torsdag den 25. juli 2013

Sol(o) og sommer

Det er faktisk utroligt hvordan jeg gang på gang på gang kan begejstres over et brusebad. Især her om sommeren, hvor det (rent undtagelsesvist) er varmt og solrigt i danmark.

Nogle af mine læsere, der kender mig lidt bedre (end måske godt er), er helt gennem-orienterede desangående mine større eller mindre issues, og ét af dem (især her om sommeren) er at der ikke skal meget varme til før min krop prompte kvitterer ved at drapere mig i en hinde af klister! De selvsamme vil så også vide, at hvis der er noget jeg ikke kan holde ud (udover H2O-badetøfler... og Lars Lilholt) så er det at være klistret, og hvem (udover børn i alderen 2-6 år) kan i øvrigt dét?

Derfor er jeg en hyppig gæst under bruseren. Og til trods for de mange besøg bag forhænget, så tænker jeg næsten hver gang ved mig selv: "ihhh dét var vel nok et enestående godt bad".

Men det ER gode bade jeg foranstalter. Dér hvor filmen måske kan tendere til et mindre knæk, er når jeg et kort øjeblik overvejer (drevet af ren og skær dovenskab) om jeg kan skrue røven i et par af Emmas underhylere, der har deres faste plads på badeværelset. Hun er 8snart9, som rent faktisk ER en ægte alder, altså ottesnartni) Men jeg ender nu altid med at marchere gennem køkkenet (med vinduer til gårdspladsen, som ofte er pænt godt befærdet), stuen, op af trappen og ind i mit soveværelse hvor underhylere i mere passende størrelser befinder sig.

-Jeg har endnu ikke ladet mig friste så meget, at jeg har forsøgt at skrue mig i et par af Emmas hylere. Man kender vel sine begrænsninger ja man gør. Men HVIS jeg havde forsøgt mig, så vil jeg naturligvis dele "the attempt" med jer som noget af det første!

Måske er jeg ved at indfinde mig i min egen lille (sære naturligvis) zen-tilstand, da jeg fandt mig selv være fuld af glæde og henrykkelse ved det faktum at jeg rent faktisk havde husket at rekvirere vatrondeller til påføring af nyindkøbt skintonic (det er bare ikke det samme når man bruger toiletpapir) - eller så er jeg bare på vej over i en ny og hidtil uopdaget grad af "godt lune" -må tale med lægen om det næste gang jeg skal til kontrol med min blod % -som i øvrigt var faldet til 5,2 i går, men efter andet forsøg var den 7,2 og det er altid andet forsøg der gælder (blev vi enige om). Men faldet er den alligevel, så udover at jeg igen skal øges i jerntilskud (og her taler vi tabletterne), så blev jeg bedt om at forsøge at spise en rød steak én til to gange om ugen! Ikke en ordination man kan blive ægte vred over. -gad vide om jeg kan få tilskud af sygesikring Danmark til mine fremtidige Hereford-besøg?!?! -og er der nogen der vil med?

Jeg har fået en mistanke om at mit gode lune er sideløbende med temperaturen ude. Højere temperaturer = højere humør, eller i hvertfald mindre vrede og irritation, for jeg går selvfølgelig ikke ud fra at der er færre idioter omkring mig. Jeg tolererer dem nok bare bedre fordi det er varmt og alt er godt. (og fordi jeg har fået lidt mere asti end jeg plejer)

Sommeren har, qua vejret, været et oplagt fundament til et omfattende misbrug af asti. Ikke desto mindre har mit alkoholforbrug været patetisk lavt (altså klimaet OG ikke mindst habituelle forbrug taget i betragtning -that is). Prøvede godt nok at indhente det manglende alkoholindtag til Grøn koncert, som jeg helt ekstraordinært deltog i denne sommer.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst frekventerede et sådan arrangement, men DAD var der dengang, og det var de (så vidt jeg ved) ikke i år. Men hvad ved jeg, for jeg havde travlt med at feste som en teenager, og når jeg siger teenager, så mener jeg teenager! Alt for mange dåseøl og et enkelt opast! Jeps! Jeg ørlede på baggrund af fuldskab (og en nådesløs bagende sol). Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har kastet op fordi jeg var fuld. Ka ikke huske hvornår jeg sidst var fuld faktisk. (Det KAN ha været i går, men jeg tror det ikke, for jeg har det fint i dag)...
Ikke desto mindre! -jeg var wasted, shitfaced og hvad der ellers findes af mindre flatterende synonymer til den tilstand. Jeg var det HELE! -og det var herligt!!!

Taget i betragtning hvor lidt jeg har set mine børn denne sommerferie, så er det imponerende hvor afdæmpet jeg, rent adfærdsmæssigt, har formået at holde mig.
Startede sommeren med at springe ud som en tro kopi af min mor! Nemlig!!! -det gør man ved at man, som det første når man træder ind i et befolket lokale, brøler noget om blomster. I mit tilfælde var det: "orrrrk SOM jeg har fået en flot georgine, og der en SÅ mange knopper der ikke er sprunget ud endnu, så jeg sir jer!!! -når DE springer ud!!!" Og så standsede jeg og fik et panikanfald.
Når jeg ikke har tilbedt min blomsterbesætning, som også indeholder en VIRKELIG flot rose OG asters OG pelagonier OG... ok, jeg stopper bare nu! Sorry... - så har jeg tilbragt mange skønne aftener på havnen, hvor jeg har flaneret med chihuahuaerne. En rute på lidt over 5 km går vi, når vi er der, og dét kan man godt se på hundene. Deres små trinde kroppe har forvandlet sig til noget helt utroligt aerodynamisk og muskuløst! -eller cirka deromkring. De har i hvertfald tabt sig! -lidt...
Dét har jeg så ikke! Og slet ikke efter jeg forelskede mig hovedkulds i Magnum Black Espresso! Det gode OG det farlige ved den is er jo som bekendt espressoen. Espressoen gør, at man sagtens kan spise TO is i træk uden at få (nævneværdig) kvalme! Damn You Magnum Black Espresso! (fik jeg lige skrevet espresso 5 gange på 3 linjer inkl. den sidste gang hvor jeg manifesterer hvor mange gange jeg har skrevet det? -det tror jeg så nok lige)
Men orrrk som jeg hygger mig med at flanere på havnen. Det begynder langsomt at gå op for mig hvorfor det maritime miljø alle dage har tiltrukket godt, og knap så godt - folk. Får altid lyst til at eje en båd når jeg går der på havnen, men hvad værre er, er at jeg også får lyst til at iføre mig diverse maritime accessories så som klap for øjet og papagøje. -og jeg er overhovedet ikke søstærk, som i SLET IKKE!!!

Måske sku jeg nøjes med en "havluft" på dåse, hvis det da ikke var for at grænsen mellem duften af hav og stanken af rådden fisk var hårfin.

Parallelt med sommeren langsomt går på hæld, begynder jeg at drømme mig til himmelstrøg hvor husene ikke er isolerede i hulmuren og duggen ikke falder som et omklamrende tæppe inden solen er gået helt ned. Men jeg tror bare slet slet ikke jeg er helt klar til at emigrere til Grønland endnu...

Jeg vil hellere gå vinteren og et forhåbentligt mildt efterår i møde med oprejst pande og langtids braiserede ting i stegegryden, hvile i det kaos jeg befinder mig i og tage tingene som de kommer.