I dag skulle være den mest deprimerende dag på hele året! Den tredje mandag i januar! Det sagde de i radioen i dag, da jeg var på vej hjem fra arbejde i min lille tapre bil.
Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes en "årets mest deprimerende dag".
Min dag har været fremragende, og hvis den her dag bliver min mest deprimerende dag i år, så bliver resten af mit år rimelig Ole Henriksen!
Jeg skal så mange sygt fede ting i år!
Blandt andet skulle jeg have tortillas til aften i dag! Ja ikk'ås? Kaskader af smeltet ost draperet i en landmine af gluten! Orrrk'sagoneme!
Nej, der skal ikke meget til at henrykke mig! Lige ovre i henrykkelsesministeriet er jeg rimelig mellow! Man kan jo lige så godt suge de små glæder ud af livet, i stedet for at bruge energi på at være vranten. Det er de små ting der tæller - som Barbie siger. Altså ikke "den" Barbie med Ken og alt det lyserøde plastik, men "min" Barbie!
Jeg kan for eksempel allerede nu sætte flueben ved en del, selvom året knap nok er begyndt.
For eksempel har jeg fået årets første forkølelsessår! Jeps! Syntes faktisk jeg kunne mærke hvordan det eskalerede, netop som jeg blev bekendgjort, at det var Blue Monday i dag... Så meget for en uges cytostatikakur med dertilhørende groteske bivirkninger før jul...
Til gengæld bemærker jeg næsten ikke forkølelsessåret, fordi ondt i halsen og det ene øre distraherer mig og afleder min opmærksomhed.
Men lidt skrantværk skal nu ikke få lov til at ødelægge mit humør.
Der er faktisk færre og færre ting der er decideret ødelæggende for mit humør.
Jeg er ikke engang sådan ægte irriteret over vejret... Mest fordi jeg kan gemme mig i tykke strikketrøjer, som har den lille sidegevinst, udover at holde mig nogenlunde varm, at den skjuler det synlige bevis på, at jeg ikke får udnyttet mit medlemsskab tilstrækkeligt i Fitness World.
Men magter ikke at være der sammen med alle nytårsforsættene.
Tænker der bliver mere luft om et par måneder, og indtil da, så kalder vi det off season og æder for at holde varmen!
Det er ellers ikke som sådan et problem at holde varmen i min seng, da den har været pænt besøgt på det sidste, og det er altid spændende at vågne, og gætte hvem det er der ligger mellem benene på mig... Jaja, vi har haft vores lille aflastningschihuahua de sidste par uger, og han har også en svaghed for at ligge under dynen, helst et sted, der medfører at jeg som regel vågner op i en virkelig ubekvem stilling... Men de er jo så søde, varme, hyggelige og pelsede - og så er det kun Wilma der snorker, og det gør hun kun når hun sover virkelig tungt (eller hvis hun har drukket for meget sangria) - men det lyder sødt og hyggeligt.
Derudover er jeg ellers ikke udpræget begejstret for lyden af andres respiration.
Der findes folk der hader andres tyggelyd, og alt efter tyggemetode, så er jeg ret tolerant rent tyggemæssigt.
Men andres vejrtrækning!!! Jeg mener, hvordan skulle jeg dog kunne holde den ud, når jeg knap nok kan holde lyden af min egen vejrtrækning ud?!?!
Jeg kan kun løbe, hvis jeg har musik i ørerne, da jeg ellers ville blive fuldstændig besat af min vejrtrækning, og jeg vil i værste fald tro, at det ville kunne føre til besvimelse, hvis det stod på for lang tid af gangen.
Jeg er helt vildt fokuseret - på den dårlige måde, over min vejrtrækning i skrivende stund...
Kommer jeg så ud for en situation hvor jeg kan mærke et andet menneskes udåndingsluft på mig, så får jeg en umådelig trang til at skrælle huden af mit ansigt - især hvis det er ansigtet jeg er blevet åndet i, eller som minimum holde vejret, så JEG i hvertfald IKKE får noget af "den" luft ned i MINE lunger og ud i MIT system! En situation jeg ofte finder mig selv i, qua mit arbejde, hvor jeg i tide og især i utide skal stå bøjet ned over et andet (ofte gammelt) menneskes ansigt, og selvfølgelig de dertil indrettede udåndingskanaler... Måske derfor jeg ofte er svimmel på jobbet. Troede the light head var en kombination af lav hæmoglobin og fandens godt humør, men der kan man bare se!
Indser faktisk at jeg ved siden af andres respiration nu har et helt afslappet forhold til at gå i svømmehallen, hvor jeg har det pænt stramt med at sænke min krop ned i et bassin med vand, hvor
andre har deres "privates"... Tanken om at det kun er et ganske tyndt lag stof der adskiller "dem" fra mig er i sig selv angstprovokerende!
Men svømmehaller er jo i lang udstrækning et valg jeg kan gøre til og fra, mens det nu nok ville være lige lovligt meget at forlange, at insistere på at alle mennesker i en radius på 10 meter af mig skulle holde op med at trække vejret - selvom tanken er flatterende...
Blue Monday lakker mod enden i takt med mit forkølelsessår peaker og min vejrtrækning bliver tiltagende forceret!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar