At lande på fødderne
Jeg har ikke fået skrevet så meget på bloggen.
Det er ikke fordi der ikke er sket noget, men mere fordi jeg ikke helt kan overskue hvor og hvordan jeg skal starte.
Ofte kræver en start jo udsigten til en slutning, og der er stadig et par løse ender, der hænger og flagrer - som man siger...
Men min sommer”ferie” startede ret brat d. 28/3-2017, hvor jeg uden varsel blev fritstillet fra det arbejde, som jeg troede jeg var så glad for, og som jeg troede gik helt godt, men sådan kan man jo altid blive så overrasket.
De 3 første måneder på det arbejde var muligvis også noget kun bedre end de tre sidste, og det er formentlig kun i supernovaen af bagklogskabens afslørende og ubamhjertige lys, jeg når frem til den konklusion- men af alle jobs jeg har haft i hele mit liv, er jeg blevet fyret/sagt op/fritstillet to gange, og set i det berømte bakspejl har begge bratte ufrivillige abonnementsopsigelser været til det bedste for mig, og omend et brutalt skub, så dog stadig et skub op på springbrættet til noget nyt og bedre.
Den pludselige fritstillelse kom på en måde på det helt rigtige tidspunkt.
Tre måneder med fuld løn i “sommer”halvåret! Hvem i min alder får lige den mulighed?
Børnene var henrykte, nok mest fordi de fik lækre madpakker med.
Min krop var også henrykt - en slags. Den fik sovet og restitueret som aldrig før - og det var i den grad tiltrængt.
Nu kan det godt være det her kommer til at lyde som én lang klagesang med subtile undertoner af forsmået martyr, og det er det på en måde også - jeg hverken kan eller vil undskylde, retfærdiggøre eller glorificere.
Med ærlighed når man længest - eller man kan i hvertfald se sig selv i spejlet, og være helt klar over at brækfornemmelserne udelukkende opstår på baggrund af grimhed og ikke fordi jeg har været en idiot (i hvertfald ikke i den her enestående sjældne situation). Grimhed kan man kun til en vis grænse camouflere, og med en teenager der driver rovdrift på den i forvejen sparsomme make up beholdning, så er den grænse nået for længe siden.
Til gengæld dufter jeg som regel vældig godt...
De egentlige årsager til mit fritstillelse står stadig hen i det uvisse, og det vil det blive ved med. Jeg gider ikke engang gisne om hvorfor.
Knivene i ryggen og skårene i øjnene er skiftet ud med vind i ryggen og sol. Jeg er i den grad kommet videre, og så vidt jeg er orienteret, så kom jeg væk fra tsunamien, da den stadig kun var en let krusning på bølgen...
Som om det ikke var nok for mig at miste mit arbejde, så valgte Hannibal at forlade mig.
Hannibal, min 21 år gamle landskildpadde tog den i skarpt trav over stok og sten og lod sig ikke umiddelbart indfange igen.
Adskillige efterlysninger senere var jeg så småt ved at miste håbet.
Selvom man er 21 år, er man jo ikke meget mere end 15 cm i diameter og omkring 7 cm høj og hans evne til at falde i med naturen er enestående.
Bedst som jeg var igang med at bearbejde mit tab, blev jeg kontaktet af en dame, der boede 800 meter væk stik nord fra mig, som meddelte at skildpadden var hos dem.
Ikke nok med han havde vandret så langt og så målrettet i retningen VÆK fra mig, så havde han saftsusemig også krydset en vej!
Hannibal blev reinstalleret under skærpet bevogtning, og gjorde ikke yderligere antræk til at stikke af. Han ligger i skrivende stund i dvale i sit fine hus, som Fønss har bygget, og når han vågner, vil han træde ud på en rød løber lavet af min søde kollega, Tina!
Men hans flugt medførte en flot omtale i dette års oficielle skt. Hans tale ved den årlige bålfest i Visse - så lidt kom der da ud af det hele...
Tre måneder forsvinder hurtigt, og tiden til at påbegynde voksenliv version 2.0 nærmede sig i takt med kapitalen reducerede sig.
Jeg søgte de jobs jeg kunne se mig selv varetage, og skuffelsen og forundringen over ikke én eneste gang at være kommet til samtale blev erstattet af glæde.
Det job jeg altid har drømt om var blevet slået op!!!
Det job jeg en sjælden gang har set været slået op, men aldrig har turdet søge, fordi jeg i min egen selvfedhed, dog altid har været helt sikker på at jeg på ingen måde har kunne komme i betragtning til.
Det var nu eller aldrig! Jeg tog sigte og sigtede højt en aften i fam 119s køkken under ledsagelse af fru 119 og en skål slik!
Da jeg trykkede send, fik jeg en snert af hjertebanken og kvælningsfornemmelser.
Tiden gik, og jeg kiggede fortsat på jobopslag. Tjekkede min mail ved noget der kunne tangere til et tilfælde, og så der lå en mail fra den afdeling jeg havde søgt på. Sikkert endnu en “tak for din interesse, men stillingen er afsat til en anden” - som alle de andre ansøgningssvar.
Men mit blakkede ry var tilsyneladende ikke nået til K-OP endnu, for de ville gerne have mig til samtale!
DE VILLE GERNE HAVE MIG TIL SAMTALE!!!
Jeg kunne næsten ikke få luft! Mest fordi mit hjerte sad oppe i halsen og blokerede for luftvejene, men fordi jeg er så tapper, så sank jeg et par gange, og genvandt respirationsfærdighederne. Ingen betydelig skade er sket, eller der er i hvertfald ingen der har opdaget noget endnu...
Som den skarpe og opmærksomme læser sikker allerede har regnet ud, så fik jeg jobbet!
Nu kunne sommeren ikke gå hurtigt nok, selvom det var en fantastisk følelse at påbegynde feriehelvedet med et job for enden af glidebanen!
Sommeren blæste afsted, både vejrmæssigt og tidsmæssigt.
Jeg var nærmest ikke hjemme hele juli måned, og kan med stor tilfredsstillelse tænke tilbage på den måned, hvor jeg var mere i Berlin og København end hjemme - hvilket tydeligt kunne ses på terrassen, der havde groet så meget ukrudt af en så tæt og standhaftig kaliber, at kosten kunne stå og læne sig op af det... (altså sådan en ægte én fra Vikan med børster - jeg kan sagtens selv stå, uden at skulle læne mig op af ukrudt)
Mine 15 minuttes of fame faldt ikke helt ud som jeg havde forestillet mig.
Pludselig blev mit kølvands skumkrusninger blæst op på de landsdækkende nyhedsmedier, og tsunamien rullede!
Jeg var ikke selv direkte vidne til det, men blev gjort opmærksom på det, via links som folk sendte mig.
Som om det ikke var udmattende nok i sig selv at skulle forholde sig til at nyt arbejde, et nyt speciale, nye kollegaer - som alle hedder noget forskelligt og nye fysiske forhold, så skulle jeg gudhjælpemig også belemres med skandaleliderlige perifære bekendte, der i en ringe camouflage af oprigtig interesse og omsorg fornemmede blod og muligheden for at få latest news til næste dags frokostpause fra hestens egen mule.
Har efterfølgende, ikke overraskende, hørt lige så lidt fra dem som jeg gjorde før...
Den ægte omsorg troppede op ved min dør samme aften kl 00:30, få sekunder inden den totale mentale opløsning satte ind, og hun var den paraply der lænede sig ind over bægeret inden den berømte dråbe ramte den i forvejen max pressede overfladespænding.
Mens det hele peakede og turbulensen var helt umulig at kontrollere, blev jeg reddet fra en helt uventet side: KONGEHUSET!
Jeg vil være prins Henrik evigt taknemmelig for endnu engang at have flyttet fokus over på prins Henrik, og begravelsesnykkerne!
Det var ikke kun prins Henrik der reddede mig, men også mit netværk af venner.
Venner er som klatring:
Det at vide at der er nogen der griber én, hvis man falder, er ofte nok til man formår at holde balancen, eller i hvertfald lande godt og sikkert på fødderne, hvis man alligevel falder, fordi der er nogen man stoler på der spotter én.
Man behøver ikke have så meget til fælles med mig, for at kunne etablere et godt venskab med mig. Mod er ofte nok. (Jeg ved godt du først læste mad...)
Mod kan være det frø, der spirer og vokser helt vildt i alle retninger, og man vokser hver sin retning, men frøet der er basen holder sammen på det hele.
Der er ikke smukkere venskaber i (min) verden, end de der vokser i hver sin retning sammen, og sådan nogle venskaber har jeg.
Frøet kan være forkærligheden til underlødig junkfood, der spirer til en spontan ferie i Berlin og som bliver ved med at vokse sig stærkt, fordi man har modet til at være ærlig, og sende den der “jeg savner dig” sms!
Frøet kan være en fælles interesse for kunst, som ender i utallige spontane kaffedates og lange samtaler. Eller frøet kan være som et gammelt solidt træ, som ingen helt ved hvor og hvordan opstod, og man ikke helt ved hvorfor, men pludselig ligger man på ryggen ved siden af hinanden og diskuterer om man skal lade sig diktere af et budget i et Excell-ark. Eller har lange vigtige korrespondencer på Messenger midt om natten om vedkommende ting som gær og bowling. Man vælter ikke sådan lige, bare fordi der kommer en storm eller to, til gengæld stiller man sig lige lidt tættere sammen, og passer på hinanden.
En fremmed følelse af normal hverdag begyndte at sætte ind, og massiv travlhed både på job og på hjemmefronten holdt mig i så hårdt et jerngreb, at jeg så småt igen mistede evnen til at opretholde en respirationsfrekvens der befandt sig indenfor de normale parametre
På trods af jeg desperat forsøgte at etablere små pusterum gennem musik, læsning, kunst og min nye kærlighed til planter, var pusterummene altid foret med uro, og derfor så jeg ingen anden udvej, end at kapitulere fra det hele. Den mest nærliggende og logiske måde at trække stikket ud på, er selvfølgelig at sætte mig ind i Humørbussen med et assorteret udvalg af the Cure albums, en stor pose slik og lunken kaffe, og så køre stik syd, for efter adskillige 100 km dreje blidt til venstre og ende i Berlin efter en vidunderlig 8 timers køretur alene diskret ledsaget af en lettere utilregnelig GPS!
Min mor kunne næsten ikke holde tanken ud:
Mig i en bil SÅ langt hjemmefra uden en voksen!!!
Men det var muligvis det bedste jeg havde gjort for mig i år. For MIG ALENE!
Hvad jeg lavede i de begrænsede timer jeg havde for mig selv i Berlin? INGENTING!
Jeg gik og kørte med U og S Bahn. Jeg gjorde hvad jeg havde lyst til, uden at tage hensyn til nogen, uden at tiden var en vedkommende faktor og uden at snakke med nogen (på nær dem jeg købte essentielle ting så som planter, museumsbilletter, mad og kaffe af). Jeg var tæt på at føle mig i Zen - på en tysk måde vel at mærke, og for første gang i hele mit liv nød jeg et karbad!
Den dag i december jeg kørte til Berlin, var 3. gang jeg var i byen
-på et halvt år - vel at mærke...
Til gengæld har jeg kun været i karbad 2 gange i år
Når vi har ferieret, så har det altid været sådan lidt alternativt - hvis det kan komme som en overraskelse?!?!...
Derfor har pigerne aldrig været på et ægte hotel.
Det blev ændret i vinterferien, hvor vi indlogerede os i en suite på toppen af Århus med fuld udsigt til regnbuen på Aros.
Eneste formål med opholdet var opholdet!
Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi (og den kan til tider være ret så vild - skulle jeg hilse og sige) troet at det ville vække så stor glæde at drapere sig i hvidt frotté, som det gjorde hos døtrene. (Og aldrig havde badekaret på værelset nok været brugt SÅ flittigt på under et døgn)
50000 liter vand og ikke en tanke på miljøet senere, sad de to små frottémonstre i den kæmpe store seng med et fint glas på stilk og sippede sodavand.
Det var en fantastisk oplevelse for os alle tre, og money well spend.
Mit liv har været som de der eventyr, hvor hovedpersonen, der er lidt naiv og måske lidt begærlig, ser det flotte røde æble, som hun ikke kan lade være med at bide af.
Men æblet er fuld af orm og råddenskab, og hovedpersonen må så grueligt meget igennem. Efter megen modgang lander hun på fødderne, og indser, at det liv der måske ikke er så fyldt med store armbevægelser og overfladiskhed mere passer til hende, fordi hun ikke kaster sig i grams for ussel mammon.
Der er bare ikke lige en prins på en hvid hest, der kommer hende til undsætning, fordi hun er en moderne kvinde, der sagtens kan klare det selv med hjælp og støtte fra venner, desuden er hvid en upraktisk farve og de heste hun har redet på i år har været små tykke islandske heste, og så tror jeg i øvrigt også Robert er lidt bange for heste...
Kunsten er ikke at bestige bjerget, men at komme levende ned igen.
