Er nogle af ordene i et nummer med årets danske mandlige kunstner LOC. LOC som jeg siden "undskyld ho" har forsaget mere end spidskommen. Men spidskommen er begyndt at vokse på mig, især efter jeg har fundet en økologisk version af dette underlødige krydderi. LOC og spidskommen er gået hånd i hånd ind i mit musikalske spicy hjerte. Og I ved godt det bliver mellem os sagt...
Men halvvejs gennem pisset, halvvejs gennem livet... Og første halvdel af livet har jeg (som de fleste andre) brugt på både at finde mig selv, været fuld og håbløst forelsket, men også i dén grad kreeret mig selv. Og jeg tror næsten jeg er færdig med værket (i hvertfald det der med at finde og kreere mig selv). Der er i hvertfald grænser for hvor meget jeg gider at ændre ved den her (i nogles øjne lidet flatterende) kreation, men så må jeg bare hænge med de der rent faktisk kan leve med de små UBETYDELIGE SKØNHEDSfejl jeg besidder!
Jeg gider ikke bruge min sidste halvdel af livet på at hige efter det umulige, men jeg gider heller ikke nøjes med det acceptable. Jeg vil ha cremen, og jeg vil fandme ha den serveret på et sølvfad! -af en smuk mand iført lændeklæde og sixpack! (Både den på maven, men også den der hedder Heineken)
Jeg gider ikke spilde min tid på at hige, men har besluttet at bruge lige akkurat den nødvendige mængde krudt.
Jeg ved mit liv ikke er perfekt eller noget der minder om, men jeg har besluttet at hvile i kaos og generel sadass-tilstand. Og ikke mindst har jeg besluttet at acceptere, elske og ære mig selv på alle mulige tåbelige kliché-agtige måder.
Jeg har lært (qua min konstante mangel på penge primært) at værdsætte de små ting i livet. Og jeg mener små ting. Jeg har lært at cash ikke gør lykkelig, men dog livet nemmere på mange måder -det anerkender jeg, bevares, men jeg har været så low on cash, at jeg har tvunget mig selv til at lovprise det faktum, at hverken mine døtre eller jeg på noget tidspunkt er gået sultne i seng. -eller jeg er jo altid sulten, eller aldrig mæt, eller jeg kan inhvertfald altid lige spise noget, men I ved hvad jeg mener...
Men små ting i livet for nogle kan faktisk være store ting i livet for andre. Og i bund og grund vil vi jo bare gerne elskes (eller i det mindste tænkes kærligt på, eller bare tænkes på uden der er decideret had indblandet), holde varmen og ikke være alt for fedtede i hovedbunden.
Jeg ved mit liv på mange måder er lort, men jeg mener, så længe jeg stadig naivt tænker ved mig selv, at det bliver bedre i morgen, så kan mit lorteliv vel sidestilles med en mild diarré. Ikke noget der (som sådan) er på vippen til det katastrofale, men heller ikke en tilstand man ligefrem tilstræber at opnå, med mindre man har et helt særligt forhold til sit badeværelse, og ikke mindst sit toilet, og hvad mit forhold til mit toilet angår, så henviser jeg til mit indlæg desangående, der blev publiceret i december 2012...
Joooh... Jeg lever skam i et relativt lykkeligt forhold med mig selv, men det skyldes udelukkende parametre omkring mig selv, som jeg VED er i gode konditioner.
Jeg et en pisse god ven på mange områder, og en helt shitty og crappy én af slagsen på andre områder, men sålænge det gode shiner over det crappy, så er det sgu ok med mig, og i henhold til staben af skide gode venner, så er den crappy del nok lige akkurat til at leve med.
Som mor skralder det lige netop an. Jeg er (som størstedelen af andre mødre) ved at blive drevet til massiv alkoholisme og en uimodståelig trang til konstant virkelighedsflugt af mine børn. Men igen murrer det naive "i morgen bliver det bedre" velvidende at vi går en teenage-periode i møde med stormskridt, men så længe der er Valium i glasset, så længe er der håb om at det bliver bedre i morgen...
Jeg er ligeså elsket på mit job af mine kollegaer som jeg er forhadt af mine ledere. Men man kan ikke vinde hver gang, og her tænker jeg på mine ledere... Altså som i, at de virkelig trak nitten, da jeg blev ansat. Ikke at jeg ikke er god til mit job, bevares... Det klarer jeg mig, så vidt vides, helt ok. Der er inhvertfald ingen der er døde på min vagt (endnu), men det kræver dælme snilde og uovertruffen dygtighed, hvis man ska ha succes med at tage livet af en patient der bliver opereret for grå stær.
Jeg mener ikke jeg sælger ud fordi jeg spiller spillet, smiler og flyder med strømmen, for jeg flyder ikke på dybere vand, end at jeg altid kan plante mine fødder på bunden og skride, hvis jeg ikke gider mere. Men man ska ikke opsøge konflikten for konfliktens skyld. Dertil har jeg for meget værdighed og integritet. Og bare fordi jeg smiler og spørger om hvor højt jeg skal hoppe, så hersker der vel ingen tvivl om, at jeg ikke hopper højere end det netop passer mig (og det er IKKE fordi jeg er blevet for tung i røven)
Sidste halvdel af pisset vil jeg høste frugten af alle anstrengelserne fra første halvdel af pisset. Spring ombord på bussen. Her er plads til alle, men det er mig der bestemmer hvor den kører hen og hvor stærkt den kører!
