Der tikker en sms ind:
-mor, jeg har ondt i maven og jeg fryser
Jeg ringer til min ældste datter, der er rettighedshaver af smsen.
Spørger om hun kan tage i skole, og kommer med mor-agtige formaningner om, at det kan være hun klarer lidt op, hvis hun fik lidt luft, og at nogle gange hjælper det at komme afsted, men hun skal blive hjemme, hvis hun virkelig er syg, MEN så er der ikke noget der hedder spring i efhermiddag på bedste mor-agtige måde
Alt imens jeg kan høre hvordan kaskader af opkast kommer ud af min datter. Med bange anelser spørger jeg HVOR hun kaster op, og svaret jeg så nødigt ville høre, fyldte mit øre.
Men hun skulle nok selv tørre det op - sagde hun...
Selvfølgelig skulle hun ikke være skidt-mas og selv tørre op - det er den slags vi gemmer til hendes første erfaring med tømmermænd!
"Bare sørg for hundene ikke æder det - så kommer jeg hjem med det samme" sagde jeg lettere panisk. Håbede på en måde lidt, at hundene havde ædt det når jeg kom hjem, så jeg slap for at tørre så meget op, men den slags slette tanker er ikke socialt acceptable! Primært fordi det er virkelige klamme tanker!
Jeg var jo mødt ind på arbejdet, og tanken om jeg nu at skulle hjem og tørre bræk op, fik den ellers så smukke solskins-mandag til at virke ægte mandags-agtig!
Altså som sådan en mandag, hvor man bliver ringet hjem fra job, fordi ens datter havde brækket sig ud over hele køkkengulvet! Håbede i mit stille sind stadig at hundene havde taget affære...
Synes, nu køkkengulvet er blevet befriet for opkast (uden hjælp fra hundene), og jeg har fået tid til at reflektere over sagerne, at det er ret imponerende at hun overhovedet KAN slippe afsted med at kaste op og undgå en brækpose, taget i betragtning at hvert hulrum og hver sprække i vores hus er udtamponeret med brækposer - just in case...
Nej! Livet som enlig mor er ikke så glamourøst, som mange tror!
-mor, jeg har ondt i maven og jeg fryser
Jeg ringer til min ældste datter, der er rettighedshaver af smsen.
Spørger om hun kan tage i skole, og kommer med mor-agtige formaningner om, at det kan være hun klarer lidt op, hvis hun fik lidt luft, og at nogle gange hjælper det at komme afsted, men hun skal blive hjemme, hvis hun virkelig er syg, MEN så er der ikke noget der hedder spring i efhermiddag på bedste mor-agtige måde
Alt imens jeg kan høre hvordan kaskader af opkast kommer ud af min datter. Med bange anelser spørger jeg HVOR hun kaster op, og svaret jeg så nødigt ville høre, fyldte mit øre.
Men hun skulle nok selv tørre det op - sagde hun...
Selvfølgelig skulle hun ikke være skidt-mas og selv tørre op - det er den slags vi gemmer til hendes første erfaring med tømmermænd!
"Bare sørg for hundene ikke æder det - så kommer jeg hjem med det samme" sagde jeg lettere panisk. Håbede på en måde lidt, at hundene havde ædt det når jeg kom hjem, så jeg slap for at tørre så meget op, men den slags slette tanker er ikke socialt acceptable! Primært fordi det er virkelige klamme tanker!
Jeg var jo mødt ind på arbejdet, og tanken om jeg nu at skulle hjem og tørre bræk op, fik den ellers så smukke solskins-mandag til at virke ægte mandags-agtig!
Altså som sådan en mandag, hvor man bliver ringet hjem fra job, fordi ens datter havde brækket sig ud over hele køkkengulvet! Håbede i mit stille sind stadig at hundene havde taget affære...
Synes, nu køkkengulvet er blevet befriet for opkast (uden hjælp fra hundene), og jeg har fået tid til at reflektere over sagerne, at det er ret imponerende at hun overhovedet KAN slippe afsted med at kaste op og undgå en brækpose, taget i betragtning at hvert hulrum og hver sprække i vores hus er udtamponeret med brækposer - just in case...
Nej! Livet som enlig mor er ikke så glamourøst, som mange tror!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar