opløsning fordi h*n røg som en skorsten", hvorimod "familien gik i opløsning, fordi h*n drak som et hul i jorden" er en sætning der er mere hyppig. -men hvem ved... måske bliver et overdrevnt forbrug af Grøn Look det nye skilsmisse-sort... -og her kunne jeg i øvrigt skrive mange linjer om mentholcigaretter... altså hvem er det lige man prøver på at narre? Næææ, den dag man opfinder cigaretter med brun sovs-smag, eller BACON-smag, SÅ kan det være jeg vil genoptage min karriere som ryger. Men KUN hvis tyggegummiet med hhv brun sovs-smag og baconsmag lader vente (yderligere) på sig...
Du får ikke en friskere ånde af at ryge mentholcigaretter og skylle ned med Branca Mentha...
Godt nytår
-og pas på øjnene!
fredag den 30. december 2011
søndag den 25. december 2011
Bedste jul EVER!
Mjaaah, så er tiden inde til at reflektere over julen 2011.
Ikke at jeg nogen sinde har gjort det før, for indtil nu har der ikke været det helt store at reflektere over. Men som det forgangne indlæg helt subtilt insinuerer, så har denne jul været præget en lille bitte smule af omvæltende forandringer og ikke mindst SKUFFELSER, vrede og ærgrelser...
Altså indtil nu...
Anden og jeg er blevet forsonet på mest vulgære vis, hvilket den opvakte læser kan regne ud hvad indebærer, og så vil jeg ikke komme nærmere ind på det, udover at vi, anden og jeg, formentlig tager ENDEgyldig afSKED i morgen en gang midt på dagen.
Men inden da, så skulle anden jo klargøres til sin sidste rejse. Og efter en halv flaske portvin var jeg mentalt rustet til at stikke armen op i enden på anden og seponere andens indre. Det var netop den situation der fik mig til at huske på hvorfor jeg IKKE blev dyrelæge, eller læge for den sags skyld. Jeg er bare ikke tosset med at stikke min hånd og underarm op eller ind i andre...
Anden kom i krematoriet for så at ligge og svede i sit eget fedt en 4-5 timer, mens "dem" og jeg fortærede en omgang underlødig take away, eller bragt til døren-way, for det før omtalte indtag af portvin medførte jo at det ville være ulovligt og ganske uforsvarligt at føre et automobil.
"De" fandt det max spize, at sidde i sofaen og fortære traktementet akkompagneret af Disney Sjov, Nissebanden og Ludvig og Julemanden, og som aftenen skred frem og portvinsbranderten lettede, blev anden mere og mere mør og velduftende.
Det kan godt være det var klamt at palpere andens vrangside, men det SÅ endnu mere klamt ud, da indvoldende lå i en lille gryde for at blive kogt, så sovsen kunne få et smagfuldt fundament. Smagfuldt som i kraftig smag, endelig IKKE at forveksle med smagfuld som i noget som helst med æstetik...
SÅ gik jeg helt i stå... Altså mens anden svedte færdigt. Men jeg fik til gengæld taget hul på the Spotify-experience... Altså undtagen der hvor jeg generede Chano med spørgmål på FB-chatten om det videre forløb med anden, og det spabad af vand, andesafter og fedt den lå og hyggede sig i.
Tak for hjælpen søde Chano. Du er den klogeste (og mest ædruelige) type jeg kender... -det var også fordi jeg blev mega presset over hvordan han hele tiden opdaterede sin status med HVOR MANGE kartofler HAN havde fået pillet, og hvor meget anderillette HAN havde fået lavet og og og... orrrrk, mens MIT hjem sejlede i et sandt kaos af portvin-småkager-glas, legetøj, uindpakkede julegaver og papiret til at pakke dem ind i, samt div pynteudstyr. Der var vasketøj, gamle madpakker og jeg kan heller ikke udelukke, at der måske godt kunne ligge en lille bitte indtørret chihuahua-ekskrement under trappen...
Jeg mandede mig op, tog mig sammen og fik pakket de sidste julegaver ind i tæt samarbejde med udviklingshæmmet og meget motorisk udfordret chihuahua, der insisterede på at ligge på mit skød, ligge på gaverne -mens de blev pakket ind, ligge på gavepapiret, mens det var ved at blive pakket omkring gaverne. UTROLIGT irriterende...
Heldigvis havde jeg en lille kold Heineken til at hjælpe mig igennem indpakningsinfernoet, som blev indtaget til verdens bedste musik på Spotify (som jeg stadig ikke helt forstår) og Alien.
Allerede kl. 4.30 kom jeg i seng...
Heldigvis kunne jeg sove HELT til kl. 9.17, hvor "han" kom hjem med lune rundstykker og enorme poser under øjnene efter en "sovevagt" på arbejdet, hvor han efter en 12 timers-vagt allerede kunne ramme madrassen kl. 2.30 pga ballade med etablissementets residerende...
MEN jeg vågnede op til den store dag på året! JULEaftensdag!!!
Det meste af dagen gik i fred og fordragelighed, og mens Morten sov nattevagten ud, overspringshandlede jeg på div iApparater, hvilket var ganske idiotisk, når der nu skulle komme gæster, der skulle foranstaltes julemad, dækkes bord, soigneres i selve fæstningen og badeværelset tangerede til farezone 4 stadiet...
Lidt i frokosttid kom "han" frem fra stenen, hvilket var heldigt, fordi vi fik besøg af happy couple #1 Smølfefar og berømt italiensk sangerinde...
De havde den julegave med, jeg skulle give "ham". En lille diskret fugleedderkop af arten Brachypelma Bohemi. -heldigvis INKL. terrarie (som jeg har fået forsikringer om den IKKE selv kan åbne!)
En flaske portvin og utallige mængder småkager senere fik vi endelig "ham" overtalt til at åbne for bæstet.
Sjældent har man set én i midt-fyrrene stråle om kap med solen og med barnlig entusiasme proklamere, at det er den bedste gave EVER!!! -han så faktisk gladere ud, end da vi blev gift...
-og apropos det, så skal vi formentlig skilles i den nærmeste fremtid. Jeg har i hvertfald ikke helt afgjort med mig selv, om jeg kan bo sammen med et levende væsen der har så små fødder, at det kan passe Barbie-sko, og så stor en (behåret) krop, at den kan passe chihuahuaernes seler (med girafprint), som overhovedet ikke passer i farverne til dens behårede orangerøde 8tte ben...
"Han" fik "dem" overtalt til tvangs-middagssøvn inden "DEN STORE AFTEN", og imens fik jeg pillet de små kartofler til brunede (dem Dumme Chano havde pillet halvandet døgn tidligere), jeg fik lavet til, så "han" kunne spise ovnbagte rodfrugter, fordi "han" jo OVERHOVEDET ikke kan rumme al den fede mad#martyr! (og her skal jeg så på mest illoyale vis undlade at udbasunere HVEM der midt på natten begyndte at svede og vånde sig som om den sidste time var nær...-pga overspisning altså...)
Da jeg (næsten) var blevet færdig med mit julebad, kom min mor og Bertha, som var aftenens eneste gæster. -ja, Bertha er min mors hund, der tilfældigvis også er søster til den lille retarderede Pixie, og datter af den svært overvægtige Wilma. (hundendes svar på en ægte whitetrash familie).
Vi fik foretaget den nødvendige damagecontrol der skulle til for at menig mand (og to kvinder og tre hunde) kunne holde ud at være der, og vores hjem formåede rent faktisk at tage sig ud som et ægte jule-hyggeligt hjem, hvor den (i al ydmyghed) fremragende julemiddag (som JEG ene og ganske alene -med Chano i baghånden, havde fremstillet HELT fra bunden), kunne indtages i hyggelig fred og fordragelighed.
Idyllen sænkede sig langsomt men utroligt sikkert over de 5 spisende, eller i hvertfald indtil den ældste af "dem" mere overrasket end panisk gør opmærksom på, at der er ild i (selve) adventskransen!!!
Med ophøjet febrilsk ro fik vi slukket de temmelige høje stikflammer det oplyste sofabordet på en måde, der ville få en pyroman til at sjatpisse i bukserne af ren og skær fryd. Jo, der duftede brunt og i særdeleshed brændt i det lille julehjem. Ikke på en ubehagelig måde. Nærmere på en hyggelig lejrbåls-agtig måde.
Men den "i sidste øjeblik etablerede julestemning" var jo nærmest også for god til at være sand, så det lille brændende intermezzo overraskede faktisk overhovedet ikke nogen af de tilstedeværende...
Efterfølgende forløb denne juleaften som de flestes juleaftener gør, i et sandt overflod af skønsang, gaver, slik og efterfølgende kvalme. Jo jo, på det punkt manglede der skam ikke noget.
Efter min mor og Bertha havde forladt etablissementet efter en juleaften af en kaliber der ville gøre sig fremragende i Bo Bedre, Alt for Damerne og andre glittede dameblade under temaet: "sådan holder du den perfekte jul", gjorde jeg hvad der overhovedet stod i min magt for at udrydde resten af portvinen og slikket, og der i al kaoset med sveden in extremis adventskrans, kaskader af papir, rya på tænderne og iført blød buks og plysfutter, der sad jeg og følte mig overordentlig vellykket.
Men det var GODT jeg nåede at bruge over en uge på at ærgre mig og være vred og skuffet...
Et nytårsfortsæt MÅ være at jeg skal huske på, at en måge også kan finde et frø i den største lort...
Ikke at jeg nogen sinde har gjort det før, for indtil nu har der ikke været det helt store at reflektere over. Men som det forgangne indlæg helt subtilt insinuerer, så har denne jul været præget en lille bitte smule af omvæltende forandringer og ikke mindst SKUFFELSER, vrede og ærgrelser...
Altså indtil nu...
Anden og jeg er blevet forsonet på mest vulgære vis, hvilket den opvakte læser kan regne ud hvad indebærer, og så vil jeg ikke komme nærmere ind på det, udover at vi, anden og jeg, formentlig tager ENDEgyldig afSKED i morgen en gang midt på dagen.
Men inden da, så skulle anden jo klargøres til sin sidste rejse. Og efter en halv flaske portvin var jeg mentalt rustet til at stikke armen op i enden på anden og seponere andens indre. Det var netop den situation der fik mig til at huske på hvorfor jeg IKKE blev dyrelæge, eller læge for den sags skyld. Jeg er bare ikke tosset med at stikke min hånd og underarm op eller ind i andre...
Anden kom i krematoriet for så at ligge og svede i sit eget fedt en 4-5 timer, mens "dem" og jeg fortærede en omgang underlødig take away, eller bragt til døren-way, for det før omtalte indtag af portvin medførte jo at det ville være ulovligt og ganske uforsvarligt at føre et automobil.
"De" fandt det max spize, at sidde i sofaen og fortære traktementet akkompagneret af Disney Sjov, Nissebanden og Ludvig og Julemanden, og som aftenen skred frem og portvinsbranderten lettede, blev anden mere og mere mør og velduftende.
Det kan godt være det var klamt at palpere andens vrangside, men det SÅ endnu mere klamt ud, da indvoldende lå i en lille gryde for at blive kogt, så sovsen kunne få et smagfuldt fundament. Smagfuldt som i kraftig smag, endelig IKKE at forveksle med smagfuld som i noget som helst med æstetik...
SÅ gik jeg helt i stå... Altså mens anden svedte færdigt. Men jeg fik til gengæld taget hul på the Spotify-experience... Altså undtagen der hvor jeg generede Chano med spørgmål på FB-chatten om det videre forløb med anden, og det spabad af vand, andesafter og fedt den lå og hyggede sig i.
Tak for hjælpen søde Chano. Du er den klogeste (og mest ædruelige) type jeg kender... -det var også fordi jeg blev mega presset over hvordan han hele tiden opdaterede sin status med HVOR MANGE kartofler HAN havde fået pillet, og hvor meget anderillette HAN havde fået lavet og og og... orrrrk, mens MIT hjem sejlede i et sandt kaos af portvin-småkager-glas, legetøj, uindpakkede julegaver og papiret til at pakke dem ind i, samt div pynteudstyr. Der var vasketøj, gamle madpakker og jeg kan heller ikke udelukke, at der måske godt kunne ligge en lille bitte indtørret chihuahua-ekskrement under trappen...
Jeg mandede mig op, tog mig sammen og fik pakket de sidste julegaver ind i tæt samarbejde med udviklingshæmmet og meget motorisk udfordret chihuahua, der insisterede på at ligge på mit skød, ligge på gaverne -mens de blev pakket ind, ligge på gavepapiret, mens det var ved at blive pakket omkring gaverne. UTROLIGT irriterende...
Heldigvis havde jeg en lille kold Heineken til at hjælpe mig igennem indpakningsinfernoet, som blev indtaget til verdens bedste musik på Spotify (som jeg stadig ikke helt forstår) og Alien.
Allerede kl. 4.30 kom jeg i seng...
Heldigvis kunne jeg sove HELT til kl. 9.17, hvor "han" kom hjem med lune rundstykker og enorme poser under øjnene efter en "sovevagt" på arbejdet, hvor han efter en 12 timers-vagt allerede kunne ramme madrassen kl. 2.30 pga ballade med etablissementets residerende...
MEN jeg vågnede op til den store dag på året! JULEaftensdag!!!
Det meste af dagen gik i fred og fordragelighed, og mens Morten sov nattevagten ud, overspringshandlede jeg på div iApparater, hvilket var ganske idiotisk, når der nu skulle komme gæster, der skulle foranstaltes julemad, dækkes bord, soigneres i selve fæstningen og badeværelset tangerede til farezone 4 stadiet...
Lidt i frokosttid kom "han" frem fra stenen, hvilket var heldigt, fordi vi fik besøg af happy couple #1 Smølfefar og berømt italiensk sangerinde...
De havde den julegave med, jeg skulle give "ham". En lille diskret fugleedderkop af arten Brachypelma Bohemi. -heldigvis INKL. terrarie (som jeg har fået forsikringer om den IKKE selv kan åbne!)
En flaske portvin og utallige mængder småkager senere fik vi endelig "ham" overtalt til at åbne for bæstet.
Sjældent har man set én i midt-fyrrene stråle om kap med solen og med barnlig entusiasme proklamere, at det er den bedste gave EVER!!! -han så faktisk gladere ud, end da vi blev gift...
-og apropos det, så skal vi formentlig skilles i den nærmeste fremtid. Jeg har i hvertfald ikke helt afgjort med mig selv, om jeg kan bo sammen med et levende væsen der har så små fødder, at det kan passe Barbie-sko, og så stor en (behåret) krop, at den kan passe chihuahuaernes seler (med girafprint), som overhovedet ikke passer i farverne til dens behårede orangerøde 8tte ben...
"Han" fik "dem" overtalt til tvangs-middagssøvn inden "DEN STORE AFTEN", og imens fik jeg pillet de små kartofler til brunede (dem Dumme Chano havde pillet halvandet døgn tidligere), jeg fik lavet til, så "han" kunne spise ovnbagte rodfrugter, fordi "han" jo OVERHOVEDET ikke kan rumme al den fede mad#martyr! (og her skal jeg så på mest illoyale vis undlade at udbasunere HVEM der midt på natten begyndte at svede og vånde sig som om den sidste time var nær...-pga overspisning altså...)
Da jeg (næsten) var blevet færdig med mit julebad, kom min mor og Bertha, som var aftenens eneste gæster. -ja, Bertha er min mors hund, der tilfældigvis også er søster til den lille retarderede Pixie, og datter af den svært overvægtige Wilma. (hundendes svar på en ægte whitetrash familie).
Vi fik foretaget den nødvendige damagecontrol der skulle til for at menig mand (og to kvinder og tre hunde) kunne holde ud at være der, og vores hjem formåede rent faktisk at tage sig ud som et ægte jule-hyggeligt hjem, hvor den (i al ydmyghed) fremragende julemiddag (som JEG ene og ganske alene -med Chano i baghånden, havde fremstillet HELT fra bunden), kunne indtages i hyggelig fred og fordragelighed.
Idyllen sænkede sig langsomt men utroligt sikkert over de 5 spisende, eller i hvertfald indtil den ældste af "dem" mere overrasket end panisk gør opmærksom på, at der er ild i (selve) adventskransen!!!
Med ophøjet febrilsk ro fik vi slukket de temmelige høje stikflammer det oplyste sofabordet på en måde, der ville få en pyroman til at sjatpisse i bukserne af ren og skær fryd. Jo, der duftede brunt og i særdeleshed brændt i det lille julehjem. Ikke på en ubehagelig måde. Nærmere på en hyggelig lejrbåls-agtig måde.
Men den "i sidste øjeblik etablerede julestemning" var jo nærmest også for god til at være sand, så det lille brændende intermezzo overraskede faktisk overhovedet ikke nogen af de tilstedeværende...
Efterfølgende forløb denne juleaften som de flestes juleaftener gør, i et sandt overflod af skønsang, gaver, slik og efterfølgende kvalme. Jo jo, på det punkt manglede der skam ikke noget.
Efter min mor og Bertha havde forladt etablissementet efter en juleaften af en kaliber der ville gøre sig fremragende i Bo Bedre, Alt for Damerne og andre glittede dameblade under temaet: "sådan holder du den perfekte jul", gjorde jeg hvad der overhovedet stod i min magt for at udrydde resten af portvinen og slikket, og der i al kaoset med sveden in extremis adventskrans, kaskader af papir, rya på tænderne og iført blød buks og plysfutter, der sad jeg og følte mig overordentlig vellykket.
Men det var GODT jeg nåede at bruge over en uge på at ærgre mig og være vred og skuffet...
Et nytårsfortsæt MÅ være at jeg skal huske på, at en måge også kan finde et frø i den største lort...
torsdag den 22. december 2011
I denne søde juletid (med nisser og familiesplid...)
Julen er noget særligt for alle. Selv de der ikke holder jul ser denne (ikke-) højtid som noget (ubetydeligt) særligt. Julen er, når det er jul, et ligeså relevant, tilforladeligt og ubetydeligt samtaleemne som vejret, og flosklen "nårh, er du ved at være klar til jul" bruges hyppigere end diverse kommentarer om det ellers så allestedsnærværende vejr.
Én ting er helt sikker! Julen kommer hvert år, og den kommer altid lige så meget bag på os, som sneen kommer bag på DSB, som det i øvrigt kører for! <- Bemærkede den opvakte læser hvordan jeg i én og samme sætning fik implementeret JULEN OG VEJRET? (og DSB for den sags skyld...)
Julen er hjerternes fest. Både de knuste hjerter og de hjerter der stadig er intakte. Vi fejrer julen på et hav af måder, og vi har endnu flere traditioner, som skal overholdes til punkt og prikke, for ellers bliver det ikke en god jul!
Min familie har valgt at fejre jul i små ekstremt lukkede enklaver, og det er en konstellation man lige skal vænne sig til. Springet fra tvunget samvær og påtaget hygge til endeligt at manifestere at vi intet har til fælles, har jo i årevis ligget latent under overfladen og boblet.
Men ingen tog skridtet, indtil der så var nogen der alligevel gjorde.
Jojo... Vi er vel blevet voksne og bevidste om vores integritet. Måske så bevidste at tankerne om andres følelser helt er gledet i baggrunden? -For det er jo bestemt ikke fordi vi vil såre nogen, bevares... Men vi vil heller ikke spilde dén særlige aften, som vi en hel måned har ladet op til, på den der familie man for det første intet har til fælles med, og som man for det andet slet ikke rigtig bryder sig om. Bryder sig om som i "kan ikke lide" OG som i "er ligeglad".
Derfor har jeg etableret en helt ny relation... til en and...
Jeg tilhører nemlig ingen lukket enklave, så jeg har været nødsaget til at kreere min egen. Og en meget central ting er anden, hvorfor jeg en sen aften indfandt mig i det lokale supermarked for at rekvirere mig et sådan stykke fjerkræ...
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at jeg følte mig en lille smule beklemt og meget intimideret ved at luske ud med 3 kg frossen and under armen og et gratis opskrift-hæfte i hånden.
Siden har jeg, som det første hver morgen, befamlet anden. Mest for at følge med i optøningsprocessen, men også for at sikre mig, at den har det godt der inde i køleskabet, der aldrig har indeholdt en hel and (med indmad i en lille pose) før.
Humøret er bipolært vekslende mellem overstadig glæde og spænding over at skulle foranstalte en komplet julemiddag for den rest af min familie der vil være en del af MIN enklave, og over til panisk angst og ubeskrivelig skuffelse over at skulle foranstalte en komplet julemiddag og være den der ikke er plads til.
Spørgsmålet er om man skal tilkendegive hvilken ulykke det medfører at være den udstødte... Men hvorfor skulle man dog det? Man ønsker jo ikke (bevidst -forståes) at ødelægge andres jul med bitterhed og dårlig stemning. Og på den anden side, ville man overhovedet bryde sig om at blive implementeret i en enklave på en afbudsbillet baseret på medlidenhed, overbærenhed og pligt? Nej vel?
Ikke destomindre er det en barsk julegave se familien gå i opløsning, men samtidig en befrielse, fordi man langt om længe kan give slip på en illusion og komme videre.
Med ønsket om en glædelig jul til de fleste vil jeg gå ud og kigge til anden. -skal jeg hilse?
Én ting er helt sikker! Julen kommer hvert år, og den kommer altid lige så meget bag på os, som sneen kommer bag på DSB, som det i øvrigt kører for! <- Bemærkede den opvakte læser hvordan jeg i én og samme sætning fik implementeret JULEN OG VEJRET? (og DSB for den sags skyld...)
Julen er hjerternes fest. Både de knuste hjerter og de hjerter der stadig er intakte. Vi fejrer julen på et hav af måder, og vi har endnu flere traditioner, som skal overholdes til punkt og prikke, for ellers bliver det ikke en god jul!
Min familie har valgt at fejre jul i små ekstremt lukkede enklaver, og det er en konstellation man lige skal vænne sig til. Springet fra tvunget samvær og påtaget hygge til endeligt at manifestere at vi intet har til fælles, har jo i årevis ligget latent under overfladen og boblet.
Men ingen tog skridtet, indtil der så var nogen der alligevel gjorde.
Jojo... Vi er vel blevet voksne og bevidste om vores integritet. Måske så bevidste at tankerne om andres følelser helt er gledet i baggrunden? -For det er jo bestemt ikke fordi vi vil såre nogen, bevares... Men vi vil heller ikke spilde dén særlige aften, som vi en hel måned har ladet op til, på den der familie man for det første intet har til fælles med, og som man for det andet slet ikke rigtig bryder sig om. Bryder sig om som i "kan ikke lide" OG som i "er ligeglad".
Derfor har jeg etableret en helt ny relation... til en and...
Jeg tilhører nemlig ingen lukket enklave, så jeg har været nødsaget til at kreere min egen. Og en meget central ting er anden, hvorfor jeg en sen aften indfandt mig i det lokale supermarked for at rekvirere mig et sådan stykke fjerkræ...
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at jeg følte mig en lille smule beklemt og meget intimideret ved at luske ud med 3 kg frossen and under armen og et gratis opskrift-hæfte i hånden.
Siden har jeg, som det første hver morgen, befamlet anden. Mest for at følge med i optøningsprocessen, men også for at sikre mig, at den har det godt der inde i køleskabet, der aldrig har indeholdt en hel and (med indmad i en lille pose) før.
Humøret er bipolært vekslende mellem overstadig glæde og spænding over at skulle foranstalte en komplet julemiddag for den rest af min familie der vil være en del af MIN enklave, og over til panisk angst og ubeskrivelig skuffelse over at skulle foranstalte en komplet julemiddag og være den der ikke er plads til.
Spørgsmålet er om man skal tilkendegive hvilken ulykke det medfører at være den udstødte... Men hvorfor skulle man dog det? Man ønsker jo ikke (bevidst -forståes) at ødelægge andres jul med bitterhed og dårlig stemning. Og på den anden side, ville man overhovedet bryde sig om at blive implementeret i en enklave på en afbudsbillet baseret på medlidenhed, overbærenhed og pligt? Nej vel?
Ikke destomindre er det en barsk julegave se familien gå i opløsning, men samtidig en befrielse, fordi man langt om længe kan give slip på en illusion og komme videre.
Med ønsket om en glædelig jul til de fleste vil jeg gå ud og kigge til anden. -skal jeg hilse?
Abonner på:
Opslag (Atom)