Skagen uge 2900 crapiness

Kalenderen dikterer uge 29! Alle ved at Skagen i denne uge ligger på den anden ende. Eller alle undtagen mig. Hvis jeg enten havde haft styr på at uge 29 er jet-set-uge i Skagen, eller havde haft styr på hvilken uge vi havde idet hele taget, ELLER måske en raffineret kombination af begge dele, så havde jeg undgået at udsætte mig selv for det jeg udsatte mig for.

Jeg ville til gengæld heller ikke have oplevet det helt absurde scenarie, som jeg oplevede - og jeg kan godt sige jer, at jeg ikke helt har besluttet mig for om jeg skal bryde ud i gråd eller grine min røv i laser...

Vi havde planlagt at besøge vores elskede tidligere naboer, som jo er flyttet til Skagen.

Behændigt har jeg altid tidligere formået at undgå uge 29, fordi Skagen i sandhed er så rigeligt overrendt de andre uger, på nær når det er vinter. 

Der skal ikke være ret meget sol på toppen af Danmark, før folk stimler sammen i gaderne, som fluer om en varm lort.

Men jeg holder meget af Skagen - og som alle andre (på nær mine børn) er jeg ganske betaget af lyset, der åbenbarer sig nærmest i det øjeblik man forlader den sidste rundkørsel.

Begejstret udbryder jeg hver gang, at børnene skal huske at bemærke det helt enestående lys!

De kigger - mest for at gøre mig glad, eller for at få ro, og vender så tilbage til det vigtige skænderi de var igang med.

Vel parkeret på Remisen mellem BMW'er og Q5'ere springer vi ud af humørbussen, og direkte ind i Jesper og Lisettes hyggelige hus.

Vi får hurtigt mobiliseret os til en gåtur, hvor indtagelse af is ikke spillede en helt uvæsentlig rolle.

Vi gik "bagom", for at undgå det værste menneskemylder, og endte ved Vippefyret, hvorfra vi kunne se havet og de store containerskibe, der flød rundt i havet.

Nede på stranden nød vi en is i orkanen. Nej det er ikke navnet på en fin isbod, men jeg snakker ægte orkan! 

De mange stablede udlejningsliggestole (man kunne leje for den nette sum af 50,-) fik lov at ligge i fred i stablerne, og selvom det rød/gule flag var oppe, så var der stadig adrenalinvandhunde, der trodsede al sund fornuft, og boltrede sig i de hidsige bølger.

Selv havde jeg travlt med at holde is, hår og sand så nogenlunde adskilt. 

På vej retur, passerede vi adskillige gigantiske biler! V8 motorerne stod side om side i forskellige forklædninger, men det var nu ikke dét der fik mig til at gå baglæns ind i fuglekassen.

Faktisk var det et køretøj, som vel egentlig knap nok skal indregistreres. Men ikke desto mindre det køretøj der signalerede aller mest dekadence og var så prætentiøst, at det hverken talte fra eller til at der i øvrigt var ALU FÆLGE på!

GOLFBILEN!!!

Jæææpsen! De rige kører i golfbil inde i Skagen by - formentlig fordi det er skide svært dels at komme rundt i de små gader i en Hummer, og dels fordi selv samme uhandy benzinuøkonomiske køretøj er håbløst at parkere, med mindre man parkerer den ovenpå en Ferrari, hvilket i princippet sagtens kunne lade sig gøre i en Hummer...

Så sidder de rige dér i deres golfbil og ser helt opkogte ud i ansigterne iført deres pastelfarvede poloer fra Ralph Lauren, sandfarvede bermudashorts fra Gant, tynde dunjakker fra Moncler og sailorsko fra Sebago, enten fordi rosévinsfesten endte i en Belvederefest, eller fordi de havde siddet alt for længe i solen på den yacht, deres outfit indikerede de absolut må have parkeret i havnen. 

Ingen så 2900-happiness happy ud. Faktisk så alle skide sure ud, og dem der talte i telefon skændtes så det bragede. Måske fordi de stadig havde tømmermænd, eller også er det bare ikke sjovt at være rig, selvom Fritz og Poul siger noget andet, men de formår jo også at holde branderten kørende. 

Fordomme much? Ja for fanden! Helt vildt! Men de der ligefrem kortidsleaser en Ferrari til formålet, og de jeg i øvrigt har et svagt kendskab til, som kører uge 29 i Skagen med pedalen helt nede i vinkælderen med skaldyrsfade på Ruths Hotel, er i sandhed med til at holde fordomsfaklen i live!

Ikke at jeg vil møde dem anderledes, når vi står inde ved slagter Munch og konkurrerer om hvem der har råd til at købe flest ølpølser, end jeg vil møde alle andre. Fordomme eller ej, så møder jeg alle med samme had, samme væmmelse og samme afsky. 

Til gengæld var København næsten affolket for idioter her i weekenden på nær et par svenskere og 6-8 middelklasse-unge, der lige skulle fejre at de snart skal til Tisvilde...

Om natten...

Jeg elsker at være vågen om natten, men jeg hader at gå i seng, når det er lyst, så om sommeren gælder det om at være præcis  med sengetiderne.
Dagslyset kommer altid snigende som et overraskelsesangreb.
Stille men alligevel målrettet, og hvis man er uopmærksom, så sidder man i saksen af solopgang, fuglekvidder og spildte søvntimer.

Min hjerne tænker anderledes om natten. Den tænker på den måde jeg bedst kan lide.
Den bliver inspireret og den får geniale idéer. Idéerne akkumuleres af den helt særlige følelse der snurrer i maven, på den der måde, hvor det kan gå begge veje.
Det kan ende i dyb melankoli, og det kan udvikle sig til ubønhørlig eufori.
Uanset hvad, så er det en helt fantastisk følelse at besidde.
Ordene får en helt anden og smukkere betydning, og konstellationer af ord jeg ikke troede var mulige, giver sig til kende.
Det hele giver mening i min hjerne, når det er nat.
Den manglende dybere mening med livet forsvinder, og alt bliver mere forsonende og lettere tilgiveligt om natten.
Det hele er ikke så højtideligt.

Det er fordi jeg er den eneste der er vågen. Jeg er den eneste der tænker og jeg er den eneste der eksisterer om natten.
Alle andre sover eller laver noget, der ikke har noget med mig at gøre, og det føles befriende og ukompliceret.

Jeg elsker at sove, men jeg ville på en måde ønske jeg ikke havde brug for det, selvom det føles vidunderligt hver gang jeg giver mig hen til søvnens forræderiske favntag, som holder mig i et jerngreb - og hver eneste gang er det ualmindeligt svært for mig at vriste mig løs fra det.

Indtil det igen bliver nat...