Når mandag peaker

I dag har det været mandag! Jeg burde allerede ved dagens start have anet uråd: parkering på taget!!! Værst tænkelige parkeringsplads EVER!

Men alligevel viste mandag sig fra sin mere medgørlige side, i hvertfald på arbejdet. To slags kage fik jeg mig tiltusket, og et rundstykke med ost! Jojo...

Det var faktisk først sidst på dagen mandag begyndte at gøre væsen af sig.
Denne gang var badeværelset arena for de katastrofale eskapader!

Jeg havde sat en vask over, og da dispalyet på vaskemaskinen, efter adskillige timer meddelte,
at der stadig var omkring to timer tilbage, begyndte jeg at ane uråd...
Første forsøg på damagecontrol er altid at rense det der filter, hvis eksistens man først kommer i tanke om, når fanden ER løs i Laksegade!!!
Bevæbnet med utallige håndklæder, løsner jeg forsigtig den prop der adskiller mig og jeg ved ikke hvor mange liter vand. Og der er jo aldrig håndklæder nok! For slet ikke at tale om de ringe odds der er for at få samme håndklæder vasket igen, da det jo er vaskemaskinens tvivlsomme kondition der udløste det her nødvendige overforbrug af rektangulært frotté!
Mens jeg sad på hug, og kunne mærke hvordan vandet langsomt men insisterende sivede gennem mine futter, lovede jeg, at den dag JEG skal designe en vaskemaskine, SÅ skal der monteres en anordning hvormed man sikkert og tørskoet kan tømme de tusinder liter vand, en sådan vaskemaskine tilsyneladende indeholder i inaktiv tilstand!

Da vandet var ude af maskinen, og inde i håndklæder, futter og den bunke vasketøj, der lå parat ved vaskemaskinen, opdager jeg en sær lille slange lige ved siden af filtret, som jeg nærmest kunne trække ud... altså helt ud! Som i at jeg stod med et stykke gråt slange i hånden, et stykke slange som ikke havde nogen fysisk kontakt til selve vaskemaskinen længere!!!

Føromtalte anordning eksisterede altså!!! Og så alligevel ikke, eftersom jeg havde netop havde afmonteret den...
I et helhjerTet, men halvhjerNet forsøg på alibi-damagecontrol propper jeg slangen retur hvor den kom fra, fyldte helt lalala-agtigt maskinen med tøj, startede og håbede på at miraklernes tid ikke var helt forbi...
For mit vedkommende lod miraklet vente på sig - kan man roligt sige.
Udover at have hældt en halv bøtte vaskepulver ud over gulvet i ren og skær kampgejst, så væltede det selvfølgelig ud med vand fra bunden af vaskemaskinen. Den grå slange blev jo aldrig helt remonteret på behørig vis igen, så det her scenarie kunne jeg have sagt mig selv...

I panik løb jeg over til en nabo - Per, som nærmest kan alt, og som før har reddet mig ud af diverse kattepiner.
Lige så kolerisk og opkørt jeg var, lige så rolig og flegmatisk var han. Og så blev jeg også rolig... (Gu gjorde jeg da ej! Hvem fanden kan være rolig, når ens badeværelse sejler i vand - og vaskepulver?!?!)
Per fik maskinen ud fra væggen, og fik lagt den ned, så han kunne remontere anordningsslangen, mens jeg fik et nyt nervesammenbrud!
Hold da helt kæft hvor kan der blive måwe inde bag sådan et stykke hård hvidevare! Eller plyds gråvare, for det var hvad vaskemaskinen ægte kunne defineres som!
Der var så meget støv PÅ og BAGVED vaskemaskinen, at man kunne rulle det sammen, og isolere et større kolonihavehus med det!
Nøj, hvor ville min mor ikke være stolt - eller astma og allergiforbundet for den sags skyld!

Heldigvis havde det store vandudslip gjort sit til, at støvet ikke hvirvlede rundt, men nærmere omdannedes til en slags slimet grød! En masse man lige kunne snuppe med en gang køkkenrulle, hvis man ikke havde et mindre issue med at komme i for tæt kontakt med støvslim, hvilket jeg blankt måtte sande, at jeg i den grad havde!
Prøvede at bruge gulvmoppen, men altså...

Nå, men Per fik remonteret slangen og fik maskinen på højkant og genforenet med plysstøvhulen!
Jeg takkede ham for at have reddet mit liv! Intet mindre!

Fyldte maskinen med det våde klamme støvbefængte tøj, fodrede den med den rest vaskepulver jeg
ikke havde formået at få hældt ud på gulvet, trykkede start og ventede forventningsfuldt...


Og ventede og ventede




Og




Ventede...



Jo, bevares! Den tog vand ind, som den skulle, men så skete der så sandelig heller ikke mere!
Jeg skiftede mellem de forskellige programmer, og blev enig med mig selv (der var ikke så mange andre at blive enige med på det tidspunkt, da alle var blevet beordret i seng), om at al ventetid er lang, og at det stik mod sædvane nok var mig, der udviste en anelse utålmodighed...

Men lige lidt hjalp det! Jeg kunne erkende fra daværende tidspunkt og til der kom overskud i det
offentlige sundhedsvæsen, der skete ikke en skid! Det var som om vaskemaskinen ikke anede om den
skulle dreje tromlen mod uret eller med uret, eller om den i det hele taget skulle dreje tromlen. Stilstand...

Ja, jeg ved ikke helt hvad der gik af mig, men pludselig så jeg mig selv, efter et par apatiske timer på sofaen, googlende vaskemaskiner i øst og vest, i færd med (endnu engang) at mosle vaskemaskinen
ud af plyshulen og få den lagt ned igen på egen hånd. Hvad jeg forventede at se, var cirka det samme som bilister uden forstand på biler forventer at se, når bilen er i stykker, og de åbner kølerhjelmen og stirrer tomt ned i motorrummet...
Men for at vaskemaskine-wrestlingen ikke skulle være helt forgæves, så støvsugede jeg da lige det værste lag støv af plyshulen, fatter resolut en suppeøse og slår lidt på vaskemaskinens motor... Får maskinen på højkant, og for at stoppe den kvælningslyd den fremprovokere fra dens indre, starter jeg en tom maskine på 60 grader uden sæbe, bare fordi...

Og dyret begynder at spinde som en kælen velsmurt motor i en Ford Fiesta fra '99
Tromlen er ikke det mindste i tvivl om hvilken vej den vil dreje, og det eneste der mangler i den her lyksaglighed er tøjet!!!
Nu tør jeg ikke hverken flytte maskinen retur til den nu helt - eller så godt som - støvfrie zone, eller gå i seng, før den er færdig med at vaske den her prøvevask...
Og så snakker vi ikke om, at jeg har tænkt mig at sætte en ægte vask over, stille alarmen for at se om alt går som det skal...

Selvom den sidste idiot ikke er født endnu, så er miraklernes tid heldigvis heller ikke helt forbi, og ej heller forventningens umiddelbare glædesrus!

Miraklerne har jeg stadig til gode, for efter en times lystig snurren, gik gassen i den grad af ballonen!
Både hvad vaskemaskinen angår, og i dén grad undertegnede!

Glædesrusen blev sporenstrengs erstattet af lige dele apati, panik og stress.

Med udsigt til flere kilo halv til helvådt vasketøj, hvoraf størstedelen udgjordes af håndklæder, hvis behov for vask jo var forårsaget af hele kernen til den her efterhånden håbløse situation...

Indtil endnu en redningsmand heltemodigt sprang ind i arenaen!
Søndagsøl-Carsten og jeg henter i morgen en splinter sprit funklende ny vaskemaskine!
I samme ærinde pensionerer vi den gamle vaskemaskine - og med lidt held, har vi rene og måske endda tørre håndklæder på torsdag!

Jeg tror der er god udsigt til en tirsdags-øl...

Derfor vil jeg have en kæreste der er yngre end mig

Jeg står ikke umiddelbart for at skulle flytte sammen med nogen i nærmeste fremtid. Jeg står ikke for at skulle flytte sammen med nogen i det hele taget, og hvis ret skal være ret, så forudsætter den form for aktivitet, at man som minimum har en form for kæreste - det har jeg ikke.

HVIS jeg havde en kæreste, så ved jeg ikke helt om jeg ville flytte sammen med vedkommende... Der er jo en del faktorer der spiller ind. Ja, altså kærestekriterierne er én ting, men flytte sammen-kriteriet er en helt anden ting, og især min alder taget i betragtning har jeg fået et ret nyt, men ikke mindre væsentligt kriterie, nærmest tværtimod!

Kærestekriterierne er de sædvanelige standardkriterier, som de fleste kvinder har. Dog vil jeg også mene, at kriterierne desangående har en tendens til at slækkes som singleperioden skrider frem.
Men fra at være nærmest utopiske i forlangen til udseende over i retning af at han helst skulle
ligne en en græsk gud, bliver vi dog stadig i gudedepartementet, men vi er ikke afvisende overfor at Buddha måske ikke som sådan er en decideret dårlig gud...
Fra at have en idé om, at den helt rigtige er typen der har lækkert hår i stil med Silas Holst, laver mad som Gordon Ramsay og som er omsorgsfuld og opmærksom uden at være omklamrende, har man efterhånden slækket så meget på kravene, at et succeskriterie for at kunne kandidere til at være mr. Right, er hvis han børster tænder to gange om dagen og smider en sms til fødselsdage.

Flytte sammen-kriterierne derimod! De har ændret sig for mit vedkommende.
Udover de færdigheder man skal beherske for overhovedet at komme i betragtning som indflytningsmateriale, og jeg forlanger ikke det helt vilde - vi snakker basic ting som at ramme vasketøjskurven og toilettet HVER gang, sove på siden, så man ikke snorker - eller i hvertfald ikne blive sur over man bliver slået (hårdt) med en kløpind, såfremt man snorker alligevel, sørge for badeværelset ikke flyder i våde håndklæder, kun købe økologiske varer i pæne emballager, lægge sit tøj i farvekoordinerede systemer, lave kaffe til mig hver morgen og stråle som en sol, hver gang man ser mig - men ikke stråle på sådan en dum fjoget måde, for det er irriterende!
Når alle de lige for højrebenet-kriterier er opfyldt, så kommer det nye og mere væsentlige kriterie:
Han skal være yngre end mig!!! Ikke fordi jeg er en cougar, det skal have purunge mænd med fast kød og hår på hovedet - eller jo, også derfor... Men ham jeg skal blive gammel med, skal være yngre end mig af den simple årsag, at jeg på intet tidspunkt vil kunne bære, at være den eneste der skal stå op om morgnen, og tage på arbejde, mens den anden kan lægge sig om på den anden side og sove videre, altså efter man har lavet kaffe til mig selvfølgelig. Men tanken om at den anden kan luske op under dynen igen, er på alle måder UUDHOLDELIG!!!
Eller kriteriet er ikke i sig selv at man skal være yngre end mig, men man må bare ikke gå på pension før mig!
Det er bare ikke helt socialt acceptabelt (endnu) at anføre den slags som et væsentligt kriterie i dating-annoncerne...

Må jeg godt prøve den her?

Jeg hader at købe tøj! (Og sko)
Eller jeg hader at prøve tøj!
Jeg kan ret godt lide at kigge på tøj, selvom det meste ikke rigtigt falder i min smag. Især ikke hvis jeg kigger efter andre ting end grå lange cardigans og andet assorteret (gråt) strik.

Jeg blev i dag bekræftet i, at det i sandhed er et helvede, at prøve tøj!
Fandt en - hvad der lignede en helt enkel kjole i olivengrønt jersystof, som jeg tænkte kunne være rar som en casual "hop i" kjole her til sommer...
Jeg hoppede ingen steder, skulle jeg hilse og sige!
Jeg har da aldrig haft et så indviklet stykke jersybeklædning i hænderne før!
Damen spurgte kækt om det gik godt, hvor jeg frustreret hvæsede "nej", mens jeg stadig stod der i mit undertøj og kampsvedte, mens jeg hjælpeløst både foraøgte at finde vej ind i kjolen, og finde brusanvisningen, som sikkert kun sælges separat.

Langt om længe fik jeg kjolen monteret...
Ja, jeg ved ikke hvilket forvrænget billede jeg havde haft af min krop, inden jeg gik ind i det (meget lille bitte men til gengæld meget varme) prøverum, men jeg mener bestemt ikke pit bull med skummetmælksfarvede og utroligt tørre let behårede gravhundeben var ét af dem... Ikke engang en meget indviklet, men alligevel enkel i udtrykket olivengrøn jersysag fra Alexander Wang kunne forsone noget som helst her! Tværtimod!

Jeg fik det jo bevist først i 90'erne, at længden til midt på skinnebenet (dengang hed det den nye længde) ikke var mig, og hvordan kunne jeg tro, at mine små - ganske vist solide - ben har ændret sig så sygt meget på længden siden dengang? Altså jojo bevares så har ting det med at ændre sig, og det KUNNE jo være at "den nye længde" lige pludselig var blevet mig, lige så meget som batikfarvede i lilla nuancer med et touch af turkis leggins var mig dengang, men ikke på nogen måde ville være mig (eller andre for den sags skyld) i dag, altså som en slags omvendtland med tøj i batik og nye længder...

Måske gjorde mine ben heller ikke ligefrem konditionerne meget bedre, da den eneste farve der pt er på mine ben - udover skummetmælksfarven - er de mørke ar jeg har erhvervet mig gennem mit lange liv som serie 4 fodboldspiller uden benskinner - kunne jeg have skrevet (det gjorde jeg også - men jeg mente det ikke, da jeg stoppede min fodboldkarriere i Hune boldklub sidst i 80'erne)
Tror faktisk primært mine ar er sequele efter en lidt for ihærdig indsats overfor myggestik, så intet spændende at berette om på dén konto!

Håber faktisk på at mine cykelture og mine tvangsløbeture kan reducere lidt på det bastante islæt angående undertegnede. Det er bare en streg i regningen, at jeg er helt tosset med mad, slik og tung styrketræning...
Synes faktisk mit spejlbillede er pænere, når jeg står i Fitness World i lidt for stramt spandex, hængepatter og cameltoe, og ligner en opkogt gris, der står på affyringsrampen til at springe ud som partyskinke, end det spejlbillede jeg så i det lille bitte prøverum i dag i Salling.
Til genglæd er mine fødder åbenbart så flade, at den tunge - men sygt eksklusive - glasdør netop lige akkurat kunne skure henover min fodryg! Men det skyldes nok at jeg er platfodet, hvilket jo heller ikke gør noget godt for min manglende højde! Siden hvornår er forhæng i prøverum gået af mode?

Synes faktisk Salling burde investere i nogle mindre ærlige spejle. De burde alliere sig med Fitnessworld.

Men hold da helt kæft en god røv jeg havde i den der olivengrønne jersysag!

APRILSNAR!!! -hvar???...

I skrivende stund lakker en årlig begivenhed mod enden, og så går der et år igen. X-factorfinalen! Jojo, men det var nu ikke lige dén jeg havde i tankerne.

I dag har der været 1. april hele dagen, og der er kun ganske få minutter tilbage af den dag, hvor det er tilladt at tage røven godt og grundigt på hinanden.
Det er sådanne dage det er en sand velsignelse at have børn!
Børn tror på (næsten) alt man siger. Dels i kraft af ens position som voksen, og dels i kraft af ens position som forælder!
I hvertfald indtil de når en vis alder...

I dag sagde jeg henkastet til Emma, min ældste datter, at jeg havde fået en kæreste.
Hun kiggede på mig med en så stor mistro, man som 11 årig formår at etablere i ansigtet!

- nå dada
Sagde hun tøvende og med let sammenknebne øjne
-og hvad hedder han så? Om man må spørge
Stadig med sammenknebne øjne

-Lars Ole
Fløj det ud af munden på mig

-aha...
Kunne se hun himlede, selvom hun stod med ryggen til. SÅ meget himlede hun.

Vi skulle ud af døren, og som i alle ud af døren-situationer, så var der kaos!

Emma siger:

-jeg har ryddet op på mit værelse, hvis du nu får besøg af Lars Ole i weekenden, så kan du vise ham mit værelse

Jeg responderer distræt:
-HVEM???

Hvis der ikke var blevet himlet hidtil, så kan jeg godt meddele der var rotation på gluggerne, mens der blev givet en lektie i, at det er okay smart lige at huske på de ting (eller personer i det her tilfælde) man lyver om, hvis man skal virke en lille bitte smule troværdig.

At jeg peakede på nederen pinlig mor-barometret, det kan der naturligvis ikke herske tvivl om.

Til gengæld tror begge pigerne stadig, at de skal have skoleuniformer på, når de skal i skole på mandag!