Er DET dit barn???

For et stykke tid siden skulle pigerne og jeg ud og købe sommersko til dem. Det var den periode af yngstens liv, hvor moren var mest tryg, når yngsten var stramt fikseret i autostolen!

Vi ankommer i storcentret, og jeg kan nærmest fornemme hvordan de forretningsdrivende tænker: Åhhhh nej, nu kommer hende der ninja-damen med sine uterlige børn...

Pigerne kommer op i den stooore bilka-vogn, og vi begiver os mod skobutikken...

Jeg skal lige på posthuset og sende en pakke, og mens jeg får pakken ekspederet planker Karla vognen, og hænger på UDVENDIGE side!!! Jeg får ungen skovlet op i vognen og får slugt hjertet, der sad oppe i ganen!!!

Nå, inde i skobutikken er Emma og jeg ved at vælge sko til hende. Emma er smuttet op af vognen for at kunne kigge, og Karla er så i vognen... -eller det går jeg da i hvertfald ud fra, indtil der er en dame der siger: "sig mig engang, er det dit barn?"

-og man VED bare det ikke er godt, når nogen spørger om det...

Jeg kigger mod vognen hvor Karla BURDE være, og ser (igen) til min store skræk (dog ikke så stor som første gang), at ungen igen-igen har planket vognen og igen-igen hænger på udvendige side!!!

Jeg bliver helt forfjamsket, og mumler noget med, at dét har hun skam lige gjort for lidt siden...

Armmen hvad tænker jeg på??? Så står denne her kiksede etnisk/orientalske mor (altså mig) og siger at dét har ungen lige så lige gjort, hvilket tilsyneladende ikke giver anledning, for japser-mor, til at holde ekstra øje med ungen... :kikset-smiley:

Karla atter skovlet retur i vognen og små-svedig OG max pinligt berørt mor stryger ud af butikken...

Er aldrig set der siden...

RL-Ninja

I dag har været en skøn dag for den lille Ninja. Hun stod op med to møg-trætte ninja-børn. Fik sat sit NYE lækre ninja-hår og fik afleveret børnene i ninja-inst.

Ankommer på afdelingen og når TO kopper nes før dagens program.

-Undgår med nød og næppe, og naturligvis i suveræn overlegen stil, at redde et potentielt forlæns rullefald, forårsaget af ondsindet skraldestativ, mens nervøs og forfjamsket stedfortræder dirrende fniser: "Ihhhh Helle, jeg bliver altid så nervøs, når jeg er i nærheden af dig"

-Åbner først en dør i hovedet på sig selv og senere en skabslåge ditto... Selvfølgelig ledsaget af et: "ta daaaah"

-Får velfortjente tarteletter til frokost

-Bliver forsynet med sidste nye saftige sladder fra emsig yngre læge og senere får saftig sladder bekræftet af ung overlæge...

-Møder for første gang den ægte afdelings sygeplejerske, som hidtil har været på efteruddannelse. Giver (til ingens overraskelse) et helt formidabelt førstehåndsindtryk af nurse-Ninja--> "Kommer væltende ind på kontoret kvart i fri for at tjekke om det nu var MIG der havde vagt i aften (hvor meget styr på sagerne er det lige jeg har). Præsenterer mig ordret således: "Dav, jeg hedder Helle, og jeg er den nye dreng i klassen!"

Hjemme bliver børnene hentet, og for lige at teste Ninjaens stress-tærskel snupper hun også lige BEGGE 119's børn med hjem.

Børnene leger mens Ninjaen og Klammerten ikke er helt enige om HVEM soya-latten egentlig tilhører...

Ninjaen må have været midlertidig konfus -eller måske endda bevidstløs. Det viser sig nemlig at hun i et svagt øjeblik havde sagt "ja" til at 119's piger kunne spise med, velvidende om at den bønnelasagne der stod i krematoriet ikke adskilte sig fra de øvrige ting i Ninja-hjemmet. VERDENS mindste lasagne!!!

Og ikke nok med det. Ninjaen mister kontrollen over sine fingre og smser til 119's bestand af voksne, at deres børn spiste her, og de også var velkomne, men vi havde kun en lasagne på størrelse med et frimærke...

Vi får improviseret tre pasta-salater, får hevet bulgurfrikadeller ud af 6-timersstuen og får varmet noget brød. Og det ender faktisk med at vi næsten glemmer frimærke-lasagnen.
Vi sidder i aftensolen og spiser mens børnene løber til og fra og klammerten på jeg ved ikke hvilken gang er ved at kvæle sig selv i hundesnoren. Og pludselig kommer Morten hjem. Flere timer før jeg havde forventet (godt det ikke var i dag jeg havde en fræk aftale med George-i-ved-nok).

Fire børn marineret i vandmelon og sand + Fire voksne med totalt godt karma = good vibes

Jeg bader Emma og Karla mens morten på magisk vis får vores hjem til at gå fra et Al Qaeda attentat til et hyggeligt hjem (Der må være lidt Ninja i ham også...)

Ninja-børnene bliver puttet og jeg får en kold Heineken serveret af Ninja-far


Nu er øllen drukket (bortset fra det der kom ud af næsen og endte i tastaturet fordi jeg undervurderede sidste slurks størrelse og overvurderede min munds kapacitet)

Børnene sover inkl. klammerten
Brisen er kølig
og bleerne er tørre

Life is getting better and better (again)