Det første panikanfald fik jeg omkring Randers - måske før.
“Hvad fanden har du gang i” tænkte jeg ved mig selv, mens den nye humørbus, så energisk som den tætte fredags-eftermiddagstrafik tillod det, tappert åd sig gennem Jylland med kurs mod Berlin.
Solen havde indtaget den mest irriterende position man kunne tænke sig, men den slags må man ikke brokke sig over, fordi solen er så sjælden en gæst på denne årstid.
Det er jo ikke fair at kalde det er panikanfald, når vi ved der rent faktisk findes mennesker, der får dem ægte.
Jeg måtte trods alt akkumulere mit panikanfand via en kør selv solotur til Berlin...
Panikanfaldet (ja, jeg bliver ved med at kalde det et panikanfald - undskyld) drev hurtigt over, og blev erstattet med en barnlig glædesfølelse, da jeg passerede grænsen.
Jeg har aldrig været i udlandet på egen hånd - så vidt jeg husker.
Måske var det derfor jeg ekstatisk sad og grinede fjoget med kæften udtamponeret af Matador mix.
Glæden blev dog afløst af endnu et panikanfald: jeg havde glemt at købe det grønne miljømærke til forruden!!! Nu får jeg nok en bøde og et klip i kørekortet!
Da der efter godt 7 timer begyndte at stå Prenzlauerberg, Kreutzberg og Charlottenburg på skiltene, og afstanden til Berlin reduceredes til et et-cifret kilometertal, lignede jeg i sandhed en idiot. Godt mørket havde draperet mit ansigt, så det ikke var så åbenlyst, at jeg sad og jublede, som én der lige havde vundet i lotto...
Hvorfor nu den her lange lange køretur helt alene? Ja, det ville mor også gerne vide!
Altså! Hvis jeg vil til Berlin, så er jeg jo nødt til at køre så langt, dersom Berlin nu er beliggende på netop disse koordinater...
Men hvorfor i det hele taget tage afsted, og så alene (uden en voksen)?
For at få fred og ro!
Altså ikke som i massiv stilhed - så ville jeg nok have valgt et øde sted ude på vestkysten - eller en ødegård i Sverige (hvilket lyder helt tiltalende, især ved det faktum at det også giver mig mulighed for at rekvirere et batch svenske Fantaer... hmmm).
Jeg havde simpelthen brug for at komme væk. Ikke som i at flygte, men som i: jeg havde brug for at få et skud “jeg skal ikke tage hensyn til nogen, og jeg kan gøre hvad jeg vil - indenfor lovens grænser, naturligvis” (og her nævner vi ikke at jeg startede med at bryde loven i det øjeblik jeg passerede bymuren qua manglen på DET GRØNNE MILJØMÆRKE).
Jeg har haft helt ekstremt travlt de sidste 4 måneder. Kvælningsfornemmelser-hjertebanken-vejrtrækningsproblemer-travlt!
Hverdagen med et nyt job og enevælde i det familiære har sat sit præg.
Nyt speciale og nye færdigheder. Etablering af nye rutiner og forholden sig til en flok nye kollegaer, som forventer man kan huske hvad de hedder og alt muligt...
Det kroniske logistiske puslespil med henten og bringen børn til dit og dat - måske endda mest dat, hvilket jo ikke gør det hele spor nemmere.
De vil desuden også have mad, og nogle dage flere gange om dagen!!!
Jojo bevares, de kan da godt lave mad, men der skal stadig købes ind. Tak Netto for at have at have åbent til kl. 22:00 og tak til Billeren for at have åbent til kl. 24:00 - selvom det er på det tidspunkt jeg typisk støvsugeren, og ordner vasketøj...
Og så er der det der sovning. Kroppen bliver ved med at insistere på at den vil sove mere end 4-5 timer i døgnet. Helt ærligt?!?!
Derfor vurderede jeg, at jeg trængte til at få lidt, om ikke fred og ro så, tid til mig selv, og det var bedst det foregik i Berlin.
7 der kom tættere på 8 timer i bil skulle ikke skræmme mig - altså fraset panikanfaldene, men dem tillægger jeg ikke køreturen som sådan.
GPSen ledte an, på nær når den ikke gjorde, hvilket også resulterede i en lille detour omkring Mordor!
Eller fordi jeg overså skiltet til motorvejen et sted mellem Hamburg og Berlin (vidt begreb ikk? - sådan havde jeg det også lidt) valgte jeg at fortsætte ind i et område, der på skærmen var helt sort! Det eneste der ikke var sort, var den lille pil der skulle forestille at være humørbussen...
Jojo, jeg var da helt klar over, at den var gal. Det er bare ikke så nemt at vende om, når alt jo er sort og omkranset af meget høje træer, der garntrisse gav skjul for trolde, orker og andre eksistenser man IKKE ville have ombord på humørbussen, så det gjaldt om at lade som om det var meningen jeg skulle den her vej.
Mig skulle de ikke få skovlen under!
Fik vendt bilen i en lille by, hvor alle husene var helt mørklagte. Altså på nær de mange hundrede meter lyskæder hvert hus var overbegjort i...
Den afgrænsning på skærmen fra sort der indikerede overgangen fra Mordor til den civilation vi kender og elsker var bemærkelsesværdig, og det var der det gik op for mig at jeg havde været helt udenfor alfarvej...
Syv næsten otte timers fællessang med Robert og en pose Matador Mix senere lavede jeg en sjælden flot parallelparkering på Olbergsstraße få meter fra opgangen til den lejlighed jeg tidligere havde fået at vide var oversvømmet med vand på badeværelset...
Udrustet med det mest nødvendige... værktøj... slæbte jeg mig op af trappen, mens jeg spekulerede på om jeg burde have taget gummistøvler på.
-det var ikke nødvendigt. Der var ikke en skid vand på badeværelset, andet end en fugtig klud.
Godt jeg havde taget 10 kg assorteret værktøj med - og adskillige kilometer hårdt sammenrullet gaffatape...
Kl 23:30 var det tid til aftensmad (som var resterne af madpakken jeg havde haft med på job). Turens første ekspedition til den lokale Spätkauf berigede mig med en cola og en liter appelsinjuice.
Måske var det mangel på mad og drikke, måske var det en ikke erkendt udmattethed efter 7-8 timers fællessang og køretur, måske var det det faktum at jeg sad midt i Berlin helt alene, måske var det en kombination der forårsagede en ualmindelig overdreven følelse af beruselse efter indtagelse af et enkelt glas medbragt rødvin - ja, jeg havde en bette rest, som jeg fandt praktisk at slæbe med...
Efter et bad - hvor det netop lykkedes mig at undgå at udføre en uelegant baglæns salto i badekarret, vaklede jeg i seng og faldt i søvn (næsten) med det samme.
Jeg vågnede lige til tiden næste morgen. Præcis så jeg kunne nå at dimse, drikke kaffe og gøre ved, inden jeg skulle ud til en dag fyldt af ingen faste planer.
Smuttede til Prenzlauer Berg, som de trofaste læsere (altså de læsere der er i besiddelse af en nogenlunde intakt hukommelse) ved er min alt overskyggende yndlings bydel.
Der var en butik jeg ville besøge, som primært sælger meget sorte ting. Nogen vil mene at butikken henvender sig til goth-segmentet, men en halv time efter forlod jeg ikke desto mindre butikken med adskillige lyserøde effekter, der senere vil udgøre adventsgaver til børnene... (så kan man lige tænke lidt over dét!)
Videre til Kreutzberg, som Karla besidder en indædt angst overfor.
Derfor er det ikke en bydel der frekventeres, når jeg er i Berlin i familie-øjemed.
Klokken var lidt over 11 (bid venligst mærke i klokkeslettet, da det får en slags betydning senere)
Jeg er knap nok steget af U1 i Kreutzberg, før jeg spotter en blomsterbutik.
Selvfølgelig skal jeg “bare lige kigge”, og jeg ved ikke hvad der skete, men i løbet af ca. 7 minutter så jeg mig selv stå udenfor butikken med en stor grøn plante i en bærepose, der lige akkurat kunne lukkes...
Selvfølgelig skal jeg vælge at købe noget nær den mest upraktiske ting i hele verden FØRST på en “udflugt”, hvor udsigterne (og afstanden) til at komme tilbage til lejligheden indenfor de nærmeste timer ikke var helt gode, da lejligheden lå i stik modsatte retning af hvor jeg befandt mig.
Heldigvis skulle jeg ikke købe mere - som sådan, og planten kunne næsten være i lejeskabet på det museum jeg senere besøgte på Oranienstraße.
Museum der Dinge!
Et museum med: ja, ting!
Et museum der har meter efter meter med montre, der er fyldt til bristepunktet med ting fra det gamle Øst og Vest Berlin.
Én montre indeholdt kun orange ting, en anden kun gule og sorte ting og en helt tredje indeholdt kun runde ting, og sådan fortsættede det med den noget utraditionelle måde at systematisere tingene, og alligevel gav systemet en meningsløs mening.
Det var et vidunderligt museum, og bestemt (endnu) et besøg værd.
Muesums-damen var meget interesseret i at vide hvor jeg kom fra, og ikke mindst hvordan jeg havde fået opsnuset viden om museet, som man skulle vide eksisterede, for at kunne finde det dér på 3. sal i en opgang der lugtede kraftigt af pot...
Kl. nærmede sig 15, og det gik op for mig, at jeg slet ikke var fuld, men min svimmelhed muligvis skyldtes mit ringe indtag af fast føde og væske, som nærmest begrænsede sig til en espresso i lejligheden tidligere på dagen.
Fandt en café, der så dejlig mørk og dunkel ud, og bestilte en crossiant, en soya latte OG en Cola, mens de blide trommehindemasserende toner fra Mazzy Star fyldte lokalet.
Der sad jeg helt alene med et velassorteret udvalg af fedt og sukker og følte mig på nippet til at være lykkelig...
Lykkefølelsen peakede, da tonerne til High med the Cure væltede ud af højtalerne, og High on the Cure, Kreutzberg, Berlin og en lille smule sukker svævede jeg ud af caféen - eller svævede og svævede... tunge støvler og stor potteplante satte sine naturlige begrænsninger for svæveriet. Mentalt svævede jeg, men det kunne også skyldes svimmelheden...
Luskede rundt i massive hashtåger resten af eftermiddagen, kun afbrudt af enkelte besøg i butikker (med tilsyneladende rygeforbud). Men klokken nærmede sig også de 16:30, og det var jo lørdag, så det var tydeligvist helt normalt at stå og ryge fede på åben gade.
Den var aldrig gået i Ålleren!
Det begyndte at være på tide at returnere til Prenzlauer Berg, hvor jeg lige skulle handle et par småting i Schönhauser Arcaden, som er et lille butikscenter i tre etager, der ikke er vildt overrendt.
KUN de mest nødvendige ting!!!
Så som 6 halvliters bægre soyayoughurt, 4 små nuttede dåsecolaer, cashewmælk, rabarbersaft, to pakker vatpinde (fordi de er helt fantastiske), vatrondeller (fordi jeg havde glemt at få med) 5 bøtter med badesæbe til Sofie, to dåser enhjørningemælk med jordbærsmag, et blad og lidt forskelligt diverse.
Godt jeg havde et stort net med! (Som blev ualmindeligt tungt)
Heldigvis kunne jeg hoppe på S-baneringen som gik lige udenfor døren, og som gik direkte hen til lejligheden, der kun lå 4 stop væk.
Bortset fra at politiet havde nedlagt forbud mod den måtte køre!!! - og der stod jeg og lignede en sherpa med alle mine “mest nødvendige” ting, sager og uhandy stor plante!
Uvidende om hvornår “mod uret” kørte igen, og om den nogensinde kom til at køre igen, sprang jeg over på “med uret” hvor jeg så kunne komme hjem efter 22(!) stop, ELLER skifte i Neukölln efter 10 stop, og tage U7, som gik diagonalt med yderligere 20 stop, før jeg var hjemme.
HVAD der fik mig til at skifte i Neukölln må vi lade stå hen i det uvisse, men det kunne skyldes mangel på mad. Det kunne også skyldes kombinationen af træthed og de føromtalte hashtåger, hvor jeg som passiv ryger muligvis havde taget mere skade end umiddelbart antaget...
Det vigtigste var, at jeg kom hjem!
Det næst vigtigste var at jeg på vej over mod lejligheden fik et sjældent anfald skarphed! I stedet for at kæmpe mig op på 4. sal med alle mine “mest nødvendige” ting, sager og stor uhandy plante, valgte jeg at læsse det hele af i humørbussen!
Den lille genistreg drev ny energi frem i mig, og lettet over at have taget midlertid afsked med min følgesvend efter over 8 timer (den store uhandy plante), begav jeg mig beslutsomt mod Kurfürstendamm og julekuglebutikken. Presset på tid var det en uventet glæde rent faktisk at formå at stå af U-bahnen lige udenfor døren til jule-hovedbunkeren (er det upassende at bruge sådan en begetnelse om noget der ligger i Berlin så tæt på “I ved nok hvad”?) Lad os kalde det jule-hovedsædet i stedet!
Uelegant kantede jeg mig indenfor lige 5 minutter i lukketid, og på mirakuløs vis formåede jeg at mase mig frem til stativet med de GAKKEDE julekugler, uden at vælte/smadre/ødelægge noget - eller i hvertfald ikke jeg opdagede, og damerne i butikken smilede sødt til mig, så enten ødelagde jeg rent faktisk ikke noget, eller også havde de (heller) ikke opdaget det...
Den kostbare fangst (en julekugle-majskolbe med glimmer og en julekugle-pommes med glimmer) blev forsigtigt fragtet til Neukölln, hvor jeg havde besluttet jeg ville spise, og jeg fandt stedet efter jeg kun havde gået forkert 4-5 gange. Jeg er en anelse udfordret på nord-syd-øst-vest-detaljerne, ugedagene og klokken.
Desværre var der så mange mennesker, at det var håbløst at få noget at spise på venstre side af midnat.
Selvom midnat nærmede sig hastigt, syntes jeg nu alligevel jeg ville have dinner og ikke dinnight-food (de mørke timers pendent til brunch...)
Det blev til en vietnamesisk restaurant, som ikke er noget at skrive hjem om. Ikke fordi det var dårligt - det ville jeg kunne få en masse skriverier ud af, men fordi det var totalt kedeligt og gennemsnitligt.
Ikke godt, ikke dårligt - dog mest tenderende til godt trods alt.
Med dagens sparsomme fødeindtag in mente, spiste jeg nok lidt for hurtigt... og blev lidt dårlig... jeg frøs også, og jeg var træt og meget langt væk fra lejligheden.
Havde jeg på det tidspunkt været klar over at jeg ville fare vild cirka dobbelt så mange gange i min søgen efter en U-bahn som jeg gjorde da jeg gik derhen, så havde jeg nok stadig siddet på den Vietnamesiske restauran og stirret apatisk ud i luften, eller sovet...
Alligevel kom jeg hjem til lejligheden. Man finder jo altid hjem...
Gennemkold, svimmel og træt.
Aldrig har jeg nydt at lade mit korpus synke ned i et badekar fyldt med varmt vand, som jeg gjorde den nat kl. 1:30...
Velværet over at få tøet forfrysningerne overskyggede væmmelserne ved at ligge og soppe i mine egne døde hudceller.
Det var et ekseptionelt godt karbad!
Den nat sov jeg som om jeg var død!
Huset kunne brase sammen, og jeg ville ikke vågne.
Til gengæld ville jeg gerne vågne fordi overboen enten: kørte med et tungt i stykker fjernstyret bæltekøretøj på det gulv der udgjorde loftet i det værelse jeg lå og døds-sov i, eller så blev der syet på en symaskine med turbo-ethanolmotor, som også samtidig måtte være meget i stykker. ELLER så blev der (slag)boret OVER ALT...
Uanset hvad, så blev jeg ukærligt vækket til live, uden på nogen måde at føle mig parat til at genopstå!
Alle eventuelle tanker om at besætte lejligheden (kan man overhovedet besætte noget man har en nøgle til?) forsvandt lige så hurtigt som Karlas chokoladejulekalender forsvandt, efter chihuahuaen havde lokaliseret den!
Med søvn i øjnene og diskrete efterveer af gårsdagens svimmelhed valgte jeg at tage en sidste tur til Schönhauser Arcaden, hvor deres hjemmeside havde lovet butikkerne ville holde åbent.
På nær det der med de havde åbent...
Jeg ville ellers gerne have et par sidste souvenirs med hjem: samosaer og gærflager (don’t even ask), men jeg måtte nøjes med en utroligt tør wrap med falafler der var så tørre, at der nærmest var tale om falafel-smulder, en latte og en lang næse.
Men så gik der da en time med det, og isen på humørbussens forrude var tøet så meget op, at det virkede helt dramatisk at stå og fjerne det med en isskraber.
Time to leave!
Jeg cruisede ud af Berlin uden brug af GPS, og det var først efter flere timer, at jeg muligvis kørte forkert. Jeg ved det ikke helt. Jeg ved ikke helt om det ægte var meningen jeg skulle køre den vej jeg kørte, men for en sikkerheds skyld genoplivede jeg min GPS, og åbnede vinduet, så kålhøgen kunne flyve ud...
På rette kurs gik det nemt trods massive mængder sne på vej ud af Berlin, og jeg må sige at jeg er virkelig stolt over den nye humørbus’ formåen!
Den har vist sig at være mere stabil og pålidelig end et schweizisk urværk!
Mor var lettet over jeg var kommet hjem i ét stykke, men kunne ikke forstå at jeg ikke syntes det havde været helt forfærdeligt at køre SÅ LANG EN TUR... ALENE!!!
Men det har været en (tiltrængt) rejse - omend noget kort rent tidsmæssigt.
Det har været fantastisk at erfare, at jeg godt kan finde ud af den slags selv med alt hvad sådan noget indebærer.
Det har været vidunderligt at tilbringe omkring 50 (intense) timer i mit eget selskab.
Det har endda været skønt ikke at samtale med nogen, men udelukkende høflighedskonversere med ekspedienter, hvor korrespondencerne ikke blev mere omfattende end: “danke” “I möchte gern eine Latte mit Soymilch, bitte” og “schönen Abend/Tag”
Selvom mine balder stadig sover lidt efter køreturen, så gør jeg det gerne igen - SNART!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar