Fredag d. 13

Når weekenden starter med at man nærmest løber fra sin arbejdsplads, for at undgå at få pålagt overarbejde...

Det gjorde jeg, altså løb. Mest fordi jeg havde et fly med take off kl. 18:50 jeg skulle nå. 

Det er jo ikke bare at skulle være i lufthavnen til 18:50, man skal jo parkere, gå fra den parkeringsplads man har fundet næsten i Vadum,  fordi lufthavnens parkeringsplads næsten strækker sig til Vadum, igennem security, hvor jeg HAR vænnet mig til at det ALTID er MIG, der er mål for den "tilfældige" stikprøve. 

Jeg har næsten vænnet mig til skuffelsen i securitys ansigter, når de, for hvem ved hvilken gang, ikke finder noget på mig. Nu glæder jeg mig næsten til at få lov til at stå inde i den transperante kasse til skue for alle medpassagererne. 

Inden man parkerer i god tid (i Vadum), så skal man, for mit vedkommende, også først lige have pakket to børn, 2 til 3 hunde (alt efter om vi er i en lige eller ulige uge) og ekspedere entouraget ud til aftageren i Vejgaard. 

I lufthavnen skal man være ved gaten 20 minutter før take off, hvis man altså HAR checket in hjemmefra, men som det eneste sted i hele verden er jeg er altid i god tid i lufthavnen, fordi "man jo aldrig ved hvor længe man skal vente på at komme igennem security", eller om børne og hundeaftager er hjemme ELLER hvor hende, der skulle køre mig til lufthavnen (så jeg var fri for at parkere i god tid i Vadum) nu lige er. SÅ er det rart at være i god tid... 

Denne gang var ikke nogen undtagelse. Jeg var i god tid, selvom jeg kom hjem til et hus der sejlede, et surt barn der lå og sov på sofaen og en teenager der havde været 4 timer om at rydde op på værelset, som NÆSTEN var blevet færdig. Efter verdens hurtigste damage control trillede humørbussen ud af indkørslen i god tid, og jeg formåede at være i lufthavnen i god tid! Det ville vise sig senere, at jeg SAGTENS kunne have tagert overarbejde, parkeret i Vadum OG nået mit fly alligevel, da jeg nærmest knap var gået gennem svingdøren til lufthavnen, da første sms fra Norweigan tikkede ind om forsinkelse! Great! I stedet for take off 18:50 skulle vi først flyve 19:40! Ingen i Norwegian tog hensyn til at jeg a) skulle til en super vigtig koncert med Mogwai på Vega kl 21:00 og at jeg b) var ved at DØ af sult! Nå, men jeg fattede mod, og slog mig til tåls med, at jeg før havde fået forsinkelses-smser fra Norwegian længe efter jeg havde været ankommet til destinationen. 

19:17 fik jeg endnu en besked fra Norwegian om at flyet var forsinket, og der var forventet afgang kl 20:05! Og efter flere forsinkelses-smser, hvor der både blev varslet take off kl. 20:30 og den sidste varslede 20:20 boardede vi ca. Kl 20:08 og var i København kl. 21:13. Ikke nok med jeg ville komme for sent til koncerten, men jeg kunne heller ikke lade være med at ærge mig over, at jeg rent faktisk godt kunne have blevet lidt længere på arbejdet. Men mine ærgelser var for en gangs skyld ingenting ved siden af nogle af mine medpassagerers. Især dem der ikke nåede det fly de skulle med til til Helsinki, fordi det rent faktisk var fløjet til tiden! 

Til gengæld var jeg ude at køre i taxa! Jeg har ikke kørt taxa i flere år. Sidst jeg kørte med taxa var i embeds medføre, som man siger. Jeg er simpelthen for nærig til at køre i taxa, men i går var jo en helt anden situation! (Jeg prøver sgu at sende regningen til Norwegian). Tænk sig at man rent faktisk kan komme fra lufthavnen til Vega på (ydre) Vesterbro på 12 minutter!!! Jojo bevares, vi var heldige med de grønne lys, men jeg må sige at sådan en diesel-én som ikke er en personbil men mere sådan en lille slags bus er ret så meget hurtigere end jeg lige ville have skudt den til at være. Jeg er stadig en lille snert køresyg her 13 timer efter... Stine henter mig udenfor Vega, og da vi stormer ind gennem foyeen, bliver jeg mødt at et hujede og heppende personale!!! Har man kendt mage! Sådan en modtagelse har jeg aldrig fået før, men de var tilsyneladende alle sammen klar over at jeg var hende der var forsinket med flyet... 

Koncerten gik stærkt! Dels fordi jeg missede en masse vigtige uigenkaldelige minutter og dels fordi musikken opslugte mig så meget, at jeg helt glemte tid og sted (Norwegian havde i den forbindelse også gjort er godt stykke forarbejde) og jeg glemte at jeg ikke havde spist noget siden frokost. 

Efter koncerten købte vi pommes med ketter, som vi spiste mens vi gik gennem Istedgade. Jeg fik også et pitabrød med falafler, men det var nu ikke noget at skrive (hjem) om - og se mig! jeg skriver alligevel om det! Til gengæld var det de bedste pommes jeg havde fået længe! Det kan muligvis hænge sammen med at det er utroligt lang tid siden jeg i det hele taget HAR fået pommes - fraset dem jeg lavede i ovnen i sidste weekend, som egentligt var sådan nogle frelste øko-kartofler MED skræl (naturligvis) som UDGAV sig for at være pommes! Sådan nogle svindlere!!! Med friturestegt mad i maven kom vi hjem til Nansensgade, hvor vi gik i seng og sov lige til den lyse morgen, eller så lys en morgen kan være på en grå men meget mild oktoberdag.