Young at heart, mind, soul and hair

Jeg er ikke ret gammel. Altså inde i mit hoved...
Da mine forældre havde den alder jeg har nu, da var de gamle! Min far har jeg kun oplevet som gammel, og det kan jeg med sikkerhed sige, da de eneste beklædningsgenstande jeg nogensinde har set ham i, var 1) netundertrøje og ditto underpermisioner. Ja! Man kunne godt få netunderbukser dengang! Jeg forestiller mig et lidet flatterende kvadratisk mønster på begge balder, når man har siddet ned. Et syn jeg gudsketakoglov blev forskånet for!
2) grå garbadinebukser, skjorte, seler og sådan en strikket vest til at tage over hovedet i kabelstrik. Sikkert pænt hipster i dag, men ikke dengang sidst i 70'erne først i 80'erne og endda også først til midt i 90'erne. 3) kedeldragt og sorte træsko med hælkappe og stålbeslag på snuden. Kedeldragten var altid fra Kansas! 4) gangster-suit. Eller i daglig tale jakkesæt, selvom jakkesæt ikke var en daglig ting, så derfor gangster-suit. Især fordi min far med sit kulsorte brylcreme-glinsende altid stramt tilbagefriserede hår til forveksling lignede en gangsterboss direkte importeret fra Sicilien. Eller en jødisk bankdirektør på en dårlig dag - mest da han begyndte at blive grå i tindingerne...
Ikke just et set up eller en casting man ville forbinde med en mand på 41 i dag.
Min mor lignede en hvilken som helst husmoder fra 70'ernes Familie Journal. Sirligt puffet krøllet kastanjebrunt hår (det har hun stadig, men nu er hun 82 år - og allerede nu kan jeg afsløre, at jeg har brugt langt flere penge på hårfarve, end hun har)
Plisseret nederdel af et særdeles brandfarligt materiale, eller en Brandtex buks i en blå nuance. Dertil en bluse - også i en meget brandfarlig kvalitet, og en perlekrans i matchende farver. Brillen var tung og bifokal...

Jeg ved ikke med min far - om han muligvis kunne have ændret sin tøjstil - eller mangel på samme? Nej sgu! Der var stil over det - på en måde! Han døde i '94, så det må stå hen i det uvisse, om han den dag i dag ville rende rundt i cowboybukser, hættetrøje og Converse - men noget siger mig, at han nok ville være rimeligt trofast overfor garbadinebukserne, suitet og kedeldragten.
Min mor skiftede de brandfarlige materialer ud med jeans for flere år siden, og er blevet til en rigtig buksepige - som man siger...

Det er sjovt at tænke på, at min mor klæder sig mere "smart" som 82 årig, end hun gjorde som 41 årig. Men måske er det et udtryk for at hun har fulgt med tiden? Eller også er det for at understøtte, at hun altså stadig har kastanjebrunt hår SELV!

Skulle jeg klæde mig efter min hårfarve, så kunne jeg godt fise ud og rekvirere et godt gedignt stash af assorterede beklædningsgenstande i spinlon!
Hvis jeg ikke selv tilførte mit hår et diskret touch af kastanjebrunt, så ligner jeg en blanding af følgende dyr: zebra, stinkdyr og grævling!
Mit hår er ikke blot ved at få en overhængende dominans grå, men HVIDE hår! Hvide stive hår, som burde sidde på en mellemhård Tandex 44.

Jeg synes ikke jeg er gammel. I hvertfald ikke så gammel, som jeg syntes mine forældre var, da de havde min alder, og som de selv syntes de var, da de havde min alder.
De drak aftenkaffe for fanden!!! Af kopper med matchende underkopper!!! Jeg mener, UNDERKOPPER!!!

Mine forældre har altid haft samme frisure. Min far havde faktisk halvlangt hår, så det kunne friseres stramt tilbage. Faktisk tror jeg aldrig nogensinde han har haft andre frisurer. Jeg er næsten overbevist om at hans hår sad sådan, da han blev født. Enkelte gange har der været turbulens i frisuren. Det var når han blev ægte gal. Så var der sådan en tot, der hang ned foran ansigtet. Når totten hang, SÅ var fanden saftsuseme løs i Laksegade!
Min mors hår har også altid båret samme frisure, måske med enkelte variationer på længden og nogle gange var klipningen heller ikke helt i skabet. Slet ikke efter salon Merrild lukkede! Hvilket nok er omkring 30 år siden, og min mor har aldrig efterfølgende fundet en frisør der helt kunne gøre kunsten efter!

Jeg har i det store hele også altid haft samme frisure. Langt glat hår til lænden, men enkelte diskrete forsigtige variationer så som en helt blæst permanent, som aldrig skulle have set dagens lys, knælange kulørte fletninger, undercut og hanekam, hvis vinden var rigtig, for så at lægge mig fast på konceptet at stoppe med at blive klippet.
Det har resulteret i, at mit hår er det længeste det har været i mit ægte voksne liv (og her skelner vi mellem tiden FØR og EFTER selvangivelsen læs. tidligere blogindlæg desangående)
Måske er det en endelig reaktion på alt det der voksen-noget, at jeg nu ser to ualmindeligt lange fletninger (én på hver side af hovedet) når jeg kigger mig i spejlet. Er gået tilbage til knælange fletninger, eller corn rows, som det hedder, hvis man bare er lidt nede med frisurer af anden ætnisk herkomst, men fordi jeg trods alt er en slags voksen, så har jeg begrænset mig til to fletninger, og tilmed i afdæmpede nuancer af brun. Bare kald mig Asian-African Elsa! Er sikker på "Let It go" også lyder meget bedre the reggae way, mens man spiser sushi til...

Jeg var ikke klar over at den frisure, jeg har fået foranstaltet (Trine, det er første gang jeg bruger f-ordet i år) havde en form for aldersklausul. Men ikke desto mindre, så fik jeg i dag at vide, at jeg var for gammel til en sådan frisure... Hvordan kan man overhovedet være for gammel til Asian-African Elsa?!?! Ja, jeg spørger bare!!!
Hvis man ser på mig, så ser jeg ikke decideret gammel ud. Jeg har ingen rynker, men til gengæld har jeg utroligt mange bumser, store forkølelsessår og en T-zone der ville kunne give selv Ole Henriksen en mindre depression - og det endda på trods af, at jeg bruger de korrekte produkter.
Måske skulle jeg konvertere til Clerasil, så mit hår ikke føler sig helt fejlcastet og alene hos sådan en gammel krampe som mig?
Tror nu alligevel heller ikke der ville være aldersmæssig konsensus på håret, hvis jeg kom anstigende med en kastanjebrun vandonduleret candyfloss, som min mors, da hun havde min alder.

Min målestok mellem swag-ninjamom og pinlig-mor kommer tydeligt til udtryk hos mine smukke døtre. Så længe de vil følges med mig på offentlige steder, og det vil de gerne! (Især hvis jeg har penge med) - så er det nok ikke helt skudt ved siden af - det hår der...

Kaffe, kunst og kærlighed...

I lørdags var jeg tidligt oppe - taget i betragtning det var lørdag, og at jeg havde (børne)fri.
Men det var ikke fordi jeg havde tisset i sengen, eller det havde jeg muligvis - det ved man aldrig... Det er sjældent noget jeg som sådan bemærker, da alt det fleece jeg sover i absorberer al eventuel lækage. Nej, jeg er heldigvis stadig mellem de to stadier i livet hvor man er i fare for at tisse i sengen.

Jeg var tidligt oppe fordi jeg skulle noget jeg havde glædet mig helt vildt til i flere dage! Faktisk i flere måneder.

Det var nemlig i lørdags at Kunsten (gen)åbnede efter en omfattende renovering. Og det var selvfølgelig netop som jeg langt om længe havde anerkendt, at jeg havde en svaghed for museer, at Kunsten valgte at lukke ned i omkring halvandet år, for at forny sig og genopstå som en moderne og helt fantastisk institution i Ålleren! Måske for at teste hvor dedikeret jeg reelt var i forhold til den store arkitektonisk korrekte marmorbastion forfattet i sin tid af selveste Alvar Aalto!

Vi ved jo godt, hvilket segment en sådan begivenhed tiltrækker... og sjældent har jeg set så mange minkpelse og Burberry halstørklæder i assorterede materialer være samlet på ét sted!
Men det er vel også kun det bedre borgerskab der rent faktisk kan håndtere - med en smule værdighed i behold, at drikke cava kl. 9 en lørdag morgen?
Det jeg elsker ved det bedre borgerskab i Ålleren, er at de formår at være prætentiøse og alligevel bevare den bonderøvsmentalitet der er så dybt og fast forankret i os der er opvokset på de her breddegrader.
Det tangerer jo til decideret naivt charmerende, når ham den midaldrende mand fra udkants Hasseris står der iført sine Loyd sko, Gant lærredsbukser, Henri Lloyd uldjakke og semirunde briller og udtaler sig højlydt om et kunstværk, mens lillemor står med plirrende øjne (muligvis fordi hun trods alt gik lidt for hårdt til cavaen ved ankomsten) i sine semihøje Bilibi støvler med ekstra skaftvidde, Wolford strømpebukser, minkpels og Adax håndtaske og kigger på Henri Lloyd med imponade i de cavaskudte øjne.
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at han ikke aner en skid om hvad han snakker om? Ikke at jeg er den store kunstguru, men har trods alt gjort mig den ulejlighed (netop fordi jeg er totalt uvidende desangående kunst) at læse hvad der er at læse om pågældende værk indenfor en rimelig radius af pågældende værk. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg nu og da muligvis har læst en beskrivelse, der tilhørte et helt andet værk, men det gør bare oplevelsen det mere spændende - og overraskende...

Jeg havde aftalt med to kollegaer, at vi tre skulle være med til den store genopstandelse.
Det er ikke nogen hemmelighed at begge er væsentlig ældre end jeg er. Men alder har ingen betydning, når det drejer sig om kunst. Faktisk er det godt for mig, at omgive mig med mennesker der er ældre end jeg er, især fordi min omgangskreds faktisk er lidt til noget yngre end jeg er. Ikke at alder sætter en standard for noget som helst.

Jeg lærer en masse, når jeg er sammen med nogen jeg ikke normalt er sammen med. Ikke at mine venner ikke på heldige dage kan lære mig ét og andet en sjælden gang, men hele processen i at være sammen med nogen som jeg prinært har en arbejdsmæssig relation til, er en god måde at udvikle de sociale kompetencer, og jeg vil mene vi peaker på lige netop det sociale barometer i det øjeblik samtalen falder på noget andet end arbejde.
I lørdags var i hvertfald fire ud af de fire OG en HALV times samvær et decideret peak - en social orgasme? Jeg har i hvertfald sjældent spist brunch i to timer - med mindre vi snakker buffet. Men maden, som i øvrigt var fremragende, var sekundær. Kaffen, der var af libitum, havde en mere central rolle, og vi ved jo alle, at kaffe og god samtale hører sammen som Jomfru ane gade og lidt for lidt men til gengæld alt for billigt tøj.

Og det var kloge damer jeg havde mænget mig med den lørdag. Både intellektuelt kloge og livskloge. En sjælden med ret dejlig combo. Alligevel følte jeg mig ikke komplet fejlcastet i det crew. Men det er sgu nok, når alt kommer til alt, fordi jeg selv er ved at nå et level i livet, hvor jeg er ok intellektuelt funderet og heller ikke helt rookie over i livserfarings-departementet.

Når tre damer i hver deres bedste alder er sammen, så kan det ikke undgåes, at samtalen ledes hen på KÆRLIGHED!
Her kom vores alders-differencs mest signifikant til udtryk.
Jeg himlede op over hvordan jeg nogle gange godt kunne gå helt i panik over at jeg muligvis aldrig ville blive forelsket igen. Ikke så meget fordi jeg er panisk over ikke at have en kæreste, men mere panikken over muligvis ALDRIG at skulle opleve den berusende følelse af euforisk forelskelse!
Til det blev der tørt, men kærligt responderet: "sådan havde jeg det også, da jeg var på din alder, men det gik over, og jeg synes ikke jeg sådan savner det"
Hvis jeg ikke havde vær panisk, så kan jeg godt meddele, at jeg blev panisk!
Tænk hvis jeg mister lysten til at blive forelsket?!?! Tænk hvis jeg mister lysten til kærligheden?!?!
Hvad er der så tilbage?!?! - casual sex uden følelser med tilfældige partnere?!?! Well okay så!
Den anden svarede lidt mere opmuntrende - godtnok i kølvandet på at hun lige havde brokket sig over hvor lidt attraktive mænd blev, når de kom bare lidt op i alderen...

Så dér mellem kunst for milioner, frokostjazz og byens bedre - nu lidt mere end overrislede, bedre borgerskab, sad jeg med min brunch og funderede over om vi overhovedet behøver kærlighed, hvis der bare er kaffe, cava, kunst og gode samtaler med dejlige damer..

Blue Monday

I dag skulle være den mest deprimerende dag på hele året! Den tredje mandag i januar! Det sagde de i radioen i dag, da jeg var på vej hjem fra arbejde i min lille tapre bil.

Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes en "årets mest deprimerende dag".

Min dag har været fremragende, og hvis den her dag bliver min mest deprimerende dag i år, så bliver resten af mit år rimelig Ole Henriksen!

Jeg skal så mange sygt fede ting i år! 

Blandt andet skulle jeg have tortillas til aften i dag! Ja ikk'ås? Kaskader af smeltet ost draperet i en landmine af gluten! Orrrk'sagoneme!

Nej, der skal ikke meget til at henrykke mig! Lige ovre i henrykkelsesministeriet er jeg rimelig mellow! Man kan jo lige så godt suge de små glæder ud af livet, i stedet for at bruge energi på at være  vranten. Det er de små ting der tæller - som Barbie siger. Altså ikke "den" Barbie med Ken og alt det lyserøde plastik, men "min" Barbie!

Jeg kan for eksempel allerede nu sætte flueben ved en del, selvom året knap nok er begyndt.

For eksempel har jeg fået årets første forkølelsessår! Jeps! Syntes faktisk jeg kunne mærke hvordan det eskalerede, netop som jeg blev bekendgjort, at det var Blue Monday i dag... Så meget for en uges cytostatikakur med dertilhørende groteske bivirkninger før jul...

Til gengæld bemærker jeg næsten ikke forkølelsessåret, fordi ondt i halsen og det ene øre distraherer mig og afleder min opmærksomhed. 

Men lidt skrantværk skal nu ikke få lov til at ødelægge mit humør.

Der er faktisk færre og færre ting der er decideret ødelæggende for mit humør.

Jeg er ikke engang sådan ægte irriteret over vejret... Mest fordi jeg kan gemme mig i tykke strikketrøjer, som har den lille sidegevinst, udover at holde mig nogenlunde varm, at den skjuler det synlige bevis på, at jeg ikke får udnyttet mit medlemsskab tilstrækkeligt i Fitness World.

Men magter ikke at være der sammen med alle nytårsforsættene.

Tænker der bliver mere luft om et par måneder, og indtil da, så kalder vi det off season og æder for at holde varmen!

Det er ellers ikke som sådan et problem at holde varmen i min seng, da den har været pænt besøgt på det sidste, og det er altid spændende at vågne, og gætte hvem det er der ligger mellem benene på mig... Jaja, vi har haft vores lille aflastningschihuahua de sidste par uger, og han har også en svaghed for at ligge under dynen, helst et sted, der medfører at jeg som regel vågner op i en virkelig ubekvem stilling... Men de er jo så søde, varme, hyggelige og pelsede - og så er det kun Wilma der snorker, og det gør hun kun når hun sover virkelig tungt (eller hvis hun har drukket for meget sangria) - men det lyder sødt og hyggeligt.

Derudover er jeg ellers ikke udpræget begejstret for lyden af andres respiration. 

Der findes folk der hader andres tyggelyd, og alt efter tyggemetode, så er jeg ret tolerant rent tyggemæssigt.

Men andres vejrtrækning!!! Jeg mener, hvordan skulle jeg dog kunne holde den ud, når jeg knap nok kan holde lyden af min egen vejrtrækning ud?!?!

Jeg kan kun løbe, hvis jeg har musik i ørerne, da jeg ellers ville blive fuldstændig besat af min vejrtrækning, og jeg vil i værste fald tro, at det ville kunne føre til besvimelse, hvis det stod på for lang tid af gangen.

Jeg er helt vildt fokuseret - på den dårlige måde, over min vejrtrækning i skrivende stund...

Kommer jeg så ud for en situation hvor jeg kan mærke et andet menneskes udåndingsluft på mig, så får jeg en umådelig trang til at skrælle huden af mit ansigt - især hvis det er ansigtet jeg er blevet åndet i, eller som minimum holde vejret, så JEG i hvertfald IKKE får noget af "den" luft ned i MINE lunger og ud i MIT system! En situation jeg ofte finder mig selv i, qua mit arbejde, hvor jeg i tide og især i utide skal stå bøjet ned over et andet (ofte gammelt) menneskes ansigt, og selvfølgelig de dertil indrettede udåndingskanaler... Måske derfor jeg ofte er svimmel på jobbet. Troede the light head var en kombination af lav hæmoglobin og fandens godt humør, men der kan man bare se!

Indser faktisk at jeg ved siden af andres respiration nu har et helt afslappet forhold til at gå i svømmehallen, hvor jeg har det pænt stramt med at sænke min krop ned i et bassin med vand, hvor 

andre har deres "privates"... Tanken om at det kun er et ganske tyndt lag stof der adskiller "dem" fra mig er i sig selv angstprovokerende!

Men svømmehaller er jo i lang udstrækning et valg jeg kan gøre til og fra, mens det nu nok ville være lige lovligt meget at forlange, at insistere på at alle mennesker i en radius på 10 meter af mig skulle holde op med at trække vejret - selvom tanken er flatterende...

Blue Monday lakker mod enden i takt med mit forkølelsessår peaker og min vejrtrækning bliver tiltagende forceret!

Med hamburgerryggen mod muren

Jeg har trukket på smilebåndet af den lidet flatterende sammenligning der florerer på de sociale medier mellem Inger Støjberg og en kogt hamburgerryg. Det skal jeg da ikke være for fin eller frelst til at indrømme...

Jeg beundrer dem der har fundet deres politiske ståsted. Det gør jeg virkelig! Mest fordi det giver mig en tro på at de ved hvad politik handler om - og her tænker jeg ikke på folketingspolitikere, men på alle de "menige" borgere der helt præcist ved hvem de skal "holde med" og hvem de skal "buuuhe" af.

Desværre synes jeg der er en kedelig tendens til at buuuhe, og man bruger knap så meget tid og energi på at fremhæve og redegøre for hvad man selv mener, bortset fra st man mener "de andre" er nogle komplette idioter der gør alt forkert...

Jeg synes politiske synspunkter bliver manifesteret på bekostning af andre, og det er i min optik en rigtig dårlig måde at kommunikere et formentlig ellers fint budskab.

Jeg forsøger som udgangspunkt at holde mig ude af politiske debatter (og religiøse for den sags skyld), fordi jeg (på trods af forskudsopgørelse) endnu ikke er blevet så voksen, at jeg har en helt klar politisk holdning - eller en helt klar religiøs overbevisning og begge dele bunder i min egen pinlige manglende viden herom. 

Jeg forstår ikke, at man som voksne mennesker, mener man kan tillade sig at hænge andre mennesker ud. Burde vi ikke, i et intellektuelt funderet land, hvor demokrati og ytringsfrihed er noget af det vi værner om, se os for gode til at kaste med mudder?

Hvor blev den gode saglige debat af?

Debatten hvor man argumenterer og ikke sviner?

Jeg er enig med de to politikere, der har ytret sig om, at det tangerer til decideret mobning, når man sammenligner et andet menneske med en kogt hamburgerryg (og den er garntrisse ikke engang økologisk) - ikke dermed sagt at jeg er enig i den politik de fører (måske er jeg, måske er jeg ikke), men jeg ser to mennesker, der ser et andet menneske, og som formår at se forbi politiske holdninger, men som ser MENNESKET!

Hvordan skal vi standse mobning i skolerne og på arbejdspladserne, når vi ikke er bedre selv?

Hvordan skal vi blive de gode forbilleder for vores børn, når de ser os opføre os på den måde?

MEN danmark er også et satirisk land, og satiren skal vi især værne om! Satire er nemlig i mine øjne, den gode form for passiv aggresiv kommunikation, der lige har det twist der skal til, for at man får den her underspillede tilfredsstillelse ved at gøre grin med andre mennesker på en måde der samtidigt kan manifestere et klokkeklart budskab, men uden at gå over den berømte streg. Den officielle definition er "angribende latterliggørelse" - hvillet KAN lyde lidt negativt... Men jeg mener bare, at der tit er et dybere mere intellektuelt og intelligent budskab, end angribende latterliggørelse.

Derfor lod jeg mig underholde af sammenligningen mellem Inger Støjberg og den kogte hamburgerryg i den overbevisning at man kan nå meget længere med satire end med mudderkastning! Især hvis man er skarp nok til at formidle satiren klogt...

But I am an ADULT...

Der er situationer jeg virkelig føler mig som et lille barn - også situationer der ikke engang har noget med min mor at gøre...

MEN der er også situationer jeg virkelig føler mig ægte voksen! Altså vi snakker voksen voksen! Voksen som i ligesom ens forældre. Ja! Vi er oppe på dét level af voksen!

Første gang jeg følte mig ægte voksen, var da den ældste datter skulle starte i børnehave. I børnehaven er der nemlig noget der hedder forældremøder, og når man går til forældremøder, så er man altså voksen!

For at markere denne indtræden i voksensegmentet, valgte jeg, som de fleste fornuftige voksne, at købe en voksentaske! Sådan en rigtig håndtaske i ægte læder!

Det varede dog ikke længe før voksentasken blev lagt i skabet. Ikke fordi jeg ikke var klar til voksen, men jeg var nok ikke klar til SÅ voksen alligevel...

I dag har jeg muligvis peaket på voksenbarometetet.

Jeg følte mig i hvertfald ekstremt voksen (på voksen voksen forældre-måden) da jeg i dag sad og fik styr på forskudsopgørelsen for 2016. I KNOOOW!!!

Ringede endda til banken, for at få de præcise renteudgifter pr år på mit realkredit og boliglån (som om man ikke er voksen, når man har dén slags lån...) - og fik rettet det hele til, så jeg ikke riskkerer et skattesmæk!
Jojo, det er fandme voksent at få styr på forskudsopgørelsen, men det der manifesterer voksen, så det virkelig kan mærkes, er den tilfredsstillende følelse man har, når det er ordnet, og der er styr på det!
Jeg fik en snert af voksen-suset sidste år, da jeg helt selv, og efter eget initiativ, indberettede håndværkerfradrag! Det var selvfølgelig lidt bøvlet at skulle huske på om det nu VAR en håndværker, eller om det var en krydder man spiste den og den morgen, eller om man et svagt øjeblik gik direkte til kagen... :indsæt hoplanåls-onkelhumor-smiley:

Som om forskudsopgørelsen ikke var rigeligt med voksen, så trumfede jeg lige, ved at få styr på hvem der skal begunstiges, hvis jeg skulle risikere at blive taget af dage "før tid"... Er dog ikke helt sikker på at marsvinet bliver ældre end jeg, men så må jeg rette til senere... 

Alligevel er jeg ikke mere voksen, end at jeg midt i forskudsopgørelser og pensions-stuff, spiser pop corn til aftensmad... Sådan får man ligevægt og harmoni mellem voksen og ikke voksen!

Et nyt år truer

Kom godt ud af 2015 jo tak!

Havde pænt meget optur over at jeg dagen inden nytårsaften havde formået at tænke hele to dage frem og købt ægte mad til 1. nytårsdag.
Eller ægte og ægte?!?! Knapt så underlødigt som pizza eller anden take away ville være, og på mange måder nemmere. Rib eyes på grillpanden, curly fries i krematoriet og færdig bearnaise til omsorgsfuld opvarmning. Fint snittet spidskål med olie-eddike dressing for den gode samvittigheds skyld.

Det var intet mindre end prægtigt!

Alle gode forudsætninger for en god start på året 2016 lå i kølvandet på et ikke decideret underlødigt 1. nytårsdags- måltid, og alle de gode intentioner fortsatte da også d.2. januar, hvor jeg aflagde min gamle moster et forsinket fødselsdagsbesøg med medbragt blødt brød fra Lagkagehuset!
Aftensmaden blev indtaget hos mor i godt selskab af min ældste bror og hans kone.

Jow 2016 du ser godt ud, fra hvor jeg står!

Indtil d, 3. januar, hvor jeg glæder mig til at bruge sidste feriedag med blandt andet at bage sammen med mine døtre. En dag uden stress og jag!
Dagen startede uden stress, men med jag! Et gigantisk et endda! Lige bag højre skulderblad. Hej hold i øverste del af ryggen!
Det gjorde ikke som sådan ondt, hvis jeg bare undlod at bevæge mig og undlod især at trække vejret...
Ellers gjorde det sygt ondt!

Så det kan godt være 2016 så godt ud fra hvor jeg stod d. 2. januar, men 2016 så ud af helvede til fra hvor jeg lå hele 3. januar...
Jeg er sikker på holdet i ryggen er Netflix-udløst, da jeg på ingen måde er for fin til at indrømme at nogle af nattetimerne er blevet brugt i tæt omfavnelse med både Amélie og Jax Teller - dog ikke på én gang, da det ville medføre uoprettelige skader i både den franske feel good and love film-verden og den amerikanske feel good and get even serie-verden. Lidt som hvis man insisterede på at få ketchup til sin foie gras. Dermed ikke sagt, at man ikke kan smutte vej af Burger King på vej hjem fra dinner på den franske bistro!
3. januar blev til 4. januar stille og roligt, mens jeg finder hvile i en position der tillader mig at trække vejret næsten smertefrit. Det æstetiske ved at ligge halvvejs ude af sengen med hovedet hvilende på natbordet, det sorterer i hvertfald ikke under departementet for skønhedssøvn...

4. januar startede med overraskende meget overskud fra såvel undertegnede som børneflokken! Humøret var relativt højt.
Startede dagen på job som jeg kan lide det, med kaffe og brød! At brødet så var et marcipanbrød er en anden sag, men alligevel...
Højdepunktet den dag på fabrikken, var helt klart den upassende nytårskrammer! Ikke upassende i sig selv. Der vil jeg nu nok sige den i dén grad var passende! - men upassende fordi jeg i krammesituationen rent faktisk stod med en patient! Havde en meget sund kulør i mit anæmiske fjæs resten af dén arbejdsdag!

Den sunde kukør skulle vise sig at transformere sig fra sund til panisk!
Det hele skete udenfor Fakta! Og på de fem minutter det tager, nåede jeg både at ridse kofangeren på en lille uskyldig Kia, skrive en post it til Kias ejer (mest for syns skyld - selvfølgelig, da der var alt alt for mange vidner!)
Handle i Fakta med et blodtryk på 240/130 og en puls der kunne mærkes over det hele OG antaste Kias ejer, der nu havde indfundet sig i Kia, men overset både kæmpe ridse OG post it... At hun stod i køen før mig i Fakta og købte 12 halve liters dåseøl og bar sin E-cigaret i en anordning om halsen tillagde jeg ingen sammenhæng mellem manglende observation af bule og post it.
Min største frygt i den her situation var (barnligt nok) om hun var sur og om jeg ville få skæld ud...
Måske har jeg ikke helt fået rystet episoden med meget ubehagelig taxavognmand af mig 100 procent... Men hun blev heldigvis ikke sur. faktisk tog hun det overordentligr pænt...
(Selvfølgelig kunne man overhovedet ikke se en skid på humørbussen)

Skal vi ikke aftale, at resten af året IKKE skal leve op til starten af året, men at jeg allerede nu har brugt min kvote af dårlogt karma? - også selvom det er sjovere at læse bloggen, når jeg bliver røvrendt af livet...