torsdag den 28. januar 2016

Young at heart, mind, soul and hair

Jeg er ikke ret gammel. Altså inde i mit hoved...
Da mine forældre havde den alder jeg har nu, da var de gamle! Min far har jeg kun oplevet som gammel, og det kan jeg med sikkerhed sige, da de eneste beklædningsgenstande jeg nogensinde har set ham i, var 1) netundertrøje og ditto underpermisioner. Ja! Man kunne godt få netunderbukser dengang! Jeg forestiller mig et lidet flatterende kvadratisk mønster på begge balder, når man har siddet ned. Et syn jeg gudsketakoglov blev forskånet for!
2) grå garbadinebukser, skjorte, seler og sådan en strikket vest til at tage over hovedet i kabelstrik. Sikkert pænt hipster i dag, men ikke dengang sidst i 70'erne først i 80'erne og endda også først til midt i 90'erne. 3) kedeldragt og sorte træsko med hælkappe og stålbeslag på snuden. Kedeldragten var altid fra Kansas! 4) gangster-suit. Eller i daglig tale jakkesæt, selvom jakkesæt ikke var en daglig ting, så derfor gangster-suit. Især fordi min far med sit kulsorte brylcreme-glinsende altid stramt tilbagefriserede hår til forveksling lignede en gangsterboss direkte importeret fra Sicilien. Eller en jødisk bankdirektør på en dårlig dag - mest da han begyndte at blive grå i tindingerne...
Ikke just et set up eller en casting man ville forbinde med en mand på 41 i dag.
Min mor lignede en hvilken som helst husmoder fra 70'ernes Familie Journal. Sirligt puffet krøllet kastanjebrunt hår (det har hun stadig, men nu er hun 82 år - og allerede nu kan jeg afsløre, at jeg har brugt langt flere penge på hårfarve, end hun har)
Plisseret nederdel af et særdeles brandfarligt materiale, eller en Brandtex buks i en blå nuance. Dertil en bluse - også i en meget brandfarlig kvalitet, og en perlekrans i matchende farver. Brillen var tung og bifokal...

Jeg ved ikke med min far - om han muligvis kunne have ændret sin tøjstil - eller mangel på samme? Nej sgu! Der var stil over det - på en måde! Han døde i '94, så det må stå hen i det uvisse, om han den dag i dag ville rende rundt i cowboybukser, hættetrøje og Converse - men noget siger mig, at han nok ville være rimeligt trofast overfor garbadinebukserne, suitet og kedeldragten.
Min mor skiftede de brandfarlige materialer ud med jeans for flere år siden, og er blevet til en rigtig buksepige - som man siger...

Det er sjovt at tænke på, at min mor klæder sig mere "smart" som 82 årig, end hun gjorde som 41 årig. Men måske er det et udtryk for at hun har fulgt med tiden? Eller også er det for at understøtte, at hun altså stadig har kastanjebrunt hår SELV!

Skulle jeg klæde mig efter min hårfarve, så kunne jeg godt fise ud og rekvirere et godt gedignt stash af assorterede beklædningsgenstande i spinlon!
Hvis jeg ikke selv tilførte mit hår et diskret touch af kastanjebrunt, så ligner jeg en blanding af følgende dyr: zebra, stinkdyr og grævling!
Mit hår er ikke blot ved at få en overhængende dominans grå, men HVIDE hår! Hvide stive hår, som burde sidde på en mellemhård Tandex 44.

Jeg synes ikke jeg er gammel. I hvertfald ikke så gammel, som jeg syntes mine forældre var, da de havde min alder, og som de selv syntes de var, da de havde min alder.
De drak aftenkaffe for fanden!!! Af kopper med matchende underkopper!!! Jeg mener, UNDERKOPPER!!!

Mine forældre har altid haft samme frisure. Min far havde faktisk halvlangt hår, så det kunne friseres stramt tilbage. Faktisk tror jeg aldrig nogensinde han har haft andre frisurer. Jeg er næsten overbevist om at hans hår sad sådan, da han blev født. Enkelte gange har der været turbulens i frisuren. Det var når han blev ægte gal. Så var der sådan en tot, der hang ned foran ansigtet. Når totten hang, SÅ var fanden saftsuseme løs i Laksegade!
Min mors hår har også altid båret samme frisure, måske med enkelte variationer på længden og nogle gange var klipningen heller ikke helt i skabet. Slet ikke efter salon Merrild lukkede! Hvilket nok er omkring 30 år siden, og min mor har aldrig efterfølgende fundet en frisør der helt kunne gøre kunsten efter!

Jeg har i det store hele også altid haft samme frisure. Langt glat hår til lænden, men enkelte diskrete forsigtige variationer så som en helt blæst permanent, som aldrig skulle have set dagens lys, knælange kulørte fletninger, undercut og hanekam, hvis vinden var rigtig, for så at lægge mig fast på konceptet at stoppe med at blive klippet.
Det har resulteret i, at mit hår er det længeste det har været i mit ægte voksne liv (og her skelner vi mellem tiden FØR og EFTER selvangivelsen læs. tidligere blogindlæg desangående)
Måske er det en endelig reaktion på alt det der voksen-noget, at jeg nu ser to ualmindeligt lange fletninger (én på hver side af hovedet) når jeg kigger mig i spejlet. Er gået tilbage til knælange fletninger, eller corn rows, som det hedder, hvis man bare er lidt nede med frisurer af anden ætnisk herkomst, men fordi jeg trods alt er en slags voksen, så har jeg begrænset mig til to fletninger, og tilmed i afdæmpede nuancer af brun. Bare kald mig Asian-African Elsa! Er sikker på "Let It go" også lyder meget bedre the reggae way, mens man spiser sushi til...

Jeg var ikke klar over at den frisure, jeg har fået foranstaltet (Trine, det er første gang jeg bruger f-ordet i år) havde en form for aldersklausul. Men ikke desto mindre, så fik jeg i dag at vide, at jeg var for gammel til en sådan frisure... Hvordan kan man overhovedet være for gammel til Asian-African Elsa?!?! Ja, jeg spørger bare!!!
Hvis man ser på mig, så ser jeg ikke decideret gammel ud. Jeg har ingen rynker, men til gengæld har jeg utroligt mange bumser, store forkølelsessår og en T-zone der ville kunne give selv Ole Henriksen en mindre depression - og det endda på trods af, at jeg bruger de korrekte produkter.
Måske skulle jeg konvertere til Clerasil, så mit hår ikke føler sig helt fejlcastet og alene hos sådan en gammel krampe som mig?
Tror nu alligevel heller ikke der ville være aldersmæssig konsensus på håret, hvis jeg kom anstigende med en kastanjebrun vandonduleret candyfloss, som min mors, da hun havde min alder.

Min målestok mellem swag-ninjamom og pinlig-mor kommer tydeligt til udtryk hos mine smukke døtre. Så længe de vil følges med mig på offentlige steder, og det vil de gerne! (Især hvis jeg har penge med) - så er det nok ikke helt skudt ved siden af - det hår der...










Ingen kommentarer:

Send en kommentar